Tag-arkiv: 4½

2019 Antica Enotria, Aglianico, Puglia, Italien

2019 Antica Enotria, Aglianico, Puglia, ItalienVi slutter smagning af vinene fra Antica Enotria med den måske mest interessante af druerne … nemlig deres 2019 Aglianico, der jo mest er kendt i Basilicata og appellationen Aglianico del Vulture.

Men Luigi di Tuccio dyrker den også i Puglia og har lavet den gæring over 12 dage i ståltanke og derefter er vinen først lagret 12 måneder i samme tanke og det er så efterfulgt af yderligere 12 måneder i store 30 hektoliter egetønder.

Allerede i næsen mere struktur, mere syre og mere kompleksitet, læder, knuste blomsterblade, brombær, kirsebær, ribs, champignon, balsamiske noter samt et let fadpræg med en smule vanilje og kaffe,

I munden er der en pæn fyldighed, men den kommer samtidig med en intens, dyb og stærk frugt. Der er en vild og tannisk syre, der lige styrer de stramme, tørre og tanniner, men en lille sødme trækker i den anden retning og giver lidt modspil og balance. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Antica Enotria, Vriccio Primitivo, Puglia, Italien

2020 Antica Enotria, Vriccio Primitivo, Puglia, ItalienNår vi nu er i Puglia hos vinhuset Antica Enotria aka Azienda Agricola di Tuccio Raffaele, så skulle jeg da også smage en Primitivo … og det blev denne 2020 Vriccio Primitivo.

Her har Antica Enotria forsøgt at lave vinen så frisk som muligt, hvorfor vinifikationen alene er sket i rustfrie ståltanke, hvor vinen er gæret over 12 dage.

Efter endt fermentering er vinen så blot lagret i ståltankene i 12 måneder og derefter yderligere 4 måneder på flaske.

Duftmæssigt bestemt til den fyldige, saftige side … frugten virker ikke kogt eller overdone, men mørk og frisk. Der er krydderier, der straks kommer frem sammen med blommer, kirsebær, svesker, cedertræ, virker egentlig let og ganske kølig i stilen … af en Primitivo.

I munden er der en krydret sødme … måske ikke helt så megen sødme, som jeg havde frygtet. Der er fylde, sødme, krydderier og samtidig en god varme … saftig, comfortvin, som mange mange danske vil knuselske. 88 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Antica Enotria, Falanghina, Puglia, Italien

2021 Antica Enotria, Falanghina, Puglia, ItalienAntica Enotria aka Azienda Agricola di Tuccio Raffaele ligger lidt nord for Cerignola i Foggia provinsen i Puglien aka Puglia tæt ud til Adriaterhavet … og derfra smager jeg nu 4 vine og starter med en hvid lavet på druen Falanghina.

Vinhuset Antica Enotria er grundlagt i 1985 af Raffaele di Tuccio sammen med sin hustru Addolorata, som forlod deres hjemby i Basilicata for at finde mere frugtbar jord til dyrkning af grøntsager og vindruer.

Det fandt i Cerignola, hvor de købte vingården samt den gamle bygning Masseria Contessa Staffa, der stammer fra 1700-tallet.

Knap 8 år år senere omlagde han også driften til økologi og i samme år 1993 producerede han også første gang vin på henholdsvis druer som Montepulciano, Aglianico og Sangiovese.

Senere er Raffaele nu også blevet endnu mere seriøs … har plantet gamle lokale og mere ukendte sorter som både Nero di Troia samt Falanghina, men har også ombygget de gamle stalde og tidligere boliger for arbejderne til et moderne vineri.

Samlet dyrkes i dag 40 hektar vinmarker, men derudover laver man også fortsat grøntsager, bl.a. har familien udvidet sortimentet med hjemmelavet konserves med naturlige cherrytomater og grillede artiskokker i olie.

Siden 2006 har Raffaele og Addoloratas søn Luigi di Tuccio også været med i driften og han er også medansvarlig for de 4 vine, som jeg nu har foran mig fra vinhuset … og det er:

Vi starter som nævnt med denne 2021 Falanghina, der er lavet på den lokale druesort, som jeg dog tidligere har smagt vine på, men her er den gæret i ståltanke og efter endt fermentering også lagret der i samlet 6 måneder inden aftapning på flaske.

I næsen er det en rank og frisk vin … som en letsaltet brise, som bærer en smule lærkeskud, citroner og en ganske lille smule ananas og umodne fersken, lidt appelsinskrald samt en snert af nogle søde krydderier.

Smagen er grønne og småsure æbler, nogle umodne pærer, lidt grapesaft, vandede citroner og en nærmest jernagtig mineralitet. Det er næsten saft fra hårdt opvredne sten … pivhård, pivfrisk og piv syrligt … men elsker denne stringent og flintede hårdhed, hvor man aldrig ville gætte på, at vinen er fra det varme Puglia. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 105 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Bernard Magrez, L’Elegance des Grands Chenes Médoc, Bordeaux, Frankrig

2019 Bernard Magrez, L'Elegance des Grands Chenes Médoc, Bordeaux, FrankrigDen sidste Bordeaux 2019 fra Bernard Magrez blev så denne L’Elegance des Grands Chenes Médoc, som Michael Rolland igen har rullet sit typiske og karakteristiske touch over.

Château Les Grands Chênes ligger på Medoc halvøen i kommunen Saint Christoly du Médoc omkring 20 kilometer nordvest for Pauillac.

Umiddelbart er byen mest kendt for sin havn, der gjorde den til et centrum for handel for bare et par 100 år siden. I dag består byens berettigelse næsten udelukkende i de vinmarker, der omgiver den, hvoraf størstedelen giver vin af en meget varierende kvalitet.

Et af de bedste slotte er Les Grandes Chênes, der i dag ejes af den meget ambitiøse Bernard Magrez. Det femhundrede år gamle slot er omgivet af 22 hektar jord, hvoraf de 16,5 hektar er vinmarker med gennemsnitligt 30 år gamle vinstokke af de klassiske Bordeauxsorter.

Denne L’Elegance des Grands Chenes Médoc er en nyere vin fra Château Les Grands Chênes og er lavet på  60% Merlot samt 40% Cabernet Sauvignon, som Bernard Magrez og Michel Rolland henter fra 40 år gamle vinstokke på de grusholdige marker i Médoc.

Vinen er lavet med temperaturstyring på ståltanke og 28-30 dages maceration. Efter endt fermentering lagrer vinen 16 måneder i kælderen, hvor 30% ligger på 225 liters franske barriques og halvdelen er nye … og resten lagrer i ståltankene.

Allerede i næsen kommer Rollands karakteristiske runde faglagring frem, mens frugten er lidt mere rustik og frisk end de to foregående vine lavet af Magrez. Der er hindbær, brombær, blyanter, grafit, tjære og cedertræ.

Vinen virker rund … igen lidt mere rustik end foregående, men bestemt en venlig og smagfuld Bordeaux, som har en frisk syre, der har en smule sort te bitterhed, hindbær, lidt tranebær, lemon … har godt og frisk bid. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 219,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 139,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Baudry & Dutour, Amaranthe Chinon Rouge, Loire, Frankrig

2021 Baudry & Dutour, Amaranthe Chinon Rouge, Loire, FrankrigVinhuset Baudry & Dutour ligger på Route de Huismes i Chinon og derfra smager jeg nu en 2021 Amaranthe Chinon Rouge.

Historien om Baudry & Dutour startede i 1993, da Christophe Baudry mødte Jean-Martin Dutour.

Christophe drev i forvejen familiens vinhus Domaine de la Perriere i Cravant-les-Côteaux i Chinon, mens Jean-Martin lige var uddannet, ankommet til Chinon og var vinmager på Domaine du Roncee, der i 1992 var købt af rigmanden Bernard Tardi.

Tardi havde tjent sin formue indenfor distribution af benzin, men havde solgt sin virksomhed og bl.a. købt Domaine du Roncee, hvor han ansatte den unge Jean-Martin Dutour, som først for nylig havde afsluttet sine studier i agronomi og ønologi i Montpellier.

Ansættelsen af den unge og dengang uerfarne Jean-Martin må have været et betydeligt sats fra Tardis side, men det endte med at give pote og Domaine du Roncee er i dag en velanset vinhus i Loire.

Nå, men tilbage på sporet … Christophe og Jean-Martin blev altså venner og besluttede at lave vin sammen … og det blev i 2003 starten på Baudry & Dutour.

Fokus for de to vinbønder er Loire områdets helt traditionelle druesorter Cabernet Franc og Chenin Blanc. Hele porteføljen er kendetegnet ved stor intensitet og elegance, der leverer utrolig høj kvalitet til prisen.

