Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2016 Weingut Emrich-Schönleber, Monzinger Halenberg Riesling GG, Nahe, Tyskland

2016 Weingut Emrich-Schönleber, Halenberg Riesling GG, Nahe, TysklandWeingut Emrich-Schönleber ligger i den lille by Monzingen lige ved Nahefloden i Nahe området og vi smager her hans top Riesling … Monzinger Halenberg Riesling GG.

Vinhuset stammer tilbage til midten af 1800-tallet og var grundlagt af Emrich familien, men ændrede navnet til Weingut Emrich-Schönleber, da Wilhelm Schönleber giftede sig ind i familien Emrich i 1960’erne.  Dengang havde vingården dog alene små 2 hektar vinmarker, men Wilhelm producere de første Riesling og Burgunder vine og udvidede langsomt vinhuset.

I dag drives vingården af Wilhelms søn Werner Schönleber og dennes søn Frank. De har samlet 20,4 hektar vinmarker og de bedste marker er de 3 grosse lagen marker Frühlingsplätzchen, Halenberg og Auf der Ley.

Frank er dog langsomt ved at overtage hele driften af Weingut Emrich-Schönleber og får hjælp af hustruen Anja Schönleber, som er landbrugsøkonom, men hjælper svigermor Hanne med salget fra vingården. Den årlige produktion ligger omkring 130.000 flasker.

Denne Halenberg Riesling GG er lavet med druer fra marken Grosse Lage marken Monzinger Halenberg, hvor Emrich-Schöleber har en parcel på 5,5 hektar. Det er en meget stejl mark, hvor man faktisk tidligere havde opgivet at dyrke druer … hældningen er på 70% og har en stenet undergrund med blå skifer og kvartsit.

Duftmæssigt noget aromatisk … nogle lidt reduktive aromaer, urter, grønne elementer, let støvet, asparges, en anelse voluminøs, kluntet, gæret og med salt, mineraler samt let citrus.

I munden er der grønne æbler, grape … masser af grape, citron og derudover krydderier samt mineraler, men det er smagsmæssigt lidt mere udvandet og fladt … fader en smule.

Forhandles af Barrique Vin, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

1997 Lucien Deschaux, Lalande De Pomerol, Bordeaux, Frankrig

1997 Lucien Deschaux, Lalande De Pomerol, Bordeaux, FrankrigBordeaux fra 1997 … 21 år gammel Lalande De Pomerol og ikke fra en stor producent, men fra et negocianthus, der hedder Lucien Deschaux og ligger – eller lå – i Charnay-lès-Mâcon lidt vest for Mâcon i Bourgogne.

Om Lucien Deschaux fortsat eksisterer kan jeg nemlig ikke helt finde ud af, men der er tidligere lavet vine i Lucien Deschaux navnet fra flere forskellige områder af Frankrig, bl.a. Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Chablis, Beaujolais og så Bordeaux, både Haut-Médoc, Lussac Saint-Émilion og så Lalande De Pomerol.

Enkelte steder fremgår det, at det er et brand, som i dag ejer af vinfirmaet Leonard Kreusch, der både har base i New Jersey, USA samt produktion i Trier i Tyskland. De producerer vine fra både Mosel og Rheinhessen, men det ser ud som om, at brandet Lucien Deschaux er fadet helt ud.

Jeg har derfor heller ikke kunnet finde nogle oplysninger om denne vin fra Lalande De Pomerol og etiketten afslører alene, at den er lavet på Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc, som kommer fra marker præget af sand, grus og høstet med et udbytte på 53 hektoliter pr. hektar.

Etiketten afslører også, at vinen er bottled by Abfüller, så formentlig er vinen produceret i Tyskland. Det hænger så måske godt sammen med ejerskabet fra Leonard Kreusch GmbH & Co. KG i Trier. Men det er selvfølgelig ingenlunde sikkert.

Duftmæssigt en lidt bedaget om end ganske spændende duft … lidt landlighed, gazebind, skovbund, mos, gær, lys frugt, læder, blomster, krudt, kalk og gips, mentol, urter, violer og fin syrlighed. Allerede i næsen kan du fornemme, at vinen har holdt sig imponerende godt.

I munden er det også fortsat klar, fennikel, ren og syrlig frugt, lyse bær, hindbær, ribs, granatæbler … lidt moden i det, men bestemt både frisk, lys, syrerig og levende.

