Tag-arkiv: Mosel

2020 Weingut Fries, Winninger Pinot Noir Réserve, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Fries, Winninger Pinot Noir Réserve, Mosel, TysklandJeg har tidligere været totalt forelsket i Weingut Fries’ mind-blowing 2020 Winninger Spätburgunder, men nu havde Gert E sgu taget husets endnu bedre 2020 Winninger Pinot Noir Réserve og det er fandeme episk saft af bedste tyske skuffe.

 Druerne til denne vin kommer fra nogle af de stejle, skiferholdige parceller, hvor høstudbytterne helt naturligt er uhyggeligt lave og sammenholdt med Daniels mål om den ypperste kvalitet, så laves der kun ganske få flasker af denne vin.

Vinen er lavet en stor andel hele klaser og spontangæring alene med druernes egne gærceller. Vinen er efterfølgende lagret på barriques, hvor en del er helt nye fade.

Duftmæssigt er det forrygende … i glasset er det en utrolig let, transparent, lys og teglfarvet vin med et svagt orange skær, mens duften er landlig, luftig og æterisk med krudt, malerspand, acetone, blyanter, kul, tjære … virker samtidig lidt bondsk med rabarber, ribs, hindbær, granatæbler og lidt lakridskonfekt. Den har nærmest en sitrende nerve.

I munden er det igen lyse bær med rabarber, ribs, granatæbler, lemon og citroner … saltet, mostet med en virkelig stram syre samt en sitrende og skælvende energi … meget ren, et sindssyg syrebid og godt med mineraler og sten. Det er überklasse. 97 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 475 kr., mens prisen er 425 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2021 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling GG, Mosel, Tyskland

2021 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling GG, Mosel, TysklandLad os nappe endnu en vin fra Weingut Franzen og her kraver vi helt op på den stejle Bremmer Calmont, for det er en af husets topvine … en 2021 Bremmer Calmont Riesling Große Gewächs.

Vi er atter på den stejle Bremer Calmont mark, men nu er vinen lavet med druer fra de ældste vinstokke, der er over 70 år og derfor også giver et mere beskedent udbytte.

Vinen laves fortsat med spontangæring, men nu også en længere fermentering, efterfølgende malolaktisk gæring og så lagres vinen også længere, nemlig i 12 måneder.

Uha … en duft til at besvime af … med vilje! Afgrundsdyb som de stejle klipper på Bremmer Calmont, stram med en æterisk dybde og en helt småtropisk frugt, fersken, ananas, modne æbler, abrikos, røg, karamel, let appelsin tilsat en smule blomsterhonning, blomster, lidt ristede mandler og nødder, som giver en lille umamiagtig note, hvor balancen bliver ultra elegant.

I munden er vinen cremet, blød og den lidt æblesaftagtige syre er heldigvis heller aldrig for fed, men har en god lethed, som får vinen til at fremstå meget helstøbt. Det giver en frisk, bævrende, sitrende nerve med umodne sure æbler, lemon, citroner, grape, salt og stenet mineralitet og vinen hænger med fed smag bare lang tid i munden, så dermed 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2022 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling Kabinett, Mosel, Frankrig

2022 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling Kabinett, Mosel, FrankrigJeg bliver bare mere og mere imponeret af de to unge Angelina og Kilian på Weingut Franzen … de laver vildt lækre vine og det gælder også denne 2022 Bremmer Calmont Riesling Kabinett.

Vinhuset har jeg jo skrevet om før … bl.a. da jeg mødte Angelina til en online smagning, nemlig Mr Rubys online vinsmagning med Angelina Lenz fra Weingut Franzen.

Denne Bremmer Calmont Riesling Kabinett er en af husets sødere vine … har et niveau for restsukker på hele 50,8 gram pr. liter, hvilket også betyder lavere alkohol på 8,5%. Alle druerne er selvfølgelig fra den op til 68 grader stejle Bremmer Calmont mark.

Kilian har ønsket at lave en sødere vin, men uden at mindste friskheden og vinen er lavet med spontangæring alene med alle druernes egne gærceller og formentlig lagring på egefade, men det fremgår ikke helt.

Det dufter fremragende … virker faktisk let cremet, olieret med bagte nødder og omgående også noget petroleum samt sød diesel, en frugt der mest er fersken, abrikos, æbler, appelsin, kandiserede grapefrugter, røg, karamel og lidt lakridskonfekt. Derudover får man et karateslag med stringent, hård og stenet mineralitet, der fungerer vildt godt sammen med sødmen. Haito-Uchi, Bulls-Eye og Touch-Town.

I munden kommer sødmen selvfølgelig mere frem, men vinens lette, luftige og mineralske side absorberer en del af sødmen og sikrer fin, sart og elegant balance samt en forholdsvis frisk vin med en vokset og svagt olieret fornemmelse. Hele tiden har vinen denne stenede, skiferstærke og rene mineralitet, men frugten fortsat er småtropisk suppleret med pærer, fersken og mirabeller, let sødligt lemon og grape. Mums for pokker. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Thanisch, Bernkasteler Badstube Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Thanisch, Bernkasteler Badstube Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, TysklandBernkasteler Badstube Riesling Kabinett Feinherb 2018 fra Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Thanisch er vaskeægte Moselvand af bedste skuffe.

Vinhuset har sine rødder helt tilbage fra 1636, hvor den unge Franz Taners – som selv kom fra byen Taners, der blev kaldt Thanisch – sammen med sin hustru Apollonia flyttede til Bernkastel, plantede vinstokke og begyndte af dyrke vin. I 1654 var Franz Thanisch registreret som vinbonde med en formue på 776 Rigsdaler og en årlig produktion på 3 fudern, altså 3 store egetræsfade.

I de følgende generationer voksede vingården, først med Franz og Apollonias søn Helias ved roret. Senere udvidede deres barnebarn Jakob Thanisch huset til hele 14.500 vinstokke, hvilket var ganske meget i 1791.

Jakobs to sønner Jakob og Johann Anton Thanisch udvidede huset yderligere ved at købe vinmarker af Prüm dynastiet samt en del marker fra klosteret St. Matthias i Zeltingen og sådan fortsatte generation efter generation med at udvide vinhuset.

Den egentlig grundlæggelse af vinhuset skete dog reelt først i 1884, da Dr. Hugo Thanisch byggede Villa Thanisch … en flot, stor, prægtig renæssance ejendom i Kues helt ned til Mosel floden. Den er den dag i dag fortsat vinhusets hovedsæde.

Både Hugo og hans broder Peter Anton var medlemmer af det preussiske parlament, og fik gjort vinhuset berømt. Mellem 1893 og 1908 opnåede vinene fra Dr. Hugo Thanisch de højeste priser på auktionerne i området, og i dag er vinhuset da også opkaldt efter den gode Dr. Hugo Thanisch.

Det var også Hugo, som udvidede med yderligere vinmarker, bl.a. flere parceller på den legendatiske vinmark Bernkasteler Doctor. Han købte næsten 6.000 kvadratmeter vinmark for 17 guldmark pr. vinstok, hvilket var et svimlende beløb dengang. Prisen for jorden vil i dagens priser svare til mere end 1 millioner euro.

Dr. Hugo Thanisch døde i 1895 af et hjerteanfald, og herefter måtte den 42-årige enke Katharina overtage driften, hvorfor vinhuset også ændrede navn til Wwe. Dr. H. Thanisch, hvor Wwe. betyder enke. Og siden har kvinderne i Thanisch familien spillet en stor rolle i det store vinhus i Mosel.

Det er i dag i 11. generation fortsat en kvinde, som står i spidsen for vinhuset, nemlig Sofia Thanisch, men det er i dag noget mindre end i sin absolutte storhedstid, for i 1988 blev Weingut Wwe. Dr. H. delt i to vinhuse efter nogle en række arvestridigheder.

Den ene halvdel blev så til Weingut Witwe Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraef og den anden altså så til dette Weingut Wwe. Dr. Thanisch Erben Thanisch.

Men Sofia Thanisch holder de over 375 års traditioner i hævd på Weingut Wwe. Dr. Thanisch Erben Thanisch, der fortsat ejer den imponerende Villa Thanisch ned til Mosel floden samt 9 hektar af nogle af de bedste vinmarker i Mosel.

De ejer bl.a. parceller på de legendariske marker Bernkasteler Badstube, Graben, Lay og så selvfølgelig perlen Berncasteler Doctor, som vinhuset har ejet dele af i over 200 år. Sofias to døtre Juliane og Christina – og dermed 12. generation – er også startet i vinhuset og hjælper moderen.

Denne 2018 Bernkasteler Badstube Riesling Kabinett Feinherb er lavet med druer fra den legendariske mark Bernkasteler Badstube, der vender mod vest-sydvest, har stejle skråninger med grå Devon skifer og 30-50 år gamle vinstokke. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men mon ikke den er lavet som de øvrige med gæring og lagring på gamle fuderfässern, altså 1.200 liter fade.

Det er duftmæssigt en lidt tør og sød Riesling, hvor er både er petroleum, nødder, godt med æblemost og eksotisk frugt med en smule mandarin, abrikos og kiwi …god inderlighed og man kan da også fornemme en vis portion sødme.

Den har dog ikke den helt store tyngde i hverken sødmen eller frugten, hvorved den bliver sådan på overfladen med en smule friskhed, rimelig syre, friske æbler og citroner kombineret med noget mineralitet. 90 point.

Forhandles herhjemme af L’Esprit du Vin, men prisen kender jeg ikke på denne vin.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Weingut Josef Rosch, Riesling J.R. Feinherb, Mosel, Tyskland

2022 Weingut Josef Rosch, Riesling J.R. Feinherb, Mosel, TysklandJeg har før smagt god Riesling fra Weingut Josef Rosch, bl.a. en 2019 Riesling J.R. Junior, men nu smager jeg den sødere Gutsriesling søster Riesling J.R. Feinherb i årgang 2022.

Druerne til denne vin kommer fra Leiwener Klostergarten, som ligger på skråninger tæt ved gården. Her hersker der et unikt terroir, som frembringer vine med en imponerende mineralsk elegance.

Som alle vinene fra Rosch høstes druerne i hånden. Druerne er presses efter høsten og gæringen er sket spontant på ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 4 måneder i tankene …lidt kortere tid end de dyrere storesøstre.

Til sammenligning med den tørre søstervin, så har denne et pænt restsukkerindhold på 18,5 gram pr. liter, mens den tørre har en mere beskedent restsukker på 7,0 gram pr. liter i samme årgang 2022.

Uha da … var første tanke, da jeg duftede første gang. Det er umiskendelig Riesling, hvor man både får den lidt klassiske næse af petroleum og klart suppleret af noget sødme. Det dufter sgu godt og har en frugt af noget tropisk frugt med abrikos, mango, fersken samt bløde pærer og delikat inderlighed … virkelig Mosel kvalitet. Den har også en stenet, skiferagtig mineralitet, som lige er med til at ophæve tyngdekraften med de 18.5 gram restsukker, der slet ikke virker det mindste gumpetung.

Men …. i smagen virker sukkeret nærmest som en energi-gel for en cykelrytter med masser af fortættet energi. Det høje niveau er dog heller ikke smagsmæssigt en hæmsko for vinen, for det giver en vin med brede skuldre,  olierede tekstur, stor drikkevenlighed, som kan begejstre både dem, som næsten aldrig drikker vin og dem, der bare knuselsker Riesling, Her er lidt for begge lejre … frugten er eksotisk, men der er også grillede citroner og lemon, der giver et vist bid. Jeg rammer lige 89 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Weingut Axel Pauly, Generations Riesling, Mosel, Tyskland

2022 Weingut Axel Pauly, Generations Riesling, Mosel, TysklandFra Moselwinzer Axel Pauly på Hochstraße i Lieser tæt på Bernkastel-Kues smager jeg nu hans altid populære og dejlige Generations Riesling i seneste årgang 2022.

Det er et hus, som jeg har skrevet om før og denne vin har jeg endda også smagt tidligere i både årgang 2020 og 2021, men alle har denne geniale etiket, der afspejler både terroiret og vinhusets traditioner.

Ved første øjekast kan man nemlig se Mosels stejle vinmarker, men når flasken i stedet holdes vandret, så kan man se silhuetterne af de 3 generationer; Axels bedstefar, Axels far og selvfølgelig Axel selv.

Generation Riesling, som er lavet med druer fra den 60% stejle Bernkastel-Kueser Kardinalsberg, der har en unik jordbund med blå og rød skifer. Vinen er lavet med en koldmaceration i op til 10 timer inden spontangæring på ståltank med vinmarkens naturligt forekommende gærstammer.

Efter endt gæring modner vinen 4-5 måneder på gærresterne i ståltankene og så er den lavet som klassisk halvtør Feinherb, hvilket betyder et pænt niveau for restsukker på 18,1 gram pr. liter.

Duftmæssig er der ingen hidsig petroleum eller terpentindampe, men den damper i stedet af lidt eksotisk frugt sammen med nødder og en snas sødme. Der er melon, fersken, æbler og citron, men det er ikke umiddelbart den sureste citron, som man har fundet i kurven. I stedet er der en smule lette blomster og i det hele taget en vis lethed over vinen, som virker fint balanceret.

I munden kan de 18,1 gram restsukker klart fornemmes, men det bedste er, at det ikke bliver på bekostning af syren, som faktisk er lidt mere fremme end de forrige årgange. På den måde kan Mosel altså bare noget særligt. Men det giver faktisk en rigtig drikkeklar, læskende og saftig Riesling, der har dette store bællepotentiale enhver gæst vil knuselske. Tårnhøjt niveau for en Gutsriesling, hvorfor jeg lander på 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Weingut Fries, Winninger Spätburgunder, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Fries, Winninger Spätburgunder, Mosel, TysklandFor knap 2 måneder siden smagte jeg en sindssyg flot Gutsriesling fra Weingut Fries, der jo holder til  sydvest for byen Winningen i Mosel og nu smager jeg så hans nærmest mind-blowing 2020 Winninger Spätburgunder.

Du kan læse om Weingut Fries i min anmeldelse af deres 2021 Vom Schiefer Riesling Trocken, mens jeg her kigger på denne Winninger Spätburgunder.

Vinen er lavet med Pinot Noir druer fra nogle af husets ældste vinmarker omkring Winningen. Daniel Fries laver denne vin med inspiration fra både Bourgogne, Oregon og Baden, hvor Daniel allerede har høstet erfaring.

 Winningen Pinot Noir er gæret med 60% hele klaser i åbne, neutrale egetræsfade med daglig pumpover og slutteligt efter endt gæring så lagret 18 måneder på brugte barriques.

I glasset er vinen vildt transparent … teglfarvet transparent og sender små røgsignaler op af glasset med en let, sødsyrlig og luftig aroma, der næsten er så uimodståelig, at jeg næsten må besvime, for det dufter rasende godt. Der er syrlige drops, fennikel, landlig, luftig og æterisk. Der er blomster, malerspand og acetone, gazebind med en lys, moden frugt af hindbær, jordbær, ribs, karamel og vanilje … jeg finder faktisk ligheder med en anden Daniels vine fra Mosel, nemlig Daniel Twardowski … jeg siger bare WAUW.

Smagen er også vildt lækker … typisk tysk Spätburgunder, men med denne lyse, vilde og sitrende energi. Frugten er lys, stringent, frisk og ren … det er rabarber, ribs, granatæbler og citroner med saltet samt jernagtig mineralitet … og så alligevel en svag sødme. Det er en sart, smuk og feminin vinøs lykkerus, som langsomt og præcist breder sig i munden med en æterisk cremethed … sensibel, sårbar, graciøs og yndefuld … Scheiße hvor er det fortryllende. 96 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Markus Molitor, Wehlener Klosterberg Chardonnay, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Markus Molitor, Wehlener Klosterberg Chardonnay, Mosel, TysklandI det første sæt, som bestod af 2 Chardonnay vine, så blev denne 2018 Wehlener Klosterberg Chardonnay fra  Weingut Markus Molitor klart den bedste.

Weingut Markus Molitor behøver vist ingen fortælling, for det er jo et vinhus, som jeg har skrevet om flere gange.

Jeg har dog aldrig før smagt Chardonnay vin fra Molitor, men produktionen af Chardonnay er et forholdsvis nyt projekt for Markus Molitor med plantning af Chardonnay-stokke på vinmarken Wehlener Klosterberg i 1997 og denne 2018 er endda første årgang af vinen.

Molitors Chardonnay stokke står lige under soluret i kernen af denne klassiske skiferholdige mark begunstiget af sin sydvendte eksponering og ekstremt stejle beliggenhed.

Druerne er selvfølgelig udelukkende håndhøstet og grundigt sortere, hvorefter de knuses blidt inden en kølig pre-maceration med skindet inden presning og spontangæring alene med druernes egne gærceller. Gæringen er sket delvist store egetræsfade  for omkring 40% vedkommende og resten i ståltanke sur lie i en længere periode.

I næsen rammes man omgående af en ekspressiv smørnote … ganske aromatisk og tung på fad. Vinen er klart mere pumpet end den foregående bourgognevin, har større muskler og dufter endda også mere burgundisk. Der er nødder, ristede hasselnødder og virker blød og bamselineagtig hyggevarm. Frugten er honningmelon, pærer, lidt gule blommer og mirabeller … samt en snas abrikos.

Den er smagsmæssigt også mere frisk, lækker og tydelig i frugten, hvilket fortsat er med en olieret fedme, bløde pærer, noget tropisk frugt og multijuice og samtidig også har den også syre … dog en lidt tungere og mere mægtig syre, god struktur og fylde, saftig, cremet med en smule vaniljesukker. 95 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 259 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Weingut Fries, Vom Schiefer Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2021 Weingut Fries, Vom Schiefer Riesling Trocken, Mosel, TysklandWeingut Fries driver som 9. generation af den unge Daniel Fries, der er én af Mosels nye og fremadstormende vinmagere. Vi smager nu hans intro Riesling og det er denne 2021 Vom Schiefer Riesling Trocken.

2021 var faktisk også Daniels første årgang, som han fik hele ansvaret for … men blev hurtigt bemærket, for allerede samme år blev han kåret Aufsteiger des jahres – altså året nye håb – af det tyske vinmagasin Vinum og er udvalgt blandt mere end 1.000 andre vinbønder … men dog med en sødere 2019 Röttgen Trockenbeerenauslese.

Weingut Fries ligger sydvest for byen Winningen og har dyrket vin siden midten af ​​det 18. århundrede. I 1987 overtog Reiner og Anke Fries forretningen med 2,3 hektar vinmarker og udvidede den gradvist til de nuværende 9 hektar.

Inden Daniel Fries kom startede på familens vingård, så har han efter uddannelsen arbejdet hos producenter som Ziereisen i Baden, Lingua Franca i Oregon og Domaine de Montille i Bourgogne.

Deres marker omfatter bl.a. parceller på markerne Röttgen og Uhlen, hvor vinstokke står på ufremkommelige terrasser med de så berømte varianter af skifer, der er med til at gøre vinene så særegne, men kræver meget arbejde. Familien har selv opgjort det til et årligt tidsforbrug på 2.000 timer pr. hektar … noget mindre end fx i Rheinhessen, hvor der anvendes omkring 170 timer.

Denne vin kommer fra marker med kombination af ​​skifer og sandet muldjord og så er den lavet med manuel høst, kort blid presning og gæring i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen blot lagret i tankene sur lie … altså med bærmen.

Mums for en entry-level vin aka Gutswein … har i næsen et let anstrøg af petroleum, men dog doseret balanceret og forsigtigt, men derudover er der æblemost, pæresaft, melon, fersken, en let og luftig sødme … meget intens, elegant og man undres virkelig over, at det blot er en Gutsriesling … man forbløffes meget, for det dufter sgu fremragende.

Sådan smager vinen også … har den klassiske Mosel sødme, godt med pæresaft, æbler, fersken og melon. Det er blidt, cremet, blødt og så læskende og let drikkelig. Man kan også smage en lidt stenet mineralitet i baggrunden og den holder hoserne op på vinen, hvor man samlet får en vild smuk Mosel Riesling. 91 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Fritz Haag, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken GG, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Fritz Haag, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken GG, Mosel, TysklandSidst jeg drak vin fra Weingut Fritz Haag i Mosel, der var det også denne Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken Großes Gewächs. Dengang var det i en årgang 2018, men nu smager jeg 2020’eren.

Som I måske ved, så er marken Brauneberger Juffer en stejl og sydvendt skråning på omkring 32 hektar. Den omslutter lige Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som er på 10,5 hektar og ligger på toppen med den bedste placering og på de stejleste skråninger.

Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken Großes Gewächs er lavet med de bedste druer fra marken, høstet manuelt og vinen er fermenteret på både rustfrie ståltanke og fuders … med omkring halvdelen i hver og lagret sur lie i en periode.

I næsen er der let antræk til lidt petroleum, men ellers fascineres med af en utrolig lethed, der næsten er æterisk. Der er lidt landlige elementer, knuste sten, tørt træ, papkasser, fennikel, æblemost og citroner, fersken, akaciehonning, vanilje og blomster.

Smagen er i starten let perlende, men det aftager hurtigt og afløses i stedet af en frisk frugt, der rank, klar og ren med sure citroner, nogle umodne grønne æbler, hyld, lemon og alt leveres alligevel blødt, lidt krydret og med denne lille kokette moselsødme. 93 point.

Forhandles hos Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7