Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2013 Weingut Daniel, Riesling Classic, Rheingau, Tyskland

Fredag … havnet på den sindssygt charmerende S’vinbar i Århus. Vinbaren drives af sommelier Sabina Drachmann Sunne, som tidligere har været restaurantchef på Restaurant ET på Åboulevarden.

Vi havde hjemmefra sat en bevidst kurs direkte mod vinbaren (målrettede som vi er)  … så vi fandt hurtigt adressen i Klostergade –  bingo – fik os moset ind … fuldt hus, god stemning, duggede ruder … fandt de sidste fire ledige pladser og fik bænket os.

Efter moden overvejelse og længselsfuld kig på de mange, spændende flasker rundt på hylderne  bestilte vi et flight … som reelt blot er 3 forskellige glas vin.

Vi besluttede os for lidt Riesling, lidt Frühburgunder og lidt Rhône … og overlod valget af vinene til vores flinke tjener. Dermed var vi vel også ganske flinke gæster.

Vi startede som sagt med Riesling, og det blev denne Riesling Classic fra Weingut Daniel, et lille vinhus beliggende i Geisenheim, lige op ad Rhinen ikke langt fra Rüdesheim.

Vinhuset drives af Holger Daniel sammen med hans frau Susanne. Holger er 4. generation på vingården. Han overtog i 2002 driften fra sin moder Gisela Daniel-Leo. Hun havde drevet vingården siden 1974 og var den første Winzermeisterin i Tyskland og Weinkönigin i Rheingau … altså første kvindelige vinmager i Tyskland.

Daniel familien startede oprindeligt med at producere vin i slutningen af 1940’erne, men startede først midt i 1960’erne med at sælge vinene i eget navn. De var ét af de første vinhuse i Rheingau, som begyndte at lave rødvine. Det var oprindeligt på druerne Saint Laurent og Rotberger. I dag fylder de røde vine meget hos Weingut Daniel, og der laves i dag også rødvine på druerne Pinot Noir og Cabernet Sauvignon.

Holger blev selv i 1997 uddannet ønolog/vinmager i Geisenheim, og har derudover en kommerciel uddannelse indenfor virksomhedsøkonomi. Derudover har han arbejdet for to internationale konsulentfirmaer, og arbejdet hos et par større vingårde inden han i 2002 overtog driften af familiens vingård, som omfatter 13,5 hektar vinmarker omkring Geisenheim.

Til hjælp med vinene har parret hyret vinmageren Kenny Barnes, som har erfaringer fra både Sydafrika og Østrig.

Nå, men som sagt Riesling i glasset. Holger Daniel kalder selv vinen “luftsprung” … vel som en beskrivelse af en let, liflig vin? Et sandt luftspring. I næsen er der en svagt strejf af petroleum, men ellers fyldes næsen af duft af fersken, græs og lidt let karamel … eller i hvert fald en svag sødme, som lige markerer sig ganske svagt.

I munden er vinen let … der er lidt sødme, blød frugt og ganske easygoing. Mangler lidt syre og mineralitet, men okay lille Riesling.

IMG_8050
På vingården koster vinen 6,75€ … eller omkring 50 kr. På vinbaren fornuftige 220 kr. for en flaske, hvilket ikke er dyrt. Vi valgte dog “et flight”, og der blev det dyrt, for “et flight” koster 150 kr. pr. mand eller gennemsnitlig 50 kr. pr. glas. Med fire personer betalte vi således reelt 200 kr. for de 4 glas Riesling … og fik ikke ret meget i glasset.

Faktisk var der langt over halvdelen tilbage i flasken, da tjeneren havde skænket op og daffet af med flasken, så det havde været en bedre forretning at købe hele flasken. Det ved vi til næste gang … og en god lære; er du 3-4 personer af sted, så køb hele flasker. Synes også, at S’vinbar var en smule nærige med vinen i de forholdsvis små glas. Men … nu er det selvfølgelig heller ikke altid kvantitet, som er det vigtigste.

