Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2021 Weingut Margarethenhof, Forster Riesling, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Margarethenhof, Forster Riesling, Pfalz, TysklandMed næste fine Weingut Margarethenhof Riesling er vi et niveau oppe, for Forster Riesling er en Ortswein fra husets Die Spitze klasse … Langlebige Weine aus besonderen Rieslinglagen.

Denne gang kommer Riesling druerne fra forskellige af husets marker omkring Forst, hvor der er stor variation i jordbunden, her både med sandsten, basalt, kalk, lidt löss.

Vinen er lavet på ren ståltanke … først med 4 timers maceration inden presning og gæring. Derefter er vinen lagret sur lie altså på bærmen aka gærresterne en periode inden aftapning på flaske.

Nu løfter smagen sig sgu … der er små erotiske noter af petroleum, diesel og terpentinske opløsningsmidler, der sammen med grønne æbler og klare citrusnoter skaber en skøn aroma. Her er duftene nu langt klarere og mere rene end foregående Gutsriesling, fortsat med blomster, let melon, små søde fondnoter. Hmmm.

Smagen står også dybere, har stor dybde, masser af frugtintensitet, grønne æbler, fersken, stenhård og saltet mineralitet og så en stærk og kraftig syre med masser af citroner og tydelig bitterlemon, røg og eventyrlang eftersmag. Mums.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Weingut Margarethenhof, Kernstück Riesling, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Margarethenhof, Kernstück Riesling, Pfalz, TysklandMr Ruby har fået et nyt og spændende vinhus i sin stald … Weingut Margarethenhof, der ligger i Forst an der Weinstraße i Pfalz. Houlberg smager 4 vine fra huset og starter ballet med en Fruchtige Gutsweine og det er denne Kernstück Riesling … en vaskeægte Gutsriesling.

Vingården drives af det unge søskendepar Yvonne Libelli og hendes bror Martin Lucas. De overtog vingården fra deres far Franz Lucas og har med et nyt mind-set, gode vinuddannelser og en allerede stor erfaring virkelig begyndt at lave fremragende resultater.

Yvonne har da også selv tidligere uddannet på Geisenheim Weinbau & Oenologie og har senere arbejdet for producenter som Weingut Weegmüller, Weingut Wittmann, Hartford Family Winery i USA, Mount Edward på New Zealand og Manincor i Südtirol.

Bror Martin er også uddannet i Geisenheim og har arbejdet for Bassermann-Jordan, Weingut Münzberg og Weingut Egon Schmitt inden han vendte hjem til den fædrene gård.

Men nu driver de altså Weingut Margarethenhof … der findes dog flere vingårde med navnet Margarethenhof i Tyskland, så denne hedder også Weingut Margarethenhof Forst efter den lille by, der imidlertid nok er kendt af de fleste Riesling kendere.

For det er ved Forst, at du kan finde kendte marker som Pechstein, Jesuitengarten, Freundstück og Ungeheuer, hvor producenter som fx Von Winning, Von Buhl, Bassermann-Jordan og Bürklin Wolf også har parceller. Her ligger således en lille samling marker, som leverer noget af den ypperste riesling i Tyskland.

Markerne er koncentreret i et meget lille område og er primært ejet af store vingårde med international berømmelse, men der er nogle, der er ejet af mindre vingårde … som fx Margarethenhof.

Samlet har Yvonne Libelli og  Martin Lucas 17 hektar vinmarker, der er fordelt på marker som Forster Musenhang, Pechstein, Ungeheuer, Jesuitengarten, Stift og Deidesheimer Herrgottsacker.

Søskendeparret høster langt mindre udbytte end de fleste og er meget mere kritiske i forhold til hvilke druer og hvilken vin de vil godkende. Markerne og driften er under omlægning til økologisk certificering.

Druerne håndplukkes, gennemgår 4 timers macerering på skindet inden de presses og mosten går i gæringskarret. Topvinene forsøges spontangæret, men det er sværere end mange vil indrømme, ofte må vinene hjælpes lidt på vej. Riesling gæres altid på rustfri ståltanke og kompleksiteten opbygges gennem et halvt år på gærresterne.

Vinene er opdelt helt klassisk … først med Das Kernstück, som er alle husets Gutsweine, hvilket er efterfulgt af Die Spitze, hvor der findes både Ortsweine, Erste Lage vin og slutte Grosse Lage vinene.

I denne mini-test skal jeg smage disse 4 Riesling vine:

Men vin starter altså med en Gutsriesling … Kernstück Riesling lavet med druer fra vinmarker med sandsten og primært fra vinmarkerne omkring Deidesheim. Vinen er som mange Gutsweine kun lavet med ausbau på Edelstahl aka ståltanke, hvor den så også er lagret en periode.

