Tag-arkiv: pinot meunier

Pinot Meunier er en rød druesort, som vi nok mest kender fra Champagne, hvor den er én af de 3 tilladte druer. Pinot Meunier er en klon/mutation i Pinot familien og har altså samme DNA finderaftryk som Pinot Noir, Pinot Gris og de andre.

Pinot Meunier står klart mere i skygggen af sine champagne kammerater Pinot Noir og Chardonnay, men kaldes arbejdshesten. Den har dog sit navn Meunier – som er fransk for møller – efter det blomsterende udseende på undersiden af bladene på vinstokken.

Andre mener dog, at det skyldes druens hvidlige, dunede blade, der kan se ud, som om de er strøet med mel, hvorfor den har fået tilnavnet møllerens drue.

Pinot Meunier anvendes mest til mousserende vine … både i Frankrig, Tyskland, Østrig, Schweiz, USA, Canada, Australien og New Zealand.

I Tyskland fremstilles der dog også både rosévin og rødvin på druen under dens synonym Schwarzriesling, Müllerrebe eller Müller-Traube. Der er hele 2.400 hektar vinmarker med Pinot Meinier i Tyskland og 70% af disse ligger i Württemberg regionen, hvor de endda har en lokal specialitet … en skarp lyserød vin, som kaldes Schillerwein lavet på druen.

Pinot Meunier plantes ofte på marker, der er for kolde til enten Chardonnay eller Pinot Noir, da sorten blomstrer senere og modner tidligere, hvorfor den bedre trives køligere steder.

2013 Charles Fox Cap Classique Estate, Vintage Brut Rosé, Western Cape, Sydafrika

2013 Charles Fox Cap Classique Estate, Vintage Brut Rosé, Western Cape, SydafrikaFra de næsten endeløse rækker af vine hos Winelovers tester jeg nu 4 mousserende vine fra det sydafrikanske vinhus Charles Fox Cap Classique Estate, der ligger lidt syd for den lille by Grabouw ved Elgin i Overberg distriket og ganske tæt på havet ved False Bay.

Vingården hed oprindelig Furneaux Farm og var egentlig en frugtplantage med æbler, pærer og blommer. I 2005 købte Charles og Zelda Fox ejendommen, efter de i flere år havde ledt efter et sted, som var optimalt for at dyrke druer specifikt til fremstilling af mousserende vine.

De tilplantede 6,3 hektar af de i alt 33 hektar jord med vinstokke og startede byggeriet af deres vineri, som stod færdigt i 2010, bl.a. med en stor kælder med plads til lagring af 200.000 flasker vin.

Charles og Zelda Fox er vilde med champagne, så derfor dyrker parret kun Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier … og de laver udelukkende mousserende vine, hvilket sker med konsulenthjælp fra Nicolas Follet, som er ønolog fra Reims i Champagne.

Denne vin er lavet på 64% Pinot Noir, 35% Chardonnay og 1% Pinot Meunier … vinficeret helt traditionelt og så lagret i mininum 3 år med andengæring i flaske, men formentlig også en snas længere. Det fremgår ikke, hvornår vinen er degorgeret.

Normalt er jeg ikk’ særlig vild med rosévine … heller ikke de mouserende, men her må jeg overgive mig og starte med at sige WAOW, for sikke da en aroma med gæret dej, jordbær, stikkelsbær, lyse kirsebær, hyben, fennikel og bagepulver. Samtidig har vinen en smuk, animalsk, landlig aroma … virkelig en vild, blegrød vildbasse.

I munden er der masser af bobler, som bruser op i munden og langsomt fader ud, mens frugten så i stedet breder sig med lyserød frugt, citroner, svagt lidt grape og et præcist, kalket og mineralsk bid. Det smager sgu godt og vinbloggeren er imponeret over kvaliteten … akkurat lige så godt som real champagne.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 248,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Moët & Chandon, Rosé Impérial, Champagne, Frankrig

N.V. Moët & Chandon, Rosé Impérial, Champagne, FrankrigByggemødet startede – som altid hos Brix – med bobler, og den første flaske var denne Non Vintage Rosé Impérial fra det store, gamle og legendariske vinhus Moët & Chandon.

Moët et Chandon har deres hovedsæde i Épernay, men har ejendomme flere steder i Champagne. Det blev etableret i 1743 af hollænderen Claude Moët og ejer i dag mere end 1.190 hektar vinmarker og fremstiller hvert år omtrent 28 millioner flasker champagne.

Siden 1987 har Möet & Chandon været ejet af MHLV-gruppen, Moet Hennessy Louis Vuitton, som også ejer modevirksomheden Louis Vuitton, cognachuset Hennessy og en lang række andre virksomheder indenfor luksus varer. En af de store aktionærer i koncernen er i øvrigt Christian Dior kæden.

Denne Rosé Impérial Champagne er lavet på 40-50% Pinot Noir, 30-40% Pinot Meunier og endelig 10-20% Chardonnay … lavet med 20-30% reserve vin. Der er efter 1,5 års lagring tilsat en dosage på 9 gram ved degorgering.

Næsen byder på jordbær, hindbær, kirsebær, citrus, meget svagt gærede noter, blomster, røg og lidt mandler. Det er ikke en sådan vild og voldsomt duft, lidt afdæmpet med peber, en smule sødme samt lidt mentol.

Smagsmæssigt rød frugt, masser af jordbær og fersken, jern, meget spinkle bobler, som fader meget hurtigt. Dermed bliver den let lidt saftevandsagtig og flad, men smagen er fin og har syre med citron og dermed meget frisk.

Forhandles bl.a. af Vildmedvin, hvor en flaske koster 370 kr., mens prisen er 350 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Griesel & Compagnie, Blanc de Noirs Brut, Hessische Bergstrasse, Tyskland

2015 Griesel & Compagnie, Blanc de Noirs Brut, Hessische Bergstrasse, TysklandGriesel & Compagnie eller helt korrekt Weingut Griesel Sekthaus Streit GmbH & Co. KG er et unikt sekthus beliggende på Grieselstraße i byen Bensheim omkring 50-60 kilometer syd for Frankfurt i det mere ukendte vinområde Hessische Bergstrasse.

Hessische Bergstrasse er med dets i alt 439 hektar vinmarker et af de mindste af Tysklands 13 vinområder. Der findes omkring 850 vinavlere i området, så de har små parceller og de fleste leverer da også deres druer til de mange kooperativer, som findes i Hessische Bergstrasse.

Griesel & Compagnie er et forholdsvis nyt vinhus aka sekthus, som er grundlagt i 2013, og etableret i en gammel ejendom, som tidligere har tilhørt Hessischen Staatsweingüter. Ejendommen er fra 1904 og helt perfekt for et sekthus med dets gamle, hvælvede kælder.

Det er den unge vinmager Nico Brandner, som står i spidsen for Griesel & Compagnie. Han har tidligere arbejdet hos bl.a. Raumland Sekthaus i Flörsheim-Dalsheim. Nico får hjælp af Sebastian Geissler, en af Nicos tidligere studiekammerater fra vinuddannelsen på Neustadt Weinbau.

I starten opkøbte Griesel druerne hos en flok venlige vinavlere, men i dag har sekthuset selv 7,5 hektar vinmarker, primært på markerne Auerbacher Höllberg og Fürstenlager.

Der dyrker de Riesling, Spätburgunder, Schwarzriesling og Chardonnay, men laver skam også sekt på æbler. I det hele taget er Griesel & Compagnie et meget innovativt sekthus, men det ka’ nærmest også smages i vinene.

Og alt laves efter den traditionelle champagnemetode med andengæring på flaske i mindst 16 måneder. Der er benhård fokus på kvalitet med manuel høst af druerne, gæring alene med druernes naturlige gær og uden filtrering. Der anvendes også absolut et minimum dosage for at bevare så autentisk smag som muligt.

Denne Blanc de Noirs Brut er en cuvée lavet på både Spätburgunder og Schwarzriesling aka Pinot Noir og Pinot Meunier, altså alene klassiske champagne druer. Den er fra husets Tradition serie, hvor vinen efter vinifikationen på rustfrie ståltanke mindst ligger 16 måneder med bærmen i 2. gæringen.

Og sikke da en overraskende sekt … tager dig virkelig med bukserne nede. Det bobler til en start helt vildt i glasset, tæt skum med aroma af toast, gæret dej, gule æbler, mirabeller, ananas og virkelig en inderlig duft. Den har nærmest en gæret fedme, virkelig lidt vild, men heldigvis mest vild lækker og med en svag syrlighed.

Der er fine tætte bobler, som fylder munden, men ellers er vinen faktisk blid, lidt sødkrydret med nødder, citron, mineraler og bare frisk med en ungdommelig vildskab, som jeg bare falder for. Længe leve unge vinmagere, som laver vedkommende vine … og denne Blanc de Noirs Brut er sgu vildt spændende.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Weingut Peter Kriechel, Blanc de Noir Sekt, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Peter Kriechel, Blanc de Noir Sekt, Ahr, TysklandWeingut Peter Kriechel laver også Sekt og Secco. Vi startede den lille smagning i baglokalet med et glas af Kriechels Blanc de Noir Sekt, som er lavet på 100% Pinot Meunier.

Det er en vintage 2016 mousserende Sekt, som er lavet efter den klassiske metode, altså champagnemetode med andengæringen i flasken.

Weingut Peter Kriechel har en lille smule Pinot Meunier … druen som også kaldes Schwartzriesling i Tyskland, selvom den ikke har noget til fælles med Riesling druen.

Det er ikke så tit, at vi finder mousserende vine på ren Pinot Meunier, selvom jeg dog klart fornemmer en tendens til, at druen bliver mere og mere udbredt. Det er dog heller ikke lang tid siden, at jeg smagte en champagne på ren Pinot Meunier … en mosterlækker Meuniers des Moines Extra Brut fra Louis Nicaise.

Denne Blanc de Noir Sekt – Deutscher Qualitätssekt – er lavet helt traditionelt og så med mindst 9 måneders flaskegæring. Der står intet på etiketten om, hvornår den er degorgeret.

I næsen byder Blanc de Noir Sekt mest på fersken i frugten, og er lidt forsigtig og tilbageholdende i duften. Der er lidt mahognitræ, meget svagt en smule dej, toast, røg og et lille grønt touch og svag blomstersæbe.

Smagen er lidt nøddet, klart hasselnødder, har en okay frisk syre, lidt jern, en skvis lemon med svag bitterhed, men jeg savner måske lidt mere dybde og kompleksitet. Men det var en rasende god idé, at starte smagningen med lidt bobler og få renset munden.

Importør er Carlsen Vin, men kan også købes hos Højbjerg Vine, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

N.V. Edoardo Miroglio, Zero Brut, Det Trakiske Lavlande, Bulgarien

N.V. Edoardo Miroglio, Zero Brut, Det Trakiske Lavlande, BulgarienSå smager vi den sidste og 4. af de mousserende og overraskende lækre vine fra det bulgarske vinhus Edoardo Miroglio, nemlig deres Zero Brut. Det er modsat de øvrige ikke er årgangsbobler, men en Non Vintage.

Det er 80% Pinot Noir og 20% Chardonnay. Der er – som med foregående vin fra huset – ikke de store oplysninger om produktionen udover en lagring i 24 måneder sur lie, men jeg kan ikke se, hvor lang tid vinen har lagret i flaske. Men der er ikke tilsat dossage og således ingen sukker, så dermed burde det være en mere tør mousserende vin.

Etiketten er også langt mere moderne i udtrykket end hos søstervinene  … flot enkelhed med den runde etiket med Zero skrevet i midten, og så på den smukke kegleformede flaske. Det er klart en vin, som folk vil lægge mærke til på bordet.

Næsen byder dig på grønne æbler, hævet dej, gærede aromaer, lidt toast, muggen kælder, lidt bitterhed, mandler, lidt nødder, citrus og friske bobler, som beruser og bebruser.

I munden er det også syrlige æble, modne pærer og masser af bitterhed. Boblerne er tætte og vedvarende, der er lille fin sødme, god balance og vinen er slet ikke voldsom tør. Det er en frisk, virkelig levende vin og igen fin kvalitet til pengene.

