Vi fortsatte med næste vin i det tyske Spätburgunder spor, for det var nemlig en herlig 2018 Spätburgunder Auslese Trocken fra det store kooperativ Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr.
Det gamle kooperativ ligger i byen Mayschoß i Ahr og skulle være det ældste kooperativ i Tyskland. Det er grundlagt den 20. december 1868 af hele 18 fremsynede tyske vinbønder og etableret af nød. Dengang havde vinproduktionen i Ahr-dalen været i dyb krise i næsten 10 år på grund af dårlig høst, angreb af vinlusen Phylloxera samt et stort sammenbrud i vinhandlen mellem de preussiske områder og de øvrige lande i Europa.
Ved at forene kræfterne, så håbede vinproducenter at finde en vej ud af denne situation. Det betød også, at der i slutningen af 1800-tallet blev grundlagt næsten 20 kooperativer i Ahr-dalen. Og i dag er omkring 90 procent af alle vinbønder i Ahr fortsat medlem af nogle af disse kooperativer.
Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahrs første formand var Nikolaus Näkel, og han fik hurtigt kooperativet op at køre. Allerede i 1881 var tilknyttede vinbønder steget fra de oprindelig 18 til 141 medlemmer, så kooperativets produktionslokaler måtte løbende udvides, bl.a. med udgravning af store, hvælvede vinkældre … som fortsat den dag i dag anvendes til lagring af vinene.
I 1982 blev kooperativet fusioneret med et par øvrige kooperativer i Mayschoss og Altenahr, og det var reelt først dér, at kooperativet fik dets nuværende navn Winzergenossenschaft Mayschoss-Altenahr. Seneste sammenlægning er sket i 2009, hvor så det næstældste kooperativ Winzergenossenschaft Walporzheim blev en del af Mayschoß-Altenahr.
Hele historien genfortælles i øvrigt også i kooperativets museum, som man kan finde i kældrene hos WG Mayschoß-Altenahr. Her er der også udstillet alt fra gamle redskaber, cykeltasker og vogne til transport af druer, sakse, en druemølle fra år 1900 og en gammel maskine til at sætte korkpropperne i flaskerne.
I dag er der tilknyttet 452 vinbønder til kooperativet, og der produceres fra omkring 150 hektar vinmarker. Det betyder dermed, at hver vinavler gennemsnitlig har 0,33 hektar vinmarker. Den årlige produktion på kooperativet er 1.200.000 flasker vin. De har en lagerkapacitet i tanke på 1,8 mio. liter og 250.000 liter i fade.
Her smager vi så én af kooperativets utallige vine, nemlig deres Spätburgunder Auslese Trocken, hvor druerne kommer fra mange forskellige marker, men høstet forholdsvis sene. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke med 8 dages gæring og maceration og derefter også lagret på ståltankene inden aftapning på flaske. Vinen har 5,6 gram restsukker pr. liter.
I næsen er der klart mere power og krop end forrige Spätburgunder, for her er der fedme, brombær, solbær, kirsebær, røg, tobak, mynte, blomster … men er ellers lidt mere lukket og nærig med aromaerne.
Smagsmæssigt har vinen en god syre, nærmest en balsamisk syre, som kombineres med bitre kirsebær, mørk og bitter chokolade, tør jord, lidt jod og er i det hele taget meget tør. Der er ikke masser af finesse, men det er skruet godt sammen.
Ikke fundet en forhandler herhjemme, men vinen er også købt på kooperativet, hvor en flaske koster 16,90€ … svarende til 126 kr.
Vinanmeldelse 5/7