Tag-arkiv: Stellenbosch

2017 Uva Mira Mountain Vineyards, O.T.V., Stellenbosch, Sydafrika

2017 Uva Mira Mountain Vineyards, O.T.V., Stellenbosch, SydafrikaVi sluttede Uva Mira Mountain Vineyards smagningen med Christiaan Coetzee ved roret med manér, for det var nemlig med husets topvin, som er et bordeauxblend kaldet O.T.V. og vi smagte 2017’eren.

Vinen er opkaldt efter ejerens Toby Venters far, som hed Ockert Tobias Venter.

I denne årgang 2017 er den lavet på 58% Cabernet Franc og 42% Cabernet Sauvignon. Druerne til O.T.V. kommer fra vinmarker beliggende i 300 til 400 meters højde og de er først sorteret … i både mark og vinkælder, men de to sorter er efterfølgende vinificeret separat.

Gæring og maceration er sket i åbne gæringskar og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske egefade, heraf er 65% helt nye fade. Så er vinen sammenstukket og tappet på flaske inden frigivelsen. Vinen har 2,32 gram restsukker pr. liter.

Nu snakker vi … vi er kommet i en anden liga, for duften er pænt moden med mange umamiagtige noter som nødder, kastanjer, en håndfuld lakridspiber, sød pibetobak og en enkelt cigarkasse. Der er frugt af mørke kirsebær, søde amarenakirsebær, solbærmarmelade og ellers en smule mørk chokolade og vaniljekiks, men det er sgu temmelig afdæmpet og subtil.

I munden er det velvet fløjl, der bare smelter i munden som en belgiske praliner, så der er dermed så blødt og modent. Alderen har også bidraget med runde hjørner og så virker vinen i strid med alle normale regler utrolig let med en flot elegance og kompleksitet, hvor frugten kommer rullende … lag på lag på lag … smooth. 97 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 985 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2018 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Cabernet Sauvignon, Stellenbosch, Sydafrika

2018 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Cabernet Sauvignon, Stellenbosch, SydafrikaSom aftenens næstsidste vin smagte vi så Uva Mira Mountain Vineyards’ 2018 The Mira Cabernet Sauvignon … atter en vin på enkelt druesort.

Druerne til vinen kommer fra marker beliggende i 300 til 400 meters højde og de er først sorteret … i både mark og vinkælder.

Derefter er der sket gæring og maceration i åbne gæringskar og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske egefade, heraf er 50% helt nye fade. Vinen har 2,77 gram restsukker pr. liter.

I duften er trænoterne pænt fremme … cedertræ, cigarkasser og noget, der minder om en fugtig, muggen kælder, men kan nu også fornemme stor tørhed med grafit, blyanter og tørv. Der suppleres godt af en frugt med solbær, sorte kirsebær samt fadpræg af både kakaopulver, chokolade, vanilje … trods alderen virker vinen pænt ungdommelig.

Også i munden virker det som en ung vin med masser af frisk livlighed, men den har også en rigtig god balance i frugten med helt rette dosering. Der er solbær, umodne kirsebær og ribs samt en vis lemonagtig bitterhed. Der er egentlig cremet og blødt, har en god struktur, lidt tobak og mørk choklade … lækker vin. 93 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Cabernet Franc, Stellenbosch, Sydafrika

2021 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Cabernet Franc, Stellenbosch, SydafrikaMed næste rødvin fra Uva Mira Mountain Vineyards skiftede vi druesort, for det var The Mira Cabernet Franc i årgang 2021.

Druerne til vinen kommer fra marker i 470 meters højde og kun få kilometer fra False Bay og Atlanterhavet.

Efter høst er druerne først sorteret … i både mark og vinkælder. Så er gæring og maceration sket i store åbne gæringskar af stål og efter endt fermentering er vinen lagret 17 måneder på franske egefade, heraf er 35% helt nye fade.

