Tag-arkiv: Tyskland

2019 Weingut Haack, Dorsheimer Pittermännchen Riesling Auslese, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Haack, Dorsheimer Pittermännchen Riesling Auslese, Nahe, TysklandSidste hvide og søde vin fra Weingut Haack blev denne Dorsheimer Pittermännchen Riesling Auslese i årgang 2019 og fra én af de bedste marker i området.

Pittermännchen marken ligger på den nordlige side af Trollbach dalen i 220-300 meters højde og ligger nabo til Goldloch marken og strækker sig hen mod Leyen Burg.

Pittermännchen er en stejl sydvendt skråning med 45-55% stigning og marken har været berømt lige siden det 16. århundrede. Den har sit navn efter en lille sølvmønt. I slutningen af ​​det 16. århundrede gik der 32 af dem til en gylden. Marken er VDP klassificeret og har stor andel af skifer i jorden sammen med småsten og kvartsit.

Flere gode andre vinproducenter har også parceller på marken Pittermännchen, bl.a. Schlossgut Diel, Weingut Meinolf Schömehl og Weingut Joh. Bapt. Schäfer.

Druerne er høstet forholdsvis sent ved høj Oechle-grad, sorteret, har gennemgået kort maceration, presning og fermenteringen sker koldt, hvorefter vinen har lagret sammen med gærresterne. Vi er oppe på 102,4 gram restsüße/ restsukker pr. liter.

I glasset virker denne vin slet ikke så olieret og fed som den foregående Auslese på Kerner. Her er der lidt mere karakter over duften, som starter med luftig petroleum, hvis man kan sige det? Det er en slags lys, fin og mere sart snert af petroleum og æteriske olier, hvilket suppleres med en lige så fin frugt, pærer, fersken, kvæde og lidt ananas. Derudover er der også mineralitet, men på en lidt sart, ren og elegant facon.

Smagsmæssigt er vinen heller ikke så fed som Kerner Auslese og har en mere kompleks balance mellem den søde fedme samt en let syre, der er langt mere raceren, kontrolleret og afmålt. Der er ananas, lidt pærer, modne æbler, grillede citroner tilsat råsukker, men det er sgu godt skruet sammen og klart bedste Haack vin. Vinen har samtidig klart længste eftersmag, hvor man sidder tilbage med denne søde, dybe frugt og den fint integrerede syre … og det er vel samtidig et fremragende bevis på, hvad en god mark betyder.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske på 37,5 cl. koster 199,95 kr., mens prisen er 179 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Haack, Dorsheimer Klosterpfad Kerner Auslese, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Haack, Dorsheimer Klosterfad Kerner Auslese, Nahe, TysklandVi skruer igen på barometeret for sødmen … for selvfølgelig skal vi også smage lidt Auslese sød vin fra Weingut Haack og den første er 2018 Dorsheimer Klosterpfad Kerner Auslese.

Byen Dorsheim ligger syd for Rümmelsheim, men Klosterpfad marken er ikke så kendt, men er en vinmark på en stejl skråning med nordlig eksponering og en undergrund med rødlig jord kaldet Rotliegend.

Vinen er lavet på druen Kerner, som ikke er så kendt herhjemme, men det er en tysk, hvid og aromatisk druesort, som blev fremavlet i 1929 af August Herold på den statslige planteskole for forædling af druer i Lauffen i Württemberg.

Kerner er avlet ved at krydse den røde drue Trollinger med Riesling og fik sit navn Kerner som en hyldest til lægen Justinius Kerner, der digtede drikkeviser og anbefalede et dagligt glas vin til forebygning  mod sygdomme og selv stammede fra Weinberg … hovedsædet for den statslige planteskole.

Kerner fik dog først sin sortsbeskyttelse i 1969, hvor den således også blev frigivet til dyrkning. I dag er der omkring 4.000 hektar med Kerner i Tyskland og er således den 8. mest plantede drue i landet.

Kerner er mest udbredt i Pfalz, Rheinhessen, Mosel og Württemberg, men dyrkes også i Østrig, Schweiz og på øen Hokkaido i Japan … og derudover få andre steder.

