Tag-arkiv: Frankrig

2017 Cave de Ribeauvillé, E. Traber Pinot Gris Demi-Sec, Alsace, Frankrig

2017 Cave de Ribeauvillé, E. Traber Pinot Gris Demi-Sec, Alsace, FrankrigVi nød først et køligt glas hvidvin på terrassen og det første var et glas E. Traber Pinot Gris Demi-Sec fra det store kooperativ Cave de Ribeauvillés Traber serie.

Traber er et af flere mærker hos  kooperativet i Ribeauvillé og er opkaldt deres vinmager Philippe Traber. Han er derudover også ét af de 110 medlemmer i det store kooperativ … dvs, at han leverer druer fra sin families vingård til kooperativet, bl.a. fra familiens Grand Cru mark Osterberg.

Han har videreført familiens stolte tradition, for hans bedstefar Emile Traber, ledede kooperativet i de svære år efter 2. verdenskrig. Men derudover er Philippe Traber også  direktør for Maison Mette i Ribeauvillé … et de mest berømte destillerier i verden!

Cave de Ribeauvillés 110 medlemmer har samlet 235 hektar vinmarker, hvilket bl.a. omfatter parceller på 8 Grand Cru marker, nemlig Gloeckelberg, Altenberg de Bergheim, Osterberg, Kirchberg de Ribeauvillé, Rosacker, Schoenenbourg, Schlossberg og Marckrain.

Denne Pinot Gris er lavet med druer fra hele Alsace området. Vinen er både gæret og lagret i de rust frie ståltanke …. lagringen sur lie i 3-9 måneder.

I næsen er der noget, som kunne minde om petroleum eller i hvert fald en smule terpentinsk sammen med pærer i en stor pærevælling sammen med lidt muskatnød. Ellers er den egentlig meget neutral. I munden er vinen sød … pænt sød med melon, bløde og overmodne ferskner, dåsepærer og lidt gæret smag.

Forhandles af Føtex/Bilka, hvor en flaske normalt koster 99 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2018 Jean-Louis Chave, Clos Florentin Saint-Joseph, Rhône, Frankrig

2018 Jean-Louis Chave, Clos Florentin Saint-Joseph, Rhône, FrankrigNår man smager Jean-Louis Chave vin, så forstår man godt, at manden kaldes kongen af Hermitage. Selvom denne Clos Florentin er en Saint-Joseph vin, så gælder det også for den for Jesus Christ, hvor det smager.

Jeg har 2 gange smagt Chaves Hermitage og begge gange givet 7 Thumbs Up. Det var i årgang 2011 og 2010 … første gang skrev jeg også en masse om vinhuset.

Det gør vi så ikke her, men kigger blot nærmere på denne Clos Florentin Saint-Joseph er en nyere vin hos Chave, lavet første gang i årgang 2015, men er hurtigt blevet en af de mest eftertragtede Saint-Joseph vine.

Druerne kommer fra 80 år gamle vinstokke på Saint-Josephs granitholdige jorder og alle dyrkes efter økologiske principper. Al høst foregår selvfølgelig ved håndkraft, hvorefter druerne nænsomt selekteres. Gæringen sker spontant på ståltanke, hvorefter vinen også blot lagres på stål … ser slet ikke egefade. Der laves små 3.000 flasker årligt, hvilket selvfølgelig er alt for lidt.

Og sikke en urkraft i næsen. Den får næsten hjernen til at spinde rundt inde i hovedskallen. Duften er flæsket med baconfedt, røget kød, meget tør engelsk lakrids, lakridsrod, lakridskonfekt, lidt grafit, laurbærblade samt en mørk frugt med brombær, solbær, hindbær, sorte oliven, stål, rustne jernplader, krudt, rosmarin og peber.