Nå, men mangler selvfølgelig lige ratingen af vinen.

Rating 4/7  

2013 Weingut Hensel, Liter Riesling Trocken, Pfalz, Tyskland

Lørdag … venter gæster i aften, Jesper & Rikke, så jeg går og forbereder lidt mad, og kan vel tyvstarte på én af vinene. Menuen er ren 80’er retro, nemlig rejecocktail efterfulgt af indbagt mørbrad & flødekartofler i fad samt en klassisk citronfromage til dessert.

Ved sgu ikke, hvorfor jeg lige kom på retro temaet. Kitschet … men også lidt sjovt.

Nå, men vinen kommer fra et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, nemlig Weingut Hensel, som ligger tæt på byen Bad Dürkheim i Pfalz. Og vinen er hans entry-level Riesling, nemlig endnu en delevenlig 1 liter flaske, en rigtig Gutswein af bedste skuffe.

På etiketten står der også rg … Hensels forkortelse af Riesling. Der er også et lille fly tegnet over navnet Hensel, og det skyldes, at vingården ligger lige op af flyvepladsen Dürkheimer, og den nuværende ejer og leder af huset Thomas Hensel laver vine, som kan gøre dig flyvende. Hensel kalder sig også “das Weingut am Flugplatz”.

Det med luft under vingerne går også igen i Weingut Hensel vinene, som laves i serierne Aufwind, Höhenflug og Ikarus … ja, og så denne serie, som Hensel blot kalder “Liter”.

Thomas selv har også gået i god vinskole, og er oplært hos Müller-Catoir af den legendariske Hans-Günter Schwarz, men i 1990 måtte han tage retur, overtage familieejendommen i Pflaz og videreføre vinproduktionen. I dag har Thomas Hensel omkring 19 hektar vinmarker omkring flyvepladsen i Bad Durkheim og laver nogle fremragende vine.

Alle druerne håndplukkes, og der bruges kun de bedste og mest modne druer. I kælderen håndteres druerne også med største forsigtighed, forsigtig presning, og en meget omhyggelig filtrering. Vinene er de nævnte tre serier has også specielle navne som rg, sg, wb, df, sl, gb, mo, gt og denne sp, alle opkaldt efter druerne, dvs. sp efter Spätburgunder. Så kan I jo gætte lidt på de øvrige.

Udover vinene fra Hensel selv, så producerer Thomas Hensel også en række vine med Markus Schneider, som også er en af de spændende producenter i Pfalx, bla. en serie vine under navnet Hensel und Gretel. Fra denne serie har jeg bl.a. smagt deres 2012 Hensel & Gretel Cuveé Weiswein Trocken.

Nå, men her står den altså på Riesling i litervis. Sådan. Hensel siger selv; ligetil og lækre, bordvine til hverdag, festivaler og restauranter. Og blot kaldet “Liter”.

Men selvom det er vin på literbasis, så er det ganske habil Riesling. I glasset mere klar og mindre gul end gårsdagens Riesling fra Clüsserath-Eifel, mere klassisk Riesling, og mindre fed. Næsen er modne æbler, citrus, grape og abrikos. Dejlig frugt, som virker behagelig og vrænger på ingen måde af mig. Smagen er behagelig … fin sødme og syre. Frisk og sprød, og svage krydderier. Ikke voldsom kompleks, men til prisen igen et super køb.

Købt i Tyskland hos weine.de, pris 5,90€ … eller omkring 44 kr. Skal du ha’ fest, så er dette et godt bud på hvidvinen!

Rating 4/7 

2012 Weingut Clüsserath-Eifel, Galerie Guts-Riesling T Trocken, Mosel, Tyskland

Fredag … langt om længe. Trænger til et glas vin, og fredag er jo Spätburgunder dag. Ja, jeg ved det. Men først lidt delevenlig Riesling, nemlig en 1 liters flaske Galerie Guts-Riesling T Trocken fra vinhuset Clüsserath-Eifel, som ligger i den lille by Trittenheim i Mosel.

