Vi smagte derefter endnu en vin fra David Reynauds vinhus Domaine les Bruyères og denne Crozes-Hermitage Georges 2021 er lavet med Syrah druer fra husets egne marker.
Denne Crozes-Hermitage Georges er lavet på ren Syrah fra 30 år gamle vinstokke og er høstet og sorteret i hånden. Vinificeret i beton med fuld afstilkning og spontangæring alene med narturlig gær.
Halvdelen af vinen er lagret 12 måneder på gamle barriques, mens den anden halvdel er lagret på cementtank. Vinen har – helt som den foregående – en sådan moderne hvid plastikprop, men det er jeg sgu ikke specielt vild med.
Duften er nærmest vild og blodig … landlig med ligusterhæk, øko-prut, lakrids, sorte oliven, masser af mørk frugt, brombær, flæsk og blyanter, blomstersæbe, salvie, peber, hospital, grønne krydderurter, jernbanesveller, mens syren virker frisk og direkte.
Smagsmæssigt er vinen røget, ren, klar, frisk, frugtrig og saftig … endda virker den meget ung med en en stram, markant og stringent syre. Frugten har en let sødlig og bitter side … er mest solbær samt brombær, peber og virker cremet, fyldig, blød og frisk. 93 point.
Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 275 kr.