I næsen er der de duft typiske noter med citrus og smågrønne æbler, men der kommer også en snert federe dufte med abrikos, fersken og måske endda lidt ananas, søde krydderier, søde og næsten spiselige blomster og en lidt sød og juicy saftighed.

Smagsmæssigt har vinen også pæn saftighed, men her er æblerne samt den tropiske frugt godt suppleret af både citroner, grape, nogle appelsiner og sødlig bitterhed, urter, blomster og lidt indpakket mineralitet. Det smager godt og spreder drikkeglæde.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2021 Weingut Karl Erbes, Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2021 Weingut Karl Erbes, Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, Mosel, TysklandSå er vi der igen … altså på Weingut Karl Erbes’ parcel på den 56 hektar store, stejle og berømte Ürziger Würzgarten mark. Derfra smager vi husets 2021 Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb.

Som jeg skrev sidste gang, så er det en vin, som jeg har smagt tidligere … både i årgang 2018, 2019 og 2020. Det er dog ikke Karl, som har lavet vinen, men i stedet Karls søn Stefan, som i dag har overtaget driften af de 7 hektar vinmarker og nu laver alle vinene.

Og de laves meget klassisk … ikke så megen fokus på de tørre vin, for fokus på vine med sødme-/syrebalance er vigtigst, så derfor er de fleste vine søde eller halvsøde. Derfor har vinhuset også har stor eksport til bl.a. det asiatiske marked.

Her smager vi Erbes’ 2020 Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, som Propperiet selv kalder den mest traditionelle Mosel vin i deres sortiment. Vinen har pæn restsødme med 18-25 gram restsukker pr. liter, men hvor nogle Feinherb vine godt kan virke nærmest tørre i deres stil, så kan sødmen i denne vin her virkelig smages.

I næsen er det totalt æblekage suppleret med lidt tropisk frugt, fersken, melon, ananas og banan … præcis som forrige årgang. Det er en venlig vin med fylde, krop og sødme … har et nærmest tørret mineralitet, men det er sødmen, som altså fylder.

Smagsmæssigt er det easydrinking … masser af modne æbler, æblesaft og æbletærte, en lille lemon bitterhed, men både lemon- og citronfrugter er nærmest syltede og kommer sammen med ananas, pærer i honning, mandarin og en vis cremet fedme. Det er en vin, som du kan drikke spandevis af, totalt bællelækker og alligevel kommer den med en lille og skjult mineralsk kant. Dermed er karakteren sådan lige mellem 4,5 og 5 houlbergske tomler.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Toi Toi Wines, Riesling Reserve, Marlborough, New Zealand

2019 Toi Toi Wines, Riesling Reserve, Marlborough, New ZealandVi fortsatte med flere Toi Toi Wines og næste blev en Riesling Reserve … og med snakken om sødme, så har denne faktisk hele 18,9 gram restsukker pr. liter.

Vi smager vinen i årgang 2019, som i Marlborough var en af de varmeste årgange nogensinde og faktisk startede huset Toi Toi Wines høsten 10 dage tidligere end normalt.

Vinen er lavet på druer fra 2 marker i  Wairau Valley i Marlborough og med meget lave udbytter, hvor druerne er  presses direkte hele så kun den mest delikate free run most finder vej til den færdige hvidvin.

En langsom gæring  er sket ved lave temperaturer og efter endt fermentering er vinen også lagret på ståltankene. De 18,9 gram restsukker pr. liter i vinen er ifølge de tyske regler en mild vin, altså både sødere end feinherb og halbtrocken.

Shit … sikke en petroleum snude, hvor det damper med diesel, gammel olie, benzin og terpentin … total TDN. Det fylder meget i starten og dækker måske lidt for frugten. Men der er  fuld skrue på grønne æbler, umodne pærer, fersken. lime samt masser af salte sten og mineraler. Det kan sgu minde en del om Mosel Riesling.

I munden virker sødmen ikke overvældende, hvilket er fint og det giver en saftig, vedkommende og halvtør vin. Der er igen æbler, lidt pærer og fersken, men mest virkelig mineralske, rene, ranke og salte mineraler, der suppleres af grillede citroner og masser af lemon med bitterhed, friskhed og runde efterspil.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigJeg tror, at jeg har sagt det tidligere … denne Riesling Vieilles Vignes fra Jacques og datteren Carolyn på Domaine Sipp Mack leverer bare varen hver eneste gang … selv i denne varmere årgang 2018.

Druerne til Riesling Vieilles Vignes kommer fra vinstokke omkring 40 år gamle. Riesling druerne er høstet i begyndelsen af oktober og efter en sortering placeres druerne i pneumatisk presse, hvor de forsigtigt presses i 3-6 timer for at bevare maksimal smag og aroma.

