I lørdags havde vi én af de traditionelle vinaftener … nemlig, lige præcis én af de aftenener, som vi 4 gæve vingutter afholder 4 gange årligt. Og uændret med det fantastiske koncept, at alle hver medbringer to vine, som smages blindt, mens værten sørger for en velkomstvin (typisk en hvidvin) samt en kultvin til omkring en tusse … ja og så ellers laver noget fantastisk mad til os.
Den tredje af slagsen i det herrens år 2014 blev afholdt hos Steffen, så i samlet trop mødte vi op fashionably late … på jysk betyder det et par minutter for sent … (min skyld) på Steffens dørtrin og blev forventningsfuldt mødt af Zen-masterens selv samt en skøn aroma fra køkkenet, hvilket sendte lyserøde løfter om noget godt i vente på den kulinariske front.
Og løfterne var ikke ude i en valgkampagne, som efterfølgende blot blev negligeret, glemt, putter eller fejet ind under gulvtæppet … for Steffen havde anstrengt sig gevaldigt i køkkenet og havde forberedt en 4-trins raket af en sand gourmetmiddag. Og han havde endda timet det, så straks vi havde fået vores aldrende kroppe slæbt fra dørtrinnet, ind i stuen og stukket en glas hvidvin i hånden, så var forretten allerede klar. Sådan. No bullshit … sådan skal det være.
4-trins raket middagen denne aften bestod af:
- Forret; Rødtunge/polenta med bær, basilikum og persille
- Hovedret 1; Braiserede svinekæber på bund af rødbeder med hytteost og små gule tomater
- Hovedret 2; Fyldt svinemørbrad med spidskål og bacon
- Dessert; Drømmekage – Ricotta, citron og syltet ananas
Vi kastede os fluks over den skønne forret, mens vi – som altid – nød udsigten, og den skal I selvfølgelig heller ikke snydes for:
Men eller skal jeg også lige beskrive de dejlige retter.
Rødtunge/polenta med bær, basilikum og persille
Skøn ret, hvor den fine rødtunge er blandet op med lidt groft majsmel, så det danner en slags rødtunge/polenta, som jeg lige forstod det på Steffen. Hertil bær, basilikum, persille og lidt indkogt sovs af en slags. Hmmm, rigtig dejlig ret og fungerer supergodt sammen. Vi nød forretten sammen med en 2013 Charles Smith, Kung Fu Girl Riesling, som kommer fra Walla Walla Valley i Washington State i USA.
Braiserede svinekæber på bund af rødbeder med hytteost og små gule tomater
Herreret. Jeg er vild med svinekæber … bare noget af de allerbedste kød fra grisen. Her braiseret eller langtidsbagt og serveret ovenpå tyndt skårede bagte eller kogte rødbeder og herover en indkogt sovs med lidt løg … mener jeg. Hertil lidt hytteost samt små gule tomater. Mørt og lækkert. Hvis du aldrig har prøvet svinekæber, så skal du f…. i gang, for det smager bare helt fantastisk.
Fyldt svinemørbrad med spidskål og bacon
Elsker også kål … måske også lidt overset blandt de fleste folk. Her fik vi lidt stegt spidskål, som jeg bare elsker. Laver tit bare bagt spidskål med lidt olivenolie, salt og peber … og så bare ind i ovnen, mere behøver man ikke. Her blev den stegte spidskål serveret med fyldt svinemørbrad. Også rigtigt lækkert, og så var sulten også ved at være godt på retur … nej, faktisk var jeg stopmæt på dette tidspunkt.
Drømmekage – Ricotta, citron og syltet ananas
Og den søde afslutning var i særklasse. Opskriften kommer fra Michael Poulsens seneste Vinpusher kogebog, Vinpusheren III, og det er en drømmekage, ricotta, citron og syltet ananas. Ricottaen røres med lidt citron og vanilje og toppes med smeltet smør, brun farin og kokos. Hertil ananas, som er kogt ind med hvidvin, sukker, ingefær, kardemomme og kanel. Op hold nu op … det smager altså bare godt. Jeg hader selv drømmekagen fra Brovst … tror det var eneste kage, som min salige moder kunne bage … men denne dessert er både frisk, sød og ganske forførende. Den skal jeg selv prøve at lave.
På den vinøse side, ja så var der igen 10 dejlige vine. Vinene denne aften var
- 2013 Charles Smith, Kung Fu Girl Riesling, Washington State, USA (Steffen)
- 2011 Longplay Wine, Pinot Noir Jory Bench Reserve Lia’s Vineyard, Oregon, USA (Ulrik)
- 2011 Paco Del Vicario, Penta, Castilla La Mancha, Spanien (Paul)
- 2009 L. A. Cetto, Nebbiolo Private Reservè, Baja California, Mexico (Steffen)
- 2006 Castello di Monsanto, Nemo Vigneto Il Mulino, Toscana, Italien (Jan)
- 2005 Luciano Sandrone, Barolo Le Vigne, Piemonte, Italien (Kultvinen)
- 2011 Michael David Winery, Freakshow Cab, Californien, USA (Steffen)
- 2008 Le Macchiole, Paleo, Toscana, Italien (Ulrik)
- 2009 Guerrieri-Rizzardi, Clos Roareti Veronese, Veneto, Italien (Paul)
- 2009 Viñas del Cenit, Cenit, Tierra del Vino de Zamora, Spanien (Jan)
Vinene denne gang må ha’ været ekstraordinære gode. Normalt plejer der at være lidt slanter, når vi tager hjem, men det var der ikke denne gang. Måske det også var forklaringen på min snakkesalighed med taxachaufføren på vej hjem. Men alt i alt en rigtig dejlig aften.
Okay, vi skal sluttelig selvfølgelig også omkring konkurrencen … blindsmagningen. Og jeg kan jo lige så godt krybe til korset … til trods for, at jeg vel nærmest er ateist, og sjældent kryber til noget kors. Da vi kom til aftenen sidste vin, så havde jeg ikke gættet ét eneste land rigtigt, mens Steffen havde gættet alle. Respekt. Lidt oprejsning kom der imidlertid på aftenens sidste vin, som jeg gættede, mens Steffen dén ene gang ikke ramte rigtigt. Jeg fik en hæderlig sidsteplads … og Steffen blev aftenens vinder.
Og vi slutter selvfølgelig også af med et stemningsfoto fra aftenen.