Tag-arkiv: cabernet sauvignon

Cabernet Sauvignon er en af ​​verdens mest anerkendte og udbredte røde druesorter, som dyrkes i næsten hvert større vinproducerende land. Den er kendt som druen i nogle af de dyreste, komplekse og majestætiske rødvine, der findes … nemlig rødvine fra Bordeaux.

Vine lavet på Cabernet Sauvignon er den kendt for at kunne gemmes længe og en god Cabernet Sauvignon kan uden problemer gemmes i 20 år – og oftest også længere.

Som helt ung er Cabernet Sauvignon oftest ret kantet og kraftig i smag og aroma med et højt indhold af garvesyre. Den har duftnoter af både solbær, cedertræ samt tobak og Cabernet Sauvignon kan ofte genkendes på disse dufte, uanset om den er dyrket i Frankrig eller i oversøiske lande.

Cabernet Sauvignon er opstået ved en krydsning mellem Cabernet Franc og Sauvignon Blanc. Hver af sorterne gav deres fornavn til den nye druesorts navn. Krydsningen blev skabt i løbet af 1600-tallet i og omkring Bordeaux i det sydvestlige Frankrig.

Det resulterede i en druesort, der var nem at dyrke, fordi den var mindre krævende med hensyn til jordbund og klima. Og Cabernet Sauvignon druerne er faktisk nemme at plukke og vinstokkene meget modstandsdygtige overfor mange af de problemer, som vinstokke oftest døjer med.

2010 Antiyal, Kuyen, Maipo Valley, Chile

Efter den vinøse rundtur på Castelbuono skifter vi lige scene … og springer til Chile med vinen Kuyen, som kommer fra det forholdsvis lille vinhus Antiyal.

Antiyal ligger i Maipo Valley og er grundlagt i 1996 af den chilenske vinmager Álvaro Espinoza, som var en af de ønologer, der genopdagede Carmenère druen i Chile, som jo ellers i mange år blev antaget for at være Merlot. Álvaro er søn af den gamle vinmager Mario Espinoza, og Álvaro studerede til ønolog langt førend landet fik succes med eksport af vin og før vinproduktion var anset som en succesfuld levevej.

Álvaro studerede ønologi i Bordeaux og har derudover arbejdet på Château Margaux i Frankrig og Viña Carmen, Emiliana Orgánico  samt  Rayun i Chile. De to sidstnævnte arbejder efter både økologisk og biodynamisk principper, hvilket Álvaro også har taget med sig til Antiyal.

Álvaro er i øvrigt stadig konsulent for Emiliana Orgánico samt nogle af Chiles og Argentinas største, mest berømte vingårde, bl.a. også den delvis dansk ejede vingård Alpamanta i Mendoza i Argentina.

Álvaro er anerkendt af både Parker og Wine Spectator som Sydamerikas nok mest betydningsfulde ønolog inden for biodynamisk vinproduktion.

Antiyal startede Álvaro som en sand garageproducent med ganske få fade vin og som en familiedrevet vingård, hvor hans kone Marina fx er eksportdirektør.

De har samlet små 21,5 hektar jord, men alene 10,2 hektar er vinmarker fordelt på markerne Los Olivos, El Escorial og Pura Fe. Alle vinmarker og hele produktionen er økologisk og biodynamisk, for at få det maksimale ud af det lokale terroir.

Resten af jorden består af mandeltræer, skov og jord til gården dyr. Det betyder også en ganske begrænset produktion på knap 20.000 flasker vin årligt, primært fordelt på de to vine Antiyal og Kuyen samt 3 vine med navnet Pura Fe.