Siden starten har Baudry & Dutour opkøbte flere og flere marker, bl.a. Château Saint-Louans, Clos des Capucins og senest Château de la Grille. Det bringer dem op på 120 hektar vinmarker.

Her smager vi deres Amaranthe Chinon Rouge, der er lavet på ren Cabernet Franc, som kommer fra flere forskellige udvalgte parceller i kommunen Chinon og gennemsnitlig 20 år gamle vinstokke.

Vinen er udelukkende lavet på rustfri ståltanke gennem hele vinifikationen, for netop at bevare frugt og friskhed i den endelige vin. Vinen har fået navnet Amaranthe efter en meget smuk og granatfarvet blomst, som gror i producentens vinmarker og symboliserer udødelighed.

Egentlig dejlig lys i glasset … har en sødlig næse, der faktisk virker beaujolaisagtig med en bondsk frugt af kirsebær, ribs og blåbær, men der er også lidt blyanter, blomster, violer, mælkebøtter og røg. Det er meget imødekommende på denne bondsk og landlige facon.

Smagen er let, næsten fin og tynd med denne sødlige frugt, der atter mest er ribs, hindbær og blåbær. Det er så nem drikbar, læskende på en fin måde, virkelig saftig, ren med en ubekymret charme, så dermed 90 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Weingut Jakob Jung, Spätburgunder Tradition, Rheingau, Tyskland

2019 Weingut Jakob Jung, Spätburgunder Tradition, Rheingau, TysklandNæste vin er en gammel kending … Spätburgunder Tradition fra Weingut Jakob Jung, der ligger i i byen Erbach ved Eltville am Rhein i den østlige del af Rheingau.

Jeg har smagt vinen i både årgang 2017 og 2018 … i disse tidligere indlæg kan du også læse lidt mere om vinhuset. I stedet kigger jeg blot lidt nærmere på denne Spätburgunder Tradition, som er husets røde Gutswein, der er lavet med druer fra forskellige marker.

Vinen er vinificeret på rustfrie ståltank og efter endt fermentering lagret i egefade et par måneder inden den er tappet på flaske og frigivet.

Det er duftmæssigt en lidt rustik, grøn, mørk vin, der virker lidt hård på fadet og lidt maskulin. Der er gran, nelliker, tranebær, kirsebær og ribs. Der er godt med tørt træ, blæk, våde fade … en Spätburgunder med stærke og ivrige muskler.

Sådan smager vinen faktisk også … rustik, grøn og spændstig … har denne ranke frugt, hvor der mest er tranebær, ribs, rabarber, har en småbitter syre, der virker lidt uforsonlig, skarp og alligevel tør vinen op med lidt luft i glasset. Klar, spændstig, ung og frisk … 88 point,

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Casa Marín, Cartagena Pinot Noir, San Antonio Valley, Chile

2020 Casa Marín, Cartagena Pinot Noir, San Antonio Valley, ChileDet er ikke lang tid siden, at jeg smagte en drønlækker 2012 Lo Abarca Hills Pinot Noir fra Casa Marín, men nu smager jeg en 2020 Cartagena Pinot Noir.

Her kommer Pinot Noir druerne fra 4 forskellige marker ved Lo Aberca i San Antonio Valley. De håndhøstede druer afstilkes uden knusning, hvorefter de koldmacererer i 3 døgn.

25% af druerne er gæret i hele klaser ved carbonic maceration metoden, men de resterende 75% alle er afstilket, knust og så har gæret over 12 dage ved 18-24 grader med pigéage to gange hver dag. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på brugte franske egefade, mens tidligere årgang alene er lagret i ståltanke.

I næsen er det endnu en ung Pinot Noir, hvor egepræget fra fadene er aggressiv og mangler at blevet slebet rundt af tiden tand, som vi jo mærkede det i husets 2012 Lo Abarca Hills Pinot Noir, der jo næsten er samme vin … blot niveauet over. Der er nelliker, masser røg, tørv, grafit, sortebær og morbær … har denne lidt mørke og bitre side, der hjælpes undervejs af nogle af de sødere fadnoter som kaffe og kakaopulver samt en saltet mineralitet.

