Mer’ hvid burgundsk vin … en lille charmetrold, 2019 Petit Chablis fra Stéphane Brocards vinhus Closerie des Alisiers, der ligger i Marsannay … smørhullet mellem Chablis mod nord og Côte d’Or mod syd.
Stéphane Brocard er søn af den berømte Chablis producent Jean-Marc Brocard, men gik i 2007 solo med sit eget projekt Closerie des Alisiers, som er et negociantfirma, hvor han laver vine med druer fra udvalgte marker samt omkring 4,5 hektar egne vinmarker i Chablis og en dyr parcel i Pommard … og mon ikke, at han også køber lidt druer fra sin far.
Han lavede sit lille soloprojekt af flere årsager … dels ambitionerne om at lave vine efter sine egne idéer og ikke blot dele den fremtidige drift af familiens vingård med sine to søskende, sin svoger og sin svigerinde, men derudover ville han også gerne lave vine fra det øvrige Bourgogne og ikke kun Chablis.
Stéphane har et nært og mangeårigt forhold til de vinavlere, som han arbejder sammen med og flere lader ham også producere og aftappe vinene i deres egne kældre. Han forsøger også, at alle vinavlerne driver deres marker økokologisk.
Han laver vinene uden megen indgriben … bare godt håndværk med renhed, frugt og friskhed … autentiske vine med stor respekt for de specifikke terroir fra de forskellige marker og områder. Hans vine er typisk meget friske og andelen af nye egetræsfade aldrig får lov at overstige 20%.
Her smager vi hans Petit Chablis … den lille appellation, som blev oprettet tilbage i 1944 for at opnå bedre priser på de vine, som blev lavet med druer lige udenfor de marker, som ligger på det udstrakte plateau ovenfor 1. Cru og Grand Cru Chablis markerne.
På det plateau er jorden – som under Chablis – lige så rig på fine mineraler og trods vekslende lag af kalksten og ler, så er der i selve overfladen godt med mange fossiler rester … men ellers ligger de fleste af markerne ikke i samme læ som i det “rigtige” Chablis.
Vinen er selvfølgelig 100% Chardonnay fra marker lige i begyndelsen af det kalkholdige plateau. De er høstet ved optimal modenhed og presses skånsomt, så kun den rene most finder vej til den færdige vin. Gæringen er sket på rustfrie ståltanke og ligeledes lagret på ståltanke inden aftapning på flaske.
Uha … allerede ved første lille snif ved jeg, at denne vin vil jeg kunne li’. Den har en koket lille fedme kombineret med en let kalket note og frugt med pærer, fersken samt syltede citroner og grape. Den bliver aldrig for fed, men i stedet er duften ren, direkte, let, luftig med lidt hvide blomster. Hmmmm.
I munden er vinen rank og frisk med citroner, salte mineraler, skolekridt, grønne æbler samt en sprød frugtsyre. Den er måske nok ikke så forfinet, sart og sofistikeret, men damm det er en lækker Chablis og slet ikke så petite endda. Smuk hvidvin og så har vi overhovedet ikke snakket pris = en lille vinder.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 88 kr. ved køb af 6 flasker.