Tag-arkiv: Italien

2015 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, Italien

2015 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, ItalienEfter en gudesmuk Brunello di Montalcino fra Villa Poggio Salvi smagte jeg så en lidt reserveret storesøster … en 2015 Brunello di Montalcino Riserva … en i øvrigt fremragende årgang.

Riserva er lavet med de allerbedste Sangiovese druer sorteret med kompromisløs hånd  fra op til 35 år gamle vinstokke.

Villa Poggio Salvi går benhårdt efter ekstra koncentration og struktur i deres fineste rødvin. Efter høsten sker der en kølig pre-maceration over dage ved 12 grader.

Derefter sker gæringen med temperaturstyring ved 28 grader med  hydrauliske nedstemplinger af drueskallerne. Efter fermenteringen er vinen lagret 40 måneder på store slavonske fade og 6 måneder på flaske før frigivelse. Samlet produktion er kun på 3.333 flasker.

Allerede i glasset kan man se, at vinen ikke er helt ny, selvom en Brunello faktisk ofte får rødbrune kanter, så har denne let rødbrun farve og skal – kan jeg mærke – også lige ha‛ tid til at åbne sig og folde vingerne ud. Men uha, så kommer der nogle smukke og afdæmpede aromaer og fadpræget er også klart tydligere i Riserva’en.

Der er sød tobak, stegte svampe samt rå champignon, sød finsk lakrids, æteriske olier, mentoldråber, garvet læder, våde fade, kaffe, vanilje og frugt af kirsebær, blommer og måske endda lidt tørret frugt, men SHIT det dufter fremragende.

I munden er det stille, roligt, behersket og alligevel med en intens, luftig, lys og energisk smag. Det er syrlige kirsebær og kandiserede kirsebær, lidt ribs, lyse blommer, lakrids og læder. Med luft i munden kommer både en lys balsamisk syre og knastørre tanniner frem, som vil lege kispus med din tung og mundhule. Den giver en lys, frisk og temmelig stram vin med masser af lag og kompleksitet. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 649,95 kr., mens prisen er 549,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2020 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienDenne Brunello di Montalcino fra Villa Poggio Salvi har jeg før smagt i årgang 2016, 2017, 2018 og 2019. Nu smager jeg både 2020’eren og bagefter den reserverede Riserva storesøster i årgang 2015.

Villa Poggio Salvi ligger godt ude på landet nær Castiglion del Bosco og vel 30-40 kilometer vest for Montepulciano og er grundlagt i 1979 af den vinglade ingeniør Pierluigi Tagliabue, som købte vingården og omlade markerne for at producere vin.

Samlet var det 21 hektar vinmarker beliggende i en højde på 300-500 meter med en jord rig på ler samt en fin maritim indflydelse fra Det Thyrrenske Hav. Det giver Sangiovese med vidunderlig friskhed, finesse og parfume.

Senere har Pierluigi udvidet sin lille vinimperium ved køb af en yderligere ejendom … vingården Casavecchia  i Chianti-regionen, hvor han produceret Chianti Colli Senesi, Tosco og Lavischio samt IGT-vine baseret på Sangiovese og Merlot.

Vinkælderen på Villa Poggio Salvi er topmoderne og er bygget efter 1990 på baggrund af tegninger fra arkiteten Enric Miralles, der også er Tagliabues svoger. Derudover er der løbende sket forbedringer, som er realiseret via Benedetta Tagliabue – Pierluigis datter – der minsandten også er arkitekt.

I dag varetages driften og produktionen af vinmageren Luca Belingardi, der – udover at være en dygtig vinmager – også er Pierluigi Tagliabues barnebarn.

Han står for produktionen af alle vinene, der er forsynet med husets logo, som forestiller Pomona, der skulle være den romerske gudinde for frugterne … og derfor er afbilledet som en kvindeansigt med hår af druer. Det er da meget passende og faktisk meget smukt.

Denne almindelig Brunello di Montalcino er lavet på 100% Sangiovese, som kommer fra 35 år gamle stokke på husets egne, sydvestvendte marker i den mest kystnære del af Montalcino området.

Druerne macererer først køligt i 8 dage ved 12 grader, hvorefter mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader. Efter endt gæring er vinen lagret 30 måneder på store 30-100 hektoliter slavonske fade efterfulgt af 4 måneder på flaske inden frigivelse.

Hvor dufter det godt … flot velafbalanceret og veldoseret duft med kirsebær, brombær, blommer suppleret med en smule appelsinskal, lidt rå champignon, roser, tørt træ, tobak og gammel balsamico. Men hele tiden fornemmes også en energisk, frisk og sitrende nerve og en vis overlegen, dekadent modenhed.

Det smager også rasende godt … har en frisk og klar frugt med syrlige kirsebær, blommer og ribs, en tilpas balance mellem syre og lidt sødme, mens tanninerne er ret tørre, bidske, sødbitre og sprøde med slank og frugtrig balance. Der er rød vermouthagtig bitterhed og igen fornemmer jeg denne lidt vilde, sprælske og energiske nerve i munden og lidt samme fornemmelse, som jeg fik i duften … lækker vin og til 6-styk prisen et røverkøb, så dermed 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 359,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Kylie Minogue Wines, Prosecco Rosé, Veneto, Italien

2023 Kylie Minogue Wines, Prosecco Rosé, Veneto, ItalienDen næste rosévin er også en designervin fra Kylie Minogue Wines og er en Prosecco Rosè og er faktisk den mest sælgende rosévin i hele England med en omsætning langt over 8,9 millioner pund, hvilket er 46% større end nærmeste konkurrent.

Der er nu også mere vin i vinen, for den er lavet på 85% Glera og 15% Pinot Nero fra marker ved Gambellara i Veneto regionen i Italien og så lavet på licens hos Casa Vinicola Zonin i samme by … et vineri, der ejes og drives af familien Zonin.

Den er formentlig lavet efter den billige chatmat metode, men det er faktisk svært at sige noget om det, da der ikke findes oplysninger om selve produktionen.

I næsen er der tørre blomsterblade, men ellers er der citroner, jordbær og æblemost, men er egentlig okay frisk med nogle lidt jernholdige mineraler.

Det er først i munden, at det går ned af bakke, for Kylie Minogues søde væsen har smitte af på smagen, som er ganske sød, selvom der da også kommer en lille diskret syre frem. Den giver en smule rygrad og så alligevel ikke helt nok til at holde sødmen i ave, men der er klart mere vin i denne end foregående. 86 point.

Forhandles af Vinøen.dk, hvor en flaske koster 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2023 Kylie Minogue Wines, 0% Alcohol Free Sparkling Rosé, Tyskland

2023 Kylie Minogue Wines, 0% Alcohol Free Sparkling Rosé, TysklandRosévinene fortsatte tilsyneladende indmarchen, for den næste vin var seneste udgave af den lyserøde 0% Alcohol Free Sparkling Rosé fra Kylie Minogue Wines.

Som jeg skrev sidst, at jeg smagte vinen, så er det nok ingen overraskelse, af den smukke sangerinden ikke selv laver vinene, for de produceres af det store engelske firma Benchmark Drinks, men ofte laves hos forskellige vinfirmaer.

Benchmark Drinks er en stor vingrossist og -importør. Denne mousserende vin har Benchmark Drinks fået lavet og flasket i Tyskland.

Benchmark Drinks har i øvrigt specialiseret sig i at få lavet vine, som markedsføres under navne på kendte personer. De laver derfor også vine med kendte personer som Gordon Ramsay, Gary Barlow, Sir Ian Botham og Graham Norton.

Vi snakker altså om designervine, hvor der ikke er små og dedikerede vinbønder indover. Denne 0% Alcohol Free Sparkling Rosé er da også lavet på et blend af europæiske druer og vistnok mest fra Italien og Spanien … og så suppleret med noget håndplukket grøn te fra Liu-Da Mountains i Yannan-området i Kina.

Der er således ingen angivelse af, hvad vi snakker om af druer … eller hvilke lande druerne kommer fra. Det eneste man kan se er, at vinen er produceret og tappet i Tyskland. Den er selvfølgelig så heller ikke lavet efter ægte champagnemetode, men helt sikkert på en langt billigere måde … men det er faktisk svært at sige noget om det, da der heller ikke findes nogle oplysninger om selve produktionen.

