2010 Weingut Reverchon, Riesling Cremant Brut, Mosel, Tyskland

2010 Weingut Reverchon, Riesling Cremant Brut, Mosel, TysklandJeg har også smagt Weingut Reverchons top mousserende vin, nemlig denne 2010 Riesling Cremant Brut, som endda af det tyske vinmagasin Vinum blev kåret som Bester Deutscher Sekt 2018.

Der står Cremant, hvilket vi jo egentlig forbinder med Frankrig, da det jo også stammer derfra, men siden 2009 har det også været lovligt at anvende samme betegnelse i Tyskland for Sekt aka Schaumwein. Og det har Weingut Reverchon også benyttet sig af ved denne 2010 Riesling Cremant Brut.

Det er som forrige lillesøster en vin lavet på Riesling fra husets skiferholdige marker og har nu næsten 10 år på bagen siden høsten, en fermentering af basisvinen med spontangæring, og andengæring på flaske i 24 måneder. Vinen har 7,4 gram restsukker pr. liter.

Åhhhh … det dufter godt, her er det både svag petroleum, gæret frugt, æbler, melon, fersken, svedig og inderlig, pirrende, æggende og endda tirrende med kridt- og kalkholdige noter, nødder samt en smule timian. Med mere luft i glasset bliver benzin- og petroleum dampene mere vage og utydelige.

I munden en god cremet mousse … meget behagelig med grønne æbler, pærer, fersken, ganske tør med en kalkagtig samt svagt bitter grape note. Der er – ligesom hos lillesøsteren og vel Mosel generelt – oss’ lidt sødme, men her ikke så udtalt. Der er dog i stedet en langt større dybde, men på et utrolig let måde. Det en mild, diskret samt endda tilbagetrukken vin, luftig og ren som tågeskyer med englesødme.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Weinhaus Bettina Schumann, Blauer Spätburgunder Haute Volaute, Baden, Tyskland

2015 Weinhaus Bettina Schumann, Blauer Spätburgunder Haute Volaute, Baden, TysklandWeinhaus Bettina Schumann ligger i Bahlingen i det smukke Kaiserstuhl. Den unge winzerin med hang til sko står bag denne Blauer Spätburgunder Haute Volaute … berlinernes måde at sige Haute-Volée om det finere selskab.

Bettina Schumann er nu ikke vokset op i det finere selskab eller i en vinfamilie, men er dog fra Berlin. Da hun var små 12 år gammel smagte hun – på ferie med forældrene i Italien – en Vin Santo fra 1905 og blev begejstret over, at en så gammel vin kunne indeholde så megen friskhed … og det blev starten for den unge piges interesse for vin.

I stedet for neglelak eller teenageblade, så brugte Bettina sine lommepenge på vin eller litteratur om vin, så da hun senere skulle vælge uddannelse, så tog hun selvfølgelig – uden betænkning – til Geisenheim, hvor hun uddannede sig til ønolog.

Så læste hun efterfølgende videre på universitetet i Udine, hvorefter hun i 2009 blev vinmager hos Weingut Zimmerlin i Kaiserstuhl.

Men Bettina ville selv lave vine, så allerede i 2010 grundlagde hun sammen med Ralph M. Ropohl vinhuset Weingut Rabe i Freiburg, en lille garageproducent med burgundervine fra gamle stokke. Det projekt deltager Bettina fortsat i sideløbende med et job som vinkonsulent for andre vinproducenter.

I 2015 grundlagde Bettina så sit eget vinhus Weinhaus Bettina Schumann med base i Bahlingen am Kaiserstuhl. Hun ejer dog ingen vinmarker selv, men opkøber druerne fra en række udvalgte vinavlere og har nu en årlig produktion på 60.000 flasker.

Indtil videre har Bettina koncentreret produktionen på burgunder druerne, altså Grauer Burgunder, Weisser Burgunder samt Blauer Spätburgunder. Vinene producerer den unge vinmager i Endingen-Königschaffhausen i det tidligere St. Katharinen-Kellerei, som indstillede deres produktion og lukkede tilbage i 2012.

Og så har hun kombineret vinproduktionen med en anden af hendes passioner … sko og gerne røde sko. Etiketterne på alle hendes vine er nemlig forskellige sko med en sko til hver vin. Bettina siger selv, at de røde sko er hendes families våbenskjold. De røde sko er basisvinene og de brune sko er topserien.

