Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2017 Domaine de Colette, Moulin à Vent Le Mont, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine de Colette, Moulin à Vent Le Mont, Bourgogne, FrankrigSidst jeg smagte en vin fra Domaine de Colette fra byen Lantignié i Bourgogne var den 12. marts lige inden en koncert med Carl Emil Petersen med band. Samme aften lukkede landet nærmest helt ned. Nu drikker jeg igen et glas fra det herlige vinhus … en Moulin à Vent Le Mont 2017.

Sidst smagte jeg deres almindelige Beaujolais-Villages Coteaux de Colette og der skrev jeg også lidt om vinhuset. Denne Moulin à Vent Le Mont er fra den appellation i Beaujolais, der regnes blandt de bedste og samtidig også den mest maskuline … modsat den lyse, feminine Fleurie.

Druerne til vinen kommer fra 70 år gamle Gamay vinstokke, som høstes manuelt. Derefter sorteres alle druerne på sorteringsbordet inden 70% af druerne afstilkes. Gæringen værer 15 dage med alle skallerne inden presning og så lagring 9 måneder i tankene.

WAUW … sikke en satans bondsk og dejlig aroma, virkelig en fri spirit aka sjæl i en svedig sweater, kompost, landlighed, blæk, kul, blåbær og sorte kirsebær, en økologisk blomstermark, nogle stenede mineraler, en lille smule søde krydderier, kanel, kardemomme … man svøbes nærmest hen i de både rustikke og lidt forfinede dufte, som samtidig signalerer en stor saftighed.

Og smagsmæssigt er jeg sgu også nødsaget til at sige WAUW … for denne Moulin à Vent Le Mont er så fin, blød og cremet, at man totalt overraskes. Det er virkelig smagfuld … den oser af blød comfort med en smuk, fin og let saftighed, masser af kirsebær, fast syre, jern og granit. Det er bondsk på den fine og sjove måde. Det er en vin, der oser af sjæl og Houlberg er fortabt, forgabt og forelsket. Det er samtidig et vildt saftigt godt køb.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 134 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2004 Vineyard 7 & 8, 7 Reserve Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2004 Vineyard 7 & 8, 7 Reserve Cabernet Sauvignon, Californien, USA7 er et ulige tal, et primtal og regnes som et heldigt tal. Hvis man – som Launny Steffens – er vild med numerologi, så kalder man selvfølgelig ens vingård for Vineyard 7 & 8. Og det er netop derfra, at jeg nu smager vinen 7 Reserve Cabernet Sauvignon i en ældre årgang 2004.

Launny Steffens har en solid baggrund i finansverdenen, men han og hustru Weezie har altid påskønnet god mad og vin, så de besluttede sig for at investere i en vingård i Napa. Efter en grundig søgning købte de i 1993 ejendommen Spring Mountain 600 meter oppe på skrænterne af den vulkanske Mayacamas-bjergkæde, men ændrede hurtigt navnet på vingården til Vineyard 7 & 8.

Ejendommen havde 16 hektar marker og tilplantet i starten af 1980’erne, halvdelen med Cabernet Sauvignon og den andel halvdel med Chardonnay, hvilket passede ægteparret perfekt. De har siden lavet deres eksklusive vine fra disse marker med hjælp fra ansat vinmager, således de kunne fortsætte med deres øvrige private interesser.

Således driver Launny Steffens sit eget private rådgivningsfirma om investering med base i New York City, mens Weezie fortsætter med at forfølge sin lidenskab og studier inden for kunst og maleri.

I dag er der derfor sønnen Wesley Stefffens, der står for driften og er assisterende vinmager til ønologen Martha McClellan, der er ansvarlig for vinproduktionen.

Wesley har – som sine forældre – stor passion for mad og vin. Han er selv uddannet på Culinary Institute of America, har arbejdet hos både Michelin restauranten French Laundry og 4 år i teamet af vinmagere hos selveste Harlan Estate.

Denne 7 Reserve Cabernet Sauvignon er selvfølgelig 100% Cabernet Sauvignon fra den gamle Spring Mountain vingård, nu Vineyard 7 & 8. Druerne er høstet i hånden og sorteret to gange i vineriet. Mosten har gæret med hele 30-45 dages udblødning af drueskallerne. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på flere typer af eksklusive franske egetræsfade, heraf 75% nye.

Der er skrald på aromaerne, hvor der først kommer noget råt og røget kød, dyb mørk frugt fra verdens indre, sort kirsebær, solbær, cedertræ, timian, salvie, tør engelsk lakrids, lakridsrod, vanilje, et brugt kaffefilter, lidt grøn peber og sort peber. Selvom der er fart over feltet, så virker vinen fortsat ung og spændstig, og der er ingenlunde til at dufte, at vinen er 16 år gammel.

Smagen er også langt mere frisk end du ville forvente. Der er syrlig, stram og stringent frugt, meget vedkommende, syrlig og tanninerne er også spillevende. Det er en tør, slank og lidt majestætisk vin, som har noget imposant, nobelt og distingveret over sig. Syren er vild … andet er umuligt at sige. Det er smukt … så simpelt kan det siges.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Tenuta Sette Ponti, Oreno, Toscana, Italien

2017 Tenuta Sette Ponti, Oreno, Toscana, ItalienOreno er topvinen hos det historiske vinhus Tenuta Sette Ponti og betegnes af flere som den måske den mest oversete Supertoscaner … et klassisk Bordeaux blend.

Tenuta Sette Ponti er en ældre, storslået ejendom, der ligger i et fjernt og uspoleret område af Chianti meget tæt på Castiglion Fibocchi og Arno-floden mellem Firenze og Arezzo. Vingården har tidligere tilhørt medlemmer af den italienske kongefamilie, men har siden 1950’erne været ejet af Moretti Cuseri familien. De første 60 hektar jord købte Alberto Moretti Cuseri direkte af de to prinsesser Margherita og Maria Cristina af Savoy-Aosta.

Navnet Tenuta Sette Ponti er en henvisning til de syv berømte middelalderlige broer, der krydser Arno-floden mellem Arezzo og Firenze. Den mest berømte af dem broerne, nemlig Ponte Buriano, kan i øvrigt ses i baggrunden af Leonardo da Vincis verdenskendte maleri af Mona Lisa.

Det er i dag Antonio Moretti Cuseri som driver det store gods, der i dag er på 300 hektar jord, hvoraf 54 hektar er vinmarker.  Antonio overtog godset fra sin far i slutningen af 1990’erne og begyndte straks efter at producere sine egne vine.

Udover Tenuta Sette Ponti, så har Antonio også investeret i yderligere to Bolgheri vingårde, hvilket er Orma syd for Livorno samt Poggio al Lupo, der ligger i Magliano tæt på Grosseto. De to ejendomme er på henholdsvis 7,5 og 45 hektar, mens vinmarkerne samlet er på 20,5 hektar på ejendommene.

Oreno er topvinen fra Tenuta Sette Ponti ejendommen, og det er som nævnt en IGT supertoscaner lavet som et Bordeaux blend med 50% Merlot, 40%, Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot. Vinen har sit navn efter floden, der krydser Tenuta Sette Pontis jorder.

Druerne høstes fra op til 75 år gamle vinstokke, der er plantet 250 meters højde og lavet med 25 dages fermentering ved kontrollerede temperaturer efterfulgt af en maceration. Herefter er vinen lagret 18 måneder på franske barriques og yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Moden næse med lidt bordeauxfile trækninger … både jord, skovbund, cigaræsker, solbær, brombær, blommer, lidt fed og så næsten syltetøjstyk suppleret med toast, tobak, bagepulver, tørre krydderier, svagt lidt mentol og endda en ung balsamico. Der er også pænt med fad … sådan lidt nyt træ og svagt en snert vanilje.

Nøj, det smager godt. Det er igen Bordeaux, men bare med en så lækker og nærmest balsamisk fin syre, meget frisk og mørk frugt, en frisk frugtsyre og så samtidig virkelig tør. Der er totalt stramme og lidt pebrede tanniner, tør, unge, barnlige og juvenile.

Vinen er lidt som at få i pose og sæk … både den mørke, elegante frugt, som man finder i Bordeaux og så en syre samt tanninbid, som bare er virkelig italiensk. Det smager rasende godt og er samtidig en vin, som burde ligge og småsnakke med sig selv i kælderen mange år endnu, men det smager altså også rigtigt godt nu. Det er et sted lige mellem 5,5 og 6 fine fingre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599 kr., mens prisen er 549 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Tenuta di Fessina, Laeneo, Sicilien, Italien

2017 Tenuta di Fessina, Laeneo, Sicilien, ItalienSmid lige, hvad du har i hænderne og lyt efter. For denne 2018 Laeneo fra det lille vinhus Tenuta di Fessina er en lille og prisoverkommelig perle med burgundisk lethed og lavet på den lettere oversete Nerello Cappuccio drue på skrænterne af den aktive, småaggressive og 3.323 meter høje vulkan Etna på Sicilien. Slam.

Tenuta di Fessina er vi stødt på før her på Houlbergs Vinblog da jeg smagte en Erse Etna Rosso fra vinhuset. Dengang var jeg ganske begejstret, men den topper jeg sgu lige med denne Laeneo. Den er også nem at blive forelsket i, men det vender jeg tilbage med.

Vinhuset Tenuta di Fessina ligger ved den lille landsby Rovittello i Castiglione di Sicilia på den nordlige side af Etna. Det drives af Silvia Maestrelli, som kom til området i 2006 og siden 2007 har lavet vine på druer opkøbt af række vinavlere i området. Det er Silvia, som I kan se på billedet ovenover.

Til at hjælpe med produktionen af vinene har Silvia hyret Federico Curtaz, som bl.a. tidligere gennem 15 år har arbejdet som højre hånd for Angelo Gaja i Barbaresco.

Denne Laeneo er lavet på 100% Nerello Cappuccio fra en 1,5 hektar vinmark ved Biancavilla, som ligger i 900 meters højde og er plantet tilbage i 1970. Efter høsten er druerne først sorteret grundigt, og så afstilket og knust inden en kold premaceration i 48-72 timer ved 12 grader. Derefter er vinen gæret i rustfrie ståltanke og har efter endt fermentering ligget sur lie i 5-7 dage, hvorefter vinen så flasket og lagrer mindst 1 år på flasken. Der er lavet beskedne 6.000 flasker i denne årgang 2018.

WAUW … omgående tænker jeg på biodynamisk Beaujolais og slet ikke Nerello Cappuccio fra Sicilien. Der er krudt og ukrudt, bondsk charme, saftig og landlig, animalsk, masser af frisk lys frugt, jordbær, kirsebær og tranebær. Vinen har i næsen et let tråd, lys, smooth som fx en Beaujolais eller Bourgogne, men samtidig med liflig landlige noter, hvor der også bringer lidt mellemøstlige krydderier samt læder med i puslespillet. Det er en glad, let og farverig næse.

Det kan jeg fucking godt li’ er min første tanke, da jeg får vinen i glasset, for den smager sgu tæskegodt. Hvis vinen var en dame, ville det helt sikkert være en fin, frisk og ubekymret glædespige, masser af søde kys og kærlighed, en krydret tørhed, som river mine tanker om både Beaujolais og Bourgogne væk, men en sart, svag syre gør Laeneo yderst drikkevenlig. Overrasket, overrumplet, overbevist, overglad, overklasse og overjordisk.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker. En prisbasker, der – hvis der findes bare lidt retfærdighed i denne verden – bør rives ned af hylderne.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Weingut Weedenborn, Westhofener Kirchspiel Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Weedenborn, Westhofener Kirchspiel Riesling, Rheinhessen, TysklandIndrømmet … jeg er blevet en kende bjergtaget af vinene fra den innovative winzerin Gesine Roll, der ejer vinhuset Weingut Weedenborn i Monzernheim i Rheinhessen. Hun er for vild. Måske er jeg forelsket? Det er denne Westhofener Kirchspiel Riesling et smukt eksempel på. Crazy god.

Westhofener Kirchspiel Riesling er lavet med druer fra Kirchspiel topmarken, der ligger på et af de højeste punkter i Monzernheim med en sydøstvendt eksponering og en undergrund præget af godt med kalksten.

Alle druerne er selvfølgelig høstet med håndkraft, hvorefter der så sker en maceration i 18 timer. Herfter sker den presning og så gærer vinen spontant med de naturlige gærceller. Efter endt fermentering har vinen lagret … halvdelen i ståltanke og den anden halvdel i egetræsfade.

Yippee ki-yay  motherfuckaaaaaa det dufter godt … elsker sgu Gesine Rolls vilde tilgang til sine vine. Det er på ingen måder blot en arketypisk Riesling, for næsen fyldes med små luftbårne og æteriske partikler af velbehag på flaske, sart, sensitiv og intens med både lidt karamel, en snert petroleum. lidt nødder, nutella, pærer, fersken og abrikos, næsten helt tørret i frugten og så samtidig lidt våd træ, eg, kalkagtige noter samt lidt lakridskonfekt. Jeg er begejstret.

I munden er det en zen-vin … overjordisk med en lækker, smooth frugt, som samtidig har dybde sammen med en moden, let og elegant smag, meget let og smeltende, halvsur mineralitet, halvsure æbler og friske citroner, lemon … virkelig kompleks og så samtidig med en vild og jeg-er-noget-for-mig-selv attitude. Det er sgu en vin, som rejser sig over mange andre Riesling’er … og jeg er fan, er sgu helt oppe på den store remskive, så herfra bliver det klokkeklare 6 houlbergske fingre med stor pil op.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Liaison, Baden, Tyskland

2018 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Liaison, Baden, TysklandSidste jeg smagte en Pinot Noir Liaison fra Weingut Enderle & Moll havde den prop. Bummer. Nu har jeg dog igen Liaison i mit vinglas og nu i en spritny årgang 2018 uden fejl.

Ja, det skulle da lige være, at der er for lidt i flasken, for der er sgu bare vild lækker vin … men den del vender jeg tilbage til lige om lidt.

Denne Pinot Noir Liaison er vinen lige mellem basisvinen husets store topvine Muschelkalk og Buntsandstein. Liaison er lavet med druer fra en en blanding af de to forskellige terroir typer Buntsandstein og Muschelkalk og efter en spontangæring er vinen lagret 12 måneder på brugte barriques.

I glasset har Liaison lidt mere farve end husets basisvin, altså ikke helt så lys og teglfarvet og i duften også mere tilknappet. Liaison har dog en vildt pirende duft, noget mere urtet, grøn og så med herlige og fine animalske noter, nogle mælkede eller yoghurtagtige noter, men vinen virker også mere alvorlig og mere kompleks end forrige Pinot Noir. Der er lidt medicinkasse, plaster, tranebær, rabarber, lakridsrod, fennikel og funky bio bio kant.

Der er klart mere dybde i Liaison end i basisvinen, og alle smagene hænger også i markant længere tid i munde. Det er frugtmæssigt hindbær, rabarber, tranebær, tonsvis af syrlig, småbitter frugt, en fyldig mineralsk syre og du føler som om, at vinen simpelthen har flere lag, som bare skrælles af, et efter et ved hver tår. Der er flot syre, masser af velsmag, lang eftersmag og en smuk, frugtrig elegance.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 245 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2010 La Guaite di Noemi, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2010 La Guaite di Noemi, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienDen smukke Noemi Pizzighella fra vinhuset La Guaite di Noemi laver stærke, kraftige vine, der kan få selv den mest seje, stovte hardnitter til at græde. Denne gang smager jeg en Valpolicella Superiore med 10 år på bagen fra Noemi.

Jeg har tidligere smagt en række af Noemis vine, fx  hendes 2011 Solitario, hendes 17% Tisbe på ren Cabernet Sauvignon samt hendes 2009 Amarone della Valpolicella. I de blogindlæg kan du også læse mere om Noemi Pizzighella samt vinhuset La Guaite di Noemi på bjergsiden ved den lille by Mezzane di Sotto omkring 15 kilometer nordøst for Verono.

Denne Valpolicella Superiore er lavet på 35% Corvina, 35% Corvinone, 20%, Rondinella samt 10% Oseletta og Croatina. Alle druerne er høstet ved håndkraft midt i september, hvorefter de har tørret i en måned, afstilket og udblødt koldt med cryo-maceration inden fermentering i rustfrie ståltanke. Derefter presses tingene og en malolaktisk gæring sker inden lagringen 36 måneder på franske, brugte egefade og yderligere 24 måneder lagring efter flaskning.

Du bliver noget overrasket, når du skænker første glas af denne Valpolicella Superiore, for den er langt mere transparent end du lige forventer … og så lige med et svagt brunligt skær. I glasset skal vinen lige have tid til at åbne sig, for i starten er den lidt lukket. Så lukker den lige så stille op med nogle modne lyse bær, lyse blommer, lyse kirsebær, en lille æterisk syre, mentol, mynte, marcipan og lidt balsamisk i udtrykket. Det er sgu ret spændende.

Smagsmæssigt er dette meget anderledes end foregående Valpolicella Superiore, for denne er let som en balletdanser, rap på tæerne som en stepdanser og syrlig som en kun en hustru kan være. Læg dertil, at frugten er let, moden og virkelig elegant. Normalt er jeg ikke verdens største Valpolicella fan, men det smager sindssyg godt, syrlig, bitter og næsten som et møde mellem Valpolicella og Piemonte eller måske Bourgogne. Sådan burde enhver Valpolicella Superiore smage. Noemi kan altså bare mere end sit fadervor.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker. Et vildt godt køb for sådan et satans let og dragende Valpolicella.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Bertram Baltes, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Bertram Baltes, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, TysklandDen næste Ortswein jeg smagte fra det nye, samlede Weingut Bertram Baltes i 2018 årgangen, var deres flotte Ahrweiler Spätburgunder.

Den er lavet på fuldstændig samme måde som foregående Dernauer Spätburgunder, men her kommer druerne blot fra Forstberg og Rosenthal markerne i Ahrweiler.

Igen er alene 70% af alle drueklaserne afstilket. Vinen er så lavet med en kold udblødning, efterfølgende spontangæring og efter endt fermentering er vinen også lagret på både barriques og mellemstore egefade lavet af Büttnerei-Kellerei Aßmann i Eußenheim.

Igen er der samme animalske eller landlige vildskab i næsen … her måske endda for første gang med lidt bio bio krudt og samtidig også med et langt mere blomsterrigt udtryk, selvom vinen fortsat har den karakteristiske Ahr nerve, hvor de røgede noter blander sig med lidt blæk, grønne blade, grannåle, syrlige kirsebær, ribs og nelliker.

Her giver aftrykket fra egefadene faktisk lidt mer’ sødme end hos forrige Dernauer Spätburgunder, og det gør næsen en my mere sød, venlig og imødekommende med vanilje, kanel og mælkechokolade.

Smagen er også en kende blidere, langt mere sød og feminin … men bevares, det er fortsat en meget ung vin med masser af bid, så smid den – og søstervinen – endelig i kælderen nogle år. Tanninerne er der fortsat, men ikke helt så skarpe, men vinen er til gengæld proppet med frisk frugt … lidt til den syrlige, livlige side, men med smuk saftighed, peber, mineraler og elegant smidighed.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 245 kr., men i forsalg hele juli til 185 kr,

Vinanmeldelse 6/7

2016 Weingut Nelles, Heimersheimer Landskrone Spätburgunder B48 GG, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Nelles, Heimersheimer Landskrone Spätburgunder B48 GG, Ahr, TysklandEtiketten på denne gyldne Heimersheimer Landskrone Spätburgunder B48 Großes Gewächs fra Weingut Nelles afslører, at der er tale om en speciel vin. Funklende som det lange guldhorn fundet af Kirsten Svendsdatter i 1639 … lang tid senere end 1479, hvor vinhuset Nelles oprindelig blev grundlagt.

Vi tager med denne og næste vin Heimersheimer Burggarten Spätburgunder B52 Großes Gewächs dermed hul på sidste del af testen af vinene fra Weingut Nelles … nogle af de perler, som den gode Mads importerer og forhandler i sin lille vinbutik Højbjerg Vine i Aarhus.

Denne Heimersheimer Landskrone Spätburgunder B48 er lavet med druerne fra marken Landskrone, der drives fuldstændig økologisk og hvor markerne alene gødes med staldgødning, halm og organisk humus kompost.

Vinen er lavet helt traditionelt, hvor druerne først afstilkes 100% med en efterfølgende traditionel maischegärung med maceration forholdsvis koldt over 3 dage, en kølig spontangæring og efter endt fermentering lagring på barriques. Vinen er efterfølgende lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 2/3-dele brugte barriques og 1/3-del nye.

I glasset er vinen okay transparent, måske lidt mere farve end en gennemsnitlig Ahr Spätburgunder og heller ikke sådan teglfarvet, men mere over i de mere bordeauxrøde nuancer. Men i næsen kommer der sgu lokkende, fængslende, sensuelle dufte.

BOM … den rammer duftmæssigt lige ind i hjertekulen med en overbevisende og tydelig Ahr karakter, røg, let, moden og intens frugt, lidt brændt, klar fadaftryk med lidt sødlige elementer. Der er godt med røg, frugten er hindbær, tranebær og kirsebær, måske oss’ lidt rød rabarber, men der også urter, nærmest lidt af hvert fra mit urtebed i haven, vanilje, kanel, karamel og virker samtidig lidt organisk og landlig … og er bare også afdæmpet balanceret.

I munden er der masser af frisk, tør frugt med lidt bitterstoffer og det virker som om, at der er fest i frugtboden. Det er frisk ung Pinot, stram, ren, rask og livskraftig frugt, men alligevel bliver det afrundet af svag sødme, afbøjede tanniner, brændte og røgede noter, så ingen får skrammer af hjørner eller kanter. Vinen har dig i et fast greb og der er ingen tvivl om, at mere alder vil gøre den endnu bedre, men allerede nu er det kongevin … stjernegodt og langt mere rank end guldhornene fra Gallehus.

Forhandles af Højbjerg Vine, hvor en flaske koster 389 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2009 Domaine d’Eugénie, Vosne-Romanée, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine d'Eugénie, Vosne-Romanée, Bourgogne, FrankrigJeg fik lov at starte 2. runde i blindsmagningen og serverede et glas 2009 Vosne-Romanée fra huset Domaine d’Eugénie der ligger på Rue de la Goillotte i netop Vosne-Romanée og er ejet af det fornemme 1. Grand Cru Classé vinslot Château Latour i Bordeaux.

Domaine d’Eugénie hed frem til 2006 Domaine René Engel og var et af de mest respekterede vinhuse  i Vosne-Romanée … lige indtil 2005, hvor ejeren Philippe Engel – barnebarn til husets gamle grundlægger – pludselig døde.

Philippe havde selv overtaget driften efter sin far Pierre Engel i 1981, som også døde i en ung alder, men Philippe fik i stedet hjælp fra sin legendariske bedstefar René, som dog ofte blandede sig for meget i produktionen og til tider måske formenes adgang til vinkælderen.

Det var dog især Philippe Engel, der i 1990’erne fik gjort Domaine René Engel til et af de mest velrespekterede vinhuse med et ry for at lave nogle exceptionelle og dejlige vine fra deres 4,51 hektar marker i Vosne-Romanée, Chassagne-Montrachet, Vougeot og Mersault, samlet vine fra 9 forskellige appellationer.

Phillippes død kom som et chok for alle, og uden arvinger, så blev 2005 høsten solgt til Albert Bichot, men hele vingården i 2006 blev solgt til François Pinault – ejer af bl.a. Château Latour – for et efter sigende svimlende beløb. Og det var endda uden ejendommen, hvorfor Pinault efterfølgende måtte købe et vineri til huset.

François Pinault er mega rig – vistnok den 39. rigeste mand i hele verdenen – og ejer via hans holdingselskab Artémis Domaines bare lige Château Latour, Château Siaurac i Bordeaux, Château-Grillet i Rhône, Araujo Estate i Napa Valley og så de to vinhuse i Bourgogne Clos de Tart og Domaine d’Eugenie … samt firmaer som Samsonite, Gucci, auktionshuset Christie’s, Yves Saint Laurent og det store Palazzo Grassi i Venedig.

Han har også en vild stor (og dyr) kunstsamling, der er udstillet i Palazzo Grassi … og så var han god ven af den afdøde ex-præsident Jacques Chirac. Det er i dag hans søn François-Henri Pinault, som leder den store firma … han er i øvrigt gift med skuespillerinden Selma Hayek.

Men hele driften af vinhusene i koncernen ledes af Frédéric Engerer, herunder også altså Domaine d’Eugénie, hvorfra vi nu smager deres almindelig 2009 Vosne-Romanée Village, en vin jeg købte En Primeur for efterhånden en del år siden.

Druerne til vinen kommer fra to marker les Communes og les Vigneux, som ligger på det nederste stykke af Vosne-Romanée bakken, hvor jorden er præget af ler og kalksten. Vinstokkene er omkring 30-50 år gamle. Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, men der arbejdes med delvis afstilkning af druerne, mens der ved lagringen anvendes – som Philippe Engel selv gjorde – en høj andel nye fade, typisk omkring 50%.

Næsen er … burgundisk med frisk lyserød frugt, grøn, rank og så alligevel med lidt sødme og fadnoter. Frugten er lyse kirsebær, ribs, hindbær, tranebær, ren og utrolig luftig i aromaerne. Det er virkelig pirende med både mentol, fennikel, skovbund og østershatte, men der er også klart eg med både svag vanilje og så nogle florlette blomster, som får en til at tænke på et par nyvaskede hænder.

Smagen er lidt sådan sure kirsebær, men på en let, lys og meget cremet facon. Der er fint balanceret, meget fornøjelig med en lille bitterhed, fin, delikat og feminin syre, men på én eller anden måde falder jeg ikke i svime, selvom det er god producent, et godt område og samtidig en dyr vin. Tanninerne er meget unge, levende og giver sammen med nogle bitterstoffer vinen en skarp tunge. Det er klart Pinot Noir til den ranke, kølige og stingente side … meget elegant og præcis, så det er bestemt godkendt, selvom jeg mangler den sidste wauw-faktor. Men alligevel 6 med pil op.

Købt hos Theis Vine En Primeur … dengang vistnok til 500-600 kr., mens prisen i dag nok ligger en kende højere.

Vinanmeldelse 6/7