Smagsmæssigt får du også en rusten jernplade stukket i kæften suppleret med tætte, mørke bær, blåbær, brombær, knuste hindbær, masser tørhed, let sødme, lakrids, tørre og faste tanniner, skarp syre og peber … men sikke en balance. Man bliver sgu lidt småandægtig og hver tår kræver næsten et minuts stilhed, så klart 6,5 intense houlbergske fingre med pil op. Sindssygt godt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 995 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2016 Nicolas Maillart, Jolivettes Grand Cru, Champagne, Frankrig

2016 Nicolas Maillart, Jolivettes Grand Cru, Champagne, FrankrigFlemming havde mer’ Nicolas Maillart champagne til os, for næste glas var denne Jolivettes Grand Cru 2016 … et lille step op i forhold til foregående.

Som med foregående champagne er dette også en blanc de blancs, idet vinen er lavet på 100% Pinot Noir fra Grand Cru marken Jolivettes ved Bouzy. På den 0,6 hektar store mark er alle Pinot Noir vinstokkene plantet i 1987 og vinen er lavet med vinificering alene i egetønder med 8 måneder lagring sur lie inden andengæring på flaske.

I kælderen har vinen så hygget sig frem til februar 2020, hvor den er degorgeret med en dosage på 2 gram pr. liter … og der er samlet lavet 3.640 flasker af vinen.

Næsen er mere vild og mere aromatisk end foregående … der er grønne grene, bio bio landlig armsved, nødder, Nutella, peanuts, lidt fersken og dåsepærer, æbler, ribs, lyse kirsebær, kalk og lidt lettere oxidative noter. Det er en meget mere udtryksfuld champagne og har mindre af de klassiske dyder, men er bare tiltrækkende.

Smagen er dejlig skarp og har – som duften – meget smagfuld med masser af syre, nypressede citroner, lemon og den giver virkelig et grønt bid. Det er en frisk, præcis og rank champagne, vild og syrlig, igen med lettere oxidative elementer og stor intensitet.

Forhandles af Grower Champagne, hvor en flaske koster 595 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Nicolas Maillart, Mont Martin 1er Cru, Champagne, Frankrig

2016 Nicolas Maillart, Mont Martin 1er Cru, Champagne, FrankrigVort byggemøde startede – som vanligt – med bobler, hvilket Flemming på glimragende facon havde løst med denne Mont Martin 1er Cru Champagne 2016 fra Nicolas Maillart i Ecueil.

Champagnehuset kan spores tilbage til 1753, hvor Nicolas’ forfædre var vinavlere i den nærliggende landsby Chamery. Men formentlig går sporene af familien endnu længere tilbage, for dokumenter viser, at en edsvoren landmåler Pierre Maillart arbejdede med vin i Chamery for  Saint Nicaise klosteret.

I dag er det imidlertid Nicolas Maillart, der som 9. generation driver champagnehuset og viderefører den næsten 300 år gamle tradition med at lave champagner, siden han i 2003 overtog driften efter at have afsluttet sine studier i teknik og ønologi.

I dag regnes Nicolas Maillart er blandt de allerbedste producenter fra Ecueil. Han har udelukkende Premier Cru og Grand Cru marker i Montagne de Reims og kvaliteten er i top på samtlige cuvéer.

Derfor er Nicolas Maillart også en del af det yderst anderkendte Les Artisans du Champagne, hvor kun de mest ambitiøse producenter inviteres indenfor … og kun 16 champagnehuse er med i det slæng.

Her smager vi husets Mont Martin 1er Cru, der – egentlig usædvanligt for huset – er lavet på ren Pinot Meunier, som kommer fra 1er Cru marken Mont Martin ved Villers Allerand 1er cru … en mark på 1,8 hektar med undergrund af marmel- og kalksten og passet efter økologiske og biodynamiske principper.

Vinificeringen er alene sket i egetønder med 8 måneder lagring sur lie inden andengæring på flaske. I kælderen har vinen så hygget sig frem til september 2020, hvor den er degorgeret med en dosage på 4 gram pr. liter … og der er samlet lavet 4.424 flasker af vinen.

Det er klassisk lækker champagneduft … virkelig utrolig tør, har masser af gær, toast, hævet dej, stikkelsbær, citroner, godt med æbler og nærmest en kombi af både grønne æbler og modne nedfaldsæbler, ribs, godt med træ og ristede noter.