Sådan smager vinen faktisk også, men på en eller anden måde kommer der også mere kirsebær med i smagen, men det er fortsat med lidt bitre mørke bær samt lidt jordbær. Der er røg, tørv, koks og stor tørhed, tørre tanniner, let peber, lemon, salte mineraler samt godt med bid. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Bernard Magrez, Bleu de Mer Rosé, Languedoc, Frankrig

2022 Bernard Magrez, Bleu de Mer Rosé, Languedoc, FrankrigVejret bliver i skrivende stund ved med at friste og vise sig fra sin solrige side, hvorfor jeg da bare napper endnu en rosé fra Bernard Magrez og det blev en 2022 Bleu de Mer Rosé.

Denne gang er vi dog ikke i Provence – selvom den lyse roséfarve måske kunne lede tankerne derhen – men i stedet i Languedoc og vinen er da også lavet på et klassisk sydfransk roséblend bestående af 80% Grenache og 20% Cinsault.

Teamet hos Bernard Magrez høster midt om natten, hvor temperaturen er lav, så kun de friske og sunde druer finder vej til vinen. Druerne presses nænsomt og gæres ved lav temperatur på rustfrie ståltanke og lagrer også der kortvarigt.

Duftmæssigt ikke helt så elegant som Magrez’s Provence rosévine, men også kun næsten, for det dufter fint med moreller, saftig fersken og honningmelon. Den er rund, frugtrig og sødmefuld … rosenblade og en smule vingummi, hvilket samlet gør den meget artig.

I munden er det lidt samme historie … har dog en fin rygrad via en tør, letbitter syre, der holder det lyserøde forår i tøjlerne. Det er sgu røde æbler, pærer, fersken og lemon. Det stritter af frugt, selvom det virker mere rustikt og kantet … men i foråret et lille hit. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., men kan fås til 62,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Pechstein Riesling, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Pechstein Riesling, Pfalz, TysklandWeingut Spindler Lindenhof ligger på Weinstraße i byen Forst vel omkring 20 kilometer svag sydvest for Mannheim og derfra smager jeg nu denne Forster Pechstein Riesling Trocken 2021.

Vinen har jeg smagt før i både årgang 2019  og 2020 … og første gang skrev jeg også lidt om vinhuset, så det springer vi over igen, men kigger så nærmere på vinen.

Riesling druerne kommer fra selve marken Forster Pechstein, der samlet er på 15 hektar og siden 1828 var været karakteriseret som en særlig god mark med en stor andel basalt i undergrunden.

Marken ligger i 120-160 meters højde med en svag hældning og ligger på den tidligere vulkan  Pechsteinkopf og derfra har den også sit navn. Vinen laves på traditionel vis med vinificering og kort tids lagring på stål, da man ønsker at fremhæve Riesling druens enkle, rene karakter.

Duftmæssigt er det en lidt varm Riesling … varm og eksotisk, men dog fortsat med lidt luftig petroleum og terpentin. Der er godt med fersken, papaya, melon, nedfaldsæbler og modne pærer, sød tørhed, søde krydderier og nogle salte citroner.

I munden er det lidt samme historie … ikke sådan krisp og pivsyrligt, men derimode lidt cremet og olieret med nedfaldsæbler, virker lidt som syrlig æblemost, syltede citroner, lidt sødbitter lemon tilsat en næsten kalket mineralitet … en denne lidt varme fornemmelse, så dermed 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Domaine Claude et Christophe Bléger, Gewurztraminer Cœur de Cru, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Claude et Christophe Bléger, Gewurztraminer Cœur de Cru, Alsace, FrankrigVi sluttede smagning af de små miniflasker i boksen fra Domaine Claude et Christophe Bléger med en 2018 Gewurztraminer Cœur de Cru.

Her kommer druerne fra vinmarken Hahnenberg, hvor Gewurztraminer vinstokkene er plantet i 1983 og 2003. Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de er presset hele inden kold hvile.

Vinificering er sket på rustfrie ståltanke med spontan gæring alene med druernes naturlige gærceller og via temperaturkontrol. Efter endt fermentering er vinen bare lagret sur lie i tankene. Der laves årligt 7.000 flasker af vinen, der har stor sødme med 37 gram restsukker pr. liter.

I næsen er vinen parfumeret, aromatisk, blomstret og har både ananas, kokos, syltede abrikoser, lidt søde mandariner, honning og en vis grad af sødme.

Smagsmæssigt er det også en sødere vin … og selvom det måske nok ikke er en dessertvin, så er det nok mest en vin til aperitif, smager da okay, men imponerer ikke sådan rigtigt. 88 point.

Ingen forhandler herhjemme, men koster 12,40€ på vingården … svarende til 92 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7