Riesling … druernes dronning er et must, hvis man skal smage tysk hvidvin. Vi startede med denne Domberg Riesling fra Weingut K.H. Schneider, som holder til ved byen Bad Soberheim omkring 80 kilometer sydvest for Frankfurt i Nahe området.
Weingut K.H. Schneider er grundlagt i 1956 af Karlheinz Schneider, men drives i dag af 3. generation i form af brødrene Andreas (Andi) og Christoph Schneider, men de får dog fortsat hjælp fra forældrene Bernd og Marion.
Vinhuset har samlet 11 hektar vinmarker fordelt på de 3 marker Sobernheimer Domberg, Sobernheimer Marbach og Schlossböckelheimer Felsenberg.
Der satses primært på Riesling, men huset laver også lidt Spätburgunder, Grauburgunder samt lidt Dornfelder og Bacchus. Vinene er selvfølgelig opdelt helt traditionelt i Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine. Der laves også lidt Sekt og Brände samt andre specialiteter.
Her lige et foto fra Domberg marken
Sobernheimer Domberg marken er en stejl, sydvendt skråning, hvor jorden er præget af sten, rødsten, skifter og kvartsit. Det er med til at give meget ekstreme vine med kraft, salt og mineralske toner.
Denne Domberg Riesling er Weingut K.H. Schneiders eneste Lagenwein fra denne mark … og altså lavet med nogle af husets bedste druer. Lavet på rustfrie ståltanke.
I næsen løftes forventningerne allerede ….uhmmmm, dufter nærmest helt sprød med grape, abrikos, mirabeller, svag petroleum og virker derudover tæt med fin dybde.
Smagsmæssigt også helt i top med en langt mere fremtrædende syre. Syren er længere fremme i smagen, men afbalanceret … og har alligevel hovedrollen sammen med grønne toner, ikke så stor sødme samt fint med mineraler, flint og sten. Smager rigtigt godt.
Forhandles af Tysk Vin Klub, hvor prisen er 125 kr.
Rating 5/7