Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2011 Romantica Franciacorta, Riserva Dosage Zero, Lombardiet, Italien

2011 Romantica Franciacorta, Riserva Dosage Zero, Lombardiet, ItalienVi startede vort byggemøde med et glas af denne Riserva Dosage Zero 2011, som er fra Romantica Franciacorta eller helt korrekt Romantica di Nicola e Giuseppe Avanzi.

Romantica Franciacorta ligger lidt syd for Passirano og syd for Iseosøen og svag nordvest for den større by Brescia i Lombardiet.

Vingården er forholdsvis ny og etableret i 2010 af Avanzi, som dog har over 80 års erfaring med at lave vine i Lugana området syd for Gardasøen, men benyttede den første lejlighed til at købe en vingård i Franciacorta.

Det var oprindelig Giovanni Avanzi, der grundlagde vinhuset i Lugana tilbage i 1931 og der i dag har 55 hektar vinmarker og laver vin under tre forskellige appellationer: Lugana DOC, Garda Classico DOC og Valtènesi DOC.

Produktionen strækker sig over både rødvin, hvidvin samt noget mousserende vin … og selvfølgelig lidt olivenolie. Familien anses som en af de førende i Garda-området.

Romantica Franciacorta har samlet 10 hektar vinmarker, hvor de dyrker  Chardonnay, Pinot Blanc og Pinot Noir.  Her smager vi deres 2011 Riserva Dosage Zero, der er lavet på ren Chardonnay, som er lavet med gæring i både rustfrie ståltanke og egefade.

Efter den første gæring er vinen flasket og lagret med andengæring på flaske i kælderen i 90 måneder og der er – som navnet indikerer – ikke tilført dossage.

Duftmæssigt er det en tør champagne med ristede hasselnødder, tørrede mandler … virker virkelig bonedry tør med tørre krydderier, abrikos, fersken, kvæde, grene, bark og brødskorper.

Der er faktisk ikke så mange bobler, så det er et mildt brus, meget stille med syrlige æbler, lemon, let grape … har sgu godt med syre, så ren og klar med jern, sten og er ganske mineralsk. Det er absolut på niveau med gode champagner, så dermed 93 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men på vingården koster vinen 47€ … svarende til 350 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Vincent d’Astrée, Blanc de Blancs Brut, Champagne, Frankrig

2015 Vincent d'Astrée, Blanc de Blancs Brut, Champagne, FrankrigTrip, trap, træsko kunne man nærmest sige med de 3 smagte champagner fra kooperativet Vincent d’Astrée. De første havde lagret 3 og 5 år i husets kælder, mens denne 2015 Blanc de Blancs Brut har lagret 7 år.

Det er en årgangschampagne, der selvfølgelig – som navnet siger – er lavet på Chardonnay, der er høstet med håndkraft, presset og så ellers gæret på temperaturstyrende ståltanke. Der sker – som hos de foregående 3 champagner – selvfølgelig ingen malolaktisk gæring.

Vinen er så lavet med en andengæring på flaske i kooperativet gamle kælder over 7 år inden degorgering i oktober 2022 med 5 gram dossage.

Duftmæssigt virker den sidste hvide og rene søster en tak mere rolig og blid, har denne lidt kridt- og kalkagtige uskyld, virker meget luftig, har både ristede hasselnødder, fersken, pærer og en duft af nyvasket sengetøj, bløde blomsterdufte og et strejf af citroner.

I munden er bruset det samme … har et godt angreb, men smagen er slet ikke så tør som medsøstrene, for champagnen er blød, blid, rund, cremet og en lille sødme sniger sig også ind. Det er igen æbler, pærer og fersken, men derudover kommer der en smule syrlige citroner og bitre lemons med i eftersmagen, men samlet en dejlig, venlig samt velsmagende champagne. 94 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 399 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Vincent d’Astrée, Assemblage Extra Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Vincent d'Astrée, Assemblage Extra Brut, Champagne, FrankrigDen næste champagne fra kooperativet Vincent d’Astrée var også på Pinot Meunier og Chardonnay, men det var deres mere tørre Assemblage Extra Brut.

Her skulle forholdet mellem de to druesorter vistnok 50% Pinot Meunier og 50% Chardonnay, der er høstet med håndkraft og er gæret i temperaturstyrende ståltanke. Vinen er så lavet med en andengæring på flaske i kooperativets gamle kælder over 5 år inden degorgering i december 2022 med 3 gram dossage.

Duftmæssigt er Assemblage Extra Brut mere landlig og animalsk end den knap så tørre lillesøster. Frugten er endda også en kende mere tropisk med fersken, abrikos, ananas og pærer, der suppleres med toast, nødder, kringle og tørrede blomster.

