Næste Spätburgunder fra Weingut Kusterer var et niveau op og så selvsagt en Ortswein … deres Esslinger Spätburgunder 2019 og absolut et kvalitetsløft af de store.
Men sjovt nok kommer alle 3 Spätburgunder vine fra Weingut Kusterer med skruekapsel … selv husets topvine.
Esslinger Spätburgunder er lavet med druerne fra markerne Esslinger Schenkenberg samt Neckarhalde. Vinen er ellers lavet på samme måde som Kusterers Spätburgunder Gutswein, men her er vinen efter endt gæring så lagret 18 måneder på brugte barriques.
Nu sker der noget i glasset … Esslinger Spätburgunder er bestemt ikke afdæmpet, men langt mere klassisk tysk Spätburgunder med animalske noter af sød hestestald, lyse jordbær, mirabeller og søde kirsebær, meget luftig med lidt mælkede noter samtet lyst og let fadstrejf med vanilje og mælkechokolade.
Smagsmæssigt er vi også kommet et par niveauer op, for her udfolder Pinot Noir druen sig langt mere elegant med lys og fin frugt, saftige jordbær, hindbær og kirsebær, en rigtig god syre, letlevende og sprudlende med lidt syrlighed, let peber og god lang eftersmag, hvilket samlet giver en rigtig god Spätburgunder.
Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 228 kr., mens prisen er 187 kr. ved køb af 3 flasker.