Kerner blomstrer sent og modner sent, er robust og giver pæne udbytter. Vinen minder om en mild Riesling, om end niveauet er mere beskedent. Kerner bruges ofte i blandinger, men der laves også gode, tørre og søde enkeltdruevine visse steder, som fx her i Nahe.

Hos Haack er denne Dorsheimer Klosterpfad Kerner Auslese er høstet forholdsvis sent ved høj Oechle-grad, hvor der er sorteret mellem de rådne og modne druer. De gennemgår kort maceration, presning og fermenteringen sker koldt, hvorefter vinen har lagret sammen med gærresterne. Vi er nu oppe på 148 gram restsüße/ restsukker pr. liter.

I næsen er vinen noget mere neutral end lige forventet … men er nærmest som lidt råolie, når den hældes i glasset. Vi er igen på tyk nektarniveau og duften er klart til den eksotiske side med abrikos, mango, en lidt sjov sød/sur note, der kan minde lidt om et duftlys med sandeltræ og vanilje, valnødder og dåsepærer.

Smagen er tossesød … masser af sødme, sukker og stødt melis for slikmunde og søde folk. Der er klart hyld, sød æble- og ananassaft, flydende vingummi, men alligevel fremstår vinen faktisk meget fin og balanceret. Alt er godt, cremet og blødt … en vinøs, sød, nuttet bamselinesaft, der putter sig ind til dig.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske på 37,5 cl. koster 139,95 kr., mens prisen er 119 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Weingut Haack, Burg Layer Schlossberg Riesling Spätlese, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Haack, Burg Layer Schlossberg Riesling Spätlese, Nahe, TysklandNæste Riesling er også fra samme mark, men med denne 2015 Burg Layer Schlossberg Riesling Spätlese har vi bare skruet en tand mere op på oechsle sødme skalaen, men til gengæld også proppet det hele ned i en mindre 37,5 cl. flaske.

Vi er nu oppe på 90,1 gram restsüße/restsukker pr. liter, men en Spätlese skal også i Qualitätswein mit Prädikat havde en oechlegrad på mindst 85 for at være Spätlese. Hos Weingut Haack er vinen lavet med spontangæring i ståltanke samt lagring sur lie med bærmen.

Nu kan man allerede i duften fornemme fedmen i vinen … helt tyk, sød nektarvand med både petroleum, diesel, terpentin, nogle modne tropiske frugter, melon og fersken, honning, ristede hasselnødder og gamle støvede egefade.

Smagsmæssigt er vinen også stor, tyk, sød og nærmest nektaragtig, men på en eller anden måde, så virker syren mere rustik, kluntet og rå end foregående Kabinett fra samme mark. Der er krydderier, lidt jern og mineralitet og moden, tyksyrlig frugt, men til lidt ost vil det sgu ikke være helt tosset.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske med 37,5 cl. koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Haack, Burg Layer Schlossberg Riesling Kabinett, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Haack, Burg Layer Schlossberg Riesling Kabinett, Nahe, TysklandBurg Layer Schlossberg Riesling Kabinett er endnu en Kabinett vin fra Weingut Haacks serie af Prädikatsweine og søstervin til den forrige, men her er marken imidlertid langt mere kendt.

Burg Layer Schlossberg er VDP klassificeret, ligger lige ned til Burg Layen og Schlossgut Diel er da også én af de producenter, der også har parceller på den i alt 1,3 hektar lille vinmark.

Marken ligger på en sydvendt skråning, har jord bestående af forvitret skifer samt ler og er alene tilplantet med Riesling. Vine fra Burg Layer Schlossberg er kendt for masser af mineralitet og kæmpe modningspotentiale.

Druerne er høstet ved håndkraft og har derefter ligget i en kold udblødning inden presning og er så efterfølgende spontangæret i rustfrie ståltanke, hvor vinen så også er lagret en periode. Vinen har 62,5 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Duftmæssigt minder Burg Layer Schlossberg Riesling Kabinett meget om forrige Kabinett fra Haack, har samme lidt bløde, fine og afdæmpede duft af petroleum og skal også lige ha’ tid til at folde sine vinger ud. Den har samme aroma af pærer og eksotiske frugter samt fersken og melon, men derudover også en mer’ nøddet aroma, som virkelig klæder vinen. Det er som om, at duften bare lige har et ekstra gear … og mineraliteten er også tydligere.

