Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2020 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, Frankrig

2020 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, FrankrigNæste vin er hvid og burgundisk, for det er en 2020 Pouilly-Fuissé Blanc fra Madame Veuve Point.

Vinhuset er opkaldt efter enkefruen Jeanne-Marie Point, der som 26-årig tilbage i 1903 overtog driften af det burgundiske vinhus efter sin afdøde mand.

Hun var hårdtarbejdende og munter kvinde. Hun var en af de første kvindelige vinmagere i Bourgogne og hun plejede at synge, når hun gik rundt i vinmarkerne. Hun elskede også at danse til violinmusik ved fester i landsbyen eller når hun besøgte venner. Hendes søn Benoît lærte at spille trompet og spillede ofte, når man skulle fejre høstens afslutning.

I dag er vinhuset fortsat ejet af Point familien, nemlig af Jeanne-Maries oldebarnebarn Géraldine Point, som 4. generation i Point familiens vineventyr. Géraldine er selv uddannet vinmager og har bl.a. arbejdet for Maison Auvigue samt Jean Paul Selles, inden hun i 2001 overtog ansvaret for familieforetagendet.

Siden 2009 har hun drevet vinhuset sammen med sin mand, der er medejer af Grands Vins Sélection, som i dag vel egentlig er ejer af det gamle bourgognehus. Géraldine arbejder således i dag som salgsdirektør for Grands Vins Sélection med ansvaret for de europæiske nøglekunder.

Grands Vins Sélection er en stor historie … de ejer et utal af vinslotte og vinhuse. De sælger årligt 47,2 millioner flasker vin og har en årlig omsætning på langt over 600 millioner kroner.

Jeg kan ikke se, hvor mange marker, som huset ejer … eller om de køber de fleste af deres druer fra andre vinavlere. Men de laver dog mange vine … 15 forskellige hvidvine og 22 forskellige rødvine. Vi starter dog med denne hvide 2022 Pouilly-Fuissé.

Denne 2022 Pouilly-Fuissé Blanc er lavet med presning lige efter høst og sortering, hvorefter vinen hviler koldt ved 10 grader i et par dage, hvorefter der sker fermentering og så lagring på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Det er fandeme elegant næse … luftig, let og kalket, mens frugten virker både ren og samtidig en anelse eksotisk. Det betyder således, at der er pærer, honningmelon, fersken, ananas, noget vanilje og i det hele taget fadpræg, som dog er forholdsvis diskret. Der er lidt mandler, akacietræ og lidt tæt blomsterpollen.

Sådan er smagen faktisk også … både ren og frugtig, men samtidig mærkes fadene også bare en lille smule. Dermed blider det på ingen måde en fadpumpet burgundisk Pouilly Fuissé, men en slank, ren og frugtrig vin, hvor frugten er melon, pærer, fersken og gule blommer. Syren er afdæmpet og det giver en lidt smooth, tynd, blød og cremet smag, der virker kalket, blød mineralsk og med fin struktur. 91 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Roberto Ferraris, Barbera Superiore La Cricca, Piemonte, Italien

2022 Roberto Ferraris, Barbera Superiore La Cricca, Piemonte, ItalienVi bliver med næste vin i Italien, for ved byen Agliano i Piemonte ligger Azienda Agricola Roberto Ferraris og derfra smager jeg nu denne 2022 Barbera Superiore La Cricca.

Vinhuset ligger ved Barbera d’Asti og Nizza området og blev grundlagt i 1923 af Stefano Ferraris.

Samlet har man 12 hektar vinmarker, hvor flere har ret gamle vinstokke … nogle endda over 70 år og det er mest Barbera suppleret med Nebbiolo og Grignolino.

Siden 1987 har vingården været drevet af Roberto Ferraris, der er kendt for at lave Barbera vine til den kraftige side, som nu fx denne 2022 Barbera Superiore La Cricca.

Her kommer alle Barbera druerne fra 50  år gamle vinstokke på marken La Cricca i 260 meters højde i Agliano Terme. Vinen er lavet med gæring og maceration over 20-25 dage og efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på franske barriques.