Dermed står vi med en vin, hvor vi ikke kender druer, ikke kender oprindelsesland eller -lande, ikke kender blend eller produktion og dog ved vi alligevel, at der er lidt grøn te med i blandingen.

Men det er tilsyneladende vine, som folk er vilde med … således er der solgt over 7 millioner flasker Kylie Minogue Wines, der kan købes i 31 lande verden over.

Det dufter som en sød teenageparfume … der er jordbærmousse, kirsebærtopping og candyfloss samt Faxe Kondi suppleret med søde citroner og frugttyggegummi. Det er let, ubekymret, sødt og ikke helt alvorligt.

I munden er det et godt alternativ til en Barcardi Breezer, sødlig saftevand og minder lidt om „sødlig børnechampagne‟ og det er nok mest beregnet til folk, der normalt ikke drikker vin. Det stikker ikke særlig dybt, er sødt og dog alligevel frisk … og jeg kan køre hjem, så dermed 84 point.

Forhandles af Vinøen.dk, hvor en flaske koster 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2022 La Spinetta, Il Rosé di Casanova, Toscana, Italien

2022 La Spinetta, Il Rosé di Casanova, Toscana, ItalienLa Spinetta laver ikke kun vin i Piemonte, for siden 2001 har de også ejet 65 hektar vinmarker i Toscana og derfra skal vi smage en rosévin og det er denne 2022 Il Rosé di Casanova.

Giorgio Rivetti vendte nemlig i 2011 sit fokus mod Toscana og skabte der en vingård, som de kaldte Casanova della Spinetta.

De ønskede en udfordring med at arbejde i et andet territorium med forskellige druesorter, selvom det nu er med Sangiovese i hovedrollen.

Denne Il Rosé di Casanova har Spinetta lavet siden 2012 og den er lavet på 50% Sangiovese, og 50% Prugnolo Gentile … sidstnævnte er mest kendt af os som Sangiovese Grosso, så reelt er vinen altså lavet på ren Sangiovese.

Efter høsten er druerne afstilket og presset blidt, hvorefter mosten forbliver i kontakt med skindet en en kort periode for at få farve og opnå balance. Alkoholgæringen sker over 10 dage og derefter er vinen lagret 4 måneder sur lie i ståltankene.

Duften er sådan lidt behersket, men der kommer lidt hyben, fersken, æbler, hindbær og lyse kirsebær, egentlig en dejlig frugt, der er frisk med en lille smule sødme.

Smagen er lidt i samme boldgade … frisk og alligevel med en rund frugtsødme, sødbitter grape og lemon, fersken og æblesaft med et ganske svagt mineralsk aftryk. 89 point.

Købt hos Løgismose til 105 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   half_thumb

2021 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, Italien

2021 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, ItalienHurra … igen Langhe Nebbiolo i glasset og det er en 2021 Langhe Nebbiolo Serena fra det lille familieforetagende Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada ved Località Rombone i Treiso tæt på Alba.

Nebbiolo druerne til vinen kommer fra 40 år gamle stokke på nogle af Nadas 9 hektar vinmarker i  Treiso området i 200 til 350 meters højde.

Druerne høstes manuelt og afstilkes, hvorefter de presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor de så med drueskallerne med 5-8 dages maceration i en gæring ved 28-30 grader.

Derefter presses druerne og mosten overføres derefter til anden ståltank til malolaktiske gæring, hvorefter vinen lagrer på barriques i 3 måneder efterfulgt af ufiltreret aftapning på flaske og lagring yderligere 2 måneder. Der laves årligt 3.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt snakker vi blomstervand, blomsterstilke, der så suppleres med lidt læder, violer og en frugt af ribs, syrlige kirsebær og tranebær … virker let, rank og frisk i frugten.

sådan er smagen også … ren, rank og frisk i frugten …  der er syrlige kirsebær, hindbær, ribs og en smule granatæbler. Derudover har den en smule bitter rød vermouth, lemon med en meget spinkel krop, der gør vinen lidt juicy. Tanninerne er også fine og bider ikke, som Nebbiolo ellers kan. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   half_thumb

2020 La Spinetta, Piemonte Chardonnay Lidia, Piemonte, Italien

2020 La Spinetta, Piemonte Chardonnay Lidia, Piemonte, ItalienI tirsdagsvinklubben fortsatte vi med mer‛ vin fra Giorgio Rivetti fra det legendariske piemontiske vinhus La Spinetta, for det var nemlig deres 2020 Piemonte Chardonnay Lidia.

Vinen er er lavet ved, at Chardonnay druer høstes manuelt og transporteres i små plastikkasser de 10 kilomoter ned til vingården udenfor Castagnole delle Lanze.

Der soigneres klaserne  og stilkene fjernes forud for presningen, hvorefter mosten får lov til at sætte sig koldt og bundfælde inden den forvandles til vin ved lav temperatur alene med druernes egne gærstammer direkte i brugte franske fade. Den alkoholiske gæring får lov til at glide over i den malolaktiske og vinen lagrer 20 måneder frem mod aftapningen på flaske, og derpå endnu 6 måneder inden frigivelsen til salg.

Duften er landlig og samtidig lidt indelukket … men har masser af spændstig frugt og er velafbalanceret, vibrerende og med et meget delikat og afdæmpet fadpræg. Der er ikke sådan, at man falder på halen som ved Meursault, Puligny- og Chassagne Montrachet, som ellers er Rivettis forbillede for vinen. Der kommer lidt kyllingefond og en frugt af abrikos samt fersken, lidt dekadent og storladent, mens jeg også fanger lidt vanilje og bagepulver.

Smagen er egentlig cremet, intens, velafbalanceret og har godt med syrlige æbler, kandiseret citron, let grape skal og frisk lemon … sart, spændstig og alligevel med en blød syre. Det er ikke en vin, som vi faldt i svime over og virker noget overpriced … 93 point.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 875 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2016 Cantine Adanti, Montefalco Sagrantino Arquata, Umbrien, Italien

2016 Cantine Adanti, Montefalco Sagrantino Arquata, Umbrien, ItalienHver gang jeg smager Sagrantino tænker jeg tilbage på min deltagelse i Anteprima Sagrantino 2013 i Montefalco, hvor jeg en tidlig morgen smagte 36 Sagrantino 2013 tanninrige vine i streg. Her nøjes jeg med en enkelt … en 2016 Montefalco Sagrantino Arquata fra Cantine Adanti.

Vinhuset er grundlagt tilbage i midten af 1960’erne, hvor Domenico Adanti købte den gamle ejendom Arquata, der tidligere havde været et Celestine munkekloster og endda bygget på nogle ruiner fra den romerske periode.

Han gik straks i gang med at restaurere det gamle kloster og genplantede samtidig ejendommens marker med både vinstokke og oliventræer. Senere i 1980 ansatte Domenico sin ven Alvaro Palini, som vinmager i vinhuset.

Alvaro var egentlig ikke vinmager … snarere tværtimod, for han havde været modedesigner i Firenze, Milano og Paris i perioden fra 1962 til 1974 og bl.a. være med til at skabe tøjmærket Sisley, som senere blev opkøbt af Benetton.

Men Alvaro havde set sin bedstefar lave vine på Sagrantino, som på daværende tidspunkt næsten var næsten udryddet, og havde da også lært at vine i Bordeaux og Bourgogne inden sin karriere i modebranchen.

Alvaros medfødte evner og hans intuitive tilgang til Sagrantino druen kom til at få stor indflydelse på udviklingen af Cantine Adanti samt Sagratino vinene i Montefalco. Han skar ned på udbyttet fra vinmarkerne og ændrede teknikkerne for vinproduktion og lagring af vinen, så vinen fik lov at modnes langsomt i egetønder og så derefter på flasker.

Forbindelse mellem familierne Adanti og Palini har holdt ved, så i dag drives vingården af Domenicos to døtre Daniela og Donatella Adanti, mens Alvaros søn Daniele Palini har overtaget hans rolle som vinmager som efterfølger til den Graziana Grassini, som i en periode efter Alvaro stod for produktionen.

Adanti har sammenlagt 40 hektar jord, hvoraf de 30 hektar er vinmarker, mens de sidste 10 hektar er oliventræer. På vinmarkerne dyrker familien druesorterne Sangiovese, Sagrantino, Cabernet Sauvignon, Barbera, Merlot og Grechetto.

Vingården laver 10 forskellige vine samt selvfølgelig lidt grappa og masser af olivenolie, som fx denne Montefalco Sagrantino Arquata, hvor druerne kommer fra marken Vocabolo Arquata i 250 meters højde i Bevagna.

Efter høsten er druerne knust, hvorefter gæring og maceration er sket i ståltanke ved 28 grader over 3-4 uger med løbende pigage og så er vinen derefter lagret på 30 hektoliter og 500 liter tonneaux fade i 30 måneder og så på flaske i yderligere 24 måneder.

Duftmæssigt er der kraft, power, flæsk og godt med fadpræg med kanel, bagepulver, lidt lakridskonfekt og så ellers en fed varm, rund og moden frugt med blommer, sorte kirsebær og brombær … man får både sydlandsk fylde og mere balsamisk norditaliensk nerve.

Det smager, som jeg husker vinen … temmelig fremragende, idet frugten er moden, rund og afbalanceret med blommer, kirsebær og brombær med et tørt og alligevel lidt likøragtig fornemmelse … men så sætter tanninerne bussen helt frem og speeder op … knastørre og vilde, hvorved de udtørrer kæften totalt og ubarmhjertig. Der er vin for voksne og ikke for folk med pacemaker eller svagt hjerte, men de vedholdende belønnes med masser af integritet, lækker smag og Sagrantino sjæl. 94 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Contratto, Spumante Special Cuvée Metodo Classico Extra Brut, Piemonte, Italien

2012 Contratto, Spumante Special Cuvée Metodo Classico Extra Brut, Piemonte, ItalienVinhuset Contratto har specialiseret sig i at lave 2 ting … vermouth/likør samt Spumante vine efter champagnemetoden – eller Metodo Classico, som det kaldes i Piemonte – og vi smager nu en 2012 Spumante Special Cuvée Metodo Classico Extra Brut.

Contratto er en historiske vingård, der ligger Canelli i Monferrato og er grundlagt tilbage i 1867 af Giuseppe Contratto, der startede med at vinificere Moscato og lavede nogle af ​​de første italienske mousserende vine gæret på flaske.

I samme periode begyndte Contratto-familien at bygge sine historiske kældre, som endelig skulle stå færdige i begyndelsen af ​​det 20. århundrede. Det resulterede i, at huset i 1910 fik stor succes med at eksportere deres vine til .udenlandske markeder og husets mousserende vine blev synonymt med prestige og kvalitet.

Det medførte bl.a. at Contratto blev den officielle vinleverandør til Vatikanet, det belgiske kongehus og kongefamilien Savoy. Senere gik man også i gang med at producere vermouth og likører … og disse laves i dag efter samme teknikker og opskrifter.

Contratto-familien drev vinhuset helt frem til 1993, hvor Bocchino-familien, som ejede et grappadestilleri af samme navn, med Carlo Bocchino i spidsen overtog Contratto.

Carlo Bocchino påbegyndte den istandsættelse, som har gjort huset til den smukke oplevelse, det er i dag. Den gamle ejendom blev også helt oprindeligt indrettet som en kopi af et champagnehus med dybe kældre og hvad dertil hører … det er ufatteligt smukt og Contratto er i dag kommet med på UNESCOs verdensarvsliste.

Men da Carlo var færdig med de omfattende restaureringsarbejder, så mistede han interessen for projektet og de mousserende vine, da han også måtte indrømme, at hans store passion fortsat var familiens grappaproduktion.

Hans organisation ikke havde kræfterne til at skænke produktionen af de mousserende vine og salgsarbejdet den nødvendig fokus, så i stedet opstartede han med at samarbejde med Giorgio Rivetti fra det legendariske vinhus La Spinetta.

Giorgio var kæmpestor fan af champagne og så med det samme et kæmpe potentiale i det gamle Contratto vinhus. Derfor endte det så med, at Contratto i 2011 blev overtaget af La Spinetta.

Lige siden har Giorgio Rivetti og hans team bare haft et for øje … de havde et klart mål, om at gøre Contratto anerkendt som værende den bedste producent af mousserende vine i Italien. Samtidig ville de producere de mousserende vine uden uden brug af reservevin og dosage.

Man har i alt 30 hektar vinmarker på Contratto og de er fordelt på flere marker som fx Porera, Moncurto og Ave.

Druerne til denne 2012 Spumante Special Cuvée Metodo Classico Extra Brut kommer fra en tidlig høst fra en række parceller i Canelli, Cassinasco, Ioazzolo og Costigliole d’Asti og det er 90% Pinot Noir og 10% Chardonnay.

Denne årgang 2012 er blot 3. udgave af Cuvée Specia af vinen og efter høsten er druerne fra de forskellige parceller holdt adskilte i vineriet, hvor de bliver kølet ned forud for presningen, og kun den fritløbende most finder vej til det rustfri stål, hvor der gæres alene med druernes egne gærceller.

Pinot Noir vinene modner herefter i stål og Chardonnay lagrer mindst 9 måneder på små franske fade frem til maj måned, hvor den endelig vine samles og fyldes på flasker sammen med opformeret naturlig gær og lidt rørsukker.

Derefter sker andengæringen på flaske over mindst 72 måneder og sammenlagt er vinen lagret 90 måneder. Degorgeringen er sket den 28. februar 2020 … og lige siden har vinen så blot ventet på at blive drukket.

Duftmæssigt har vinen en lidt lukket og tør aroma … i hvert fald til at starte med, men langsomt kommer der mere frem med nogle modne, ældre noter, noget kvæde, gærede nedfaldsæbler, nødder, grønne blomsterstilke, candyfloss, honning og let vanilje.

Det er primært i smagen, at vinen viser en overvældende elegance og balance … æbler, pigeonæble, gærede pærer og grillet limefrufter med letsød bitterhed, meget rund, cremet og blød i smagen. Syren er også slebet rund og selv boblerne er små, forsigtige, sarte og bestemt ikke anmassende. 94 point.

Købt hos Løgismose, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2023 Massimo Rivetti, Langhe Nebbiolo Avene, Piemonte, Italien

2023 Massimo Rivetti, Langhe Nebbiolo Avene, Piemonte, ItalienTid til mini Barolo! I Langhe Nebbiolo vinene får man ofte fabelagtig Nebbiolo vin til en mere mager tegnebog i forhold til Barolo eller Barbaresco. Her smager jeg seneste skud fra Massimo Rivetti i form af deres 2023 Langhe Nebbiolo Avene, som nu efterhånden bider deres Barolo og Barbaresco vine i røven.

Det er også en vin, som jeg efterhånden kender ret godt, for jeg har smagt Langhe Nebbiolo Avene i både årgang 20182019, 2020 og 2022, men nu er det så 2023’eren.

Vinen er selvfølgelig lavet på 100% Nebbiolo druer, der kommer fra nogle 20 år gamle vinstokke på en af Rivettis allerhøjeste beliggende marker i 500 meters højde i Mango området.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring og maceration ved 26 grader over 12-15 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i store 25 hektoliter slavonske egefade og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder.

Er det ikke som om, at 2023’eren er en tak lettere end de foregående årgang og endda – ved godt at man ikke må sige det – også en smule burgundisk i duften? Det dufter i hvert fald herregodt med blomster … masser af blomstrede noter fra tørrede blomster, knuste rosenblade, violer suppleret med garvet læder, kamfer, cedertræ og fennikel. Frugten er også lys … lys, let, luftig og æterisk med jordbær, knuste hindbær, ribs og alle med en lille koket sødme. Serveret blindt havde mit bud klart være Barolo, for den har en dyb og let præcision. der i den grad imponerer.

Smagen imponerer også, men ligner lidt mere de tidligere årgang med denne stramme, præcise, lette og syrlige frugt, hvor der også hurtigt kommer en let bitterhed som fra en rød vermouth. Hvor er det dog en lækker vin … er så stram, let, luftig og nærværende med frugt af syrlige kirsebær, grønne jordbær, rabarber og ribs. Lukker du luft ind i munden, så mærker du også Nebbiolo druens vilde, tørre og nådesløs barske tanniner, der kan slå flere Barolo’er og giver godt med bid, nerve og alligevel en nærmest feminin lethed. For fanden det smager bedøvende strengt og lækkert … og til prisen, så gider man næsten ikke købe Barolo eller Barbaresco, for her er du overraskende tæt på alle de samme herligheder. 93 point

Forhandles af Jysk Vin, hvor prisen er 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb