Med året 2021 på hæld er det tid at gøre status … og selvfølgelig ønske hinanden et godt nytår. Stor tak til alle de læsere, som i det forgangne år har fulgt Houlbergs Vinblog og særligt dem, som også løbende har skrevet en kommentar på Facebook siden.
Det blev igen et vildt år, men også et underligt og rodet år. På den vinøse front blev det til et år med masser af vinanmeldelser … helt præcis 929 vinanmeldelser og derudover en række artikler om vin, besøg hos vinproducenter og restauranter samt også en del onlinesmagninger på grund af COVID-19.
Der har sgu ikke været en eneste dag uden en vinanmeldelse, så dermed har jeg forsøgt at leve op til titlen som Danmarks flittigste vinblogger. Samtidig er antallet af læsere også fortsat stigende med 61.363 besøgende sidste måned … men også på Facebook og de andre sociale medier er besøgene stigende.
Der skal også lyde et kæmpestort tak til de vinimportører, som har sendt vine til test … det er en fornøjelse at arbejde sammen med jer og tak fordi, at I accepterer mine spøjse og til tider aparte skriblerier, underlige formuleringer og uforståeligt ratings.
Sidst skal der også lyde en stor tak til alle mine vinvenner for gode, interessante og sågar muntre samt sjove stunder, fremragende vine og en kende tålmodighed med alle mine langsommelige smagsnoter i min lille sorte notesbog i tide og utide.
På falderebet til det nye år, så håber jeg, at I finder nogle gode vine frem til årets sidste år og nyder dem sammen med gode venner … og så lad os ses, høres og smages ved i 2022.