Ingen oplysninger om importør eller pris.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Clos des Fous, Tocao Granito Paleozoico, Bío-Bío Valley, Chile

2014 Clos des Fous, Tocao Granito Paleozoico, Bío-Bío Valley, ChileSurprise … også det chilenske vinhus Clos des Fous var repræsenteret to gange til byggemødet og i runde to blev det med denne Malbec baserede Tocao Granito Paleozoico.

Vinen er lavet af Malbec fra en granitholdig mark med vinstokke plantet tilbage i 1914 … ja faktisk hedder marken 1914 Vineyard, er på 4 hektar og ligger i Bío-Bío Valley i det sydlige Chile. Helt 100% ren Malbec er det nu imidlertid ikke, for der er også tilsat lidt Carignan fra 80 år gamle vinstokke. Det fremgår dog ikke, hvor meget Carignan, som er tilsat, men andre vinhandlere i den store verden skriver, at det er et mix på 80% Malbec, 16% Carignan og 4% Carmenère.

Vinmarken 1914 Vineyard ligger tæt på Bío-Bío floden og er et område, hvor der er masser af vind og granit i undergrunden. Det betyder en meget langsom modning af druerne, hvilket er medvirkende til at give dem ekstra kraft.

Der er ganske få oplysninger om Tocao Granito Paleozoico og produktionen … udover, at den skulle være modnet på nye barriques. Etiketten afslører heller ikke meget, så vi springer direkte til mine smagsnoter.

Igen en mørk fætter … aroma med mørke bær, sorte kirsebær, gæret frugt, brombær, blåbær og så alligevel nogle syrlige elementer,  blækdyb fyldepen, kamillete, masser af eg, vanilje, en gul blomstermark, fedme og fylde.

I munden er Tocao Granito Paleozoico en kompleks vin, som er meget frugtrig, meget vedholdende i smagen med syrlig, frisk og powerfuld frugt, mørk syre, peber og fad. Det er strengt, irettesættende skarpt og alligevel elegant. Denne vin er langt bedre end aftenens første fra Clos des Fous.

Forhandles af Bichel Vine, hvor prisen er 325 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Mathias Gaul, Pinot Noir Asselheimer St. Stephan Fass 556, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Mathias Gaul, Pinot Noir Asselheimer St. Stephan Fass 556, Pfalz, I blindsmagningen blev den tyske Spätburgunder selvfølgelig spottet med det samme … Pinot Noir Asselheimer St. Stephan Fass 556 fra Weingut Matthias Gaul, der meget passende bor på adressen Weinstraße 10 i byen Grünstadt-Asselheim i Pfalz.

Weingut Matthias Gaul er et af de store talententer i Tyskland. Vinbladet Vinum kaldt i november 2017 den unge vinmager for King of Pinot. Det skyldes, at Matthias i 2017 vandt deres pris for bedste rødvin med netop denne vin 2015 Pinot Noir Asselheimer St. Stephan Fass 556 … en pris, som, han også tog i 2015, dengang med hans 2013 Pinot Noir Steinrassel Réserve.

Vinguiden Eichelmann har også bemærket den unge vinmager og kaldt Matthias Gaul for Aufsteiger des Jahres, så der er pæn bevågenhed omkring vinhuset.

Matthias Gaul har siden han var 8 år gammel vidst, at han ville være vinproducent og han overtog – efter endt vinmæssig uddannelse og praktikophold i flere lande – familiens vingård tilbage i 1996. Og siden overtagelse har han udvidet vingården til i dag samlet 24 hektar vinmarker og fået tonsvis af roser for sine vine.

Jordbunden i vinmarkerne er hovedsageligt kalket ler  og markarbejdet foregår i hånden og Matthias Gaul siger selv Wir lassen unseren Trauben Zeit … vi giver vores druer tid for at få det bedste potentiale til vinene.

Pinot Noir og Riesling er meget passende kongen og dronningen hos Gaul, men der dyrkes en lang række drusorter og laves et væld af forskellige vine, bl.a. laver en Cabernet Franc, som også er rost af vinpressen. Derudover eksperimenterer den unge vinmager også en del … dyrker fx også Tempranillo.

Vinene er nærmest opdelt af VDP inddelingen med Basisweine, Ortsweine og Lagenweine. Derudover laver Matthias også masse sjove cuvéer og lidt sekt.

Denne Pinot Noir Asselheimer St. Stephan Fass 556 har jeg ikke de store oplysninger om … men den skulle være lavet med en kold maceration før naturlig gæring og derefter modnet på nye fade af fransk eg, men hvor lang tid fremgår dog ikke.

Duftmæssigt meget klassisk tysk Spätburgunder med sød kostald, kanel, vanilje, frugten en anelse til den varmere side med modne kirsebær, blåbær og hindbær, godt med eg, småkrydret, lidt blæk … men derudover egentlig meget let, luftig og æterisk.

I  munden er der kirsebær, eg, røg … syren som lidt medium, fin og let syrlig samt fint afbalanceret med let tørhed, okay tanniner uden at snerpe, lidt peber i eftersmagen, som egentlig er ganske behagelig og lang. Jeg vil nu ikke kategorisere vinen som værende noget af det bedste tyske Spätburgunder … men smager fint.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 475 kr., men dog er udsolgt.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Domaine de la Métairie d’Alon, Pinot Noir Le Village, Languedoc, Frankrig

2017 Domaine de la Métairie d'Alon, Pinot Noir Le Village, Languedoc, FrankrigBurgundisk vin fra Languedoc … jo, den er god nok, for i glasset har jeres flittige vinblogger nu lidt Pinot Noir Le Village, som kommer fra vinhuset Domaine de la Métairie d’Alon aka Abbotts & Delaunay, der ligger i den lille landsby Magrie i Limoux med markerne i højlandet omkring byen.

Det er manden på billedet ovenover, som er den bærende kraft i Abbotts & Delaunay, der i 2015 købte vingården Domaine de la Métairie d’Alon og startede med at lave vin med hans elskede Bourgogne som reference.

Han hedder Laurent Delaunay og er en passioneret, kendt 5. generations vinmager fra Bourgogne, som gennem mange år har lavet vin i både Bourgogne samt Languedoc og vi er da også tidligere stødt på Laurent Delaunay her på vinbloggen.

Han ejer nemlig sammen med hustruen Catherine Delaunay det store vinhus Badet Clément & Co, som ægteparret etablerede tilbage i 1995. Selve firmanavnet Badet Clément & Co kommer fra et gammelt Bourgogne firma, som Laurent Delaunay arvede fra sin bedstefar.

Badet Clément & Co er et stort familieejet vinhus, som i dag producerer vin i flere områder i Frankrig, både i Bourgogne, Rhône, Provence og Languedoc. De har siden 1995 opbygget et sandt vinimperium og er blevet et af de store vinhuse i Frankrig.

Både Catherine og Laurent er uddannede ønologer fra Bourgogne, men har også arbejdet i den nye vin verden med oversøiske vine. Dette giver en perfekt kombination af den klassiske og den moderne tilgang til vinproduktion, og firmaet har blandt andet tilført nye og moderne tanker til den franske vin-kultur.

Badét Clément & Co har hovedsæde i Nuits-Saint-Georges, har 7 fuldtids vinmagere ansat og ejer store produktionsanlæg 4 steder i Frankrig. Firmaets vigtigste vinbrand er Les Jamelles, som har vundet utallige udmærkelser igennem årene. Der laves en række vine under navnet Les Jamelles, og jeg har talt mig frem til 26 forskellige vine.

Badet Clément & Co kontrollerer vindyrkningen hos de vinbønder, hvorfra druerne købes, vinfremstillingen, aftapning af mere end 15 millioner flasker om året, kvalitetskontrol i eget laboratorium, grafisk design i eget grafisk studie, markedsføring og distribution i mere end 55 lande, så der er tale om en ganske stor historie.

I 2003 købte Badet Clément & Co også DVP-Domaines & Vins de propriété Bourgogne, et selskab med speciale i at markedsføre vine fra uafhængige producenter fra Bourgogne.

Derudover ejer de også et par andre store vinhuse, bl.a. La Cour de Dames med vine fra Languedoc-Roussillon samt La Promenada med vine fra Provence.

I 2005 købte Laurent Delaunay også vinhuset Abbotts, en specialproducent af AOC vine fra uafhængige vinbønder med produktion af vine i Languedoc-Roussillon. Vinhuset var grundlagt af den australske vinmager Nerida Abbotts, men hedder nu Abbotts & Delaunay og har base i Marseillette nær Carcassonne.

I samarbejde med Nerida Abbotts laver Laurent Delaunay en række vine under navnet Abbotts & Delaunay, men har så – som nævnt – i 2015 også købt vingården Domaine de la Métairie d’Alon, hvor Laurent Delaunay har kastet sig over produktion af vine med Bourgogne som forbillede.

