Tag-arkiv: scheurebe

Scheurebe er en hvid, tysk druesort, som er skabt af Dr. Georg Scheu mellem 1915 og 1916 ved krydsning af Riesling og Silvaner samt det mål at skabe en sort, som var velegnet at dyrke i Rheinhessen.

Det har dog senere vist sig, at det var Riesling og  den lokale Bukettraube drue, som blev krydset. Scheurebe blev først i 1945 frigivet til offentligheden – dengang som Sämling 88 – og begyndte at blive udbredt i løbet af 1950’erne.

Scheurebe betragtes af mange som en af de mest succesrige krydsninger, som er opstået i det 20. århundrede. Der produceres mest hvidvine alene på Scheurebe og druen kan give alt fra knastørre vine til lækker sød Trockenbeerenauslese.

Scheurebe modner ret sent, og den opnår først god smag ved fuld modenhed. Den egner sig derfor særligt godt til senthøstede vine og tager nemt imod ædelråd. Når den er bedst, har den høj syre, god koncentration, duft af solbær, urter, grape, citron kaprifolium samt en tydelig smag af stikkelsbær og grapefrugt. Den afspejler også variationer i terroir godt.

I Tyskland dyrkes Scheurebe i stort set alle regioner, men vigtigst af alt i Rheinhessen, Pfalz, Nahe og Franken. Derudover findes druen også i Østrig samt i mindre mængder i Schweiz, Slovenien og USA.

2013 Weingut Am Stein, Vinz Scheurebe Alte Reben, Franken, Tyskland

Igen tilbage hos Weingut Am Stein … aka Weingut Ludwig Knoll Am Stein, som jeg besøgte i sommers og bl.a. købte denne Vinz Scheurebe Alte Reben … en aromatisk lille stjerne fra det kendte frankiske vinhus, som ligger i udkanten af byen Würzburg.

Vinhuset har sit navn efter den mest berømte vinmark i hele Franken … Würzburger Stein og drives af Ludwig Knoll sammen med hustruen Sandra. Ludwig overtog familiens vingård i 1990 og er 5. generation på gården, som har været i familiens eje siden 1890.

Ludwig driver i alt 21 hektar vinmarker, og beliggenheden er helt unik, højt oppe på ”Würzburger Stein”. Ludwig fremstiller nogle rene, friske og typiske Frankenvine. I området er det Silvaner druen, som er kongen, men også andre druetyper bl.a. Scheurebe trives på de stejle skrænter. Og herudover også lidt Riesling og Spätburgunder.

Siden 2008 har vingården været økologisk, og i dag drives hele vingården også fuldstændig biodynamisk.

Til driften hører også et mindre pensionat, vinoteket WeinWerk samt en højt estimeret restaurant & vinbar, som hedder Reisers Am Stein. Den drives af kokken Bernhard Reiser og regnes som Würtzburgs bedste. Den har vistnok endda én Michelin-stjerne.

Vinoteket samt gæstehuset/pensionatet ligger i to helt nye bygninger … begge ultramoderne, nærmeste som kubiske blokke. Gæstehuset har en facade med struktur af vandrette fuger og smalle vinduer, mens bygningen for vinoteket har en facade af grønne, tonede glas med lodrette træstolper … meget ikoniske bygninger, som om aftenen giver en fantastisk effekt og er et utroligt blikfang i byen.

Fra begge bygninger har du en fantastisk udsigt udover både Würzburg og de omkringliggende vinmarker.

Ludwig Knoll laver vine i flere kvalitetsniveauer. Basisvinene eller Knolls Gutsweine kalder han Junge Wilde samt Frank & Frei, Ortsweine kaldes Bodenschätze, mens de bedste Erste Lage & Grosse Lage vine kaldes Meisterwerke. Både husets Ortsweine samt Erste/Grosses Lage vine sælges selvfølgelig i de karakteristiske bocksbeutel flasker.

Herudover laves der vine i serien Montonia, som Ludwig har lavet siden 1998 og er opkaldt efter hans datter. Derudover findes der også serien Vinz, som typisk er vin fra gamle vinstokke. Det er netop sådan en vin, som vi her har i glasset … og så på gamle vinstokke med druen Scheurebe.

Hvidvinsdruen Scheurebe er herhjemme måske ikke så kendt. Druen er udviklet tilbage i 1916 via en krydsning mellem Riesling og en anden ukendt drue. Tidligere mente man, at det var Silvaner, som druesorten var krydset med, men gentest har afvist denne idé. Druen dyrkes primært i Tyskland, og derudover i Østrig, hvor den ofte kaldes Sämling 88. Den findes i begrænset omfang også oversøisk.

Hos Am Stein kommer druerne fra vinstokke, som er over 40 år gamle fra marken Stettener Stein. Ikke som mange andre hvidvin lavet på ståltanke, men derimod store betontanke, nærmest udformet som store æg … tænker straks Alien. Vinen har heller ikke lagret på eg. Vinen har vundet 1. præmie i konkurrencen Internationalen Bioweinpreis 2015.

Og hvilken herlig og aromatisk næse, som denne vin har. Det er blomster, sæbe, Faxe Kondi, hvid peber, estragon og salvie, eksotiske frugter, asparges, en smule nødder, passionsfrugter … men virkelig smæk på blomsterne. Lækker og kompleks næse. I munden er vinen cremet, fyldig som smør med hyld, lemon, hvid peber og andre krydderier. Der er god mineralitet, tilstedeværende og gennemgående syre. Det er sgu et lækkert glas hvidvin.

Købt på vingården, hvor prisen er 19€ … eller omkring 142 kr.

Rating 5/7 

2011 Weingut Hans Wirsching, Scheurebe Kabinett Trocken Iphöfer Kronsberg, Franken, Tyskland

2011 Weingut Hans Wirsching, Scheurebe Kabinett Trocken Iphöfer Kronsberg, Franken, TysklandUgen bød på et par vine … først denne hvidvin fra en gammel kending, nemlig Weingut Hans Wirsching i Franken.

Vinen er imidlertid lavet på den lidt mere ukendte hvidvinsdrue Scheurebe, som er udviklet tilbage i 1916 via en krydsning mellem Riesling og en anden ukendt drue.

Tidligere mente man, at det var Silvaner, som druesorten var krydset med, men gentest har afvist denne idé.

Druen dyrkes primært i Tyskland, og derudover i Østrig, hvor den ofte kaldes Sämling 88. Den findes i begrænset omfang også oversøisk.

Vin lavet på Scheurebe er meget aromatisk, og da druen er meget modtagelig for den “ædle ræddensklab”, så anvendes sorten ofte til søde vine, selvom tør Scheurebe er blevet mere udbredt i Tyskland, og det er da også netop sådan en fætter, som vi her har i glasset.

Vinhuset skal vi også kort berøre, stammer helt tilbage til 1630, og drives nu af 14. generation. Siden 1966 har det været brødrene Dr. Heinrich Wirsching og Hans Wirsching, som har videreført vingården og formået at gøre den til en af Frankens førende producenter af Silvaner. Efter Hans’ død i 1990 har Dr. Heinrich drevet gården alene, men har nu fået hjælp af døtrene Andrea og Lena.

Farvemæssigt meget lys … næsten hvid i glasset. Duften er hyld, grape, pærer, hø og lidt ferskner. Smagen en smule vandet, og virker meget tynd i det, så enhver sammenligning med Riesling falder hurtigt til jorden. Der er lidt sødme i smagen, og syren synes meget mild … næsten ikke til stede, og den forsvinder også hurtigt. Spændende vin … fin på terrassen en varm sommerdag.

Købt hos Jysk Vin, pris 96 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7