Tag-arkiv: Tyskland

2019 Weingut Karp-Schreiber, Brauneberger Juffer Riesling Kabinett Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Karp-Schreiber, Brauneberger Juffer Riesling Kabinett Trocken, Mosel, TysklandWeingut Karp-Schreiber ligger ret perfekt på Moselweinstraße i Brauneberg kun en spytklat fra Moselfloden samt andre gode vinproducenter. Netop derfra smager jeg nu to vine og starter med denne 2019 Brauneberger Juffer Riesling Kabinett Trocken.

Vinhuset i den smukke dal har været drevet af Karp familien siden 1664,  Det lille vinhus har sit navn og våbenskjold efter de karper, som man tilbage i tiden fangede i Mosel floden ved siden af arbejdet med at producere vin. Gennem et ægteskab i starten af 1900-tallet fik familien også Schreiber med i navnet … så karpen dermed ikke skulle svømme alene 🙂

I dag drives vingården af den unge Jobst-Julius Karp, som 13. generation. Han er uddannet vinmager fra skolen i Geisenheim og har efter sine studier også arbejdet hos vinproducenter i både New Zealand, Californien, Australien, Sydafrika og Spanien for at få erfaring fra andre lande og kulturer.

Jobst har samlet 7,5 hektar vinmarkler, bl.a. med parceller på området nok to bedste marker … Brauneberger Juffer samt den absolutte topmark Brauneberger Juffer-Sonnenuhr. Det er begge stejle marker, der ligger på den modsatte side af floden og andre topproducenter som Fritz Haag, Willi Haag, Dr. Pauly-Bergweiler, Reichsgraf von Kesselstatt, WWE. Dr. H. Thanisch – Erben Müller-Burggraef m.fl.  også har parceller på.

Brauneberger Juffer er jo klart den største af to marker og den omkranser faktisk Brauneberger Juffer-Sonnenuhr med mod den berømte flod under et af Mosels flere solure. På markerne dyrker Jobst mest Riesling, ja faktisk er 80% af markerne med Riesling og de sidste er tilplantet med Weißburgunder og Regent.

Jobst er en hyggelig ung mand. Han er ekstremt vidende, meget behagelig og helt nede på jorden. Dedikationen lurer lige under overfladen og man er ikke et sekund i tvivl om, at Weingut Karp-Schreiber ved præcis, hvad de laver. De har et gennemsnitligt udbytte fra markerne på 65 hektoliter pr. hektar og den årlige produktion ligger på omkring 40.000 flasker vin.

Denne 2019 Brauneberger Juffer Riesling Kabinett Trocken er vinificeret på rustfrie ståltanke og har derefter lagret på både stål og stückfass. Vinen har restsüße aka restsukker på 7,6 gram pr. liter.

Duftmæssigt snakker vi fersken, melon, grønne æbler, syltede og friske citroner, en vis tørhed, masser af sten og mineraler. Der er ikke petroleum eller dieselolie, men næsen er sådan ren, klar og så kan man også fornemmes lidt frugtsødme.

I munden har vinen – som diesel – en fin viskositet, der næsten er olieret, mens frugten også smagsmæssigt er ren klar med fersklen, lemon, melede gule æbler og den dejlige Mosel sødme, der lige markerer og balancerer vinen flot.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Weingut Darting, Einblicke Rotweincuvée, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Darting, Einblicke Rotweincuvée, Pfalz, TysklandWeingut Darting holder til midt i Bad Dürkheim i Pfalz og det er derfra, at den houlbergske vinblogger nu smager næste vin … en 2017 Einblicke Rotweincuvée.

Vingårdens rødder går helt tilbage til 1780, men drives i dag af Helmut Darting, som har 24 hektar vinmarker, hvor han dyrker en lang række druesorter … mest de hvide sorter.

Det er Weißburgunder, Grauburgunder, Rieslaner, Scheurebe, Gewürztraminer, Sauvignon Blanc og Muskateller til de tørre vine og Kanzler und Huxelrebe til de sødere vine. Derudover dyrker han oss’ de røde druer Spätburgunder, Sankt Laurent, Schwarzriesling og Cabernet Cubin,

Helmut har tidligere stået i lære hos Weingut Hans-Günther Schwarz lidt længere mod syd Neustadt an der Weinstraße, men driver nu familiens vinhus sammen med hustruen Ella samt søsteren Heike.

Helmut er den drivende kraft i selve produktionen, og han lægger ikke skjul på, at vinens kvalitet skabes på marken. Helmuts elsker mest Riesling, som han betragter som den vigtigste druesort på sin vingård, men kærligheden til den røde Spätburgunder vokser, og vinhuset laver da også flere røde Spätburgundere. Samlet laver Helmut omkring 150.000 flasker årligt.

Helmut har parceller på markerne Nonnengarten, Michelsberg, Spielberg,  Fronhof, Hochbenn, Feuerberg og Schenkenböhl ved Dürkheim, Wachenheimer Mandelgarten, Ungsteiner Bettelhaus, samt topmarken Ungsteiner Herrenberg, som består af 3 parceller Herrenberg Mardelskopf, Herrenberg Vogelsang og Herrenberg Kanzel.

Denne Einblicke Rotweincuvée er lavet på et skønt mix af Acolon og Spätburgunder, men druesammensætningen ændrer sig fra år til år og i tidligere årgange var den lavet på de lidt mere ukendte druer Acolon, Cabernet Dorsa samt Cabernet Cubin.

Acolon er der ikke så mange, der kender. Det´er en tysk rød druesort, som er en krydsning mellem Blauer Lemberger aka Blaufränkisch og Dornfelder.

Den er fremavlet i 1971 på vinplanteskolen Weinsberg aka Staatliche Lehr- und Versuchsanstalt für Wein- und Obstbau i Weinsberg i Württemberg, men blev først officielt anerkendt i 2002.

Acolon modnes tidligt og producerer en meget farveintensiv vin med milde tanniner og slægter dermed Blaufränkisch på. Der er i dag plantet under 500 hektar – primært i Sydtyskland – men sorten er i fremgang, også internationalt.

Vinen er lavet på Holzfass og er også lagret en periode på barriques, men hvor lang tid fremgår imidlertid ikke. Vinen har 5,5 gram restsukker pr. liter. Lad os smage på den.

Næsen er sådan lidt rustik og bondsk, så der er ikke den vilde Spätburgunder finesse, men i stedet er vinen klart noget mørkere med en frugt af kirsebær, solbær, lidt lakrids, peber, grønne urter og generelt lidt robust, rustik med svag antydning af lidt kanel samt vanilje.

Det er smagsmæssigt en lidt saftig og læskende vin, som har pænt med sødme, som er med til at give en tørstslukkende fornemmelse, hvor der er sød imødekommende mørk frugt, næsten kirsebær- og solbærlikør … meget saftig og masser sød bulder. Vi er lige kravlet over på den søde side af gelænderet, hvor Houlberg ikke kommer så meget. Vi ligger sådan lige mellem 3,5 og 4 houlbergske tomler.

Forhandles af Vinfadet, hvor en flaske koster 160 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2011 Weingut Roland Christ, Kallstadter Steinacker Kanzler Spätlese Alte Reben, Pfalz, Tyskland

 2011 Weingut Roland Christ, Kallstadter Steinacker Kanzler Spätlese Alte Reben, Pfalz, TysklandWeingut Roland Christ ligger totalt passende på Weinstraße i byen Kallstadt lidt nord for Bad Dürkheim i Pfalz og det er derfra, at jeg nu smager husets 2011 Kallstadter Steinacker Kanzler Spätlese Alte Reben.

Det er et lille familievinbrug, som drives af Roland Christ, mens hans datter Dominique også har uddannet sig indenfor  vinbranchen og i dag er en stor del af produktionen. Hun blev i øvrigt tidligere kåret som Weinprinzessin Kallstadt 2014.

