Tag-arkiv: Tyskland

2008 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2008 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandBestyrelsesmødet hos Jan sluttede også med en vin, som jeg  har smagt før. Men det er dog næsten 10 år siden, at jeg sidst smagte 2008 Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Grosses Gewächs fra Weingut Bercher, som ligger smukt lige centralt midt i Burkheim.

Jeg har dog sidenhen selv besøgt vinhuset sammen med Jan, men det kan du læse mere i indlægget; Besøg hos Weingut Bercher i Burkheim. Det var i 2016, hvor vi mødte den fantastiske Martin Bercher og fik både en god vinsmagning og fik set hele produktionen.

Denne Burkheimer Feuerberg Spätburgunder GG er en af husets topvine … og i 2008 var det en Grosses Gewächs. I dag laves der to røde topvine fra Burkheimer Feuerberg, en Erste Lage Burkheimer Feuerberg og en Burkheimer Feuerberg Kesselberg, som kommer fra GG parcellen parcel Kesselberg på bjerget.

Feuerberg refererer til Kaiserstuhls fortid som vulkansk område. Efter høst gærer druerne på skind i 14 dage, hvorefter vinen modnes i barriques i op til 15 måneder.

I glasset er vinen fin transparent med en svag let brunlig/orange kant, klart mere tydelig, eksplicit og udtryksfuld end de forrige vine, men fortsat med en landlig, animalsk hestestald, lyse bær, hindbær, jordbær, kirsebær, god krop, godt fadpræg med lakridskonfekt samt vanilje, sødme, chokolade, tobak … rund og venlig, men alligevel med sten, kant og virkelig ren frugt, hvor alderen faktisk ikke virker til at trykke nogle steder.

Smagsmæssigt har vinen – som for 10 år siden – denne lidt grønne, rene, ranke og klar stil, hvor der er godt med bid. Der er igen også et klart peberbid, en mineralsk og ren syre. Selvom alderen burde have mærket vinen en del, så står den fortsat klippeklar og præcis, har en lys lethed, blødhed og finesse.

Forhandles af Crimewine. Der nyere nye årgange af Burkheimer Feuerberg Spätburgunder 1G til 289 kr., mens Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2010 Weingut Holger Koch, Pinot Noir *** Selection, Baden, Tyskland

2010 Weingut Holger Koch, Pinot Noir *** Selection, Baden, TysklandNår vi nu er inde i gentagelser, repetitioner og replay, hvorfor så ikke lige skrive lidt om denne 2010 Pinot Noir *** Selection fra Weingut Holger Koch, som Jan også har købt på vingården og serveret i 2013.

Vildt hvor hurtigt tiden går og at Jan har haft denne liggende i nu næsten 9 år siden, at han satte den på bordet til en vinaften.

Holger Koch holder til mellem Vogtsburg og Bickensohl i Kaiserstuhl. Koch familien har gennem generationer dyrket vin her, men det var først da Holger og hustruen Gabriele overtog driften, at vingården begyndte at lave egne vine. Holger har nemlig en forkærlighed for vine på Pinot Noir, og han var fast besluttet på, at vinene endda primært skulle laves på franske Pinot Noir kloner … og ikke tysk Spätburgunder.

Holger Koch ejer sammen med sine forældre samlet 7,5 hektar vinmarker alle tilplantet med Weissburgunder, Grauburgunder, Spätburgunder og Pinot Noir fra Bourgogne.

En del af vinstokkene stammer endda fra gamle vinplanter, så man bibeholder de gode gener. Kvaliteten forbedres ved at biodynamisk dyrkning og organisk gødning, som giver bedre og bedre jord år for år.

Al arbejde udføres manuelt hvis muligt. Mange vine fremstilles med den naturlige gær. Der producerer omkring 50.000 flasker årligt hos Weingut Holger Koch.

Denne Pinot Noir *** Selection er Kochs topvin og således en Grosse Gewächse, hvor alle druerne er burgundiske kloner, primært klonen Dijon 114 og selvfølgelig høstet manuelt og samtidig sorteret.

