Vi øger lige niveauet en anelse med næste vin fra det norsk / piemontiske vinhus Vinory, for næste vin i glasset er nemlig deres Barbera d’Asti Superiore Bricco.
Igen er vinen lavet på La Gironda i Nizza i Monferrato af Susanna Galandrino og hendes mand Alberto Adamo. Her er Barbera druerne fra marken Bricco di Nizza, der også ligger i Nizza Monferrato … og endda er druerne fra den øverste del af marken i 235 meters højde. På Bricco marken er vinstokke gennemsnitlig 61 år gamle.
Vinen er lavet med gæring i rustfrie ståltanke over 7 dage, hvorefter den er lagret 3 månederne i ståltankene efterfulgt af lagring over 17 måneder på brugte franske egefade fra Allier, Tronçais, Never og Fontainebleau.
Allerede når du åbner vinen mærker du forskel og at vi er et niveau højere, for der er stor forskel på kvaliteten af proppen i forhold til den forrige Barbera d’Asti Mandragola … her er den både længere samt lavet af langt finere og bedre kork.
I næsen er tingene også langt bedre doserede, selvom det også er Barbera til den lysere og lettere side. Der måske lidt mere dybde og bundtræk her, men præget fra fadene slår også klart igennem. Der er hindbær, kirsebær, tranebær, let mint, fennikel, læder, vanilje og en smule kakaopulver. Duften er tættere end lillesøsteren, mere helstøbt og sammenhængende … uden at miste letheden.
Smagsmæssigt har vinen også mere krop … fortsat med god balsamisk syre, saftigere i frugten med kirsebær, tranebær og tørre krydderier. Det er herlig stringent, ren, rank og syrlig Barbera med total Nebbiolo nerve og selvom Barbera ikke normalt byder på ret mange tanniner, så fornemmes der her alligevel nogle bløde af slagsen og det suppleres med svag sødme. Stor Barbera vin.
Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 156 kr.