N.V. Puiatti, Blanc de Blancs Extra Brut, Friuli-Venezia Giulia, Italien

N.V. Puiatti, Blanc de Blancs Extra Brut, Friuli-Venezia Giulia, ItalienDet længe ventede byggemøde startede med lidt bobler … Non Vintage Blanc de Blancs Extra Brut fra Puiatti Vigneti, der ligger lidt udenfor byen Romans D’isonzo i det nordøstlige hjørne af vinregionen Friuli-Venezia Giulia.

Puiatti er i dag et af mange vinhuse ejet af Bertani, men er oprindelig grundlagt i 1967 af Vittorio Puiatti. De har samlet 60 hektar vinmarker, hvor de 10 hektar i Collio og 50 hektar i Isonzo … de to vigtigste vinområder i Friuli-Venezia Giulia.

Bertani Domains blev selv grundlagt i 2014 … samme år, som de købte Puiatti. I dag er flere italienske vinhuse ejer af det nu store Bertani Domains, nemlig huse som Bertani selvfølgelig, Val di Suga i Montalcino, Tre Rose i Montepulciano, San Leonino i Chianti, Fazi Battaglia i Marche og altså Puiatti.

Og Bertani familien er heller ikke længere ejere af Bertani Domains, selvom de fortsat sidder i ledelsen af foretagendet. I stedet er hele gruppen ejet af Angelini Estates … vindivisionen af koncernen Angelini Pharmaceutical Group.

Nå, men her smager vi altså en Blanc de Blancs Extra Brut fra Puiatti Vigneti … lavet på 100% Chardonnay, hvor druerne først er presset og derefter gæret til vin ved 12 grader i rustfrie ståltanke, hvor den så er lagret indtil flaskning med efterfølgende lagring på flaske i 24 måneder inden degorgering med 4 gram sukker.

Næsen har en lidt landlig kant, men byder ellers på tørgær, rugbrød, nødder, valnødder, marcipan, blomster … sådan lidt sur/sød uden den helt store tørhed. I munden er der masser af syre og bitterhed, mens boblerne ikke er særligt vilde, men fader hurtigt. Der er masser af grape og lemon … absolut godkendt.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i Italien koster en flaske 14€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

Byggemøde 23. maj 2020 … fedt at mødes igen

Corona krisen var skyld i aflysningen af det plansatte byggemøde sidst i marts måned, men nu – hvor landet så småt begyndte at åbne op igen – så forsøgte vi igen at gennemføre det, som skulle blive en stor italiensk aften med Falken som aftenens chauffør og stunt-driver.

Mens vi andre havde samlet lidt forråd på vores ellers veltrimmede kroppe under Corona dvalen, så havde Falken nemlig indsamlet en lille perlerække af vine fra det italienske land … de fleste dog medbragt til vor lille andedam fra sidste års ferie i Italien.

Dermed blev det ikke en aften med den sædvanlige blindsmagning, men i stedet havde Falken lavet et hæfte med et række spørgsmål om italiensk vin … for sådan en aften skal jo ha’ en vinder og en taber, selvom vi vinmæssigt denne aften alle blev vindere.

Falken havde nemlig samlet en række store italienske kanoner, der som højeksplosive flaske-til-mundmissiler lå klar til aftenens store brag af en smagning med navne som Giacomo Conterno, Elena Walch, Tignanello, Nervi og mange andre.

Men inden vi nåede så langt, så startede vi på den overdækkede terrasse med lidt spumate … 2 italienske mousserende vine fra både Bertanis vingård Puiatti i Friuli-Venezia Giulia og fra Ferrari Trento, så dermed blev aftenen startet med stil.

Derefter skulle vi indenfor, for på den madmæssige front havde Falken allieret sig med Bettina fra Lindes Køkkenliv med Sjæl, som havde lavet lidt … øhhh meget tapas til os, og de første retter var allerede klar til os suppleret af aftenens ene hvidvin, som for mig blev et glædeligt gensyn … en 2017 Staforte Soave Classico fra Graziano Prà i Soave, et vinhus jeg besøgte sidste sommer.

Lindes Køkkenliv med Sjæl havde givet den full throttle med en virkelig stor tapasmenu, hvor den ene efter den anden ret – med elegant hjælp fra Falken – kom flyvende ind. I får lige, spredt i et lille galleri, lidt fotos af de mange retter.

