Tag-arkiv: Languedoc

Languedoc-Roussillon er reelt 2 vinregioner, som i slutningen af 1980’erne blev en samlet administrativ region. Det er også en stor en af slagsen, da det samlet er Frankrig allerstørste vinregion med omkring 224.000 hektar vinmarker og over 1/3 del af Frankrigs samlede vinproduktion.

Det er også – som med dele af Provence – et af de ældste vinområder i Frankrig. Languedoc har tilhørt Frankrig siden det 13. århundrede, mens Roussillon området blev erhvervet fra Spanien i midten af det 17. århundrede. De første vinmarker i Languedoc blev plantet af de tidligere grækere langs kysten nær Narbonne i det 5. århundrede.

Der er samlet 21.373 vinavlere og knap 2.500 vinhuse, der producerer vine. Omkring 2/3-dele af vinene fra Languedoc-Roussillon er solgt i Frankrig og 1/3-del eksporteres.

Det er også det område, hvor der er flest økologiske vinavlere …. hele 21.910 hektar vinmarker med økologisk drift og det tal er bare stigende, da flere hele tiden er under konvertering til økologisk drift.

Selvom Languedoc-Roussillon betegnes som én vinregion, så er de to områder meget forskellige, hvorfor det giver mest mening – som her på Houlbergs Vinblog – at opdele dem i to.

Languedoc er en meget fransk region beliggende på kystsletterne, mens Roussillon området er langt mere bjergrig med markerne ved foden af Pyrenæerne og en meget større spansk og katalansk indflydelse på grund af områdets historie.

Her kigger vi alene på Languedoc, som ligger det lige ovenfor Roussillon og grænser op til Rhône. Appellationen Costières de Nîmes har fx tidligere tilhørt Languedoc, men er i dag en del af Rhône.

Languedoc er opdelt i et østlig og et vestligt område med følgende appellationer:

Østlige Languedoc
  • Berlou
  • Clairette de Bellegarde
  • Clairette de Languedoc
  • Coteaux du Languedoc
  • Coteaux du Languedoc Pic Saint Loup
  • Faugères
  • Muscat de Frontignan
  • Muscat de Lunel
  • Muscat de Mireval
  • Roquebrun
  • Saint-Chinian
Vestlige Languedoc
  • Muscat de Rivesaltes AOC
  • Cabardès
  • Côtes de Malepère
  • Corbières
  • Coteaux du Languedoc
  • Fitou
  • La Clape
  • Limoux AOC
  • Minervois
  • Minervois La Liviniere
  • Muscat de St-Jean-de-Minervois
  • Rivesaltes

Derudover laves der rigtigt meget Vin de Pays vine i området … her hedder det blot Vin de Pays d’Oc. Men generelt er Languedoc gået fra i 1970’erne primært at producere billige rødvine til i dag at være en af landets vinøse legepladser, hvor gamle, højtydende vinstokke rives op og erstattes af nye sorter, nytænkning og unge vinmagere, som ønsker højere kvalitet.

2020 Les Vignerons du Narbonnais, Les Favèdes Chardonnay Réserve Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2020 Les Vignerons du Narbonnais, Les Favèdes Chardonnay Réserve Pays d'Oc, Languedoc, FrankrigSidste jeg smagte denne Les Favèdes Chardonnay Réserve Pays d’Oc fra Les Vignerons du Narbonnais kaldte jeg vinen for en fransk smørfed glædespige og det holder jeg ved, når jeg nu smager vinen i årgang 2020.

Kooperativet Les Vignerons du Narbonnais ligger i Ouveillan omkring 10 kilometer nord for Narbonne i Languedoc. Det er også kendt som Néotera, Cave du Grand Narbonne og det er et resultat af sammenlægning af flere lokale kooperativer, primært La Cave Coopérative d’Ouveillan og La cave Coopérative de Narbonne, der begge næsten blev grundlagt på samme tid og fusioneret i 2008.