I denne lille by finder vi Gutshotel Galerie-Riesling og Restaurant Galerie Riesling … og udover hotellet og restauranten, så laver man også lidt vin på stedet, men alene Riesling. Weingut Clüsserath-Eifel har nemlig 3,8 hektar stejle vinmarker rundt om byen og laver omkring 30.000 flasker vin hvert år. Og som sagt kun Riesling.

Vinstokkene er gamle, gennemsnitlig 55 år, og på den ældste mark Fährfelsen er flere stokke endda helt tilbage fra år 1900. Der er derudover flere parceller, bl.a. Trittenheimer Altärchen, Trittenheimer Apotheke, Neumagener Rosengärtchen, Klüsserather Bruderschaft og Leiwener Laurentiuslay.

Det lille foretagende er grundlagt tilbage i 1760, og i dag er det Gerhard Eifel, som driver vingården, hotellet og restauranten.

Denne Galerie Guts-Riesling T Trocken er husets basisvin, en Gutswein … og kommer i en stor 1 liters flaske. Første tanke … når man ser den store flaske er, at det formentlig er lidt billig vin. Billig er måske rigtig, men man skal sgu ikke skue hunden på hårene. For dette er faktisk en ganske fornuftig Riesling.

Som alle huset vine, så laves de i rustfri ståltanke på 280-3.000 liter og lagres derefter på stål eller i flaske.

I glasset fin struktur … ikke ultra tynd og fint med farve, sådan lidt mellemgul. Duftmæssigt er her ananas, fersken, en smule gule æbler, ganske aromatisk og der er derudover lidt vanilje, papkasser og grønne krydderier. I smagen er der en overraskende fin dybde, sødme, let sukker og vinen perler let på tungen. Man smager bestemt, at det er Riesling, og ganske okay balance i vinen.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 7,80€ … eller omkring 58 kr., men så får du også en hel liter. Godt køb.

Rating 4/7  

2012 Josten & Klein, Leutesdorfer Gartenlay Riesling, Mittelrhein, Tyskland

Mit nye ynglings vinhus i Tyskland … Josten & Klein, unge fyre, skønne vine. Jeg har tidligere smagt deres Spätburgunder Mayschosser Mönchberg og deres basis Riesling, en skøn Gutswein. Her har vi én af husets topvine på Riesling, en Lagenwein … Leutesdorfer Gartenlay Riesling.

Vingården ligger i byen Remagen-Kripp i Rheinland-Pfalz, og huset har deres vinmarker i både Ahr og Mittelrhein.

Marc Josten er uddannet vinavlstekniker, mens Torsten Klein er ønolog. Sammenlagt har de over 25 års erfaring indenfor vinbranchen og er derudover kammerater fra barndommen.

De laver rødvine på Spätburgunder og Fruhburgunder fra deres vinmarker i Ahr samt hvidvine på Riesling, Sauvignon Blanc samt Grauburgunder fra vinmarkerne i Mittelrhein.

De har i alt små 6,3 hektar, hvoraf de 4,8 hektar ligger i Mittelrhein og resten i Ahr, hvor specielt marken Mayschosser Mönchberg er husets perle. Den er også VDP klassificeret som en Grosses Gewächs Lage.

Der laves i alt 12 vine fordelt i tre niveauer; Gutswein, Ortswein og Lagenwein.

De første vine blev frigivet i 2011 og har fra først smagning høstet store roser og fin anerkendelse. I 2014 er Josten & Klein valgt som Newcomer of the Year af det anerkendte tyske vin- og gourment magasin Falstaff.

Og denne Leutesdorfer Gartenlay Riesling er altså bare klasse … og endda i så ung en alder. I næsen har jeg pærer, modne æbler, kvæde, fersken, lidt grannåle og våde jernbanesveller samt et lille touch af lidt krydderier. Næsten berusende i duften … og havde der også været petroleum, så havde duften været fuldendt. Måske det kommer med lidt alder på vinen?

I munden er der flot intensitet, flot balance mellem sødme og syre … virker bare rigtig fugtig, blød med mandler, lidt kalk, tørhed og slutter lidt krydret. Det er sgu dejlig saft. Hmmmmm.

Forhandles af WineFLY, pris 225 kr.

Rating 6/7  

2012 Josten & Klein, Riesling, Mittelrhein, Tyskland

Da jeg smagte en Spätburgunder fra de to unge fyre Marc Josten og Torsten Klein og deres forholdsvis nye vinhus var jeg oppe at ringe. Kaldte det spitzenklasse. Og – mine damer og herrer – de to unge knægte kan sgu også lave Riesling, så fuglene synger.

Vinhuset Josten & Klein er grundlagt i 2011 og ligger i byen Remagen-Kripp i Rheinland-Pfalz, og huset har deres vinmarker i både Ahr og Mittelrhein. Den tidligere smagte Spätburgunder kom fra markerne i Ahr, mens denne Riesling er fra markerne i Mittelrhein.

Marc Josten er uddannet vinavlstekniker, mens Torsten Klein er ønolog. Sammenlagt har de over 25 års erfaring indenfor vinbranchen og er derudover kammerater fra barndommen.

De laver rødvine på Spätburgunder og Fruhburgunder fra deres vinmarker i Ahr samt hvidvine på Riesling, Sauvignon Blanc samt Grauburgunder fra vinmarkerne i Mittelrhein.

De har i alt små 6,3 hektar, hvoraf de 4,8 hektar ligger i Mittelrhein og resten i Ahr, hvor specielt marken Mayschosser Mönchberg er husets perle. Den er også VDP klassificeret som en Grosses Gewächs Lage.

Der laves i alt 12 vine fordelt i tre niveauer; Gutswein, Ortswein og Lagenwein.

De første vine blev frigivet i 2011 og har fra først smagning høstet store roser og fin anerkendelse. I 2014 er Josten & Klein valgt som Newcomer of the Year af det anerkendte tyske vin- og gourment magasin Falstaff.

Denne Riesling er en drengenes Gutswein … altså husets basisvin, men sikke et niveau for en basisvin. I næsen klassisk petroleum sammen med mineralitet og noget fugtigt. Der er let citrus, æbler og honningmelon. Sikke en skøn duft … perfekt. Smagen har god intensitet med lidt hyld, lidt sødme og blød syre … rund og syrlig … en flot, flot Riesling. Respekt.

Forhandles af WineFLY, hvor prisen er 100 kr.

Rating 5/7 

2012 Weingut Auf Den Fünfzehn Morgen, Riesling Brut Deutscher Sekt, Rheinhessen, Tyskland

Er du træt af dyre og sure champagner … så er her måske nytårsboblerne til dig? Vi har fat i en tysk sekt … næææ, ikke sådan en sekt, men en Riesling Brut Deutscher Sekt fra vinhuset Weingut Auf Den Fünfzehn Morgen, som ligger i den lille by Selzen i Rheinhessen.

Vingården med det underlige navn ejes og drives af Binzel familien, som siden 1620 har været vinbønder i området. Dengang hed familien Pinzelius, hvilket senere blev til Pintzel … og i dag Binzel.

Siden 1999 har det været ægteparret Frank og Petra Fuchs-Binzel, som har drevet Weingut Auf Den Fünfzehn Morgen sammen med de to sønner Michael og Dominik.

Navnet Auf Den Fünfzehn Morgen har vingården haft siden slutningen af 1800-tallet. Morgen er en gammel måleenhed for det område, som en plov med én hest eller én okse kunne pløje på én morgen.

