Med sommerferien tæt på besluttede vi at tage et smut forbi Brdr. Kochs restaurant “Det Glade Vanvid” i Århus. Jeg har for en del år tilbage smagt mad én enkelt gang fra de to brødre, som i dag er blevet til 3, og jeg anvender ofte deres kogebøger i køkkenet derhjemme, så en tur til deres restaurant på havnen i Århus har længe stået på min ønskeseddel. Brødrene har senest haft stor succes med deres Restaurant Det Glade Vanvid, som de selv markedsfører med ordnene:
Spørg dem selv… hvornår de sidst har sat Dem til rette, i et arkitekttegnet lokale med designer møbler, super akustik & den dejligste havudsigt. Samtidig fik De 4 serveringer af 3 af danmarks dygtigste kokke med dertilhørende aperitif og minimum 7 vine ad libitum efterfulgt af kaffe/ the med cognac. Hertil skal lægges en masse godt brød, stemningsfyldt musik fra højtalerne, store tjenersmil, kokkefortællinger “nogle af dem er løgnhistorier” og hyggelig løssluppen stemning til den vanvittige lave pris af 445,- kr.
Det findes ikke andre steder i kongeriget…., og det er vi så stolte af…
Så det skulle selvfølgelig prøves. Og det blev en god oplevelse, selvom der også er et par enkelte ting, som trækker en smule ned i den samlede bedømmelse.
Vi startede præcis 18.30, hvor dørene blev åbnet og 110 forventningsfulde gæster strømmede ind i restauranten. Lidt overvældende og det kommer nemt til at virke en smule forceret, idet alle skulle placeres og “forestillingen” gå i gang. Samtidig er det rigtigt mange mennesker at stoppe ind i det lille rum, og man kommer til at sidde meget tæt … også en anelse for tæt, hvis du spørger mig, og det kan godt være svært at snakke roligt hen over bordet.
Når det så er sagt, så kan de sgu lave mad … de brødre, for det er god mad. Man henter selv brød og olie … smager fantastisk. Brødet var med noget fenikkel, timian krydring, og helt i særklasse, og der var 3 forskellige olier med tomat/timian, chili/lime/koriander og den sidste med karry … som jeg lige husker det.
Man henter også selv vin i vinbaren, hvor der denne aften var 2 hvide, en rosé og 3 røde vine + en dessertvin. Kvalitetsmæssigt ganske fornuftige vine, pris i detail omkring 70-80 kr., hvilket vel er ganske okay i en ad libitum bar. Vi drak ikke så meget, fordelt med passende til fruen og næsten intet til mig, da jeg skulle køre hjem.
Fra vinbaren nød jeg følgende vine:
- 2011 Pangolin Vineyards, Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika
- 2011 Weingut Muenzenrieder, Zweigelt Rosé, Burgenland, Østrig
- 2010 Corinto Wines, Syrah, Central Valley, Chile
Her lige de retter, som vi nød denne aften:
Appetizer
Til appetizer fik vi en letgeleret gazpacho suppe med pickles på middelhavs grøntsager, hvidløgscroutonser, syrnet fløde & koldpresset olivenolie. Hertil en rød og sød Spumante … producent ukendt, men den smagte okay, og fint med en sød, mousserende vin på en varm sommerdag. Appetizeren var i særklasse … godt med bid i og meget smagfuld.
Forret
Forretten var måske nok – for mig – aftenens bedste ret, og bestod af liflig creme på koldrøget laks & asparges med hyldeblomst syltet gulerod, kinaradisse & bælgærter i dildcoulis, maltkiks med dip på pocherede æggeblommer, radisser & karse. Måske lidt fed i det, og ikke det bedste for min kur, men det smagte himmelsk, og den valgte vin, en 2011 Pangolin Vineyards, Chardonnay fra Sydafrika havde friskhed nok til at klare cremerne. Kunne måske være lidt nervøs for, at Chardonnay var en for fed vin til retten men det gik fint.
Hovedret
Hovedretten bestod af unghane på 2 måder som dampet bryst & egen salat med champignon & slikporrer, mousseline på nye danske kartofler med tørsaltet bacon, råsyltede rabarber & sauce med bløde løg & persille. Bestemt også en fin ret, og specielt fungerede det rigtigt godt med de råsyltede rabarber i saucen, mens jeg måske ikke var så meget for den kolde unghanesalat i butterdejs-tarteletten, mens fruen havde det omvendt. Sådan er vi jo lidt forskellige. Som tilhørende vin havde jeg valgt en 2010 Corinto Wines, Syrah fra Chile, som dog ikke gjorde meget væsen af sig. Her kunne jeg godt have drømt om lidt italiensk syre som modspil til den kraftige, fede løg/rababersauce.
Dessert
Desserten bestod af en dejlig svampet kage med ahornsirup & karameliserede majs & fennikelfrø, brombær-lakridsis, hindbærcoulis & råmarinerede jordbær med vaniljeguf & melisse. Der var også et par kandiserede popcorn, som jeg ikke synes passede ind … og jeg var heller ikke så vild med majsene, selvom de var karameliserede og det dermed retfærdiggjorde tilstedeværelsen i retten. Bortset fra det en flot dessert, selvom lakridssmagen måske ikke var særligt fremtrædende i isen. Men jeg var også godt mæt på dette tidspunkt … og varmen i lokalet var steget gevaldigt. Der blev serveret en lys dessertvin … portvin … men nippede kun til den … så ingen anmeldelse heraf. Jeg skulle køre hjem. I stedet nød jeg et par glas hjemmelavet hyldesaft.
Til prisen på 445 kr. pr. mand er det et super måltid. Læg heri søde tjenere, som fortalte os om hver ret, tilbud om en avec eller Bailey til kaffen … hvilket vi dog sagde pænt nej tak til, og en flot udsigt over det charmerende havnemiljø, ja er Det Glade Vanvid bestemt et besøg værd. Men næste gang snupper vi det en dag, hvor der kun er halv så mange besøgende, hvilket typisk vil være en hverdagsaften … det må give mere albuerum.