Tag-arkiv: Italien

2017 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, Italien

2017 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, ItalienManzones Barolo Gramolere har jeg efterhånden smagt nogle gange … masser af kvalitet til ret fornuftige penge. Vinen vandt fx en lille Barolo smagning i årgang 2015, men nu smager jeg altså vinen i årgang 2017.

Nebbiolo druerne er høstet i midten og slutningen af oktober. Gæring og maceration sker over 30-40 dage ved 28 grader. Efter fermentering er vinen lagret 30 måneder i store 500-700 liter egefade efterfulgt af lagring i betontanke 2-3 måneder og efter aftapning på flaske – uden klaring eller filtrering – er den lagret yderligere 10 måneder.

Man bliver glad fra første snif … vi har nu åbnet førstehjælpskassen med plaster, gazebind suppleret med violer, knuste roser, blomster, læder og igen gammelt træ fra et kongeskib, lakridsrod og fennikel og en lys frugt i form af umodne kirsebær, ribs, kamfer og tobak. Der fornemmes samtidig en lille aromatisk og endda parfumeret sødme, hvorved det samlet dufter så fantastisk.

I munden har Manzones Gramolere også denne lille kække sødme, som binder vinen så forbandet godt sammen. Sødmen gør, at denne årgang 2017 måske ikke er helt så tør som 2016’eren, selvom det jo fortsat er en tør vin, hvor der skam også er vilde tanniner, som helt som forventet sætter sig rundt i munden. Der er ribs, lidt umodne blommer og hindbær … lidt juicy og saftig. Det hænger sgu da godt sammen, god syre og sødme balance, meget elegant. Der er god længde i eftersmagen med både syre samt en smule bitterhed, hvorved Houlberg atter er glad.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 429,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, Italien

2019 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, ItalienJeg smagte forleden den ene af Tenuta Sette Pontis flotte topvine, nemlig Orma. Men den har også en smuk lillesøster eller andenvin, som hedder Rosso di Orma og ligeledes er lidt bordeaux inspireret. Den smager jeg nu.

Som med Orma kommer vinen fra vingården med det samme navn beliggende syd for Livorno i Bolgheri. Denne her er lavet på et blend på 60% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Sangiovese, som Tenute Sette Ponti håndhøster fra den i Bolgheria berømte Orma vinmark beliggende midt imellem Sassicaia og Ornellaia.

Druerne er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar så har vinen gæret med temperaturstyring på ståltanke med en 15 dages gæring og maceration. Efter endt fermentering er den så lagret11 måneder, heraf 4 måneder på franske Tonneaux, så 4 måneder på betontanke samt 3 måneder på flaske.

Duftmæssigt er det vitterlig et møde – og et smukt af slagsen – mellem Bordeaux og Italien. Der er både solbær, mørke kirsebær, tørre fade og cigarkasser, muldjord og samtidig også læder, kaffe og en smule fadnoter af vanilje, violer og blomster og så denne ranke, stringente, italienske og balsamiske syre. Dufter vildt godt.

I munden er smagen bare så blød, imødekommende rund og igen med små Bordeaux karaktertræk og så ellers blommer, kirsebær, sød lakrids, godt frugtsmag, bløde tanniner … virkelig moden og totalt drikbar allerede nu. Det er sgu en flot vin, så klart 5 store tomler samt voldsom stor pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Tenuta di Biserno, Il Pino di Biserno, Toscana, Italien

2018 Tenuta di Biserno, Il Pino di Biserno, Toscana, ItalienMed navnet Il Pino di Biserno fra vinhuset Tenuta di Biserno, så skulle man måske tro, at det er en italiensk Pinot Noir, men det er i stedet et bordeaux-inspireret blend.

Tenuta di Biserno har en helt speciel historie, da det nemlig er grundlagt af brødrene Piero og Lodovico Antinori, som jo hver især har drevet deres højt respekterede vinhuse.

Piero driver jo Marchesi Antinori som den 26. generation i familien og står bag en en lang række vingårde i primært Toscana, men også i resten af Italien og rundt om i verdenen. Faktisk ejer huset i dag over 2.000 hektar vinmarker fordelt på forskellige vingårde i Italien og i udlandet og han står bag store supertoscanere som Solaia samt Tignanello.

Lodovico gik selv andre veje … bl.a. efter personlige stridigheder havde skabt et anstrengt forhold mellem de to brødre. Han skabte derfor i stedet Tenuta dell’ Ornellaia og lavede Ornellaia vinen som en seriøs konkurrent til både Sassicaia … og broderens vine.

Men med Tenuta di Biserno er de to brødre igen gået sammen. Det var Lodovico Antinori, der allerede i 1995 – i jagt på jord til udvidelse af Tenuta dell’ Ornellaia – faldt  over et område i Alta Maremma nær Bolgheri med et unikt mikroklima.

Områdets parceller viste sig ikke velegnede til Ornellaia, men et nyt selvstændigt projekt begyndte at tage form i hans hoved og det var Tenuta di Biserno.

Da han i 2002 valgte at sælge Ornellaia til Robert Mondavi og Frescobaldi, så tog han kontakt til sin storebror og bad ham gå med i Tenuta di Biserno. Piero sagde ja og det samme gjorde den kendte og flyvende vinmageren Michel Rolland, som blev tilknyttet konsulent.

Vingårdens logo blev kreeret som et våbenskjold med to vildsvin og teksten In Tempore Uniti … i tide, i fællesskab … eller som Piero lidt senere har sagt; de to svin har fundet sammen.

På Tenuta di Biserno har brødrene samlet 90 hektar vinmarker i det bakkede område omkring Bibbona, hvor de primært dyrker Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc, men også mindre mængder af Syrah og Petit Verdot.

Udover vinene Biserno og Il Pino di Biserno samt prestigevinen Lodovico, så producerer de også rødvinen Insoglio del Cinghiale fra Campo di Sasso ejendommen, mens det nyeste skud på stammen er rosévinen SOF, som dedikeret til Lodovicos unge datter Sofia.

Il Pino di Biserno er i denne årgang 2018 lavet på 27% Cabernet Franc, 38% Merlot, 12% Cabernet Sauvignon og 23% Petit Verdot, som alle først er afstilket og derefter presset blidt inden gæringen i koniske ståltanke ved 25 grader over 3-4 uger.

Så er der sket malolaktisk gæring for 25% af vinen i barriques og resten i ståltanke. Derefter er vinen så lagret 14 måneder på både nye og brugte franske barriques samt resten på ståltanke og derefter yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Sikke en duft … og med klare bordeauxfile referencer via lidt cigarkasser, blæk, baconfedt, tørre fade samt en lidt mørk og tungere frugt. Der er solbær, svesker og figner, krydderier, lidt vanilje samt en klar, italiensk og balsamisk syre.

I munden er der både tør engelsk lakrids, grøn peber, spejderhagl samt vitterlig en magiterning af mørk og intens frugt. Det er en pænt fyldig vin, har god struktur, meget intens, mens tanninerne er bløde og behagelige. Det smager sgu ret godt med elegant balance.

Forhandles af Theis Vine, men det er pt. usolgt – men tidligere har kostet 389,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Antonio Camillo, Ciliegiolo Principio, Toscana, Italien

2020 Antonio Camillo, Ciliegiolo Principio, Toscana, ItalienFra tirsdagsklubben på jobbet lige en spændende lille flaske i form af en Ciliegiolo Principio fra vinhuset Antonio Camillo beliggende ude på landet skråt overfor naturstensleverandøren Saturnia Travertini Italia ved Manciano i Maremma.

Antonio Camillo var tidligere en del af det større vinhus Poggio Argentiera og der arbejdede han side om side med Gianpaolo Paglia og Justine Keeling.

Men i 2006 gik han i gang med sit eget projekt, hvor han startede med at lave vine på lokale og ofte undervurderede druer som både Procanico og Ciliegiolo, men også på druer som Vermentino, Trebbiano, Ansonica, Malvasia samt Sangiovese .

I 2011 købte han også 2 parceller på samlet 5 hektar mellem Sovana og Pitigliano ret nær grænsen til Lazio. Det er faktisk nær Manciano, hvor Antonio selv er født og han har nu samlet 9 hektar vinmarker med næsten udelukkende gamle vinstokke på 40-50 år og altid dyrket efter traditionelle metoder.

Antonio Camillo arbejder primært med spontangæring alene på druernes egne gærceller, undgår kemiske indgreb og passer sine marker efter økologiske principper.

Her smager vi hans Ciliegiolo Principio … en a vinene lavet på den ældgamle lokale druesort Ciliegiolo, som regnes som forfader til Sangiovese druen og vi tidligere er stødt på her på vinbloggen.

Her komer Ciliegiolo  flere flere af Antonios marker beliggende i omkring 350-450 meters højde i Maremmma. Vinen er både lavet og lagret på ren stål.

Duftmæssigt er den lidt let og parfumeret … syrlig tobak, grønne grene og medium frugt med kirsebær, brombær og lidt granatæbler, svagt lidt blæk og grafit, har godt med frisk syre.

I munden også en frisk, ung og spændstig frugt, lidt rustik, bondsk og kantet, har tranebær, syrlige kirsebær, hyben, vildt ungt og frisk, sprælsk endda, ganske tør og har samtidig ung og friske tanniner, som dog ikke virker så voldsomme, som en vin på Sangiovese normalt kan have.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Azienda Agraria Guerrieri, Guerriero del Mare Bianco, Marche, Italien

2019 Azienda Agraria Guerrieri, Guerriero del Mare Bianco, Marche, ItalienAzienda Agraria Guerrieri er beliggende lidt ude på landet mellem byerne Piagge og Cerasa i Marche regionen få kilometer vest for Adriaterhavet. Men det er altså derfra, at jeg smager en Guerriero del Mare Bianco lavet på den mere ukendte druesort Bianchello.

Vingården er grundlagt samt drives af Guerrieri familien og i dag er det af Luca Guerrieri som 5. generation sammen med hans to børn Maria Giulia og Alberto Guerrieri … og de driver et blandet landbrug med planteavl, pastaproduktion, honning, olivenolie og vinproduktion.

Samlet har Guerrieri familien 207 hektar jord, hvoraf 120 hektar er dedikeret til planteavl, 30 hektar med oliventræer og 48 hektar med vinstokke, hvilket primært er med røde druer Sangiovese, Lacrima, Montepulciano og Cabernet Sauvignon samt de hvide Bianchello, Verdicchio, Chardonnay, Moscato og Sauvignon Blanc.

Denne Guerriero del Mare Bianco er som nævnt lavet på ren Bianchello fra vinstokke, der alle er 30 år gamle og beliggende på marker 12 kilometer fra havet i en højde af 200 meter i et område, der kaldes Valle del Metauro efter den historiske Metauro flod, der krydser hele dalen.

Bianchello er vi ikke stødt på her på vinbloggen tidligere, så måske skulle vi lige kigge lidt nærmere på den. Det er en hvidvinsdrue, der også er kendt som Biancame og primært findes i den centrale del af Italien, især i Emilia-Romagna og Marche, mens den i mikrostaten San Marino går under navnet Biancale.

Bianchello er en drue, som man har brugt i århundreder og i dag er særlig kendt for de aromatiske hvidvine fra Marche og specifikt vine i appellationen Bianchello di Metauro.

De bedste Bianchello di Metauro kommer fra den nederste halvdel af Metauro dalen, hvor floden løber ud i Adriaterhavet lige syd for Fano. Der på den nordlige, bakkede side af dalen finder man de fineste Bianchello di Metauro vine.

Biachello modner mellem til sent og kræver godt markarbejde for at sikre, at druen qua en tæt vækst ikke byder på meldugsygdomme.

De klassiske Bianchello vine er lysegule i farven, næsten halmagtig og har en delikat tør og aromatisk næse. Selvom det ikke er den mest eventyrlige vin, så giver Bianchello nogle forfriskende vine med en stil, som Marche er blevet kendt for.

Her er Bianchello høstet sent og er nøje udvalgt i marken, for kun de bedste druer fra de ældste marker indgår i vinen. Vinen er lavet med gæring på egefade og efter endt fermentering er vinen også lagret på egefadene i 12 måneder inden aftapning på flaske.

WAUW for en duft … meget lettere og langt mere blomstret end forventet, meget aromatisk med en vis tørhed, har lidt sandeltræ og så ellers en rund frugt med pærer, fersken, honningmelon, banan, lemon og appelsiner suppleret med lidt fadnoter af vanilje,

I munden er vinen virkelig smagfuld og så med en velafbalanceret elegant og super sammenhæng. Frugten bliver smagsmæssigt lidt mere fyldig og eksotisk … pærer, melon, mango, papaya samt godt med lemon, der giver en disket bitterhed. Syren er let, aromatisk, småkrydret og totalt i kontrol på fin måde … samlet smager vinen fabelagtig godt, så man bliver i totalt forårshumør, så klart 5,5 houlbergske fingre med stor pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Corte dei Venti, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2019 Corte dei Venti, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienCorte dei Venti holder til på vingården Piancornello mellem Sant’Angelo samt Castelnuovo dell’Abate i den sydøstlige del af Montalcino. Det er derfra, at jeg nu smager en 2019 Rosso di Montalcino.

Huset stiftede jeg bekendtskab med for omkring et år siden, da jeg smagte en 2016 Brunello di Montalcino … og skrev også lidt om selve vinhuset.

Denne Rosso di Montalcino er lavet på 100% Sangiovese Grosso … altså samme type, som anvendes til husets Brunello’er. Alle druerne er høstet fra marker omkring vingården, hvorefter de knuses, gærer samt macererer i ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på store egetræsfade inden flaskning og så yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen forholdsvis lys og lidt transparent … duften er derimod stopproppet med frisk frugt, godt med jordbær, jordbær og lidt mere jordbær, hyben, lidt tranebær, balsamisk eddike, jod og lidt medicinske noter, gærede svampe, grønt græs og stilke … lidt landlig og samtidig med en vis tørhed.

I munden er det vitterlig en frisk vin … det er nærmest friske druer, der lige er presset i din mund, hindbær, umodne jordbær og med en lys, frisk og munter syre, der spiller, danser og ter’ sig tosset henover tungen. Der er syrligt på en friskfrugtagtig facon, saftige tanniner og alt sammen med ungdommelighed, bid og charme.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2006 Roberto Sarotto, Villa Aurora Barbaresco Riserva, Piemonte, Italien

2006 Roberto Sarotto, Villa Aurora Barbaresco Riserva, Piemonte, ItalienDen lille fede Villa Aurora Barbaresco Riserva fra Azienda Agricola Roberto Sarotto har jeg smagt før og det er lidt en sjov Barbaresco, for der er ikke ikke så megen Nebbiolo tørhed over vinen … det gælder også i denne årgang 2006.

Faktisk er vinen endda lidt fed og sød, men det vender jeg dog tilbage til lige om lidt. Jeg skal heller ikke skrive en masse om selve vinhuset, for det gjorde jeg, da jeg tilbage i 2019 smagte vinen i en årgang 2004 … dog er denne 2006’er klart bedre, men fortsat en sød og tyk bandit.

Denne vin er der ikke så meget info om, men den er efter endt fermentering lagret 48 måneder i store egetræsfade og derefter på tanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt meget kraftig vin med en lidt moden duft af kogte kirsebær og tørrede blommer, lakridskonfekt, fin dekadent aroma, lidt animalsk og har derudover chokolade, kakao … men sjovt nok ikke mange af Nebbiolo druernes klassiske noter.

I munden også en meget moden smag, hvor der er lakridskonfekt, blommer, brombær … igen næsten tørret i stilen, men har dog nogen tørhed, chokolade og kakao. Houlberg er sådan lige mellem 4 og 4,5 af de sædvanlige tomler.

Vinen kan i årgang 2008 fås hos fx Coop eller Megavin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Vietti, Barolo Castiglione, Piemonte, Italien

2016 Vietti, Barolo Castiglione, Piemonte, ItalienPissekoldt på terrassen, men den blev dog indviet for denne sæson og det blev endda med en 2016 Barolo Castiglione fra det fantastiske vinhus Vietti.

Det er husets basis Barolo og Vietti ligger også i Castiglione Falletto i Langhe. Det er helt oprindelig grundlagt i 1873, men det var først i 1919, at Mario Vietti startede med at flaske og sælge sine vine i det meste af Italien og fik dermed skabt en god forretning. Det blev dog Marios svigersøn Alfredo Currado – gift med Luciana Vietti – der i 1952 overtog driften.

Han fortsatte med at producere kvalitetsvine og var samtidig den første til at vinificere enkeltmarksvine fra hans vinmarker Brunate, Rocche og Villero.

Det var nyt på daværende tidspunkt og Alfredo Currado gjorde således Vietti til et af tophusene i Piemonte. Han var samtidig et af de første vinhuse, som begyndte at eksportere vine til det amerikanske marked.

Alfredo blev også kaldt Arneis’ fader, da han i 1967 investerede en del tid og midler på at forstå og udvikle den næsten glemte druesort, som i dag trives i bedste velkommende i specielt Roero området.

Det var også Alfredo Currado, som sammen med hustruen Luciana i 1970 startede med at få italienske kunstnere til at udsmykke nogle af etiketterne på deres vine … en praksis, som fortsat eksisterer.

Siden 1990 har det været Alfredo og Lucianas søn Luca Currado, som har stået for driften og produktionen. Han er uddannet ønolog og har efter sin uddannelse arbejdet i henholdsvis Bordeaux og USA, inden han overtog driften fra sin far. Han får dog hjælp fra sin svoger Mario Cordero, som står for markedsføring og salg.

Vietti har samlet 35 hektar vinmarker, hvorfra de laver ikke mindre end 17 forskellige vine.

I 2016 blev Vietti imidlertid solgt til Krause familien … de driver en kæde dagligvarebutikker i USA og elsker Barolo. De købte også året før et andet Barolo hus, nemlig Enrico Serafino. Det er dog aftalt, at både Luca Currado og Mario Cordero uændret skal fortsætte driften af Vietti.

Jeg har før smagt Barolo fra Vietti, nemlig hans flotte – og dyre – Barolo Ravera, men denne Barolo Castiglione er lavet med druer fra flere forskellige marker, bl.a, også Ravera marken i Novello, men her i denne årgang 2016 indgår der Nebbilo druer fra parceller i 10 ud af 11 kommuner i Barolo.

Samlet er vinstokkene fra 9 til 42 år og de fleste parceller er i øvrigt under ændring til økologisk dyrkning. Alle parceller bliver vinificeret separat og sammenstikningen foretages umiddelbart før aftapning.

Druerne gennemgår en lang alkoholisk gæring på ståltanke med en løbende overpumpning og omrøring. Derefter sker den malolaktiske gæring på træfade og den lagret også 30 måneder på både store træfade og små barriques.

Duftmæssigt er det totalt skarpt Barolo … læder, violer, syrlige bær, ribs, granatæbler, lyse kirsebær, grannåle, kul, koks, en dyb engelsk lakrids, fennikel, balsamiske noter, babybræk og virker samtidig let animalsk. Piemonteparfume.

I munden er vinen – faktisk som Viettis Ravera – ganske streng, ung, har masser af syre, så tørt og med vildt og stramt tannisk bid, virkelig rank stenet og mineralsk … det er afstraffelse på højt plan, så klart lige mellem 5,5 og 6 store stjerner.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Montepeloso, Alpha, Toscana, Italien

2020 Montepeloso, Alpha, Toscana, ItalienVi drøner videre med toscansk vin og atter en lille IGT vin i form af denne Alpha fra den altid karismatiske, dygtige,  egenrådige og kompromisløse vinmager Fabio på Montepeloso.

Dette er – som forrige – en vin, som jeg har smagt tidligere … både i årgang 2013 og 2014. Da jeg smagte vinen i årgang 2013 skrev jeg endda lidt om vinhuset.

Sidst jeg smagte denne Alpha var i årgang 2013 og dengang skrev jeg også lidt om huset … et i øvrigt sindssygt godt vinhus, der laver nogle af de mest fantastiske vine i området.

Denne 2020 Alpha er lavet på 40% Sangiovese, 40% Montepulciano, 10% Alicante og 10% Malvasia Nera. Druerne kommer fra de yngste  stokke på mellem 8 og 20 år og vinen er lavet med maceration over 8-15 dage, hvorefter vinen gennemgår malolaktiske gæring på franske fade, hvorefter den lagres 12 måneder på fadene og efterfølgende 12 måneder på flaske.

Costa Toscana er en relativ ny IGT, der blev oprettet i 2010 og spænder over hele Toscanas formidable kyststrækning fra Grosseto i syd til La Spezia i nord.

Duftmæssigt lidt rustik med en dyb, lidt tør aroma med papkasser, blommer, saftige kirsebær, tørrede tranebær samt masser af træ, lidt våd læder, røg. skovbund, sur tobak og jod.

Smagsmæssigt virker vinen virkelig ung og stram, har vilde og ret stærke  tanniner, som tørrer mundhulen totalt ud. Det er så tørt med unge, friske bær, ribs, syrlige kirsebær, rønnebær, sort te, kamfer, stjerneanis, nelliker og en streng italiensk syre.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Svoltacarrozze, Toscana Rosso IGT, Toscana, Italien

2013 Svoltacarrozze, Toscana Rosso IGT, Toscana, ItalienJeg har smagt Svoltacarrozzes eneste vin Toscana Rosso IGT hele 3 gange og hver gang været totalt fascineret af den skæve, underlige, skøre, mærkelige og alligevel helt fantastisk vin … som jeg nu smager i endnu en årgang … en årgang 2013.

Vinen er jo lavet af den unge, smukke Sebastiana Meoni fra hendes 8 hektar økologiske vinmarker. Hun laver kun én vin og det er altså denne Toscana Rosso IGT, som hun årligt laver 6.000 flasker af.  Den er lavet på 90% Sangiovese og 10% Cabernet Sauvignon, som er lavet klassisk som i helt gamle dage uden mindste tilsætninger. Efter endt fermentering er vinen så lagret 4 år på store slavonske fade og aftappet uden filtrering og næsten uden brug af svovl.

I glasset er det en lys og lidt smågrumset vin, men duften er faktisk mindre funky end både 2009’eren, 2010’eren og 2011’eren og den fortsætter dermed linjen fra 2011’eren. Atter er det landlig, lys og animalsk vin, men frugten virker renere og slet ikke så moden, men har både kirsebær fra Sangiovese druerne og solbær fra Cabernet Sauvignon druerne suppleret med kogte rabarber og luftig blomstersæbe.

Den minder på mange måder om 2011’eren … men måske er Sebastiana Meoni blevet mere voksen og følsom, knap så vild og uregerlig, men der er sgu fortsat lidt kant med syrlige drops, brunkul samt lidt Jura-gener … og det er fortsat vildt charmerende.

Og Svoltacarrozze Toscana Rosso 2013 smager fortsat SÅ godt og atter med en lidt  juicy, let og elegant stil. Den er ikke længere helt så tynd og har nogen tyngde, men med lette, burgundiske og feminine elementer, selvom der sikkert fortsat er nogle, som vil kalde den tynd eller letbenet.

Der er hindbær, jordbær, rabarber og ribs … farmand er sgu bare totalt imponeret og man undrer sig såre over, at vinen næsten har 10 år på bagen … og hvor lidt den koster.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 120 kr. ved køb af 6 flasker. Jeg siger det atter … røverkøb.

Vinanmeldelse 6/7