I munden er boblerne fine og små … ikke vilde og aggressive, men det er smagen til gengæld. Der er æbler og bitterhed, frisk, intens og fint cremet … masser af æblesaft, lemon, ribs og hyben, hvilket gør smagen aromatisk, frisk og absolut smuk Pinot Meunier.

Forhandles af Grower Champagne, hvor en flaske koster 550 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Château la Fleur Haut Carras, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2018 Château la Fleur Haut Carras, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigChâteau la Fleur Haut Carras ligger mellem Saint-Sauveur og Pauillac på Medoc halvøen og er et af de talrige, mere ukendte vinslotte i Bordeaux. Men derfra smager jeg nu vinslottets vin i en årgang 2016.

Vinslottet ejes og drives af Albert Tiffon, som kommer fra en familie af vinproducenter i Bordeaux, men da han ikke kunne overtage sine forældres ejendom, så grundlagde han i 1982 i stedet Château la Fleur Haut Carras.

I dag har Albert Tiffon 8 hektar i Haut Médoc og frem for alt 4 hektar i Pauillac. Specielt de 4 hektar Pauillac ligger helt fantastisk og i dag ville det være umuligt for ham at købe sådanne marker, da de store naboer som Mouton, Latour, Lynch-Bages og Pichon Comtesse de Lalande opkøber alt, så det betyder vilde priser.

Albert Tiffon modtager ofte opkald med spørgsmålet, om han er villig til at sælge sine 4 hektar, som formentlig i dag har en værdig på omkring  2 millioner euro pr. hektar. Men Mouton Rothschild vin fra Pauillac kan jo også sælges til 300 € pr. flaske i modsætning til Alberts 20 €.

Denne 2018 Château la Fleur Haut Carras Haut-Médoc er lavet på et blend af 50% Cabernet Sauvignon, 45% Merlot og 5% Cabernet Franc. Druerne kommer dog ikke fra hans Pauillac marker, men fra de 8 hektar grusholdige marker i Saint-Sauveur.

Vinen er lavet med gæring på ståltanke med 30 dages maceration, der giver godt med udtræk af farve, smag og tannin. Derefter er 60% af vinen modnet 11 måneder på franske barriques, heraf 35% helt nye fade, mens resten blot modnes i ståltankene.

Duften rammer næsen med en vis modenhed, lidt kælder, lidt muldjord og en trøffelagtig sødme, hvor fagpræget er pænt tydeligt med cedertræ, masser af skovbund, tobak og søde krydderier. Men så vågner frugten op, blommeagtig og mægtig. Der er solbær, sorte kirsebær kombineret med grafit, mynte og så et lille dekadent slag fra grønne blade, en let kølighed og blæk.

Smagen er lettere end forventet … virker frisk og frugten mere syrlig og lys end forventet. Tanninerne er pænt tørre og trækker en lille og svag bitterhed med ind i smagsbilledet. Smagen er tør og suppleres af lidt engelsk lakrids, kul og tjære, men alt bliver sådan lige pænt i overfladen, men selv uden vild dybde, så er det en harmonisk og en velkomponeret Bordeaux vin, så vi ligger lige i spændingsfeltet mellem 4,5 og 5 houlbergske tomler eller 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 179,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 99,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Domaine Pignier, Gamay Blanc, Jura, Frankrig

2018 Domaine Pignier, Gamay Blanc, Jura, FrankrigNår jeg nu lige er oppe at ringe over en vin fra Domaine Pignier, hvorfor så ikke fortsat blive på den store klinge og nappe endnu en vin derfra? Som sagt, så gjort med deres 2018 Gamay Blanc.

Jeg har ikke tidligere hørt om druesorten Gamay Blanc, men det er en sort, der er udviklet fra en arvstamme af Chardonnay og alene findes omkring Lons-le-Saunier.

Hos Domaine Pignier dyrkes druen med en høj tæthed i markerne med 10.000 vinstokke pr. hektar, men til gengæld høstes druerne så alligevel med et beskedent udbytte på 28 hektoliter pr. hektar.

Det er på den lille parcel En Tappe i Val de Vallière i Montaigu, hvor Pignier har sine Gamay Blanc vinstokke … perfekt eksponeret for solopgangen og med en jordbund bestående af ler og silt.

Vinen er på mange måder lavet som den foregående Sauvageon, altså med presning af druerne, hvorefter både gæring og lagring er er sket i store æggeformede tanke over 16 måneder. Gæringen sker spontant alene med den naturlig gær og uden tilsætning af svovl. Aftapning på flaske sker selvfølgelig på en blomsterdag efter månekalenderen og alene med en anelse svovl.

I blød fornemmes omgående en blød, rund og fed vin, med lidt smeltet smør … meget chardonnaysk i aromaerne, men her en smule mere stringent og uden det typiske tunge fadpræg. Her der der både banan, æbler … modne nedfaldsæbler, stikkelsbær, salt, karamel, let røg, blomsterflor, lidt muskat, cedertræ og måske endda bare en bitte smule oxidativ.

Smagsmæssigt skinner Chardonnay generne også igen, for vinen er fed, opulent og samtidig lidt salt. Føj, hvor det smager godt … har en krydret og virkelig cremet smag. Vinen har en intens syre samtidig, så det gør aldrig vinen overfed, for både syren og det salte giver et fabelagtigt modspil til den tykke, cremede og dybe smag. Igen imponeres jeg … ligger sådan lige mellem 5,5 og 6 tomler.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 335 kr. Jeg kan se, at man også kan få et sæt med både denne vin, foregående Sauvageon og den røde Trousseau til 865 kr., hvilket er en total no-brainer, hvis du vil have en treenighed af en fed oplevelse.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Domaine Pignier, Sauvageon, Jura, Frankrig

2018 Domaine Pignier, Sauvageon, Jura, FrankrigDer er ikke mange dage siden, at jeg blev totalt imponeret over en Trousseau fra vinhuset Domaine Pignier i udkanten af byen Montaigu nær Lons-le-Saunier i Jura. Nu er den gal igen … denne gang med husets 2018 Sauvageon, hvor jeg bare siger WAUW allerede ved første sip.

Sauvageon er det gamle ord for Savagnin druen og denne vin er lavet på 100% Savagnin høstet med et beskedent udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Høsten foregår manuelt med en streng sortering, således kun de bedste druer medtages.

Først er druerne presset, hvorefter de både gærer og lagrer i store æggeformede tanke, der er fremstillet af beton, grus, sand og vand uden klor, De æggeformede ovale tanke er inspireret af de romerske dolier … en slags store krukker, der giver en mikro iltning.

Gæringen sker spontant alene med den naturlig gær og uden tilsætning af svovl. Efter 12 måneder er vinen så færdig og flaskes så efter de bedste biodynamiske principper på en blomsterdag efter månekalenderen og alene med en anelse svovl.

Er du så færdig, hvor det dufter godt … meget sart, raffineret og silkefin aroma, hvor der er blid saltlakrids, pærer, æbler, fersken, kridt og kalk, harpiks, lettere oxideret – bare en snas – parfumeret samt aromatisk. Der er dampede muslinger, nogle sødbitre noter, lidt solcreme, mirabeller samt en smuk blomstermark i flor, en pose lakridskonfekt og syltede citroner. Vinen har en meget klar og ren duft … lidt om forårsvejret efter et regnskyl.

Hvor er det blødt, cremet og samtidig lidt forlegen, beskeden, tilbagetrukket, bly, genert og næsten hæmmet. Det er en smag, som bare kommer flydende … rolig, strømmende, glidende med en stoisk ro og jeg imponeres vildt. Syren er ren og nøgen, alt står så bart, sart og alligevel er det med en ubekymret friskhed og saltet nerve. Det er på mange måder en unik vin … og det er bare så elegant. Houlberg er vild med vinen og hoster omgående op med 6 store fingre med pil op.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 395 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Château Saint Jacques, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2017 Château Saint Jacques, Pomerol, Bordeaux, FrankrigNår vi nu er ved fremragende vine, så blev jeg sgu betaget af en Pomerol 2017 fra Château Saint Jacques forleden.

Château Saint Jacques ligger lige øst for Libourne i den lille by Puisseguin. Det er ikke et vinslot, som der findes mange oplysninger om, men vinslottet drives af Mr. Pellotier, der er 4. generation i en familie af vinproducenter.

Han har drevet Château Saint Jacques i over 10 år og efter hans overtagelse af driften startede han en omstrukturering af slottet med genplantning af markerne, indførelse af nye metoder til deres pasning af markerne bl.a. med økologisk drift og lave udbytter og det har forvandlet det tidligere usynlige slot.

Det blev forstærket, da den berømte ønolog og vinanmelder James Suckling i 2019 smagte husets 2016 årgang og gav den fremragende kritik … og det er den vin, som vi nu har fået i glasset, blot i 2017 årgangen.

Vinen er lavet på 80% Merlot, 15% Cabernet Sauvignon og 5% Cabernet Franc, som familien dyrker på de ler og kalkholdige marker i Pomerol området. Efter endt gæring hat vinen lagret 12 måneder på franske barriques, heraf hele 70% nye fade

WAUW for en indbydende næse med solbær, blommer, brombær, mælkechokolade, cigaræsker, våde fade, skovbund og en snert af lidt syrligsøde røde bolsjer, som giver vinen en lille friskhed sammen med lidt stenet mineralitet.

Og hvor smager den godt … virkelig elegant komponeret som en klassisk symfoni, blød, rund og vel afstemt. Det er så smooth og møj tiltrækkende, hvor den mørke frugt får lidt følgeskab af let lakrids, fine og polerede tanniner og en flot balance.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 275 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Domaine Pignier, Trousseau, Jura, Frankrig

2019 Domaine Pignier, Trousseau, Jura, FrankrigJeg er tosset med vine på Trousseau, så derfor et det en fornøjelse at få sådan en i mit vinglas og denne Trousseau er fra vinhuset Domaine Pignier i udkanten af byen Montaigu nær Lons-le-Saunier i Jura.

Domaine Pigniers gotiske kældre fra oprindelig gamle ejendom på stedet blev opført i det 13. århundrede af munke fra den gamle romerske-katolske Karteuserorden, men Pignier familien overtog dog først ejendommen i 1794 efter munkene eksil under den franske revolution.

Det var dog først i 1970, at Paulette og François Pignier begyndte at satse på vinavl, idet de opgav det blandede landbrug og gendannede omkring 5 hektar af deres jord til vinmarker.

Faderen Léandre Pignier havde ganske vist haft små 2 hektar vinmarker, men havde mest drevet sit landbrug med både afgrøder, dyr og så en lille smule vinavl. Hans forfædre havde også haft deres bøvl med både to verdenskrige og phylloxera epidemien, som i Jura dengang havde decimeret vinproduktionen fra 20.000 hektar vinmarker til blot 2.000 hektar på få år.

Men siden 1990 har vingården været drevet af Paulette og François Pigniers børn, nemlig de 3 søskende Marie-Florence, Jean-Etienne og Antoine, som er den 7. generation Pignier på vingården.

Siden deres overtagelse har de øget vingården til samlet 13 hektar vinmarker og havde også en finger med i spillet, da familien i 1986 købte den gamle historiske vingård la Cave des Chartreux, hvor de havde bedre mulighed for at producere deres vine.

De 3 søskende har en klar og fælles vision og målsætning for deres vine. Vinene skal stråle af naturen og det smukke landskab, hvor i de vokser. Domaine Pignier har en meget naturlig tilgang til både markarbejdet og i kælderen.

Denne tilgang blev specielt forstærket efter nogle møder med geologen Yves Hérody og vinkonsulenten Pierre Masson, der er specielt i biodynamik vinavl. De gjorde, at søskendeflokken blev fristet til først økologisk vinavl med biodynamik drift som deres ultimative mål.

I 1998 startede de med de første biodynamiske præparater og de blev endelig Demeter biodynamisk certificeret i 2003. De 13 hektar vinmarker ligger på skråningerne i Montaigu tæt på vingården og er alle indenfor Côte du Jura. Druerne udgør de traditionelle Savagnin, Trousseau og Poulsard ligesom de også har lidt Gamay Blanc.