I forhold til foregående Shiraz er duften langt mere komplet og balanceret. Men mærker også fra start fadene og får noter af lidt grafit, blyanter, blæk, søde krydderier, vanilje, cigarkasser, tobak og mørk chokolade. Der er frugt med brombær, sorte kirsebær, syltede kirsebær og grønne tulipanstilke … virker rank og statelig.

Det fortsætter i munden, hvor vinen har en tør og frisk frugt, godt med friskhed faktisk og kraftigt sådan lige i midten … medium. Den har en meget tør smag og er samtidig ganske syrlig med nogle sorte te-blade bitterhed og frugt af tranebær, kirsebær, lemon og grape, blomster, tobaksblade og grønne elementer på en vild måde, så dermed ender jeg på 92 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Shiraz, Stellenbosch, Sydafrika

2018 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Shiraz, Stellenbosch, SydafrikaDerefter gik vi over til Uva Mira Mountain Vineyards’ rødvine og den første var deres 2018 The Mira Shiraz.

Druerne til vinen kommer fra marker beliggende i 334 meters højde og de er først sorteret … i både mark og vinkælder. Så er gæring og maceration sket i åbne gæringskar og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske egefade, heraf er 40% helt nye fade.

Det er lidt en anderledes Shiraz, som har en sjov lidt gummiagtig note, tyggegummi og sukkerslik, lidt eukalyptus, blomsterstilke og nogle lidt mælkede noter. Der er sorte kirsebær, solbær, grape, ret frisk i frugten, mens der også kommer cedertræ, krydderurter og kanel … virker ganske saftig.

Smagsmæssigt er der masser af blå frugt … lidt stærk og har godt med peber samt vilde tanniner. Der er pænt med krydderurter og man fornemmer også noget varme i frugten af blåbær, solbær, lidt kirsebær og hindbær … noget kantet og ikke en vin for mig, så det blev for mig aftenens svageste vin. 89 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Uva Mira Mountain Vineyards, Single Tree Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2021 Uva Mira Mountain Vineyards, Single Tree Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaDen sidste Chardonnay fra Christiaan Coetzee på Uva Mira Mountain Vineyards blev også den bedste og det er hans 2021 Single Tree Chardonnay.

Single Tree er navnet på vinmarken, som har sit navn efter de 3 Candlewood træer, der står ved marken, som ligger i 420 meters højde. Vinen er så lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller i moderne rustfrie ståltanke.

Den malolaktiske gæring er sket ved 9 måneders lagring på franske egefade, heraf 40% nye fade. Vinen har 2,2 gram restsukker pr. liter og der er kun lavet 240 kasser af vinen.

Duftmæssigt har vinen nærmest en Chassagne-Montrachet eller Meursaultagtig fedme, fyldig, cremet med brunet smør, smørkringle og nøddehorn. Der er fed blomsterpollen, dåsepærer, abrikos samt fersken … virker langt mere omfavnende end Icon og fadene giver vanilje, lakridskonfekt, røg og toast.

I munden – WAUW – har den samme klingende fedme, cremet, fandens blødt, smørret og olieret, har godt med tørret abrikos, bløde pærer, fersken og en lidt kraftig syre. Det er vin, der vitterlig smelter i munden med kæmpe velbehag … en pleaser på højt, højt niveau. 96 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 535 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Uva Mira Mountain Vineyards, Icon Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2017 Uva Mira Mountain Vineyards, Icon Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaNæste Chardonnay vin fra Uva Mira Mountain Vineyards blev én af deres absolutte topvine, for det er deres ikoniske 2017 Icon Chardonnay.

Det er en vin, hvor Chardonnay druerne kommer fra den 0,2 hektar lille vinmark i Oakleaf ved Tukulu i 420 meters højde. Vinen er lavet med spontan gæring alene med druernes egne gærceller i moderne rustfrie ståltanke.

Den malolaktiske gæring er sket ved 9 måneders lagring på franske egefade, heraf 50% nye fade. Vinen har 2,3 gram restsukker pr. liter.