Et lille PS aka nota til mig selv … husk lige næste gang at tage edamamebønnerne ud af bælgen.

Undervejs startede Falken så sin konkurrence … Wine Tasting The Battle, hvor hver side med spørgsmål i hæftet passede til den vin, som vi var i gang med at smage, som fx ved hvidvinen med 2 tilhørende spørgsmål, nemlig;

I hvilken vinregion ligger Soave? Der var 3 valgmuligheder, nemlig enten Alto-Aldige, Friuli-Venezia Giulia eller Veneto. Derudover var spørgsmål nr. 2; hvad er hoveddruen i Soave med mulighed for at svare på Trebbiano Nostrano, Pinot Bianco eller Garganega.

Vinene

Og aftenens felt af rødvin startede med et par spørgsmål om Alto-Aldige, da vi vinmæssigt startede det store røde felt med en 2016 Pinot Nero Ludwig fra Elena Walch … sikke en start.

Samlet var det et virkelig respektindgydende felt, som bestod af en masse flotte vine. Falken havde allerede inden smagningen løftet et flig af sløret og afsløret, at vi skulle smage Barolo fra Conterno, så samlet set så feltet sådan her ud:

Det var alene vinen fra Graziano Prá, som jeg havde smagt tidligere, men der var sindssygt mange flotte vine, hvor specielt Walch, de to Barolo’er, Nervi, Barone Ricasoli, Tignanello og Gajas sicilianske Etna Rosso imponerede mig.

Som vanlig har jeg linket til mine beskrivelser og ratings af alle vinene fra aftenen.

Og hvor var det godt igen at mødtes … der var som altid masser af grin, voksenmobberier, vinsnak, alvorlige emner – ikke mange – og så selvfølgelig dårlige vittigheder og konkurrencen.

I konkurrencen afslørede Falken løbende – side for side – de rigtige svar og indsamlede pointene for hver omgang, vin for vin, spørgsmål efter spørgsmål og til sidst blev den endelig vinder fundet … selvfølgelig den mest nørdede af flokken … yours truly.

Efter det officielle program, så åbnede Falken endda et par flasker mere og det blev dermed sent, inden jeg mæt, tilfreds, småfuld, glad og opstemt vaklede hjem …. men en stor tak til Falken aka sjakbejsen for denne flotte aften. Klasse. Grado. Fantastico.

Og så godnat … og sov godt.

2018 Klitgaard Vin, Pinot Noir Précoce Nature, Fyn, Danmark

2018 Klitgaard Vin, Pinot Noir Précoce Nature, Fyn, DanmarkJacob Klitgaard er oprindeligt uddannet kok, projektleder og Foodarchitect. Han har været kok og køkkenchef på førende danske gourmetrestauranter og ligeledes oss’ arbejdet på 2 og 3 stjernet michelinrestauranter i Frankrig og England. Derudover har Jacob også en lille vingård Klitgaard Vin udenfor Sdr. Nærå sydøst for Odense.

Derfra smager jeres flittige vinblogger nu den nyeste årgang af Jacobs Pinot Noir Précoce Nature … med andre ord noget så unik og sjældent som fynsk Pinot Noir Précoce, som elegant kommer i en slank flaske og alene er lavet i eksklusive sølle 293 eksemplarer.

Jacob startede Klitgaard Vin som et hobbyprojekt., hvor han på markerne ved sit gamle fynske bindingsværkshus plantede en række forskellige vinstokke og kunne så et par år senere høste druerne til sine første vine.

I starten testede Jacob mange vinsorter og adskillige forsøgsvine er blevet udviklet siden 2005. Samtidig har Jacob løbende udvidet sine  vinmarker, således han i dag samlet har omkring 1.200 vinstokke, som dækker en kvart hektar med sorterne Pinot Noir Précoce, Solaris og Ortega.

Markerne har gennem de seneste mange år været drevet uden kunstige sprøjtemidler og gødning, så produktionen er nu både økologisk og biodynamisk. Alt arbejde i marken foregår manuelt med lugning af ukrudt, beskæring af planterne og manuel høst senere i efteråret.

Samtidig forsøger Jacob at producere alle vinene så naturligt som muligt.  … lige fra druerne til den færdige vin. Vinene gærer helt eller delvist på vildgær og der tilsættes ingen kunstige hjælpemidler undervejs, hverken under gæringen eller senere.