Den naturlige tilgang gælder også i vinkælderen, hvor Pignier flokken arbejder med spontangæring alene på naturlige gærceller og de eksperimenterer med gæring af vinene både i betonæg, store opbevaringskrukker, diamantformede tanke og amforaer. De anvender selvfølgelig også et minimum af svovl.

Siden 2020 har Antoines søn Thibaut også tilsluttet sig og vil dermed være den 8. generation Pignier på vingården-

Her smager vi altså familiens Trousseau vin, hvor druerne er høstet med et beskedent udbytte på 28 hektoliter pr. hektar.  Det giver en mere koncenteret og kompleks druesaft. Høsten foregår manuelt med en streng sortering, således kun det bedste druemateriale medtages til vineriet.

Druerne bringes hurtigt til vineriet, hvor de afstilkes og efterfølgende lægges til gæring på ståltanke. Gæringen foregår kun med naturgær og uden nogen anden form for tilsætninger. Domaine Pignier følger månedkalenderen og således varer gæringen ved i én måne cyklus. Lagringen foregår i 12 måneder på neutrale store egetræsfade. Herefter flaskes vinen med ganske lidt svovl.

I næsen er det en herlig naturagtig, animalsk og lidt bio bio aroma, lidt krydret og grøn, masser af lyse bær, moreller, lyse hindbær, let yoghurt, mejeri, grønne blade, hyben, skumfiduser, fennikel, kul og lidt fadkælder, lyserøde bolsjer og urter … det er sgu lige til at blive glad i låget over.

Smagsmæssigt er vinen så cremet, blød, blid og nærmest sart, let, grøn og samtidig letflydende, venlig og saftig læskende. Det er lyst og blomsterrigt, meget behagelig …. elegant, feminint og med svagt toastede elementer og dens lyse, friske side gør en glad. Det er en vin, som jeg på kort tid blev helt pjattet med.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Cidrerie Château de Lézergue, Cidre Fermier Demi-Sec, Frankrig

N.V. Cidrerie Château de Lézergue, Cidre Fermier Demi-Sec, FrankrigEfter et sandt bombardement af Alsace vine, så trænger vi vist til noget andet! Derfor er jeg nu atter tilbage til vinene fra hele verdenen … og måske en enkelt lille tørstslukkende cider.

For ciderrevolutionen er skam slet ikke ovre for mig, for jeg har siden testen Ciderrevolutionen er over os … og Houlberg er vildt begejstret – vist fået æbler på hjernen og specielt de gærede æbler fra Bretagne i Frankrig, så derfor er der nu atter cider i mit vinglas.

Denne gang er det frem en lille producent, som hedder Cidrerie Château de Lézergue og ligger i byen Ergué-Gabéric tæt på den større by Quimper.

Cidrerie Château de Lézergue er et lille familieforetagende, som også kaldes Les Trois Frères, altså de 3 brødre, men det drives nemlig også helt præcis af de 3 brødre Joseph, Matthieu og Guillaume med efternavnet Jan-Autret.

De har siden 1990 drevet Château de Lézergué i Ergué-Gabéric nær Quimper og har i dag 20 hektar med æbletræer, hvorfra de laver en række spændende cidere, herunder altså denne Cidre Fermier Demi-Sec.

Det er en klassisk halvtør fransk cider lavet på cidergær og har derfor ikke en kraftig eller skæv gærsmag, som man kender fra de vildgærede slags. Men ellers er der ikke så mange oplysninger om selve produktionen, så vi hopper hovedkulds ind i mine smagsnoter.

I glasset ligner det en bajer, hvor gassen er gået af ballonen, sådan nærmest lidt pisgul med lidt doven skum i kanten. Men lad jer ikke snyde, for op af glasset kommer der en syrligsød og landlig aroma med masser af gær og hævet dej, godt med æbler, vild lækkersød friskhed, blomster og karamel.

Smagsmæssigt er det klart en af de sødere cidere, men fuck det smager godt. Det er som friskpresset æblesaft på søde æbler i den 6. potens. Smooth, letløbende, tørstslukkende og vanedannende.

Forhandles af Ciderrevolution, hvor en flaske koster 75 kr.

Vinanmeldelse 5/7