Man sagde, at der gik 4 x morgen til en hektar, så Auf Den Fünfzehn Morgen må vel … og nu gætter jeg lidt … svare til, at vingården dengang havde 15 x morgen = 3,75 hektar vinmarker.

I dag har vingården dog flere marker … hvor meget har jeg ikke kunnet finde … men de er primært tilplantet med druerne Riesling, Grau- und Weißburgunder, Spätburgunder, Dornfelder, Sauvignon Blanc, Chardonnay og Merlot.

Der er tale om et rigtigt landbrug, der både dyrker vin og andre afgrøder som hvede, byg og kartofler. Familien Binzel er således rigtige landmænd, men deres primære fokus er vinen og specielt deres Sekt, som de producerer i en høj kvalitet til attraktive priser. De har siden 1992 lavet sekt og i 2012 blev indsatsen belønnet med “Die Goldene Perle” for den bedste Riesling Sekt i Rheinhessen.

Sekt ... charmerende top
Proppen på den tyske sekt er flot dekoreret med et gammelt, charmerende motiv af vinbønderne. Klasse.

Her har vi nemlig en Riesling Sekt … årgang 2012 og lavet på ren Riesling … fremstillet på samme måde som champagner, dvs. med gæring i flaske i husets kælder i mindst 9 måneder, hvor gæren flyttes til flaskehalsen, som fryses og derefter adskilles via degorgering inden tilsætning af dosage.

Men er det så noget, som minder om champagne? Tja … både ja og nej.

Duftmæssigt meget frisk med lidt fersken, overmodne æbler, kvæde, lette nødder (det lød forkert) og blå himmel. Hvordan dufter en blå himmel, vil du sikkert spørge? Ja, det ved jeg heller ikke, men der er noget luftigt og frisk over vinen … næsten som en blå himmel. Ved ikke, om det gjorde dig klogere?

I munden er vinen let og ikke så intens. Der er dog ikke sure miner her, for den har en lidt nødagtig og krydret smag, næsten helt toastagtigt, og det er sgu meget godt. Der er godt med tørhed, æbler og kalk, nødder og en let sødme … næsten lidt med bolsjesødme.

Bevares, der er ikke lang eftersmag, men til gengæld er der en fin balance, bløde bobler og en lethed, som er så charmerende. Jeg kan sgu rigtigt godt li’ det her, og en flaske jeg kan anbefale til nytåret … både selve nytårsaften … og alle andre aftener i det nye år. Og så er prisen bare i orden.

Forhandles af WineFLY, pris 85 kr., meget attraktiv pris.

Rating 5/7  

2009 Château Belá, Riesling, Južnoslovenská, Slovakiet

Er I trætte af, at læse om tyske Spätburgundere, som ikke kan købes i Danmark? Lad os gemme nogle til senere, og så smage lidt andre vine, og vi starter … af alle steder i et relativ ukendt land … i hvert fald vinmæssigt.

Vi er nemlig i Slovakiet, hvor vi finder Château Belá. De står bag denne Riesling … en spændende lille sag, som den gode Egon Müller fra Mosel har været med til at lave.

Jeg har én enkelt gang smagt en vin fra Egon Müller, nemlig hans 2011 Riesling Scharzhofberger Kabinett fra Mosel i Tyskland. Jeg var blown away, og gav vinen de sjældne 7 Thumbs Up. Så da jeg stødte på denne Riesling fra Château Belá, og læste at den gode Egon Müller stod bag, så røg der hurtigt en bestilling af sted.

Chateau Bela ligger i den sydlige del af Slovakiet, 10 kilometer fra Danube floden, tæt på grænsen til Ungarn og den gamle by Esztergom i Ungarn. Igennem mange slægter har slottet tilhørt Baron Ullmann familien, og ejer 80 hektar vinmarker … hvor der har været dyrket druer siden romertiden.

I 1945 – efter anden verdenskrig – blev slottet overtaget af den tjekkeslovakiske stat, og omdannet til fængsel for politiske fanger. Senere blev slottet – fortsat under statens ejerskab – anvendt som fabrik for kemisk produktion. Men i 2000 kom familien Ullmann igen på banen, idet slottet blev købt tilbage af grevinde Ilona von Krockow … barnebarn af den gamle baron Georg Ullmann.

Grevinden og hendes mand Mathias von Crockow omdannede efter overtagelsen slottet til et stort, eksklusivt 5 stjernet hotel, som åbnede i 2008. Det kostede intet mindre end 100 millioner euro at renovere slottet. Alt blev renoveret og udskiftet.

Til at forestå vinproduktionen fra slottets store markbesiddelser hyrede man den lokale vinmager Miroslav Petrech og Riesling-kongen Egon Müller. Ganske enkelt genialt. Måske hjalp det, at grevinden var veninde med Egon Müllers frue. De to vinmagere lavede de første Château Belá vine i 2001.

Og her har vi en af slagsen … selvfølgelig Riesling. Vinstokkene har rod i kalkholdig jord, og derfor frembringe mineralsk dominerede vine, som både er tunge, stærke og mineralske … lad os nu se.

Duftmæssigt er Rieslingen tydelig, bl.a. med lidt petroleum, blomster, modne lyse frugter … men ikke umiddelbart så spændstig og frisk i udtrykket, som dens tyske slægtninge. Det går også igen i smagen, som er moden, varmkrydret .. men med dejlig renhed, ikke voldsom mineralsk, men der er altså lidt. Skøn vin … virker til at ha’ potentiale, men mangler lidt spændstighed og syre.

Købt via Vivino, pris 83 kr. pr. flaske ved køb af 6 stk.

Rating 4,5/7  

2007 Weingut Kirsten, Von Geldern Pur Riesling Spätlese Trocken, Mosel, Tyskland

Fredag uden Spätburgunder …. hvad er den af? Konen insisterede på lidt hvidvin, så i stedet for Spätburgunder blev det lidt Riesling … men dog fortsat tysk. Tysk Riesling.

Det elsker vi bestemt, og vinen blev denne Von Geldern Pur Riesling Spätlese Trocken fra Weingut Kirsten, som holder til i den lille Moselby Klüsserath i Bernkastel området.

Den i dag 52-årige Bernhard Kirsten overtog i slutningen af 1980’erne det lille familiebrug, som dengang var et traditionelt landbrug, kvæg, vin og frugthave. Landbruget er nu væk, og i dag har familien 12 hektar vinmarker og 6 hektar med frugthave.

De ejer vinmarkerne Köwericher Laurentiuslay, Pölicher Held, Longuicher Maximiner Herrenberg og Klüsserather Bruderschaft.

Ud over vinfremstillingen har de derfor også en anseelig produktion af spiritus og har specialiseret sig i sekt til glæde for andre småbønder, der ikke selv har faciliteterne hertil.

Allerede i 1993 nedsatte han udbyttet til 30 hl/hektar, hvilket blev anset for galmandsværk, da det var meget normalt at høste mindst 80 hl/hektar. Endnu tidligere eksperimenterede han med brugen af eg, hvor han sværger til træ fra Vogeserne. Han traf sin kone Inge, da han studerede i Californien, og hun arbejder i dag med samme iver og gode humør i deres fælles projekt.

Man dyrker hovedsageligt Riesling, men har desuden 5% beplantet med Weißburgunder og Spätburgunder, men sidstnævnte bruges alene til de mousserende vine. Siden 2011 har Weingut Kirsten været et biodynamisk vinbrug.