Der er fortsat et godt brus og ellers er smagen mere stram med umodne grønne æbler, kvæde, grillet citroner og kandiseret lemon, men samlet en tæt og citronsur syre, der med en kalket mineralitet gør vinen skarp, præcis og frisk … flere var mere til denne end den forrige knap så tørre lillesøster, men jeg synes, at niveauet her er nogenlunde det samme, så dermed 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 350 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Vincent d’Astrée, Assemblage Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Vincent d'Astrée, Assemblage Brut, Champagne, FrankrigMaison Vincent d’Astrée er et champagnehus eller måske rettere champagnekooperativ, der ligger i byen Pierry lige syd for Epernay og ejes i dag af 220 vinavlere. Jeg smager nu 3 champagner fra dem startende med denne basis Assemblage Brut.

Kooperativet blev grundlagt i 1956 af en håndfuld vinbønder, der ønskede at producere og promovere vine på deres druer, men dengang hed foretagendet blot Coopérative de Pierry.

Det var først efter 60 år, at man besluttede at ændre navnet til Vincent d’Astrée med et håb om beskyttelse fra stjernerne og Sankt Vincents vilje …  skytshelgenen for vinproducenter i Frankrig.

I dag er der 220 vinavlere tilknyttet Vincent d’Astrée og de har sammenlagt 85 hektar vinmarker i Coteaux Sud d’Épernay med de 3 traditionelle druer Chardonnay, Meunier og Pinots Noir. Alle vinene laves i en 200 år gammel vinkælder i Pierry.

Kooperativet støtter og opmuntrer deres medlemmer til bæredygtig vindyrkning, så i dag kommer 31 % af druerne fra vinavlere, der er certificeret som High Environmental Value eller Sustainable Viticulture i Champagne.

Siden 2002 er vinene blevet lavet af vinmageren Sébastien Lapierre, der ønsker at lave friske champagner, der udtrykker terroirets lokale mineralitet. Han kombinerer lidenskab, tålmodighed og knowhow for at forbedre karakteristikaene ved hvert plot.

Denne Non Vintage Assemblage Brut er lavet på Pinot Meunier og Chardonnay … vistnok med 70% Pinot Meunier og 30% Chardonnay, som alle er høstet med håndkraft og er gæret i ståltanke. Vinen er så lavet med andengæring på flaske i kooperativet gamle kælder over 3 år inden degorgering i oktober 2022 med 7 gram dossage.

Det dufter sgu ganske spot-on … dej, gær, toast og den har en dejlig luftig og nærmest kalket aroma, hvor der også kommer frugt af lidt grønne æbler, citrus … og dertil en smule blomster, hvilket gør duften ganske frisk, let og elegant.

I munden er der først et stort brus, mens champagnen i smagen har en smule med lidt faxe Kondi og marcipanbrød – god kombi – pærer, lemon og citroner, flot balance og i det hele taget en venlig, rund og meget kapabel champagne, der bare leverer varen. 93 point

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Weingut Alexander Laible, Chardonnay Louis ★★★, Baden, Tyskland

2021 Weingut Alexander Laible, Chardonnay Louis ***, Baden, TysklandDenne uges Baden vin er også på Chardonnay og kommer fra Weingut Alexander Laible … en 2021 Chardonnay Louis ★★★ og de tre stjerner efter navnet antyder, at dette er én af husets topvine.

Laible familien har været vinbønder i 13. generationer siden 1672, så det var oplagt, at brødrene Andreas og Alexander også ville være vinproducenter, men det blev Andreas, der overtog driften af familiens vingård.

Alexander måtte imidlertid selv ud at købe en vingård. Heldigvis hjalp grandfætteren Eugen Schlindwein, idet han så i 2007 solgte Alexander nogle af sine marker i det nordlige Ortenau omkring Sinzheim Baden-Baden … og det således blev grundstenen til Weingut Alexander Laible.

Der skulle imidlertid også købes en ejendom til produktion af vinene, så Alexander og hustruen Corinnas købte i 2007 også en gammel ejendom sammen med yderligere jord.

Ejendommen ligger ved den lille by Unterweiler, nær Durbach … og ja, det er ikke mere end få hundrede meter fra bror Andreas’ vingård og altså den fædrene gård. Det er i området Ortenau lidt nord for Kaiserstuhl.

Og den købte vingård er en charmerende gammel ejendom, nænsomt restaureret og indeholder en 160 år gammel mølle. Efter købet blev alt ombygget og renoveret bl.a. med støtte fra det evangeliske broderskab Kecharismai auf der Schwäbischen Alb, hvor munkene lever efter benediktiner regler.

De kendte Alexander fra barndommen og ville gerne hjælpe ham med at bygge vingården. Måske hjalp det også, at de gamle munke elsker vin.

Corinna og Alexander har i dag 11,5 hektar vinmarker. Halvdelen af vinstokkene er den traditionelle Ortenau Riesling og derudover så dyrkes Pinot Blanc, Chardonnay, Scheurebe, Pinot Gris, Pinot Noir og Lemberger.

Alexander bruger meget tid i markerne og formindsker udbyttet med beskæring i vinteren og reduktion igennem vækstsæsonen.  En del af vinstokkene er 58 år gamle. Der benyttes ikke pesticider eller kunstgødning i produktionen. Resultatet er altid små aromatiske druer, som giver karakteristiske vine med intens aroma og elegant balance.

Siden købet er Weingut Alexander Laible stormet frem. Den store vinguide Gault Millau tildelte ham allerede i 2009 prisen for dygtige vinmagere, og han blev samtidig udnævnt til den bedste unge vinmager i Europa.

Erfaringen kommer både fra barndommen på gården i Durbach, og så er Alexander uddannet vinavlsteknikker på forskningsinstituttet i Weinsberg. Efter endt studietid har Alexander også arbejdet i Mosel for at få yderligere erfaring med bl.a. Riesling.

Hos Weingut Alexander Laible hjælper alle i familien med i driften og den unge kone Corinna er ifølge Alexander hjertet og sjælen i vingården, for hun står for salget, kundepleje og bistår ellers Alexander, når vinene skal tilsmages.

Svigerinden Diana Fischer hjælper med salget og står for forsendelsen af vinene, mens svigerfaren Manfred Huber hjælper med emballage, pakning, mærkning og levering af vin.

Til produktionen får Alexander hjælp af grandfætteren Eugen Schlindwein, Iris Mauch og Manfred Enderle. Sidstnævnte kender vi også fra vinhuset Enderle & Moll. Lidt af team, som skal hjælpe med at fremstille kvalitetsvine.

Og det med kvalitet forsøger vinhuset selv at definere med stjernerne på vinene. Der køres efter et princip med 1 til 3 stjerner, hvor 1 stjerne betyder, at der er tale om en hverdagsvin/Gutswein, som afspejler de lokale terroir og aldrig skuffer. Ja det skriver de altså selv.

2 stjerner betyder, at det er vine af særlig kvalitet, hvor der ikke høstes mere end 65 hektoliter pr. hektar, mens det øverste niveau, altså 3 stjerner, betyder vine fra de bedste vinmarker. Det er vine med intens mineralitet, et høst udbytte under 50 hektoliter pr. hektar og hvor vinene hører til nationale og internationale topkvaliteter. Det er i hvert fald målet.

Og denne Chardonnay Louis har altså 3 stjerner og er fra marker, hvor der med grøn høst er reduceret med omkring en 1/3-del og sammen med høsten er druerne blev sorteret og det er de igen inden presning.

Gæringen er sket spontan alene med druernes egne gærceller i ståltanke, men ellers er der ikke så mange informationer, men jeg kan se, at Alexander Laible laver stort set alle vine alene på stål, hvor de så blot lagres sur lie, altså med bærmen. På hans vinliste står der, hvis vinen er lagret på fade … og det står ikke ved denne.

Vinen har navn efter hans søn Louis, mens jeg simpelthen ikke kan se, hvad betegnelsen 3’12 betyder. Måske har det noget at gøre med, at Alexander Laible har kategoriseret denne vin med 3 stjerner, altså en af hans topvine. Vinen har 5,5 gram restsukker pr. liter.

Det er ikke en fadpumpet Chardonnay, men har sgu en liflig, inderlig aroma med kølig og eksotisk frugt … honningmelon, fersken, abrikos, mirabeller, papaya og ananas. Sur lie lagringen kan klart duftes, for den har lidt fedme, tørre og sødlige krydderier, let spidskommen samt en snert af noget mælkechokolade og let vanilje.

I munden er det en fyldig, buttet, cremet og næsten olieret vin, har denne lidt maskuline og grove frugt, der er intens, næsten helt tørret og tæt, abrikos, fersken, koncentreret æblemost og dermed nær ved at være læskende på en fed og fedtet facon. Samtidig er den proppet med smag … kandiseret lemon er der også og smagen hænger lang tid i munden. Hvor smager det imponerende godt … 94 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 258 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Cantine Ca Modeano, Dóme Bianco, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2019 Cantine Ca Modeano, Dóme Bianco, Friuli-Venezia Giulia, ItalienDóme og Penğ kommer begge fra Cantine Ca Modeanos Selection serie … og er deres topvine. Jeg startede med at smage den hvide Dóme Bianco i årgang 2019.

Modeano siger selv, at Dóme Bianco er en skøn blanding af lokale og internationale  druesorter.

Vi har jo tidlgere smagt, at vinhuset både har de lokale sorter Friulano og Ribolla Gialla samt de mere udbredte Pinot Gris, Gewürztraminer, Chardonnay,  Malvasia og Sauvignon Blanc, så denne vin er måske lavet på alle disse.

Vinen er lavet ved, at alle druesorter er vinificeret separat … først med blid presning og separat gæring i rustfri ståltanke med udvalgte
gærtyper ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder i ståltanke sur lie … så sammenstukket samt aftappet på flaske og lagret yderligere 3 måneder.

Duftmæssigt ved jeg sgu ikke lige, hvad jeg skal sige … den lidt længere sur lie lagring kan fornemmes … virker mere koncentreret og tæt i aromaerne. Det er æblemost, fersken, abrikos … pænt intens og aromatisk … alt sidder lige der, hvor det skal sidde.

I munden fornemmes også en større koncentration og samtidig leveres det hele så dejlig cremet og næsten olieret. Det er lige før, at smagen helt smelter i munden, flyder dejligt ud med svag hvid peber, fersken, abrikos og pærer … det smager fandeme godt, så dermed 92 point.

Forhandles af Højbjerg Vine og Ispirazione, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Cantine Ca Modeano, Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2022 Cantine Ca Modeano, Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, ItalienNæste vin fra Cantine Ca Modeano var på en drue, som er totalt international, for det var nemlig deres 2022 Chardonnay.

Fremgangsmåden i produktionen bliver lidt en gentagelse med afstilkling efterfulgt af en kølig og kort premaceration og efter presningen er mosten dekanteret og gæret i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur og med udvalgt gær.

Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder i rustfri ståltanke sur lie og efter aftapning yderligere 2 måneder på flaske.

Duftmæssigt virker det her som en grøn Chardonnay, men frugten dufter langt mere eksotisk og endda også lidt tørret, både abrikos, gule blommer, bløde pærer, nelliker, muskatnød samt lidt mandler.

Smagen er egentlig blød, men syren ligger sådan langt tilbage i munden, hvor den så bliver lidt vag, selvom der både er grape, lemon og citroner, men det bliver på en meget tør måde. Fadnoter er der så til gengæld slet ingen af … bare tør, elegant og bidende Chardonnay. 90 point.

Forhandles af Højbjerg Vine og Ispirazione, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Weingut Otto & Martin Frey, Glottertäler Eichberg Chardonnay, Baden, Tyskland

2020 Weingut Otto & Martin Frey, Glottertäler Eichberg Chardonnay, Baden, TysklandDenne uges Baden vin er også en hvid Chardonnay … og kommer fra Weingut Otto & Martin Frey og er deres 2020 Glottertäler Eichberg Chardonnay.

Vinhuset er jeg stødt på før … har for nogle år siden smagt en 2012 Gneis Spätburgunder og 2013 Glottertaler Eichberg Spätburgunder Alte Rebe … begge fandt jeg dengang i en lille vinbutik i Berlin, men herhjemme er det Vinbutikken.dk, der forhandler vinene.

Weingut Otto & Martin Frey ligger lidt udenfor den lille by Denzlingen i Breisgau området i Baden … det er på samme side af motorvejen som fx Berhard Huber, men blot omkring 10-15 kilometer syd for Malterdingen.

Otto er faderen og Martin sønnen. De driver i fællesskab det gamle vinhus, som familien har drevet siden 1775, hvor Frey familien slog sig ned i Denzlingen og overtog Gasthof Ochsen. Der drev de lidt af hvert … var både kroværter, skomagere, krydderi- og tøjhandlere, Schultheiß – en slags skatteopkrævere – og var også vinavlere.

Otto Frey overtog driften af vingården i 1970, men dengang var produktionen en blandet landhandel med lidt vinavl, kalveopdræt og frugtavl. Otto ændrede det meste … han omlagde således driften til ren vinproduktion og flyttede vinhuset fra byens centrum til den nuværende vingård udenfor byen.

Samtidig studerede han også til vintekniker ved den statslige tekniske skole og det blev starten på vinproduktionen, som i dag omfatter 16 hektar vinmarker og en årligt produktion på omkring 90-100.000 flasker vin årligt. I dag er det dog primært sønnen Martin, der står for produktionen, mens Otto hjælper til.

Deres 16 hektar vinmarker er fordelt på 9 forskellige marker, nemlig Emmendinger Wöpplingsberg, Glottertaler Eichberg og Rinzberg, Sexauer Sonnhalde Reichenbächle samt Denzlinger Sonnhalde, Steinhalde og Hummelgarten og så Wildtaler Sonnenberg.

Den mest kendte af markerne er formentlig Glottertaler Eichberg, der ligger i den allervestligste del af Kaiserstuhl med syd/sydøstlig eksponering samt en undergrund af vulkansk oprindelse med både mineralsk vulkansk aske og forvitret gnejs … en gammel og stribet grundfjeldsbjergart.

Her smager vi netop en vin på Chardonnay druer fra Großlage Glottertäler Eichberg og er lavet med de bedste af de druer, som huset bruger til deres Chardonnay Aigi. De er høstet med håndkraft med et udbytte på under 40 hektoliter pr. liter og sorteres igen, når de kommer til vineriet. Der er de presset let uden afstilkning og så sker gæring på barriques, hvorefter der er sket malolaktisk gæring og så lagring 8 måneder på barriques fadene.

Duftmæssigt er et fed og pænt fadlagret Chardonnay … og selvom vinen har denne smørfede stil med brunet smør, nødder, dåsepærer, fersken, vanilje og mælkechokolade, så har den også en vist kølighed, nogle grønne noter, laurbærblade og tydelige trænoter.

Smagen er ikke helt så bred, som duften indikerer … i hvert fald har vinen i stedet en nærmest saltet, mineralsk og letbitter syre, der har noget grape, syltede citroner, lemon, hyben, cideræbler … og ganske tørkrydret. Der giver en mere rustik og mineralsk vin, som virker så klar, ren og upoleret med lang og krydret eftersmag. 92 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 236 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Cuvée Excellence Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Cuvée Excellence Brut, Bourgogne, FrankrigDen sidste crémant fra Maison Veuve Ambal var fra husets serie La Collection Prestige og det var denne  Crémant de Bourgogne Cuvée Excellence Brut.

Det er en af husets flagskibe og lavet på et blend af Chardonnay, Pinot Noir og Gamay fra nogle  kalkstensholdige marker og 30 år gamle vinstokke.

I vineriet presses druerne langsomt og skånsomt i en pneumatisk vinpresse, hvor kun den rene most fra de bedste batches finder vej til gæringstanken.

Første gæring er sket på rustfrie ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring for at give mere cremethed og kompleksitet til
basisvinen. Herefter sker andengæringen efter champagnemetoden på flaske over 24-36 måneder sur lie inden endelig degorgering og tilførsel af dossage på 10 gram pr. liter.

Igen er der i næsen en hel brødkurv med wienerbrød, tebirkes, ristet franskbrød, gæret dej, godt med nødder, både ristede hasselnødder og brændte mandler, virker klart lidt mere moden, har nogle hvide blomster og blomsterpollen, en frugt, der er fyldig og tropisk med fersken og mango.

Smagen er frisk og præcis … lige balanceret en tak bedre end de foregående, da der er bedre sammenhæng mellem det syrlige samt en lækker frugtsødme. Der er lemon, citroner og lidt grape, grønne pærer, bløde pærer … og samtidig blød, cremet med denne venlige, sødlige, imødekommende, runde og behagelig note, som bare gør vinen så indtagende … pas på Champagne. 92 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Blanc Brut BIO, Bourgogne, Frankrig

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Blanc Brut BIO, Bourgogne, FrankrigDen næste crémant fra Maison Veuve Ambal blev denne Crémant de Bourgogne Blanc Brut BIO … lavet på druer fra nøje udvalgte økologiske bourgognemarker.

Den forrige var fra husets serie Classic Cuvées, men denne er fra serien Our Specialities og er  lavet på et blend af Pinot Noir, Chardonnay og Aligoté, som Veuve Ambal håndplukker fra nøje udvalgte, økologisk certificerede vinmarker i Bourgogne.

Basisvinen er først lavet på rustfrie ståltanke, men andengæringen på flaske er sket i husets kælder over 24-36 måneder sur lie.

Duftmæssigt er der masser af brød, briocheboller, wienerbrød, butterdej, smørkringle, toast samt en frugt, der virker en smule eksotisk med fersken, abrikos og pærer … suppleret med kalkede mineraler, kridt og en svag frugtsødme. Meget lækkert.

I munden er der ikke meget bageri … først får du et stort, intenst og mineralsk brus, virkelig rent, stenet og mineralsk med citroner, grape og umodne, grønne æbler, utrolig frisk, rank, grøn med skarp og stikkende syre. 90 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7