La Cave Coopérative d’Ouveillan er grundlagt tilbage i 1936 af de 4 ihærdige vinavlere Ladousse, Gilbert, Hérans og Lacombe, mens La cave Coopérative de Narbonne er grundlagt et år tidligere, nemlig i Aude i 1935.

I dag omfatter Les Vignerons du Narbonnais omkring 330 medlemmer med samlet 1.500 hektar vinmarker i det som det store kooperativ selv kalder Grand Narbonne, hvilket omfatter marker omkring de 4 landsbyer Narbonne, Ouveillan, Sallèles Aude og Vinassan.

Societe Cooperative Agrocole de Vinification Les Vignerons du Narbonnais – som det rettelig og præcist hedder – har faciliteterne til at kunne producere op imod 120.000 hektoliter vin årligt, hvilket er fordelt på en lang række vine … og herimellem også denne Les Favèdes Chardonnay Réserve Pays d’Oc.

Vinen er en Vin de Pays d’Oc … og det betyder jo landvin, altså et niveau over bordvin aka Vin de Table. Betegnelse Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon området, hvilket jo er spot on.

Druerne til vinen hentes på kalkholdige skråninger lige nord for Narbonne, men ellers har jeg ikke de store oplysninger omkring produktionen, men vinen har fået masser af egetræ … fuldfed og lækker Chardonnay.

Som sidst jeg smagte vinen i årgang 2017 er der sgu skrald på … smørfedme, blomster, masser af tropisk frugt, men også en lidt kølig, kalket aroma, som giver lidt rygrad. Frugten er abrikos, dåsepærer, fersken og honningmelon. Derudover fanger jeg letbrunet smør, nødder, toast, søde krydderier samt estragon.

Og hvor smager den godt … cremet, fed og saftig, hvorved den pleaser hele vejen gennem mund, svælg og hals. Det er massage hele vejen ned med blød, sød og tropisk frugt som ananas og abrikos. Der er masser af drikkeglæde, stor bællepotentiale. Det er som sidst en vinøs fyldig glædespige, som svinger skørterne … svulstigt, saftigt, frækt, dejligt og stimulerende.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., men kan fås på tilbud i øjeblikket til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Domaine de Caussagues, Corbières, Languedoc, Frankrig

2015 Domaine de Caussagues, Corbières, Languedoc, FrankrigDenne 2015 Domaine de Caussagues Corbières er en vin, der – så vist jeg kan se – er lavet af den store vinkoncern Les Grands Chais de France.

Le Groupe GCF ejer en række vinhuse i Frankrig og laver vine i disse navne, bl.a. Les Grands Chais de France, Domaine de la Ville de Colmar, Maison du Vigneron, Pasquier Desvignes, Carod Frères, Domaine de la Baume, Lacheteau og så Arthur Metz. Det er i øvrigt også denne koncern som står bag den ikoniske J.P. Chenet, som vi så tit laver grin med … I ved, den med den skæve hals.

Le Groupe GCF har deres hovedsæde i Marlenheim i den nordlige del af Alsace, omkring 10 kilometer nordvest for Strasbourg og er lidt af en større historie, idet der heller ikke er tale om et traditionelt vinhus, men nærmere en større fabrikant af vin i stil med et kooperativ.

De har ikke mindre end 560 vinbønder tilknyttet deres vineri og via disse adgang til druer fra ikke mindre end 1.090 hektar vinmarker. De har en produktionskapacitet på 180.00 hektoliter, 2 store anlæg til vinaftapning, lagerkapacitet på 10.000 kvadratmeter og en daglig produktionskapacitet på ikke mindre end 110.000 flasker vin.

De har også et magastort vineri i byen Landiras ved Bordeaux … og det er dér, at denne Languedoc vin er lavet med druer fra Languedoc, formentlig fra én af de mange tilknyttede vinavlere, nemlig Domaine de Caussagues, som har 17 hektar vinmarker i appellationen   Corbières ved Bages-Sigean tæt på Narbonne.

Vinen er lavet på 10% Syrah, 35% Grenache, 30% Carignan, 20% Mourvèdre og 5% Cinsault. Druerne er afstilket og lavet med en traditionel gæring … men ellers er det begrænset med info om produktionen.

Næsen er lidt … sjovt blomstret og næsten med tyggegummiagtig aromaer, lidt mørk og parfumeret frugt, hindbær, blåbær, tobak, en smule estragon, salvie og lidt en sjov, lidt mærkelig note, som jeg simpelthen ikke kan sætte ord på.

Smagen har lidt af samme sjove kant … klart pænt med frugtsødme, mørke bær, blommer, solbær og enebær med søde krydderier. Der er lavendel, en tynd syre, nogen friskhed, lidt tør bitterhed og samlet lidt en vin, som jeg ikke kan blive helt klog på.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 70 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2018 Domaine Sainte Rose, Le Pinacle Syrah, Languedoc, Frankrig

2018 Domaine Sainte Rose, Le Pinacle Syrah, Languedoc, FrankrigNogle gange bliver man bare overrasket over en vin og netop sådan én er denne Le Pinacle Syrah fra Domaine Sainte Rose, der ligger ligger lidt øst for byen Servian i Languedoc i det dejlige sydlige Frankrig.

Vingården er forholdsvis ny, grundlagt i 2002 af Charles og Ruth Simpson, som købte deres vinslot med den store ambition at lave storslået vin til lav pris. De skrottede deres velbetalte jobs for at forfølge deres drøm og har samlet 40 hektar vinmarker samt et moderne vineri, hvor de anvender den nyeste teknik, men samtidig med så lidt indgriben i produktionen som muligt.

Selve ejendommen kan vel bedst beskrives som et lille vinslot og Domaine Sainte Rose har da også en lang historie, for det er opkaldt efter en helgen, som kæmpede for katolicismen under angrebet fra en hellig romersk kejser.

Der står i øvrigt en statue af selve Sainte Rose i det smukke orangeri bag vinslottet, der også tilbage i det 12. århundrede var et sted, hvor mange pilgrimme søgte overnatning på deres vej til Santiago de Compostela.

Charles og Ruth Simpson laver i dag 15 forskellige vine, herunder altså denne Le Pinacle Syrah, der i denne årgang 2018 er lavet på 95% Syrah og 5% Viognier … og faktisk også med Côtes Rôtie som ambitiøs reference.

Druerne kommer fra vinstokke som er op til 50 år gamle og de to druer er vinificeret sammen med en skånsom gæring og maceration. Efter en presning er vinen så lagret 12 måneder på franske egefade.

Jesus … sikke dejlig vild næse. Det er både ler, blomster, flæsk, yoghurt eller kærnemælk, søde bolsjer og så en total animalsk, landlig og dyb aroma, klare fadaftryk og sort-hul-dybde med en æterisk og luftig elegance. Eller for nu bare at sige det på jysk, så dufter det vildt godt. Sødmen pirrer, men bliver ikke for meget, det landlige, mælkede og flæskede markerer, men kun afmålt og frugten virker frisk, luftig og alt i vinen synes i næsen at være afstemt, finindstillet, justeret og kalibreret med stor duelighed.

Vinen smager samtidig og vitterlig også ganske fantastisk … med en lethed, som medfører, at du slet ikke tænker Syrah. Det er let, saftigt, rundt, blødt og selvom syren måske ikke vild markant, så passer det hele sammen som Askepots fod i glasskoen. Der er lys, fin, sart og frisk frugt, lidt sødebrændte elementer og vinen glider bare lige igennem det houlbergske system. Det er jættegodt og til prisen simpelthen bare et lille kup.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Cave des Vignerons de Saint Saturnin, A Mille Années Lumière, Languedoc, Frankrig

2014 Cave des Vignerons de Saint Saturnin, A Mille Années Lumière, Languedoc, FrankrigJamen … jeg har skam én mer’ vin fra kooperativet Cave des Vignerons de Saint Saturnin i byen Saint Saturnin de Lucian i Languedoc. Det er oss’ en GSM vin, nemlig en 2014 A Mille Années Lumière … poetiske tusinde lysår.

Som med kooperativets Lucian Grande Réserve, så er A Mille Années Lumière altså også lavet på et mix af Grenache, Syrah og Mourvédre. Men derudover er der – atter – begrænsede info om vinen og produktionen, men den har helt klart været lagret en periode i egefade.

I forhold til Lucian Grande Réserve har denne A Mille Années Lumière et meget lysere sind … duften er en snas lettere og mere blomsterrig, men dog fortsat mørk frugt, brombær, modne kirsebær og samtidig et meget tydligere fadaftryk med sødme, vanilje, finsk lakrids, en fin luftig syre samt grønne urter … estragon, salvie, men absolut godt pakket i en indbydende aroma.

Smagen er lidt i samme boldgade … blød, rund og igen som søstervinen en afdæmpet og vag syre, nogen kirsebærsødme, god saftighed, meget approachable og tilgængelig smag. Jeg synes, at A Mille Années Lumière har et lidt lysere og samtidig lettere udtryk end storesøsteren og det kan jeg sgu godt li’ og derfor overhaler vinen også Grande Réserve lige på målstregen.

Forhandles af Vinisimo, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Cave des Vignerons de Saint Saturnin, Lucian Grande Réserve, Languedoc, Frankrig

2016 Cave des Vignerons de Saint Saturnin, Lucian Grande Réserve, Languedoc, FrankrigMed næste vin på bloggen er vi atter i byen Saint Saturnin de Lucian i Languedoc, hvor vi finder kooperativet Cave des Vignerons de Saint Saturnin, der står bag denne 2016 Lucian Grande Réserve.

Jeg har tidligere smagt vin fra Cave des Vignerons de Saint-Saturnin, som i december 2018 dog fusionerede med et andet kooperativ, nemlig Cave Saint Félix-Saint Jean aka Vignoble des 2 Terres, og sammen startede  de to kooperativer med at lave vine under Fonjoya navnet med en ambition om at blive en nøgleaktør i Languedoc-regionen.

Selve kooperativet Cave des Vignerons de Saint Saturnin er grundlagt i 1950 af en flok vinavlere med M. Besombes og Calmel i spidsen grundet de økonomiske vanskeligheder.

I starten var produktionen alene 10.000 flasker årligt, men frem til fusionen var det tal steget til en årlig produktion på 3,5 millioner flasker vin, som de eksporterede til en lang række lande.

Samlet har de tilhørende medlemmer af kooperativet samlet 760 hektar vinmarker fordelt over områderne ved Arboras, Jonquières, Saint-Guiraud og Saint-Saturnin de Lucian. Og det var vinmageren Bruno Raymond, som var den teknisk direktør og tidligere stod for  fremstillingen af vinene på Cave des Vignerons de Saint-Saturnin, men måske er han fortsat med det i det nye setup.

Den anden del af Fonjoya … altså Cave Saint Félix-Saint Jean aka Vignoble des 2 Terres er et kooperativ, der oprindelig under navnet Cave Saint Felix de Lodeve startede i 1942 og inden fusionen fik druer fra medlemmernes 500 hektar vinmarker i 4 forskellige appellationer.

Nå, men her er det altså en vin fra før fusionen af de to store kooperativer, nemlig Saint Saturnins Lucian Grande Réserve i en årgang 2016. Det er en GSM vin … altså en vin lavet på Grenache, Syrah og Mourvédre. Men derudover er der begrænsede info om vinen og produktionen … udover, at vinen har lagret en periode i egefade.

Duftmæssigt er det en blød, lidt bamsefarsød vin med modne kirsebær, blommer, brombær, fedme, nelliker, kardemomme, blæk, grafit, finsk lakrids, vanilje, tærtecreme og ganske svagt lidt mentol og eukalyptus.

I munden er vinen heldigvis knap så sød, men har lidt brændte elementer, en saftig frugt med modne kirsebær, brombær, blommer, søde krydderier, en svag og afbalanceret syre, hvilket samlet munder ud i en rund, blød og venlig vin, som de fleste vil elske, for den er bare letdrikkelig og ukompliceret.

Forhandles af Vinisimo, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Olivier Coste, Languedoc Old Star Carignan Noir, Languedoc, Frankrig

2018 Olivier Coste, Languedoc Old Star Carignan Noir, Languedoc, FrankrigNæste vin var en ægte Pays D’oc, altså en slags landvin fra Languedoc-Roussillon, hvor der dog også i stigende grad er små fremragende producenter. Her er det vinen Languedoc Old Star Carignan Noir fra den unge vinmager Olivier Coste.

Olivier er vokset op i en gammel vinfamilie, for han driver nemlig Domaine Montrose nordøst for  Béziers i Languedoc sammen med sin far Benard Coste. De er efterkommere af Joseph Alazard, der tilbage i 1701 modtog det fine våbenskjold med de 3 firben … et våbenskjold, som Domaine Montrose i dag har som logo og ses på alle flaskerne.

Vinhuset har samlet 80 hektar vinmarker, der alle nærmest alle ligger omkring deres vineri i Côtes de Thongue regionen og laver i øjeblikket 9 forskellige vine.

Men derudover har den unge Olivier Coste også startet med at lave vine i eget navn … fx denne Languedoc Old Star Carignan Noir, hvor druerne – så vidt jeg kan se – købes fra andre vinavlere, men dyrkes efter den traditionelle gobelet/busk beskæring i meget sten- og lerholdig jord.

Efter høst er druerne afstiles, hvorefter gæring og maceration sker i temperaturregulerede ståltanke med hyppige omrøringer over hele 3 uger. Efter endt gæring får vinen lov at hvile på ståltanke til slutningen af vinteren, hvor den aftappes.

Næsen er meget urtet, grøn og sjov animalsk … har en lidt gæret og sødkrydret note med både eukalyptus, peber, nogle mørke bær, lidt gummi, rubberduck gummiand, grannåle, røg og lidt kvalm. Samlet er det en duft, som jeg slet ikke er vild med og har lidt svært at forliges med.

Smagen minder ufattelig meget om duften … krydret med samme lidt sjove og skæve sider, mens frugten er sådan ovre i kirsebær og tranebær. Jeg er sgu ikke vild med den.

Forhandles af Vinoble / Østjysk Vinforsyning, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2017 Château Lavabre, Pic Saint Loup, Languedoc, Frankrig

2017 Château Lavabre, Pic Saint Loup, Languedoc, FrankrigJeg har tidligere smagt en Cuvée Prestige Rouge fra det smukke Château Puech-Haut ved byen Saint-Drézéry nordøst for Montpellier i appellationen Coteaux du Languedoc. Det er ejet af industrimagnaten Gérard Bru. Han ejer også Château Lavabre og det er derfra, at jeg nu smager denne 2017 Pic Saint Loup.

Gerard Bru købte Chateau Lavabre i nabodistrikt Pic Saint Loup i 2017 og har sammen med Puech-Haut sammenlagt 250 hektar vinmarker, hvorfra han – eller rettere hans team – laver vinene under de to brands.

Gerard Bru er stenrig … men alt det kan du læse om i blogindlægget om Château Puech-Haut Cuvée Prestige Rouge vinen. Om Philippe Cambie, den store vinkonsulent fra Rhône, også hjælper med vinene på Château Lavabre som med Puech-Haut fremgår ikke … men mon ikke, for stilen er i hvert fald lidt i samme boldgade som vi normalt  kender fra Cambie.

Château Lavabre, Pic Saint Loup er lavet på 70% Syrah samt 30% Grenache høstet med et meget beskedent udbytte på 25 hektoliter pr. hektar fra huset marker i Pic Saint-Loup omkring 30 kilometer nordøst for Montpellier. Der har vinhuset samlet 60 hektar vinmarker.

Efter høsten er druerne afstilket … og de to druesorter vinificeres separet. Det starter med en blid udblødning efterfulgt af 8 ugers gæring og maceration. Derefter er Syrah delen lagret på helt nye barriques i 14-18 måneder, mens Grenache delen er lagret 14 måneder på store, gamle egefade. Først derefter er vinen så sammensat og aftappet på flaske.

Sikke en spændende aroma, men du skal lige give vinen tid til at udfolde sig og åbne i glasset, men så får du også både lavendler, besk baconfedt, violer, kamfer, tør engelsk lakrids, Swarfega håndrens, læderfedt, våde fade, bitre kirsebær, brombær samt lidt mørkere bær, våde fad, bitter kakaorig mørk chokolade og en hel del krydderier. Der er power og intensitet.

I munden er vinen vatrondel blød, cremet og indsmigrende … og så sparker en vild, tanisk power ind over dig med både både, masser af tanniner, lidt alkohol og blød, mørk, smooth og lækker frugt, blåbær, brombær og sorte kirsebær. Det er en tør, pågående og lækker smag, så vågn op rhôneelskere, for her er der buck for the money. Det er skruet ret godt sammen = stor mundfuld = stor fornøjelse.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349 kr., men ved køb af 6 flasker, så er prisen pt. kun 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Calmel & Joseph, Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée, Languedoc, Frankrig

2019 Calmel & Joseph, Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée, Languedoc, FrankrigRosévinene springer ud på terasserne overalt i det danske landskab i samme takt som både sommerblomster gror, pigernes kjoler bliver kortere og alle små nedtællinger til sommerferien tager til. Jeg hopper da også på vognen og tester en rosé … en ny 2019 Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée fra Calmel & Joseph.

Negocianthuset Calmel & Joseph har jeg skrevet om nogle gange tidligere og denne Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée har jeg også smagt før, nemlig i foregående årgang 2018.

De to ønologer Laurent Calmel og Jerome Joseph kalder sig selv for créateurs de grands vins en Languedoc et Roussillon, for de har specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området.

Laurent Calmel og Jerome Joseph har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

De to ønologer laver bl.a. 3 vine under navnet Amstramgram .. en hvid, en rød og så denne Cérès Rosé Grande Cuvée, som er lavet på 40% Mourvèdre, 30% Cinsault samt 30% Grenache … en anderledes fordeling end vinen i forrige årgang.

Cinsault og Mourvèdre druerne er høstet på normale høsttidspunkter, men Grenache druerne høstes med optimal modenhed … alle druerne afstilkes, hvilket efterfølges af en kold maceration ved 15 grader i 2 timer efterfulgt af gæring med udvalgt gær ved 16 grader og der sker ingen malolaktisk gæring. Vinen har kun lagret kortvarigt i ståltanke.

Det er – som med 2018’eren – en vin med masser af behagelig og sød frugt, jordbær, kiwi, ananas, mango, meget eksotisk frugt, godt med sukkersødme, søde krydderier og en lidt støvet note samt et lavt syreniveau.

Der er dog mere syre i smagen, hvor det er er søde jordbær, modne kirsebær, citroner og en lille grape bitterhed. Der er svagt en note af jern, let fennikel og ellers virker vinen lidt skarp og rustik, men vil gøre sig rigtigt fint sammen med de udsprungne blomster på sommerterrassen med liv, latter og lyse nætter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

N.V. Calmel & Joseph, Les Effervescents Crémant de Limoux Brut, Languedoc, Frankrig

N.V. Calmel & Joseph, Les Effervescents Crémant de Limoux Brut, Languedoc, FrankrigLad os endelig snuppe endnu en mousserende vin fra Calmel & Joseph, nemlig den 3. i rækken i form af deres Les Effervescents Crémant de Limoux Brut.

Den er – surprise – også lavet som de to foregående vine, altså efter Méthode Traditionnelle også kaldet champagnemetoden med andengæring i flasken.

Først er basisvinen er lavet på 60% Chardonnay, 30% Chenin Blanc og 10% Pinot Noir, som først har gæret i temperaturstyrede rustfrie ståltanke ved 15 grader. Vinen blandes derefter og tappes på flaske med udvalgte gær, hvorefter den så lagrer i kælderen i 15 måneder inden degorgering med tilsætning af en smule basisvin og lidt sød likør.

Duften har klart en landlig side, masser af gærnoter, melede æbler, fersken, havtorn, granatæbler, stikkelsbær, lidt kalkede aromaer og rugbrød. Det hele er meget let, fint og der fornemmes allerede i næsen en tør syre, meget kølig og frisk.

Smagsmæssigt er der blide bobler og masser af citronsyre, umodne æbler, grape og lemon. Den lille grapeagtige bitterhed sætter sig tørt og bestemmende i overmunden, hvilket giver vinen en pænt lang eftersmag. Der blander sig en lille diskret sødme, som gør vinen balanceret med et lille sidetip til den søde side … men også kun ganske lidt.

Men hvor laves der dog mostergod mousserende vin i netop Limoux!

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Calmel & Joseph, Les Effervescents Blanquette de Limoux Brut, Languedoc, Frankrig

N.V. Calmel & Joseph, Les Effervescents Blanquette de Limoux Brut, Languedoc, FrankrigEn Blanquette de Limoux er en lille specialitet i Limoux … og er en mousserende vin lavet efter Méthode Traditionnelle og er baseret på den lokale druesort Mauzac, der også lokalt kaldes Blanquette. Den næste vin fra Calmel & Joseph er netop sådan én … vinen Les Effervescents Blanquette de Limoux Brut.

Det siges, at Blanquette de Limoux vinene er de allerførste producerede mousserende vine i hele Frankrig og således ældre end de første champagner. De første omtaler af Blanquette de Limoux er allerede fra de benediktinske munke i et kloster i Saint-Hilaire i 1531.

De lokale historier fortæller endda, at Dom Pérignon netop lærte, hvordan man producerer mousserende hvidvin, mens han arbejdede i klosteret i Saint-Hilaire, før han flyttede til Champagne og blev forfader til den i dag langt mere kendt champagne.

Blanquette de Limoux blev selv først en officiel AOC appellation i 1938 og sidenhed har man lempet på reglerne, så producenterne kan øge anvendelse af internationale druesorter i vinen.

Denne Les Effervescents Blanquette de Limoux Brut fra Calmel & Joseph er lavet på 90% Mauzac og 10% Chardonnay høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet efter den Méthode Traditionnelle også kaldet champagnemetoden med andengæring i flasken. Vinifikationen er sket helt traditionelt som til klassisk hvidvin i rustfrie ståltanke ved 15 grader. Vinen blandes derefter og tappes på flaske med udvalgte gær. Vinen lagrer så i kælderen i 15 måneder inden degorgering med tilsætning af en smule lidt sød likør … vin og sukker.

WAUW det dufter godt … vi læner os med hele vægten mod højklasse ægte champagne. Næsen er berusende og bebrusende med nødder, rugbrød, pærer, æbler, fersken, ganske gæret i frugten, hvide blomster, sommermarker, et skvis citrus samt nogle salte mineraler. WAUW igen. Det dufter vildt godt.

Smagsmæssigt har vinen først en lidt bitter note, masser af trutmund med citronsyre, kalket, tør mineralitet og flintsten, mens boblerne er små, tætte, sarte og intense, selvom de aldrig bliver helt aggressive. Der er sure, umodne æbler, lemon, citron, citronskal, frisk, stram, stenet og mundrensende med lang finish. Denne Les Effervescents Blanquette de Limoux Brut er en lille genistreg og måske et af de bedste boblekøb i landet.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7