Denne Kuyen er lavet på et blend af 57% Syrah, 28% Cabernet Sauvignon, 13% Carmenere og 2% Petit Verdot. Kuyen betyder måne på det oprindelige, lokale Mapuche indianersprog og er en hyldest til de gamle traditioner og de oprindelige folks vision af kosmos.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og alene med druernes naturlige gær. Maceration i 25 dage inden presning og derefter lagret et år på franske barriques, 20% nye, 40% fade, der er brugt en gang og 40% fade brugt to gange tidligere. Efter flaskning har vinen lagret yderligere 4 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt fornemmes der først en smule eukalyptus, varme, godt med eg, peber … endda godt med peber, vanilje, svag kanel, tobak, mørke bær, sorte kirsebær, blåbær samt en svag bolsjesødme.

Smagen er præget af moden frugt, en sød modenhed, men der er bestemt også syre i vinen, en let bitterhed samt markant peberbid. Derudover er det kakao, cola, chokolade i kombi med peberen og syren … egentlig med fin balance, mens tanninerne også er omgængelige. Dejlig og drikkevenlig vin med en vis robusthed og elegance trods den meget solmodne frugt.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 2 flasker er 139,95 kr.

Rating 4,5/7    

2014 Tenuta Castelbuono, Lampante Montefalco Rosso Riserva, Umbrien, Italien

Under appellationen Montefalco Rosso DOC laver Tenuta Castelbuono også en Riserva, nemlig denne Lampante Montefalco Rosso Riserva, som vi smagte i nyeste årgang 2014 … netop flasket som en specialprøve til os.

Blendet er fuldstændigt det samme som i husets almindelige Rosso, altså 70% Sangiovese, 15% Sagrantino samt 15% Cabernet Sauvignon og Merlot, men her kommer Sangiovese druerne alene fra en enkelt mark, endda det bedste område på marken Le Fonti i Bevagna, mens Sagrantino druerne kommer fra husets Saraceno mark.

Begge marker er økologisk certificeret siden 2014 … netop året for denne vin. Udbyttet er dog lidt mindre end hos den almindelige Rosso, nemlig 45 hektoliter pr. hektar.

Selve produktionen er også fuldstændig som hos lillesøsteren, men denne Riserva har dog alene lagret på 500 liter Tonneaux samt endnu større egefade … også altså ingen barriques. 18 måneder har den lagret på eg og 12 måneder på flaske.

Det forklarer også, hvorfor vinen ved besøget knap nok var færdig, da høsten jo sker i september/oktober.  På etiketten var årgangen 2014 da også skrevet på en lille klistermærke, som var klistret ovenpå. Det er en vin, som Tenuta Castelbuono har lavet siden 2008.

Duftmæssigt er der klart mere syre, mere stald, mere animalsk og landlig, hvilket vi jo elsker. Det er fortsat kirsebær, men derudover også balsamiske noter, men en mere moden balsamico, violer, blomster, grafit og nelliker.

Smagen har igen masser af den friske frugt, men vinen er mere tæt i strukturen og der er også mere fylde i smagen. Der er fortsat godt med syre og tanniner. Smager sgu meget godt.

Vinspecialisten er forhandler af Tenuta Castelbuono herhjemme, men jeg har ikke fundet denne Riserva på deres hjemmeside, så prisen kender jeg ikke.

Rating 5/7    

2011 Tenuta Castelbuono, Ziggurat Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Efter 2012 årgangen af Ziggurat Montefalco Rosso, så skulle vi også smage samme vin fra året før … altså årgang 2011.

Ses der på de to årgange i Montefalco, så har Consorzio Tutela Vini Montefalco ratet årgang 2011 med 5 stjerner og 2012 med 4 stjerner, selvom det primært har betydning for Sagrantino druen, idet Sangiovese er lettere og mere medgørlig … også i dårligere årgange. 2012 var præget af forholdsvis beskedent nedbør og et udbytte lidt over normalen, mens 2011 bød på gennemsnitlig nedbør, god modning og en høst med rigtig god kvalitet.

Denne Montefalco Rosso har navnet Ziggurat og dermed opkaldt efter et antik babylonsk tempel … med reference til hjertet af Carapace, Tenuta Castelbuonos ikoniske vineri.

Vinen er lavet på fuldstændig samme måde som 2012’eren og druesammensætningen er også ens, så det skal jeg ikke trætte jer med. Vinen smager næsten også som 2012’eren … men med nogle små, klare forskelle.

Igen en tæt og frugtrig duft med samme elementer af eg, kirsebær, jordbær, solbær, blomster, nelliker samt nogle balsamiske noter … men her virker vinen mere luftig, let og elegant.

Igen god frisk frugt, gode tanniner i smagen, frisk og ganske lettilgængelig. 2011’eren virker også mere levende i syren og mere præcis, selvom det egentlig – som 2012’eren – er en letdrikkelig og ganske fornøjelig vin.

Forhandles herhjemme af Vinspecialisten, hvor prisen er 150 kr.

Rating 4,5/7    

2012 Tenuta Castelbuono, Ziggurat Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Der laves alene 4 forskellige vine på Tenuta Castelbuono og alle røde, nemlig en Rosso, en Rosso Riserva, en Sagrantino og selvfølgelig også en Passito. Vi startede smagningen af husets egne vine med deres Rosso … Ziggurat Montefalco Rosso i årgang 2012.

Til at følge smagningen på vejs var der selvfølgelig også lige lidt italiensk ost og italiensk tørret skinke. Det skulle senere vise sig at være helt normalt … også selvom man kom til en smagning lige efter en stor frokost. Jo italienerne lever godt.

Ziggurat Montefalco Rosso er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino samt 15% Cabernet Sauvignon og Merlot. Druerne kommer fra vinhusets egne marker omkring Bevagna og Montefalco. De er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med en kort premaceration ved 12 grader i 20 timer efterfuldt af almindelig fermentering ved 26-28 grader i rustfrie ståltanke. Samlet maceration i 15-20 dage efterfulgt af 12 måneders lagring på henholdsvis 225 liters barriques samt 500 liters tonneaux. Efter flaskning lager vinen yderligere 6 måneder.

Duften er tæt og lukket … elementer af eg, kirsebær, jordbær, solbær, blomster, nelliker samt nogle balsamiske noter. Smagen er præget af god frisk frugt, gode tanniner … en frisk og ganske lettilgængelig vin. Syren er sådan middel og vinen er dermed letdrikkelig og ganske fornøjelig.

Forhandles herhjemme af Vinspecialisten, hvor prisen er 150 kr.

Rating 4/7    

2012 Poggio Bonelli, Poggiassai IGT, Toscana, Italien

Denne vin … Poggiassai var måske den vin, som overraskede mest i det italienske Gran Premio d’Italia all’vini di Paul. Det er en IGT vin fra vinhuset Cantina Poggio Bonelli, der både er et historisk vinhus, ristorante og et moderne agriturismo.

Poggio Bonelli ligger midt i byen Castelnuovo Berardenga omkring 15 kilometer øst for Siena. Det er et gammelt vinhus, som stammer tilbage til det 16-århundrede. Det har haft en del ejere undervejs, bl.a. – kendte familier som Spennali, Piccolomini og senere Landucci familien.

I dag er vinhuset ejet af ejendomsfirmaet Monte dei  Paschi di Siena eller helt præcis af selskabet MPS Tenimenti SpA – et datterselskab af Gruppe Montepaschi.

MPS Tenimenti SpA ejer også Chigi Saracini vingården og samlet betyder det inklusiv Poggio Bonelli 840 hektar jord, hvoraf omkring 80 hektar er vinmarker.

Der er to tilhørende huse med hver deres svømmepøl og sammenlagt 10 ferielejligheder. Og udover vinfremstillingen og agriturismo, så fremstiller gården også en fantastisk extra-virgin olive oil fra over 8.000 oliventræer.

På Poggio Bonellis vinmarker dyrkes druesorterne Sangiovese, Cabernet Sauvignon og Merlot. Den lerede jord, som er aldeles rig på sand, har overvejende sydlig og sydvestlig eksposition. Og med fokus på vinmarkernes terroir fremstiller Poggio Bonelli vine, som i karakteren formidler de høje kvalitetskrav.

For at indfange det essentielle og særegne terroir samt de særlige forhold ved de respektive druesorter anvender Poggio Bonelli de nyeste produktionsteknikker og videnskabelige viden – hvilket er en forudsætning for den kvalitet, som vinene skal afspejle.

Poggio Bonellis kerneværdier for vinfremstilling er omsorg, dedikation og engagement. Når druerne ankommer til vingården, overføres de efter at være blevet afstilket og knust til temperaturkontrollerede ståltanke – for at bevare og ophøje druernes individuelle egenskaber.

Alkoholgæringen varer i ca. 10-12 dage, hvorefter druerne kommer tilbage og har kontakt med skindet – med det formål at gøre vinene rigere på de ædle stoffer. Vinene lagrer i små træfade og herefter i flasken i kortere eller længere tid.

Druerne til denne Poggiassai IGT er 75% Sangiovese og 25% Cabernet Sauvignon, der gror på en sydvestvendt skråning i 250 meter højde over havet.

De høstes manuelt og sorteres først i marken og siden på store sorteringsborde i vineriet inden vinifikationen, som foregår traditionelt over 10 dage i temperaturkontrollerede ståltanke med efterfølgende 20 dages maceration.

Inden aftapning på flaske lagrer vinen 16-18 måneder på små franske fade. Efter tapning lagrer den yderligere mindst 6 måneder, før den frigives til salg.

Og hold nu op for en næse … virkelig landlig animalsk som bare pokker. Vi snakker om bagenden på en våd hund, krudt, stillestående plumrevand, stald på steroider, svampe, døde dyr, tulipaner, mellemrøde bær, en smule tobak og chokolade samt nogle urter og peber. Lyder måske en kende underligt, men den dufter sindssygt godt.

I munden vinen godt syrlig, nærmest lidt juicet i smagen, men den leverer sgu det hele stramt, skarpt og præcist med lidt ribs, granatæbler samt lidt peber. Tanninerne bider også herligt og er således ganske markante. Derudover er eftersmagen bare mega lang. Imponerende og totalt overraskende.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 225 kr. for en flaske, men 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 6/7 

2013 Massimo Rivetti, Langhe Garasin, Piemonte, Italien

I Pauls italienske Giro d’Italia var næste etape Piemonte … her repræsenteret af en lidt atypisk vin fra området, vinen Langhe Garasin … en Cabernet Sauvignon og Merlot baseret vin fra Azienda Agricola Massimo Rivetti.

Det piemontiske vinhus Massimo Rivetti er grundlagt i 1860 af Rivetti familien og drives i dag af 6. generation i form af Davide Rivetti. Selve vingården ligger lidt øst for den lille by Neive – faktisk midt på husets topmark Froi, som familien købte i 1947.

Rivetti navnet klinger måske velkendt i vinøse kredse? Det velestimerede vinhus La Spinetta er nemlig også ejet af en Rivetti familie … i dag søskende Carlo, Bruno og Giorgio Rivetti, men om de har nogle familiære forbindelser til Davide Rivetti, er jeg imidlertid ikke sikker på.

Azienda Agricola Massimo Rivetti har sammenlagt 25 hektar vinmarker, fordelt på en 12 hektar stor parcel på topmarken Froi i Neive under Barbaresco appellationen, Garassino i Mango og La Palazzina i Alba.

Denne Langhe Garasin er lavet i et blend på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot. Druerne kommer fra 20 år gamle vinstokke. Al høst og sortering foregår med hånden i små 20 kilos spande for at bevare druerne bedst muligt.

I kælderen starter gæringen spontant med de i kælderen forekommende gærstammer. Processen foregår i temperaturstyrede ståltanke med hyppig overpumpning for at udvinde farve og polyphenolforbindelser.

De forskellige druesorter fermenteres separat og lagrer efterfølgende i omkring 12 måneder på små franske barriques. Efter den endelige blanding lagres vinen yderligere 6 måneder på fad, inden den tappes. Efter aftapning på flaske lagrer vinen yderligere 6 måneder, inden den frigives til salg.

Duften er ganske balsamisk og har derudover kraft og power, grafit, jern, kirsebær, eg … lidt animalsk, hvilket vi jo elsker. Det virker som en fyldig vin med en vis italiensk nerve … lad os se, om det også gælder smagsmæssigt.

Smagen er virkelig saftig, meget frugtrig med en jernagtig syre, sådan let metallisk og meget håndfast i udtrykket. Der er blæk, okay tanniner og fin balance. Smager ganske godt.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 149 kr. for en flaske, men 134 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7    

2014 Podere Sapaio, Volpolo, Toscana, Italien

Næste bølge – runde 2 – startede med denne Volpolo … en Bordeaux inspireret Bolgheri vin fra vinhuset Podere Sapaio Societa’ Agricola Di Massimo Piccin, der ligger midt i byen Castagneto Carducci få kilometer fra kysten og vel omkring 40 kilometer syd for Livorno i Bolgheri, Toscana.

Podere Sapaio er grundlagt i 1999, da Massimo Piccin – som vi ser på billedet ovenover – overbeviste sin fader, at de skulle købe jord i Bolgheri området og starte med at producere vin.

Massimo og resten af familien stammede egentlig fra Veneto i den nordlige del af Italien, men Massimo havde altid haft en passion for vin og ønskede selv at forfølge en drøm om selv at producere vin.

I dag har Massimo Piccin samlet 40 hektar vinmarker, som stort set er opdyrket fra det rene ingenting. Vinmarkerne ligger mellem byerne Castagneto Carducci og Bibbona.

Til at hjælpe med produktionen har Massimo hyret agronomen Simone Setti samt ønologen Susanna Drei. Massimo har også i starten haft hjælp af den italienske super flying vinmager, konsulenten Carlo Ferrini, som i dag arbejder for mere end 30 vinhuse i Toscana.

Carlo Ferrini er i dag den konsulent i Italien, der står bag flest 3 røde glas i Italiens vinguide Gambero Rosso.

Og siden etableringen er det gået ganske godt. Huset laver – i bedste Bordeaux stil – kun to vine … en 1. vin og en 2. vin. Husets 1. vin er er blandt Bolgheris bedst præmierede og får hvert år de eftertragtede 3 glas i Gambero Rosso. Wine Spectator har også Sapaio højt på listen over deres bedste vine.

Denne Volpolo er Podere Sapaios 2. vin og den er lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 15% Merlot og 15% Petit Verdot, lavet i ståltanke med lang maceration, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Vinen er lagret 14 måneder på barriques og derefter 6 måneder på flaske. I denne årgang 2014 er der lavet 50.000 flasker.

Næsen er dyb kælder, eg, vanilje samt lidt gærende, gamle kirsebær, urter, en dyb italiensk syre, godt med kanel og en vis sødme fornemmes også.

I munden er det er tæt vin … italiensk syre, krydret med peber, godt med tanniner, stor tørhed. Det er virkelig tæt, tørt og har derudover nogle strejf af vanilje, tobak og en smule skarphed. Tænker, at denne måske er alt for ung endnu og kunne ha’ godt af nogle år i kælderen.

Forhandles flere steder, bl.a. Gallovini, hvor en flaske koster 249 kr., men mere beskedne 129 kr. ved køb af 6 flasker. Den fås også i grænseboderne til 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7

2010 Louis M. Martini Winery, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

Næste vin i række var Pauls første bidrag. Det var en US Cab, som Jan og jeg gættede spot on. Vinen Napa Valley Cabernet Sauvignon kommer fra vinhuset Louis M. Martini Winery, som ligger i St. Helena … midt i byen på St. Helena Highway og lige overfor andre kendte vinerier som fx Sutter Home.

Louis M. Martini Winery er grundlagt i 1933 af Louis M. Martini med det formål at lave områdets bedste druer. Louis var i en alder af 13 år sammen med sin familie emigreret til USA fra Genoa i Italien.

Den unge Louis fik interesse for vin, hvorfor faderen sendte ham til uddannelse i Piemonte, og da han returnerede til USA efter nogle år, så gik han i gang med at producere vin i et lejet vineri i Pleasanton ikke langt fra San Francisco.

I 1922 startede han så L. M. Martine Grape Product Company, som – pga. forbudstiden – leverede druer samt producerede kirkevin og medicinsk vin. Den reelle grundlæggelse af Louis M. Martini Winery skete først i 1933 efter ophævelsen af spiritusforbundet, hvor vinhuset var blandt de først 5 vinhuse i Napa Valley til at forsyne amerikanerne med god rødvin.

I 2002 solgte Michael Martini og søsteren Carolyn Martini – 3. generation på vingården – imidlertid vinhuset til Gallo familien. Michael er reelt gået på pension, men har dog sammen med Gallo familien et lille joint venture i form af projektet Cellar No. 254 … hvor de laver kvalitetsvine i små størrelser.

Gallo familien har investeret pænt i vinhuset, der har specialiseret sig i vine på Cabernet Sauvignon, men dog også laver vine på andre druer.

Samlet er Louis M. Martini Winery lidt af en stor historie … ejer omkring 730 hektar, hvoraf 240 hektar er vinmarker. De primære vinmarker er Monte Rosso i Sonoma, Del Rio ved Russian River, Ghost Pines i Chiles Valley samt Summer Lake i Pope Valley.

Denne 2010 Napa Valley Cabernet Sauvignon er lavet på 78% Cabernet Sauvignon, 11% Merlot og resten består af Petite Sirah, Petit Verdot, Syrah og Cabernet Franc.

Alle druerne er afstilket inden presning og med en forholdsvis kort maceration på 72 timer, hvorefter den alkoholske gæring sker på rustfrie ståltanke. Vinen har derefter lagret på en blanding af franske, amerikanske og ungarske egefade i omkring 15 måneder.

I glasset er det en sort bandit … virkelig en vin med kraft og en duft med solbær, godt mørk og dyb frugt, blæk, vanilje, kanel, godt med sødme, letter urter. Det er virkelig en vin med en voldsom fyldig frugtbouquet, varme og sødme.

Smagen er også fyldig og varm med amerikansk sødme, men dog ikke så meget, at det bliver helt forstyrrende. Derudover er der lidt jernagtige noter, godt med eg, tanniner samt nogle let bitre elementer.

Forhandles bl.a. af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 149 kr.

Rating 5/7

2011 Anthonij Rupert, Optima, Western Cape, Sydafrika

Sidste update fra byggemødet … vinen Optima fra vinhuset Anthonij Rupert Wines, der ligger ved byen Franschhoek i Western Cape i Sydafrika smukt omgivet af Groot Drakenstein Mountains forrevne bjergtinder.

Vinhuset er grundlagt af Anthonij Rupert i 1969 på vingården L’Ormarins i Franschhoek, men gården har dog været anvendt i vinproduktion i langt længere tid. Efter Anthonijs død i en bilulykke i 2001 blev driften vingården overtaget af Anthonij Ruperts bror Johann Ruperts, som opkaldte vinhuset efter sin afdøde bror.

Johann og Anthonij var sønner af Anton Rupert, der var en stor filantrop og grundlægger af et imperium bestående af destillerier, bryggerier, vingårde samt en portefølje af luksus mærker, så som Cartier, Dunhill, Piaget og Montblanc.

Johann bestyrede tidligere salget af luksus varerne, mens hans bror Anthonij og søster Hanneli tog sig af vingårdene L’Ormarins, Rupert, Rupert & Rothschild og La Motte.

I dag er Johann fortsat stor aktionær i foretagenet, som nu hedder Richemont Group og omfatter Cartier, IWC, Piaget, Dunhill, Montblanc, Chloé, Panerai og mange andre kendte mærkevarer.

Derudover ejer han altså også Rubert Wines, som omfatter vinhuse/brands som Cape of Good Hope, L’Ormarins, Terra del Capo, Protea og så selvfølgelig Anthonij Rupert.

Huset vinmarker er fordelt på L’Ormarins i Franschhoek, Rooderust i Darling, Riebeeksrivier i Swartland og Altima i det mere øde Elandskloof. Samlet har vinhuset over 250 hektar vinmarker i de to områder. Og derudover omfatter driften også Franschhoek Motor Museum med 80 gamle veteranbiler.

Druerne til denne vin kommer fra L’Ormarins og Rooderust. L’Ormarins jorde har er meget forskellige og ligger hovedsageligt på skræninger ved Groot Drakenstein bjergene. Rooderust i Darling området, 13 kilometer fra Atlanterhavet, producerer fantastiske druer takket være den lave mængde nedbør og havbriserne om sommeren.

Denne Optima er lavet på et Bordeaux blend … altså Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot, men forholdet kender jeg ikke. Druerne har lagret hver for sig 18 måneder i franske egefade. Dernæst 6 måneder i fad og tank efter at være blevet sammensat og sluttelig 24 måneder på flaske.

Næsen er godt stram og stringent med urter, våde fade, kanel, vanilje, mælkechokolade, tobak, kirsebær, blommer og sødme. Der er ikke muld, stald eller andre ting, som måske vil kunne løfte aromaen et niveau op og derfor virker næsen måske lidt anonym.

I munden er der peber, syrlig og frisk frugt … frugten virker måske lidt kantet og lidt ensidet og sammenlagt er det ikke umiddelbart lige min type vin. Er dog sammenlagt et fornuftigt glas vin.

Forhandles bl.a. af SuperVin, hvor en flaske koster 269,95 kr., men mere beskedne 235 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

1988 Château Beychevelle, St Julien, Bordeaux, Frankrig

Byggemødets første rødvin, en ældre og lettere bedaget Saint-Julien fra 1988 – eller St Julien, som der står på etiketten – er lidt af et mysterium.

Den er – trods titlen i overskriften – ikke én af Château Beychevelles officielle vine, hverken Grand Cru 1. vinen og heller ikke 2. vinen Amiral de Beychevelle, men blot en St-Julien, som er produceret og flasket på Château Beychevelle. Det er heller ikke Château Beychevelles 3. vin Brulières de Beychevelle, som jo ikke er en Saint-Julien vin, men en mere almindelig Haut-Médoc vin, hvor druerne også kommer fra marker udenfor Saint-Julien.

De rigtige Saint-Julien vine fra Château Beychevelle har begge maritime temaer med skibe på etiketterne, mens denne blot kaldes St Julien og er lavet i et begrænset antal på 20.000 nummererede flasker. Og denne har nr. 15644. Og så er det stort set umuligt at finde oplysninger om vinen.

Det er ellers et imponerende og historisk slot, som vinen er lavet og flasket på. Château Beychevelle kaldes også Bordeaux’ Versailles og blev bygget tilbage i 1565 af biskoppen François de Foix Candale. Foix Candale var allerede en veletableret familie i Bordeaux og ejede i forvejen Château d’Issan i Margaux .

Slottet fungerede derefter i mange år som hovedsæde for hertuger i Epernon, og det er også i den periode, at slottet fik navnet Châtteau Beychevelle. Hertugernes magt var så stor, at når skibene sejlede forbi slottet på La Gironde, så skulle de – i respekt for den siddende hertug – sænke sejlene. På fransk hedder det Baisse Voile … hvilket blev til Beychevelle.

Etiketterne på slottets vine er inspireret af denne fortid og har derfor et skib med en Griffon som logo. En Griffon er et mytisk bæst, som trækker vognen for vinguden Dionysos. I slottets have findes der også en statue i bronze af skibet med den skrækindjagende Griffon.

Efter at ha’ skiftet ejere utallige gange, så blev slottet i 1825 købt af Pierre-François Guestier, som var en anerkendt vinhandler i Bordeaux og borgmester i St. Julien. Det er også Guestier familien, som sammen med Barton familien – ejerne af Château Leoville Barton – dannede det store negociantfirma Barton and Guestier, også kendt som B & G.

Det var Pierre-François Guestier, som fik sat slottet på det vinmæssige landkort og ved 1855-klassifikationen blev Château Beychevelle da også klassificeret som et 4. Cru Classé slot.

I 1970 blev Beychevelle købt af Aymar Achille-Fould, men allerede i 1984 gik han i partnerskab med den store franske forsikringskoncern GMF Group … Grands Millésimes de France. I 1988 blev Achill-Foulds andel overtaget af japanske Suntory, som også er beskæftiget indenfor bryggerier, juicer, energidrikke og levnedsmidler.

Siden 2011 har det dog været Suntory og Pierre Castel, som har delt ejerskabet. Pierre Castel står i spidsen for det internationale firma Castel Freres. Suntory og Castel ejer også i fællesskab negociantfirmaet Barriere Freres & Oenoalliance, Château Beamont i Haut Medoc samt en lang række vinbrands og investeringer i Bourgogne, Afrika og Kina.

Château Beychevelle har samlet imponerende 250 hektar, men det er dog alene 90,5 hektar af jorden, der er tilplantet med vinstokke og rent faktisk ligger 22 hektar af vinmarkerne udenfor Saint-Julien i Haut-Médoc, men da de allerede blev brugt i vinene fra slottet ved 1855-klassifikationen, så må de godt bruges i Saint-Julien vinene fra slottet.

Som nævnt indledningsvis, så laves der 3 vine på Beychevelle, selvfølgelig deres Grand Vin 1. vin og derefter 2. vinen Amiral de Beychevelle og slutte Haut-Médoc vinen Brulières de Beychevelle.

Château Beychevelle producerer derudover også negociantvine – altså vine med opkøbte druer – i samarbejde med deres negociantejere, bl.a. vinen Secret de Grand Bateaux, som følgelig også har en dragebåd på etiketten.

Der kan derimod ikke findes nogle oplysninger om denne St Julien vin, der ifølge etiketten er produceret og flasket på Château Beychevelle … men det er mest sandsynligt nok en negociantvin, som lige er lavet det pågældende år. Og da vi jo er på venstrebred, så må det også være en Cabernet Sauvignon baseret vin.

På grund af en porrøs prop, så havde Brix haft vinen gennem et kaffefilter og i glasset fremstod vinen også mærket af alderen med brune kanter. Mikkel udbrød fluks, at det lugtede af hans gamle mormor, men en anden nævnte en gammel, fugtig bil … en Datsun 120, der så ud af mere end den reelt kunne.

Der er dog jord, blomster, mørke bær, læder … men de gamle duftindtryk dominerer dog, for selvom der bestemt er frugt tilbage, så virker den let oxyderet sammen med en nærmest balsamisk syre.

Smagsmæssigt er vinen feset af, selvom det bestemt fortsat kan drikkes. Der kan smages en smule solbær og der er også stadigvæk en vis syre og bitterhed i smagen, som er blød med søde elementer. Sammenlagt må vinen betegnes som mere sjov end god.

Intet fundet til salg nogle steder.

Rating 3,5/7