2014 Jeff Carrel, Pinot Noir, Languedoc, Frankrig

Vinbaren Villa Vino i Mikkel Bryggers Gade blev også besøgt … og der nød vi en Pinot Noir fra én spændende vinmager, som jeg er stødt på tidligere, nemlig den nye og unge stjerne Jeff Carrel, som primært laver vine i den sydlige del af Frankrig.

Han hedder rettelig Jean-François Carrel … men kaldes Jeff Carrel. Han betegnes som fransk vins enfant terrible og voksede op på stenbroen i Paris, et barsk arbejderkvarter ved foden af Montmartre og det stod ikke skrevet i kortene, at han skulle blive vinmager.

Han var egentlig kemiker, men valgte vinvejen og lavede i 15 år vine for bl.a. det Mondavi ejede Vichon Winery i Napa, Chateau Ste. Michelle i Washinton State og Wolfberger i Alsace.

Herudover arbejdede han i Sydfrankrig, bl.a. hos Jean-Francois Galhaud, Daumas Gassac og Grange des Pères. Det var nok dér, at han fik en særlig forkærlighed for vinene fra Langedoc. I dag kalder han sig for La Vieille Mule (det gamle muldyr) og Eclectic Winemaker og sværger til Languedoc, hvor han har grundlagt vinfirmaet ”by Jeff Carrel”.

Det er ikke et vinhus i traditionel forstand, men mere et konsulentfirma, som hjælper vinproducenter og vingrossister med at forbedre og udvikle deres vine og skabe produkter med stærk identitet. På den måde arbejder han sammen med vinavlere og andre i branchen for at lave en række vine, som han synes kunne være spændende. Han laver nu vin for sin fornøjelses skyld – og kun vin som, han kan lide den.

Jeff Carrel laver i dag en række vine under eget label ”by Jeff Carrel” samt en række vine for producenterne Villa Des Anges, Domaine Val Auclair, Domaine Saint Roch, Domaine de Thulon, M&P Guiraud, Château De Cordes, Enclos de la Croix og Grange Madame.

Denne Pinot Noir er lavet på ren Pinot Noir, hvor druerne kommer fra vinstokke med en alder på mellem 10 og 15 år, og fra forskellige udvalgte parceller i Languedoc, primært omkring Limoux. Vinen er lavet med kold maceration før gæring uden svovl eller tilsat gær, lagring uden svovl sur lie før en meget sen og lang malolaktisk gæring.

Vi havde egentligt valgt en anden vin på tavlen på vinbaren Villa Vino … men den havde de ikke. Efter lidt drøftelse faldt valget på denne Pinot Noir. Det er en ganske okay vinbar … måske en klasse under de øvrige vi besøgte weekenden i København. Omvendt var vi heller ikke lang tid på baren … blot dette ene glas.

Men hvad gør egentlig en vinbar god? I min optik er det flere ting … tjenere, som ved noget om vin, kan fortælle om de forskellige producenter og gerne udfordre dig i dit vinvalg fx via små smagsprøver, inden du vælger din vin. Denne aften stak to vinbarer specielt ud i den retning, nemlig Ved Stranden 10, hvor alt fungerer top professionelt … og så Falernum, hvor de også tør udfordre og samtidig tilbyder familiær hygge. Falernum vender jeg tilbage til.

Villa Vino
Hyggelig stemning på vinbaren Villa Vino.

Nå, men tilbage til den lille Pinot Noir by Jeff Carrel. I næsen er der ikke meget fransk Pino over vinen … nærmere i stil med tysk Spätburgunder … sådan med sød hestestald, hindbær, jordbær og en smule mejeri. Den virker ikke så mineralsk som dens tyske medsøstre og måske en kende varmere i udtrykket.

Smagen er sådan meget ligetil, måske lidt flad og mangler lidt kant og mineralitet. Der er et letkrydret element og forholdsvis kort eftersmag, men vinen er meget drikkevenlig.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor prisen er 119,95 kr.

Rating 4,5/7  

Om Villa Vino
Om Villa Vino.

 

2012 Albino Rocca, Barberesco, Piemonte, Italien

Efter veludført halvmaraton – sådan da – var samvittigheden på plads til mere vino. Nok også bedre at nyde efter end før et sådant løb. Vi røg da også hurtigt på aftenens første vinbar i staden, nemlig Trattoria FIAT, hvor vi selvfølgelig bestilte lidt italiensk i form af denne Barbaresco fra vinhuset Albino Rocca.

FIAT har i denne forbindelse ikke er noget at gøre med de små, 4-hjulede automobiler af italiensk herkomst, men en forkortelse af Fondazione Italiana Alimentari Totale og ligger centralt på Kongens Nytorv.

Vor søde tjenerinde kunne se, at vi – udover vinen – også trængte til lidt fast føde, så hun serverede også lidt godt brød sammen med vinen … uden beregning og endda sammen med lidt olivenolie Olio di Oliva Extra Vergine Il Biondo fra Rolf Sørensens ejendom i Toscana. Se det er sgu service.

Il Biondo betyder den blonde og er en økologisk, håndplukket, koldpresset og ufiltreret saft af olivenfrugten. En extra jomfru olivenolie, der er helt fri for tilsætningsstoffer, men med masser af naturlige antioxidanter og et lavt syreindhold. Og helt sikkert bedre end cykelolie … men måske havde vi ikke bemærket det.

I stedet koncentrerede vi os om denne Barbaresco, som kommer fra L’azienda vinicola Albino Rocca eller Semplice Agricola Siglabile Albino Rocca, som der står på postkassen. Vingården ligger lige syd fra selve Barbaresco i Piemonte og drives af Rocca familien.

Vinhuset er grundlagt i midten af 1940’erne af Giacomo Rocca, som både solgte sine druer og senere begyndte at lave egne vine, som blev solgt i store demijohns, altså store glasballoner, typisk fra 5 liter og helt op til 60 liter. Det var i stedet sønnen Albino Rocca, som via hårdt arbejde fik vingården på landkortet, og de første aftapninger af egne vin på flaske er fra omkring 1960.

Det var imidlertid først med 3. generation i form af Angelo Rocca, at vinhuset i 1988 – inspireret af Elio Altare – trådte ud af skyggen og markerede sig som en vaskeægte Barbaresco specialist. Angelo egen opfattelse var imidlertid, at det først var med årgangen 1991, at han havde fundet den stil, som han søgte.

Angelo var også én af de første til at opdage den dygtige østriske bødker Franz Stockinger. Han blev så begejstret for Stockingers egefade til lagringen med Nebbiolo, at langt det meste i dag er udskiftet til disse. I dag ser man også Stockingers fade i flere andre kældre i området.

Imidlertid døde Angelo Rocca en tåget efterårsdag i oktober 2012 ved et tragisk flystyrt i sit ultralette fly, så i dag er det 4. generation i form af Angelos 3 døtre Monica, Daniela og Paola Rocca, der driver vinhuset sammen med Carlo … Angelos ynglings studerende, som står for det meste af vinproduktionen.

Trattoria FIAT
Trattoria FIAT på Kongens Nytorv … fin italiensk restaurant og vinbar.

L’azienda vinicola Albino Rocca har samlet 23 hektar vinmarker, heraf 15 hektar i fortrinsvis Barbaresco og Neive samt 8 hektar i San Rocco Seno d’Elvio. De bedste marker er henholdsvis Bric Ronchi og Loreto vinmarkerne i Barbaresco samt Montersino i Rocco Seno d’Elvio. Den årlige produktion er på ca. 135.000 flasker vine.

Albino Rocca laver 5 forskellige Barbaresco’er … og denne er den almindelig Barbaresco DOCG, hvor druerne kommer fra både Barbaresco og Neive og San Rocco Seno d’Elvio. Vinstokkene er mellem 11 og 18 år gamle, og vinen er fremstillet på ståltanke og har derefter lagret 20 måneder på store 20 hektoliter tyske og østrigske egetræsfade. Der laves årligt 7.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt klart italiensk Piemonte … i næsen er vinen tør og støvet med blæk, modne kirsebær, blyanter, friske egeplanker, cigarkasser, trøfler, roser, lette svampe eller champignoner samt en helvedes god dybde. I munden er vinen blød, rund med en smule sødme og en meget præcis frugt.

Der er ingen bitterhed vinen, men tilstedeværende syre … tydelige tanniner og frugten er meget direkte, næsten som på togskinner, men samtidig rund og elegant. Med lidt yderligere luft i glasset tæmmes tanninerne yderligere og vinen fremstår ganske harmonisk og i balance.

Forhandles af Adriat Vinimport, men prisen kender jeg ikke.

Rating 5/7  

Gårdhaven hos FIAT
Hyggelig stemning i gårdhaven på vinbaren.

Rolf'ens olivenolie
Rolf’ens olivenolie … dén er ren!

2013 Domaine Labet, Les Varrons Pinot Noir, Jura, Frankrig

Hold nu kæft … what a wine! Fed guiding fra the crew på vinbaren Ved Stranden 10 endte med denne Les Varrons Pinot Noir fra vinhuset Domaine Labet, som ligger på adressen Place du Village Chemin Monceau i den lille by Rotalier i Jura. WTF … for en sindssyg Pinot Noir fra Jura!

Domaine Labet drives af den energiske Julien Labet sammen søsteren Charlene og broderen Romain. Charlene hjælper Julien i vinkælderen, mens Romain arbejder i vinmarkerne. De tre søskende overtog vingården i 2012, da forældre Alain og Josie Labet trak sig tilbage.

Julien har siden 1997 hjulpet Alain med driften, og havde samtidig sine egne 3 hektar marker, som Julien drev økologisk med produktion af helt naturlige vine … naturewine … uden brug af svovl og kemikalier.

Disse tre hektar er nu sammenlagt med Domaine Labet, som nu samlet ejer 13,5 hektar fordelt på 45 parceller, fordelt på 4 kommuner og 13 lieux dits/vinmarker. De oprindelige marker er nu også under omlægning til økologisk produktion.

På markerne dyrker de tre søskende 66% Chardonnay, 17% Savagnin, 8% Poulsard, 6% Pinot Noir, 1% Trousseau samt 1% Gamay. Så mangler der sgu da vist 1% … men det lader vi være med at nævne. Udbyttet er moderat og varierer ud fra vinstokkenes alder. Der høstet omkring 15-40 hektoliter pr. hektar fra de 40 år gamle stokke og 35-60 hektoliter pr. hektar fra de yngste vinstokke.

Selvom domænet endnu ikke er helt økologisk, så arbejder Labet familien så tæt på naturlige principper som muligt. Julien mener, at vingården skal være fuldstændig bæredygtig. Der anvendes derfor ingen kunstgødning eller pesticider, og kun økologisk kompost pløjes i jorden. Vi er således tæt på naturewine.

Julien er også et studie værd. Julien beskrives som en funky guy, part punk, part stoner. Han har tidligere arbejdet i både Bourgogne og Sydafrika. Da han begyndte at hjælpe faderen Alain med produktionen tilbage i 1997 indførte han bl.a. lagring af husets mange Chardonnay’er på enten nye eller nyere barriques. Og så er han hyper energisk … og meget gæstfri.

Julien Labet
Kunne ikke modstå at poste dette foto, som jeg fandt det på nettet. Monsieur Julien Labet.

Her har vi så netop en Pinot Noir fra Labet … tror faktisk aldrig, at jeg har smagt Pinot Noir fra Jura området. Vinen er lavet fra vinstokke plantet tilbage i 1985, er en naturewine uden brug af pesticider, sulfitter, SO2 og andet. Der anvendes kun den naturlig gær og den er lagret på eg … hvor lang tid kan jeg dog ikke umiddelbart se.

Og hvilken herlig vin … let, transparent i glasset. I næsen er der let nytårskrudt, boblende mødding, gammel karklud, ganske animalsk sammen med jordbær, ribs tilsat en omgang røg. Hmmm, virkelig lækker og indbydende.

I munden er vinen blød, let med jordbær, ribs, syrlige drops/bolsjer … har en meget præcis syre, meget fin og vedholdende fra start til slut. Eftersmagen er laaaannnnngggg samt blød og rund. Fuck, hvor smager det godt. Far er glad. Måske ikke bedste opladning til et halvmaraton … but who cares?

Forhandles af Krone Vin, men prisen har jeg ikke fundet.

Rating 6/7 

2013 Gut Oggau, Atanasius, Burgenland, Østrig

Hvor vildt … vin med vildskab og kant. Og vi snakker ikke etiketten, som jo ellers også stikker markant ud, men derimod indholdet … vinen i flasken. Vi er havnet på vinbaren Ved Stranden 10 … mit første besøg … og lutter ros herfra.

Virkelig professionel betjening fra kompetente folk, som gerne udfordrer dig i valget af vinene. Og ved noget om vin ikke mindst. Der er intet vinkort, så det sikrer at man får en god snak, vejledning og lejlighed til at snakke om vine. Herligt.

Den vilde vin med vildskab og kant er denne Atanasius fra det østrigske vinhus Gut Oggau, ét af Østrigs mest spændende og nytænkende vinhuse, som holder til i byen Oggau am Neusiedler i Burgenland.

Vinhuset drives af parret Eduard Tscheppe og Stephanie Tscheppe-Eselböck. Han er søn af en vinmager, og hun datter af en 2-stjernet michelinrestaurant-ejer.

De grundlagde vinhuset i 2007, da de overtog et gammel vinhus Weingut Wimmer med tilhørende 10 hektar marker omkring Oggau og gik i gang med at producere vine efter deres egne idéer.

Parret dyrker markerne helt biodynamisk, og arbejder meget klassisk i vinkælderen. De bruger ingen tilsætningsstoffer af nogen art, presser vine ved at trampe i mosten med fødderne, anvender spontangæring i åbne kar, bruger ingen filtrering og så laver de nogle fremragende vine.

Vinene markedsføres alle med et tegnet hoved på hver etikette … nærmest opdelt i en fiktiv familie i 3 generationer, de unge, forældrene og bedsteforældrene. Der findes i alt 9 vine i familien … med stamtræ og det hele. Nogle påstår, at alle navne er taget fra de tidligere beboere af den gamle vingård Weingut Wimmer.

Alle ansigterne er tegnet til den enkelte vins personlighed og etiketterne bag på flaskerne nævner også vinenes personlighed frem for en detaljeret beskrivelse af smag, område og lagring. Hos Gut Oggau er det ikke så meget druesorten, som det er alder og terroir, der betyder noget.

Og vinhuset laver vinene på de lokale druer, dvs. Zweigelt, Blaufränkisch, Grüner Veltlinerer, Zierfandler og Rösler. I den unge serie hedder vinene Theodora, Winifred og Atanasius. Forældrene er Emmeram, Timotheus, Josephine og Joshuari, mens de gamle (topvinene) er Mechthild og Bertoldi.

Vinbaren Ved Stranden 10
Vinbaren Ved Stranden 10 – godt sted for vinnørder og andet godtfolk.

Her har vi en af de unge vine Atanasius, som er lavet på 60% Zweigelt og 40% Blaufränkisch. Lavet med maceration i hele 6 uger, hvorefter vinen lagrer et år på brugte tonneux.

Og hold nu op for en lækker og spændende vin. I næsen er der godt med frugt … nærmest pakket med mørke bær, syrlige mørke bær endda, jordbær, kandiserede kirsebær, engelsk lakrids, mørk chokolade, friskhed og nærværende syre.

I munden er der en vis lethed over vinen, hvor der er godt med stringent syre og derudover er vinen krydret, tør med syre og en vis bitterhed i eftersmagen. Det er lidt egefade og måske en fladhed sidst i smagsbilledet … men spændende vin. Vakler mellem 4,5 og 5 Thumbs Up … og er fristet, da der er lidt kant, attitude og charme … men 4,5 er vist mest rammende. Men glad for vinen er jeg.

Kan købes hos importøren Österreich Vin eller Ved Stranden 10, pris 135 kr. Fin pris.

Rating 4,5/7 

2010 Biondi-Santi, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

Weekend i København med vinbuddy Jan … primære mål var at løbe Copenhagen Half Marathon 2015, men derudover skulle vi selvfølgelig også besøge et par vinbarer og smage lidt godt vino. Det blev samlet til besøg på 4 vinbarer og samlet 10 vine.

Og hvilke herlige og helt fantastiske 10 vine, som vi smagte. Jeg skal selvfølgelig nok i de kommende dage poste vinene her på bloggen sammen med vore indtryk af besøgene på vinbarerne Ved Stranden 10, Fiat, Villa Vino og Falernum.

Vi starter dog med denne Rosso di Montalcino, som vi nød på vores Airbnb værelse i Store Kongensgade. Jeg havde medbragt vinen … just in case, at der enten blev; tid i overskud, alt for stor tørst, brug for pre-up opvarmning til løbet eller bare lyst til et glas vin.

Resultatet behøver jeg vel ikke at svare på? Tænker, at alle årsagerne var tilstede … og sikkert et par undskyldninger mere. Nå, men vinen er fra det berømte Brunello-hus Biondi-Santi eller Tenuta Greppo Franco Biondi Santi, som det klassiske hus også hedder.

Vinhuset ligger for enden af en støvet grusvej syd for Montalcino på vingården Il Greppo i det herlige Toscana. Gården og vinhuset er vugge for Italiens måske mest berømte vin Brunello di Montalcino. Det var simpelthen hos Tenuta Greppo Franco Biondi Santi, at Brunello-vinene blev opfundet omkring år 1865.

Selve vinhuset er grundlagt tilbage i midten af 1800-tallet af Clemente Santi, søn af Luigi Santi og Petronilla Canali. Clemente var uddannet pharmaceut fra universitetet i Pisa og samtidig en berømt forfatter. Han ejede store ejendomme i både både Montalcino og Pienza, og brugte megen af hans tid på landbruget … især på gården Il Greppo, som var var ejet af hans mor Petronilla Canali.

Hans viden indenfor det videnskabelige med kemi hjalp ham ved produktionen af vinene, som – efter daværende standarder – nåede imponerende niveauer, bl.a. fik hans Moscatello tildelt en præmie på Universal Expo i Paris i 1867, og et par år senere blev husets rødvin – reelt en Brunello fra 1865 – også præmieret ved en vinmesse i Montepulciano i 1869.

Det var dog reelt først senere med de historiske årgang 1888 og 1891, at Brunello egentligt opstod. På det tidspunkt var det dog Clementes barnebarn Ferruccio Biondi Santi, som stod bag vinhuset. Han havde arvet vingården efter moderen, Caterina – Clementes datter – som havde giftet sig med Jacopo Biondi, en læge fra Firenze … og dermed opstod navnet Biondi-Santi.

Ferruccio Biondi Santi modtog flere priser for sine Brunello’er og en rapport fra 1932 – udarbejdet af en Kommission af Ministeriet for landbrug og skovbrug – anerkendte Ferruccio Biondi Santi som skaberen af Brunello. Og i dag er Brunello vel én af de mest kendte vine fra Italien … og måske blandt verdens mest elegante, aristokratiske, komplekse og karakterfulde vine.

Biondi-Santis Brunello har altid været ultra traditionel og holder stadig status som den reneste, mest ægte af sin art, aldrig nogen sinde afveget fra den oprindelige opskrift i et forsøg på at tilpasse sig tidens luner og tendenser. Biondi Santis vine er generelt gemmeværdige i adskillige årtier.

I mange årtier har det dog været Ferruccios barnebarn – og søn af Tancredi Biondi Santi – Franco Biondi Santi, som har tegnet vinhuset på nærmest karismatisk facon. Han blev født i 1922 i Montalcino og havde lært at producere vine efter sin far Tancredi, og arvede Il Greppo ejendommen i 1970. Han holdt ved fast i de gamle traditioner og forbedrede også kvaliteten af vinene yderligere.

Franco døde i 2013 og siden har driften været forestået af hans enke Maria Floria og deres to børn Jacopo og Alessandra Biondi Santi med yderligere hjælp fra 4 børnebørn, bl.a. Jacopos søn Tancredi Biondi Santi … opkaldt efter sin oldefar. Reelt set, så er det nu Jacopo og Tancredi, som i dag er de bærende kræfter i driften af vingården.

Tenuta Greppo Franco Biondi Santi har i alt 152 hektar jord, nemlig 47 hektar omkring Il Greppo og 105 hektar ved Pieri, men alene 25 hektar er tilplantet med Sangiovese Grosso vinstokke. De ældste vinstokke – samlet omkring 4 hektar – stammer tilbage fra 1930-1970, mens 8 hektar har vinstokke fra 1988-1989, 6 hektar fra 2000-2001, men de yngste vinstokke er plantet i 2004-2006.

Udbyttet holdes nede på meget beskedne 3-5 ton pr. hektar, og den samlede produktion overstiger sjældent 80.000 flasker, hvoraf der laves under 10.000 flasker af husets Brunello Riserva … og kun i år med ekstraordinær god høst. Det forklarer måske også hvorfor, at husets vine er meget eftertragtede og priserne i den meget høje ende.

Produktionen er fordelt på 5 vine, en Rosato di Toscana IGT, denne Rosso di Montalcino DOC, en Rosso di Montalcino DOC Fascia Rossa samt de to Brunello’er Brunello di Montalcino DOCG Annata og Brunello di Montalcino DOCG Riserva. Prisen på den sidstnævnte ligger normalt over 4.000 kr. – hvis du overhovedet kan skaffe den – mens lillesøsteren Annata kan købes til 750-850 kr.

Copenhagen Half Marathon 2015 pre-up opvarmning
Biondi-Santi opvarmning til Copenhagen Half Marathon 2015 … måske ikke efter bogen.

Her har vi dog den almindelig Rosso di Montalcino DOC i nyeste årgang 2010, lavet på 100% Sangiovese primært fra de yngste vinstokke med en gennemsnitsalder på omkring 10 år. Lavet helt klassisk og har lagret 1 år på store Slavonske egefade. Der laves årligt omkring 21.000 flasker af vinen, og de nummereres i øvrigt.

I næsen er her lakrids, tobak, balsamisk syre, ren frugt, røde og lyse bær, eg … sådan virkelig gammel eg, som fx et gammelt skab eller et hus i den gamle by, tørv, røget bacon, blyanter og kridt. Herlig dybde i nuancerne. I munden er vinen blød med syre, nærmest hindbær, ribs … bløde og tørre tanniner. Virkelig en lækker tørhed og samtidig blødt samt elegant. Nærmest som de bedste Brunello’er. Det kan jeg fandme godt li’ det her.

Svær at skaffe … Kjær & Sommerfeldt er forhandler herhjemme, og en flaske koster normalt 459 kr.

Rating 5,5/7 

Gennemført halvmaraton
Gennemført på optankning af Biondi-Santi !!!

2008 Viña Santa Rita, Medalla Real Pinot Noir, Leyda Valley, Chile

Endelig … vejs ende, ovre, slut … sidste vin i retro-fortællingen om Viña Santa Rita, nummer 8 ud af 8 i form af denne Medalla Real Pinot Noir, som i modsætning til de øvrige 7 vine ikke er lavet med druer fra Maipo Valley, men derimod fra Leyda Valley.

Vinmarkerne ligger mellem San Antonio og Leyda, og det er en kende mere mod øst end ved selve vingården i Maipo Valley … vel omkring 60 kilometer og dermed ganske tæt på havet … alene små 5-10 kilometer fra Stillehavet.

Dermed også et klima, som er langt bedre til den følsomme Pinot Noir. Afkølingen fra Stillehavet, med den kolde Humboldt strøm, giver ganske særlige vækstbetingelse og giver Pinot Noir vine i ”cool climate” stil.

Druerne er høstet i løbet af de sidste to uger af marts, udblødes derefter i en uge og gærer så ved 28 grader. Efter macerationen overføres vinen til brugte franske egetræstønder og lagrer 9 måneder.

Vinen er lavet af Andrés Ilabaca Andoni, som tidligere har arbejdet på Domaine de Cousergues i Bézier samt Blanquette de Limoux i Limoux. Derudover har han arbejdet i Toscana gennem en del år.

Men “cool climate” … ved jeg nu ikke helt. Vi er sgu langt væk fra europæisk elegance. I glasset er vinen også ganske mørkere end vi normalt ser Pinot Noir. I næsen er det første klare indtryk en omgang bitre kirsebær, igen blæk, masser af kantet kraft, kolde fliser i et slagtehus, røg, vanilje sammen med grønne urter.

I munden mangler den europæiske elegance. I stedet får du godt med peber, krydderier samt syre og mørke bær. Det bliver samtidig lidt vandet og bittert. Slet ikke mig.

Kan nogle gange findes på tilbud i supermarkeder, set bl.a. til 129 kr. for 2 flasker.

Rating 2,5/7 

2009 Viña Santa Rita, Casa Real, Maipo Valley, Chile

Casa Real er Viña Santa Ritas topvin, og da retro-stilen skulle holdes hele aftenen, så skulle vi selvfølgelig også smage den. Det er måske Santa Ritas mest legendariske og ikoniske vin, som vinhuset producerede første gang i 1989.

Da vinhuset blev overtaget af Carcia Huidobro familien, så besluttede man at lave en topvin. Man opkaldte vinen efter den titel, som forfaderen Vincente García Huidobro fik i 1910 af den spanske kongefamilie … Casa Real.

Casa Real titlen var en slags adelskabstitel … en stor ære og givet til Vincente på grund af hans vigtige politiske og kulturelle rolle i Chile ved århundredeskiftet.

Titlen Casa Real har i øvrigt også givet navn til vinhusets store hotel Casa Real Hotel, som i 1996 blev åbnet efter en ombygning af den tidligere ejer Domingo Fernández Conchas store ejendom fra 1885.

Casa Real er selvfølgelig en enkeltmarksvin, produceret af 100% Cabernet Sauvignon druer, som kommer fra Carneros Viejo vinmarken, der ligger ved Santa Ritas vingård i Alto Jahuel ved foden af Andesbjergene i Maipo Valley.

På Carneros Viejo er vinstokkene minimum 25 år gamle, hvilket sammen  med jordbundens beskaffenhed gør at var med til helt naturligt at begrænse høstudbyttet. Druerne er håndplukket og vinificeret med langsom gæring, kort maceration og lagring i 15 måneder på nye franske egetræsfade fra forskellige områder og producenter.

Det er vinmageren Cecilia Torres Salinas, som står bag vinen. Hun betragtes som en verdensklasse vinmager og blev i 2007 kåret som årets vinmager i Chile. Casa Real produceres kun i exceptionelle gode årgange … men er tilsyneladende siden 2006 lavet hvert år … i hvert fald helt frem til og med 2011 som nyeste årgang.

I næsen er det blæk, eg, røde frugter, solbær, lakrids og lidt læder, egetræ, vanilje og jord … måske lidt referencer til Bordeaux? I munden er vinen fløjlsblød med en flot syre/sødme balance, lækker frugt, godt med bløde tanniner, vedholdenhed og elegance.

Forhandles bl.a. af govino.dk, hvor prisen er 495 kr. Den fås nogle gange på tilbud.

Rating 5/7  

1996 Viña Santa Rita, Medalla Real Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

Medalla Real Cabernet Sauvignon igen … blot årgang 1996 og dermed 6/8 i føljetonen om vinene fra Viña Santa Rita, som i øvrigt har fået sit navn efter en italiensk helgen ved navn Rita … Saint Rita.

Saint Rita var født i 1381 i Casia i Italien og viede sit liv til gud. Ikke desto mindre fik hendes forældre hende gift med en ung mand fra landsbyen. Og det blev et hårdt ægteskab – nærmest et martyrium – da hendes mand drak kraftigt, spillede og slog hende. Hun fik tvillinger, men blev ramt af flere tragedier, bl.a. blev manden myrdet og hendes børn døde af en alvorlig sygdom.

Hun kunne ikke komme i kloster og fortsætte hendes arbejde for gud, fordi hun var enke. Men en mørk nat kom en engel og første hende alligevel til klosteret, hvor hun – for at bevise hendes lydighed overfor gud – hver dag måtte skulle vande en mark med gamle og indtørrede vinstokke.

Trods spot fra både landsbyen og beboerne i klosteret, så fortsat Rita arbejdet og bragte hvert år store klaser vindruer til klosteret – stik imod alle forventninger. Rita døde i 1457 efter fire år med en ukendt og smertefuld sygdom. I 1990 blev hun erklæret helgen og er kendt som helgenen af håbløse sager.

Nå, men det var et sidespring. Tilbage til vinen … og som den foregående lavet på 95% Cabernet Sauvignon og 5% Cabernet Franc. Druerne kommer fra vinstokke plantet i 1970. Alle druerne høstet manuelt og udbyttet er omkring 6.000 kg/hektar. Vinen ligger på franske egetræsfade i 12-14 måneder.

Duftmæssigt er her blæk, rød frugt … giver et lidt koldt indtryk med syre og et animalsk udtryk. Og i munden mærkes det på ingen måde, at der er en vin, som snart af 20 år gammel. Der er fortsat godt med syre, frisk og ren frugt. Syren er meget levende, selvom der også er lidt rundhed over vinen. Men utroligt nok, som er syren faktisk næsten for dominerende.

Findes i supermarkeder, hvor prisen for en nyere årgang ligger på omkring 129 kr.

Rating 4/7  

1999 Viña Santa Rita, Medalla Real Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

Medalla Real Cabernet Sauvignon igen … blot årgang 1999 og dermed 5/8 i føljetonen om Viña Santa Rita vinene fra mandagens bestyrelsesmøde. Og denne gang er det virkelig Medalla Real i flasken, og netop Medalla Real Cabernet Sauvignon er en ikonisk vin for vinhuset.

Det var denne vin, der i 1987 vandt vinolympiaden i Paris og dermed satte såvel Chile som Santa Rita på verdenskortet. Det er også en vin, som tit opnår gode anmeldelser, bl.a. var den i 2007 nr. 49 på Wine Spectators Top 100 liste.

Det er ikke ren Cabernet Sauvignon, idet vinen nemlig er lavet på 95% Cabernet Sauvignon og 5% Cabernet Franc. Druerne kommer fra vinstokke plantet i 1970. Alle druerne høstet manuelt og udbyttet er omkring 6.000 kg/hektar. Vinen ligger på franske egetræsfade i 12-14 måneder.

Vinmager for denne vin er Andrés Ilabaca Andoni, mens den overordnede vinmager på Viña Santa Rita er Cecilia Torres Salinas. Hun har bl.a. en fortid hos Clos Duval Winery i Californien samt Penfolds i Australien. Andrés har tidligere arbejdet på Domaine de Cousergues i Bézier samt Blanquette de Limoux i Limoux. Derudover har han arbejdet i Toscana gennem en del år.

Nå, men vi kommer ikke udenom smagsnoterne … og så alligevel, for vinen er bestemt ikke god. Den har ikke prop, men er simpelthen dårlig. Lugter oxyderet, af gammel kloakrør, gamle aviser, rosiner og mulle kælder. Smagen er også helt flad og forkert … ikke sådan, at den ikke kan drikkes … men den smager bare ikke godt.

Findes i supermarkeder, hvor prisen for en nyere årgang ligger på omkring 129 kr.

Rating 0/7 – ingen bedømmelse – fejl i vinen.

2000 Viña Santa Rita, Medalla Real Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

Da denne vin blev frigivet på det danske marked, så blev den nærmest revet ned af hylderne. Nogle rendte forgæves. Flere købmænd og supermarkeder gemte nogle af flaskerne til deres bedste kunder, for efterspørgslen var – for dem som havde hørt rygtet – ganske stor.

Vinen er Medalla Real Cabernet Sauvignon i årgangen 2000 fra Viña Santa Rita. Årsagen til hysteriet var, at flasken ikke indeholder almindelig Medalla Real Cabernet Sauvignn … men derimod Casa Real Cabernet sauvignon, altså topvinen hos Santa Rita.

Og der var mange rygter om årsagen til, at topvinen kunne købes til den nette sum af 100 kr. med en Medalla Real etikette. Nogle sagde, at man simpelthen havde sat forkert etikette på, mens en lille guldfarvet mærkat på vinen heller ikke sagde noget om årsagen til misæren.

Mærkatet sagde blot, at “flasken indeholder en ikke frigivet Casa Real 2000. Nyd den!”. Den mest indlysende årsag er vel, at en del af høsten til Casa Real blev deklassificeret og solgt som Medalla Real. Det har dog ikke været hele høsten, for det ser ud til, at Casa Real også er lavet i årgang 2000.

Nå, men vinen er som nævnt 100% Cabernet Sauvignon, hvor druerne kommer fra en unik vinmark med druestokke, der er minimum 25 år gamle på Santa Ritas vingård i Alto Jahuel ved foden af Andesbjergene i Maipo Valley. Druestokkenes alder og jordbundens beskaffenhed var med til helt naturligt at begrænse høstudbyttet. Uden menneskelig indblanding producerer planterne kun omkring 6.000 kg druer pr. hektar.

Druerne er håndplukket og vinificeret med den største omhyggelighed, og har lagret på nye franske egetræsfade i 12-14 måneder.

I næsen også lidt mejeri, kærnemælk … men også lidt maling, lak, fernis … lækker animalsk og tæt frugt med brombær, solbær og chokolade. I munden er vinen silkeblød, med pebret frugt, kraft og stadigvæk med livlig syre, tæthed, tanniner, frugtrig og elegant. Det kan godt mærkes, at vinen har lidt år på bagen, men det klæder faktisk vinen.

Findes i supermarkeder, hvor prisen for en nyere årgang ligger på omkring 129 kr. Denne specielle årgang 2010 deklassificerede Casa Real kostede 100 kr., da den kom til Danmark.

Rating 5/7  

Casa Real 2000

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger