Det er primært Barolo’er, som jeg har smagt fra vinhuset Pio Cesare, men nu havde Keeper valgt en 2015 Barbaresco fra Pio Cesare Vigne di Proprietà i byen Alba.
Selvom jeg mest kender huset for deres Barolo’er, så har man altid lavet denne vin, hvor alle druerne kommer fra vinhusets egne marker, primært markerne Il Bricco, San Stefanetto samt Bongiovanni i Treiso samt Rocche di Massalupo i San Rocco Seno d’Elvio.
Druerne til vinen høstes som altid ved håndkraft og kan derfor allerede i vinmarken sorteres benhårdt, inden turen går til vinhuset med afstilkning af klaserne og gæring i temperaturkontrollerede ståltanke med skindkontakt i 25-30 dage.
Omkring 35% af vinen lagres derefter i små 225 liter barriques af nyt fransk egetræ i 30 måneder. De resterende 65% lagres på store 2.000 liter botti egetræsfade af fransk egetræ, hvorefter vinen er tappet på flaske og har hvilet yderligere et halvt års tid.
I glasset er vinen dejlig lys, let og transparent … og duftmæssigt kommer der fra starten en lille sødme fra fadet, hvilket dog hurtigt afløses af knuste rosenblade, en æterisk og luftig aroma, egentligt meget feminin med et lyst, blomstret aftryk. Der er jordbær, ribs, tranebær, appelsinskal og grønne urter.
Smagsmæssigt … uha flot og let vin, stringent og alligevel smuk og feminin let smag. Tanninerne er tørre og bider en anelse, men ellers er vinen cremet og fin, god koncentration, mens balancen måske er mere vakkelvorn. Det er en lækker, lækker Barbaresco, selvom den måske lige mangler den sidste WAUW faktor.
Forhandles af Laudrup Vin, hvor en nyere årgang koster 698 kr., mens prisen er 524 kr. ved køb af 12 flasker.