Tag-arkiv: Toscana

2019 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, Italien

2019 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, ItalienDenne Montecucco Rosso fra det lille vinhus Azienda Agricola Biologica Orciaverde lidt syd for Stazione Sant’Angelo-Cinigiano har jeg været begejstret for før og nu er jeg det atter med 2019’eren.

Vinhuset har jeg skrevet om en del gange efterhånden og denne Montecucco Rosso har jeg jo smagt i både årgang 2017 og 2018.

Det er en vin, der er lavet på Sangiovese tilsat lidt Cabernet Sauvignon og Merlot. Vinen er lavet klassisk og gammeldags, dog er den efter endt fermentering lagret 2 måneder på barriques.

Er 2019’eren måske lidt mere grøn og urtet end de foregående to årgange? Den er under alle omstændigheder dejlig syrlig med noget hæfteplaster og medicinkasse, har en stram parfumeret duft med blommer, jordbær, svesker, tranebær, ribs, violer, mynte samt lidt kolde, rå champignon samt svag vanilje.

I munden har vinen en frisk, syrlig lys, frisk frugt, småbitter og virkelig streng, ren og mundrensende med lidt peber, vild kæmpe tørhed, ribs, kirsebær og granatæbler. Det er spillevende, syrlig og stram bandit, der har tørre og bitre tanniner, der skriger på mad med lang syrligbitter eftersmag. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Anna Maria Giacomelli, Terre di Chiesina IGT, Toscana, Italien

2009 Anna Maria Giacomelli, Terre di Chiesina IGT, Toscana, ItalienAzienda Agricola Anna Maria Giacomelli ligger tæt på den gamle romerske by Pistoia omkring 20 kilometer nordvest for Firenze i Toscana og derfra smager vi nu denne 2009 Terre di Chiesina.

Ejendommen var oprindelig ejet af den ædle Vivarelli Colonna familie, men blev i slutningen af 1700-tallet så overtaget af Giacomelli familien, der fortsat ejer vingården sammen med det øvrige og mere traditionelle landbrug, som familien driver.

Vinhuset har samlet 20 hektar i bakkerne ved Pistoia, men heraf ligger 4 hektar indenfor Chianti DOCG-området.

Her smager vi en Terre di Chiesina Toscana IGT lavet på 80% Sangiovese, 7,5% Merlot, 7,5% Syrah samt 5% lokale druer. Alle druerne til denne vin er høstet i hånden og bragt til vingården.

De manuelt høstede druer har efter afstilkning gæret 7-10 dage i cementtanke, hvorefter vinen er  lagret i 18 måneder i samme tanke og så aftappet på flaske og lagret yderligere 6  måneder inden frigivelse.

I glasset afsløres alderen fluks på farven, der klart har brunlige nuancer, men det afsløres også af duften, som er noget moden og lidt hengemt. Det betyder også, at frugten mest er lidt likøragtig, rosiner, støvede overmodne blommer  … men der er også søde krydderier, en ældre balsamicoeddike samt sandeltræ.

Smagsmæssigt giver alderen dog en ganske rund vin, hvor de fleste kanter er slebet helt runde. Frugten er moden, blid og det er modne kirsebær samt jordbær, lidt bitter Earl Grey te, slappe tanniner, lidt gazebind og tør lakrids eller fennikel. Der er dog – heldigvis – fortsat bid i frugten og det løfter smagen. Det er dog ikke en vin, som jeg vil gemme i mange år endnu. 88 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Croce di Febo, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2017 Croce di Febo, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienPå adressen Via di Voltaia Nel Corso 3 kilometer fra centrum af Montepulciano finder vi den lille ejendom Podere Monti, som har et agriturismo og vinhuset Croce di Febo … og derfra har jeg nu fået denne 2017 Vino Nobile di Montepulciano i vinglasset.

Huset blev grundlagt i 1995 af Vincenti-Comitini familien med  Silvia Vincenti som ejer og den drivende kraft i fællesskab med hendes mand Maurizio Comitini. De har lige siden etableringen fået skabt et smukt agriturismo med plads til plads til 14 gæster, men laver også vin fra deres knap 4 hektar vinmarker,

De 4 hektar er fordelt på kun 2 marker, nemlig Vigna la Pietra ved Pieve di Valardegna i 470 meters højde samt Vigna Cappuccini ved Pieve di Saint Albino i 520 meters højde. De to vinmarker har sammenlagt 9 forskellige terriors.

Markerne er dog primært præget af ler og kalksten … og netop ler er  i stand til at holde på fugt og næringsstoffer i tørre perioder, mens kalksten indeholder sedimenter, der gør planterne i stand til at udvikle duftende druer med en god struktur.

Markerne dyrkes biodynamisk, og der forfølges et princip om bæredygtig produktion, så det klassiske toscanske landskab kan bevares. Der er aldrig tilført kunstig gødning på disse marker, men i stedet anvendes princippet om grøngødning, hvor der sås grønne planter mellem vinstokkene, der så tilfører jorden organiske næringsstoffer.

I kælderen gærer alle vinene spontant med vildgær, så der er et element af naturlig tilfældighed i vinenes udvikling. Der laves 8 forskellige vine på Croce di Febo, herunder altså denne Vino Nobile di Montepulciano, der er lavet på Sangiovese, Canaiolo og Colorino.

Druerne kommer fra de to vinmarker Vigna la Pietra og Vigna Capuccini og gærer med naturgær i betontanke og ligger på egefade i 24 måneder efterfulgt af 6 måneders flaskelagring. Der er en årlig produktion på 10.000 flasker af denne vin.

Næsen byder på sød tobak, engelsk lakrids samt en god, gammel og tyktflydende balsamico-eddike, en mørk og moden frugt af blommer, brombær, jordbær, sorte kirsebær, jernbanesveller, lakridskonfekt, rå champignon, marcipan samt mørk chokolade. Der er godt med skrald på … godt med egepræg, men dufter vildt godt.

Smagen er dog slet ikke så mørk som duften, for vinen har en lysere og meget frisk nerve, hvor frugten mere er hindbær, kirsebær samt brombær, en svag tør bitterhed suppleret med sort te, champignon, jern og giver et frisk bid. Den har okay bløde tanniner, men virker klart meget tør, tannisk, jernholdig og bitter … flot smag. Dermed klart 92 point og 5 tomler.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Poliziano, Ambrae Bianco, Toscana, Italien

2020 Poliziano, Ambrae Bianco, Toscana, ItalienSidst jeg smagte vin fra Azienda Agricola Poliziano var det en 2019 Rosso di Montepuliciano, men nu smager jeg så en hvid Ambrae Bianco fra Federico Carletti og vinmager Carlo Ferrini.

De er en vin, som er lavet på et sjovt mix af 80% Chardonnay samt 20% Sauvignon Blanc fra 2 hektar østvendte marker i 350 meters højde.

Efter høsten har druerne gæret i rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur på omkring 20 grader med brug af udvalgt gær. Efter endt fermentering er vinen så lagret 6 måneder i stål og efterfulgt af 3 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 7.000 flasker af vinen.

Duften er bestemt godkendt … først masser af blomster, fersken. honningmelon samt en snert ananas. Derudover er der også nogle brødkrummer, ristede elementer, brunet smør og lakridskonfekt, hvor lille, krydret sødme kommer frem.

I munden er det en blød vin, meget rund og uden så vild syre. Det giver i stedet en easygoing vin med fersken, melon og lemon, idet en sødmefuld bitterhed er med til at give vinen nogen rygrad. Det gør den også let læskende … og selvom der ikke er megen mineralitet, kommer der i stedet nogle lidt salte noter i eftersmagen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Bibi Graetz, Casamatta Rosso, Toscana, Italien

2020 Bibi Graetz, Casamatta Rosso, Toscana, ItalienBibi Graetzs ikoniske 100 point topvin Testamatta koster tæt ved 1.000 kr., men mindre kan jo gøre det, så nu tester jeg også hans røde 2020 Casamatta Rosso, der også – som den hypede topvin – er en IGT vin lavet på ren Sangiovese, men til at få for menneskepenge.

Her kommer Sangiovese druerne imidlertid ikke – som hos Testamatta – fra tudsegamle stokke, men derimod fra de yngste vinstokke og så er vinen også udelukkende lavet i ståltanke.

Det gælder både med selve spontangæring i rustfrie ståltanke, men også den efterfølgende 6 måneder lagring sur lie er sket i ståltankene.

Druerne fra de forskellige vinmarker er i øvrigt vinificeret helt separat og den endelig vin først sammenstykket efter endt lagring. Casamatta betyder i øvrigt det tossede hus, men her skal man være småtosset for ikke at kunne li’ vinen.

For i modsætning til den hvide Casamatta Bianco så er dette sgu langt mere spændende og tiltrækkende med en lidt træagtig note, lidt skovbund, rå champignon og en frugtrig kerne med lyse kirsebær og hindbær samt en rå, balsamisk note.

Hvor er der godt med frisk frugt, tranebær, hindbær, ribs og umodne kirsebær og mirabeller, frisk og direkte, har masser af balsamisk syre samt et vildt godt bid, som bærer denne frugtrige, rene, blomstrede og flotte elegance, så 5 store tomler med stor pil op.

Forhandles af Supervin, men prisen kendes endnu ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Bibi Graetz, Casamatta Bianco, Toscana, Italien

2021 Bibi Graetz, Casamatta Bianco, Toscana, ItalienBibi Graetz er et nyere toskansk vinhus, som har skabt et par højt velanskrevne kultvine som fx Testamatta og Colore. De har fået vildt høje point og bl.a. fik Testamatta i årgang 2018 de magiske 100 point af Decanter. Vi smager her en mere jordnær 2021 Casamatta Bianco.

Bibi Graetz ligger i Fiesole nær Firenze i Toscana. Bibi startede sit vinhus i 2000 ud fra en stor kærlighed til vin, selvom han ikke selv kommer fra en vinfamilie, men derimod er fra et rigtigt kunstnerhjem.

Her smager vi en 2021 Casamatta Bianco, der er lavet på 60% Vermentino, 30% Trebbiona Toscana samt 10% Ansonica og alene lavet på rustfrie ståltanke, hvor de efter endt fermentering også er lagret for at bevare friskheden.

Duftmæssigt er det også en frisk vin … ikke eksplosiv, men har godt med blomster, stikkelsbær, fersken, grønne blade, appelsinskal samt en smule grape. Der er ikke noget, som stikker af, men egentlig godt ren, mineralsk og sprød. I munden fortsætter friskheden … umodne æbler, citroner, sten og mineraler. Der er god og sprød syre, svag lemon bitterhed og en let jernet og mineralsk stramhed.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker

Vinanmeldelse 4/7

2019 Orciaverde, Beatrix, Toscana, Italien

2019 Orciaverde, Beatrix, Toscana, ItalienMan kan ikke se meget på flasken, som er en prøve uden label, men når jeg så fortæller, at dette er en helt ny topvin kaldet Beatrix fra Simone Governi på Azienda Agricola Biologica Orciaverde, så begynder mundvandet nok allerede at løbe.

Det er ikke lang tid siden, at jeg sidst smagte hans topvin 2017 Montecucco Sangiovese Riserva og skrev, at det var huset bedste og dyreste vin … men den sandhed er nu ikke helt sand længere… for nu er supertoscaner’en aka topcuvéen Beatrix på vej på markedet, hvor denne er årgang 2019.

Det betyder dog også, at der er sparsomme oplysninger om indhold samt produktion. Det skulle dog være en helt ny supertoscaner og er vist et blend på 40% Sangiovese, 30% Petit Verdot og 30% Merlot fra egne marker i Monecucco.

Det passer godt med, at Simone Governi udover Sangiovese også dyrker et par af de store internationale sorter. Efter endt gæring er vinen så modnet 24 måneder på franske 225 liters barriquefade, heraf 20% nye.

Etiketten på vinen kommer i øvrigt til at se sådan her ud:

Duftmæssigt er Beatrix da også lidt mørkere i aromaerne end de øvrige Orciaverdevine, men har samme fadnoter som Riserva’en … godt med frisk træ, gammelt klædeskab af teak- eller mahognitræ, en frugt med sorte kirsebær og solbær, lidt earl-grey te, lakridsrod samt grønne elementer.

Hvor er der smagsmæssigt masser af frugt i vinen … brombær, kirsebær og bitre tranebær. Fadnoterne er med fra start, men de placeres pænt i baggrunden til fordel for den store frugt, balsamisk og tæt med en tør italiensk syre, tydelige tanniner, som dog aldrig bider rigtigt voldsomme. I eftersmagen er også tør frugt, der bare lige bliver hængene i timevis. Sådan.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Fattoria Ambra, Santa Cristina In Pilli, Toscana, Italien

2018 Fattoria Ambra, Santa Cristina In Pilli, Toscana, ItalienNæste vin er rigtig spændende, for Santa Cristina In Pilli fra det lille vinhus Fattoria Ambra er fra nok Italiens ældste og mindste vinområde Carmignano.

Områdes historie kan føres tilbage til vel 800-500 år før vor tidsregning, hvor etruskerne der allerede producerede vin. Det var dog først i 1300-tallet, at dokumenter viser områdets fine kvaliteter, bl.a. med optegnelser om, at Carmignanos vine var dyre og kostede 3-4 gange så meget som al anden vin.

I 1500-tallet startede adelen også selv med dyrkning af vin og de plantede – stik mod traditionerne – franske vinstokke med Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot. I 1716 udpegede storhertug Cosimo 3 de’ Medici også Carmignano som et område med vin af speciel høj kvalitet.

Området fik dog først sin DOC i 1975, men den blev ophævet til DOCG i 1991 … og det gør appellationen til den mindste DOCG i Toscana og den næstmindste i hele Italien.

Fattoria Ambra Società Agricola ligger netop i det område på adressen Via Lombarda mellem Firenze og Prato, beskyttet af Montalbialo-bjerget og velsignet med en masse sollys i løbet af dagen.  Huset drives af Giuseppe Rigoli, der er agronom og ønolog, mens hans hustru Susan er uddannet agronom. Huset har været i familien Romei Rigolis eje siden 1870

Giuseppe har også selv mere end 30 års erfaring og får hjælp af landbrugstekniker og sommelier Fabio Marzotti og sin nevø Guido Cantini, der som Giuseppes har en stor passion for vin og samlet har de på Fattoria Ambra 24 hektar vinmarker fordelt på 4 marker eller Cru’er, nemlig Elzana, Montalbiolo, Montefortini-Podere Lombarda  og endelig Santa Cristina in Pilli.

Sidstnævnte mark er på 8 hektar og beliggende i 80-100 meters højde på en bakke ved kirken med samme navn, hvor Giuseppe mest dyrker Sangiovese suppleret med Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Canaiolo Nero, Foglia Tonda, Pugnitello, Trebbiano og Vermentino.

Denne 2018 Santa Cristina In Pilli er lavet på 75% Sangiovese, 10% Canaiolo Nero, 10% Uva Francesca, som man lokalt kalder Cabernet Sauvignon, samt 5% øvrige godkendte druesorter. Vinen er lavet via gæring og maceration i 15-20 dage i ståltanke med kontrol af både temperatur og med løbende overpumpning.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder … 50% i franske tonneaux egefade på 350 og 500 liter samt 50% i store 2.500 liter slavonske fade.

Dejlig let, lys og luftig næse med en næsten legende syre … virker støvet, har en mediumfed frugt med brombær, blommer, hindbær, røg, violer, svag lakrids, læderfedt, let vanilje … alt så rundt, let og elegant med næsten et småburgundisk træk.

Det smager også nærmest på samme måde … har en let og støvet syre samt nogle bitre og tørre tanniner, som lige markerer sig. Det er sammen med en frugt af tranebær, blåbær, hyben og lyse blommer, hvilket giver et frisk og tørt bid, hvor en lille sødme alligevel sniger sig med i billedet. Rigtig lækker og spændende vin, der samtidig overgår mange, mange Chianti vine, så dermed ligger Houlberg omgående 5-5,5 tomler.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Fabbrica Pienza, Sangiovese Tosacana, Toscana, Italien

2016 Fabbrica Pienza, Sangiovese Tosacana, Toscana, ItalienJeg vover pelsen og napper endnu en vin fra Fabbrica Pienza … og det er storesøsteren til den forrige, for det er husets 2016 Sangiovese Tosacana.

Nu er det 100% Sangiovese, der modsat lillesøsteren ikke er fermenteret i ståltanke, men  i koniske træ-fermentorer med temperaturkontrol. Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder i let- og medium-ristede tonneaux egefade.

WAUW for en duft … vildt spændende med en moden, dekadent og luftig aroma, hvor der er grannåle, violer og rosenblade, kirsebær, en smule hindbær, ribs og svesker, appelsinskal, tør jord, våd træ, fint og diskret fadpræg med en snas vanilje og ellers blomster.

Hvor er smagen samtidig blød og rund med en direkte kraft, er samtidig virkelig tør og har også tørre tanniner, der nærmest er helt på Nebbiolo niveau og bare bidder dig kærligt i kinder og gummerne, men føles bare helt rigtigt. Der er lidt sødme, godt med kirsebær, lidt brombær, urter, let peber … virkelig smukt balanceret og denne vin er virkelig kræs for sjælen.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Fabbrica Pienza, Rosso Tosacana, Toscana, Italien

2018 Fabbrica Pienza, Rosso Tosacana, Toscana, ItalienFabbrica Pienza er et nyere toskansk vinhus grundlagt i 2013. Derfra smager jeg nu 2 vine, hvor den første er denne 2018 Rosso Tosacana.

Fabbrica Pienza er etableret af det schweiziske ægtepar Tonie og Philippe Bertherat, som har indgået et samarbejde med de to kendte vinmagere, Maurizio Saettini og Michele Corsi.

Det er et par erfarne herrer og fx har Michele Corsi tidligere været vinmager ved Biondi-Santi. Her på  Fabbrica Pienza har de 24 hektar vinmarker, som drives organisk og bæredygtigt, mens vand og restprodukter fra vinproduktionen genbruges og således ikke går til spilde. Strømmen produceres af solceller og sprøjtemidler er bandlyst

Vingården er i det hele taget meget utraditionel og ligner ikke den typiske vingård,  virkelig strømlignet og virker næsten helt usynlig midt ude i vinmarkerne. Vingården er tegnet af Tonie Bertherat og etiketterne på husets vine er tegnet af en verdensberømte kunstner, Ugo Rondinone, som står bag flere store værker, blandt andet en af USA’s største landbaserede kunstinstallationer Seven Magic Mountains.

Der laves årligt 38.000 flasker vin årligt fordelt på 6 forskellige vine, hvoraf denne Rosso Tosacana er én af disse. Vinen er lavet på 50% Sangiovese og 50% Syrah, som er vinificeret i ståltanke ved kontrolleret temperatur.

Efter endt fermentering er 75% af vinen lagret i 12 måneder i ståltanke, mens de sidste 25% er lagret på tonneaux egefade, der er anvendt 3 gange. Der produceres 10.000 flasker om året af vinen.

I glasset er vinen lysere end forventet … specielt set i lyset af, at der er halv Syrah i blendet. Duften er ubetinget italiensk, har masser af grønne urter, en herlig balsamisk syre, blæk, granit, mynte eller mint, en lidt tør frugt med tranebær, rabarber og ribs … meget rank og ren i aromaerne.

Smagen er klart i samme boldgade, meget ren, rank og har en frisk frugt med lyserøde kirsebær, ribs og rabarber, en fin og vedholdende syre, lidt peber, pænt med knastørre tanniner, som sætter sig rundt i din mund, men forholdsvis hurtigt falder ned igen. Der er god bid, så dermed bliver det en frisk og dejlig lille toscaner.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7