For at kunne bevare så mange fine aromaer som muligt, tilsættes vinene ingen eller kun minimal svovl ved flaskning af vinene. Man afgør fra år til år, hvilke vine, der skal produceres afhængig af det skiftende danske vejr.

Det har hele tiden været målet, at vinene først skulle sælges når kvaliteten svarede til hans egne forventninger og det er skete med høsten i 2016. Jacob første vin på Pinot Noir Précoce smagte jeg faktisk tilbage i 2018 ved den store Frühburgunder smagning i København. De kan du læse om i indlægget; Frühburgunder … Houlberg tager pulsen på divaen i kæmpesmagning.

Dengang skrev jeg, at vinen fra Jacob havde fejl, hvilket Jacob selv tilskrev forkert opbevaring ved stuetemperatur. Ærgerligt, men nu tester jeg så vinen igen, blot i en nyere årgang 2018 … sendt direkte fra den lille fynske vingård.

I dag arbejder Jacob – ved siden af det seriøse job som fynsk vinbonde – via firmaet Foodminds som en slags konsulent indenfor fødevarebranchen med udvikling af koncepter og produkter, både foodstyling, produktudvikling, afholder teambuildingkurser og udgiver også bøger.

Jacob Klitgaard har bl.a. også udgivet 2 bøger om dansk vin, nemlig Danske Vingårde fra 2009 og Dansk Vin fra 2015. Sidstnævnte bog vandt endda den prestigefyldte titel som verdens bedste udgivelse om europæisk vin ved Gourmand Cook Book Award i 2016 i Kina.

Jakob har derudover arbejdet som sensorisk dommer for det videnskabelige fakultet og endda også som radiokok på DR’s P4 gennem en årrække.

Nå, men for fanden … det var jo vinene, som vi kom fra. På Klitgaard Vingård laver den initiativrige Jacob også lidt forskellige vin, bl.a. en hvidvine på Solaris. en PetNat kaldet Govin, et par mousserende vine og så selvfølgelig denne Pinot Noir Précoce Nature.

Pinot Noir Précoce aka Pinot Madeleine eller Frühburgunder er en drue, som vi kommer til at se meget mere herhjemme. Bare i Ahr, der ellers er højborg for druen, er klimaet næsten ved at være for varmt for Frühburgunder, hvorfor den dér plantes på de dårligste marker, hvor der ikke er så megen sol.

Derfor vil druen passe perfekt til Danmark, og det satser Jakob Klitgaard altså også på. Druen modner jo normalt 2-4 uger tidligere end Spätburgunder, og det gør netop druen særlig velegnet til lidt køligere klima. Klaserne er mindre end Spätburgunder, den giver mindre udbytte og er samtidig også mere sårbar. En diva.

Pinot Noir Précoce giver også en lidt mørkere via på grund af den større mængde drueskal i forhold til druemosten, så under gæring udtrækker den også større mængde fenoler og farvestoffer, og så har druen også lidt lavere frugtsyre end Spätburgunder.

Denne 2018 Pinot Noir Précoce Nature er første årgang, hvor der ikke er tilsat en sjat Solaris til vinen, men nu er en ren vin på Pinot Noir Précose. Druerne blev håndhøstet sidst i september 2018 med et udbytte på 25 hektoliter pr. hektar efterfulgt af koldmaceration i 5 dage inden den spontane gæring er startet.

Selve gæringen med skallerne har varet 12 dage ved maksimalt 25 grader og alene med én daglig punch down for at skabe en så blid og elegant vin som muligt. Vinen er gæret med 10% helklaser og er efter endt fermentering lagret 9 måneder med 25% på fade med bærmen og den malolaktiske gæring er gennemført naturligt.

Der er ikke tilsat sulfit eller andre hjælpemidler under hele processen, dog er der tilsat en minimal mængde sulfit ved flaskning for at gøre vinen mere stabil. Derefter er vinen lagret yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er alene lavet 293 flasker af vinen og denne har nummer 204.

Duftmæssigt kan den økologiske og biodynamiske tilgang virkelig duftes med en frisk, landlig bio bio næse, hvor der er krudt, mentol, kål, salvie, mælkechokolade, lidt småsyrlige bær, tranebær, rabarber, ribs, lys og gæret … virkelig rank næse med sådan lidt Jura feelgood samt svagt lidt vanilje, småbitter og krisp.

I munden mærker du letheden fra Pinot Noir Précoce druene … ikke helt lys, men til gengæld med en god tæthed. Vinen har en flot, saftig og let smag, bare ultra-ren frugt, rabarber, ribs, syrlige kirsebær, lidt blide tanniner, som sætter sig på fortænderne, masser af æblesyre, meget ung og stram … sindssygt højt niveau for dansk vin.

Dermed placerer vinen sig i min absolutte top for dansk vin … og udgør sammen med Njord Vingaard en innovativ front i produktion af dansk rødvin og begge endda med vin på Pinot Noir Précoce.

Vinen kan købes på Klitgaard Vin, hvor prisen er 350 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Burggarten, Neuenahrer Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Burggarten, Neuenahrer Spätburgunder, Ahr, TysklandSidst jeg smagte denne Burggarten Neuenahrer Spätburgunder,  var det hos den gode Paul Schäfer på vingården i Ahr og dengang var det i en årgang 2016. Nu smager jeg vinen igen, men blot i den nyere 2017.

Vinen er lavet med druer fra markerne omkring Neuenahrer … formentlig fra Neuenahrer Schieferlay samt Sonnenberg og sikkert de druer, som ikke anvendes til enkeltmarksvinene.

Vinen er lavet helt traditionelt med gæring i store 30 hektoliter gæringsfade. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 2-3 år gamle barriques af fransk eg.

Det dufter sgu lækkert … klassisk sødlig og animalsk stald, mødding, masser af røg, jordbær, hindbær, ribs, tranebær, tørret kød, nelliker, medicinkasse, skovbund, marcipan og et klart fadpræg med lidt vanilje, kakao og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er vinen cremet , men har en meget syrlig, frisk frugtsyre med ribs, rabarber, hindbær, syrlig/søde kirsebær, lidt søde krydderier, meget livlig, luftig og utrolig venlig. Det er en utrolig nem drikkevenlig vin, meget smagfuld, rund, elegant og lækker. Jeg har fra første fløjt været begejstret for Burggarten og denne vin forstærker bare denne forelskelse.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 212 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut Nelles, 1 Ahr Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Nelles, 1 Ahr Spätburgunder, Ahr, TysklandDet er altid godt at være en ener, et unikum, enestående og en stjerne. Næste vin fra Nelles er deres 1 Ahr Spätburgunder, der meget illustrativt med den flotte guldetiket er én af topvinene fra huset.

Druerne til 1 Ahr kommer fra de to fine Erste Lage marker Bad Neuenahrer Sonnenberg samt Heimersheimer Landskrone. Alle Spätburgunder druerne er høstet ved håndkraft og så  derefter sorteret efterfulgt af en 3 dages kold maceration inden gæring sker ved kontrollerede temperaturer. Efter endt gæring er vinen lagret 18 måneder på barriques, heraf 50% nye fade og 50% brugte fade.

Ifølge Philip Nelles er dette en vin, som han ser som en prototype på en top Ahr Spätburgunder … og derfor har vinen også fået navnet 1 Ahr. Jeg har smagt vinen tidligere, men der var det i en ældre årgang 2011, men denne gang er vinen helt og fuldstændig ung.

I glasset er vinen herlig transparent … ikke helt teglfarvet, men en anelse mere mørkere lilla. Næsen er dog to die for … virkelig landlig og animalsk Spätburgunder med den karakteristiske røgede aroma med nelliker, medicinkasse, våde fade, brombær, solbær, kirsebær, tranebær, hyben, grønne urter, estragon, sødme, bolsjer, eg samt vanilje … og egentlig meget ren og klar.

I munden er det først meget blidt, let og så alligevel holdt hårdt i seletøjet med småbitre tranebær, kirsebær og så en vild kølig, fin og sart elegance … ung, spændstig og krisp Spätburgunder, let, luftig, tynd og smager freaking, fucking fantastisk. Det er fortsat vildt ungdommeligt, men også lidt guddommelig.

Forhandles af Højbjerg Vine, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Bodegas Morca, Morca, Aragón, Spanien

2017 Bodegas Morca, Morca, Aragón, SpanienLad os fortsætte med endnu en vin fra Bodegas Morca og fra appellationen Campo de Borja i Aragón og nu stepper vi sgu op, ikke helt til topvinen Tourán Garnacha … men næsten, for denne Morca byder faktisk på en oplevelse på næsten samme vilde niveau.

Som sine to andre helsøstre er Morca lavet på 100% Garnacha fra en række små marker med gamle vinstokke. Druerne er omhyggeligt håndplukket og gæret i små rustfri ståltanke, inden vinen modnes på delvis nye franske egetræsfade 22 måneder.

Først herefter udvælges kun den bedste del til den endelige udgave af denne eksklusive Morca. Og det er også en vin, som byder på masser af intensitet.

Så for satan, nu er der sgu skrald på … langt mere dybde end foregående Flor de Goda. Det er både engelsk og finsk lakrids, sød og blød lakrids, tyk, sort frugt, solbær, svesker, dadler, kandiserede amaretto kirsebær, sødbrændte fade, vanilje, kanel, kaffebønner, mælkechokolade … koncentreret, dyb og intens aroma, som bare virker totalt dragende i sine pompøse gevandter.

Som storesøsteren Tourán er det vildt blødt og cremet … det nærmest smelter i munden, selvom alkoholen – der er højoktan på hele 16% – også blander sig med et bid, men ellers er nogenlunde integreret i vinen. Der er chokolade, karamel, bløde og søde bær, solbær, blommer og fladtrådte modne kirsebær og en virkelig lang, fed eftersmag, som bare fader langsomt med en svulstig og elegant saftighed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, Spanien

2018 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, SpanienDet store vinhus Juan Gil Bodegas Familiares ejer en række vinerier over det meste af Spanien, bl.a. Bodegas Morca, hvorfra Houlberg nu smager en 2018 Flor de Goda.

Både Juan Gil Bodegas Familiares og Bodegas Morca har jeg skrevet om før … ja, jeg har endda tidligere smagt denne Flor de Goda i årgang 2017 og deres monstrøse topvin Tourán Garnacha.

Bodegas Morca har Gil familien købt i 2014 … et projekt til ikke mindre end 5 millioner euro. Købet er anført af familiens direktør Jordi Flos og omfatter i dag 30 hektar vinmarker, men planen er at ekspandere til 120 hektar.

I starten var der fokus på at lave 2 Garnacha vine og første årgang blev 2015, der blev sendt på markedet i 2016 med en produktion på 5-6.000 flasker. Men i dag laves der langt flere vine, herunder altså denne Flor de Goda.

Vinen er lavet på 100 % Garnacha aka Grenache, hvor druerne kommer fra husets yngste vinstokke, som høstes manuelt. Derefter sker der en 3-4 dages kold maceration inden gæringen ved 22-26 grader i rustfrie ståltanke.

Efterfølgende gennemgår vinen malolaktisk fermentering, hvor æblesyren i vinen bliver omdannet til mælkesyre, hvilket resultere i en rundere smag. Når begge fermenteringer er gennemført, bliver vinen lageret på fransk eg i 12 måneder.

Næsen byder på en frisk syrlig frugt, kirsebær, brombær, blåbær, supplerer med læder, tør jord, jod, svagt lidt fadnoter som vanilje, tobak, lakridsrod, kakaopulver samt et lille grønt element.

Smagen er derimod anderledes end forventet … fed, tyk, velpostret med bredmås’et fedtvæv. Den er blød og cremet med en vis friskhed, men den høje alkoholprocent på 15,5% mærkes også, men sikke en sort og koncentreret magiterning, hvor der er sødme, kakao, mørk frugt, blommer, engelsk lakrids … men på en eller anden måde, så virker vinen ikke helt så tung at danse med som 2017’eren.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Feudi Salentini, Gocce Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

2016 Feudi Salentini, Gocce Primitivo di Manduria, Puglia, ItalienFeudi Salentini holder til i den sydlige del af Puglia … lige midt i byen Leporano, der vel nærmest ligger i svangen af støvlen helt ud til det Ioniske Hav. Men den næste vin er derfra … en 2016 Gocce Primitivo di Manduria.

Feudi Salantini drives i dag af 3. generation i form af Cosimo og Maria Teresa Varvaglione.

Vinhuset har deres vinmarker spredt udover hele Apulien og det er både i Tarentino, Salento, Manduria samt et par steder mere. De producere en stor del af deres druer selv, men jeg kan ikke se, hvor mange hektarer de selv ejer. Derudover supplerer de også produktionen fra opkøbte druer fra andre vinavlere i området.

Denne Gocce Primitivo di Manduria er lavet fra marker i Taranto provinsen, hvor Primitivo vinstokkene er op til 110 år gamle. De er håndplukket og bliver fragtet til vingården i små kasser, så druerne ikke tager skade. Kun de bedste og mest modne af disse druer udvælges til denne vin.

Vinen er lavet med gæring ved 26-28 grader og efter endt fermentering, malolaktisk gæring og klaring lagret på amerikanske barriques i 10 måneder.

Jeg er ikke selv den store Puglia Primitivo fan, og som den dygtige canadiske vinkritikker John Szabo – som jeg mødte sidste år i Soave – har sagt, så finder han ofte Primitivo for oversøde, alkoholrige og rosinagtige … men man kan også finde Primitivo med balance og friskhed.

Og det er i hvert i næsen på ingen måder en oversød vin, men har imidlertid masser af mørk frugt, blomme- og marmeladeagtig fedme, sorte kirsebær, eg, vanilje, kanel, chokolade, karamel samt en lille krydret note med lidt mentol, eukalyptus og estragon.

Smagen er fyldig og har bestemt også et højt sødmeniveau, søde kirsebær, blommer, brombær, rosiner, godt med volumenknappen skruet op og så alligevel også med en syre, som redder vinen fra at blive alt for opulent, men bevarer en vis friskhed og holder ryggen nogenlunde rank trods kilo på maven.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Weingut Schmitges, Riesling vom Haus, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Schmitges, Riesling vom Haus, Mosel, TysklandDenne Riesling vom Haus fra Weingut Schmitges har jeg smagt i både årgang 2017 og 2018 … og nu smager jeg den såmænd atter, blot i nyeste årgang 2019.

Det er en vin, som Andreas Schmitges har lavet specielt for importøren Propperiet til det danske marked. Og druerne til Riesling vom Haus kommer ikke fra Schmitges’ egne marker, men er opkøbt hos andre vinavlere i området. Men ellers er vinen lavet præcis som de øvrige vine hos Schmitges, altså i rustfrie ståltanke med lang og kølig gæring for at give den færdige vin blomst, lethed og mineralitet.

Riesling vom Haus er en tør aka trocken vin, men der er alligevel uændret 8,8 gram restsukker pr. liter og i vinen og dermed ikke så langt fra halbtrocken, der normalvis starter ved 9 gram restsukker.

Dejlig aromatisk og let næse … langt mere luftig end 2018’eren, umodne grønne æbler, fersken, melon, clementiner, hvide blomster, meget floral og har derudover et lille sødligt strejf. Igen kommer der også lidt af min elskede astronaut-is … bare lidt og bare dejligt.

Smagen minder langt mere om 2018’eren med de samme friske, syrlige og grønne elementer med umodne grønne æbler, pæn bitter grape, citron- og æblesyre, masser af bundtræk og som sidste heller ikke megen Mosel sødme, men i stedet mineralsk bid. Igen er det vildt højt niveau for en Gutsriesling.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Meier, Hainfeld Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Meier, Hainfeld Spätburgunder, Pfalz, TysklandVi fortsætter sgu da lige med en vin fra Weingut Meier … og nu er toppen igen blå, hvilket betyder en Ortswein og endda en rød af slagsen, nemlig Meiers 2015 Hainfeld Spätburgunder.

Druerne til vinen kommer fra husets marker ved Hainfeld … nabobyen til Weyher, hvor Meier har deres vineri. Ved Hainfeld er jorden meget kalkholdig.

Vinen er lavet helt traditionelt i egefade og er så efter endt fermentering lagret 12 måneder på franske egetræsfade. Der er alene 0,2 gram restsukker pr. liter i vinen.

Meiers 2015 Hainfeld Spätburgunder er i næsen okay transparent med let brune kanter, men virker meget rund, let med nogle grønne noter og så animalsk, sød kostald, meget klassisk Spätburgunder med meget modne bær, jordbær, hindbær, lyse kirsebær, en grøn syre og så lidt afsmitning fra fadene med lidt vanilje, mælkechokolade og kakao.

Smagen er sådan lige ud af landevejen med masser af klassisk tysk Spätburgunder kvalitet, blød, rund, frugtrig og så ren, fin med en beskeden sødme, meget stilsikker og lækker Spätburgunder Ortswein af bedste skuffe.

Vinen forhandles af Winefly, hvor en flaske koster 100 kr., hvilket må siges at være ret billigt for sådan en fætter.

Vinanmeldelse 5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger