Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2016 Domaine Nicolas Réau, Anjou Enlèvement Demandé, Loire, Frankrig

2016 Domaine Nicolas Réau, Anjou Enlèvement Demandé, Loire, FrankrigDen store vinmager, jazz- og bluespianist og ex-rugbyspiller Nicolas Réau står bag næste vin i vores lille tirsdagsklub på jobbet. Det er en 2016 Anjou Enlèvement Demandé.

Nicolas Réau er født og opvokset i Anjou regionen ogg var en anset lokal rugbyspiller inden han lagde støvlerne på hylden og gik ind i forretningsverdenen, men deb beslutning fortrød han imidlertid midt i 30’erne. Vennerne Lise og Bertrand Jousse havde uden forudgående uddannelse eller kendskab til vinproduktion sprunget ud som vinbønder og havde startet Domaine LB i Montlouis. Den vej ville Nocolas også.

Lige efter årtusindeskiftet købte han så vingården Clos de la Treille på knap 5 hektar udenfor byen Sainte-Radegonde omkring 25-30 kilometer syd for Saumur i Loire. Navnet blev ændret til Domaine Nicolas Réau og målet var at opnå et omdømme på samme niveau, som da han var rugbyspiller.

De købte marker hører under appellationen i AOC Anjou, men Nicolas udvidede sit sortiment ved at indgå en lejeaftale på 12 hektar jord i AOC Chinon fra Domaine Champs de Vignons i Chinon. Dermed kunne han lave vine både fra Anjou og Chinon.

Med årgangen 2002 fangede Nicolas den franske vin presses opmærksomhed, og i 2009 blev han føjet til Revue du Vin de Frances prestigefyldte årlige klassificering af de bedste vine i Frankrig for sin konsekvente kvalitet af hans vine fra 2006.

Alle marker dyrkes økologisk, og er i øjeblikket under konvertering til biodynami. Derudover høstes alle marker ved håndkraft, for som Nicolas selv siger; høst i hånden er ikke en flot omtale på en etiket, men en måde at forkæle vinen og gøre, hvad der er bedst for vinen.

Høst med maskiner ryster druerne, er ikke skånsom, sluger skidt, sure bær, blade, snegle, mariehøns og de fine edderkopper, der broderer dugen på vinstokkene.

Nicolas laver omkring 65.000 flasker vin årligt fordelt på en række vine, som bærer navne som Petit Clos, Pompois, Clos des Treilles, Cuvée Garance, Cuvée Moi un Ange, L’Enfant Terrible og så altså denne Anjou Enlèvement Demandé.

Det er selvfølgelig 100% Cabernet Franc, som kommer fra 14-16 år gamle stokke høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar og alle klaser er afstilket inden vinifikationen. Den laves med 3-4 ugers maceration, gæring på egefade og derefter lagret på 50% egefade og 50% i betontanke. Der er ikke tilsat svovl … overhovedet,

Navnet Enlèvement Demandé betyder “anmodet fjernet” og etiketten skulle være en kopi af de mærkater, som man sætter på ulovligt parkerede biler i Paris. Det er Nicolas Réaus eget lille oprør mod de mange regler, som den gode vinmager elsker at bryde.

I næsen er det klart biodynamisk vin … det stinker af landlighed på den bedste måde. Det er mødding, armsved, et indelukket tøjskab, lidt motorolie, surkål, katteurt og samlet er det meget klassisk Bio Cabernet Franc, hvor der også blander sig lidt kirsebær, jordbær, blæk og blyanter. Nogle elsker det, mens andre hader det … jeg hører heldigvis til første gruppe.

Smagsmæssigt er det virkelig saftigt med en nærmest Pinot Noirsk lethed, lys, imødekommende med bolsjesødme, blid syre og egentlig ganske let og sart balanceret. Det er virkelig let, fint og utrolig drikkevenlig og så med den herlige, skæve næse.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut zur Römerkelter, Honigberg Bee Blauschiefer Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, Tyskland

017 Weingut zur Römerkelter, Honigberg Bee Blauschiefer Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, TysklandDenne Honigberg Bee Blauschiefer Riesling Kabinett Feinherb kalder Timo Dienhart fra Weingut zur Römerkelter selv for Der Anti-Stress-Wein … og det giver totalt mening, for det er vin, som får dig helt ned i tempo = ren nydelse.