Denne vin er opkaldt efter Bernhard Kirstens hustru Inge von Geldern, som hjælper manden i vinhuset. Jeg har tidligere mødt Inge til én af Jysk Vins flotte efterårssmagninger, så vi bringer da lige igen et foto af Inge von Geldern:

Inge von Geldern
Vinen har også navnet Pur … hvad det betyder, må henstå i det uvisse. Jeg har ikke funder ud af det. Den er fra 2007 er har fortsat en af de gamle etiketter. Det er en Spätlese, som har fået lov til at gære helt ud, og ellers har jeg ikke mange supplerende oplysninger om vinen.

Farven skal vi først lige dvæle ved … meget gul, man fristes næsten til at sige pis-gul, men det må man ikke. Sjovt nok var det også tilfældet med husets Herzstück Riesling, som jeg smagte for et par måneder siden. Duftmæssigt har denne lidt ældre Riesling modne … næsten overmodne æbler, abrikos, let vingummi, røg. Meget indsmigrende duft … sådan kraftfuld, kold, intens og virkelig indbydende.

Smagsmæssigt en lidt moden vin, let oxyderet med mineraler, syre … men en lidt varm syre. Der er også lidt sødme og den efterlader generelt et varmt udtryk. Mangler lidt dybde … virker en anelse flad, men er ellers ganske charmerende. Måske alderen trykker en smule, men det har vi jo kun respekt for. Altså alder.

Købt hos Jysk Vin på tilbud til 99 kr., normalpris 139 kr.

Rating 4/7  

2012 Weingut Vollenweider, Wolfer Riesling, Mosel, Tyskland

I stedet for en fyraftensøl fredag … så foreslog Gert, at vi i stedet tog et glas Riesling hjemme hos ham. Han mente, at han havde en spændende flaske … og han havde ret. Det var en rap lille sag … en Wolfer Riesling fra Weingut Vollenweider, som ligger ved byen Traben-Trarbach en små 3-4 kilometer nordøst for Bernkastel-Kues i Mosel.

Og hvilken herlig vin, som Gert har haft med hjem fra Mosel … endda vistnok købt i Rieslinghaus Bernkastel. Fandme godt, at man er nem at lokke med. Exceptionelt godt glas Riesling … specielt i forhold til prisen.

Weingut Vollenweider er grundlagt i 1999 af Daniel Vollenweider. Han er oprindelig fra Schweiz, men flyttede til Mosel for at arbejde med vin. Efter et par år hos Dr. Loosen købte han et lille stykke jord i Mosel. Daniel siger selv, at det hele er Egon Müllers skyld. Da han smagte en 1990 Scharzhofberg Auslese, så besluttede han, at han skulle være vinbonde i Mosel.

I starten fik han købt 1 hektar vinmark, nemlig den næste glemte mark Wolfer Goldgrube, som Daniel hurtigt fik skik på. I dag er vingården vokset og omfatter i alt 4 hektar vinmarker … ikke stort, men godt. Og Vollenweider høstede også hurtig popularitet hos skribenterne, og i dag er han en velkendt og respekteret vinmager.

Vinmarkerne er Wolfer Goldgrube, Schimbock og Kröver Steffensberg … alle med en panoramisk udsigt. Jorden består af grå og rødlig skifer, eroderet i forskellige grader, og mange af vinstokkene er op til hundrede år gamle.

Daniel Vollenweiders vingård er et ældre hus, som i ordets bogstavelige forstand er bygget ind i bjerget. Kælderen er derfor meget stor og kølig.

Her har vi en Riesling fra marken Wolfer Goldgrube. Og hold nu op, hvor den smager godt. Næsen er intens … meget endda med hyld, tropiske elementer og blomster med en snert af mineraler. Lover godt. Smagsmæssigt en koncentreret syre, tørhed … meget flot og velafbalanceret med mineraler, grønne æbler … tør, frisk og stenet … med et lille touch sødme … fuck, det spiller virkeligt.

Købt i Mosel, pris 14,50€. Forhandles herhjemme af MIVine, hvor prisen er 157 kr.