Domaine de la Métairie d’Alon har samlet 25 hektar vinmarker, som er fordelt på 25 forskellige parceller, som ligger på 11 forskellige steder rundt mellem Limoux og Roquetaillade i Languedocs Haute Vallée de l’Aude.

Området er særligt kendt for sine mousserende vine, da klimaet generelt er meget køligt og markerne er placeret på et højt plateau, hvilket passer perfekt til både Pinot Noir og Chardonnay, som Laurent Delaunay dyrker 100% økologisk.

Denne Domaine de la Métairie d’Alon Pinot Noir Le Village er lavet med druer fra forskellige marker omrking Magrie og er således i bedste burgundiske stil en Village vin og fra vinstokke, som er omkring 12 år gamle.

Druerne er knust og afstilket inden de kommer i store, åbne rustfrie stålkar, hvor de undergår en maceration i 2 uger efterfulgt af fermentering ved op til 23 grader,  Omkring 60% af vinen er lagret i rustfrie ståltanke ved lave temperaturer i 9 måneder, mens de sidste 40% er lagret 6 måneder i brugte egefade.

Duftmæssigt en let vin, som byder dig på lidt kanel, tør jord, kirsebær, ribs og andre lyse bær, eg, marcipan og derudover en anelse blomster. Det dufter ikke af Languedoc.

Og det smager sgu heller ikke, som noget jeg tidligere har smagt fra Languedoc, for den burgundiske stil træder igennem med kølig – om end kraftfuld – Pinot Noir elegance. Vinen er virkelig tør, let og meget tanninrig. Der er masser af frugtsyre, godt afbalanceret vin, hvor den tørre syre og de vilde tanniner river, bider, klæber og klistrer i din mund sammen med krydderier, eg og nogle bitre elementer. Det er elegant hårdt, syrligt, friskt og ungt med stor gemmepotentiale. Languedoc for fanden … dejlig vin.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 189 kr., men køber du 3 flasker er prisen kun 140 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Castello di Monsanto, Chianti Classico, Toscana, Italien

2015 Castello di Monsanto, Chianti Classico, Toscana, ItalienJeg har tidligere smagt et glas 1968 Chianti Classico Riserva Il Poggio fra Castello di Monsanto … en vin, som fik mig helt op i skyerne, men den almindelige Chianti Classico i seneste årgang 2015 er sgu også satans gode sager, blot til langt mere menneskepenge.

Castello di Monsanto har jeg skrevet om før her på bloggen … så det skal jeg undlade denne gang, men i stedet blot kigge nærmere på denne 2015 almindelige Chianti Classico fra huset, der ligger tæt ved byen Barberino Val d’Elsa i Toscana.

Druerne til vinen kommer fra forskellige vinmarker og er et blend på 90% Sangiovese samt 10% Canaiolo and Colorino,Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring i 18 dage, hvorefter den lagrer 12 måneder på store 50 hektoliter egefade af slavonsk eg samt 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Hvor er Castello di Monsanto Chianti Classico dog en lækker vin … næsen er let, fin og alligevel med både mejeri, en smule flæsk, tobak, skovbund, the, hindbær, kirsebær, svømmehal, kul, læder, tør jord, mandler, røg og lidt salt. Den italienske syre fornemmes også klart.

I munden virker frugten trods den unge alder allerede moden, syrlig og forførende. Frisk, saftig med skovbund, lyse modne bær … måske lidt varm årgang, men jeg synes faktisk, at den smager rigtig godt. Og samtidig koster den ikke en herregård.

Købt ved Bichel Vin til 135 kr. på tilbud for 6 flasker, men normalprisen ligger på 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Julia Bertram, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Julia Bertram, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, TysklandDe trofaste læsere her på Houlbergs Vinblog ved sikkert, at jeg har en forkærlighed for Julia Bertram og hendes flotte … Spätburgunder vine fra Ahr i Tyskland. Derfor var det også en overraskelse, at det var Paul, som præsenterede denne Ahrweiler Spätburgunder ved vores vinaften.

Jeg skal heller ikke skrive en masse om Tysklands bedste winzerin, for det har jeg gjort i andre blogindlæg, men blot kaste mig over denne vin, som jeg tidligere har smagt i årgang 2014 … men sjovt nok endnu ikke i årgang 2015, som dog ligger i mit vinkøleskab og venter.

Denne Ahrweiler Spätburgunder er niveauet lige over Handwerk … Julias entry-level vin. Det er alene en kommunevin fra Ahr og alene Julias anden årgang. Den er – som alle Julias vine – lavet i kæresten Benedikt Baltes kælder på Stadt Klingenberg i Churfranken, selvom det er en raceren Ahr vin.

Næsen er sød kostald, animalsk og let … lyse bær, ribs, hindbær samt masser af bolsjesødme, kanel, røg, nelliker, søde krydderier, mentol, masser af eg og endelig syrlige elementer.

I munden er Ahrweiler Spätburgunder fortsat stringent, grumset og syrlig saftevand med hindbær, kirsebær, lakrids, kridt, let peber og mineraler. Det er letløbende, læskende og indladende … fortsat feminint, elegant og fin Spätburgunder.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2015 Cuevas de Arom, Os Cantals, Campo de Borja, Spanien

2015 Cuevas de Arom, Os Cantals, Campo de Borja, SpanienVi startede den egentlige blindsmagning med et ordentligt rabalder … vinen Os Cantals fra det spanske projekt Cuevas de Arom, ren Grenache fra 70 år gamle stokke fra parceller i Ainzon, som ligger i appellationen Campo de Borja i vinområdet Aragon.

Cuevas de Arom er et nyere projekt fra Fernando Mora, som normalt driver vingården Bodegas Frontonio i Vadejalón sammen med Francisco Latasa. Det er Fernando Mora, som I kan se på billedet ovenover ved en vinstokke plantet i en stenet undergrund.

Fernando Mora var egentlig ingeniør med speciale indenfor vindmølleindustrien, men elskede vin, så han startede med at plante 14 vinstokke og købe noget gør-det-selv udstyr til vinfremstilling på internettet. Samtidig startede han med at studere til Master of Wine.

I moderens badekar lavede sin første årgang, men siden blev metoderne mere sofistikerede. Han mødte Francisco Latasa, som også var startet med at lave vin, så de to forenede kræfterne og grundlagde Bodegas Frontonio, som udgav deres første årgang i 2010 … alene sølle 630 flasker vin.

I dag regnes Fernando Mora som et af Spaniens lysende talenter og vennen Mario Lopéz er også kommet med i driften og står for vinhusets marker.

Cuevas de Arom er et nyere projekt for Fernando Mora og er endda også opkaldt efter ham, idet Arom jo er hans navn bagfra. Så dermed hedder huset aka projektet jo reelt Cave de Mora.

Sammen med Mario har Fernando fundet nogle marker med gamle Grenache vinstokke nær Ainzon i Campo de Borja. Derudover har de lånt lidt ledig plads hos kooperativet Cooperativa Santo Cristo de Ainzón, hvor de laver 2 forskellige vine … men dog i meget begrænset antal.

Den første vin As Ladieras laves der kun 13.150 flasker og denne Os Cantals, som betyder noget i retning af under stenene, som der laves beskedne 3.145 flasker af. Denne årgang 2015 er Moras første årgang og den har fået flotte anmeldelser af bl.a. Parker.

Druerne til denne Os Cantals  kommer fra 70 år gamle stokke i de allerbedste parceller i Ainzon i Campo de Borja, som har en helt ekstrem stenet undergrund. Vinen spontangæres vinen i 600 liters træfade efterfulgt af lagring i nye barriques. Den trækker en højoktan på 15%.

Duftmæssigt er det også en kraftig fætter … lidt bacon og flæsk i næsen, kogte kirsebær, brombær og godt overmoden frugt, blommer, eg, chokolade, vanilje, sød tobak … stor fed og pralende, men har alligevel en lidt frisk nerve underneden, men den høje alkoholprocent mærkes dog også en smule.

I munden er vinen blød, sød og har masser af opulent fedme, sol og modne bær. Der er sgu spark på sødmen, som dog forsøges holdt nede af en kølig syre, nogle mineralske elementer samt en smule peber. Voldsom vin … men smager godt.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2014 Doyard-Mahé, Cuvée Empreinte Blanc de Blancs, Champagne, Frankrig

2014 Doyard-Mahé, Cuvée Empreinte Blanc de Blancs, Champagne, FrankrigAlle gode ting starter med champagne … i hvert fald startede vi vores vinaften med et glas af denne Cuvée Empreinte Blanc de Blancs fra det lille champagnehus Doyard-Mahé.