Trods mere ny fad, så virker fadpræget mere sekundært, for ellers er det cremet, blødt og modent med klare burgundiske referencer samt stenet. kalket mineralitet. Der er pærer, fersken, mandarinskal samt mandler, nødder, asparges, fennikel og blomster … dufter fabelagtig.

I munden smelter vinen bredt og cremet, er virkelig kompleks og sikke en kraft. Det bliver aldrig helt fedt, men har denne grønne og syrerige side med frisk energi, nødder, pærer, fersken, syltet lemon samt ananas. lakrids og fennikel. Flot og 95 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 650 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2022 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaUva Mira Mountain Vineyards laver primært hvidvine på Chardonnay, hvilket vi også skulle smage i de næste 3 vine og den første var denne 2022 The Mira Chardonnay.

Vinen er lavet med spontan gæring alene med druernes egne gærceller i moderne rustfri ståltanke, mens malolaktiske gæring sker på egefade. Dér er vinen lagret 9 måneder på en række franske egefade, heraf 30% nye fade. Det er både egefade på 228, 300 og 400 liter fade, mens vinen har 2,1 gram restsukker pr. liter.

Det dufter sgu fremragende … ikke så fed eller voldsom, men har en tynd smørfrakke på med en svag note af brunet smør, en fin, frisk og tropisk frugt med mango, fersken, pærer og noget lemon, citroner, mandler og nødder samt en kalkholdig mineralitet.

I munden er vinen dejlig frisk, mere ren og mineralsk end ventet, godt med pærer lemon, gule citroner og syltede citroner, mandler og virker en smule opulent samt svagt olieret. Det er en saftig, lækker samt læskende smuk Chardonnay … 92 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Sauvignon Blanc, Stellenbosch, Sydafrika

2023 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Sauvignon Blanc, Stellenbosch, SydafrikaAllerede ved ankomst serverede Christiaan Coetzee et glas af sin 2023 The Mira Sauvignon Blanc som første vin fra Uva Mira Mountain Vineyards.

Husets Sauvignon Blanc vinstokke står på de højeste beliggende vinmarker på de høje skråningerne af Helderberg bjerget nær False Bay.

Den  tidlige morgenbrise fra havet afkøler vinstokkene og det bidrager til den naturlige syre i druerne. Vinen er lavet med en gæring i rustfrie ståltanke og der er vinen også lagret i 6 måneder inden aftapning på flaske og frigivelse. Vinen har 2,0 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der typiske Sauvignon Blanc noter, men samtidig også pænt lethed … har en luftig, fin og nærmest sart note, der er meget bedårende. Der kommer lidt sødme og karamel,  fennikel samt en frugt med stikkelsbær, lemon, citrongræs og grønt græs … ganske aromatisk og tiltrækkende.

Smagen er dejlig grøn og frisk … det er pigeonæbler, stikkelsbær samt en vild og grøn syre. Smagen er klart mere syrlig end duften lige indikererede, så dermed bliver det en sprød, krisp og frisk Sauvignon Blanc vin på højt niveau. 91 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

Masterclass med Christiaan Coetzee fra Uva Mira Mountain Vineyards i Sydafrika

Hans fra Lesedi Wines afholdte forleden en lille eksklusiv masterclass, da vinmageren Christiaan Coetzee fra Uva Mira Mountain Vineyards for første gang nogensinde var i Danmark og besøgte den danske importør Lesedi Wines i Aarhus.

Jeres altid flittige vinblogger var selvfølgelig med til denne eksklusive masterclass og det var sammen med 5 feinschmecker vinnørder, der vidste masser af vin. Vi fik en lang snak og smagte i alt 8 flotte vine fra det sydafrikanske vinhus.

Christiaan Coetzee er manden, der har gjort Uva Mira vingården berømt verden over og han startede – efter at ha’ hældt lidt Sauvignon Blanc i vores glas – med at fortælle lidt om udviklingen generelt i sydafrikansk vin, historien og derefter om selve det vinhus, som Christiaan har været vinmager for siden 2014.

Han fortalte også senere lidt om sig selv og selvfølgelig en masse om, hvordan de forskellige vine var lavet … masser af teknik omkring produktionen og plejen af vinmarkerne.

Uva Mira Mountain Vineyards

Det sydafrikanske vinhus Uva Mira ligger i 620 meters højde på skråningerne af Helderberg Mountain bjergkæden tæt ved Helderberg naturreservatet omkring 15 kilometer syd for Stellenbosch. Uva Mira betyder vidunderlige druer, da Uva er det latinske ord for drue og Mira betyder fantastisk eller vidunderlig.

Uva Mira Mountain Vineyards er reelt grundlagt i 2014, da Toby Venter købte vingården for et hulens masse penge. Han er øverste direktør for Porsche South Africa og driver en succesfuld forretning med import og salg af dyre, eksklusive biler som Porsche, Bentley og andre fede øser … og det har han tjent kassen på.

Til Uva Mira Mountain Vineyards er der 127 hektar jord, men alene 33 hektar af disse er vinmarker, som er spredt på vildt mange små parceller. Den mindste parcel er på 0,2 hektar og den største er på 0,9 hektar. De ligger dog helt  perfekt ved Helderberg i 260-620 meters højde med alene 9 kilometer til havet ved False Bay mod vest.

På markerne dyrker de 6 forskellige druesorter … selvfølgelig Sauvignon Blanc, Chardonnay, Shiraz, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, mens vinstokke med Merlot løbende er ved at blive udskiftet med Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Christiaan Coetzee

Til at lave vinene har Toby Venter allieret sig med vinmageren Christiaan Coetzee, mens Christo Crous er ansat som ansvarlig for markerne. Christiaan Coetzee er en erfaren vinmager, som tidligere har arbejdet i Champagne i Frankrig, i Tyskland og vinhuse som Graham Beck, Nederburg og KWV i Sydafrika.

Siden etableringen har Uva Mira Mountain Vineyards fået en række flotte priser og udmærkelser, bl.a. prisen The Best South African Winemaker of the Year og The Best Chardonnay in the World i International Wine and Spirit Competition samt The Top Ten Winemakers in the World.

Det har til gengæld også betydet, at priserne på vinhusets vine er strøget i vejret en fart som … en Bentley eller måske nærmere en Porsche og i dag er mange af vinene hundedyre.

Christiaan fortalte også lidt om sin baggrund … for han er fra en mindre by længere oppe i Sydafrika, men blev ikke født i en familie af vinproducenter … hans familie var da landmænd, så Christiaan tog en uddannelse på Elsenburg Agricultural College og det var første derefter, at han valgte at blive vinmager ud fra, at det ville være en perfekt kombination af noget landbrug og en mere kemisk og videnskabelig tilgang.

Derfor startede han sin rejse i vinbranchen hos Graham Beck og senere i Champagne, hvor han hjalp med at lave mousserende vine. Da han vende tilbage til Sydafrika så lavede han først vin hos KWV, hvor han bl.a. var ansvarlig for det prisvindende sortiment The Mentors, før han sluttede sig til Uva Mira.

Vinsmagningen

Hans havde gjort klar til smagningen … bordet var smukt dækket og med glas med små skilte om stilken på hvert glas, hvor navnet på den enkelte vin fremgik.

Vi var jo allerede gået i gang med den første vin, som Christiaan Coetzee havde serveret ved vores ankomst, men ellers så vores program for denne aften således ud:

Jeg har som vanligt linket til alle mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene ovenover og jeg havde ikke før smagt nogle af vinene.

Undervejs fortalte Christiaan Coetzee en masse om produktion, plejen af markerne og teknikkerne. Han fortalte bl.a. om, hvordan de foretager grøn beskæring, som skal ske på det rigtige tidspunkt … og det skal ske forholdsvis tidligt … for sent, så risikerer druerne at få sunburn … så det er noget, man overvejer hele tiden.

Vi smagte til sidst den eksklusive og dyre topvin O.T.V … og den blev serveret med en smuk – og formentlig skrøbelig – olielampeformet vindekanter, som I kan se på billedet ovenover.

Hans havde også sørget for et par små lækre retter til vinene, hvorved det blev en rigtig lækker aften med både lækker mad og så de 8 fremragende vine. Nedenunder kan I se alle vinene.

Det blev en sjov, spændende og interessant aften og Christiaan Coetzee var også god til at gå lidt rundt og fik dermed snakket med alle omkring bordet.

Dermed stor tak til Christiaan Coetzee og særlig til Hans fra Lesedi Wines for en fremragende aften … og vi slutter med et foto af Hans og den dygtige vinmager.

2020 Jordan Wine Estate, Unoaked Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2020 Jordan Wine Estate, Unoaked Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaFor lige knap et år siden smagte jeg første gang denne  Unoaked Chardonnay fra vinhuset Jordan Wine Estate i Stellenbosch og nu smager jeg den igen … blot i en nyere årgang 2018.

Vi kan godt lige hurtigt tage historien om vinhuset igen, for det er grundlagt i 1982, hvor Ted og Sheelagh Jordan købte den 164 hektar store ejendom i Stellenbosch.

Efter overtagelsen begyndte de et omfattende program med  genbeplantning af markerne med forskellige druesorter. Det var dog deres søn Gary og hans hustru Kathy, der i 1993 startede med at lave vine og kaldte vingården for Jordan Wine Estate.

Gary var ellers geolog og Kathy økonom. De havde begge arbejdet i udlandet i mange år, men vendte hjem, byggede et vineri og satsede begge på vinproduktion fra deres vingård.

Jordan Wine Estate ligger helt fantastisk med en spektakulær panoramaudsigt over Taffelbjerget, False Bay og Stellenbosch. Ud fra deres 164 hektar jord er omkring 100 hektar vinmarker, hvor de dyrker de hvide sorter Chardonnay, Sauvignon Blanc, Chenin Blanc, Riesling og Assyrtiko.

De røde sorter er Merlot, Cabernet Sauvignon, Shiraz, Cabernet Franc og Petit Verdot. Og alle de sorter danner baggrund for en lang række vine, som laver i serierne Premium, Reserve, Estate Varietals, Chameleon Range, Timepiece og Cape Winemakers Guild. Vinene laves med hjælp fra vinmageren Sjaak Nelson.

Udover vinproduktionen, så omfatter driften i dag også Jordan Restaurant samt et bageri. Derudover har parret også startet endnu en restaurant kaldet High Timber i London.

Denne Unoaked Chardonnay er fra husets serie Estate Varietals. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay og endda fra klonerne Davis og Burgundian. Efter høst sker der presning og så har mosten ligget koldt i 2 dage efter fermenteringen er sket i ståltanke med tilsatte udvalgte gærtyper. Efter endt fermentering har vinen lagret 4 måneder sur lie i ståltanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt minder vinen meget om 2018’eren med en tropisk eksplosion i næsen. Der er mango, papaya, abrikos, fersken, ananas og såmænd også lidt banan og mirabeller. Derudover er der noget røget, lidt grillet lemon, noget tørt … lidt som tørre papkasser og så ellers en vis mineralitet med våde sten og salt.

Smagsmæssigt er vinen meget ren og har en god syre … langt fra oversøiske fadvamsede Chardonnay vine. Her er der syren, som er konge med masser af lemon og citroner, mineraler, granit samt flint. Det giver en frisk vin med en krydret, syrlig og småbitter smag, men alligevel med en vis fyldighed. Som sidst ligger vi sådan lige mellem 4 og 4,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 120 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7