Vinen er en del af en serie med navnet Bee, Beetle og Bumblebee, som Timo laver sammen med Andreas Thran med druer fra Weingut zur Römerkelters Honigberg mark og med det prisværdige formål, at en del af overskuddet går til at beskytte mariehøns, humlebier og bier generelt i vinmarkerne. Vi giver dette initiativ et bifald.

Weingut zur Römerkelter ligger ved byen Maring-Noviand omkring 3-4 kilometer vest for Bernkastel-Kues i Mosel. Vinhuset drives af familien Dienhart, som har været vinbønder der i 10 generationer. I dag er det Timo Dienhart, som driver vingården. Han overtog driften fra sin far Hans Dienhart tilbage i 2005 og får stadig lidt hjælp fra faderen.

Familien har samlet 10 hektar vinmarker, fordelt på markerne Honigberg, Klosterberg, Sonnenuhr og Römerpfad. Der dyrker de primært Riesling … omkring 70% af markerne, men derudover lidt Spätburgunder, Rivaner og forskellige andre sorter.

Weingut zur Römerkelter drives helt økologisk, og det var faktisk far Hans, som allerede tilbage i 1977 besluttede at stoppe med anvendelse af pesticider, herbicider samt andre sprøjtemidler.

Siden 1995 har vingården været certificeret økologisk og er medlem af Ecovin, Timo er generelt meget interesseret i økologi og biodynamisk vinproduktion, så der sås forskellige planter mellem vinstokkene i markerne. Det er Timo selv, der i løbet af hver vinter laver frøblandinger med vilde urter til markerne.

Udover egne marker, så opkøber Weingut zur Römerkelter også druer fra omkring 90 hektar marker tilhørende andre vinavlere i området, som dyrker markerne efter Timos anvisninger. Det betyder, at den samlede produktion ligger på 85.000 flasker årligt.

Vinen er lavet med druer fra 25 år gamle vinstokke, spontangæring og gæret helt ud og alene tilsat en knivspids idealisme. Det er en ein riesen Trinkspaß, som de to fyre selv siger. Og jeg kan tilføje, at den smager vildt godt og er sindssyg bee-lig.

Op af glasset strømmer der nemlig tonsvis af moden tropisk frugt, fersken, kvæde, mineraler, sødme og en delikat inderlighed, hvor man næsten fornemmer en smule petroleum … men også kun næsten, men hvor har vinen dog en lækker imødekommenhed.

I munden er der let sødme, modne æbler, pærer, virkelig meget saftig med let grape, en snert sødme, et rent mineralsk bid og en fin surhed og syrlighed i smagen. Hvor smager den dog godt og alle omkring bordet sukkede, sagde arghhh og roste vinen. Og hvor har de dog ret … og samtidig har vinen karakter. Nice.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 130 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Selección, Ribera del Duero, Spanien

2014 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Selección, Ribera del Duero, SpanienDenne 2014 Montelaguna Selección fra Dehesa Valdelaguna fik en fornem 3. plads i Houlbergs lille Ribera del Duero smagning.

Dehesa Valdelaguna holder til i et gammelt, restaureret stenhus på det højeste bjerg ved byen Pesquera de Duero … lige opad Duero floden i det herlige Ribera del Duero.

Vingården med ikke mindre end 300 hektar jord har været i familien de las Heras eje i mange generationer, men blev i 2005 overtaget af José Antonio de las Heras. Han besluttede, at han ville starte en vinproduktion, og sammen med sin gamle ven Juan Ayuso kastede de sig ud i projektet.

Ud af familiens 300 hektar er der dog kun 14 hektar vinmarker … alle selvfølgelig tilplantet med Tempranillo. De resterende 286 hektar er kornmarker samt skove med egetræer, hvilket er med til at give en større biodiversitet i vinmarkerne.

Vinmarkerne ligger på det højeste sted på jorden, nemlig i 900 meters højde. Det giver et køligere klima, hvilket forlænger druernes modningsperiode og derfor virker som en modvægt til de stadigt stigende temperaturer. Vinstokkene på Dehesa Valdelaguna er i gennemsnit omkring 15 år gamle.

De to venner startede med at lave 5 forskellige vine på Dehesa Valdelaguna … helt klassisk spansk med en rosé, en Roble, en Crianza, en Reserva samt denne Seleccion. I dag laver de dog også en række nye vine og produktionen stiger også fra år til år.