I munden er det også mere kompleks … fortsat sødme, men syren er fortsat til stede, men snerrer slet ikke og er omgængelig, sød, venlig og høflig. Der er en sød frugt med pæretærte, modne æbler, nektar og klart mere fedme og sødme end Laubenheimer Vogelsang. Den er tungere i smagen, men på en eller anden måde også bare mere sammenhængende. Godt køb og bedste so far.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 115 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Haack, Laubenheimer Vogelsang Riesling Kabinett, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Haack, Laubenheimer Vogelsang Riesling Kabinett, Nahe, TysklandNu skruer vi op for sødmen. Jeg er nemlig kommet til Weingut Haacks Prädikatsweine og den første af dem er denne 2018 Laubenheimer Vogelsang Riesling Kabinett.

Vinmarken Laubenheimer Vogelsang ligger ved den lille by Laubenheim 1 kilometer sydøst for Dorsheim … og den skal ikke forveksles med den anden lille by Laubenheim i Rheinhessen. Men Vogelsang marken er nu heller ikke en særlig kendt mark, men har altså leveret druerne til denne Laubenheimer Vogelsang Riesling Kabinett.

Druerne er høstet ved håndkraft og har derefter ligget i en kold udblødning inden presning og er så efterfølgende spontangæret i rustfrie ståltanke, hvor vinen så også er lagret en periode. Vinen har omkring 60 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Igen er der fint med smuk petroleum i næsen … lidt dybere, mere rund og forsigtig end hos foregående vin. Der skal virkelig svinges med glasset for at lokke aromaerne frem, for vinen er i starten lidt karrig med at afgive sin identitet. Men efter lidt tid vågner den lige så forsigtig op med pærer og nogle eksotiske frugter, fersken, melon, lidt honning og let sødme. Det emmer mere fra glasset end hos de første vine fra Haack.

Smagsmæssigt er den skruet meget godt sammen. Det er selvfølgelig en vis Kabinett sødme, men der er også nogen friskhed med fersken, grønne pærer, hyld, let lemon, honning og en syre, der er fint integreret med sødmen. Det er endda noget lidt luftigt over vinen, som indtil nu er klart bedste fra Haack. Det er samtidig et godt køb og en vin, som en sommeraften vil fornøje de fleste.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 115 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Haack, Burg Layer Riesling, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Haack, Burg Layer Riesling, Nahe, TysklandMed denne 2019 Burg Layer Riesling er vi rykket et niveau op hos Weingut Haack, for vinen er en af hans Ortsweine … niveauet lige over basisvinene.

Her kommer alle druerne fra marker tæt ved vingården i Burg Layen … alle er høstet manuelt ved håndkraft og ligger i en kold udblødning inden presning og så efterfølgende spontangæring på rustfrie ståltanke, hvor vinen så også er lagret en periode. Vinen har 3,9 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Næsen fyldes omgående med herlig petroleumsdufte, men på en blid og nænsom facon. Der kommer lidt olieret smørfedme, tropisk frugt med fersken, papaya og pærer. Der er intet, som stikker ud og vender forkert, selvom dybden måske ikke er vild, så er det alligevel meget fint, rundt og pakket fint ind.

Smagen har mere kant … en grovfin og krydret syre, masser af citroner og sure, grønne æbler. Syren er samtidig småvild, bitter og ætser brutalt din mundhule med skøn intensitet. Det er klart til den rustikke side, men frisk, sur og spændstig.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 115 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Haack, Grauer Burgunder, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Haack, Grauer Burgunder, Nahe, TysklandDen sidste Gutswein – altså basisvin – fra Weingut Haack blev denne Grauer Burgunder, som jeg smagte i en årgang 2019.

Den er lavet på fuldstændig samme måde som foregående Weisser Burgunder og det er altså i store rustfrie ståltanke og lagring sur lie både i ståltankene og på egetræsfade for at give mere struktur til vinen. Hvor lang tid fremgår dog ikke, men vinen har 1,4 gram restsüße aka restsukker pr. liter og dermed overraskende mindre end de foregående vine.

I næsen er der tale om en ganske rund vin, hvor frugten er fersken, pærer, æbler, kvæde og svag citron samt lidt hvide blomster. Duften er lidt til den neutrale side, men der fanges også lidt sødme og sandeltræ.

Smagen passer fint til duften … rund, blød og absolut til den saftige side med modne ferskner, grønne æbler og bitter lemon. Det er bare letløbende, fyldigt og ukompliceret.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Weingut Haack, Weisser Burgunder, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Haack, Weisser Burgunder, Nahe, TysklandNæste Gutswein i rækken fra det lille familedrevne Weingut Haack var denne 2019 Weisser Burgunder og som de forrige med skruelåg lige til hurtig åbning hverdag eller fest.

Der er ikke mange oplysninger om vinen, men Andrup Vin har oplyst, at vinen er lavet i store rustfrie ståltanke, men efter endt fermentering har lagret sur lie både i ståltankene og på egetræsfade for at give mere struktur til vinen. Hvor lang tid fremgår dog slet ikke. Den har i øvrigt 7,2 gram restsüße aka restsukker pr. liter

Duftmæssigt har vinen en smule fylde og fedme, pærer, blommer, ananas og virker samtidig lidt tør og støvet i udtrykket med en smule landlighed, hyld, safran, nødder … meget rar og fin duft.

I munden har vinen en fin syre og surhed og så fornemmer man også en vis fylde, men den er slet ikke så sød, som de to foregående Haack vine. I stedet er der grape, sure æbler, umodne pærer, bitterhed og syre i god kombination … læskende og virkelig interessant.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Haack, Riesling, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Haack, Riesling, Nahe, TysklandNæste Weingut Haack vin er deres Gutsriesling … en 2018 Riesling af deres basisvine, som jeg samlet smager 4 forskellige af.

Druerne kommer fra forskellige af husets marker og gennemgår efter høst blød presning, hvilket så efterfølges af fermentering i rustfrie ståltanke ved kølige temperaturer. Efter gæringen har vine så lagret i tankene en kortere periode. Vinen har en restsødme aka restsüße på 8,8 gram pr. liter, som dermed er den således ingenlunde ultratør.

Duften er meget klassisk med en smule petroleum, lidt grønne krydderurter, stearinlys, intensiteten ikke helt vild og med næsen godt nede i glasset bliver de terpentinske også lidt skingre. Frugten er grønne æbler, svag lemon og der kommer også lidt tørhed, blomster og saltede mineraler.

I munden er vinen en tak sødere end forventet, men den tipper imidlertid ikke over, for der er også både lemon, grape samt en lidt kantet syre. Der er sødme, syre, bitterhed og rustik kant.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Weingut Haack, Cuvée Ole, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Haack, Cuvée Ole, Nahe, TysklandFørst vin i glasset fra Weingut Haack blev denne Cuvée Ole, der også er eneste af de 11 vine, som er lavet på et blend af flere druer … og her er det nemlig på Kerner, Riesling og Scheurebe.

Lasse Haack har lavet vinen på rustfrie ståltanke med kølig gæring efter presningen og så lagret sur lie i ståltankene inden aftapningen på flaske. Vinen har et pænt sødmeniveau på 13.6 gram restsukker pr. liter.

Duften er jeg sgu lidt overrasket over … masser af petroleum, olievædet tvist og dieselolie, men derudover også lidt eksotiske frugter med fersken, melon, abrikos samt en sød, fyldig og næsten olieret fedme og nogle lidt sæbeagtige, småblomstrede elementer i forening med lidt småkager, vaniljekranse og ubagt dej. Meget aromatisk næse.

Smagsmæssigt er det en sød sag … masser af saftig tropisk frugter med specielt abrikos, fersken, godt med lemon og grillet grape. Det er fyldigt, pænt sødt med denne lidt bitre noter fra både lemon og grapefrugterne … meget svulstig og saftig. Dermed bliver det en rigtig sommerbasker og så er det jo fint, at den er på 1 liter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7