Rating 6/7  

2012 Weingut Darting, Riesling Spätlese Ungsteiner Herrenberg Trocken, Pfalz, Tyskland

Fredag igen restaurantbesøg … hårdt, men skønt. Vi havde sammen med Gert & Merete købt billetter til Gastro Week 2014 og valgt Restaurant ET.

Men inden vi ramte ET, så røg vi forbi en lille, skøn vincafé … nemlig Løve’s Bog- og VinCafé … boheme, lowcost interiør, vakkelvorne stole og boghandel med hylderne fyldte med gamle bøger … inkl. en vinbar, der har mere end 130 forskellige, egenimporterede vine fra hele Europa.

Fedt med sådanne steder, som kan kombinere koncerter, oplæsning, foredrag og poesievents med gode vine og upolerede tapasmenuer. Og med en mission om at bringe god litteratur ud til interesserede gæster. Prisværdigt … håber de fortsat vil ha’ medvind, og jeg sætter bestemt gerne mine fødder der igen. Sindssygt hyggeligt sted.

Fra det omfattende vinkort valgte vi en tør Riesling fra Weingut Darting, som er beliggende på Deutche Weinstrasse i byen Bad Dürkheim. Vinen var en Riesling Spätlese Ungsteiner Herrenberg Trocken.

Weingut Darting har været drevet af Darting familien gennem flere generationer, og ejes i dag af ægteparret Helmut og Ella Darting. Helmut Darting står for selve driften sammen med søsteren Heike.

Helmut er den drivende kraft i selve produktionen, og han lægger ikke skjul på, at vinens kvalitet skabes på marken. Placeringen af de forskellige druetyper på de forskellige markeder med deres forskellige terroir er alt afgørende for druernes udvikling. Der dyrkes sorterne Chardonnay, Muskateller, Ortega, Portugieser, Rieslaner, Riesling, Scheurebe, Spätburgunder og Weißburgunder.

Helmuts “barn” er Riesling, som han betragter som den vigtigste druesort på sin vingård, men kærligheden til den røde Spätburgunder vokser, og vinhuset laver da også flere røde Spätburgundere. Samlet producerer vingården omkring 150.000 flasker årligt.

Der drives i alt 17 hektar vinmarker, nemlig markerne Dürkheimer Nonnengarten, Dürkheimer Michelsberg, Dürkheimer Spielberg, Wachenheimer Mandelgarten, Ungsteiner Bettelhaus, Dürkheimer Feuerberg, Dürkheimer Fronhof, Dürkheimer Hochbenn, Dürkheimer Schenkenböhl samt topmarken Ungsteiner Herrenberg, som består af 3 parceller Herrenberg Mardelskopf, Herrenberg Vogelsang og Herrenberg Kanzel.

Navnet Herrenberg kan tilskrives de gamle herremænd i området, greverne af Leiningen. Det er én af de mest berømte marker i Mittelhaardt, bl.a. på grund af de særlige klimatiske forhold med en sydøst orientering af vinmarkerne, og en placering på bakkede skråninger parallelt med Pfälzerwald, godt beskyttet mod kulde.

Her netop en vin fra Herrenberg markerne, en Riesling Spätlese Ungsteiner Herrenberg Trocken, som i næsen har æbler, lidt af de eksotiske frugter, nøddekerner, hø, frugtsten og fugtige papkasser. Smagen er en smule vandet, men har ellers fin syre og eftersmagen er også god lang med mineraler og syrebid. Fin Riesling til pengene … 200 kr. på vincaféen, hvilket er ganske fornuftigt.

Forhandles ellers af Sallings Vinforsyning, hvor prisen er 119 kr.

Rating 4/7  

Sluttelig har jeg lige stjålet et par fotos fra Løve’s Bog- og VinCafés hjemmeside … blot for at give et indtryk af dette charmerende sted. Ta’ endelig forbi caféen.

Løves VinCafé 1

Løves VinCafé 2