Denne Montelaguna Selección er lavet i  store 10.000 liter rustfrie ståltanke med 22 dages maceration, alkoholiske gæring og derefter sker den malolaktiske gæring sker i egefade. Vinen er så lagret 20 måneder i franske fade og efter aftapning lagres den yderligere et år på flaske inden frigivelse.

Vinen laves udelukkende af de bedste druer og kun i de absolut bedste årgange. Druerne håndsorteres først i vinmarken og derefter i vineriet, inden den endelige assemblage fastsættes ud fra individuel vurdering af enkelte fade.

Jeg har tidligere smagt vinen i flere årgange … både i 2010 og 2012 årgangene, men her er det altså en nyere 2014’er, som dog byder på de samme kvaliteter som de tidligere årgange.

Det er igen fed, opulent og mørk næse … blommer, blåbær, brombær … mørk, gæret frugt, sødme, chokolade, kakao, sød engelsk lakrids, eg, vanilje, røg, jernbanesveller, kælderskakt og en romtoddy.

Smagsmæssigt en dyb, koncentreret og smagfuld vin. Det er blødt, cremet og byder på masser af eg, vanilje, blid syre men samtidig med masser af tørhed. Smagen er klar og ren. Det er godt skruet sammen, selvom det er til den kraftige side og alkoholen også lige mærkes.

Forhandles af  VildMedVin, hvor prisen er 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Bodegas y Viñedos Ortega Fournier, Urban Ribera Tinta del País, Ribera del Duero, Spanien

2015 Bodegas y Viñedos Ortega Fournier, Urban Ribera Tinta del País, Ribera del Duero, SpanienBodegas y Viñedos Ortega Fournier ligger ved Berlangas de Roa i Burgos provinsen og er en del af den store O. Fournier Group, som laver vine i både Chile, Argentina og Ribera del Duero. Derfra smager vi denne Urban Ribera Tinta del País.

O. Fournier Group er grundlagt i år 2000 af Natalia og José Manuel Ortega Gil-Fournier med det mål at blive en international vinkoncern med fokus på kvalitetsvine og en produktion på 1,5 millioner flaske vin årligt fra henholdsvis Chile, Argentina og Spanien.

Indtil videre ejer de 3 større vingårde i de nævnte lande og har allerede samlet over 386 hektar jord, hvoraf 236 hektar er vinmarker.

I Ribera del Duero købte de i 2002 vingården Finca El Pinar, som oprindelig er bygget i 1979, men har 105 hektar jord, hvoraf de 60 hektar er vinmarker bl.a. med stokke plantet tilbage i 1946. Det er i øvrigt vingården I kan se på billedet ovenover.

Jordbunden i området består primært af mineralfattige småsten og sand med et lag af ler i 60-100 cm dybde. Kombinationen af småsten og sand giver en god dræning af vinmarkerne, og samtidig sikrer lerlaget en vis fugtighed.

Urban Ribera er fremstillet 100% på druen Tinta del País, der også er kendt som Tempranillo. Druerne er alle høstet ved håndkraft i løbet af den første uge af oktober fra vinstokke, der vokser på marker beliggende 800-850 meter over havets overflade.

Ved høsten lægges druerne i små bokse med 18 kg i hver for at bevare druerne hele, inden de ankommer til vineriet. Ved ankomst til vineriet gennemgår druerne en grundig sortering, inden halvdelen af druerne presses forsigtigt.

Herefter fermenteres druerne i rustfri ståltanke over en periode på 10-14 dage. Efter fermenteringen lagres vinen i 3 måneder primært på franske egetræsfade.

Næsen afslører, at denne Urban Ribera Tinta del País ikke blot er en traditionel Ribera del Duero vin, for udover moden, mørk frugt, lakrids, chokolade og søde krydderier, så har vinen en smuk lethed med masser af blomster samt en næsten italiensk stram syre … en gæret, sødsyrlig duft, som virkelig prikker og lokker.

Smagen er blød, blid med blæk, lakrids, boysenbær, brombær … igen med en syrlig kant, godt syrlig med lidt peber, krydderier og et drys mineraler. Man får en vin med en syrlig, kraftig og direkte smag og samlet er det sgu fint sammensat.

Forhandles af Skjold Burne, hvor en flaske koster 139,75 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2012 Bodegas Arzuaga Navarro, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2012 Bodegas Arzuaga Navarro, Reserva, Ribera del Duero, SpanienDen næste fra Arzuaga Navarro – deres Reserva – fik omgående efter første par sip sagte, respektfulde, godkendte og anerkendende nik fra alle omkring bordet. Den ku’ de sgu godt li’ og vinen endte også på andenpladsen i smagningen.

Det er nu også en god vin, som jeg har smagt mange gange … også skrevet om på vinbloggen nogle gange. Denne Reserva er i årgang 2012 lavet på 95% Tinto Fino, altså Tempranillo, 3% Merlot og 2% af den hvide Albillo drue.

Druerne er plukket manuelt, og de sorteres før afstilkningen. Efter presning pumpes vinen over i store trækar, hvor temperaturen holdes koldt et par dage inden fermenteringen sættes i gang ved 29 grader. Herefter lagrer vinen i 26 måneder på franske fade.

Det er typisk Arzuaga vin … dyb og koncentreret, let flæsket med søde fade, mørke frugter, nærmest overmodne, solmodne kirsebær, blåbær, blommer, krydderier, lakrids, vanilje, tjære og masser af jernbanesveller. Virkelig mørk som natten.

I munden er det en kraftig, kødfuld og sødere vin med blommer, mørk frugt, søde tanniner, men masser af syre, som gør, at vinen ikke bliver overgjort og for opulent. Det er – som altid – cremet, behageligt, blødt og rundt. En vin mange elsker.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Weingut Julia Bertram, Handwerk Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Julia Bertram, Handwerk Spätburgunder, Ahr, TysklandWikipedia siger, at begrebet håndværk dækker bredt over håndværksfagene, hvis udøvere kaldes håndværkere. Så må man blot sige, at Julia Bertram er en pokkers mesterlig håndværker, hvilket denne Handwerk Spätburgunder som altid er et fint eksempel på.

Julia er jo – uden tvivl – min absolut ynglings vinmager af det kvindelige køn. Men det ved alle de trofaste læsere her på vinbloggen vist allerede. Jeg har drukket mange af hendes vine … og kommer fortsat til at drikke mange af hendes vine fremover. Ja faktisk er vinkøleskabet godt fyldt med vine af kvinden fra Ahr.

Jeg har egentlig smagte denne 2016 Handwerk Spätburgunder flere gange, men egentlig ventet med at anmelde den. Men da lageret nu begynder at svinde ind, så får I hermed lige min helt friske anmeldelse af vinen.

Vi har i næsen en smule af den animalsk kostald, som vi jo elsker, men her bestemt ikke er oversød på nogen måder. Den har nærmere en ren, frugtrig og syrlig aroma med ikke helt modne kirsebær, hindbær ribs og dufter samtidig af grønne blade og en aroma, så det føles, at man selv står i vinkælderen. Der er små krydderier, som driller næsen … peber, nelliker og så svage mineraler. Samlet får man lidt burgundiske tanker.

Den har smagsmæssigt slet ikke samme dybde og kompleksitet, som mange af Julia andre og dyrere Spätburgundere, men er meget lys, let og mangler lige det sidste bundtræk. Men som entry-level vin er det fortsat ganske lækkert med renhed, lette bær, okay syre og saltede og sødkrydrede elementer i slutfasen.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 135 kr., men desværre er alt fra Julia vistnok totalt udsolgt.

Vinanmeldelse 5/7  

2010 Villa Matilde, Tenute di Altavilla Taurasi, Campanien, Italien

2010 Villa Matilde, Tenute di Altavilla Taurasi, Campanien, ItalienVinhuset Villa Matilde ligger ved den lille by Cellole omkring 60 kilometer nordvest for Napoli i Campanien og står bag næste vin Tenute di Altavilla Taurasi.

Villa Mathilde er grundlagt i 1960’erne af Francesco Paolo Avallone. Han var egentlig advokat, men havde en passion for gamle vine og historiske vine. Så derfor besluttede han – med lidt hjælp fra en gruppe venner – selv at starte en vingård og producere vine på nogle af de lokale, glemte druesorter. Og via hjælp fra nogle lokale bønder, så plantede han en håndfuld vinstokke … skud fra gamle sorter, der havde overlevet phylloxera angrebet i slutningen af 1800-tallet.

I dag er det hans børn Francesco Paolo, Maria Ida, og Salvatore Avallone, der har viderefører faderens projekt. Og Villa Matilde er blevet et større projekt med 3 ejendomme, nemlig San Castrese e Parco Nuovo med 70 hektar vinmarker, Tenute di Rocca dei Leoni med 30 hektar og endelig Tenutas di Altavilla med 25 hektar.

Denne Taurasi er fra husets Tenutas di Altavilla ejendom og er lavet på 100% Aglianico druer, som kommer fra markerne i Montemarano og Paternopoli. Efter høst afstilkes druerne og presses, hvorefter der sker en maceration på skindet i 20 dage og gæring ved 26 grader.

Derefter sker der malolaktisk gæring og vinen lagrer så 18 måneder i 35 hektoliter egefade efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset udsender vinen en fin og kompleks duft med violer, blomster, skovbund og virker tør, balsamisk med en vis syrlighed i frugten, en næsten piemontisk strenghed i duften og samtidig en mørkere side, der er lidt flæsket, animalsk med yoghurt samt en omgang lakrids.

Smagsmæssigt kunne man måske forvente, at sådan en syditaliensk og mørk vin ville være gumpetung, men det er ingenlunde tilfældet, for den er utrolig behagelig, godt balanceret, tør med en fast syre og masser af tanniner, som virkelig sætter sig på tænderne. Den har et godt bid og en lang eftersmag.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 203,92 kr.

Vinanmeldelse 5/7

1997 Bodegas Alejandro Fernández, Pesquera Crianza, Ribera del Duero, Spanien

1997 Bodegas Alejandro Fernández, Tinto Pesquera, Ribera del Duero, SpanienNæste i vinglasset blev en kendt spansk klassiker, nemlig Pesquera Crianza fra Bodegas Alejandro Fernández … en vin jeg har smagt og skrevet om på Houlbergs Vinblog flere gange, men har smager jeg den i en 21 år gammel udgave fra 1997.

Jeg skal spare jer for igen at skrive om vinhuset og historien bag det, for det kan I læse om i det tidligere blogindlæg. Lad os i stedet da bare se nærmere på denne 1997 Pesquera Crianza fra Alejandro Fernandez, som ofte omtales som kongen af Ribera del Duero, og vineksperter regner ham for en af Spaniens vigtigste vinpersonligheder.

Pesquera er en Crianza vin, altså en vin som for Ribera del Duero omrpdet skal være lagret i minimum 2 år, heraf 1 år i egefade. Det er samtidig nok én af Spaniens mest berømte vine lavet med druer fra husets 200 hektar vinmarker. Det er selvfølgelig ren Tempranillo, som efter endt fermentering er lagret 18 måneder på eg.

I næsen er det en vin med masser af sødme, nærmest oversød og aromatisk med sødbrændte fade, meget sødbrændte … blommer, vanilje, mælkechokolade, sød røg, ristede noter … voldsom og kraftig, men der er også lidt Anders And og tegneserie over udtrykket, som bliver lidt for meget.

Smagsmæssigt er det blødt, sødt … og efter den forrige rene bourgogne, så bliver sødmen også helt vildt udstillet, så vinen nærmest virker oversød. Det er en cremet sag med mælkechokolade, solbær, blommer, lidt overmoden i frugten, men med masser af eg, lakridskonfekt, kanel samt en svag syre.

Det er dog helt sindssygt, hvor godt vinen har klaret årene. Med sådan en basse, så kunne man forvente, at den ville miste pusten, men det er ingenlunde tilfældet. Det er totalt urkraft, intenst, mørkt og meget smagsfuldt … selv efter 21 års venten. Det er imponerende.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske i nyere årgang koster 204,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Domaine Bunan, Bandol Moulin des Costes, Bandol, Frankrig

2015 Domaine Bunan, Bandol Moulin des Costes, Bandol, FrankrigI Bandol er de røde vin normalt lavet på Mourvèdre, men denne Bandol Moulin des Costes fra Domaine Bunan har også lidt Grenache, Cinsault og Syrah i blendet.

Domaine Bunan ligger ved La Cadière-d’Azur omkring 15-16 kilometer nordvest for Toulon i det smukke Provence. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1961, hvor de to brødre Paul og Pierre Bunan forelskede sig i en ejendom i området og det blev starten på Domaine Bunan med produktion af typiske Bandol vine … selvfølgelig med masser af blegrøde rosévine.

I dag er børnene også med i driften, idet Pauls søn Laurent er uddannet ønolog fra Californien. Han har været med til at åbne dørene for eksport af husets vine, mens hans søster Françoise står for markedsføring og kommunikation. Den sidste af børnene Philippe er i gang med uddannelse som landbrugsingeniør.

Samlet har vinhuset 18 hektar vinmarker, som er tilplantet med vinstokke, der har en gennemsnitsalder på 45 år. De giver basis for en række vine, som er rost af anmeldere verden over.

WineSpectator kårede fx husets Moulin des Costes Charriage 1998 – en storesøster til den almindelige Bandol Moulin des Costes – som en af de 100 vine, man skulle prøve, inden man døde.

Bandol Moulin des Costes er som sagt et blend på Mourvèdre, Grenache, Cinsault og, Syrah, men varierer lidt fra år til år. Druerne høstes sent og vinen er lavet med 21 dages maceration i rustfrie ståltanke samt koniske egefade, men lagrer på traditionelle egetræsfade … hvor lang tid kan jeg dog ikke se.

I næsen er det syrlige og mørke bær og måske lidt hindbær også, en meget ren frugtsyre, lidt bolsjesødme, violer, en vis modenhed i frugten, masser af eg samt en smule mentollakrids.

Det er smagsmæssigt en blød vin, som bare breder sig i munden, blidt og smukt. Det er tørhed, men for pokker hvor smager den godt og tanninerne sætter sig i munden, selvom de egentlig på overfladen virker blide. Det er rundt, blødt og en lækker vin, som er godt afbalanceret med nerve.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Begali Lorenzo, Amarone della Valpolicella Classico , Veneto, Italien

2014 Begali Lorenzo, Amarone della Valpolicella Classico , Veneto, ItalienAzienda Agricola Begali Lorenzo ligger på lokaliteten Località Cengia i San Pietro in Carian i Valpolicella mellem Pedemonte og bakkerne i Castelrotto.

Vinhuset er grundlagt af Giordano Begali efter 2. verdenskrig, men drives i dag af sønnen – og dermed 2. generation – Lorenzo Begali i samarbejde med hustruen Adriana samt børnene Giordano og Tiliana. Det var Lorenzo, som startede med at sælge egne vine fra vingården og den første flaske kom på markedet i 1986. Det er selvfølgelig Lorenzo, som I kan se på billedet ovenover.

Familien har samlet 12 hektar vinmarker, som ligger midt mellem en række kirsebærplantager på en skråning ved en lille landsby ved navn Cengia. Dette navn kommer de mange klipper, der ligger spredt omkring på markerne.

I markerne bruger Lorenzo den traditionelle pergola opbinding, hvor vinplanterne nærmest danner et tag. Denne opbindingstype er ellers blevet mindre populær blandt kvalitetsproducenter, da den kan give meget høje udbytter.

Hos Begali holder man fast i Pergola metoden og siger, at gjort på den rigtige måde, så kan denne metode være med til at holde et lavt, naturligt udbytte.

Begali er nemlig også medlem af Amarone Families, som er en eksklusiv forening, der tæller tretten af de bedste familieejede vingårde i Amarone.

Amarone Families er grundlagt for at holde fanen højt for Amarone og vise et modbillede til den enorme mængde af dårlige Valpolicella vine, der oversvømmer supermarkederne. Som medlem af Amarone Families forpligter de sig til at følge traditionen og altid stræbe efter den højeste kvalitet.

Her smager vi husets Amarone della Valpolicella Classico, som er lavet på 65% Corvina, 30% Molinara og 5% andre lokale druesorter, der selvfølgelig efter høst tørres naturligt i et luftigt tørrerum fra oktober til januar.

Efter vinificering modnes vinen på store 2.000 liters fade i omkring 40 måneder og derefter minimum et halvt år inden vinen frigives til salg. Den er – som altid med Amarone – en kraftbasse med 16% højoktan alkoholprocent.

Der var mange meninger om vinen rundt om bordet, og én sagde blandt andet sur røv, men det ved jeg nu ikke. I hvert fald er duften fyldt med nogle af de klassiske Amarone dyder … solbær, blommer, varm, mørk og solrig vin med våde fade, brændte noter, røg, vanilje, engelsk lakrids, gær og så noget mer’ … lidt som en mørk habit i et gammelt skab. Den passer ikke rigtigt ind, for den har en lethed i aromaerne, som et åbent vindue, frisk og frejdig, men samtidig fornemmer man også lidt sprit.

I munden er det stærk engelsk lakrids og en stor tørhed, mens frugten er til den syrlige side. Heldigvis intet rosinvand over denne Amarone, men en syrlig, mørk vin med god intensitet, lidt grafit, sødkrydrede elementer, et drys mandler samt bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5/7