Tag-arkiv: Italien

2014 Sottimano, Barbaresco Currá, Piemonte, Italien

2014 Sottimano, Barbaresco Currá, Piemonte, ItalienByggemødet sluttede helt italiensk og den første italienske vin var denne 2014 Barbaresco Currá fra Azienda Agricola Sottimano beliggende i byen Nieve cirka 5 kilometer nordøst for Alba.

Vinhuset har vi mødt mange gange her på Houlbergs Vinblog og derfor ser vi denne gang kun nærmere på denne vin, som er lavet med Nebbiolo druer, som er fra Currá marken, som ligger sydvest for Neive i retning mod Barbaresco. Gæring og maceration sker ved lave temperaturer over normalt over hele 2 måneder og uden brug af kunstgær.

Den malolaktiske gæring foregår på egefade, der er specielt fremstillet til Sottimano af Francios Frères i Bourgogne. Vinen lagrer på disse fade i 18-20 måneder, heraf er 10% nye fade. Aftapningen sker altid uden filtrering eller klaring.

Det er fra første fløjt en rigtig dejlig Nebbiolo … har Barbaresco’ens runde, modne, bløde og blide side sammen med en meget ren, lys og klar frugt med både jordbær, hindbær, tranebær, kirsebær suppleret med babybræk, violer, salvie, mentol samt et svagere fadpræg med lidt våde fade samt en smule lakrids og mineraler.

I munden sparker tanninerne pænt … tørrer munden helt ud med peber, lys, let og tør syre, ganske ren og klar. Selvom det egentlig er en lys Barbaresco, så virker den lysere, mere tæt og tanninrig end mange tilsvarende vine. Der er tonsvis af knapt modne kirsebær, tranebær og ribs. Man får lidt af det hele … både fabelagtig blød, comfortabel og samtidig præcis vin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 729 kr., mens prisen er 589 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2013 Bocale, Montefalco Sagrantino Passito, Umbrien, Italien

2013 Bocale, Montefalco Sagrantino Passito, Umbrien, ItalienMan kan ikke smage vine fra Montefalco uden at smage den søde vin Montefalco Sagrantino Passito og det havde Rusticone også sørget for med vinene fra Bocale. Her er det nemlig deres Montefalco Sagrantino Passito i årgang 2013.

Ved en Montefalco Sagrantino Passito DOCG skal alle druerne tørre minimum to måneder og derudover skal vinen også lagre i mindst 30 måneder. Derfor er denne vin selvfølgelig lavet efter de regler. Druerne er høstet i den sidste del af oktober og er så efterfølgende tørret på stativer inden vinificering.

Hos Bocale er vinen så lavet ved, at druerne er gæret udelukkende med deres naturlige, egne gærceller over 25 dage. Efter gæringen og macerationen er vinen så lagret 24 måneder på barriques samt 6 måneder på flaske inden frigivelse. Selvom det er en sød vin, så trækker den 15% alkohol.

I vinglasset er det en fed, kraftig væske med sortbrunlige nuancer, men slet ikke så tyktflydende eller sirupsagtig, som man måske lige ville forvente. Frugten er dog præget af svesker, rosiner, skovbund, solbær og sorte kirsebær, gammelt ædeltræ, tobak … mens man så også fornemmer lidt alkohol, men Montefalco Sagrantino Passito kendetegnes jo også ved vanilje dessertsødme sammen med høj alkohol.

Smagsmæssigt er det også arketypisk Montefalco Sagrantino Passito med figner, svesker, mørk tyk frugt, brombær sammen med nektarsødme, tørre – om end fyldigere – tanniner, et lille alkohol kick samt varmt velvære. Det er sgu sjovt med denne tørhed sammen med sødme, men det fungeret ret godt. Nu mangler jeg bare et stykke god ost … måske lidt gammel parmesan. Mums.

Forhandles af Rusticone, hvor en flaske koster 350 kr., mens prisen er 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Bocale, Montefalco Sagrantino Ennio, Umbrien, Italien

2016 Bocale, Montefalco Sagrantino Ennio, Umbrien, ItalienMontefalco Sagrantino Ennio er en nyere vin hos Bocale og vinen er opkaldt efter Valentinos far Ennio, som jeg selv har mødt og som I kan se mig med på fotoet ovenover. Jeg smager vinen i en årgang 2016.

Sagrantino druer er høstet forholdsvis sent i anden halvdel af oktober. Vinen er lavet med spontangæring alene med de naturligt forekomne gærceller i åbne trækar med daglig pigeage og efter endt fermentering er den lagret samlet 4 år … heraf 2 år på store egefade og efterfølgende 2 år på flaske. Der er hverken sket stabilisering, klaring eller filtrering.

Det er en vin, som der ikke produceres hvert år … kun i gode år og selvfølgelig fra vingårdens ældste mark og højeste beliggende mark samt fra de bedste, udvalgte druer. Som lillesøsteren ligger alkoholprocenten på 15,5%.

VILDT … man får lidt samme fornemmelse som forrige Montefalco Sagrantino, men blot med en veritabel frugteksplosion helt oppe i næseborene med æter, en balsamisk syre, bitre kirsebær, brombær, ribs, mintchokolade og tobak. Her har Valentino lagt den vamsede stil helt væk, for aromaerne står friske, pivskarpe og rene med en smule vanilje, for fadpræget er her langt mere afdæmpet.

I munden er vinen også virkelig frugtintens, tør og frisk. Væk er marmeladefedmen og erstattet af frisk og strigent syre, mellemlys frugt af ribs, brombær og hindbær. Taninnerne er fortsat vilde, men ikke ustyrlige, for trækker du luft i munden, så bestemmer du sørme selv volumen og styrken af tanninerne, som virker nemmere at tøjle, hvilket jeg klart synes er en styrke. Det er vitterlig en meget elegant Montefalco Sagrantino og sådan en stil burde alle producenter sigte efter. Det er klart bedste Montefalco Sagrantino, som jeg har smagt i umindelige tider, så klart 6 store fingre med pil op. Jeg vil samtidig påstå, at den vil blive bedre med 5-10 år i kælderen.

Forhandles af Rusticone, hvor en flaske koster 450 kr., mens prisen er 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Bocale, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

2015 Bocale, Montefalco Sagrantino, Umbrien, ItalienBocales Montefalco Rosso blev selvfølgelig efterfulgt af den vin, som virkelig har fået Montefalco på verdenskortet, de tanninrige og syrlige Sagrantino vine. Nu er det først Bocales almindelige 2015 Montefalco Sagrantino.

Sagrantino druerne til husets topvin høstet ved håndkraft i den første uge i oktober. Vinen laves med maceration i 40 dage og gæring i rustfrie ståltanke, hvorefter vinen så har lagret på egefade i 24 måneder. Ingen klarering, stabilisering eller filtrering og efter flaskning lagrer vinen yderligere en periode, således reglerne om samlet lagring i 37 måneder overholdes … og så trækker den en høkoktan på 15,5%.

Duftmæssigt er der sgu skrald på … dufter faktisk rigtig godt med tungt fadpræg med vaniljestøv, lakridskonfekt, tyk og fed frugt med solbær, brombær, blommer og lidt et nips ribs, tobak, chokolade, lidt sæbe og blomster, læder, sandeltræ og søde krydderier.

I munden er vinen kraftig, mørk og total blød … men så sætter de knastørre tanniner ind … og trækker du så samtidig masser af luft ind i munden, så er det som et spark af en hest eller at få en køkkenrulle i kæften med spejderhagl, blommer, figner og solbær, jern, jord, bitter frugt og krydrede elementer. Gee it taste good.

Forhandles af Rusticone, hvor en flaske koster 265 kr., mens prisen er 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Bocale, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2018 Bocale, Montefalco Rosso, Umbrien, ItalienRusticone er en ny dansk vinimportør, som drives af Mathias og Kristian. De har fokus på vegansk naturvin og indtil nu ét vinhus i deres stald, nemlig Azienda Agricola Bocale di Valentini … et vinhus, som jeg selv har besøgt i Umbrien.

Derfor var det bare glædeligt igen at smage vin fra Bocale og vinmageren Valentino Valentini, hvor jeg selvfølgelig starter med hans Montefalco Rosso 2018.

Mit besøg samt masser af info om vinhuset kan du læse om i mit blogindlæg; Besøg hos Bocale di Valentini … uden Valentino. For mit besøg på vingården blev nemlig lidt anderledes, da jeg desværre ikk’ mødte Valentino selv, da han var forsinket. I stedet fik jeg en bare en god snak med hans far Ennio Valentini … ham kan du se med mig på billedet nedenunder.

Mit besøg på Azienda Agricola Bocale di Valentini var et af mange vingårdsbesøg under Anteprima Sagrantino 2013 i 2017, hvor jeg var inviteret til Montefalco af det lokale konsortium Consorzio Tutela Vini Montefalco.

Det kan du læse om i en serie af indlæg; Houlberg i Montefalco – part 1: Hvad fanden laver han der? Det betyder da også, at jeg har smagt rigtigt mange Montefalco Rosso og Sagrantino vine, men har dog fortsat et rigtigt godt minde om mit møde med Ennio på Bocale vingården.

Siden mit besøg i 204 på Bocale har Valentino Valentini  i øvrigt efterfølgende lavet en ny Sagrantino vin, der er opkaldt efter hans far og den var også med i kassen med 4 vine fra Rusticone, som jeg skulle smage. Det var nemlig – udover denne Montefalco Rosso – disse vine:

Lad os dog først se nærmere på denne Montefalco Rosso, der – som tidligere – er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino, 10% Merlot og 5% Colorino, som alle høstes sidst i september eller start oktober.  Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke og alene fermenteret med druernes naturlige gær uden stabilisering eller filtrering.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på barriques og egefade … derefter yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

WAUW for en næse … virkelig klart anderledes, mere tæt, våd og blomstret end jeg husker fra de 3 årgange af vinen, som jeg tidligere har smagt, altså både 2008, 2012 og 2013, men lægger sit helt klart mest op ad 2013’eren. Der sødme, finsk lakrids, vanilje, landlighed, godt med blommer, kirsebær, brombær, teak- eller mahognitræ, tulipaner og violer. Her smelter sødme og balsamiske noter helt sammen.

I munden er vinen lidt lysere end duften fortalte … ren med søde kirsebær, blommer, totalt blide og nærmest søde tanniner, blid med lette krydderier og blid balsamisk syre. Smagen er sådan meget straight forward og giver en ganske habil Montefalco Rosso.

Forhandles af Rusticone, hvor en flaske koster 160 kr., mens prisen er 117 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Le Strette, Persole Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2020 Le Strette, Persole Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienVi fortsætter i det italienske, da næste vin er en piemontisk vin fra vinhuset Azienda Agricola Le Strette et par hundrede meter nord for byen Novello. Her er det nemlig deres 2020 Persole Barbera d’Alba Superiore.

Le Strette er et nyere vinhus grundlagt i 1997 af brødrene  Savio og Mauro Daniele ud fra en lidenskab, der kom fra deres familie … specielt deres forældre Giulio og Giuliana Daniele, der i hele deres liv har haft passion for vin, hvilket så smittede af på sønnerne.

De tog derfor begge en uddannelse i henholdsvis vitikultur og ønologi i Alba og derefter i Torino. Derefter fik Mauro arbejde som vinmager hos Ceretto … et arbejde han endda er fortsat med, selvom brødrene i dag er etableret Le Strette.

Projektet Le Strette blev en realitet i 1997 med hjælp fra deres forældre samt Gino Lagorio og hans familie. De opkaldte vingården Le Strette efter den lille landsby, hvor gården reelt ligger. De har sidenhen i 2002 bygget et mere moderne vineri på stedet.

Savio og Mauro Daniele har samlet 6,5 hektar vinmarker, som primært ligger i kommunen Novello og derudover også i Barolo, men mange af markerne er indenfor Barolo DOCG appellationen.

Brødrene arbejder i marken med hård beskæring og selektion gennem hele sæsonen. Dette sikrer optimal både koncentration og modne druer. Alt drives som certificeret bæredygtigt vinbrug, så der anvendes ingen sprøjtemidler eller anden hårdhændet behandling af vinmarkerne.

Stilmæssigt forholder brødrene sig pragmatisk til diskussionen mellem traditionalister og modernister, hvilket betyder, at stilen som udgangspunkt er traditionel med en snert modernisme.

Og så er Le Strette en af kun syv vinproducenter, der stadig dyrker den historiske Nas-cëtta-druesort med en Langhe DOC Nas-cëtta del Comune di Novello vin. Druen Nas-cëtta er en næsten helt glemt sort og de fleste vine på druen er mest anvendt til eget forbrug, men brødrene har gjort et stort arbejde med druen og står også fader til godkendelsen af appellationen DOC Langhe Nas-cëtta del Comune di Novello i 2010.

Her smager vi deres Persole Barbera d’Alba Superiore, hvor druerne kommer fra fra et par vinmarker ved Bergera og Tarditi i Novello og vinstokke plantet i 1940, 1950 og 1999.

Vinen har navnet Persole efter navnene på to landsbyer, hvor vinmarkerne ligger og Le Strette har lavet vinen siden årgang 1997 og er lavet afstilkning, let presning, gæring og maceration i rustfrie ståltanke i 15 dage og er efter endt fermentering lagret 12 måneder på 225-300 liters brugte egefade.

Duftmæssigt minder 2020’eren meget om 2018’eren … har denne lidt mørke og smågærede frugt, brombær, solbær, jordbær, enebær, godt med dybde, bundtræk og så klare fadnoter med kakao, lakrids, kaffe, vanilje, mælkechokolade og varme elementer.

Smagsmæssigt er det også en lidt mørk Barbera, men det er uden at miste pusten, da den heldigvis har en frisk syre, som sammen med en letbitter og mørk frugt giver et godt bid. Der er slet ingen mærkbare tanniner, men lidt peber, krydderier og nærmest blomster i munden inden festen slutter med en tør og lang bitterhed.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Fattoria Carpineta Fontalpino, Fontalpino Chianti Classico Bio, Toscana, Italien

2018 Fattoria Carpineta Fontalpino, Fontalpino Chianti Classico Bio, Toscana, ItalienFattoria Carpineta Fontalpino ligger ved byen Monteaperti i nærheden af den historiske by Castelnuovo Berardenga cirka 5 kilometer øst for Siena … derfra smager jeg nu denne økologiske Fontalpino Chianti Classico Bio 2018.

Vingården er grundlagt i 1960’erne af familien Cresti, selvom gården har traditioner for vinfremstilling, som går langt tilbage som sidste århundrede.

Ejendommen drives af søskendeparret Gioia og Filippo Cresti. Gioia Cresti er vingårdens er ønolog og hun er ansvarlig for alle produktionens faser, lige fra af hente druerne i markerne til den færdige vin, så hun får sat sin personlige stil på vinene. Filippo Cresti er hovedsageligt involveret i de administrative ting, som bogholderi, markedsføring og salg.

Gioia Cresti er også kæreste med Carlo Ferrini, og han er en af Italiens dygtige vinmagere, som også hjælper søskendeparret med produktionen af vinene på Fattoria Carpineta Fontalpino.

Fattoria Carpineta Fontalpino har i alt 80 hektar vinmarker, men vinmarkerne udgør alene 23 hektar med mange forskellige sorter af specialiserede vinstokke, fx typerne Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og andre eksperimentelle druer som bl.a. Petit Verdot og Alicante. Gennemsnitsalderen på vinstokkene er omkring 22 år, og de ældste stokke omkring 40 år gamle, mens de yngste er omkring 5 år.

Navnet Carpineta Fontalpino har sine rødder i to historiske steder i området Montaperti, nemlig Carpineta opkaldt efter nogle karakteristiske træer i området samt Fontalpino, opkaldt efter en lokal vandkilde.

Der laves 6 forskellige vine på Fattoria Carpineta Fontalpino og næsten kun rødvine … herunder altså denne Fontalpino Chianti Classico Bio, der er lavet på 100% Sangiovese fra Fontalpinos tre økologiske topmarker i Castelnuovo Berardenga.

Markernes nordøstlige orientering og jordbunden med tuff, jern og sand er forklaringen på vinens kølige, mineralsk elegance. Vinen har gæret med 15 dages skindkontakt i cementtanke og herefter lagret 12 måneder på 500 liter franske tonneaux-fade før aftapning på flaske og frigivelse.

I næsen lidt balsamisk, frisk og syrlig med stor tørhed, mørke bær, sorte kirsebær, blåbær, hindbær, violer og virker meget frugtrig. Det er ikke en vildt og eksplosiv aroma, men har sådan en ren balsamisk næse med en smule babyfedt, hvorved den på ingen måder fremstår skinger, hvilket også lige afhjælpes af svag og tør fadnote med lidt sødme, rundhed og let harpiks.

Smagsmæssigt en forholdsvis let vin med en vis friskhed, kirsebær, brombær, ribs og lidt tranebær, Der er urter, merian, let peber samt svag bitterhed, krydderier. Det er ikke vildt kompliceret eller endda avanceret, men smager bare rigtigt godt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., men kan pt fås til 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Tenuta Sette Ponti, Orma, Toscana, Italien

2019 Tenuta Sette Ponti, Orma, Toscana, ItalienNår vi lige har smagt både Tenuta Sette Pontis smukke Crognolo og forleden topvinen Oreno, hvad er så mere naturligt end at smage vinhusets anden topvin, der simpelthen bare hedder Orma.

Som I måske har læst i  et af de tidligere indlæg om vinene fra Tenuta Sette Ponti, så kommer Orma vinen fra vingården med det samme navn beliggende syd for Livorno i Bolgheri.

Orma ejendommen købte Antonio Moretti Cuseri – den store modemogul – i 2004 efter i mange år at ha’ ledt efter en yderligere vingård til at lave kvalitetsvine … og Orma må siges at opfylde det kriterie, da ejendommen ganske vist kun har 5,5 hektar vinmarker, men de ligger til gengæld lige mellem Sassicaia og Ornellaia.

Og disse 2 ikoniske vinhuse ville også gerne ha’ haft fingrene i de eksklusive 5,5 hektar, men det blev den stenrige Antonio Moretti Cuseri, der skaffede sig skødet på jorden.

Så dermed laver Antonio både den Sangiovese baserede Tignanello dræber Crognolo, kultvinen Oreno og derudover altså Orma … lidt af et felt af vine … vildt.

Orma er fremstillet på et bordeauxblend af 50% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 20% Cabernet Franc, som håndhøstes fra den famøse mark i smørhullet. Vinen er lavet med gæring over 15-18 dage i ståltanke og er så lagret 18 måneder på 225 liters franske barriquefade og 12 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Og det er på mange måder også – som Oreno – en kult vin, som fx i denne årgang er endt 16 pladser foran Ornellaia på James Sucklings Top 100 og har med 97 point fået samme point som Sassicaia.

Duftmæssigt er vinen pænt tør, mørk og har en vis modenhed, solbær, brombær, blommer, skovbær, skovbund, sandeltræ og andet tørt træ, klar, moden og balsamisk syre … dejlig aroma.

Vinens styrke er dog mest i munden, hvor det er ultra smooth, cremet og så bare skide tørt. Tanninerne udtørrer munden med stor og overbevisende kraft, stramme, uforsonlige og samtidig med en rig balsamisk syre, kirsebær, ribs og tyttebær … men vildt pågående, rund og skarp. Smuk vin og jeg ligger lige mellem 6 og 6,5 fingre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 529,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2018 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, Italien

2018 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, ItalienTenuta Sette Ponti er vi før stødt her på Houlbergs Vinblog, bl.a, med flere årgange af husets topvin Oreno, men denne gang er det husets Crognolo i en årgang 2018.

Vinen er Sangiovese baseret … helt præcis på 90% Sangiovese og 10% Merlot fra højtliggende og sydvendte markparceller nær Arezzo i Chianti Colli Aretini.

Efter høst sker fermenteringen i rustfrie ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen ligger i eftermaceration inden den lagrer på franske barriques i 14 måneder, hvorefter den flaskes og lagrer yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Dejlig duft … tør med jordbær, hindbær, tranebær, lyse blommer, der egentlig er meget friske. Det suppleres sandeltræ, tørt træ, violer og lidt mentol, timian samt estragon. Der er grønne blade, brændt note, balsamisk syre, tør jord, kaffe og  mørk chokolade.

Hvor er vinen let, cremet og elegant i munden … let og endda lysere, mere frisk og rank, end duften egentlig lagde op til. Det er en spinkel, fin og ren vin med lyserød frugt, hindbær, ribs og tranebær, blide og venlige tanniner, pæn og bare så elegant. Samtidig har vinen nogle mineralske elementer, som er med til at give vinen dette rene udtryk.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Scarzello, Barolo Sarmassa Vigna Merenda, Piemonte, Italien

2015 Scarzello, Barolo Sarmassa Vigna Merenda, Piemonte, ItalienVi sluttede rundturen i Piemonte med manér … for sidste vin var nemlig en lækker 2015 Barolo Sarmassa Vigna Merenda fra Scarzello. Et fint punktum.

Barolo Sarmassa Vigna Merenda er vel nærmest  topvinen fra vingården og druerne er fra parcellen Vigna Merenda, som er en unik parcel på Sarmassa og udelukkende ejet af Scarzello.

Vinhuset har lavet vinen siden 1978 og den er lavet med voldsom lang maceration, nemlig i hele 50 dage og derefter lagret på store 25 hektoliter egefade i 30 måneder efterfulgt af yderligere 2 års lagring på flaske inden frigivelse. Der produceres årligt alene omkring 6.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det en rund, men rank og strunk vin … der er en vis power over aromaerne med sorte kirsebær, jordbær, brombær og lidt hindbær, roser, knuste rosenblade, violer, ædeltræ, medicinskab, en smule anis, fenikkel, tjære, en gammel lædersaddel, umami, lidt vanilje, spegepølse og sådan lidt muskuløs.

Det gælder dog ikke smagsmæssigt, for der er vinen så ren, clean, skarp og vildt tør med klassisk oldschool klassicisme. Frugten er så bare lys og straight med ribs, rabarber og sure kirsebær, bare frisk samtidig med en en ren syre, men samtidig virker vinen silkeblød og koncentreret. Tanninerne er vildt tørre … gummemassage af bedste skuffe og det suppleres af lidt flint, marcipan, tørrede urter, basilikum, svag babybræk og røg.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 550 kr.

Vinanmeldelse 6/7