Kommunen Flagey-Echezeaux har to Grand cru marker. Echezeaux er med sine 30 hektar langt den største. Det er (derfor) samtidig et af de mest populære jordstykker med pt. hele 80 forskellige ejere.
Vinene fra Echézeaux er fantastisk velsmagende, og med meget komplekse duftnuancer af bl.a. læder, lakrids og krydderier. Smagen er kraftig med en blommeagtig fylde, der balancerer flot, og med stor længde.
Denne aften hiver vi så anden Echezeaux Grand Cru vin op, og denne gang fra Domaine Daniel Bocquenet. Daniel startede på domainet i 1970erne – en vingård, som Daniels bedstemor havde købt tilbage i 1913 – og arbejdede sammen med sin far, som nu er gået på pension.
Domainet er flot omtalt i Remington Norman’s bog “The great domaines of BURGUNDY”. Også Robert Parker og Allan Meadows giver domainet pæne ord med på vejen.
Daniel Bocquenet producerer kun omkring 25.000 flasker om året, så han har ikke været så ivrig for efter at blive nævnt for mange steder. Der bruges 100% nye fade på domainet, men vinen kan bære det, da der er en fantastisk frugt i hans vine.
Imidlertid bliver denne vin denne aften lidt af fuser. Vinen er meget lukket. Duften er der ikke, og smagen er ligeledes stram, sur og med noter af stilke … fremfor druer. Den virker lukket og meget utilgængelig, selvom vinen endda var dekanteret 2 timer forinden … i et forsøg på at bløde den lidt op. Det er lidt rovmord at drikke den nu … den skal gemmes.´Ikke at vinen smager skidt, nej langt fra, og man fornemmer da også, at det med tiden kan blive et rigtigt godt glas vin.
Prisen for denne er på 725 kr. hos Randers Vinhus. Direkte hos Otto Suenson koster samme vin 635 kr.