Vinhuset har samlet 10 hektar vinmarker, hvor 68% er tilplantet med hvide sorter som Weißer Burgunder, Sauvignon Blanc, Huxel, Chardonnay, Silvaner, Muskateller, Bacchus, , Cabernet Blanc, Phönix, Kerner og Kanzler.

De røde sorter er Spätburgunder, Merlot, Dornfelder, Regent, Cabernet Sauvignon, Dunkelfelder, Zweigelt, St. Laurent og skam også mere sjældent Tempranillo. De primære marker er Kallstadter Saumagen, Kallstadter Steinacker og Ungsteiner Honigsäckel.

Denne 2011 Kallstadter Steinacker Kanzler Spätlese Alte Reben er lavet på den sjældne druesorter Kanzler, som de faktisk i hele Pfalz kun findes 10 hektar.

Kanzler må ikke forveksles med  Chancellor druen, der en hybrid druesort produceret af Albert Seibel. Druesorten Kanzler er nemlig en sjælden tysk sort, der er fremavlet af Dr. Georg Scheu – som også er fader til den mere kendte Scheurebe drue – og er fremavlet i 1927 på State Institute i Alzey ved at krydse Müller-Thurgau og Silvaner, hvilket senere er bekræftet ved DNA analyse.

Kanzler kom i 1967 på listen over officielle sorter og har været sortbeskyttet siden 1987. Sorten findes specielt i Rheinhessen, Pfalz og  Nahe, men der findes ikke mange hektar med Kanzler i hele Tyskland … alene omkring 34 hektar. Det er en drue, som giver meget frugtagtige vine.

Her kommer Kanzler druerne fra gamle vinstokke på marken Kallstadter Steinacker, men der findes ikke ret mange oplysninger om produktionen … udover vinen samlet efter vinificering også har lagret 10 år på flaske. Proppen er sådan en kort kunstprop, så dér har man ikke ofret de store penge.

Sikke en sjov og alligevel ganske charmerende duft, som man lige umiddelbart skal vænne sig, men så lukker den også op for spjældet med vingummi, mango, ananas, hyben, let oxyderede noter, honning, grønne vinblade, varm blomsterpollen, solsikkeolie samt en speciel sødsyrlig aroma, estragon og koriander.

I munden er vinen imidlertid ganske unik … så cremet, blød og smørsmeltende i munden. Det er æblesaft, dåsepærer og syltede ferskner, flydende vingummi og så mandariner, kalket mineralitet, godt med sødme og så en lille efterbrænder, som dog ikke er helt så tydelig, når vinen er helt kold … så server vinen iskold, så får du en rigtig rund, smørcremet og lækker vin, som vil være en ideel førsteelsker til lidt gode oste. 5 tomler med pil op.

Forhandles af Vinfadet, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Paul Schumacher, Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder, Ahr, TysklandVi sluttede vort lille deja-vu med Weingut Paul Schumacher 2018 Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder … altså fra den mark, der af de fleste regnes som den den bedste vinmark i Ahr og vine fra netop den mark er da også normalt de dyreste hos alle producenterne.

Walporzheimer Kräuterberg ligger ved Walporzheim by og er på samlet 5,15 hektar og er en del af Großlage Klosterberg. Marken ligger i 110-180 meters højde på monsterstejle terrasser bestående af sort og brun skifer, greywacke sandsten og ler.

Den øverste del er Walporzheimer Gärkammer og Kräuterberg marken omslutter faktisk Gärkammer. Walporzheimer Kräuterberg har sit navn efter de urter – kräuter – der tidligere voksede der.

Igen er vinen lavet som de øvrige Schumacher vine med tidlig høst med lavt udbytte, spontangæring på åbne gæringskar startende med en koldmaceration i 4 dage og en efterfølgende gæring i 8-10 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på en kombination af nye og gamle barriques.

I glasset er Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder klart en kende mørkere end Rosenthal og man fornemmer også duftmæssigt tættere, mørkere og mere intens frugt. Stilen er dog fortsat lys, fin og virkelig elegant. Fadpræget også ganske stort, hvorved frugten lige skubbes lidt i baggrunden til fordel for tobak, lakrids, vanilje, røg, ukrudt og en anelse animalsk landlighed. Frugten virker mere moden og tæt, hindbær, jordbær, blommer, skovbær og suppleres med både sten, kul, blomster og en zenagtig rolighed.

I munden minder vinen lidt om Rosenthal, bare lige en anelse mere maskulin. Frugten er også et my mørkere, men er fortsat i den lette, lyse og syrlige side med kirsebær, jordbær, tranebær og ribs. Der er tørre og medium stramme tanninger, hvid peber, skarp, mineralsk, koncentreret med en lille sødme til sidt  … men fortsat meget ung, hvorved den med fordel vil kunne lagre et par år.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 489 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Paul Schumacher, Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder, Ahr, TysklandUnder vort Ahr besøg for lidt over et år siden var det næsten altid vine fra marken Ahrweiler Rosenthal, der duperede os alle mest. Det gjaldt også hos Paul Schumacher … og her igen med 2018 årgangen duperer vin fra marken atter.

Marken Ahrweiler Rosenthal ligger lige imellem markerne Silberberg og Forstberg og er en Erste Lage mark. Vinen er lavet  som de øvrige, altså med tidlig høst, spontangæring med druernes gærceller i åbne gærringskar startende med en koldmaceration i 4 dage og en efterfølgende gæring i 8-10 dage samt lagring i 18 måneder på nye og gamle barriques.

Nøj, hvor det dufter godt, totalt luftigt og æterisk aroma med masser af blomster, røde roser, røg, ribs, granatæbler, kirsebær og en snert sødme, vanilje, tobak samt mælkechokolade fra fadene, nogle leragtige og mineralske noter, grønne blade og dufter nu nærmest helt burgundisk. Luftigt, lyst, sart, feminint og bare freaking fantastisk, så far er glad.

I munden har vinen fortsat stram, syrlig, lys og frisk frugt med masser af syre, men det kommer sammen med en virkelig blød og cremet eksekvering. Smagen er simpelthen så klar, ren og frisk at det nærmest får tårrene frem i øjenkrogene. Det er en rund, meget frugtrig og frisk smag, præcis, tæt og med masser af tænding, spænding og lys, let koncentration. Far er glad … stor vin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 315 kr., mens prisen er 289 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Pur πno, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Pur πno, Ahr, TysklandDen tredje af vinene i årgang 2018 fra Weingut Paul Schumacher var hans Spätburgunder Pur πno .. aka Pur Pinot med en kreativ udnyttelse af Arkimedes’ matematiske konstant med det græske bogstav π.

Druerne til Pur Pinot kommer fra nogle af husets allerbedste marker, nemlig Marienthaler Trotzenberg og Walporzheimer Kräuterberg. De er høstet med lavt udbytte, spontangæring på åbne gæringskar startende med en koldmaceration i 4 dage og en efterfølgende gæring i 8-10 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på en kombination af nye og gamle barriques.

Næsen er lidt mere røget, kraftigere og mere woody end de forrige, frugten er mere gæret og mørkere med sorte kirsebær, brombær og hindbær, lidt flæsk og bacon, blæk og ristede noter. Fadpræget synes også tydelig med en smule vanilje og lakrids, hvilket suppleres med lidt blomstrede noter samt en snert mentol.

I munden er vinen rund, men fortsat med Schumacher tørhed og pænt med syre, nærmest citroner, ribs og granatæbler. Der er mer’ kraft, tyngde og mineraler end hos de foregående, så på den måde minder den meget om årgang 2016, som jeg smagte, da jeg besøgte vingården for knap 1½ år siden.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Carpe Diem, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Carpe Diem, Ahr, TysklandVin nummer 2 fra den gode Weingut Paul Schumacher blev Spätburgunder Carpe Diem og ligeledes i årgang 2018.

Spätburgunder Carpe Diem er lavet med en blanding af druer fra de yngste vinstokke på de bedste parceller.

Ellers er den lavet som de øvrige med tidlig høst, spontangæring på åbne gæringskar startende med en koldmaceration i 4 dage og en efterfølgende gæring i 8-10 dage. Lagringen foregår derefter 18 måneder på 228 liter burgundiske barriques af ældre dato.

Duftmæssigt minder vinen meget om foregående, ganske grøn med lys og fin frugt som rabarber, kirsebær, jordbær og ribs, men frugten er lige lidt rundere og blidere end foregående basis Spätburgunder og herlig æterisk og sart. Fadpræget er måske lidt tydeligere her med våde fade. røg, bacon og mælkechokolade … men alt doseret så forbandet smukt. Jeg er vild med duften.

Det er jeg skam også med smagen, hvor der er en frisk frugtagtig syrlighed. Der er moreller, rabarber og kirsebær, let bitterhed, men så rent, klart, mineralsk, stringent og delikat fint. Det er klart med den lyse, lette og elegante Ahr stil, frisk, stringent frugt, feminin lethed og total høj drikkeglæde. Jeg er pjattet med den. Dermed havner Houlberg på 5 stensikre fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder, Ahr, TysklandSom under vort besøg hos Weingut Paul Schumacher i september 2019, så startede vi smagningen med basisvinen og deres Spätburgunder Gutswein blot i årgang 2018.

Vinen er – som med alle rødvinene hos Weingut Paul Schumacher lavet med tidlig høst, kold maceration og spontangæring i åbne gæringskar alene med druernes naturlige gærceller og en efterfølgende lagring i franske egefade … og denne Spätburgunder basisvin er lagret 18 måneder på brugte egefade. Paul anvender kun fine barriques fra Tonnelier Chassin i Bourgogne.

Duftmæssigt lys, let, syrlig og moden frugt, jord, hindbær, tranebær, granatæbler, en snert af lidt flæskede noter, røg, tørv og virker pænt tør, har pænt med mineraler og godt med syre.

I munden har vinen denne lidt lyse side af Ahr … let, frisk med stor tørhed og masser af syre, en lys frugt ribs, hindbær og granatæbler, grønne elementer, lidt peber spiller sammen med de fine tanniner og derefter kommer der også klare og rene mineraler. Hvor det dog en elegant, syrlig, streng og smuk basis Spätburgunder. Klart 4,5 houlbergske tomler og endda godt på vej mod de 5.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

Deja-vu til besøget hos Paul Schumacher … test af 2018 Spätburgunderne

Hurra … Weingut Paul Schumacher på Marienthaler Straße i Marienthal har fået en dansk importør og det kan vinelskere med forkærlighed for Ahr være glade for, da vinhuset i mine glasklare øjne hører til blandt de bedste producenter i Ahr.

Importøren er Jysk Vin … og det er faktisk yours truly, der har anbefalet dem at kigge på Weingut Paul Schumacher, som jeg tilbage i september 2019 selv besøgte sammen med mine kompisar Gert og Jan. Der mødte vi Paul Schumacher himself og fik en stor smagning samt rundvisning i vinkælderen.

Jeg blev voldsomt duperet af hans vine og det blev efterfølgende ikke mindre, da jeg herhjemme smagte nogle af de indkøbte vine, så da Henrik fra Jysk Vin spurgte, om jeg kunne anbefale en god tysk producent, så var jeg rimelig klar i spyttet … Schumacher.

Vores besøg hos Paul Schumacher under vort roadtrip kan du i øvrigt læse i blogindlægget Besøg hos Weingut Paul Schumacher … den tørre, hyggelige og syrlige side af Ahr. Der er jeg skrevet en del om vinhuset, historien og vinene. Vil du vide mere om Ahr området kan du også læse om hele vort roadtrip i indlægget Houlberg i Ahr … roadtrip til et af Tysklands bedste Spätburgunder områder.

Som tak for henvisningen, så havde jeg fået alle de 5 vine – som Jysk Vin importerer – til test … og hvem kunne være bedre at dele vinene med end netop Gert og Jan, som jeg besøgte Schumacher med for knap halvanden år siden?

Så til en aften, hvor jeg satte sorte vintertrøfler som tema, så serverede jeg de 5 Weingut Paul Schumacher 2018 Spätburgundere, således vi kunne mindes en af de gode stunder i Ahr. Vi fik vinene til en menu, som denne aften lød på:

  • Hjemmebagt brød 1. med fois gras og syltede enoki svampe og 2. med trøffelpaté
  • Gnocchi med svampe, oksemørbrad samt revet parmesan og sorte trøfler
  • Tøffeloste … og Gnalling

Her lige et par fotos af noget af maden … men glemte sgu at tage billeder af de sidste af retterne. Sådan kan det gå.

Vinene

Vi skulle som nævnt igennem 5 af Schumachers Spätburgunder vine og alle i årgang 2018 og det var følgende:

Fra Paul Schumachers 5,2 hektar på eftertragtede marker som Walporzheimer Kräuterberg, Marienthaler Trotzenberg, Ahrweiler Silberberg, Ahrweiler Rosenthal og Leutesdorfer Gartenlay laver han nogle sindssygt lækre vine.

Det er klart vine til den lyse, feminine, stringente og syrerige side, men jeg synes, at de er utrolig elegante. Det er selvfølgelig alle 2018 og dermed til den unge side, så de kunne med fordel ligge et par år i vinkælderen eller vinkøleskabet, men allerede nu smager de bare monstergodt. De bedste er vinene fra Rosenthal og Kräuterberg, men kan heller ikke undgå at blive imponeret af Schumachers almindelig basis Spätburgunder.

Jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Og hvor var det godt at mindes Ahr og vores roadtrip til området igen.

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Let’s Talk About Pinot Rosé Sekt Baby! Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Let's Talk About Pinot Rosé Sekt Baby! Pfalz, TysklandI foråret sidste år drak jeg den lidt provokerende mousserende vin I Wanna Have Riesling Sekt with You, hvor Sex var erstattet af Sekt. Med foråret på spring så gentager jeg det med at smage Weingut Emil Bauer & Söhnes 2018 Let’s Talk About Pinot Rosé Sekt Baby!, hvor Sex atter er streget ud og her erstattet af Pinot Rosé Sekt.

Og det er sgu også en rigtig forårsbasker af en boblevin fra de to brødre Alexander og Martin Bauer, der som 5. generation af Bauer familien fortsætter med at sprøjte masser af vine med skøre navne og etiketter på markedet … herligt.

Vinen er imidlertid ikke på ren Pinot Noir aka Spätburgunder, for der er tilsat en smule Chardonnay, hvorefter druerne er fermenteret til basisvinen og derefter er andengæringen sket efter den traditionelle måde i flaske over 12 måneder inden degorgering. Der er 15 gram restsukker pr. liter i vinen.

Og duften er også lige formet til en forårsdag på terrassen, for der er godt med lyserøde bær, jordbær, rabarber, stikkelsbær, godt tør med lidt citrus med et stænk grape og en lille vaniljesødme og et legesygt grin, som virker frisk og ubekymret.

Smagen er også dejlig frisk og frugtrig … fin smag og boblerne bruser virkelig i munden med en fin syre, som her dog danser sammen med lidt sødme, salt og svag grape bitterhed. Der er citrus og den røde frugt, som også fremgik af duften. Det er vin til vild partytime og  sammen med den sjove etiket, skal den nok gøre folk lystige, så dermed 4,5 tomler med svag pil op.

Vinene fra Emil Bauer & Söhne forhandles herhjemme af Mr Ruby, men denne er imidlertid ikke i sortimentet. Vinen er engang købt i Tyskland, men prisen kan jeg ikke huske.

Vinanmeldelse 4,5/7