Duften er mørk … meget mørk. Det er koncentreret, fortættet og næsten indkogt mørk frugt af sorte kirsebær, blommemarmelade og solbærlikør, har godt med fadnoter af sød lakrids, muldjord, lerjord samt nogle mælkede aromaer med ymer, yoghurt med vanilje samt drys af mælkechokolade.

Det er kun i munden, at du mærker vinens høje oktantal på hele 15,5%, for der er sgu spark i madammen … det bliver dermed noget likøragtigt med solbærlikør, syrlige og sorte kirsebær, enebær, peber, noget campariagtig mørk bitterhed. Frugten er intens, koncentreret og sammenpakket med masser af styrke, smag, kraft og den fortsætter i lang, lang tid i eftersmagen. 91 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Domaine Machard de Gramont, Nuits-Saint-Georges Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Machard de Gramont, Nuits-Saint-Georges Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigDet er kun et par måneder siden, at jeg smagte en lækker 2014 Chambolle-Musigny les Nazoires fra Domaine Machard de Gramont og hos Gert E smagte jeg endnu en vin derfra i form af en 2022 Nuits-Saint-Georges Vielles Vignes.

Pinot Noir druerne til vinen kommer fra gamle vinstokke fra forskellige parceller rundt omkring selve byen. Vinen er lavet med en lang gæring i åbne egekar og en lille andel af druerne er ikke afstilket.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i franske 228 liter burgundiske barriques i 15–20 måneder.

Duftmæssigt er det en meget ung burgundisk vin, der ikke virker helt voksen eller færdigudviklet, har noget jod, tyggegummi, søde kirsebær, tranebær, tørt træ, hæfteplaster, sød tobak, læder, grøn peber, let kanel … meget frugtrig.

I munden virker vinen også pænt skarp … godt med peber, som både bider og snerrer. Der er mest kirsebær, hindbær og jordbær, virker blød og rund, har lidt grønne tomater, skovbund og svampe, men den smager sgu godt og skal lige ha’ tid i glasset til at åbne sig. 92 point.

Forhandles bl.a. af  Lorentsens Vinforsyning, hvor en flaske i årgang 2018 koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Herdade do Perdigão, Reserva Tinto, Alentejo, Portugal

2017 Herdade do Perdigão, Reserva Tinto, Alentejo, PortugalFra Herdade Perdigão Exploração Agricola e Vinicola smagte jeg den røde søstervin … en 2017 Reserva Tinto, der er lavet på et skønt mix af Aragonez, Trincadeira og Cabernet Sauvignon.

Som hos den hvide søster er druerne høstet med håndkraft og ligeledes afstilket 100%. Så er gæring og maceration sket i 5.000 liter franske egekar fra Seguin Moreau.

Efter endt gæring er vinen så overført til franske 225 liter barriques og dér sker malolaktisk gæring spontant. Lagringen på fadene varer 18 måneder, hvorefter vinen flaskes og lagrer yderligere 12 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er det sgu skruet godt sammen … dyb, mørk, krydret med tør engelsk lakrids, sorte kirsebær, blommer og solbær. Der er også en snert røg, cedertræ, læder samt mørk chokolade med højt kakaoindhold.

I munden er vinen lettere, friskere og frugten lysere end duftmæssigt, men det virker faktisk rigtigt godt. Der er både lyse kirsebær og blommer, lidt ribs og sødsyrlig æblesaft. Det giver en frisk og frugtrig vin med fin og kontrolleret syre, nogle lyse og tørre tanniner, som dog aldrig forstyrrer eller tager magten. 91 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Winzerhof Stahl, Weissweincuvée, Franken, Tyskland

2022 Winzerhof Stahl, Weissweincuvée, Franken, TysklandSjovt nok kom vinsmagningens bedste vin denne aften fra Operaen og ikke Vinhuset Randers. Vi købte nemlig oppe i teltets bar en flaske 2022 Weissweincuvée fra Christian Stahl på Winzerhof Stahl.

Det er jo et vinhus, som jeg har skrevet om og smagt vine fra ret mange gange, for Winzerhof Stahl er jo i stalden hos Mr. Ruby. Derfor kan I læse en masse om vinhuset i nogle af mine tidligere anmeldelser af Christian Stahls vine … søg blot på Stahl 🙂

Denne 2022 Weissweincuvée har jeg faktisk smagt før … der hed den blot White Blend og det var i en årgang 2020. Den er er lavet på et blend af Riesling samt Scheurebe … og igen har Christian Stahl leget og eksperimenteret.

Riesling druerne er høstet tidligere og selve vinen blot lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved lav temperatur. Vinen er lavet med en forholdsvis lav alkoholprocent på 11,5%.

Riesling druerne bidrager til et ganske lille snert af petroleum, men ellers virker vinen lettere olieret og det er formentlig Scheurebe, der bidrager med dette. Ellers er der masser af citroner, friske gule samt nogle kandiserede, lemon, hyben og halvsure cideræbler. Her fanger jeg ikke så megen eksotisk frugt, men klart blomster, en saltet mineralitet med jern, stål og sten.

Smagen er både ren, klar, krisp, syrlig, sprød og samtidig saftig, læskende, drikkevenlig og imødekommende. Der er godt med syrlig æblemost, æblesyre og citronbid. Det er en vin, der får dig til at lave kyssemund og sådan en aften i starten af Randersugen er det nok meget passende. Det er en vin, som både har bid, syre og cremet saftighed. 91 point.

Winzerhof Stahl forhandles af Mr. Ruby, hvor vinen vistnok hedder Mr Rubys Favorite Blend og koster 119 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Juliusspital, Würzburger Pfaffenberg Spätburgunder, Franken, Tyskland

2021 Weingut Juliusspital, Würzburger Pfaffenberg Spätburgunder, Franken, TysklandMin kammesjuk Falk var i sommerferien forbi det mægtige Weingut Juliusspital … den over 435 år gamle institution Stiftung Juliusspital Würzburg midt i Würzburg og derfra havde han hjembragt denne 2021 Würzburger Pfaffenberg Spätburgunder.

Jeg har tidligere selv besøgt Juliusspital og skrevet om steder, bl.a. da jeg smagte en 2013 Würzburger Müller-Thurgau Trocken.  I det blogindlæg kan du også læse mere om det historiske, vigtige og store vinhus, der årligt laver over 1 million flasker vin.

En af disse vine er denne Würzburger Pfaffenberg Spätburgunder, hvor Pinot Noir druerne selvfølgelig kommer fra selve vinmarken Pfaffenberg, der er en VDP Erste Lage mark.

Gæring og maceration er sket i åbne kar og efter endt fermentering er vinen så lagret sur lie – med bærmen – 15 måneder på barriques inden aftapning på flaske.

Det er duftmæssigt – som mange andre Spätburgunder vine fra Franken – en lidt mørkere en af slagsen, hvor fadlagringen også lige omgående duftes med kanel, våde fade, nelliker, chokolade, grønne noter med lidt gran, men egentlig er den forholdsvis nærig med den lidt mørkere frugt … nok mest kirsebær og tranebær med en lidt fyldig fornemmelse.

Smagen er ligeledes meget blød, saftig og mørk … nok mest med brombær og noget solbær faktisk, så dermed bliver det ikke en fin og feminin Spätburgunder, men en kraftig fætter, der også samtidig har mineralitet med lidt koks og kul suppleret med let touch af alkohol, mens tanninerne egentlig er okay bløde. 92 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 28€ … svarende til 208 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Château Grange Cochard, Morgon Le Plateau, Bourgogne, Frankrig

2021 Château Grange Cochard, Morgon Le Plateau, Bourgogne, FrankrigDet er kun få uger siden, at jeg smagte en lækker 2021 Morgon Les Charmes fra det lille vinslot Château Grange Cochard i Morgon. Nu smager jeg atter en vin derfra og det er deres 2021 Morgon Le Plateau.