Forhandles af Vinsnobben, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Louis Nicaise, Meuniers des Moines Extra Brut, Champagne, Frankrig

2014 Louis Nicaise, Meuniers des Moines Extra Brut, Champagne, FrankrigMeuniers des Moines Extra Brut er en ny champagne i sortimentet hos det lille familieejede champagnehus Louis Nicaise i Hautvillers et par kilometer nord for Épernay. Den er lavet på ren Pinot Meunier og som vintage champagne … med en eksklusiv udstråling.

Meuniers des Moines Extra Brut er lavet med druer fra 3 forskellige marker i Hautville, nemlig Calcaire, Pierre Meulière og Argile. Champagnen er vinificeret traditionelt, har gennemgået malolaktisk gæring og halvdelen lagret en periode på 300 liter egefade og den anden halvdel i rustfrie ståltanke.

Derefter er vinen lagret minimum 36 måneder på flaske inden dosage. Og det er en ganske lille produktion, for der er alene lavet 980 flasker af denne lille eksklusive champagne.

Næsen er sådan både blid, sart og speciel. Det er karamel, toast, et pilleglas på et apotek, skocreme, pærer, stikkelsbær, stearinlys, strandsand, parfume … virkelig sart, delikat og feminin, men fuck hvor bliver man glad i låget.

Champagnen byder på masser af vinsmag, cremet og intens med æbler, æblegrød, som lige er kogt. Derudover er det pærer, masser af frugtsmag, finesse, let og luftig, en sødkrydret grape eftersmag. Det er sgu meget godt … og jeg er atter betaget af Nicaise.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 459 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2013 Vincent Charlot, Les Gouttes d’Or Extra Brut, Champagne, Frankrig

2013 Vincent Charlot, Les Gouttes d'Or Extra Brut, Champagne, FrankrigMan ka’ jo godt bli’ afhængig af det der champagne skidt … specielt når det smager så godt som champagnerne fra Vincent Charlot aka Charlot-Tanneux, hvilket denne Les Gouttes d’Or Extra Brut er et godt bevis på.

Jeg drak champagne fra Charlot til nytår … og nu er der altså atter Charlot champagne i glasset, Denne biodynamiske fætter Les Gouttes d’Or Extra Brut – ekstra tørre gyldne dråber – er lavet på 50% Chardonnay, 25% Pinot Noir og 25% Pinot Meunier, som er lavet helt traditionelt med lagring 11 måneder i egefade inden aftapning på flaske, men champagnen er først degorgeret i juli 2017.

I næsen er der fart på aromaerne … gæret surdej, toast, masser af grønne æbler, kvæde, mango, tropisk frugt, nødder, mandler, mælkede aromaer med yoghurt, vanilje, tavlekridt, kalk og mineraler. Nice.

Smagsmæssigt er Les Gouttes d’Or livlig, syrlig og sparkende i munden, fyrværkeri med gule æbler, knastør med en svag sødme, vanilje, fine og glatte bobler, sprødhed og med masser af lækkerhed. Det er sgu god champagne, selvom den måske skulle ligge i kælderen nogle år endnu.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, men champagnen er pt. udsolgt og prisen kan jeg heller ikke huske.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Alfred Gratien, Champagne Brut Classique, Champagne, Frankrig

N.V. Alfred Gratien, Champagne Brut Classique, Champagne, FrankrigSidste vinøse raket nytårsaften på slaget 12 og indgangen til det nye år blev denne Champagne Brut Classique fra champagnehuset Alfred Gratien, der ligger i udkanten af Epernay by.

Champagnehuset er grundlagt på den nuværende adresse Rue Maurice Cerveaux i 1864 af Alfred Gratien. Han grundlagde også et vinhus Gratien & Meyer i Saumur i Loire, men i dag ejes champagnehuset dog af Henkell, den store tyske Sekt producent, som faktisk er en del af Dr. Oetker imperiet. Det i sig selv lyder jo ellers ikke specielt romantisk.

Det enestående ved champagnehuset Alfred Gratien er imidlertid, at det er et lille hus, som alene producerer 250.000 flasker champagne årligt, laver det ganske klassisk, har en tårnhøj kvalitet og har haft samme familie af vinmagere i 4 generationer helt tilbage til 1905.

Champagnerne hos Alfred Gratien laves nemlig af Jaeger familien, hvilket startede i 1905 med Gaston Jaeger, som blev efterfulgt af hans søn Charles i 1951 og han overdrog ansvaret til hans søn Jean-Pierre i 1966.

I dag er Nicolas Jaeger, som laver champagnerne som 4. generation. Han startede i lære hos sin far i 1990 og har siden 2007 været ansvarlig for hele produktionen.

Denne Champagne Brut Classique er lavet på 45% Chardonnay, 43% Pinot Meunier og 12% Pinot Noir. Den har gæret på 228 liters egefade og har ikke gennemgået malolaktisk gæring. Begge dele er sjældent – det eneste andet hus, der bruger disse meget traditionelle metoder, er Krug. Vinen har lagret 5 år på gærresterne efter flaskegæringen.

Sikke en herlig næse med gær, liflighed, franskbrød, rugbrød og surdej, æbler, tørrede abrikoser, overmodne nedfaldsæbler … en intens og dyb frugt, sødme, blomster og et strejf af grape.

Smagen er syrlig og tør … langt mere tør end aftenens første extra brut champagne. Boblerne er også pænt aggressive og et dejlig smag med masser af æbler, næsten mostet i det og derudover med toast, klart mineralsk bid og god eftersmag.

Forhandles hos Bichel Vine, hvor en flaske koster 395 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

N.V. Louis Nicaise, Brut Réserve Premier Cru, Champagne, Frankrig

N.V. Louis Nicaise, Brut Réserve Premier Cru, Champagne, FrankrigChampagne nummer 2 i den eksklusive VIP Champagnesmagning og Private Dining blev denne Brut Réserve Premier Cru fra det lille, familieejede champagnehus Louis Nicaise, som ligger i Hautvillers et par kilometer nord for Épernay.

Huset er grundlagt tilbage i 1928 af Lucien Nicaise, som i en tid hvor kooperativerne dominerede, besluttede sig for at lave kvalitetschampagne. Siden 2013 har det været 4. generation i form af Laure Nicaise-Préaux, som har drevet champagnehuset. Hun overtog driften efter sin far Louis.

Hun driver dog gården sammen med sin mand Clement Préaux, som også er vinmager og udlært hos den legendariske Anselm Selosse fra det store Champagne Jacques Selosse.

Sammen har parret 9,12 hektar vinmarker, hvor nogle faktisk ligger nabo til de marker, som giver druer til den eksklusive Dom Pérignon fra champagnehuset Moët & Chandon.

Og markerne dyrkes helt uden brug af sprøjtemidler eller andet, og selvfølgelig alle 3 obligatoriske sorter, altså Chardonnay på kalkstenrige marker, Pinot Noir på skiferjord og den lille del af Pinot Meunier på ler- og kalkstenrige marker.

Denne Brut Réserve Premier Cru er lavet på et blend af 40% Chardonnay, 30% Pinot Noir og 30% Pinot Meunier. Det er en Non Vintage, altså med vin fra forskellige årgange. Det er den vin, som Laure og Clement laver flest af … omkring 3.000 kasser årligt.

Næsen er herlig aromatisk med blomster, modne røde æbler, fersken og anden eksotisk frugt … lidt tørret i frugten, men byder derudover på en skoletavle med kridt, mynte, karamel og nybagt brød.

Smagen er godt sammenhængende og kompleks med en svag slagside til det neutrale. Der er salt og mineraler, men det bliver ikke sådan ultraskarpt, vildt syrerigt eller sprødt, men til gengæld er champagnen voldsomt behagelig og rund.

Forhandles af Champaniac, og en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Clement Perseval, Coteaux Champenois Les Trembloies, Champagne, Frankrig

2013 Clement Perseval, Coteaux Champenois Les Trembloies, Champagne, FrankrigMean motherfuckers sagde Martin fra Extra Brut, da han forleden inviterede en flok vinnøder til lidt vin på terrassen og startede blindsmagningen med 3 ubarmhjertige syrehoveder fra den lille champagneproducent Clement Perseval.

Ja, jeg vil da tro, at det var vinene, som han omtalte og ikke de 4 fremmødte excentriske vinelskere, for vinmæssigt bestod motherfuckerne nemlig af en lille trio af 3 vine, hvor denne Coteaux Champenois Les Trembloies var det første syretrip af kosmiske dimensioner.

Jeg var helt væk omkring land og druer, men Palle var skarpere og nævnte undervejs i vore grublerier, at duften godt kunne minde om en god champagne … selvom denne Coteaux Champenois Les Trembloies ikke var champus, men kun en hvidvin uden berusende, sprudlende bobler aka luftblærer. Det var sgu meget godt set … eller rettere opsnust aka duftet.

Vinen kommer nemlig fra den unge champagneproducent Clément Perseval, som holder til i den lille by Chamery, der ligger omkring 10 km syd for Reims i Montagne de Reims.

Clément overtog driften af familiens vingård fra sin far Gerard i 2010 efter endt uddannelse i bl.a. Pouilly-Fuissé og hos Anselme Selosse i Champagne. Clément driver nu familieforetagendet med samlet 3,3 hektar vinmarker … dog fortsat med hjælp fra sin far og onkel.

Og den unge vinmager har siden overtagelsen totalt ændret kursen for det lille champagnehus med specielt fokus på druer, terrior og masser af syre.

Sideløbende med driften af familiedomainet, er Clément begyndt at fremstille en række spændende champagner … mikrocuvéer i eget navn, der hver især fremhæver et specifikt terroir i området omkring Chamery. Desuden laver han så de 3 super sprøde, syrerige og mineralske hvide Coteaux Champenois, som vi denne aften skulle smage blindt.

Det er vine uden bobler, altså vinen, som ikke gennemgår andengæring i flaske, og druerne til de 3 vine kommer fra  parceller på markerne Les Trembloies, Luth og Les Rouleaux.

Det er brutale vine – mean mothersfuckers – med en syrlighed, renhed, mosterstor tørhed og præcision på ganen. De er ikke for sarte sjæle og Martin fortalte, at de helt unge næsten er udrikkelige på grund af den strenge, skånselsløse … ja nærmest nådesløse syre.

Clement Perseval kan måske bedst af alt betegnes som eftertænksom pragmatiker og hverken mark- eller kælderarbejde er drevet af faste dogmer. Nogle vine gærer på ståltanke, andre på brugte barriques, nogle vine gennemgår malolaktisk gæring og andre gør ikke. Det hele afhænger af årgangen og druematerialet.

Der svovles kun i meget begrænset omfang, typisk ved presning og umiddelbart inden flaskning. Alle chapagnerne er Brut Nature, altså uden tilsætning af dosage/sukker, men da de typisk ikke gærer helt ud under andengæringen på flaske på grund af den lave temperatur i kælderen, så indeholder de alligevel ofte et par gram restsukker.

De 3 hvide Coteaux Champenois syrebasser er super limiteret og svære at få fat i, da der alene er lavet et fad af hver, og det giver jo alene omkring 300 flasker af hver af disse 3 vine.

Den første i glasset er som nævnt Persevals Les Trembloies, som er lavet på 50% Pinot Noir og 50% Pinot Meunier, men oplysninger omkring selve vinifikationen kan jeg ikke umiddelbart finde … men mon ikke, at de 3 Coteaux Champenois vine er lavet lidt forskelligt på enten ståltanke eller brugte barriques. I hvert fald er vinen først tappet på flaske efter omkring 20-21 måneder efter høst og har sammenlagt lagret 3 år inden frigivelse.

Duftmæssigt er der lagt op til sjov … salt, dybe mineraler, kalk, vanvittig god syre, stikkelsbær, lette tropiske frugter, karamel og et lidt naturvins good-feel, hvor der er en svag oxydering, lidt sherry i noterne, hasselnød, barbequesauce og lidt modellervoks.

I munden er vinen virkelig ganske frisk, grøn og syret … et syrebad med salt og syre. Hmmm saltsyre? Der er salt fra mineralerne og syren er stram, som en nonne efter midnatsmessen. Frugten igen tropisk uden jeg kan fremhæve noget bestemt, men meget ren, klar og virkelig en syrevin … og kan faktisk både duft- og smagsmæssigt godt minde om en fremragende champagne, altså uden bobler.

Forhandles i dag vistnok af Lieu-Dit, men prisen kender jeg ikke … nok et sted mellem 200-300 kr.

Vinanmeldelse 5/7