Doyard-Mahé er et nyt hus hos Jysk Vin og – som det måske fremgår på billedet ovenover – er det ikke et stort, flot og overdådigt château, men en lille familiedrevet vingård, som ligger i den velkendte premier cru landsby Vertus i det sydlige Côte des Blancs i Champagne-området i Frankrig.

Champagnehuset drives af Doyard familien, og blev grundlagt tilbage i 1927 af Maurice Doyard, som også i 1941 var med til at grundlægge CIVC … Le Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne, som er den styrende organisation af champagne-producenter i Frankrig.

I dag er det 3. og 4. generation, som driver Doyard-Mahé, nemlig Philippe Doyard og hans smukke datter Carole. De har samlet 6 hektar vinmarker, hvor 90% er Chardonnay og de laver årligt 50.000 flasker champagne.

Denne Cuvée Empreinte Blanc de Blancs er også – som navnet siger – på 100% Chardonnay og husets basischampagne. Druerne kommer fra særdeles kalkholdige jorde ved Vertus, hvor der desuden findes kridt og fossile aflejringer, som stammer helt tilbage fra dengang, hvor Champagneregionen var havbund.

Vinen er lavet i temperaturstyrede rustfrie ståltanke, og selvom det ikke er en vintage champagne, så består denne primært af druer fra høsten i 2014. Vinen er flasket i 2015 og lagret på flaske i knap 2 år inden degorgering i november 2016.

I glasset er denne champagne let, blid med en lidt nøddet aroma tilsat blomster, kridt, kalk … en lille delikat og pirrende duft, som provokerer din næse. Der er en lille syrlig, bitter duft med citron, en smule karamel og lidt afbarkede grene.

I munden godt med bobler, sådan medium aggressiv på boblerne og bruser godt, lidt syrlige æbler, ribs, citron, frisk og fin stringent syre samt sten, mineraler og lidt salt. Meget omgængelig champagne, som de fleste vil kunne lide.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er 259 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2015 Weingut Wageck Pfaffmann, Goldberg Rieslaner Auslese, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Wageck Pfaffmann, Goldberg Rieslaner Auslese, Pfalz, TysklandGoldberg Rieslaner Auslese er en dødlækker dessertvin fra Weingut Wageck Pfaffmann … og helt forkert drukket her i det houlbergske hjem uden en dessert på bordet, men alligevel blev flasken tømt på et splitsekund, livseliksir med munter sødme.

Jeg har tidligere skrevet om vinhuset og vinene, som Peter fra Plus-Vin i Knebel importerer og igen er jeg totalt imponeret over kvaliteten af vinene fra Weingut Wageck Pfaffmann i forhold til priserne … denne lille lækkerbisken kan fås til 115 kr. og det er for en Auslese og ikke i en beskeden 0,5 liter flaske … næ i en normal 0,75 liter flaske, så vi snakker altså om lidt af en røverkøb.

Vinen er en del af den gamle serie af vine, men jeg har ingen oplysninger om produktionen … udover det åbenlyse, at druerne er høstet med mindst 95 Oechsle, betingelsen for det er en Auslese.

Men inden vi springer ombord i smagsnoterne, så lad os lige se nærmere på Rieslaner druen, der – som navnet næsten afslører – er en krydsning mellem Silvaner og Riesling, skabt i 1921 af August Ziegler i et gartneri i Veitshöchheim nær Würzburg.

Den blev dog først officielt anerkendt i 1968 og i dag findes den primært i Franken og Pfalz … ofte anvendt til søde vine som også i denne Goldberg Rieslaner Auslese. Samlet finder der alene 85 hektar vinmarker i Tyskland med Rieslaner, så det er også en forholdsvis sjælden drue.

Duftmæssigt en anelse petroleum og benzin, så Riesling druen slår helt sikkert igennem. Derudover er der abrikos, passionsfrugt, mango, æbler … tæt, tyk og fortættet, masser af bundtræk samt nogle lidt støvede elementer.  Herlig aroma.

I munden er vinen klart en dessertvin ,.. godt med sukkersødme, men virkelig blød, sød og smeltende dejlig. Det er cremet med masser af æbler og sød æblejuice, god syre i eftersmagen uden at blive for syrlig. Det er nok en af de bedste dessertvine, som jeg har fået i ualmindelig tider … og til prisen er det rent tyveri.

Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb