N.V. Louis Roederer, Brut Premier, Champagne, Frankrig

N.V. Louis Roederer, Brut Premier, Champagne, FrankrigSlinger Bistro anbefalede denne champagne til vores velkomstsnacks … Brut Premier fra Louis Roederer, som jo også er et af de gamle, klassiske champagnehuse, som er kendt for deres Cristal Cuvée de Prestige champagner. Denne er deres basis Non Vintage champagne.

Champagnehuset ligger i byen Reims og er grundlagt i 1776 som Dubois Père & Fils, men da Louis Roederer arvede huset fra hans onkel i 1833, så ændrede han omgående navnet og begyndte at markedsføre champagnerne i det store udland, bl.a. i Rusland, hvor Zar Nicholas II udnævnte Louis Roederer som officiel hofleverandør.

Det russiske marked blev således Louis Roederers største marked, men da revolutionen kom, så mistede huset dette marked … og i USA havde man spiritusforbuddet … hvorefter det i en periode så meget sort ud for champagnehuset. Imidlertid begyndte man at markedsføre prestige champagnen Cristal, som huset egentlig havde skabt specielt til zaren i 1876 og var opkaldt efter den karakteristiske flaske.

Det var med Léon Olry-Roederer i spidsen, at man fik vendt økonomien og overskuddet blev brugt til at investere i nye marker som Cramant, Chouilly, Louvois, Hautvillers, Aÿ, Vertus, Verzy, Avize, Cumières, Verzenay og Le Mesnil. I dag tæller champagnehuset i alt 240 hektar vinmarker, som er fordelt på ikke mindre end 410 parceller.

Det er i dag fortsat et familieforetagende, ejet af Rouzaud familien … efterkommere fra Louis Roederer. Det er nu Frédéric Rouzaud, som er 7. generation og ansvarlig for det imponerende hus og en produktion på over 3 millioner flasker champagne hvert år.

Og der er penge i champagne, for familien har også ekspanderet via opkøb af franske vinslotte. Således ejer champagnehuset i dag slottene Château de Pez og Château Haut-Beausejour i Saint Estèphe i Bordeaux. I 2006 købte familien Rouzaud også aktiemajoriteten i Château Pichon Longueville Comtesse de Lalande samt Château Bernadotte.

Derudover ejer familien også champagnehuset Deutz, Ramos Pinto Port i Portugal, Domaines Ott i Provence og derudover laver familien også vin i Californien på Roederer Estate og Scharffenberger Estate.

Nå, men her har vi husets almindelige champagne Brut Premier, som for ikke så længe siden blev kåret som verdens bedste Non-Vintage Champagne af Decanter World Wine Awards, foran flere end 350 andre Champagner. Bedømmelsen blev foretaget af 219 internationale dommere, hvoraf 75 af dommerne har en Master of Wine og 13 Master Sommeliers.

Champagnen er lavet på omkring 40% Chardonnay, 40% Pinot Noir samt 20% Pinot Meunier. Den har – ligesom vintage champagner – lagret 3 år inden remuage og degorgering og 6 måneder efter. Den er den ansvarlige ønolog Jean-Baptiste Lécaillon, som har lavet champagnen.

Og det er også en rigtig fornuftig champagne, hvor der i næsen er lidt toast, pærer, valnødder samt en smule oxyderede noter. Boblerne er ikke voldsomme, men med en tilpas tyngde, godt med syre … men ikke en stram syre … mere en blød syre.

Forhandles flere steder, bl.a. DeluxLife, hvor prisen er 339 kr.

Rating 4,5/7  

2014 Bénédicte & Stéphane Tissot, Arbois Rouge DD, Jura, Frankrig

2014 Bénédicte & Stéphane Tissot, Arbois Rouge DD, Jura, FrankrigFor helvede da også – pardon my french – hvor er denne vin da spændende. Det er en biodynamisk fætter vi har fået fat i på S’vinbar i Århus … vinen Arbois Rouge DD fra vinhuset Bénédicte & Stéphane Tissot, som tidligere hed Domaine Andre & Mireille Tissot.

Andre & Mireille Tissot grundlagde vinhuset i 1962, men siden 1990 har det dog været deres søn Stéphane, som sammen med hans hustru Bénédicte har drevet den lille vingård, som ligger midt i den lille by Montigny-lès-Arsures i Arbois området i Jura i Frankrig.

Derudover ejer familien også en forretning med deres vine midt i Arbois.

Og Tissot familien er stor i den lille by Montigny-lès-Arsures, hvor der findes hele 3 vingårde ejet af grene af famililien. Udover Stéphane findes der også vingårdene Domaine Jean-Louis Tissot samt Domaine Jacques Tissot.

Samlet driver Stéphane og Bénédicte Tissot omkring 46 hektar vinmarker, som alle drives fuldstændig biodynamisk, økologisk, Fair Trade, bæredygtigt og uden brug af tilsætningsstoffer eller sulfitter til vinene. Lidt på samme måde som Peggy & Jean Pascal Buronfosse og Julien Labet … blot for at nævne nogle, som har samme tilgang i området og jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

De bedste marker er Les Bruyères, La Mailloche, En Barberon, Clos de la Tour de Curon. Og med 46 hektar er Stéphane Tissot også Jura området største biodynamiske producent, og han laver da også hele 35 forskellige cuvéer … egentlig ganske mange vine af en producent af den størrelse. Og én af disse vine er altså denne Arbois Rouge DD, som er lavet på et blend af druerne Trousseau, Poulsard og Pinot Noir.

Trousseau og Poulsard er to røde druesorter, der primært dyrkes i Jura regionen. Trousseau giver relativt lette, lidt krydrede vine og kendes også under navnet Bastardo i Portugal, hvor den bruges i portvine. Forskning i druens DNA har vist, at Trousseau oprindelig stammer fra druen Savagnin, og dermed er en slags søskende til Chenin Blanc og Sauvignon Blanc.

Poulsard findes faktisk kun i Jura, og findes også nogle gange under navnet Ploussard. Poulsard er en drue med meget tynd skind, og druen afgiver alene meget små mængder af farve og phenoler. Det giver meget blege rødvine, selv med lang maceration og derfor bruges druen også nogle gange til at producere hvidvine eller Blanc de Noir vine … eller som her blandet med andre druer.

Denne Arbois Rouge DD er altså lavet på et blend af Trousseau, Poulsard og Pinot Noir, og fordelingen skulle efter sigende være en 1/3 del af hver druesort. Vinen er lagret 3 måneder på store egetræsfade og er flasket uden klarering, filtrering eller brug af sulfitter. Der laves årligt 9.000 flasker af vinen .. og 1.500 magnumflasker.

Og det er sgu da bare en tæskelækker vin, som i glasset er lys, bleg samt herlig uklar og grumset. Næsen byder på et sandt fyrværkeri af … ja faktisk en smule nytårskrudt, vilde bær, ribs, rabarber, svag jordbær, mineraler og lidt blomsterstøv. Næsen er virkelig rustik og landlig, virkelig en naturewine næse med en vis syre, som tegner godt.

I munden fortsætter de vilde bær, hindbær, vindruekerner, lime, citrus, bitre elementer … syrlig, stram, mineralsk med lidt parfume og tør jord. Det er en let og utrolig frisk vin, meget vedkommende og lige mig. Mums.

Købt på S’vinbar til 450 kr., hvilket er en ganske god pris på en vinbar. Gladvin.dk dansk importør, og sælger vinen for 175 kr.

Rating 6/7 

2008 Weingut Krone Assmannshausen, Spätburgunder, Rheingau, Tyskland

2008 Weingut Krone Assmannshausen, Spätburgunder, Rheingau, TysklandFørste vin på S’vinbar blev selvfølgelig en Spätburgunder … det var som sagt fredag, og konen havde også i flere dage sukket efter de tyske dråber. Denne er fra Weingut Krone Assmannshausen, som ligger et par kilometer øst for Rüdesheim am Rhein … lige op ad Rhinen i Rheingau.

Man skal faktisk blot sejle på Rhinen – langs de grønne skråninger – og dreje lidt mod nord efter Rüdesheim, som kommer man til området Assmannshausen, hvor man finder det berømte Hotel Krone, en gammel bindingsværkbygning.

Den stammer helt tilbage fra 1541, hvor Johannes Rab og borgmesteren Johann Umhoff mødtes og købte huset på bredden af Rhinen for 300 gylden.

Det lavede de til et pensionat, som de kaldte for Krone Assmannshausen. Allerede dengang blev der dyrket vin fra skråningerne omkring hotellet, og med tiden blev pensionatet også et vinhus med tilhørende vinmarker. Oprindelig lå ejerskab af pensionat og vinmarker hos kirken, her domkirken i Mainz, men i 1772 overtog Lieselotte Alberti imidlertid kroen.

Senere i slutningen af 1800-tallet overgår ejerskabet til familien Hufnagel, og så går hotel og vinhus derefter i arv fra generation til generation, ja helt frem til 2006, hvor tingene skilles ad … hotellet overtages nemlig af familien Lohbeck, som i forvejen er driftige indenfor hoteldrift, mens Botho Jung fortsætter driften af vingården frem til hans død i 2014.

I dag er det familien Wegeler Drieseberg, som driver Weingut Krone Assmannshausen. De har igennem 4 generationer været vinbønder i både Rheingau og Mosel, bl.a. med Weingüter Geheimrat J. Wegeler i Oestrich-Winkel samt Bernkastel.

Det er i dag med Anja Wegeler-Drieseberg og Tom Drieseberg, som sammen med vinmageren Dominic Nindl driver Weingut Krone Assmannshausens 5,2 hektar vinmarker. De bedste marker er selvfølgelig parceller på markerne Frankenthal og Höllenberg i Assmannshausen samt Berg Schlossberg i Rüdesheim.

På Weingut Krone Assmannshausen laves der 7 forskellige vine, herunder 3 Spätburgundere, hvoraf denne er husets entry-level Spätburgunder. Dens storesøstre er vinene Assmannshäuser Höllenberg Spätburgunder samt topvinen JUWEL, hvor druerne kommer fra de aboslut bedste parceller.

Denne almindelige Spätburgunder er lavet med druerne fra markerne Assmannshäuser Hinterkirch og Frankenthal, Rüdesheimer Berg Schlossberg samt en nyindkøbt mark Rüdesheimer Drachenstein. Vinen er modnet 16-18 måneder på franske egetræsfade fra Seguin Mureau inden vinen flaskes.

I glasset fin, herlig transparent teglfarve og i næsen svag sød stald … ikke voldsom, men nok mere præget af lidt røde og syrlige bolsjer, jordbær, rosmarin, krydderier, chorizo og en snert anis. I munden fin balance, hindbær, nem, men bestemt ikke ultra let, men lidt rund og ganske harmonisk i smagen. Bliver måske en anelse enkel i udtrykket, men fin start på aftenen.

Købt på S’vinbar, hvor en flaske koster 500 kr. Pris på vingården er 17,20€ … eller omkring 129 kr.

Rating 4/7  

Besøg på Slinger Bistro … og opvarmning på S’vinbar

Freitag gibst es natürlich Spätburgunder, og dermed var denne fredag jo helt normalt. Og så alligevel ikke, for aftenen var henlagt til smilets by Århus, hvor jeg og die frau sammen med gode mennesker i form af Paul og Tina skulle besøge Slinger Bistro. Vi havde dog aftalt at mødes på S’vinbar, og netop kort tid forinden havde Sabina – indehaveren af den herlige vinbar – lagt opslag på Facebook, at det jo var blevet fredag og at de stod klar med masser af dejlig vino og højt humør!

Svinbar er fredagsklar

Bingo. Det passede lige ind i vores planer. Vi havde brug for god vino og godt humør, så vi startede aftenen på S’vinbar og fandt – ganske heldigt – fire ledige pladser. Vi valgte i alt 2 flasker, selvfølgelig først lidt Spätburgunder … her fra et vinhus i Rheingau … Weingut Krone Assmannshausen og så en voldsom spændende sag, en biodynamisk fætter Arbois Rouge DD fra Bénédicte et Stéphane Tissot i Jura, lavet på et blend af druerne Trousseau, Poulsard og Pinot Noir.

Som altid på S’vinbar var der fantastisk stemning, alt optaget … men altid plads til én mere, super service, søde smil, godt humør og nogle fabelagtige vine. Jeg bliver sgu hver gang ganske overrasket over det udvalg af vine, som Sabina og co. kan præsentere. Har du ikke været på S’vinbar, så kom for fanden af sted i en fart!

Derefter gik turen videre til aftenen hoveddestination, Slinger Bistro … som overraskede totalt positivt. Den franskinspirerede bistro ligger i Skolegade, der hvor Hereford Beefstouw tidligere lå. Hyggeligt lille lokale, hvor der fra alle pladser er kig til kokkene, som huserer i køkkenet i midten af bistroen.

Vi blev vel modtaget af én af de unge tjenere, men havde ellers resten af aftenen restaurantchefen og ejeren Ann Karina – også kaldet A.K. – som vores fantastiske tjener. Hun sørgede for, at vi fik en ganske uforglemmelig aften. Smilende, god service og en menu, som bød på fremragende mad godt krydret med små overraskelser. Ingen slinger der.

Straks vi havde sat os, så kom der en lille velkomstoverraskelse på en – i tidens ånd – skiferplade med en krisp, friteret kartoffelmelsplade – mener jeg A.K. forklarede – med drys og lidt mayo, et sprødstegt kyllingeskind med grøn mayo og lidt fiskeæg? Sorry … fik vist ikke hørt helt godt efter, men godt smagte det imidlertid.

Den gjaldt også den tredje af de små hapsere … en lille friteret bolle lavet med andekød. Klasse. Til de små hapsere sprang vi på et glas champagne fra Louis Roederer. Sådan!

Samlet blev menuen for aftenen:

  • Velkomst; Sprødt kyllingeskind, kartoffelmelsplade og friteret andekødskugle
  • Starter; Hummerbisque
  • Forret; Stegte kammuslinger Maximus med brunet kærnemælk & fedtegrever
  • Hovedret; Rørt oksetatar med revet trøffel
  • Dessert; Oste fra Danmark med hjemmebag & kompot
  • Til kaffen; lidt is med krymmel samt et par forskellige søde trøfler

Lad os kigge nærmere på retterne:

Sprødt kyllingeskind, kartoffelmelsplade og friteret andekødskugle

Velkomstsnacks
Velkomstsnacks af bedste skuffe … 3 forskellige spændende hapsere. Den første var en slags friteret kartoffelmelsflade … krisp, velsmagende med drys og drys og tilhørende mayo af en slags. Den næste var et sprødstegt kyllingeskind med grøn mayo og lidt fiskeæg, mens den sidste var en lille friteret bolle lavet med andekød. Virkelig lækker … og på den vinøse side suppleret fint af lidt champagne fra Louis Roederer, en sprød Brut Premier Non Vintage.

Hummerbisque

Hummerbisque
Vi valgte alle 3 retter, og straks vi havde bestilt … så kom der lidt et lille forspil … en lille starter, nemlig en koncentreret hummerbisque med lidt fiskerogn af en slags. Kraft, koncentration, lækkert.

Stegte kammuslinger Maximus med brunet kærnemælk & fedtegrever

Stegt kammusling med brunet kærnemælk og fedtegrever
Som forret havde jeg valgt stegte kammuslinger med brunet kærnemælk & fedtegrever … og sikke en forret. Det er nok den bedste forret, som jeg har fået i ualmindelige tider. Perfekt serveret i en stor muslingeskal og med små kugler af glaskål … både glaserede samt syltede glaskål. For mig en flot balance mellem de sprøde, knasende glaskål, de bløde stykker kammusling og lidt fedme fra fedtegreverne. Mums i 5. potens.

Rørt tatar med revet trøffel

Rørt tatar med revet trøffel
Min hovedret var lidt rørt oksetatar, som blev serveret i et hult kødben … so to speak. Kan ikke huske, hvad der ellers var blandet i retten udover der er drysset med lidt revet trøffel, mens jeg lod de smækre tallerkensmækker ligge og passe sig selv. Vinen fik jeg lov af vælge, og da Paul var til Rhône vine, så valgte jeg en 2007 Cornas Les Grande Terasses fra Domaine Paul Jaboulet Aîné … fuldmoden, rund og fyldig Cornas, som ikke viste muskler, men blødhed og imødekommenhed.

Oste fra Danmark med hjemmebag & kompot

Oste fra Danmark
Gode danske Arla Unika oste … 3 af slagsen, men jeg fik ikke skrevet navnet på dem. Der var også diverse tilbehør samt godt hjemmebagt brød af forskellig slags … ét af dem bl.a. så mørk som en chokoladekage. Det var også lidt friteret myseost … mener jeg, at A.K. fortalte. Samlet en meget flot ostetallerken, som jeg helt sikkert skal prøve igen. Jeg fik en herlig, sød og sirupslækker sherry til ostene.

Cafe latte … med lidt hjemmelavet is, trøfler m.v.

Is
Vi sluttede med en kop kaffe … og selvfølgelig fulgte der ekstra overraskelse med, lidt hjemmelavet is med noget chokoladedrys? Der var også lidt søde sager i form af to forskellige slags trøfler, men vi var efterhånden godt mætte.

Vinene på Slinger Bistro var

Samlet indtryk af Slinger Bistro er et kæmpe Thumbs Up. Havde samme dag været på Mash, som jeg var aldeles skuffet over. På Mash fik jeg en tallerken med en bøf … 325 kr. og så en lille Caesar Salad 48 kr. Bøffen var okay … men så heller ikke mere. På Slinger var priserne fornuftige, betjeningen glad og imødekommende, maden spændende og fyldt med overraskelser. Kan varmt anbefales.

Derfor et stort tak til de gode folk på Slinger, A.K. i særdeleshed … selvfølgelig Sabina med følge på S’vinbar og ikke mindst Paul og Tina for en stor aften.

2008 Serego Alighieri, Valpolicella dell’Anniversario Classico Superiore, Vento, Italien

2008 Serego Alighieri, Valpolicella dell'Anniversario Classico Superiore, Vento, ItalienDe forstår sgu at feste de italienere. Denne Valpolicella dell’Anniversario Classico Superiore er en jubilæumsvin, lavet for at fejre vinhuset Serego Alighieri 650 års jubilæum i 2003 … og så har man ellers siden lavet vinen. Det kan man da kalde lidt af en jubilæumsfest.

Serego Alighieri er et klassisk italiensk vinhus, der kan føres over 20 generationer tilbage og i dag ejes greven Pieralvise di Serego Alighieri, som en direkte efterkommer af Italiens store digter Dante (Alighieri). Det er ét af Valpolicellas ældste og mest traditionelle godser.

Vingården blev købt i 1353 af Pietro Alighieri, Dantes søn, der havde efterfulgt sin far i eksil i Verona og havde opholdt sig i området efter digterens død. Allerede dengang startede man vinproduktion, og lige siden har vinfremstilling kontinuerligt været en tradition i familien.

Og denne tradition er fortsat … men i dag sker vinproduktionen i samarbejde med det gigantiske vinfirma Masi Agricola, der har leveret moderne tekniske ekspertise og en international distributionskanal for alle Serego Alighieris vine.

Masi er nabo Serego Alighieri og samarbejdet med Dr. Sandro Boscaini, som både er ønolog, direktør og ejer af Masi Agricola har medført en stor fornyelse i vinproduktionen hos greven. Serego Alighieri har altid stået for det klassiske og traditionsrige, mens Masi og Sandro Boscaini mere står for det dynamiske, nye og grænsesøgende.

Vinene fra Masi kender vi typiske fra diskene i de danske supermarkeder.

Selve Villa Serègo Alighieri omfatter 130 hektar hvoraf omkring 35 hektar er beplantet med vinstokke. Resten anvendes til frugtavl, hvoraf kirsebær er dominerende. Derudover er der selvfølgelig lidt oliven. Herunder har Pieralvise di Serego Alighieri – vist nærmest lidt for sjov – en flok geder gående på de højst beliggende arealer, hvor de producerer mælk til den lokale gedeost.

Vinmarkerne ligger i en tragtformet dal og når man ser markernes beliggenhed på skråningerne, er man ikke i tvivl om, at der kan laves god vin. Den berømteste vinmark hedder “Vajo Ameron” og leverer druer til nogle af husets bedste Amaroner.

Udover landbruget er der også – i bedste italienske stil – lidt agriturismo, idet det er muligt at bo i slottets gæstefløj, kaldet La Forresteria. For nogle år siden igangsatte Pieralvise nemlig en tilbundsgående renovering af de gamle arbejderboliger, som hørte til ejendommen. Pieralvise og hans kone har egenhændigt indrettet 8 lejligheder, som alle er helt forskellige.

Udover produktionen af Amaroner, Ripassoer m.v. og værelsesudlejning på ejendommen i Veneto, så har Serego Alighieri også købt en ejendom i Toscana, nemlig Poderi del Bello Ovile, som ligger ved Cinigiano bakkerne i udkanten af Montalcino. Derfra har jeg tidligere smagt (og skrevet om) vinen Poderi del Bello Ovile Rosso di Toscana IGT.

Denne Valpolicella dell’Anniversario Classico Superiore er lavet på 70% Corvina, 20% Rondinella og 10% Molinara. Druerne kommer fra de bedste parceller på skråningerne i det historiske Possessioni, høstes i oktober, hvorefter de gæres ud på ståltanke ved 24-26 grader i 15 dage. Vinen omstikkes efterfølgende og den malolaktiske gæring startes.

I januar tilsættes druer, der har tørret i to måneder, hvilket sætter en ny gæring i gang. Vinen lagrer derefter i 18 måneder på botti af slovensk eg, fire måneder i 600 liters kirsebærtræsfade og seks måneder på flaske, før den endeligt frigives til salg.

Importøren kalder selv vinen for en fyldig og intens Valpolicella lavet efter Ripasso-metoden, men jeg synes nu ikke, at vinen er specielt Ripasso i udtrykket, selvom der bestemt er nogle mørkere elementer i duften. I næsen er der nemlig modne blommer, lakrids, grønne blade … virker stram og typisk italiensk, lidt estragon, frisk træ samt lidt gammel, halvmulle kælder. Ganske okay næse.

I smagen er der ikke megen Ripasso, men derimod godt med træ, tørhed, lidt peber og tydelige tanniner. Syren er ganske fremtrædende, men samtidig lidt rustik og kantet, men går fint igen i hele smagsspektret. Jeg ved sgu ikke rigtig … virker som en lidt utilpasset unge … mørk i duften, men lidt stram og kantet i smagen. Jeg er ikke overbevist.

Købt hos Vinspecialisten, hvor prisen er hele 170 kr.

Rating 3,5/7 

2014 Bodegas Martín Códax, Marieta Albariño, Rias Baixas, Spanien

2014 Bodegas Martín Códax, Marieta Albariño, Rias Baixas, SpanienDejlig vin siger konen … helt af sig selv og helt uden, at jeg som ellers vanligt har efterspurgt hendes mening. Vinen er hvid, hedder Marieta, er lavet på druen Albariño og kommer fra vinkooperativet Bodegas Martín Códax … og ja, er en dejlig vin.

Kooperativet ligger ved den lille by Vilariño tæt på Cambados i dalen Valle de Salnés. Vi er dermed i Galicien under appellationen Rías Baixas, hvor man netop laver spændende vine på druen Albariño.

Bodegas Martín Códax er grundlagt i 1986 og tæller 270 medlemmer, som samlet dækker omkring 210 hektar vinmarker i området. Derudover har man aftaler med yderligere 300 vinavlere om levering af druer til kooperativet.

Kooperativet har taget deres navn efter en troubadour, som kom fra byen Vigo i Galicien og levede der i 1300-tallet. Bodegas Martín Códax sponsorerer således præmien til den årlige Martín Códax digteraften og støtter en ældre musikgruppe, som også er opkaldt efter den gamle digter.

På kooperativet laves der udelukkende vine på Albariño druen, og endda hele 10 forskellige af slagsen og herudover en mousserende vin samt 4 forskellige likører. Vinene sælges under to brands, nemlig Bodegas Martín Códax samt Burgáns … hvilket i øvrigt er navnet på den bakke, som kooperativet ejendom i Vilariño ligger på.

Kooperativets vine laves af de to vinmagere Luciano Amoedo og Katia Álvarez. Luciano er 9. generation af vinbønder og han var én af initiativtager til oprettelsen af kooperativet. Derudover har han også spillet en væsentlig rolle i etableringen af appellationen DO Rías Baixas. Katia Álvarez blev ansvarlig vinmager på kooperativet i 2005, og er uddannet ønolog, men har også studeret jordbrugsteknik med speciale i landbrug og fødevareindustri.

I 2003 udvidede kooperativet imidlertid deres aktiviteter ved køb af en vingård i Cacabelos i appellationen Bierzo i Castilla y León. Der laver de vin på den lokale drue Mencía, og netop én af disse vine … vinen Pizarras de Otero smagte og skrev jeg om for et par uger siden.

Med denne Marieta er vi dog på kooperativets ejendom i Rías Baixas, og vinen er selvfølgelig også lavet på 100% Albariño, som er en af Spaniens største grønne druesorter. Nogle mener den nedstammer fra Riesling, mens andre sammenligner den med en lys udgave af Viognier.

Det med Riesling er nok det mest sandsynlige, idet navnet “Alba-Riño” betyder den hvide (vin) fra Rhinen. Efter sigende skulle tyske munke have haft druen med til Galicien i 1200-tallet … og Rías Baixas ligger jo lige præcis i Galicien. Sikkert er det dog, at Albariño er en aromatisk sort, der er lys og lettere end andre aromatiske sorter som Viognier og Gewürztraminer. Albariño er også rigere på syre, hvilket får den til at virke frisk.

Duften er melon, fersken, blomster, meget aromatisk med kridt … og duften fra tavlesvampen i skolens 2. klasse, lidt papkasser, lidt lemon og en svag, lidt nøddeagtig sødme. Smagen er frisk, let syrlig, saftig, rund, krydret, men der mangler dog også en smule intensitet og tæthed i vinen, som bliver en anelse flad og vandet midt i smagsforløbet. Bevarer dog lidt syrlighed i eftersmagen og hurra for det.

Det er sgu egentlig en ganske charmerende vin. Elsker sgu Albariño druen, og til prisen ganske attraktiv vin.

Købt hos SuperVin, hvor prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 styk og 99,95 kr., hvis du kun skal ha’ en enkelt. Køb du bare 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2011 Pio Cesare, Barolo, Piemonte, Italien

2011 Pio Cesare, Barolo, Piemonte, ItalienFredag stod primært på bajere, snaps og kogt torsk … så ingen Spätburgunder til Houlberg. Suk. Men der er nu imidlertid ikke grund til ha’ ondt af Houlberg, for før humle- og kartoffelvandet bød et lille kundemøde på lidt rigtigt vand … nemlig druevand i form af en gammel kending … Barolo fra Pio Cesare og i en frisk og stram årgang.

Vingården Pio Cesare blev grundlagt helt tilbage i 1881 af Cesare Pio. Han var en af de allerførste vinproducenter til at tro på det store potentiale og kvaliteten af Barolo, Barbaresco, Barbera og de andre store vine fra Piemonte.

I fem generationer har Pio Cesare familien produceret traditionelle Piemonte vine i de gamle kældre, der ligger i centrum af byen Alba, så der er tale om et klassisk gammelt vinhus. Faktisk kan væggene i kældrene endda dateres tilbage til Romerriget, omkring 50 f.Kr.

Pio Cesare ejer mere end 50 hektar vinmarker, der ligger i de bedste områder indenfor regionen. Udover at anvende druer fra egne marker, så har Pio Cesare gennem generationer også købt druer fra andre vinbønder i området.

Nogle af bønderne har man købt fra i flere generationer og Pio Cesare styrer alle aspekter af vinavlen hos disse vinbønder, således druerne lever op til kravene hos Pio Cesare. I markerne er produktionen med vilje begrænset for at sikre høj kvalitet.

I dag drives domainet af Pio Boffa, oldebarn til Pio Cesare. Under hans kyndige hånd er Pio Cesares vine blevet kendt verden over og nyder stor anerkendelse i den internationale vinpresse. Selvom Pio Cesare kun producerer i beskeden antal, så høster de altid de fineste anderkendelser og topscores rundt om i verden.

Druerne til vinen kommer dels fra husets egne marker, bl.a. fra marker i Serralunga d’Alba (Ornato), Grinzane Cavour (Gustava), La Morra (Roncaglie) og Barolo -Novello (Ravera), men også fra nogle af de vinbønder, som Pio Cesare har leveringsaftaler med.

Vinifikationen sker i ståltanke med skinkontakt i omkring 20 dage, hvorefter vinen lagrer i medium ristede franske fade i 3 år, 70% af vinen i 20 til 50 hektoliter fade og 30% i barriques.

Og nuancerne minder sgu ærlig talt om tidligere årgang, hvor der er lyserøde bær, ribs, tranebær, lidt mentol, tobak, blæk, violer, cigaræsker, blomster og en åbenlys syre. Trods den unge alder virker vinen – som 2010’eren – imødekommende, let og elegant. I smagen går de lyse bær igen med ribs, granatæbler, æblesyre, faste tanniner, røg … lækker, skarp og præcis. Kongevin, som fortsat er i dens spæde ungdom, men bestemt ikke total snerpet og uimødekommende, som Nebbiolo også kan være i de helt unge år.

Forhandles flere steder, bl.a. Laudrup Vin, hvor prisen er 600 kr. ved køb af 1 stk. og 450 kr. ved køb af 12 stk.

Rating 5,5/7 

2001 Vieux Château Pelletan, Saint-Emilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2001 Vieux Château Pelletan, Saint-Emilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigVieux Château Pelletan har jeg smagt en del gange, men det er bare mange, mange år siden. Da jeg fandt denne flaske ved rydning af min faders hus ifb. med en flytning, så vakte det minder. Jeg snuppede derfor vinen med hjem velvidende, at den formentlig har ligget og småkogt over køleskabet, siden jeg forærede ham flasken for over 10 år siden.

Og nu er den så proppet op … småkogt Saint-Emilion Grand Cru fra slottet Vieux Château Pelletan/Château Vieux Larmande, som ligger en halv kilometers penge nord for selve Saint-Emilion og ejes af familien Magnaudeix, som har produceret vin i 6 generationer der siden 1840.

I dag er der fortsat 3 generationer involveret i driften, nemlig Hélène … 4. generation, hendes to børn og dermed 5. generation Catherine og Jean-Pierre og i 6. generation Romain Magnaudeix samt Guillaume Bruny, som er sønner af henholdsvis Jean-Pierre og Catherine.

Reelt har slottet siden 1988 været ejet af søskendeparret Catherine Bruny og Jean-Pierre Magnaudeix, men siden 2008 er det imidlertid Romain Magnaudeix, som har været den ansvarlige vinmager på vinslottet.

Siden 1840 har familien lavet vinen Château Vieux Larmande, som laves fra de oprindelig 4,25 hektar vinmarker, men i 1924 tilkøbte man yderligere 6,90 hektar vinmarker fordelt på 14 parceller, nemlig til vinen Vieux Château Pelletan, som man har lavet siden. Men udover de to hovedvine, så laves der yderligere et par vine, nemlig to vine Le Tertre de Sarpe samt Ma Agnus Deï.

Denne Vieux Château Pelletan er lavet på 85% Merlot og 15% Cabernet Franc og kommer fra 30 år gamle vinstokke. Vinen har lagret på barriques i 12 måneder og der produceres årligt 20.000 flasker af denne vin.

Men årene … eller nok nærmere den skødesløse opbevaring af vinen … har sat sit præg på vinen. Normalt klarer en Bordeaux vin af anstændig kvalitet nemt 15 år, men her får du en lidt bedaget aroma med alder, rosin, portvin, eucalyptus, mentol samt lidt mørke og nærmest indtørrede bær. I munden er vinen er lidt fesen … syren er stadigvæk til stede, men lidt vag og fokuseret. Det er heldigvis fortsat god, ren frugt og vinen er blød og rund, men noget af den normale spændstighed er forsvundet.

Købt af en gammel revisorven, som var/er importør. Dengang var prisen vistnok 70 kr. Jysk Vin har også på et tidspunkt været importør.
Rating 4/7 

2014 Adega de Borba, Adega de Borba Tinto, Alentejo, Portugal

2014 Adega de Borba, Adega de Borba Tinto, Alentejo, PortugalAdega Cooperativa de Borba CRL ligger i byen Borba i Alentejo regionen i Portugal og derfra kommer næste vin, som blot kaldes Adega de Borba Tinto … og det er en vin, som burde ha’ et mindreværdskompleks, for jeg har sjældent set mindre prop … både i omkreds og længde.

Rolig nu fyre, ingen grund til at moppe sådanne mindre udstyrede vine … så lad os i stedet kigge nærmere på dette vinkooperativ, som er grundlagt tilbage i 1955 af 13 driftige vinbønder.

Det var nu egentlig lidt af nød, på grund af økonomiske problemer, at vinbønderne slog pjalterne sammen, godt hjulpet af Junta Nacional do Vinho, en statslig organisation, som kontrollerede og rådgav omkring vinproduktion.

I dag er Adega Cooperativa de Borba et stort kooperativ, som omfatter ikke mindre end 300 medlemmer, som leverer druer fra deres samlede 2.000 hektar vinmarker i området. 70 % af høsten er røde druer som Amarela, Periquita, Tempranillo og Shiraz. Områdets geografi er nærmest perfekt til vinproduktion med dets varme somre og kolde, tørre vintre.

Uden denne statslige kontrol og hjælp havde der formentlig ikke have været nogen vinproduktion af betydning i området i dag. Hovederhvervet var dengang primært kornproduktion, og området var i folks bevidsthed kendt som hele Portugals kornkammer. Der skulle gå næsten 30 år, inden forbrugerne fik øjnene op for vin fra Alentejo. S

tore investeringer i produktionsfaciliteter og et massivt fokus på kvalitet har gjort Alentejo til det mest moderne vinområde i Portugal i dag og til en vigtig spiller på det globale vinmarked. Og det samme kan siges om Adega de Borba, som i dag råder over meget store produktionsfaciliteter fordelt på 2 vinerier, hvor det ene er på 12.000 kvadratmeter og det anden og nyere på hele 140.000 kvadratmeter.

Bare i 2011 har kooperativet investeret 12 millioner euro og det betyder også, at kapaciteten i dag er på 1.200 tons druer dagligt, vinifikation af 6.000 tons vin dagligt og med en mulighed for opbevaring af 350.000 hektoliter vin på tanke samt 7.000 paller med vin. Det er dermed blandt Portugals 10 største vinhuse og producerer årligt omkring 12 millioner flasker vin.

Vinene er fordelt på flere serier, nemlig serierne Galitos, Adega de Borba, Convento da Vila, Rótulo de Cortiça, Montes Claros og Senses. I hver serie laves der typisk 3-7 forskellige vine. Derudover laves der også lidt brandy og likør. Denne vin kommer selvfølgelig fra Adega de Borba og er lavet på druerne Trincadeira, Aragonez samt Alicante Bouschet.

Efter modtagelse i vinhuset bliver druerne straks mast og mosten kommer herefter i rustfri ståltanke for gæring ved kontrollerede temperaturer på omkring 25 grader i 6 til 10 dage. Derefter lagrer vinen videre på rustfrie ståltanke i 6-12 måneder inden vinen flaskes. Der laves årligt 2.000.000 flasker af denne vin.

Men smagsmæssigt kan vinen sgu godt finde mindreværdskomplekserne frem, for det er sgu langtfra stor vin. I næsen er der en sjov, træagtig note, mørke bær, let vanilje, spidskommen samt en skæv note, som efterlader dig med et støvet og skarpkrydret indtryk. Smagen er kantet og ubalanceret. Det er ganske vist lidt syre, men den holder ikke rigtig noget på plads, så i stedet bliver der lidt peber, grov frugt og lidt alkohol. Og så har den en lille prop.

Forhandles af Glud Vin, hvor prisen er 79 kr., hvilket virker alt for dyrt.

Rating 2/7  

2013 Gérard Bertrand, Château La Sauvageonne Grand Vin, Languedoc, Frankrig

2013 Gérard Bertrand, Château La Sauvageonne Grand Vin, Languedoc, FrankrigVi har tidligere kørt Gérard Bertrand tema i tirdagsvinklubben på jobbet, så i dag blev et gensyn med den store, tidligere rugbyspiller. Denne Château La Sauvageonne Grand Vin har vi ikke tidligere har smagt, men med 9 forskellige slotte og et utal af vine, er det sgu også svært at komme igennem hele arsenalet.

Jeg skal skåne jer for hele historien om den gode Bertrand og blot henvise til nogle af de andre blogindlæg. Søg bare under “Bertrand”, hvis de vil finde nogle af dem. I stedet vil jeg kigge nærmere på netop Château La Sauvageonne, som ligger nordvest for Montpellier nær landsbyen Saint-Jean-de-Blaquière og et stenkast fra Causse du Larzac.

Slottet er én af Gérard Bertrand seneste investeringer og er således købt i november 2011. Slottet … eller nærmere den palælignende ejendom med stor swimmingpool og tilhørende marker ligger i en højde af 300 meter over havet overflade i AOC appellationen Terrasses du Larzac under Languedoc.

Château la Sauvageonne nyder godt af et nærmest perfekt terroir, hvor vinmarkerne er højt beliggende på vestvendte skråninger. Jordbunden består af hård rød skifer, og dette – kombineret med vinmarkernes høje beliggenhed og en vulkansk fortid – giver en vin med masser af fylde og intensitet, tilsat elegante tanniner og en vis mineralitet.

Siden Gérard Bertrand overtog ejendommen er der investeret massivt, og produktionen er – i bedste Gérard Bertrand stil – omlagt til både økonomisk og biodynamisk drift, og i 2013 opnåede Château la Sauvageonne sin certificering af biodynamisk status.

Parker har beskrevet La Sauvageonnes personlighed som værende à la Côte Rôtie, mens andre skribenter beskriver dens tanniner som værende meget i stil med Bordeaux’s venstrebreds vine. Sandheden er nok tættere på Côte Rôtie end Bordeaux, men disse udsagn understreger La Sauvageonnes meget fine tanniner, som tilbringer den en hvis kølighed og elegance.

Der laves 5 vine på Château La Sauvageonne, én hvid, 2 rosévine samt 3 rødvine, nemlig Pica Broca (gamle stokke), Chateau La Sauvageonne Les Ruffes samt denne topvin Château La Sauvageonne Grand Vin.

Château la Sauvageonne Grand Vin er lavet på druerne Syrah og Grenache, men fordelingen kender jeg ikke. Det er et blend af de bedste terroir på Terrasse du Larzac. Hver enkelt parcel udskilles og vinificeres separat før den endelige assemblage. En del af Syrah-druerne forbliver efter høsten i hele klaser, hvor de gennemgår en kort maceration, mens de resterende Syrah-druer afstilkes sammen med Grenache druerne, før de gennemgår en traditionel alkoholisk gæring og overføres til egetræsfade, hvor de under deres 12 måneder ophold gennemgår en fuld malolaktisk gæring. Når fadlagringen er tilendebragt, så klares vinen, inden den tappes på flaske.

Og det biodynamisk fornægter sig ikke i næsen, som er landlig, rustik med mentol, hæfteplaster, hospitalsgang … mens frugten er lys eller i hvert fald mellemlys. Derudover lidt krydderier og en lidt kølig form for mineralitet, som egentlig bidrager klædeligt til festen.

I munden er det krydderier og masser af peber, frisk frugt og ganske let i udtrykket … men peberen dominerer vildt meget, og faktisk også alt for meget og går igen i hele smagsspekteret og vinen slutter således med et bittert peberbid, som bliver ved med at sidde i munden. Dermed bliver det en smule anstrengende og faktisk synes jeg, at lillesøsteren Château La Sauvageonne Pica Broca er en tak bedre afbalanceret. Men jeg er jo også lidt underlig … sådan er det bare.

Købt i Vinspecialisten, hvor vinen pt. er på bud til 200 kr., mens normalprisen er 295 kr.

Rating 4/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger