Videre med næste … Bourgogne Pinot Noir, som der står på flasken fra Domaine de Montille, der holder til på et gammelt, historisk vinslot i Puligny-Montrachet.
Familien de Montille kan spores helt tilbage til midten af 1600-tallet, og familien grundlagde vinhuset engang i 1750’erne, men fik først sit nuværende navn i 1863 af Hubert de Montille. Montille – som Hubert blev kaldt – ejede flere vinhuse i Volnay og Créancey. Han var også med til at grundlægge Frankrigs forening af landmænd og vinbønder Société des Agriculteurs de France i 1867.
Imidlertid var vinproduktion ikke i højsædet og helt frem til 1947 blev høsten alene solgt til store negacianthuse i området. Ja faktisk solgte familien også løbende ud af vinmarkerne, bl.a. legendariske marker som Musigny, Bonnes Mares og Chambolle-Musigny Les Amoureuses.
Så da Hubert de Montille, navngivet efter den gamle grundlægger, i 1947 overtog familieforetagenet, så var der alene sølle 3 hektar vinmarker tilbage.
Det ændrede Montille – som Hubert blev kaldt – imidlertid. Han startede med at producere samt flaske egne vine og startede også med at opkøbe nogle af de marker, som huset gennem mange år havde mistet.
Og Hubert var egentlig kun deltids vinbonde, for han arbejdede til dagligt som advokat og levede således et dobbeltliv mellem Volnay og Dijon, mellem vinmarker og retten.
I dag er det Huberts børn, der driver Domaine de Montille, nemlig Etienne de Montille – som vi ser på billedet ovenfor – og søsteren Alix, der specielt står for husets hvidvine.
Etienne startede i 1990 og fik i 1995 ansvaret for kælderen. Det var også Etienne, der stod for, at huset samme år blev økologisk og i 2005 også biodynamisk.
Alix startede i vinhuset i 2003 og sammen med broderen var hun ansvarlig for oprettelsen af negociantforretningen Deux Montille Sœur-Frère, et hus primært dedikeret til produktion af hvidvine, altså det område Alix i dag har ansvaret for.
Samlet har Domaine de Montille i dag 20 hektar vinmarker, hvor hele 75% er enten Premier Cru eller Grand Cru marker. Etienne har bl.a. haft held til at opkøbe parceller på Grand Cru marken Clos Vougeot og Premier Cru marken Vosne-Romanée Les Malconsorts.
Udover Domaine de Montille og Deux Montille Sœur-Frère, så har Etienne også i 2012 sammen med en række investorer købt Château de Puligny-Montrachet.
Etienne havde i 2001 – sideløbende med driften af Domaine de Montille – påtaget sig opgaven med at få det gamle og hendødende slot på fode. Det var bl.a. lykkedes ved indførelse af benhård selektering og grøn høst i markerne samt omlægning af produktion til økologisk … og senere biodynamisk, som på Domaine de Montille.
Og derudover så arbejder Etienne – på alle domænerne meget traditionelt, bl.a. med lang tids udblødning, delvis afstilkning afhængig af årgangen – fx 100 % i 2004 og 0 % i 2005 – og lagring på fade, heraf 20-30% nye.
Denne Bourgogne er Domaine de Montilles entrylevel vin, lavet med druer fra både parceller på marken Les Longbois i Volnay – der i øvrigt ligger tæt på Premier Cru markerne i Volnay -samt forskellige marker i Puligny-Montrachet. I denne årgang er alle drueklaserne afstilket og vinen er lagret på brugte fade.
I næsen sådan mere klassisk Bourgogne … en meget ren vin, let med hindbær, jordbær, stikkelsbær, en smule sødme, hvid peber, mynte, syrlige bolsjer og lidt urter.
Smagen er præget af samme lethed og finesse. Er langt mere en “pleaser” end foregående vine, fortsat feminin, har en meget ren frugt, ingen dikkedarer, grøn og ung. Bestemt en habil Bourgogne.
Købt hos Bichel Vine, pris 275 kr.
Rating 5/7