I vineriet er druerne igen sorteret inden forsigtig afstilkning og let knusning af druerne og premaceration i 4-5 timer før spontangæring i store træfade med 30 % hele klaser. Derefter er vinen  lagret 15 måneder på 300 og 500 liters træfade med løbende battonage.

I næsen er det en lidt varm Pinot Noir … frugten er sådan lidt indkogte blommer, solbær, blåbær og virker både gæret og en smule reduktiv med lidt krudt, sod, blomsterpollen, mælkebøtter, hyben, røg og granatæbler.

Smagsmæssigt er det dog en utrolig blød vin, har både blæk, solbær, blåbær og blommer, tranebær, hyldebærsaft, lidt syltetøj, blomster, meget aromatisk og mørksyrlig med en rustik syre. Stilen er faktisk meget specielt … lidt en Arnold Schwarzennegger på tæer … syrlig, saftig, men smager sgu ret godt.

Forhandles af Vinbutikken, hvor en flaske i nyere årgang koster 338 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2012 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandDet er ganske vist imod mine principper at anmelde en vin 2 gange, men når det er 7 år siden og vinen smager så forbasket godt, som nu denne 2012 Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder Großes Gewächs fra Weingut Salwey, så gør jeg gerne en undtagelse.

Mest af alt er det selvfølgelig også for at smage, hvordan vinen har udviklet sig siden maj 2015, hvor Jan serverede den for mig første gang, for vinen er nemlig fra en kasse, som Jan købte nede på vingården for efterhånden lang tid siden.

Henkenberg Spätburgunder GG er selvfølgelig lavet med druer fra Großes Gewächs marken Oberrotweiler Henkenberg, som ligger på en flad højderyg mellem Oberrotweil og Burkheim. Jorden er af vulkansk oprindelse, mens marken er sit navn fra den offentlige, statslige galge, som i gammel tid fandtes der.

På tysk hedder den en Richtstätte … et skafot, hvor dømte blev henrettet. Nu er jeg ikke specil stærk i tysk, men jeg vil gætte på at Henkenberg kommer fra “hängenberg” … altså hængebjerget. En del af Henkenberg kaldes endda også Galgenbuck. Weingut Salwey har primært Grauburgunder og Spätburgunder på Oberrotweiler Henkenberg.

Druerne er høstet med et udbytte på omkring 40 hektoliter pr. hektar og og håndselekteres inden gæringen i åbne tanke. Gæring og maceration foregår med delvist hele klaser ved en høj temperatur på 25-33 grader over 7-12 dage, hvorefter vinen er lagret 12 måneder på barriques, heraf 33% nye fade.

Egetræet, der anvendes hos Salwey, stammer fra deres egne skove i Kaiserstuhl, så træet bliver derefter sendt til de allerbedste bødkere i Bourgogne, som laver fadene til Salwey.

Som sidste gang en smuk, lys og transparent vin i glasset, mens duften – trods alderen – er meget oprejst, rank og endda lidt grøn, stilket, støvet og krydret med gran, estragon, animalsk landlighed, en frugt der virker lidt mørkere end jeg husker Salwey … brombær, lidt blåbær og hindbær, nogle mælkede noter, flæsketern, sødme, klare fadnoter med vanilje og mælkechokolade og så bare en funklende, æterisk og fin syre.

I munden er vinen meget som sidst … blød som vat, blid, rund og smelter bare i munden med stoisk ro samt overbevisende lette trin. Selvom det er Bamseline blødt og modent, så er det samtidig bare så rent og klart med både kirsebær, rabarber, blæk, jern, kul og så godt med sten samt mineraler. Den har en lille sødme, lidt chokolade og imponerende lethed, frisk frugt, syre/sødme balance  på den lyse, nærmest feminine måde. Mums.

Jan havde købt kasse på vingården, hvor en flaske dengang kostede 26,00€ … eller omkring 194 kr. Herhjemme forhandles Salwey i dag af Vinova, hvor en flaske i nyere årgang koster 335 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2009 Weingut Dr. Heger, Inhringen Winklerberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2009 Weingut Dr. Heger, Inhringen Winklerberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandJan havde også fundet en vin frem fra fra et vinhus, som vi begge har besøgt før, nemlig Weingut Dr. Heger i Ihringen i Baden … og her det endda også en 2009 Inhringen Winklerberg Spätburgunder Grosses Gewächs.

Det var i tilbage i 2016, at vi besøgte Heger … et besøg, som du kan læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Dr. Heger i Ihringen.

Vinen er lavet med Spätburgunder druer fra parcer på en af Hegers bedste og primære marker, nemlig vinmarken Ihringer Winklerberg,  som samtidig er én af de varmeste vinmarker i Tyskland.

Der er flere parceller på Winklerberg, nogle er kategoriseret som Erste Lage og nogle som Grosse Lage … her er det fra de bedste GG marker. Vinen er lavet helt klassisk med gæring og maceration, mens vinen så derefter er lagret 18 måneder på barriques, hvor omkring 70% var nye fade.

I næsen virker vinen først lidt tilbageholdende … som om, at den grundet alderen lige skal vågne. Det er sgu da også sin sag lige at sove tornerosesøvn i 13 år og så lige skal være frisk med det samme. Men det gør også bare, at den duftmæssigt virker rund, blød, lidt støvet, men med en lækker kerne af totalt frisk frugt bestående af jordbær, kirsebær … er bare så fin og betagende.

Samme feeling får du smagsmæssigt, hvor vinen er cremet, rund og utrolig behagelig, endda saftig, smooth og letløbende. Gennem de 13 år er alt modnet, mens kanter og tanninerne er slebet af, rundet. Det efterlader en vin med masser af skovbær, flot integrerede tanniner, røgede og krydrede elementer, let mørk chokolade og slutterlig oss’ en klar mineralsk nerve. Stor vin.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske i nyere årgange koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2011 Weingut Gutzler, Dorn Dürkheimer Pinot Noir Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2011 Weingut Gutzler, Dorn Dürkheim Pinot Noir Trocken, Rheinhessen, TysklandHvor er det utroligt at opdage, hvor yndefuldt en almindelig tysk Ortswein på Pinot Noir aka Spätburgunder egentlig ældes og faktisk slet ikke bliver træt, som nu fx denne 2011 Dorn Dürkheimer Pinot Noir Trocken im Barrique Gereift fra Weingut Gutzler.

Weingut Gutzler ligger i den sydlige del af Rheinhessen ved byen Gundheim og drives af Michael Gutzler sammen med faderen Gerhard. Huset har været i familiens eje gennem generationer.

Således overtog Gerhard driften i 1985 efter hans far, mens Michael for nogle år siden overtog ledelsen efter sin Gerhard. De har samlet 13,4 hektar vinmarker, og deres bedste marker er Liebfrauenstift Kirchenstück, Brunnenhäuschen samt Westhofener Morstein.

Huset laver omkring 110.000 flasker vin årligt, fordelt på 33% Riesling, 33% Pinot Noir, 17% Pinot Blanc og Pinot Gris, 7% Silvaner mens resten er Sauvignon Blanc, Chardonnay og Dornfelder.

Der laves helt klassisk vine opdelt i Gutsweine, Ortsweine samt Großes Gewächs. Derudover laves vine i blends, kaldet Unikate samt lidt Edelbrände og Sekt. Vinhuset råder således over et fint destilleri og har for nylig bygget en state-of-the-art vinkælder til de franske barrique, som anvendes på husets bedste rødvine.

I 2005 blev Gutzler medlem af VDP og får generelt ret gode anmeldelser. Vinhuset anses blandt de bedste røde vinproducenter i Tyskland, bl.a. af Gault Millau og Eichelmann vinguiderne. Derfor er det også Spätburgunder, som er hovedfokus hos Gutzler og er også medlem af Deutsches Barrique Forum.

Og de opnår også tit flotte priser, således er Gerhard blevet tildelt den tyske pris for årets bedste rødvinsproducent. Sønnen Michael Gutzler regnes i dag som en Rising Star indenfor tysk vinproduktion og har modtaget præmier i konkurrencer i hele Tyskland.

Dorn Dürkheimer Pinot Noir Trocken er lavet med druer fra Gutzlers marker et par kilometer nord for Gundheim omkring byen Dorn Dürkheim og så vinificeret i egefade og efter endt gæring lagret en periode på brugte barriques.

I dag er vinen klassificeret som en Erste Lage vin … og Gutzler har ingen Ortsweine.

I næsen en god klar vin med lidt mentol, animalsk landlighed, lidt fond, moden frugt med blommer, mirabeller samt saftige jordbær, røg, chokolade, kaffe og macchiato, en malolaktisk, mælket note og sammenlagt en moden vin, som fortsat har masser at byde på.

Smagen er da også moden, rund og cremet … faktisk rigtig meget cremet med en blød, moden og saftig frugt, mens syren så har fået slebet alle kanter af og fremstår lidt vag, men det opvejes dog af lidt alkohol, der lige bider lidt. Men samlet god frugt og en lidt afdæmpet i smagen, hvilket giver en fin tysk Pinot Noir, hvor jeg ligger lige mellem 5 og 5,5 houlbergske tomler.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men på vingården koster vinen i nyere årgang 26€ … svarende til 194 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Weingut Michel, Spätburgunder Alte Reben, Baden, Tyskland

2019 Weingut Michel, Spätburgunder Alte Reben, Baden, TysklandEfter en række italienske topvine, så er det altid rart at smage god, tysk Spätburgunder, som nu fx denne Spätburgunder Alte Reben 2019 fra Weingut Michel.

Vinhuset holder til på Winzerweg i byen Achkarren i Kaiserstuhl fpr  foden af den ikoniske Schlossberg mark. Vinhuset drives af Josef Michel, der overtog driften fra sine forældre i 1983.

De havde drevet den lille vingård siden 1960’erne, men overlod driften til Josef, som var uddannet Weinküfer … en ældre titel for en vintekniker, og altså et uddannelsesniveau under almindelig vinmager.

Men 3. generation i form af Josefs søn Robin Michel er også allerede begyndt at hjælpe i produktionen. Sammen passer far og søn deres 13 hektar marker, hvor de bedste marker er Achkarrer Schlossberg. Achkarrer Castellberg og Munzinger Kapellenberg.

På markerne dyrker de primært burgunder sorter, bl.a. Grauburgunder, Weißburgunder, Chardonnay og Spätburgunder, hvilket danner baggrund for pt 18 forskellige vine.

Weingut Michel er stadig relativt ukendt på den internationale vinscene … og måske er det også derfor, at vinhuset til trods for deres eftertragtede markbesiddelser og medlemskab af VDP stadig formår at lave vine til rørende lave priser sammenlignet med andre af områdets kvalitetsproducenter.

På den nationale scene ser det dog helt anderledes ud, for der er Michel som producent belønnet med 5/5 stjerner og dermed status som Weltklasse i det anerkendte magasin Eichelmann. Derudover har vinhuset tre drueklaser i Gault & Millot.

Her smager vi husets Spätburgunder Alte Reben 2019, hvor alle druerne kommer fra særligt udvalgte, gamle vinstokke på husets vinmarker omkring Achkarren. Al høst er foregået ved håndkraft, hvorefter druerne er nænsomt selekteret i både mark og bagefter ved ankomsten til vineriet. Vinen gæres på ståltanke og lagrer herefter i 12 måneder på brugte barriques.

Duftmæssigt er vinen ikke sådan arketypisk Kaiserstuhl Spätburgunder, for den har en lidt mere rank, grøn og kantet næse med gran, nelliker, vinblade, tørrede blomster, tranebær, jordbær og hindbær samt et klart mineralsk strejf, mens fagpræget ganske svagt med blot en anelse vanilje og mælkechokolade.

I munden er vinen lidt mildere end i duften … ren, lækker og frisk frugt med halvsøde jordbær, hindbær og tynd kirsebærlikør, en lys syre, der giver et frisk udtryk, blide tanniner, let peber og ellers bare voldsom stor drikkevelbehag. Smuk Spätburgunder.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., men kan fås til 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Kusterer, Esslinger Neckarhalde Spätburgunder, Württemberg, Tyskland

2018 Weingut Kusterer, Esslinger Neckarhalde Spätburgunder, Württemberg, TysklandDen lille mini-smagning af vinene fra Weingut Kusterer sluttede med et brag med en 2018 Esslinger Neckarhalde Spätburgunder, der også er husets absolutte topvin.

Som jeg skrev tidligere, så er Neckarhalde en monopolmark udelukkende ejet af Kusterer familien. Marken ligger på et lille plateau og Pinot Noir stokkene er alene franske Selection-Massale kloner.

Til dette flagskib anvendes kun de bedste druer … i vinifikationen anvender Maximilian en stor del hele klaser. Gæring og maceration er sket i åbne gæringskar og efterfølgende er vinen lagret sur lie 18 måneder på nye barriques.

WAUW … så skete der lige et mindre jordskred. Sikke en duft, mørkere, dybere og way more inderlig end foregående. Den har nærmest en dekadent, mørk og vel egentlig æterisk aroma. Der er mørk og gæret frugt med sorte, søde kirsebær, hindbærsaft, enebær, mahogni- og bejdset teaktræ … jeg får omgående burgundiske strejf på nethinden, for det dufter eminent. Der kommer også nogle let urtede noter, mynte, eukalyptus, lakrids, vanilje ganske svagt.

I munden er vinen langt lysere og præcis … alt sidder der, hvor det skal sidde. Der er denne fine, lyse og let modne frugt med en syrlig friskhed samt skærebrænderpræcision. Frugten fylder munden med rabarber, hindbær og tranebær, en afmålt bitterhed, saftige tanniner, let peber, god spændstighed, letter krydderier og imposant lang eftersmag. Det er ikke sådan feminint eller ultralet … bare godt.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen er 409 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut Kusterer, Esslinger Spätburgunder, Württemberg, Tyskland

2019 Weingut Kusterer, Esslinger Spätburgunder, Württemberg, TysklandNæste Spätburgunder fra Weingut Kusterer var et niveau op og så selvsagt en Ortswein … deres Esslinger Spätburgunder 2019 og absolut et kvalitetsløft af de store.

Men sjovt nok kommer alle 3 Spätburgunder vine fra Weingut Kusterer med skruekapsel … selv husets topvine.

Esslinger Spätburgunder er lavet med druerne fra markerne Esslinger Schenkenberg samt Neckarhalde. Vinen er ellers lavet på samme måde som Kusterers Spätburgunder Gutswein, men her er vinen efter endt gæring så lagret 18 måneder på brugte barriques.

Nu sker der noget i glasset … Esslinger Spätburgunder er bestemt ikke afdæmpet, men langt mere klassisk tysk Spätburgunder med animalske noter af sød hestestald, lyse jordbær, mirabeller og søde kirsebær, meget luftig med lidt mælkede noter samtet lyst og let fadstrejf med vanilje og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er vi også kommet et par niveauer op, for her udfolder Pinot Noir druen sig langt mere elegant med lys og fin frugt, saftige jordbær, hindbær og kirsebær, en rigtig god syre, letlevende og sprudlende med lidt syrlighed, let peber og god lang eftersmag, hvilket samlet giver en rigtig god Spätburgunder.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 228 kr., mens prisen er 187 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Kusterer, Spätburgunder, Württemberg, Tyskland

2018 Weintgut Kusterer, Spätburgunder, Württemberg, TysklandHerefter smager jeg så 3 styk Spätburgundere fra Kusterer og vi starter naturligvis med deres basisvin aka Gutswein, hvor alle druerne kommer fra forskellige marker ved Esslingen.

Som med dyrere vine har Maximilian Kusterer reduceret udbyttet via grøn høst for at sikre god kvalitet i druerne.

Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, men det er en vin, som er lavet med gæring og maceration over lang tid og så en efterfølgende lagring 12 måneder på brugte barriques.

Duftmæssigt en rank, medium let og god Gutswein aka basis Spätburgunder, men lidt tilbageholdende og forsigtig, tør og så med en frugt, der er lidt mørkere end gennemsnitlig for Spätburgunder med kirsebær, boysenbær, brombær, hyldebær, solbærblade, en sødlighed, let træ og er lidt rustik og kantet.

I munden er vinen meget frisk, rank med en direkte frugt … ikke raffineret eller kompleks, men lidt direkte, kluntet med denne lidt rene, friske frugt af kirsebær og tranebær, nogen bitterhed, urter og endda også saftighed.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 144 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Weingut Kusterer, Esslinger Neckarhalde Chardonnay Réserve, Württemberg, Tyskland

2019 Weingut Kusterer, Esslinger Neckarhalde Chardonnay Réserve, Württemberg, TysklandDer er sket en del hos Vinvärket på det sidste … Mads og Steffen er nyere ejere, men fortsætter med fremragende tyske vine. De har også fået et godt nyt vinhus Weingut Kusterer, som jeg nu tester 4 vine fra startende med denne Esslinger Neckarhalde Chardonnay Réserve 2019.

Weingut Kusterer holder til i byen Esslingen, der er en af de ældste vinlandsbyer i regionen Württemberg. Man har lavet vin i Esslingen – den frie kejserlige by – siden år 778 og familien Kusterer skriver, at de er efterkommere af de første vinbønder i byen og i dag trækker på over 1.200 års erfaring.

De holder til i en smukt gammel bindingsværksejendom i de smalle gader midt i den gamle bydel, men har dog i 2012 lavet et nyt vineri ude ved marken Esslinger Neckarhalde, som familien selv ejer helt, hvilket gør marken til en monopolmark.

Vingården ejes i dag af Hans og Monika Kusterer, som har 6 hektar vinmarker, som ligger på terrasser ved byen fordelt på ikke mindre end 50 forskellige parceller. De bedste marker er helt klart Esslinger Schenkenberg og så den 0,9 hektar store Esslinger Neckarhalde, som familien – som nævnt – er eneejer af.

Den nederste del Schenkenberg har en undergrund med mergel, men på marken også en del sandsten, men Neckarhalde består af en kalkholdig, ler- og mergelrig jord. De andre marker er bl.a. Felsen, Herzogen, Rosenholz og Gern.

På markerne dyrker Kusterer familien Pinot Noir, Chardonnay, Lemberger, Riesling efterfulgt af lidt Merlot samt Zweigelt, Pinot Gris, Trollinger og Muskattrollinger, Silvaner og endda ganske lidt Cabernet Franc.

Siden 2016 er det Hans og Monikas søn Maximilian Kusterer, som har stået for produktionen af alle vinene. Han studerede oprindeligt til vinmager i Geisenheim og har efterfølgende været i praktik hos
Friedrich Becker, Paul Fürst samt Newton Johnson i Sydafrika.

Allerede i 2012 deltog han i driften på familiens vingård og lavede der sine egne vine, men i 2016 er han eneansvarlig, dog fortsat med lidt hjælp fra sin far. Men har har sine egne tider og arbejder meget med udblødningstider i produktion og øget brug af fade … og han er også i 2020 udnævnt af Falstaff til Newcomer des Jahres.

Maximilian Kusterer siger selv, at de laver vine med hjerte og sjæl, ikke glatte, smeltende bløde og bredt appellerende vine, men vine med kant, super struktur og med bid. Så må vi se, om det også kan smages i de 4 vine, som jeg nu skal smage.

Vi starter med at smage Maximilians Esslinger Neckarhalde Chardonnay Réserve 2019, der er spontangæret på barriques og efter endt fermentering også lagret sur lie – altså med bærmen – i 12 måneder inden aftapning på flaske.

Det dufter – næsten bogstaveligt – af voksenslik. Den har en fed, kropsnær aroma med bonevoks, stearinlys, blomsterpollen og så en god omgang tropisk frugt med ananas, mango og nypressede æbler samt lidt vaniljeis og røgede noter. Det er bestemt ikke er pralende, opulent, overfed eller bombastisk vin, for duften kommer sgu lidt forsigtigt … nærmest med lidt forsinkelse, som DSB på en normal dag.

I munden er det en vild saftig, læskende og saftet vin … det er nypresset æblemost suppleret med en meget blid bitterhed, så dermed bliver vinen dejlig cremet, rund og blød. Syren er tør, rund og man fornemmer også det røgede i smagen samt cedertræ. Vinen er smagsmæssigt langt mere kraftfuld end i duften og med en syre, der altid bliver vild. Men der kommer lidt sødme til sidst, og den spiller rigtigt fint sammen med bitterheden i skøn symbiose.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er 237 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7