Tag-arkiv: Tyskland

2017 Weingut Schmitges, Erdener Prälat Riesling GG, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Schmitges, Erdener Prälat Riesling GG, Mosel, Det er ganske kort tid siden, at jeg smagte Weingut Schmitges’ Erdener Treppchen Riesling Großes Gewächs i årgang 2017 … og nu er søstervinen helt tilfældigt hoppet i mit glas, nemlig Erdener Prälat Riesling Großes Gewächs i samme årgang.

Vinen er lavet på samme måde som søstervinen … altså med spontangæring på fade, som er lavet af granit. Der tilbringer vinen også 5 måneder sur lie – altså med bærmen – for derefter dog af modne yderligere 3 måneder på store gamle træfade.

Brugen er granitfade er nyeste trend og startede som et forsøg hos Andreas Schmitges i årgangen før, altså med 2016 vinene, hvor han lavede nogle topvine på Riesling i 3 versioner … en på træ, en på rustfrie stålfade samt en på granitfade.

Ligesom med Erdener Treppchen har Erdener Prälat Riesling ingen umiddelbar petroleum i næsen, men – uha – hvor er det luftigt og let, nærmest med en kalket luftighed og flyvende æbler, let olieret med blomster, fennikel, estragon, salte mineraler og en grøn champagnebrus-is.

Smagen er blød og helt zenagtig … nærmest smelter i munden og forkæler mine smagsløg. Det er æblemost og æblekage, kalk og luftig aerospace, meget ren og klar i munden. Jeg er igen både forstenet, forundret og lamslået over letheden i denne vin … det er så fint, så fint og igen vakler jeg mellem 5,5 og 6 af de fede, beskidte tommelfingre, men vil gemme lidt til vinen har fået alder og begynder at vise sit sande petroleumsfjæs.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr., mens du får 10% rabat, hvis du køber 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Weingut Georg Gustav Huff, Spätburgunder im Holzfass gereift, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Georg Gustav Huff, Spätburgunder im Holzfass gereift, Rheinhessen, TysklandDet er vist lang tid siden, at jeg sidst har smagt en vin fra Weingut Georg Gustav Huff og denne basisvin … en 2015 Spätburgunder im Holzfass gereift var vist sidste i en kasse, men – ak og ve – slet ikke anmeldt her på vinbloggen. Sikke noget rod, som vi selvfølgelig råder bod på med det samme.

Vinhuset har jeg skrevet om en del gange og også besøgt ved flere lejligheder. Det ligger i den lille by Schwabsburg … lidt op af vinmarkerne fra Nierstein. Ved hvert eneste besøg har vi altid tanket godt op med nogle kasser vin, da priserne er ganske fornuftige i forhold til kvaliteten.

Denne 2015 Spätburgunder im Holzfass gereift er en af de vine, som jeg altid køber med hjem, men nu er sidste flaske altså drukket. Det er fra en gode årgang 2015, men der er ikke mange oplysninger om produktionen … udover lagring på eg selvfølgelig.

Duftmæssigt der sød animalsk stald, ærketypisk tysk Spätburgunder næse med jordbær, eg, kanel og virker samtidig meget let i udtrykket.

I munden er måske en anelse for megen sødme, selvom vinen også har et syrligt bid i eftersmagen. Det er let med hindbær, jordbær … meget blød, blid og venlig. Det er måske ikke så dybt eller kompleks, men byder på masser af Spätburgunder drikkeglæde.

Købt på vingården til 5,70€ … eller alene 42 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Knodt-Trossen, Spätburgunder J.A. im Barrique gereift, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Knodt-Trossen, Spätburgunder J.A. im Barrique gereift, Mosel, TysklandByen Kröv ligger ved Mosel floden mellem Traben Trarbach og Bernkastel-Kues. Og midt i Kröv finder vi Weingut Knodt-Trossen, som står bag denne Spätburgunder J.A. im Barrique gereift … rød Moselvand.

Vinhuset drives af ægteparret Andrea og Udo Knodt, som blot er seneste generation i en familie af vinbønder i Mosel. De ejer samlet 3 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Kröver Letterlay og Steffensberg. Der dyrker Udo Riesling, Rivaner, Kerner, Weißburgunder og Spätburgunder.

Derudover udlejer Weingut Knodt-Trossen også 4 ferielejligheder og 5 værelser til vinglade turister … alle selvfølgelig navngivne efter vine og druer som fx Paradies, Cuvée, Classic, Burgunder, Weißburgunder, Berg Feeling, Spätburgunder, Riesling og Burgunder Suiten.

Her har vi fat i Udos Spätburgunder J.A. im Barrique gereift, hvor druerne kommer fra marken Kröver Kirchlay. Vinen er lavet i temperaturstyrede ståltanke med maceration samt en langsom og kølig gæringsproces. Derefter er vinen lagret 20 måneder på egefade, som er anvendt en gang tidligere.

Og det dufter klart som Spätburgunder, selvom vinen er smagt blindt. Næsen er en anelse sødlig og aromatisk med kanel, nelliker, blomster, lys og lidt mørkere frugt, hindbær, kirsebær, brombær, godt krydret og der er masser af eg, faktisk pænt aggressiv på eg’en.

I munden er vinen let … fin lethed faktisk, rund, sødlig med kirsebær, megen frugtrigdom, kanel, krydrede elementer og en vis saftighed over sig. Det er en fin lille Spätburgunder.

Købt på vingården Weingut Knodt-Trossen til 12€ … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Weingut Trockene Schmitts, Julius-Maximilians-Universität Würzburg Randersacker Pfülben Silvaner, Franken, Tyskland

2017 Weingut Trockene Schmitts, Julius-Maximilians-Universität Würzburg Randersacker Pfülben Silvaner, Franken, TysklandDenne Silvaner i den smukke bocksbeutel flaske er lavet af Weingut Trockene Schmitts med druer fra deres vinmark Randersacker Pfülben. Marken har historisk været ejet af Julius-Maximilians-Universität Würzburg og måske derfor har universitet også valgt at få lavet deres egen vin fra netop den mark.

Weingut Trockene Schmitts har jeg skrevet om tidligere her på bloggen og også besøgt tilbage i 2015 i byen Randersacker, hvor familiens Schmitts holder til.

Randersacker er i øvrigt virkelig hjemsted for Schmitt’er. Der findes en del vingårde, som drives af grene af denne familie, bl.a. Weingut Schmitt’s Kinder, Weingut Richard Schmitt, Weingut Robert Schmitt, Das Weingut im Pfülben … også kaldt Weingut Hubert Schmitt og så Weingut Trockene Schmitts.

Det skønne Hotel Gasthof Krone drives fx også af en Schmitt, nemlig Antonie Schmitt. Flere har også spøgefuldt sagt, at Randersacker vel også lige så godt kunne hedde Schmittsacker!

Weingut Trockene Schmitts er dannet i 2002 ved sammenlægning af brødrene Paul og Bruno Schmitts respektive vingårde Haus der trockenen Weine og Weingut Robert Schmitt.

Navnet går imidlertid tilbage til 1970’erne, hvor gæsterne hos Schmitt gav huset tilnavnet pga. de tørre vine … som dengang skilte sig ud, da de fleste vinproducenter alene fokuserede på søde vine.

Oprindeligt blev ejendommen købt af bedstefaderen – som også hed Paul Schmitt – tilbage i 1920’erne, men det var først i 1955, at vinhuset blev grundlagt. Oprindeligt dannede 4 kendte vinmarker basis for den samlede produktion, men i dag er arealet noget større.

Vinhuset har samlet 16 hektar vinmarker, fordelt på markerne Teufelskeller, Pfülben, Lämmerberg, Ewig Leben, Marsberg, Sonnenstuhl og Dabug. Her dyrker Schmitt sorterne Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling, Rieslaner, Traminer, Scheurebe, Weißburgunder og Bacchu.

Og det danner baggrund for en lang række vine, lige fra billige “litervine” til husets bedste vine, som kaldes Konsequent og kommer fra gamle vinstokke, som står på de stejleste steder og hvor man – som navnet antyder – foretager en konsekvent beskæring af udbyttet.

Udover vinproduktionen, så omfatter driften på familieejendommen også et stort Vinothek, vinrestauranten Ewig Leben og 4 ferielejligheder.

Denne offizieller Wein der Julius-Maximilians-Universität Würzburg er selvfølgelig lavet på Silvaner, som kommer fra marken Randersacker Pfülben, der ifølge vinhuset selv hører til blandt de 5 bedste marker i Franken.

Marken har sin navn Pfülben efter det oldtyske ord Pfulwen, som betyder ehebettkissen eller hovedpude. Marken har nemlig en facon som en bred pude, som er placeret på en seng. Marken har en undergrund med masser af kalk … Muschelkalk.

Muschelkalk kan vel bedst oversættes med noget i retning af muslingekalk/-kridt, og er en speciel kalksten type, som bl.a. er rig på fossile skaller. Den findes i øvrigt også i Danmark.

I glasset er vinen ganske lys … og duftmæssigt snakker vi fersken, melon, en lidt parfumeret aroma, lidt grønne blade, pap, astronaut-is og samtidig let krydret … måske en anelse neutral eller i hvert fald afdæmpet i sine aromaer.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor det er lidt tilbagelænet med kærnemælk, pærer, fersken samt et blødt og kalket udtryk. Det er meget blidt og afdæmpet.

Købt på vingården til 9,80€ … svarende til 73 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2013 Weingut Horst Sauer, Escherndorf Am Lumpen 1655 Riesling GG, Franken, Tyskland

2013 Weingut Horst Sauer, Escherndorf Am Lumpen 1655 Riesling GG, Franken, TysklandVinmarkerne Escherndorfer Lump og Escherndorf Am Lumpen ligger helt perfekt ved den lille by Escherndorf med Main floden på begge sider, da floden slår et hårnålesving ved Volkach. Lige nedenfor Escherndorfer Lump finder vi Weingut Horst Sauer og det er derfra, at denne Escherndorf Am Lumpen 1655 Riesling GG kommer.

Weingut Horst Sauer bor – helt i klassisk Franken stil – på Bocksbeutelstraße 14 … hovedgaden i den lille by Escherndorf … mere frankisk kan det næsten ikke blive. Vingården er grundlagt i 1977 af Horst Sauer, og drives fortsat af Horst, men i dag i samarbejde med datteren Sandra.

Samlet har Weingut Horst Sauer i alt 18,5 hektar vinmarker, og de bedste marker er netop Escherndorf am Lumpen, Escherndorfer Lump samt Escherndorfer Fürstenberg. På markerne består jorden af kalksten samt løs sten- og lerjord.

På markerne dyrker de typiske frankiske druesorter Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling, Bacchus, Scheurebe, Spätburgunder, Domina samt Weißburgunder.

Og vinene er opdelt helt klassisk efter VDP’s opskrift Gutswein, Ortswein, Erste Lage og Große Lage. Derudover også lidt Erste Lage Edelsüße Weine. Samlet produktion ligger årligt på omkring 156.000 flasker vin.

Sauer har bygget sin vinkælder i 4 etager, hvis det så ellers kan kaldes en vinkælder. Men det betyder, at druematerialet, mosten og vinen ikke bliver pumpet, men transporteret ved hjælp af tyngdekraften fra presse, til gæringstank og slutteligt til fadene. Det giver en meget skånsom produktionsproces.

Horst Sauer formulerer sin passion for vin med ordene;

“Hvad smager lykken af? Kan en vin rumme minder – ord og billeder fra fortiden – eller forventninger til fremtiden?

Vin er et perfekt medie til at formidle historier. Nogen gange bliver det en lille historie, andre gange bliver historien overvældende, og en sjælden gang bliver historien også melankolsk – alt afhængig af situationen og af hvordan, du har det i nuet. Dette har skabt min passion for vin.

Dertil kommer kommunikationen med de mennesker, som nyder disse historier, og bruger vores vine til at frigøre deres fantasi i forsøg på at fastholde vinens flygtige øjeblikke. Dette er drivkraften i mine daglige bestræbelser på at skabe en god vin. Dette … og mine diskussioner om de mere tekniske aspekter med min datter Sandra, som nu er en integreret del af mit arbejde.”

Horst Sauer blev nomineret til årets vinbonde 2005 og kåret som årets hvidvinsproducent ved Winechallenge London 2004. Ratingen er 4 klaser i Gault Millau og 5 stjerner i Eichelmann.

Her det det Escherndorf Am Lumpen 1655 Riesling GG fra Sauer … lavet med druer fra Große Lage marken Escherndorf am Lumpen, som egentlig er den stejleste del af vinmarken Escherndorfer Lump. Marken er stejl som en skihopsbakke og er nævnt første gang tilbage i 1655, hvilket også er forklaringen på, at vinen har dette årstal i navnet.

Horsts vinstokke på Escherndorf Am Lumpen er over 40 år gamle og jorden består af sten og kalk, bl.a. Muschelkalk, hvorfor vinstokkene skal vokse godt dybt for at trække næringsstoffer op. Det betyder også, at udbyttet kun ligger omkring 40 hektoliter pr. hektar.

Allerede i marken er de bedste druer udvalgt … kun de bedste og mest sunde druer kan blive til Großen Gewächs vin. Efter ankomst til gården presses druerne og mosten spontangærer på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Vinen er derefter lagret en periode på store egefade … Großes Eichenholz.

Duftmæssigt afslører næsen hurtigt lidt petroleum, så det må være Riesling. Bingo. Der er samtidig noget tyngde over duften, stor krop med tørret abrikos, modne pærer, fersken, røg, fade, lidt botrytis og honning. Det er en fyldigere Riesling … i hvert fald at dufte til.

Smagen følger dog godt i kølvandet på duften … lidt tung, sød og fyldig Riesling med sødme, mandarin, abrikos, igen botrytis samt både grape og bitterhed i eftersmagen. Det er koncentreret tæt og samtidig alligevel meget elegant.

Vinene fra Horst Sauer forhandles af Løgismose, men denne er ikke fundet i sortimentet. I Tyskland koster en flaske omkring 25€ … svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Peter Kriechel, Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder R, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Peter Kriechel, Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder, Ahr, TysklandFredag er – som sagt her på bloggen – Spätburgunder dag og vi starter derfor dagen hos Weingut Peter Kriechel, som ligger ved byen Bad Neuenahr-Ahrweiler og står bag denne monstrøse, monumentale og mægtige Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder R … WOAW.

Weingut Peter Kriechel har eksisteret i mere end 60 år. Vingården blev nemlig grundlagt af Peter Kriechel, som i mange år leverede druerne fra sin 1,5 hektar store vinmark til det lokale kooperativ. I 1952 besluttede han imidlertid at starte sin egen produktion … og det blev til Weingut Peter Kriechel.

I 1969 overtog Peters to ambitiøse sønner Hermann og Ernst driften, og de har løbede udvidet ejendommen. De var uddannet som henholdsvis ønolog og vinavlstekniker, og fortsatte udviklingen af gården.

I dag er Ernst fortsat med i driften sammen med 3. generation i form af Markus Kriechel, Michael Kriechel, Gerd Kriechel og Peter Kriechel Junior. Markus er dog trådt ud af driften på grund af sygdom, så det er reelt Peter Kriechel Junior, der forestår ledelsen.

Sammen med vinmageren Michael Hewel driver de i dag ejendommens 24 hektar vinmarker … og dermed er gården faktisk og efter sigende den største private, familiedrevne vingård i Ahr.

Weingut Peter Kriechel ejer bl.a. markerne Rosenthal, Steinkaul, Herb Berg, Himmelchen, Pfaffenberg, Schieferlay og Sonnenberg … og de har faktisk primært tilplantet med røde druer, som fylder 85% af den samlede produktion.

Det er primært rødes sorter som Spätburgunder, Frühburgunder, Portugieser, Dornfelder, Regent og Domina. Der bliver dog også plads til lidt hvide druer, nemlig Müller-Thurgau, Riesling, Pinot Gris, Optima, Kerner, Würzer, Bacchus og Pinot Blanc.

Marken Neuenahrer Sonnenberg er i dag efterhånden for varm til Frühburgunder, men perfekt til Spätburgunder, hvilket denne Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder R er et flot eksempel på.

Vinen er lavet helt traditionelt og har lagret 18 måneder på franske barriques. Der er 2,7 gram restsukker pr. liter i vinen, som i øvrigt har været guldmedalje som årets vin fra Ahr i 2018. Man kan ikke på forsideetiketten se, hvilken vin, som man har fat i … alle vine fra Kriechel er forfra helt ens, men det afsløres på etiketten bagpå.

Næsen er sødlig, animalsk kostald … helt klassisk lækker tysk Spätburgunder med masser af lige præcis det, som jeg altid finder monsterlækkert. Derudover har vinen nærmest en kølig dekadence, lidt blyanter, eg, røg, kirsebær, mineraler … altså præcist, smukt og helt efter den skolebog, som giver eleven topkarakterer.

Smagen er tør, syrlig og markant streng, med jernagtig smag og samtidig let og luftigt. Uha, hvor det smager godt. Det er kompleks, der er spor af eg, en meget svag sødme og masser af mineraler … bare så ren, klar og præcis i udtrykket. Det er en vin  med rank ryg og det er der sgu god grund til … monstergodt og mer’ WOAW.

Importør er Carlsen Vin, og butiksprisen ligger på 339 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Weingut Konstanzer, Spätburgunder vom Vulkan, Baden, Tyskland

2014 Weingut Konstanzer, Spätburgunder vom Vulkan, Baden, TysklandFra Weingut Konstanzer i Ihringen i Baden smager jeres flittige vinblogger nu denne Spätburgunder vom Vulkan.

Vinhuset hedder også Weingut Horst & Petra Konstanzer, da det drives af ægteparret, som startede vingården i 1983 … mest som en sidebeskæftigelse til deres daglige job med sølle 1 hektar vinmark.

I dag er de dog gået ind i projektet fulltime, lever og ånder for vin.  De har nu samlet 10 hektar vinmarker, som passes økologisk. Det er ægteparret, som I kan se på billedet ovenover. Udover vinproduktionen har de også udlejning af et par værelser på vingården.

Weingut Konstanzer laver omkring 16 forskellige vine og herunder altså denne Spätburgunder vom Vulkan, hvor druerne kommer fra forskellige marker i det gamle vulkanske område i Kaiserstuhl. Vinen er lavet med spontangæring, maceration omkring 20 dage og efter endt gæring er vinen lagret på egefade, men hvor lang tid kan jeg dog ikke se.

Duftmæssigt er det en fin Spätburgunder med lidt tjære, violer, blomster, sæbe, granatæbler, ribs, kirsebær, tør eg, kanel, nelliker, kardemomme, lidt kakao og ganske frugtrig. Syren er stram, stringent … men med luft i glasset brækker syren over, hvorved syren fader og vinen hurtigt virker ældre og mere moden.

I munden er det hindbær, ribs, salt, krydret frugt, venlig og omgængelig med en markeret syre, jern, eg og røget sødme, mens eftersmagen slutter med nogle bitre noter.

Købt hos Jysk Vin for 90 kr. De havde vinen på prøve, så den er ikke i deres sortiment … i hvert fald ikke endnu.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Weingut Robert Weil, Kiedrich Turmberg Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Robert Weil, Kiedrich Turmberg Riesling Trocken, Rheingau, TysklandEfter europamesterskabet i tør Riesling forleden, så kan man jo altid nuppe en Riesling mer’ og det blev denne Kiedrich Turmberg Riesling Trocken fra Weingut Robert Weil, der jo netop imponerede i mesterskabskampen.

Denne Kiedrich Turmberg Riesling Trocken er lavet med druer fra marken Kiedrich Turmberg og det er en vin, som jeg har tidligere smagt i både denne tørre udgave, men også i den søde Spätlese udgave.

Turmberg ligger på en skråning bestående af skifer, og er ligesom Gräfenberg én af Robert Weils bedst beliggende vinmarker. Marken har sit navn Turmberg aka tårnbjerg efter det tidligere slot Burg Scharfenstein, som ærkebiskopperne af Mainz lod bygge omkring 1160 på bjerget nordøst for Kiedrich.

Slottets tårn indgik faktisk på et tidspunkt i våbenskjoldet for Mainz, og har altså også lagt navn til denne vinmark på 3,8 hektar, som udelukkende er ejet af Weil. Slottet er i øvrigt i dag en ruin, men tårnet består fortsat.

Kiedrich Turmberg Riesling er en VDP  Erste Lage vin, som er fermenteret og lagret på store neutrale egetræsfade. Der laves årligt 2.000 kasser af vinen.

Duftmæssigt fersken, æbler, abrikos … fin lethed, imponerende dybde, lidt appelsin, natursvamp, muskat, kornmark og ganske rund og aromatisk. Det er endnu en ung hvalp, så der er ikke megen petroleum, men en flot mineralitet i kombination med de eksotiske frugter.

Smagen er lys frugt, frugtsten, grape, mineraler med et let sødkrydret element, tørhed og præcision. Der er også lidt citrus, mens syren er tæt, blød og det bliver på intet tidspunkt for stramt eller for syrerigt. Dejlig vin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor 1 flaske koster 299 kr., men er i øjeblikket på tilbud til 239,20 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Wittmann, Westhofen Morstein Riesling GG, Rheinhessen, Tyskland

2016 Weingut Wittmann, Westhofen Morstein Riesling GG, Rheinhessen, TysklandEuropamesterskabet i tør Riesling sluttede, endte og lukkede med denne Westhofen Morstein Riesling GG fra Weingut Wittmann, som dermed blev eneste vinhus, der var repræsenteret med 2 vine.

Vinen er som den første fra Wittmann La Borne Riesling Alte Reben GG lavet med druer fra Grosse Lage vinmarken Morstein … dog selvfølgelig undtagen parcellen La Borne øverste på Morstein. Marken ligger mellem byerne Gundersheim og Westhofe, har været kendt som vinmark siden 1282 og ligger fra bredden af Rhinen med en 20% stigning op til omkring 280 meters højde.

Som med storesøsteren er Westhofen Morstein Riesling GG alene lavet med økologisk dyrkede druer, der høstes og selekteres manuelt – klase for klase – for at sikre, at kun den sundeste frugt ender i vinen.

Udbyttet holdes bevidst lavt, og da vinstokkene har en høj alder, opnås en større koncentrationen i vinen. Vinen har gæret og lagret i store 2.500 liters egefade alene med druernes naturlige gærceller, lagret på eg sur lie og flaskes ufiltreret.

I forhold til foregående vin er næsen mere klassisk, abrikos, fersken, hyldeblomst, æbler, kalk, mineraler, svag mentol og minder også på mange måder om storesøsteren.

Smagsmæssigt er der saftige æbler, cremet og blød med fersken, ananas, kalk, kridt og samtidig stram, kontrollerende syre. Der er lidt urter og salt i eftersmagen, som dog fader forholdsvis hurtigt ud.

Forhandles af Theis Vin, hvor en flaske koster 699,95 kr., men ved køb af 4 flasker er prisen 479,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Weingut Schäfer-Fröhlich, Bockenauer Felseneck Riesling GG, Nahe, Tyskland

2014 Weingut Schäfer-Fröhlich, Bockenauer Felseneck Riesling GG, Nahe, TysklandSelvfølgelig skulle eksponenten for knastørre Riesling vine fra Nahe også med … Weingut Schäfer-Fröhlich og fra ham smagte vi denne Bockenauer Felseneck Riesling GG.

Weingut Schäfer-Fröhlich holder til midt i byen Bockenau i vindistriktet Nahe. Vinhuset ejes af Hans og Karin Frölich, men siden 1995 har det været sønnen Tim Fröhlich – der er 5. generation på vingården – som har stået for vinhuset og produktionen af husets vine, som primært er tørre hvidvine … knastørre hvidvine på Riesling.

Familien har i dag samlet omkring 20 hektar vinmarker, som omfatter parceller på markerne Monzinger Frühlingsplätzchen, Monzinger Halenberg, Schloßböckelheimer Kupfergrube, Schloßböckelheimer Felsenberg, Bockenauer Felseneck og Bockenauer Stromberg.

På markerne dyrker Tim 80% Riesling, mens de øvrige druesorter er Pinot Blanc, Pinot Gris og Pinot Noir.

Alle Schäfer-Fröhlichs parceller ligger på den stejleste del af markerne, hvor jordbunden er mest ufrugtbar og stokkene vokser direkte på den stenede undergrund. Det betyder, at vinene bliver både tørre, mineralske og kompromisløse.

Tim Fröhlich har i løbet af de seneste år etableret sig i Nahe’s førende firkløver af producenter. Som den eneste af disse arbejder han udelukkende med spontangæring, som han mener giver de mest autentiske vine.

Han har opnået mange priser for hans hvide vine. I 2010 blev Weingut Schäfer-Fröhlich endda af Gault Millau kåret som årets producent.

Tim Fröhlich laver også Spätburgunder, men i små mængder … faktisk så små, at de ikke engang er medtaget på hans website, men Fröhlich arbejder meget seriøst på sine Spätburgundere, som han laver på gammeldags vis og frigiver meget sent.

Denne Bockenauer Felseneck Riesling GG er vel nærmest signaturvinen hos Schäfer-Fröhlich. Den har siden 2008 hvert eneste år været kandidat til årgangens bedste vin i Tyskland. Druerne er selvfølgelig fra marken Bockenauer Felseneck og vinificeret på rustfrie ståltanke, hvor vinen spontangærer på druernes naturlige gærceller.

Duftmæssigt lidt sjov aroma, hvor der blev en vis konsensus om blåskimmelrøv, babybræk, saltvand, men også mere almindelige aromaer som modne æbler, pærer og saftige tropiske frugter … bananer, fersken, mango og således sammenlagt måske en kende til den varmere side ren frugtmæssigt. Der er dog også nogle mere syrlige og mineralske elementer … samt citrus, røg og blomster.

Næsen er måske ikke vinens stærkeste side, men det er smagen til gengæld. Den er helt zen … det er nærmest smeltende, imponerende sødme/syre balance og uha, hvor det smager godt. Det er mineralsk, salt med pærer og bitterhed. Der var lidt forskellige holdninger omkring bordet til denne vin … jeg var fan med 95 point.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7