Her kommer Gamay druerne fra gennemsnitlig 70 år gamle vinstokke og er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.

Vinfremstillingen er traditionel med håndhøstet frugt gæret omhyggeligt efter semi-carbonic maceration og udelukkende med hele klaser uden afstikning. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på egefade, der er brugt 4-5 gange tidligere. Flaskes ufiltreret og med ret lav svovling.

Duftmæssigt virker det som en mørkere Beaujolais vin … der er mørkere frugt, tobak, jod, blod og blæk, men vinen har alligevel den karakteristiske bondske landlighed og godt med blomster. Der er både sorte kirsebær, brombær og hyldebærsuppe. Der kommer også lidt umamiagtige noter fra fadene … der er blomsterpollen, røde rosenblade og den virker næsten parfumeret.

Smagen er klart anderledes … meget mere syrlig, ren og utrolig mineralsk og decideret hård. Frugten er umodne kirsebær, ribs, rabarber og granatæbler tilsat lidt lemon, sure æbler og grape. Den har virkelig en vild ren, stringent og ren syre, men klart slet ikke så elegant som den tidligere smagte Morgon Les Charmes. 91 point.

Købt hos Bichel Vine, hvor en  flaske koster 275 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Podere Canalino, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2022 Podere Canalino, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienNogle få hundrede meter fra centrum og den nordvestlige side af de middelalderlige grænsemure af Montalcino by finder du for enden af en ​​kastanjelund vinhuset Podere Canalino, hvorfra jeg nu smager en 2022 Rosso di Montalcino.

Det er på lokaliteten kaldet Località Canalino, hvor der er en smuk og betagende udsigt mod Sienna og Abetone længere mod nord, til klosteret Monte Oliveto Maggiore mod øst med Pratomagno samt Casentino i baggrunden og skovene, der strækker sig mod Maremma.

Det er et sted, hvor der blev lavet vin allerede i slutningen af ​​middelalderen … vin, olivenolie og frugt med hjælp fra kilderne med rent vand, hvilket stadigvæk i dag er unikt for området. Siden 1650 ejede klosteret Saint Catherine di Siena også en vingård ved denne Canalino lokalitet.

Vingården blev registreret under navnet Canalino San Lorenzo, men siden 1800-tallet har vingården været ejet og drevet af familien Sodi og det var Giuseppe Sodi. der i 1898 byggede et hus ved Podere Canalino på resterne af en gammel kilde.

I dag drives Podere Canalino af oldebarnet Luciana Sodi sammen med hendes mand Sergio Pagliantini og deres 2 børn Alberto samt Chiara. De har samlet 4 hektar vinmarker, der samlet ligger i 800 meters højde udelukkende ren Sangiovese.

I vinmarkerne vokser en sand myriade af andre planter frit mellem vinstokkene. Der er oliventræer, urter, bær og blomster overalt, så det er et helt særligt syn at se vinstokkene komme frem i et hav af valmuer på markerne, der desuden er nabo til en kastanjeskov.

Denne naturlige diversitet i flora og fauna samt tidens nyeste højteknologi betyder også, at man ikke behøver at sprøjte med ukrudtsmidler, da vinstokkene meget sjældent bliver angrebet af plantesygdomme som eksempelvis meldug.

Alberto er uddannet ingeniør i telekommunikation, men har i samarbejde med universitetet i Firenze været involveret i et stort eksperimentel landbrugs- og forskningsprojekt WP7. Ved hjælp af forskning i nano- og mikroteknologiske målinger og analyses brug af et minimum brug af sprøjtemidler i vinbrug.

Denne 2022 Rosso di Montalcino er således også lavet på 100% Sangiovese og lavet ved, at vinen først har gennemgået gæring og maceration i ståltanke ved kontrollerede temperaturer over 16 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 24 hektoliter franske egetræsfade og 5 hektoliter

Vild dejlig og meget sangioveseagtig duft, hvor der er rå svampe og ristede champignon, noget tobak og tørre papkasser, violer, kul, koks og grannåle supplere med moden frugt af kirsebær, cherrycoke, ribs, blommer samt søde krydderier.

Smagen er også kirsebær, morello kirsebær… og kirsebærsten … er vild tør, de vilde og virile tanniner er om muligt bare endnu tørrere … knastørre faktisk og udtørrer din mund på et splitsekund. Vinen har samtidig med det tørre udtryk lidt blæk, kul, koks, kakaopulver med et lille bistert balsamisk touch. 92 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, Frankrig

2023 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, FrankrigJeg har før smagt denne fine Limoux vin Chardonnay Etoile fra Domaine Bégude – både i årgang 2021 og 2022 – men nu smager jeg den så i nyeste årgang 2023 … og den er fortsat lækker.

Chardonnay Etoile er lavet på 100% Chardonnay druer fra marker i 305 meters højde og høstet med et udbytte på  30 hektoliter pr. hektar i slutningen af september måned.

Efter høsten er druerne omgående presset, hvorefter gæringen er sket i 600 liters demi-muids og foudres egefade alene med druernes egne naturlige gærceller. Vinen har også lagret i fadene 8-9 måneder inden den så aftappes på flaske.

Duftmæssigt kan mærker man lidt kridtet eller kalket mineralitet, men ellers er duften landlig, animalsk med lidt bio-fedme, ensilage, grønne noter, bagt ost og en frugt af stikkelsbær, kvæde, pærer samt en saftig honningmelon. Derudover kommer faglagringen frem med noget smørfedme, butterdej, brunet smør, arme riddere og lidt hasselnøder … lidt mere tyngde i duften end hos 2022’eren.

Smagsmæssigt er vinen utrolig cremet, blød, bred, fyldig og røget med både hvid peber og frugt af fersken, melon, ananas, pærer samt syltet, saltet grape og grillet lemon. Det giver et maskulint udtryk og et kraftigt, højintenst bid … meget lækkert. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 170 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Domaine Jean-Charles Rion, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Jean-Charles Rion, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, FrankrigAligoté kaldes ofte Bourgognes grimme ælling, der diskret står i skammekrogen og oftest i skyggen af Chardonnay. Nu smager jeg så 2022 Bourgogne Aligoté fra Domaine Jean-Charles Rion i den lille by Premeaux-Prissey i Bourgogne.

Vinhuset drives af vinmageren Jean-Charles Rion, som startede Domaine Jean-Charles Rion i 1995 efter sin vinuddannelse på først vinskolen i Beaune og efterfølgende Jules Guyot Institute i Dijon og læreår hos sin onkel på Domaine Daniel Rion.

Han havde oprindelig kun 1 hektar marker Prémeaux-Prissey, men har senere overtaget yderligere marker fra sine forældre Olivier og Anne Marie Rions, således han i dag har 6 hektar.

Jeg har tidligere smagt vin fra Daniel Rion … bl.a. under en smagning på Restaurant ET, hvor 3 vinhuse fra Bourgogne var repræsenteret og fra Daniel Rion & Fils var det Daniels søster Pascale, hvilket så altså må være Jean-Charles Rions moster … eller faster.

Tilgangen hos Jean-Charles Rion er er hands on i marken og på sorteringsbordet og modsat lige så meget hands-off i kælderen, hvor gæring på rustfri stålfade og fjorten dages maceration giver saftige, vibrerende vine, der kun laves med druer fra egne marker.

Bourgogne Aligoté er lavet med gøring i åbne rustfri stålkar ved kontrollerede temperaturer … og – som vidt jeg kan se – er vinen også blot lagret i ståltanke for at sikre så stor friskhed som muligt.

Duften er frisk og grøn, som et bundt grønne krydderturer, der man har presset alt saften ud af. Der er basilikum, estragon, persille og en frugt af surbitre pigeonæbler, fersken og grønne pærer.

Smagen er utrolig blød, cremet med masser af hvid frugt, fersken, pærer og gule æbler, noget hvid peber og et bundt gule citroner … fås de i andre farver? 🙂  Der er noget lethed over vinen, blomstret og feminint elegant, en kalket mineralitet og fin elegance. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7