Tag-arkiv: 4½

2017 Château Rahoul, L’Orangerie de Rahoul, Bordeaux, Frankrig

2017 Château Rahoul, L'Orangerie de Rahoul, Bordeaux, FrankrigMer’ Bordeaux og det blev med denne vin, der er andenvinen på Château Rahoul … en 2017  L’Orangerie de Rahoul.

Château Rahoul ligger i byen Portets, der ligger i Graves syd for Bordeaux by og har en lang historie, der går helt tilbage til 1646, hvor vinslottet var ejet og drevet af Chevalier Guillaume.

Siden 2007 har slottet dog været ejet af Dourthe, som selv er ejet af det store firma Thiénot Bordeaux-Champagnes, der igen er ejet af Thiénot familien. Via Douthe ejer de flere Bordeaux vinslotte som Château Reysson, Château Ricaud, Château Haut Gros Caillou og altså Château Rahoul.

Derudover har de lejet driften af slotte som Château Grand Barrail Lamarzelle Figeac og Château Le Boscq.

Dourthe drives af CEO Patrick Jestin, mens driften af Chateau Rahoul er lagt i hænderne på Frédéric Bonnaffous og Pierre Estorge. De har samlet en drift af slottet 40 hektar vinmarker, der siden 2018 har Terra Vitis og High Environmental Value miljøcertificeringer.

Peter Sisseck arbejdede i øvrigt i en ung alder på Château Rahoul, hvor hans onkel var vinmager. Det var dengang, at Peter studerede vin på universitetet i Bordeaux.

Denne L’Orangerie de Rahoul er – som nævnt – andenvinen på Château Rahoul og lavet på 60% Merlot, 37% Cabernet Sauvignon samt 3% Petit Verdot. Druerne får inden gæring en kold maceration og så sker fermenteringen i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen så lagret 12 måneder sur lie på egefade.

Stilmæssigt er duften meget anderledes end foregående Bordeaux, for der er langt mindre fadpræg, men i stedet en langt mere grøn og grenet duft, masser af stringent og balsamisk syre, blæk, violer samt en frugt med hindbær, brombær … meget oprejst og frisk.

I munden smager vinen også lidt som duften … rank, ung, frisk med denne lidt kantede og balsamiske syre, en vis tørhed, grøn og urtet med både grene, grønne blade, krydderier og så blot en smule af lidt tobak, mineraler og meget svag sødme.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Weingut Jülg, Grauburgunder vom Kalk, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Jülg, Grauburgunder vom Kalk, Pfalz, TysklandDen sympatiske og dygtige vinmager Johannes Jülg fra Weingut Jülg står bag næste hvidvin og det er en 2021  Grauburgunder vom Kalk.

Vinhuset har jeg skrevet om før, bl.a. i en onlinesmagning med Johannes, men det kan du læse mere om i mit blogindlæg Mr Rubys online vinsmagning med Johannes Jülg fra Weingut Jülg.

Denne Grauburgunder vom Kalk er lavet med Pinot Gris druer fra både Schweigen på den tyske side af grænsen og Wissembourg på den franske side. Vinen er så gæret og lagret på ståltank … og har 3,5 gram restsukker pr. liter.

Duften er både blomstret og tropisk … der er abrikos, mango, fersken samt gule æbler, lidt citrus, søde krydderier, sandeltræolie og det er samlet med en lille fyldighed.

Fyldigheden kommer også frem i smagen, men det er sammen med masser af syre og friskhed. Der er grape og lemon bitterhed, umodne og grønne æbler, citroner og en nærmest saltet mineralitet, som man får sammen med en lille fyldighed. Det gør vinen omgængelig, men samtidig virkelig frisk og til den behagelig side.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Weingut Axel Pauly, Generations Riesling, Mosel, Tyskland

2021 Weingut Axel Pauly, Generations Riesling, Mosel, TysklandFra der Moselwinzer Axel Pauly på Hochstraße i Lieser tæt på Bernkastel-Kues smager jeg nu igen den populære Generations Riesling og her i årgang 2021.

Jeg har skrevet om Axel Pauly før, men vi kan godt lige tage historien igen.

Han er uddannet ønolog fra Geisenheim i Rheingau og har efter sit studie arbejdet hos vinproducenter i både Frankrig, New Zealand og Californien inden han i 2009 vendte hjem for at overtage driften af familiens vingård fra sine forældre Rudolf og Ursel Pauly.

De havde selv overtaget driften fra Axels bedstefar Peter, som havde grundlaget vingården tilbage i 1968. Familien har samlet 9,5 hektar 60-75% stejle og skiferholdige vinmarker og bedste mark er klart Grosse Lage marken Lieserer Niederberg-Helden.

Imidlertid fik Axel Pauly en svær start på livet som selvstændig vinbonde, for i 2011 brændte vingården ned til grunden. Og 7 uger efter totalkatastrofen drev en haglstorm ind over vinmarkerne, som  blev totalt jævnet med jorden.

Men fremfor at resignere, så fik Axel Pauly sammen med sin hustru Sabrina genrejst vinhuset, genopbygget vineriet og opførte samtidig et topmoderne vinothek … og allerede i 2014 kom belønningen, for Gault Millau gav ejendommen sin anden stjerne, mens Eichelmann udpegede ham som en af Moseldalens opstigende stjerner.

Senere er Weingut Axel Paulys nye vinotek også kåret til et af Tysklands 50 smukkeste af det nationale vininstitut og Stuart Pigott har nævnt Axel blandt Tysklands 111 bedste unge vinmagere.

Her smager vi – som sagt – Axels Generation Riesling, som er lavet med druer fra den 60% stejle Bernkastel-Kueser Kardinalsberg, der har en unik jordbund med blå og rød skifer. Vinen er lavet med en koldmaceration i op til 10 timer inden spontangæring på ståltank med vinmarkens naturligt forekommende gærstammer.

Efter endt gæring modner vinen 4-5 måneder på gærresterne i ståltankene og så er den lavet som klassisk halvtør Feinherb, hvilket betyder et pænt niveau for restsukker på 18,7 gram pr. liter.

Som en lille kuriositet, så er afspejler etiketten både terroiret og vinhusets traditioner. Ved første øjekast kan man nemlig se Mosels stejle vinmarker, men når flasken holdes vandret, så kan man se silhuetterne af de 3 generationer Axels bedstefar, Axels far og selvfølgelig Axel selv.

Duftmæssigt er det en lidt eksotisk Mosel Riesling, men den søde side sparker nok også en smule mere til det, for der er en tæt samt tropisk frugt, fersken, ferskenjuice, æblesaft og lidt melon suppleret med let grape og citron.

I munden sparker sødmen ind … men egentlig meget lækker og fortsat med lidt syre. Der er således æbler, lemon, let bitterhed, men ikke mindst er vinen totalt saftig. Som sidst jeg smagte vinen, så er det Riesling med stor bællepotentiale og en vin, som de fleste vil knuselske … og det gør jeg også fortsat.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Dopff au Moulin, Pinot Noir Coeur de Barrique, Alsace, Frankrig

2015 Dopff au Moulin, Pinot Noir Coeur de Barrique, Alsace, FrankrigNæste vin blev en 2015 Pinot Noir Coeur de Barrique fra det lille vinhus Dopff au Moulin, der ligger i den smukke, gamle by Riquewihr nedenfor Grand Cru marken Schoenenbourg.

Vinhuset drives af Dopff familien, der har levet af vinfremstilling siden 1574, selvom det oprindelig gennem årene var som bødkere, for det er først midt i 18. hundrede tallet, at familien med Jean Dopff også begyndte at handle med vin. Det blev Jeans søn Jean-Gustave Dopff, som startede familiens egenproduktion af vin, fik opkøbt vinmarker og i det hele taget lagde grundstenen til det vinhus, som fortsat eksisterer i dag.

Det var også Jean-Gustave, der byggede den nuværende vingård lige udenfor bymuren i Riquewihr … i det område, som kaldes Au Moulin for foden af det berømte og majestætiske Schoenenbourg, en af ​​de 51 Alsace Grands Crus marker, så derfra stammer navnet Dopff au Moulin.

Dofff familien har også i 1976 via Pierre-Etienne Dopff været én af pionererne i etableringen af den succesfulde AOC Crémant d’Alsace appellationen, som nu over 40 år senere står for produktionen af over halvdelen af de producerede crémant’er i Frankrig.

Det var derfor også Pierre-Etienne som på Dopff au Moulin sikrede, at Crémant d’Alsace vinene udgjorde en stor del af husets samlede produktsortiment … og i dag producerer de fortsat lidt over 10 forskellige crémant’er.

Siden 1998 er det Pierre-Etiennes søn Etienne-Arnaud Dopff, som har stået for driften og han fortsætter med at udvikle ejendommen efter de visioner og værdier, som hans forfædre startede … at producere de mest autentiske vine.

Vi smager her husets 2015 Pinot Noir Coeur de Barrique, hvor druerne kommer fra en mark på en sydvendt bjergskråning i 250 meters højde nær Grand Cru marken Sporen. Druerne er høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar.

Gæring og maceration er sket over 24 dage med daglig overpumpning, hvorefter vinen – som navnet også afslører – er lagret 10 måneder på burgundiske barriques og nogle lidt større foudres.

Allerede i næsen er vinen langt mere grøn end de forrige vine … men der er også en klar duft af træ eller fade, nærmest frisk træ med lidt kanel og vanilje, kaktuspiller, grannåle samt tranebær. Duften er på ingen måder eksplosivt eller stor … nærmere lidt lukket og nærig.

I munden er vinen ren, skarp og grøn. Det er tranebær, hindbær, kirsebær,  meget stram og stålsat. Der er næsten også lidt træsmag, jord og mineraler.

Ikke fundet herhjemme, men i hjemlandet koster den 17,95€ … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Weingut Georg Zang, Sommeracher Katzenkopf Riesling Brut, Franken, Tyskland

2019 Weingut Georg Zang, Sommeracher Katzenkopf Riesling Brut, Franken, TysklandWeingut Georg Zang er et lille familievinbrug, som ligger i byen Sommerach omkring 15-20 kilometer svagt nordøst for Würzburg. Derfra smager jeg denne 2019 Sommeracher Katzenkopf Riesling Brut.

Vinhuset Georg Zang drives og ejes af ægteparret Georg og Heike Zang.De er 5. generation på vingården og de overtog driften i 2005 og kører hele foretagenet sammen med pasningen af deres 3 små børn.De driver samlet 7 hektar vinmarker med herlig undergrund af Muschelkalk … kalk fra oldtidsaflejringer af muslinger, hvilket er med til at give vinene godt med blød mineralsk karakter.

Parret laver årligt omkring 55.000 flasker vin, fordelt på en lang række vine, opdelt i kategorierne Junges Franken, Klassisches Franken og Großes Franken.

Vinene laves derudover på et utal af forskellige druer, fx Riesling, Silvaner, Bacchus, Kerner, Rieslaner og mange flere. Der laves et par få røde vine hos Zang og ligeledes på de mere lokale druesorter Domina og Schwarzriesling.

Denne Sommeracher Katzenkopf Riesling Brut er huset Winzersekt Franken, hvor druerne er fra Sommeracher Katzenkopf marken, men ellers er der ikke mange oplysninger om produktionen … altså udover en andengæring på flaske.

Duftmæssigt en let, luftig og ukompliceret mousserende vin, lidt kalket, har en smule nødder, æbler, citrus, fersken og lidt aromatisk, nærmest med lidt bivoks.

Smagen er rund, let og frugtrig … meget tilgængelig, ukompliceret med en lav syre og boblerne er også lette og blide. Der er lidt noter af jern samt en let lemon bitterhed.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 11€ … svarende til 82 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Antonio Camillo, Ciliegiolo Principio, Toscana, Italien

2020 Antonio Camillo, Ciliegiolo Principio, Toscana, ItalienFra tirsdagsklubben på jobbet lige en spændende lille flaske i form af en Ciliegiolo Principio fra vinhuset Antonio Camillo beliggende ude på landet skråt overfor naturstensleverandøren Saturnia Travertini Italia ved Manciano i Maremma.

Antonio Camillo var tidligere en del af det større vinhus Poggio Argentiera og der arbejdede han side om side med Gianpaolo Paglia og Justine Keeling.

Men i 2006 gik han i gang med sit eget projekt, hvor han startede med at lave vine på lokale og ofte undervurderede druer som både Procanico og Ciliegiolo, men også på druer som Vermentino, Trebbiano, Ansonica, Malvasia samt Sangiovese .

I 2011 købte han også 2 parceller på samlet 5 hektar mellem Sovana og Pitigliano ret nær grænsen til Lazio. Det er faktisk nær Manciano, hvor Antonio selv er født og han har nu samlet 9 hektar vinmarker med næsten udelukkende gamle vinstokke på 40-50 år og altid dyrket efter traditionelle metoder.

Antonio Camillo arbejder primært med spontangæring alene på druernes egne gærceller, undgår kemiske indgreb og passer sine marker efter økologiske principper.

Her smager vi hans Ciliegiolo Principio … en a vinene lavet på den ældgamle lokale druesort Ciliegiolo, som regnes som forfader til Sangiovese druen og vi tidligere er stødt på her på vinbloggen.

Her komer Ciliegiolo  flere flere af Antonios marker beliggende i omkring 350-450 meters højde i Maremmma. Vinen er både lavet og lagret på ren stål.

Duftmæssigt er den lidt let og parfumeret … syrlig tobak, grønne grene og medium frugt med kirsebær, brombær og lidt granatæbler, svagt lidt blæk og grafit, har godt med frisk syre.

I munden også en frisk, ung og spændstig frugt, lidt rustik, bondsk og kantet, har tranebær, syrlige kirsebær, hyben, vildt ungt og frisk, sprælsk endda, ganske tør og har samtidig ung og friske tanniner, som dog ikke virker så voldsomme, som en vin på Sangiovese normalt kan have.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Twee Jonge Gezellen, Krone Night Nectar Demi-Sec Rosé, Tulbagh, Sydafrika

2019 Twee Jonge Gezellen, Krone Night Nectar Demi-Sec Rosé, Tulbagh, SydafrikaDe sidste 2 mousserende vine fra det sydafrikanske vinhus Twee Jonge Gezellen var helt passende – til fest på terrassen temaet – roséfarvede og vi startede med Krone Night Nectar Demi-Sec Rosé i årgang 2019.

Vinen er dog ikke helt på røde druer, for den er lavet på 92% Pinot Noir og 8% Chardonnay, men atter er der kun anvendt den første, fritløbende saft efter første pres … kun 500 liter pr. ton. Der er basisvinen lavet på rustfrie ståltanke  men her med lidt længere tid sammen med skindet, hvilket har givet vinen den flotte, røde farve.

Derefter er andengæringen sket efter klassisk flaskegæret stil med modning på bærmen i de underjordiske kælder inden vinen til slut så tilsættes en lille dosage, som giver et strejf af sødme og gør vinen til en sprudlende Demi-Sec.

Duftmæssigt er det lidt en kombi af saftige jordbær, søde kirsebær, tranebærsaft,  hasselnødder, et par gram gær og lidt sød candyfloss, karamel … meget indbydende og sommeragtig.

I munden er boblerne lidt vage og medgørlige … og så slår sødmen igennem. Det er vin for alle på terrassen og her kan alle være med … selv børnene eller i hvert fald de største af dem. Det er jordbærsaft, dåsepærer, søde karameller og ren bællevin … med blot et lille sødbittert lemontouch.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 148 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Twee Jonge Gezellen, Krone Borealis Cuvée Brut, Tulbagh, Sydafrika

2020 Twee Jonge Gezellen, Krone Borealis Cuvée Brut, Tulbagh, SydafrikaI min test af de 6 mousserende vine fra Twee Jonge Gezellen er næste i rækken også en nyere 2020 Krone Borealis Cuvée Brut.

Den er næsten lavet som den foregående mousserende vin blot ikke tilsat så sød dosage.

Det betyder, at den er lavet på halv Chardonnay og halv Pinot Noir og der anvendes også kun den første, fritløbende saft efter første pres … kun 500 liter pr. ton. Derefter er basisvinen så lavet på ståltanke.

Andengæringen sket efter klassisk flaskegæret stil med modning på bærmen i de underjordiske kælder inden vinen til slut så tilsættes en lille dosage, men holdt ganske tør som ægte Brut.

Duftmæssigt er der først lidt gærede noter og så ellers masser af friske, grønne æbler, æblesaft, fersken, let melon og så ellers pænt med blomster, en vis saftighed, krop, let sødme og en svag kalket mineralitet.

I munden er der en kombi af æble- og lemonsaft … friske grønne æbler, bitter lemon, men også en smule tropiske frugter i form af fersken, abrikos med en krydret og lidt saltet tørhed. Der er sgu liv i kludene, men det selvom det er salt og bittert, så bliver det aldrig helt syrligt, for vinen har en svag lille sødme.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 148 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Twee Jonge Gezellen, Krone Night Nectar Demi-Sec, Tulbagh, Sydafrika

2020 Twee Jonge Gezellen, Krone Night Nectar Demi-Sec, Tulbagh, SydafrikaVinhuset bag smagningens af forårets  6 mousserende vine hedder Twee Jonge Gezellen og det ligger gemt godt væk i det nordvestlige hjørne af regionen Tulbagh. Vi starter med at smage en nyere 2020 Krone Night Nectar Demi-Sec.

Vinhuset, der også kaldes Krone Cap Classique, ligger godt ude på landet nord for Tulbagh, der samtidig er den fjerde ældste by i Sydafrika og har en historie, der går tilbage til begyndelsen af 1700-tallet.

Twee Jonge Gezellen var oprindeligt én af 14 gårde etableret efter 1700, hvor den daværende guvernør i Cape Willem van der Stel så motiverede for en udvidelse ud over Cape Town til Winterberg, Witzenberg og Roodezand området … og der blev Twee Jonge Gezellen ejendommen oprindelig grundlagt i 1710.

Det var dog først i det 20. århundrede, at man på ejendommen startede med at producere vin og i 1950’erne arbejdede med at lave mousserende vine med koldgæring. Det arbejde blev dog ødelagt i 1969 efter et ødelæggende jordskælv, der rystede hele regionen.

Dette forsinkede etableringen af projektet ​​Krone Cap Classique med 20 år, så den første mousserende Krone vin – en 1987 Krone Borealis – blev først frigivet i 1991 til stor anerkendelse og dermed var vingården reelt en reaIitet.

Twee Jonge Gezellen har siden 1710 været ejet af Krone familien og drives i dag a Nick Krone, men det er efterhånden sønnen Matthew, der som vinmager laver vinene, men Nicks kone Mary står for alt det overordnede, mens den yngre søn Luke varetager markedsføring.

Samlet har Krone familien 120 hektar vinmarker tilplantet med 15 forskellige druesorter, hvor de mest udbredte er Chardonnay, Pinot Noir, Shiraz og Viognier.

Det har dog ikke været en blomstrende forretning, bl.a. har man tidligere i 1995 indgået partnerskab med champagnehuset Mumm og i 2011 var selskabet også i betalingsstandsning på grund af dårlig økonomi, bl.a. efter et stort tab foranlediget af forurenede flasker.

I dag synes de økonomiske problemer løst, for der blev i hvert fald i 2017 foretaget en større renovering af ejendommen samt de gamle,  underjordiske vinkældre, der faktisk var de første under jorden i hele Sydafrika.

Jeg smager nu 6 vine fra vinhuset, nemlig disse

Rækkefølge er – indrømmet – lidt tilfældig og måske skulle de sødere Night Nectar været drukket sidst. Men sådan er der jo så meget.

Nå, men denne Krone Night Nectar Demi-Sec er lavet på halv Chardonnay og halv Pinot Noir og der anvendes kun den første, fritløbende saft efter første pres … kun 500 liter pr. ton. Der er basisvinen så lavet på ståltanke.

Derefter er andengæringen sket efter klassisk flaskegæret stil med modning på bærmen i de underjordiske kælder inden vinen til slut så tilsættes en lille dosage, som giver et strejf af sødme og gør vinen til en sprudlende Demi-Sec.

Duften er gæret … masser er blomster samt tropisk frugt med både fersken, abrikos, honningmelon, ananas, søde æbler, kvæde, karamel og søde mandariner.

I munden kan sødmen virkelig smages, men det er heldigvis fortsat med en smule kølig syre samt lidt bitter lemon, der giver en ganske fin balance i vinen. Det er dog ovre i den sødere afdeling og bestemt en vin, som alle i selskabet på terrassen vil kunne lide. Sammen med den sødbitre lemon er der også en lidt kalket mineralitet. Det er en mousserende vin, som de fleste vil være glade for.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 148 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Weingut Leonhard, Niersteiner Heiligenbaum Riesling Alte Reben Spätlese Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Leonhard, Niersteiner Heiligenbaum Riesling Alte Reben Spätlese Trocken, Rheinhessen, TysklandI den dejlige by Nierstein i Rheinhessen er der masser af gode, spændende producenter og her støder vi på endnu en af slagsen, nemlig Weingut Leonhard, hvorfra jeg først smager en Niersteiner Heiligenbaum Riesling Alte Reben Spatlese Trocken.

Weingut Leonhard holder til på Wörrstädter Straße i den sydlige del af byen … nærmest på vej op mod Weingut Raddeck. Vinhuset drives af Klaus Peter Leonhard og er grundlagt i 1970, da hans mor arvede en stor Silvaner-parcel på Niersteiner Rosenberg.

Derfra lavede Klaus’ far Peter Leonhard lidt vin og havde da også kendskab til vinbranchen allerede, da han arbejdede som forvalter på vingården Louis Guntrum længere nede ved floden … et job, som han havde i samlet 30 år.

Løbende blev den ene mark dog udvidet til flere vinmarker i takt med et større og større salg. Det endte da også med, at Klaus Peter Leonhard tog en vinuddannelse, hvor han bl.a. arbejdede hos  Kurt Darting i Bad Dürkheim og senere Müller-Catoir i Neustadt og Haardt, men siden 2006 har han drevet familiens vingård.

Det er dog fortsat med støtte fra begge forældre samt søsteren Susanne og familien har i dag 7,5 hektar vinmarker og kunne i 2001 også købe en tidligere vingård i umiddelbar nærhed og der laver de i dag alle vinene og lagrer dem i en gammel stenkælder.

De fleste marker ligger på Roter Hang og omfatter bl.a. parceller på kendte marker som Paterberg, Rosenberg, Ölberg, Pettenthal samt Heiligenbaum. Der dyrker de mest Riesling, men også andre druer som Spätburgunder, St. Laurent, Regent, Silvaner, Müller-Thurgau, Weiß- og Grauburgunder samt en smule Scheurebe og Rieslaner.

Denne Niersteiner Heiligenbaum Riesling Alte Reben Spätlese Trocken er lavet på ren Riesling selvfølgelig … 95% kommer fra helt gamle vinstokke aka Alte Reben med Spätlese modenhed, mens de sidste 5% er Auslese modne druer, som tilsættes for at give vinen endnu mere fylde og let tropiske noter.

Druerne kommer fra alle vinmarken Heiligenbaum, som ligger ved byen Niersteiner i Rheinhessen og den er kun lavet i ståltanke, hvor den også er lagret sur lie i 4 måneder, hvorefter den er hældt om og så lagret yderligere 4 måneder.

I glasset er det umiddelbart en federe Riesling, så Spätlese niveauet kan duftes fra første fløjt. Der er lidt tropisk frugt med både fersken, ananas, mango, dåsepærer og lidt grillede citroner, lidt estragon, men der er ingen petroleum eller antræk til det.

Smagen er lidt som duften … kraftig, lidt smooth, tyk og cremet … igen med den eksotiske frugt og syren også virker kraftig, er pænt stærk på en lidt maskulin måde. Syren har lidt bulder og kommer med nogle grapeagtige og krydrede noter, hvorved vinen bliver kraftig og stærk … men leveres blødt og småfedt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7