Mosten overføres herefter til temperaturkontrollerede ståltanke, hvor den endelige gæring finder sted. Aftapning på flaske sker i august efter høståret.

Igen starter ballet med masser af nice petroleum, symaskineolie, fersken, pærer suppleret med et let tropisk aftryk, skal fra appelsin, timian, gule æbler, lidt blomster … og hvor hænger det altså bare rigtigt godt sammen.

Det smager også rigtigt godt … det kommer ikke sådan vildt afsted med masser af syre, men virker mere cremet og rund. Der er pænt med frugt og det er både grøn/gule æbler, pærer, fersken suppleret med kalkede mineraler … men her i 2018’eren er syren klart mindre og der er heller ikke hverken sure citroner og lemon, så dermed så mangler der simpelthen mere syre. Men fortsat en god vin.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Weingut Axel Pauly, Lieserer Niederberg-Helden Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Axel Pauly, Lieserer Niederberg-Helden Riesling Kabinett, Mosel, TysklandSidst jeg smagte en vin fra Weingut Axel Pauly var det en Lieserer Niederberg-Helden Riesling Trocken 2019, men nu smager jeg atter vin fra samme mark … nu blot i årgang 2020 og med noget mere sødme i form af en Riesling Kabinett.

Lieserer Niederberg-Helden marken er klart en af husets bedste marker … den er meget stejl og sydvendt med jordbund af blå og grå skifer.

Efter høsten ligger druerne i en koldmaceration i 10 timer inden en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Gæring sker på ståltanke, hvor vinen efter endt fermentering også har lagret med ugentlig bâtonnage. Vinen har hele 35,5 gram restsukker pr. liter og en alkoholprocent på 8,5%.

I glasset er vinen meget lys … næsten helt som vand, men byder duftmæssigt en pænt tyk aroma af eksotisk frugt, mango, papaya, fersken, ananas, masser af blomster … måske endda lidt citroner, både med skal og saft.

I munden er vinen sød … sødere end jeg regnede med, men heldigvis er der også en vis syre, som gør at vinen aldrig bliver alt for sød. Der er tropisk frugt, modne æbler og pærer, en ganske lille mineralitet samt saftig eftersmag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Gustave Lorentz, Riesling Réserve, Alsace, Frankrig

2020 Gustave Lorentz, Riesling Réserve, Alsace, FrankrigDenne Riesling Réserve fra Gustave Lorentz har jeg smagt før … sidst var det vist i en årgang 2017, men nu smager jeg vinen igen, blot i en nyere årgang 2020.

Lorentz familien, der nu i 7 generationer siden 1836 har drevet vinhuset Gustave Lorentz, har jeg skrevet om før … så det undlader jeg denne gang og ser bare nærmere på denne Riesling Réserve, der  er fremstillet på 100% Riesling fra udvalgte skråninger omkring Bergheim. Alle druer stammer fra deres egne marker og vinen er udelukkende vinificeret i temperaturstyrede ståltanke.

Hold da op … masser af grønne æbler, mango og citroner … alle presset godt sammen i blenderen. Det stikker måske ikke dybt, men suppleres til gengæld af masser af blomster, sødme, rundhed og en pæn venlighed, som gør denne vin approachable og sender søde tanker hen mod sommer … eller i det mindste forår.

I munden strammes der lidt op på tingene, for nu kommer der mere citroner, sure æbler og mineraler frem. Det gør noget godt for vinen, som dermed bliver både frisk, mindre rar … men langt mere præcis og vedkommende … uden at slippe en kæk sødme helt. Det gør så vinen likeable og venlig med en fin kant.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2017 Ravines Wine Cellars, Dry Riesling Argetsinger Vineyards, New York State, USA

2017 Ravines Wine Cellars, Dry Riesling Argetsinger Vineyards, New York, USADen næste Ravines Wine Cellars Riesling fra Morten Hallgren blev denne 2017 Dry Riesling Argetsinger Vineyards, der er fra af de bedste og nok mest ikoniske vinmarker ved Seneca søen i Finger Lakes.

Argetsinger Vineyard er også en af de ældste Riesling vinmarker i hele Finger Lakes-regionen.

Den stejle, kalkholdige topmark har i hele 7 generationer tilhørt familien Argetsinger, men siden 2015 har familien solgt alle druer til Morten Hallgren fra Ravines Wine Cellars.

Vinstokkene på marker er 35 år gamle Riesling klontype GM 198, der er podet på meget gamle, eksisterende vinplanter. Alle druerne er høstet ved håndkraft i slutningen af oktober og presset blidt i hele klaser. Efter udfældning af urenheder har vinen gæret køligt ved 14-16 grader og er derefter lagret sur lie i ståltanke en periode. Der er alene lavet 974 kasser af denne vin.

Vinskribenten Eric Asimov på New York Times skrev om vinen, at det var den bedste amerikanske Riesling, som han nogensinde havde smagt … og det øger jo lige forventningerne en del.

Men allerede fra første snif spiller det … igen æteriske dampe af petroleum, diesel og spildolie, men her langt mere raffineret, sagte og yndefuldt. Der er æbler, gule æbler, fersken, blomster, pollen, en klart stenet og mineralsk note, men det er som om, at alt bliver holdt af en blød hånd, som gør duftene fine, sarte og forsigtige, men bare kommer bulrende afsted og forstærkes sekund for sekund.

I munden mærker man både en kæmpe, usædvanlig dybde og enorm smagskoncentration. Der er grønne æbler, citroner og lime … masser af mineraler og sten, stringent, ren og alligevel med et venligt smil og sofistikeret elegance. Som i duften, så kommer smagen også bare rullende som en bølge, der hele tiden vokser i styrke. For satan – pardon my french – hvor det smager godt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 339,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Ravines Wine Cellars, Dry Riesling 16 Falls Vineyard, New York State, USA

2018 Ravines Wine Cellars, Dry Riesling 16 Falls Vineyard, New York, USADen rare, danskfødte Morten Hallgren, der laver vin i Finger Lakes i vinregionen New York State, er vi før stødt på her på vinbloggen. Nu smager jeg 4 vine fra Morten og starter med denne 2018 Dry Riesling 16 Falls Vineyard.

Jeg skal ikke skrive så meget om Morten denne gang, for alt omkring vinhuset skrev jeg om i blogindlægget; Houlberg tester flere vine fra … danske Morten i Finger Lakes, New York. Dengang smagte jeg 6 forskellige vin fra Ravines Wine Cellars, men denne gang altså 4, hvilket – udover denne Dry Riesling 16 Falls Vineyard – er:

Men først kigger vi lige nærmere på denne Riesling,  hvor druerne kommer fra husets 16 Falls Vineyard mark, der ligger lidt afsondret på en skiferrig skråning ud til der, hvor Seneca søen er allerdybest.

Efter høsten er drueklaserne presset hele, så kun den mest friske druemost finder vej til den færdige vin. Den maskinhøstede del af druerne udblødes med skindkontakt inden presningen, for at opnå en færdig vin med ekstra aromatisk intensitet og kompleksitet.

Vinen har så gæret køligt på ståltanke og derefter er den så omstukket inden lagres sur lie frem til foråret, hvor aftapning på flaske sker. Vinen har 3 gram restsukker pr. liter.

WAUW … den starter sgu fint ud … klart Riesling med lidt dampe af petroleum, diesel, æbler, abrikos, citroner, våde sten, knuste sten og sgu en dejlig kølig stil.

I munden er det også en rank, stilren og klassisk Riesling, masser af rygrad, syre, umodne æbler, citroner, lemon bitterhed og sten, men alligevel med en balanceret smag, hvor der er lidt sødme, lidt peber, intensitet og balance. Det er fandeme skruet godt sammen, pivtør, pivfrisk og pivlækkert.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 359,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 259,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Herrenmorgen Riesling, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Herrenmorgen Riesling, Pfalz, TysklandKender I det? Man trænger bare til god Riesling? En fin Leistadter Herrenmorgen Riesling 2019 lå bare lige i køleskabet og kiggede bedende på mig … selvfølgelig fra det efterhånden på bloggen velkendte vinhus Weingut Hanewald-Schwerdt.

Jeg modstå ikke fristelsen og skruekapslen på flaske gjorde, at det ikke var langt fra lyst til tanke.

Marken Leistadter Herrenmorgen marken er ikke blandt de mest kendte, men har leveret druerne til denne vin, som er spontangæret på rustfrie ståltanke. Gæringen har varet imponerende 14 måneder, hvorefter den er lagret sur lie i yderligere 8 måneder.

Vinen minder duftmæssigt meget om fx 2017’eren … har denne fine balance mellem let sødme og vild lækker frugt. Den har sådan set alt, som man kan ønske sig af en klassisk Riesling … en let, luftig og saftig frugt, æbler, lemon, citroner, salt, sten, petroleum, terpentin, masser kalkholdige mineraler, hvide blomsterblade og sæbespåner.

Og smagsmæssigt går jeg næsten også i spåner, for vinen har denne tætte, rene og intense smag med syrlige æbler, lidt bitter lemon, lidt sødme sammen med de stenede, mineralske, jernholdige elementer, en rigtig fin syre, som bare sidder lang tid i munden.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., men prisen er i øjeblikket på bud til 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7