Her er skoen brun … en fin damestøvle, hvor druerne kommer fra Kaiserstuhl marker med vulkansk undergrund og er så lavet med maceration i 10 dage med 50% hele drueklaser, spontangæring i åbne, små kar. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på 400 liter egefade og efter aftapning på flaske yderligere 12 måneder.

Sød animalsk kostald med nelliker, gran, blæk, bitre kirsebær, tranebær, kanel, vanilje, røg, en smule mælkechokolade, meget frisk og krydret … med lidt Baden Spätburgunder varme, sødme og fylde.

I munden er vinen egentlig meget behagelig … har måske lidt rigelig med alkohol og en lidt speciel candyfloss-sødme, men egentlig frisk frugt, lidt hvid peber, jordbær, ribs og rabarber.

Købt i Tyskland for 22,50€ … svarende til 168 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2012 Giulia Negri, Langhe Pinot Nero La Tartufaia, Piemonte, Italien

2012 Giulia Negri, Langhe Pinot Nero La Tartufaia, Piemonte, ItalienVed Distintos branchesmagning på Domestic i Aarhus smagte jeg en Barolo fra den unge, smukke Giulia Negri. Mads fra Højbjerg Vine spurgte, om jeg også havde smagt Giulias Pinot Noir vin, der i hans bog er ret fantastisk? Det havde jeg lille uoplyste ignorant imidlertid ikke … men det råder jeg så bod på nu og har Langhe Pinot Nero La Tartufaia årgang 2012 i glasset.

Og F U C K det smager godt. En kosmologisk, ujordisk fætter-kusine-sammensmeltning af Barolo og Bourgogne … men det skal jeg selvfølgelig nok alt sammen vende tilbage til om lidt.

Lad os først kigge nærmere på denne Langhe Pinot Nero La Tartufaia, hvor druerne kommer fra marker tæt ved Serradenari … Barolos eget bjerg, hvor den højeste beliggende vinmark Marassio ligger i 530 meters højde. Giulia har kaldt vinen La Tartufaia, som  som betyder trøffeljæger, da området ved Serradenari er rig på trøfler … som den søde Barologirl og hendes crew også løbende bruger tid på at finde.

Det er fra de køligste og nordvendte marker ved Serradenari, at Giuia dyrker Pinot Noir i 530 meters højde. Giulia Negri er nemlig kraftigt inspireret af Bourgogne, og har tidligere arbejdet i området, så det er vel blot naturligt, at hun prøver kræfter med druen.

Hendes Pinot Noir druer kommer fra stokke som er podet med de burgundiske kloner 777 og 837 samt  klon 131 fra Trentino. Vinen er lavet med spontangæring med druernes naturlige gærceller i store, kegleformede kar over 25 dage. Efter endt fermentering har vinen lagret 14 måneder på en kombination af 228 liters bourgognefade og 350 liters letristede tonneaux af fransk egetræ.

Herlig lys og transparent i glasset med nogle brune og orange nuancer som ædel Spätburgunder eller Bourgogne. Næsen er lyse, modne bær og den læner sig klart mere mod Bourgogne end imod Tyskland. Det er næsten også som om, at vinen har Barolo i blodet, ædelhed, modenhed, gammelt træ, mælkede noter, lidt jordbær, rabarber, ædel æteriske olier, mentololie, tigerbalsam, ristede nødder, gamle aviser … av, hvor er det lækkert.

I munden er vinen let, lys og levende saftig … det er cremet, elegant og modent på den absolutte lette facon. Der er i min bog et vellykket og smukt gadekryds mellem Barolo og Bourgogne … en køter, hybrid, bastard, men for fanden, hvor er det elegant. Det er lyse bær, svage og modne tanniner, og hvor smager det fremragende. Det glider behændigt igennem svælget og bringer dig lykkesaglig glæde.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyere årgang koster 279 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7   

2018 Fontanafredda, Moscato d’Asti, Piemonte, Italien

2018 Fontanafredda, Moscato d'Asti, Piemonte, ItalienSelvom næste vin har ægte piemontiske gener og en form som et Stinger varmesøgende missil, så efterlader det ikke et stort hul efter detonation. Jeg snakker om denne Moscato d’Asti fra Fontanafredda i Serralunga d’Alba.

Historien om Fontanafredda startede allerede tilbage i 1858, hvor ejendommen blev købt af Vittorio Emanuele II som en gave til hans elskerinde Rosa Vercellana, som også kendt som La Bela Rosin. Senere blev gården overtaget af deres børn Maria Vittoria og Emanuele Alberto, som var greve af Mirafiori og Fontanafredda.

Det var dog først omkring 1867-1870, at man begyndte at lave vin på Fontanafredda og vingården var faktisk blandt de første til at lave Barolo vine. I perioden efter 1878 opkøbte grev Emanuele Alberto over 300 hektar vinmarker og skabte en hel by med egen kirke og skole et par kilometer nord for Serralunga d’Alba.

Da Emanuele døde i 1894 blev driften overtaget af hans søn Gastone og i 1918 nåede vingården sin absolutte højdepunkt med stor produktion og salg, over 200 ansatte og hele 40 familien bosiddende ved godset.

Men allerede 10 år senere startede nedturen, da alle markerne i 1928 blev ødelagt af phylloxera vinlus udbredelsen i Europa …  den værste katastrofe i vinens historie. Derefter kom den økonomiske depression, som startede i USA, men også ramte Fontanafredda, der i 1931 måtte opgive fortsat drift og blev overtaget af Monte dei Paschi di Siena Bank, som har ejet vinhuset indtil 2009.

Der kom ejerskabet igen på piemontiske hænder, da det blev købt af et joint-venture mellem forretningsmanden Oscar Farinetti, der ejer en stor supermakedskæde i Piemonte, Luca Baffigo Filangieri samt en kapitalfond, der også ejer en pæn andel af Monte dei Paschi di Siena Bank. Det estimeres, at vinhuset har en værdi på omkring beskedne 90 millioner euro.

Men det er også et pænt stor vinhus i Piemonte med ikke mindre end 122 hektar jord, hvoraf de 10 ligger i byen, hvor vinhuset har deres hovedsæde, mens 12 hektar er skov og 100 hektar vinmarker, hvoraf de 78 hektar ligger omkring Fontanafredda.

De laver alle typer vin … lige fra Barolo’er til billige mousserende vine som fx denne 2018 Moscato d’Asti, der er på 100% Moscato og først lavet med blid presning og efterfølgende gæring i ståltanke, hvorefter andengæringen sker i autoklave tanke efter charmat metoden ved lav temperatur. Vinen har beskedne 5% alkohol.

Næsen er virkelig sød … sådan med muskat, sukker, nøddet aroma samt en lidt kunstig aroma, som jeg slet ikke kan placere. Faktisk er der ikke ret megen duft i vinen … udover en slags kunstig sødme.

I munden er der blide bobler, men – for pokker – hvor er det sødt, og mere sukkervand end vin, eller måske mere saftevand med rigeligt sukker og så ganske svag alkohol. No go for jeres eller tålmodig vinblogger.

Forhandles i Coop supermarkeder, hvor prisen er 69,95 kr., mens en kasse med 6 flasker koster 390 kr.

Vinanmeldelse 2/7 

2017 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Chardonnay Grande Réserve, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Chardonnay Grande Réserve, Pfalz, TysklandNu smager den  – i denne tid – halvflittige vinblogger endnu en vin fra Weingut Bernhard Koch. Sidst blev jeg overrumplet og duperet af hans Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir, men falder nu igen på halen over en Hainfelder Letten Chardonnay Grande Réserve.

Bevares … Kochs vine er måske ved nærmere eftertanke til den lidt opulente og ekstraherede side med masser af fad, men for pokker de smager godt. Det gælder også denne 2017 Hainfelder Letten Chardonnay Grande Réserve, som selvfølgelig er lavet på druer fra marken Hainfelder Letten.

Vinen er lavet akkurat som Kochs Hainfelder Letten Chardonnay Réserve bl.a. med 8 måneders lagring på barriques, blot er Grande Réserve lavet af de allerbedste fade.  Vinen har her i årgang 2017 omkring 1,1 gram restsukker pr. liter.

BOOM … oliefedtet, cremet, opulent og total smørfed næse, men hvor er den tiltrækkende. Der er fed tropisk frugt, mango, papaya, ananas, banan, masser af fad, vanilje … pænt med vanilje, lidt ristede nødder, eksplosiv, tyk og selvsikker pralende, men samtidig med en lille pirrende syre, som sikrer du fastholder emhætten aka næsen nede i glasset længere tid end forsvarligt.

