Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2017 Bruno Giacosa, Roero Arneis, Piemonte, Italien

2017 Bruno Giacosa, Roero Arneis, Piemonte, ItalienArneis er en fabelagtig drue, og jeg blev betaget af druen, da jeg første gang smagte en vin på den. Nu smager jeg igen en vin på Arneis og endda fra en af de gode vinproducenter i Piemonte, nemlig Bruno Giacosa.

Vinhuset holder til i byen Neive og er oprindeligt grundlagt tilbage i 1890’erne af Carlo Giacosa og sønnen Mario Giacosa. Dengang solgte de det meste af den producerede vin til kunder i store 5 liters flasker, som var almindelig praksis i regionen.

Først efter Anden Verdenskrig fik Giacosa almindelig aftapning på vinflasker. På de første etiketter fra stod der også flot Carlo Giacosa & Figli, men det skulle nu imidlertid først blive 3. generation i form af Bruno Giacosa, som virkelig fik sat vingården på det internationale vinkort.

Bruno Giacosa begyndte allerede at arbejde i familieforetagendet fra en alder af 15 år og langsomt begyndte han at overtage produktionen.

Han begyndte at lave vin af indkøbte druer fra udvalgte vinmarker, og fik opbygget et netværk af avlere, som han mente havde de bedste druer til rådighed og som var dedikeret til at producere kvalitet. Han fremstillede sin første enkeltmarks Barbaresco i 1964

I løbet af 1960’erne blev Giacosa allerede betragtet som én af ​​de tre væsentlige vinproducenter af Barbaresco, sammen med Gaja og Produttori del Barbaresco.

I 1982 købte familien også Falletto vingården i Barolo, og senere tilkøbte de også yderligere marker. Bruno Giacose fik også tilnavnet Genius of Neive … geniet i Neive. Han var også kendt som Il Maestro … mesteren. En mand af få ord, men med en kæmpe viden om og indflydelse på vinproduktionen … han udtrykte sig kun i korte sætninger og foretrak i stedet at lade sine vine tale.

Bruno Giacosa er et af de få italienske vinhuse, som Robert Parker har givet de berømte 100 point. Parker har samtidigt udtalt følgende om Bruno Giacosa; A quiet and dignified winemaking genius in Neive and the least promotion-conscious winemaker in Italy who prefers to let his wines do the talking for him.

Giacosa var særlig berømt for sine Barbaresco og Barolo vine. I  Barbaresco ejes syv enkeltmarker. Det er Asili di Barbaresco, Rabaja di Barbaresco, Santo Stefano di Neive, Gallina de Neive, Montefico di Barbaresco, San Cristoforo di Neive samt Rio Sordo do Barbaresco.

I Barolo ejer Giacosa seks marker, nemlig Falletto di Serralunga d’Alba, Le Rocche del Falletto di Serralunga d’Alba, Rocche di Castiglione Falletto, Collina Rionda di Serralunga d’Alba, Villero di Castiglione Falletto, Bussia di Monforte d’Alba.

Herudover ejer Giacosa yderligere to marker, Valmaggiore di Vezza d’Alba og Basarin di Neiva, som giver druer til henholdsvis Nebbiolo d’Alba og Dolcetto d’Alba.

Siden 1990 har ønologen Dante Scaglione hjulpet vinhuset, og da Bruno Giacosa fik et slagtilfælde i januar 2006, så begyndte den 4. generation i form af Brunos datter Bruna Giacosa også at tage over, men Bruno blev ved indtil sin død i januar 2018.

Vinene fra Bruno Giacosa produceres ultra traditionelt, hvilket også gør, at der er tale om usædvanligt holdbare vine, der af mange karakteriseres som værende nærmest udødelige.

Der laves vine i 2 serier/labels, nemlig vine under navnet Bruno Giacosa, hvor druerne købes hos lokale producenter, og så vine under navnet Azienda Agricola Falletto – di Bruno Giacosa, som er vinene lavet med druer fra egne marker.

Opdelingen af produktionen i 2 forskellige labels startede i 1996 og er ret typisk i Piemonte. Det har  nemlig noget at gøre med skattelettelser for Azienda Agricola, dvs. flasker som produceres med druer fra egne marker.

Vinene fra egne marker laves endda i 2 niveauer med henholdsvis hvid eller rød etikette. De røde er Giacosas bedste vine og ekstremt sjældne, idet de kun produceres i endog meget små mængder blot to-tre gange på et årti.

Nå, men her smager vi altså en af Bruno sidste vine … en 2017 Roero Arneis, hvor druerne kommer fra marker omkring forskellige landsbyer i Roero-distriktet. Vinstokkene er mellem 15 og 22 år gamle og fra en række vinavlere, som i årevis har samarbejdet med Giacosa.

Vinificeringen sker i temperaturregulerede ståltanke, og vinen lagres efterfølgende i 4 måneder – ligeledes på stål – efterfulgt af en måned på flaske inden frigivelse.

Næsen er utroligt indbydende med fersken, melon, kvæde, citrus, urter, blomsterblade, kiks, vanilje, saltkaramel, bivoks, afbarkede grene, sandeltræ, en rulle Polo pastiller, tyggegummi, honning og mandler. Nice.

Smagen er langt mere afdæmpet end duften, meget blød og rund, ingen vild syre, medium surhed, har en vis fyldighed og mineralsk nerve, pænt med frugt, fersken, abrikos og man kan også nærmest smage lidt blomster. En rigtigt charmerende hvidvin, som slutter med pæn lang eftersmag.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 239,95 kr., mens prisen er 189,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Clos des Fous, Würm Cabernet Sauvignon, Cachapoal, Chile

2013 Clos des Fous, Würm Cabernet Sauvignon, Cachapoal, ChileMed næste vin er vi atter hos det chilenske vinhus Clos des Fous, for det er nemlig deres 2013 Würm Cabernet Sauvignon.

Clos des Fous har jeg skrevet om flere gange her på Houlbergs Vinblog, senest da jeg smagte deres 2015 Pucalán Arenaria. I det blogindlæg kan I læse mere om det chilenske vinhus og historien.

Würm er en nyere topvin fra Clos des Fous på Cabernet Sauvignon hovedsageligt fra Alto Cahapoal … den østligst beliggende vinregion i Chile med nogle af landets højest beliggende vinmarker. Den høje beliggenhed giver store temperaturudsving mellem nat og dag, og sikrer en fin friskhed i selv meget moden frugt.

Würm er lavet første gang i 2012 årgangen, men der kom de fleste af Cabernet Sauvignon druerne fra Alto Maipo, men havde også en lille andel druer fra Alto Cachapoal. I denne årgang 2013 er alle druerne så fra Cahapoal. Der er imidlertid slet ingen noter omkring produktionen, så vi spinger direkte i smagsnoterne.

Duftmæssigt har vinen en syrlig, bitter og mørk chokoladeagtig aroma, sødbrændte fade, dyb lakrids, fedme og mørke bær … masser af solbær, brombær og sorte kirsebær, store muskler, masser af eg og vanilje samt et bundt grønne urter.

Smagsmæssigt er stilen dog langt køligere end duften, og egentlig hurra for det, for det gør det samlede indtryk langt mere elegant og rent. Der er fortsat masser af solbær, en fyldig frugt, men vinen er meget tør og rank, mens tanninerne er bløde og pænt integreret.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Hewitson, Baby Bush Mourvèdre, Barossa Valley, Australien

2014 Hewitson, Baby Bush Mourvèdre, Barossa Valley, AustralienHewitson er et nyere vinhus, som ligger i hjertet af Barossa Valley på den historiske Seppeltsfield Road. Derfra smager jeres flittige vinblogger nu denne 2014 Baby Bush Mourvèdre.

Vinhuset er grundlagt i 1998 af Dean Hewitson, som i 1986 blev uddannet vinmager fra Australiens kendte vinskole Roseworthy Agricultural College. Derefter har han arbejdet og fået erfaring med vinproduktion i både hjemlandet og det meste af verdenen, bl.a. i  Bordeaux, Bourgogne, Champagne, Beaujolais, Rhône og Provence.

Derefter rejste han til Californien, hvor han bl.a. fuldførte sin Master indenfor vinproduktion, men han arbejdede hos huse i Santa Barbara, Napa Valley, Sonoma Valley, Monterey, Oregon og Washington State.

I 1998 etablerede han så – sammen med hustruen Lou – sin egen vingård i Barossa Valley og laver nu vine fra gamle vinmarker i primært Barossa, men har også et par enkelt vinmarker i Eden Valley, McLaren Vale og Adelaide Hills.

Til at hjælpe har parret også børnene Ned, Henry og Harriet. Og sammen har familien bygget en moderne vingård med en produktion med vægt på bæredygtighed, bl.a. solenergi, genanvendelse af vand og naturlig biodiversitet i markerne.

Perlen blandt vinmarkerne er Hewitsons Old Garden, en gammel vinmark med Mourvèdre vinstokke plantet  i 1853 af Friedrich Koch. Det er en vinmark, som har overlevet både oversvømmelser, brande, hungersnød og den verdensomspændende phylloxera epidemi. Det er således en af verdens ældste vinmarker.

Dean har da også taget nogle aflæggere af vinstokkene fra den gamle mark og bl.a. anvendt til anlæggelse af marken Baby Bush Vineyard, hvor stokkene i dag dog alene er omkring 15 år gamle.

Men her smager vi netop en vin med druer fra Baby Bush Vineyard, hvor druerne bliver delvis afstilket efter høsten. Vinen er så lavet med maceration og gæring over 2 uger med remontage og punch-down dagligt. Derefter er vinen lagret 15 måneder på franske barriques … brugte fra  topvinen Old Garden.

Der laves årligt 24.000 flasker af denne vin … stensikre 5 houlbergske fingre og endda med pil op.

I næsen er det en syrlig, dekadent bærduft, bondsk, animalsk, landlig aroma. Det er hestestald, mødding, blæk, grafit, meget saftig med en hulens masser saft, blåbær, kirsebær, jordbær, nelliker, urter, rosmarin, skovbund og jord. Virkelig syrlig og saftig næse.

Smagen er monster saftig med en smule saftevandsfølelse, lidt peber, masser af tæt, fed og moden frugt, meget fløjlsagtig med fed krop, lidt marmelade, eg og sødme. Tanninerne er også både fede, modne og bløde.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 180 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Manoir de la Tête Rouge, Chapitre, Loire, Frankrig

2012 Manoir de la Tête Rouge, Chapitre, Loire, FrankrigVed besøg hos vinbuddy Jan smager man altid spændende og udfordrende vine og der smagte jeg også denne ældre Chenin Blanc baserede biodynamiske vin 2012 Chapitre fra vinhuset Manoir de la Tête Rouge.

Vinhuset ligger i den nordlige del af den lille by Le Puy Notre Dame og er oprindelig grundlagt til i 1649. I dag drives vingården af Guillaume Reynouard, som overtog stedet i 1995. På det tidspunkt var markerne forfaldne og havde ikke været passet i over 30 år, men allerede i 1998 fik Guillaume markerne certificeret økologisk og siden 2010 er alt drevet biodynamisk.

Samlet har Guillaume 13 hektar ler- og kalkstenholdige vinmarker under appellationen APC Saumur. De giver bases for en række vine … samlet pt. 11 forskellige vine, herunder altså også denne Chapitre, som er en ren Chenin Blanc baseret vin.

Vinen er selvfølgelig lavet efter de rigtige biodynamiske opskrifter, bl.a. med brug af gødning af jorden ved ned gravning af kohorn med silica planteekstrakter både i forår og inden høst. Efter høsten så presses druerne i vinpressen over 4 timer, hvorefter fermenterting sker i store 600 liter demi-muid egefade. Der tilsættes ingen svovl under fremstillingen og alene en knivspids ved aftapning. Der er alene lavet 2.400 flasker af denne vin.

Næsen er urtet med både stikkelsbær, hyben og mit. Derudover lidt pærer og fersken, men meget afdæmpet. Der er en god modenhed i frugten, et lidt oxideret præg, lidt nødder og en smule eg.

I munden er der lidt saftevand over vinen, for den er meget syrefattig, men utroligt læskende. Den er imidlertid meget smagfuld med stor intensitet og kompleksitet. Der er fersken, pærer og samtidig lidt nødder. Lækker vin.

Forhandles herhjemme af Rosforth & Rosforth, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, TysklandWeingut Wöhrles basis Spätburgunder har jeg tidligere smagt i årgang 2016 og 2017 … og alle gode gange 3 smager jeg nu vinen igen i årgang 2018.

Det er en særdeles habil basis Spätburgunder og 2016’eren fik således 4,5 fede fingre og 2017 fik 5. Så må vi se, hvordan denne 2018 fra det varme år klarer sig.

Weingut Wöhrle har jeg skrevet om flere gange … det er jo det vinhus, som drives af Markus Wöhrle, som tidligere har arbejdet som stedfortrædende vinmager hos Hans-Günter Schwarz på det prestigefyldte vinhus Müller-Catoir.

Markus har lavet denne basis Spätburgunder med druer fra en række af husets egne marker. Vinen har fået 10 dages maceration inden gæring, hvorefter den har lagret 10 måneder på store gamle træfade.

Næsen er forholdsvis dyb og som 2017’eren pænt mørk, pænt dyb med sorte kirsebær, hindbær, granatæbler, grafit, babybræk – på den gode måde – nogle ristede noter, egetræ, kanel, nelliker. Der er ikke den klassiske animalske næse, som 2017’eren viste, men en meget luftig, maskulin, mørk aroma med lidt bassesødme.

I munden er vinen fyldig, saftig og frugtrig med lidt bitterhed, nærmest syrlig bitterhed, syrlige kirsebær, nogle grønne elementer, peber, jern og en smule stærk. Det fyldige og saftige sikrer dog en venlig, god og rund Spätburgunder … og ligner næsten de forrige årgange med lidt variation. Vi balancerer lige mellem 4,5 og 5 houlbergske fingre.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Mimosa Wines, Natus MMX Reserve, Western Cape, Sydafrika

2015 Mimosa Wines, Natus MMX Reserve, Western Cape, SydafrikaEn lille sydafrikansk smagning bød også på et gensyn med Mimosa Wines aka Mimosa Lodge & Wines, og Hans fra importørfirmaet Lesedi Wines serverede denne 2015 Natus MMX Reserve blindt.

Det er et bordeauxblend lavet på 44% Cabernet Sauvignon, 34% Merlot, 11% Petit Verdot samt 11% Malbec … alle fra flere små parceller ved foden af Langeberg Mountains og selvfølgelig høstet med håndkraft. Bernhard Hess og vinmageren Lourens van der Westhuizen har lavet vinen i et meget begrænset antal, alene 380 kasser med 6 flasker svarende til 2.280 flasker, men langt de fleste bruger Bernhard Hess selv i sin egen restaurant.

Næsen har også klare Bordeaux referencer, masser af solbær, blæk, muldjord, lakrids, vanilje og krydderier …. samt en lidt animalsk og landlig side.  Der er skam også en smule cigaræsker, så dér er de bordeauxfile referencer også spot on.

I munden bliver vinen ikke overfed, men den har i stedet en god, syrlig frugt, klart fadpræg og stor tørhed. Det giver vinen en klar og fin rygrad. Derudover er tanninerne bløde og godt integrerede.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Neethlingshof, The Owl Post Pinotage, Stellenbosch, Sydafrika

2016 Neethlingshof, The Owl Post Pinotage, Stellenbosch, SydafrikaDet sydafrikanske vinhus Neethlingshof bliver ved med at dukke op … i glasset er det denne gang husets 2016 The Owl Post Pinotage.

Vinhuset skrev jeg en del om, da jeg smagte deres bordeaux-inspireret 2015 The Caracal. I det blogindlæg kan du læse mere om Neethlingshof og hele historien om huset.

Men nu er det altså deres vin på den elskede og hadede Pinotage drue. Den er jo egentlig Sydafrikas nationaldrue og skabt i 1925 af professor Abraham Izak Perold via en krydsning mellem Pinot Noir og Cinsault. I Sydafrika kaldes Cinsault for Hermitage, hvor navnet Pinotage således er en kombination af de 2 druers navne.

Pinotage minder dog hverken om Bourgogne eller Rhône og nogle kritikere mener i stedet, at Pinotage dufter af acetone, maling eller brændt gummi. Jeg er ikke selv den store Pinotage elsker, men nogle vine hæver sig alligevel over gennemsnittet … og det er denne The Owl Post Pinotage et godt eksempel på.

Druerne er høstet medio februar måned 2016, hvorefter der sker afstilkning og knusning af druerne. Fermentering sker i store rustfrie ståltanke med tilsat gær. Midt i selve gæringsprocessen overføres vinen til 300 liters franske og ungarske egefade, hvor de alkoholske gæring fuldføres efterfulgt af malolaktisk gæring. Derefter lagrer vinen 15 måneder i egefadene inden aftapning på flaske. Der er restsukkerindhold på 3,1 gram pr. liter.

Duften er fed og fyldig med masser af lakrids, både engelsk og finsk lakrids i store mængder, marmeladetyk brombær, grafit, rågummi og samtidig pænt egepræg med vanilje, kanel, kaffe, kakao, toast, røg, tør jord samt en smule sød tobak. Det er virkelig en god næse, som mange vil elske, og noten af rågummi forstyrrer slet ikke så meget, som man ellers vil kunne frygte.

Smagen er meget blød og cremet med sort, mørk frugt, meget ren, stringent smag, ja faktisk masser af smag, lidt mørk chokolade bitterhed og sødme.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, Ahr, TysklandFra 2 til 1 … for næste vin i glasset hos Weingut Adeneuer var hans 2016 J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, hvor der alene anvendes de bedste druer fra vinhuset marker … eller i hvert fald de druer, der ikke anvendes til enkeltmarksvinene.

Druerne er høstet med håndkraft ved 103° Oechsle, hvor Adeneuer finder koncentrationen størst. Vinen er så lavet med spontangæring og med så kold maceration som muligt. Vinen er lagret 18 måneder, men nu på en kombination af både brugte og nye 225 liter barriques. Der er 1,4 gram restsukker pr. liter i vinen og vinen er aftappet ufiltreret.

Man kan allerede i næsen godt mærke, at vi nu er steppet et par skridt op, for næsen er nu virkelig klassisk Ahr, røget og med nogle grønne noter. Næsen byder derudover på friske bær, lyse kirsebær, hindbær og lidt mørkere bær, meget fast og moden i frugten, syrlig, mineralsk og måske endda med lidt tobak og krydderier.

Smagen er blød, cremet, fast … meget frisk i frugten, ung, streng, syrlig og mineralsk. Det er en let og delikat vin, hvor lidt mentol, salte mineraler og fast syre dominerer. Det smager vildt godt og også en tak bedre end foregående … selvom det måske ikke er meget, så det bliver 5 houlbergske fingre med pil op.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, men denne er ikke i sortimentet. På vingården koster en flaske 25€ … svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 2 Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 2 Spätburgunder, Ahr, TysklandNæste vin Frank Adeneuer skænkede os, var hans 2017 J.J. Adeneuer No. 2 Spätburgunder og altså igen et step op på den røde kvalitetsstige hos Weingut Adeneuer.

Vinen er lavet nogenlunde som foregående vin, altså med druer fra forskellige marker, høstet med håndkraft og lavet med en spontangæring og med så kold maceration som muligt. Vinen er også lagret 18 måneder, men nu alene på 225 liter barriques, som kun er anvendt én gang tidligere. Der er 1,2 gram restsukker pr. liter i vinen.

Næsen er måske en anelse mere kompleks her end hos forrige vin, men også en kende mere mørk og med større bundtræk. Frugten er kirsebær, hindbær og vinen virker lidt røget med spæk, bacon samt grøntsagsfond, mens egefadene slet ikke er så tydelige, men blot viser sig sagte frem sammen med lidt mineraler.

Smagen er moden, cremet og rund … og selvom mange af smagsnoterne fra sidste vin går igen, så er det på en noget mørkere facon, hvorved vinen slet ikke bliver så feminin, men har mere styrke og kraft, mere marmelade, selvom det selvfølgelig fortsat er en let og delikat vin. Absolut en lækker lille sag.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, men denne er ikke i sortimentet. På vingården koster vinen 24€ … svarende til 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer Spätburgunder, Ahr, TysklandDenne 2017 J.J. Adeneuer Spätburgunder er nok bedste value for money køb hos Weingut Adeneuer og én af de vine, som jeg absolut skulle købe med hjem, selvom pladsen i bilen efterhånden var noget udfordret … for nu at sige det pænt.

Druerne til J.J. Adeneuer Spätburgunder kommer fra flere af Adeneuers marker og igen er vinen lavet med spontangæring og med så kold maceration som muligt. Lagringen er en tand længere end ved foregående vin, nemlig 18 måneder … halvdelen i brugte fuders og den anden halvdel i brugte barriques. Der er 1,3 gram restsukker pr. liter i vinen.

Næsen er spot on … let, lys, luftig med lyse bær, hindbær, ribs, lyse kirsebær, lidt gærede i udtrykket og samtidig med et svagt fadpræg med en lille smule kanel, fin inderlighed, lidt røg og et lille mineralsk islæt. Nice.

Smagen er bare så ren og fin, virkelig sart og delikat, samtidig rank og stringent, fin og med et blidt tanninbid. Det er bare let, feminint, drikkevenligt og har en vild flot balance … virkelig imponerende af nærmest en billig basisvin.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, hvor en flaske koster 179 kr., men pt fås på tilbud til 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7