I munden er vinen også cremet, blød, olieret og smørfed, men syren får her en større rolle end i duften, for vinen fastholder en smuk core og rank ryg … en smuk holdning på en atletisk kvinde iført en virkelig stramsiddende kjole med bar ryg, hvor man kan se, at træningen er fuldt og nu bærer frugt. Vinen har en ren og frisk smag … let smittet med vanilje, svage egenoter, tropisk frugt og velsmag.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 279 kr., men kan i øjeblikket fås på tilbud til 229 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Weingut Reverchon, Saar Riesling Brut, Mosel, Tyskland

N.V. Weingut Reverchon, Saar Riesling Brut, Mosel, TysklandJeg har smagt en række vine fra Weingut Reverchon i den lille by Filzen ved Saar sydvest for Trier … alle smukke, krystalklare og livlige Riesling vine, som har imponeret. Men Reverchon laver skam også vaskeægte bobler eller Deutscher Sekt, som det korrekt kaldes. Her smager jeg hans N.V. Saar Riesling Brut.

Jeg skrev første gang om vinhuset, da jeg smagte deres 2018 Ockfener Bockstein Riesling Kabinett Feinherb. Der fortalte jeg historien om vingården, så det vil jeg afholde mig fra og så kigge nærmere på denne fine Sekt lavet efter den traditionelle metode med andengæring i flasken.

Det er 100% Riesling fra husets skiferholdige marker og en Non Vintage … altså uden årgang, selvom det formentligt er med druer fra årgang 2018. Basisvinen er først vinificeret på ståltanke inden andengæringen på flaske i 12 måneder.

Hvor den lige bruser og stikker i næsen ved første snif, men en virkelig dejlig duft. Det dufter klart ikke af champagne, for der er ikke toast og gærede noter, men mere tropisk frugt, fersken, melon, citroner, ristede nødder, blomster … florlet, Bamselineluftig og – havde hun været kvinde – sikkert også forfløjen.

Smagsmæssigt er vinen ikke så tør som forventet, men er i stedet klassens søde pige … hende med rottehaler og ternet nederdel med et sødt suk samt tiltrækkende læber. Vinen har dog også – når jeg nu kigger nærmere efter – hele 11,8 gram restsukker pr. liter og det kan smages. Der er dog også både syre og en lidt bitter grape til at holde sødmen i ørene og det gør de godt, for det er fint balanceret, således du får en lækker boblende, fint afstemt Deutscher Sekt. Det er bare læskende rart og er der nogen retfærdighed, så bør dette blive den mest populære vin denne sommer, når du får gæster og byder velkommen med mousserende vin på terrassen.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Schlör, Reicholzheimer First Spætburgunder R, Baden, Tyskland

2017 Weingut Schlör, Reicholzheimer First Spætburgunder R, Baden, TysklandWeingut Schlör er et lille familieejet vinhus, som ligger i den lille by Reicholzheim nær floden Tauber i Tauberfranken … i det nordøstligste hjørne af vinregionen Baden. Familien Schlör gør tingene på deres måde, elsker Schwarzriesling og staver Spätburgunder med et dansk Æ … som fx denne 2017 Reicholzheimer First Spætburgunder R.

Weingut Schlör er reelt grundlagt i 1984, hvor Konrad Schlör sammen med sin hustru Monika overtog sine forældres gård og besluttede sig for at lave egne vine. Familien Schlör havde godt nok været vinavlere  i over 300 år, men havde igennem de seneste årtier alene leveret deres druer til det lokale kooperativ.

Samlet har Schlör familien 6,5 hektar vinmarker og de bedste marker er ubetinget Erste Lage marken Reicholzheimer First og Grosse Lage marken Reicholzheim Oberer First, hvor sidstnævnte mark ligger lige øverst i midten af First marken. First marken var oprindelig i gammel tid ejet af Bronnbach klosteret. Derudover har familien også lidt parceller på Satzenberg marken, der også er en stejl mark i Tauber-dalen.

Det meste af First marken blev egentlig ødelagt i det 19. og det tidlige 20. århundrede og først genopbygget i 1930’erne. Marken ligger i læ af Odenwald bjergkæden og var allerede kendt som en fremragende vinmark tilbage i 1476.

Der bliver virkelig tørt om sommeren, så vinstokkene skal have deres rødder meget dybt ned i undergrunden, hvorfor vinene fra disse marker derfor typisk også bliver meget mineralske.

Der dyrker Schlör familien sorterne Müller-Thurgau, Riesling, Silvaner og Weißburgunder samt de røde sorter Spätburgunder, Dornfelder og Schwarzriesling. Specielt Schwarzriesling – som vi også kender som Pinot Meunier eller Müllerrebe er en drue, som ikke får meget opmærksomhed i Tyskland og generelt laves der ufattelig få vine på ren Schwarzriesling.

Men det gør Konrad … og endda i så høj grad, at hans vine på Schwarzriesling får anmelderne til at nikke pænt anerkendende. Hans dyreste topvin Fyerst 1476 Schwarzriesling R til 65€ er endda lavet på den specielle druesort.

Den store tyske – tykke og murstenstunge – vinguide Eichelmann Deutschlands Weine tildelte i deres 2016 udgave Schlör med prisen Beste Rotweinkollektion des Jahres for hans årgang 2014 vine. Og den anden betydende tyske vinguide Gault & Millau udtalte samme år, at Schlör laver burgundiske vine med stor udtryksevne og fint krydderi … men lad os i hvert fald nu kigge nærmere på én af vinene fra vingutten i Tauberfranken.

Reicholzheimer First Spætburgunder R er en Erste Lage vin, hvor druerne jo netop kommer fra den gamle, historiske mark og høstet manuelt med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet med klassisk fermentering og maceration, hvilket er efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 18 måneder på barriques.

I glasset er vinen ikke helt lys, teglfarvet og transparent … har lidt mere farve og fylde, hvilket også går igen i duften, hvor næsen byder på lidt mørkere aromaer, men megen uha-lækkerhed. Frugten er en blanding af jordbær og granatæbler, meget rank med nelliker, blæk, røg, modellervoks, klart fadpræg med eg, kanel, vanilje samt lette mælkechokolade noter.

Smagsmæssigt er det en kraftigere Spätburgunder … det er faktisk som om, at vinen stilmæssigt læner sig langt mere op af Franken end Baden, men Tauberfranken i Baden ligger faktisk også mere østligt end fx Churfranken i Franken … og det kan i den grad smages.

Stilen er klart mere mørk, hård og rustik, meget ren, direkte og fortsat let med en frugtrig smag med granatæbler, ribs, tranebær og hindbær, hård, kølig og stram, der er klart mere aggressive tanniner, røg, grannåle og så kommer der også en lille sødme, som giver vinen nogen balance og elegance endda. Vinbloggeren ligger sådan lige i underkanten af 5,5 supersoniske tommelfingre.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Weingut Krebs, Freinsheim Spätburgunder Trocken, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Krebs, Freinsheim Spätburgunder Trocken, Pfalz, TysklandLad os fortsætte i det tyske med mer’ vin, denne gang med en fin lille Freinsheim Spätburgunder Trocken fra Weingut Krebs, som ligger i byen Freinsheim i Pfalz.

Vinhuset drives – som navnet indikerer – af familien Krebs, nemlig Harald Krebs og sønnen, der jungwinzer … den unge vinmager Jürgen Krebs. Og det skaldyrsagtige navn fremgår også illustrativt – og spot on – afbilledet med en klo på både etiketterne og korkpropperne fra vinhuset.

Men der findes imidlertid mange Krebs’er, som laver vin i Tyskland. En hurtig søgning på nettet … wupti, så afslører der en række udover Harald og Jürgen, bl.a. Weingut Krebs i Binzen, Weingut Hans Karl Krebs i Neumagen-Dhron, Weingut Walter Krebs i Friedelsheim … blot for at nævne nogle få.

Weingut Krebs er et forholdsvis nyt vinhus, grundlagt i 1982 af Harald Krebs. I begyndelsen var der kun 7 hektar, men i dag dyrker far og søn samlet 13,5 hektar, fordelt med 60% hvide og 40% røde druesorter. De bedste marker er Schwarzes Kreuz, Oschelskopf, Musikantenbuckel og Goldberg.

Siden 2005 har det primært været Jürgen, som har haft ansvaret for produktionen. Jürgen Krebs har lært at lave vin flere steder, bl.a. hos Lucashof i Forst samt Knipser og Philipp Kuhn i Laumersheim. Han har også haft en praktik i Wachau hos Weingut Leo Alzinger og er derudover i 2008 uddannet vintekniker.

Vi smager her Jürgens Freinsheim Spätburgunder Trocken, som er en Ortswein … altså niveauet lige over Gutsweine aka basisvine. Den er selvfølgelig lavet med druer fra husets marker ved Freinsheim og høstet med lavere udbytte end husets basisvin. Efter fermentering er vinen lagret 14 måneder på fade, der har været brugt en og to gange før.

I næsen en dejlig svag animalsk kostald med sødme, kraft og godt svagt fadpræg med kanel, men ellers frisk frugt, tranebær, hindbær, ribs, mentol, te-blade, mineraler, røg samt lidt hvid peber. Det er meget comfort og dufter lækker indbydende.

Smagen er rund og saftig med en god balance. Vinen er ikke ultra let, for der er nogen tyngde, tæthed og kraft, men til gengæld er der fine og godt integrerede tanniner, lidt sødme, rund frugt og sammenlagt en rigtig fin Spätburgunder.

Forhandles af Bichel Vine. hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 110 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Karl Haidle, Stetten Riesling Schilfsandstein, Württemberg, Tyskland

2018 Weingut Karl Haidle, Stetten Riesling Schilfsandstein, Württemberg, TysklandJeg har smagt en del rødvine fra Weingut Karl Haidle, der ligger tæt på ruinerne af den gamle fæstning Yburg i den lille by Kernen-Stetten i Württemberg. Jeg har altid været imponeret af vinene, men har faktisk aldrig smagt nogle af hans hvidvine … men det gør jeg så nu med denne Stetten Riesling Schilfsandstein.

Sidst jeg smagte en vinfra Haidle, da var det hans flotte og imponerende 2016 Stettener Mönchberg Gehrnhalde Lemberger Großes Gewächs. Dengang skrev jeg også lidt om vingården, så læs det, hvis du vil vide mere om vinhuset og hele historien bag det.

Denne Stetten Riesling Schilfsandstein er lavet med druer fra marker øst for Stetten, hvor markerne har en meget mager jord med Schilfsandstein … aka en slags kalksandsten, som indeholder rester af fossiler, der går tilbage til triasperioden for mange millioner år siden. Den magre jord betyder også, at vinstokkene skal ha’ rødderne langt ned i jorden.

Anyway … Stetten Riesling Schilfsandstein er gæret i rustfrie ståltanke, men har efter endt fermentering været lagret en uoplyst periode sur lie – altså med bærmen – delvist i ståltankene og delvis i store egefade aka Großen Holzfässern. Vinen har 1,2 gram restsukker pr. liter.

I næsen lidt antræk til petroleum … nej, der er sgu petroleum allerede, grønne æbler, mirabeller, lemon, melon og grape. Vinen er meget let, luftig i aromaerne, meget indbydende … der er lidt muskat, svagt lidt spidskommen samt salte mineraler.

Smagen er meget rank, syrlig uden at blive sur, crisp, sprød med nogle kalkede elementer. Vinen er rank som ind i helvede, meget ren, masser af umodne æbler og citronsyre, som skærer lige igennem det hele på en streng og irettesættende måde. Dermed beviser Haidle også, at han skam godt kan lave sublim hvidvin.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Weingut Birgit Braunstein, Blaufränkisch Heide, Burgenland, Østrig

2016 Weingut Birgit Braunstein, Blaufränkisch Heide, Burgenland, ØstrigWeekendens vejr var fantastisk, specielt om søndagen. Der fik jeg mig sat udenfor under den overdækkede terrasse, beredt og bevæbnet med en cafe latte, et glas Blaufränkisch Heide fra Weingut Birgit Braunstein samt min bærbare computer.

Blaufränkisch er den af de østrigske rødvinsdruer – altså blandt de lokale St. Laurent, Blaufränkisch og Zweigelt – jeg synes allerbedst om. Netop i Burgenland i Østrig samt i  Württemberg i Tyskland – hvor tyskerne kalder druen Lemberger – laver de fremragende vine på Blaufränkisch.

Hos Birgit Braunstein hører denne Blaufränkisch Heide til serien Leithaberg – Sortenspektrum og druerne kommer selvfølgelig fra Heide marken, som ligger i Leithaberg-området, som er et af de steder, hvor sorten performer bedst.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med spontanæring og maceration over 18 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 1 år i barrique samt im großen Holzfass, altså store træfade.

Dyb flæsket aroma, en lækker mørk bærduft, brombær, blårbær, sorte oliven, peber, nogle balsamiske noter, masser af træ … både nyt træ og lidt gammelt træ som i husene i den gamle by … ikke nogen eksplosiv aroma, men sådan meget tilbageholdende.

Det er smagen imidlertid ikke – altså tilbageholdende – for vinen har en super friskhed og intensitet uden en stor tyngde. Der er derfor en rank, stringent, frisk og syrlig Blaufränkisch … endda saftig. Dermed følger Braunstein samme mønster som med de foregående vine … friske, ranke, slanke og syrlige vine med mineralsk bid. Det er en kirsebærsaftig vin. So nice.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., men vinen er i øjeblikket på tilbud til 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger