Tag-arkiv: 5½

2018 Domaine Michel & Marc Rossignol, Volnay 1er Cru Les Pitures, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Michel & Marc Rossignol, Volnay 1er Cru Les Pitures, Bourgogne, FrankrigVi fortsætter med vine fra Domaine Michel & Marc Rossignol, men det er lige et niveau op med denne Volnay 1er Cru Les Pitures, som jeg før har smagt i årgang 2017 … men her er det 2018’eren.

Les Pitures i Volnay er blandt de bedste af de i alt 25 Premier Cru marker i hele Volnay og ligger klos op af den berømte clos des Ducs. Det er en stejl og kalkholdig mark og druerne er høstet med håndkraft samt afstilket 100% inden vinificeringen.

Gæringen er sket på ståltanke med temperaturstyring, manuel puchdown og overpumpninger og efter endt fermentering er vinen så lagret på 228 liter bourgognefade, heraf 20% nye fade, i 11-18 måneder afhængig af årgang.

Sikke et kvantespring et par niveauer op fra den forrige Rossignol vin, for her der er langt mere kompleksitet og dybde. Der er også lidt sødme, virker klart mere sart, elegant, delikat og fin i aromaerne og har lidt karamel, vanilje og mælkechokolade sammen med jordbær, lyse kirsebær samt fin, feminin og lys balance.

Smagsmæssigt minder vinen om 2017’eren … har friske, umodne moreller, ribs, lyse kirsebær og en snert af lidt granatæbler, virkelig frisk med et stenet og mineralsk bid. Tanninerne er knastørre, men de tøs lidt op af sødme. Samlet er det ædel, frisk og fin Volnay.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens vinen koster 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Corte Sermana, Il Canneto Passito del Veneto, Veneto, Italien

2015 Corte Sermana, Il Canneto Passito del Veneto, Veneto, ItalienVi sluttede smagningen med et glas sød vin … 2015 Il Canneto Passito del Veneto, der passede perfekt til lidt gammel ost.

Her er Turbiana først høstet senere … langt henne i oktober med et udbytte på 20 hektoliter pr. hektar. Derefter er druerne så tørret frem til januar, hvor de mister 60% af deres vægt.

Først derefter er de presset og så er gæringen sket i barriques, hvor vinen også efter endt fermentering er lagret 12 måneder inden tapning på flaske og frigivelse.

Duftmæssigt en virkelig aromatisk … endda parfumeret vin, som virker tyk, sukkerholdig med lidt tropisk frugt, abrikos, overmodne saftige pærer, lidt fadnoter med vanilje og kanel samt en gammel kælder, men det er uden at miste syren, som klart fornemmes gennem alle de søde dufte.

Smagsmæssigt er det voksenslik … smager monstergodt og til den gamle parmesan et match made in heaven. Det er totalt lækker vin fra folk med en sød tand, selvom vinen også smagsmæssigt har en vis frisk frugt, salte mineraler og medium syre.

Ikke fundet herhjemme, mens prisen i Italien er cirka 14€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Finca Tobella, Selecció Especial, Priorat, Spanien

2013 Finca Tobella, Selecció Especial, Priorat, SpanienFinca Tobella ligger tæt ved Gratallops i et område kaldet Les Aubagues og der er derfra, at jeg smagte denne Selecció Especial 2013.

Finca Tobella er grundlagt i 2003 af den californiske John Lipscomb og den lokale Núria Tobella i et nyt partnerskab.

De startede med at købe 4 hektar, men i dag er vingården vokset til samlet 20 hektar med Cabernet Sauvignon, Syrah, Grenache og Carignan og endda meget gamle vinstokke. Markerne ligger i 350 meters højde.

Finca Tobella laver alene druer fra egne marker, som nu fx denne Selecció Especial, som er deres topvin lavet på et blend af hele 49% Garnacha, 42% Carignan og 9% Cabernet Sauvignon fra op til 80 år gamle vinstokke. 

Markerne plejes helt uden sprøjtemidler og druerne er høstet manuelt inden gæring og en efterfølgende lagring på en blanding af nye og brugte egetræsfade i 14 måneder. Der laves årligt 4.800 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det en virkelig fortættet, mørk og intens vin med blåbær, solbær, brombær og søde blommer, godt med tyk, finsk og sød lakrids, flæsk og krølfedt fra en oksesteg, tørrede blomster samt potpourri, læderfedt, tykt fadpræg med mentolchokolade, tør tobak samt lakridskonfekt … så elegant, balanceret og holdt i stramme læderremme som tøjler indsmurt i lidt blæk.

I munden har vinen denne frugtfriske. lette og smukke balancerede smag, masser er cremet, ren og flot frugt, vitterlig intens, let og vildt elegante rundhed med et svagt mineralsk islæt med et touch af lidt vanilje og mælkechokolade.

Forhandles af Noer Wines, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Le Morette, Lugana Benedictus, Veneto, Italien

2017 Le Morette, Lugana Benedictus, Veneto, ItalienAlle gode gange 3 … for vi smagte Lugana Benedictus hele 3 gange under smagningen hos Le Morette og denne sidste var årgang 2017.

Benedictus er fortsat lavet på 100% Turbiana aka Trebbiano di Lugana druer, der er høstet fire uger senere inden normalt og har inden gæring gennemgået en halv dags maceration.

Der anvendes samtidig kun de bedste druer og fermenteringen er sket ved lav temperatur over lang tid i ståltanke. Efter gæringen har vinen lagret i tankene og 20-25% i tonneaux fade i 5-6 måneder og så sammenstikkes vinen, flaskes og lagrer yderligere 3 måneder.

Alderen har gjort duften en smule mere aromatisk, men samtidig er fadpræget mindre og de mineralske noter mere fremme. Frugten er fortsat lidt kandiseret med fylde og modenhed, nærmest olieret med et småsexet udtryk. Der er fersken og saftige, modne pærer, fortsat med god syre og virker utrolig blid.

I munden er vinen også cremet … blød velour, men overraskende frisk med syre og salte mineraler, let peber og et skarpt bid. Vinen har samme fine balance mellem friskhed, fadpræg og mineraler som 2019’eren … blot en brøkdel mere komplet.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men prisen i nyere årgang er 13,70€ på vingården … svarende til 102 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Le Morette, Lugana Benedictus, Veneto, Italien

2019 Le Morette, Lugana Benedictus, Veneto, ItalienEfter vi havde smagt de 3 Lugana vine hos Le Morette i seneste årgange, så skulle vi også smage dem i lidt andre årgange og startede med en Lugana Benedictus 2019.

Den er selvfølgelig lavet som 2020’eren, altså med Turbiana druer, der er høstet fire uger senere og har inden gæring gennemgået en halv dags maceration.

Der anvendes samtidig kun de bedste druer og fermenteringen er sket ved lav temperatur over lang tid i ståltanke. Efter gæringen har vinen lagret i tankene og 20-25% i tonneaux fade i 5-6 måneder og så sammenstikkes vinen, flaskes og lagrer yderligere 3 måneder.

Som med 2020’eren har Benedictus duftmæssigt en dyb, fed og nærmest aromatisk aroma, hvor fadene fylder godt med med både røg, vanilje, kanel samt tropisk frugt, fersken, abrikos og en vis landlighed.

I munden er vinen lettere olieret, fyldig med lemon, fersken, tørrede abrikoser og en mineralsk og saltet note. Det er en fyldig og utroligt velsmagende vin … har denne fine balance mellem friskhed, fadpræg samt saltet mineralitet.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men prisen er 13,70€ på vingården … svarende til 102 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Domaine la Bouïssiere, Gigondas, Rhône, Frankrig

2018 Domaine la Bouïssiere, Gigondas, Rhône, FrankrigDomaine la Bouïssiere er et fantastisk Rhône vinhus, som i dag drives af Gilles og Thierry Faravel. Og det er derfra, at jeg nu smager deres Gigondas i årgang 2018.

Domaine la Bouïssiere ligger lige ved foden af bjergkæden Dentelles de Montmirail … og den kan du endda se på denne vins etiket.

Vingården er grundlagt af Gilles og Thierrys far Antonin Faravel, som dog døde i 1988. Brødrene ejer 9 hektar Gigondas marker på skråninger af Dentelles de Montmirail i 350 meters højde med en eksponering mod nordvest, der sikrer længere modningstid for druerne.

Derudover ejes omkring 5 hektar i Beaumes de Venise, hvor druerne dog sælges til et kooperativ. Desuden har de nogle få hektar i Vacqueyras. Der laves 2 cuvéer fra hver appellation.

De to brødre bruger traditionelle metoder, men med megen omhu for detaljerne. Vinstokkene beskæres for at begrænse høstudbyttet og dermed øge koncentrationen, druerne håndplukkes og vinen flaskes ufiltreret. Resultatet er vine med stor koncentration, struktur, saft og kraft.

Denne 2018 Gigondas er lavet på 70% Grenache og 30% Syrah, som kommer fra 50 år gamle vinstokke på nogle af de højest beliggende vinmarker i Gigondas. Høsten sker via håndkraft og i flere omgange med afstilkning af 80% af druerne afstilkes og let presning inden gæringen.

I løbet af gæringsperioden laves daglig remontage og pigeage og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på dels ældre egefade foudres og betontanke.

Duftmæssigt er det et vinøst kraftværk, for op af glasset strømmer en urkraft af en aroma med bitre kirsebær, blåbær, tranebær, ristede mandler, jernbanesveller, tjære, jod, sod, lakridsrod eller tør engelsk lakrids, sorte oliven, granitskærver med kølig og virkelig powerfuld stil. Slam.

I munden fortsætter herlighederne, tør, bitter og så kraftfuld. Der er igen tør engelsk lakrids, granit, sten, blåbær, bitterhed og en komplet vild intensitet og stramme tanniner og en lysere, stringent og frisk syre. Det er sjældent, at jeg har smagt så god Gigondas.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 215 kr., mens prisen kun er 169 kr. på tilbud ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Jean-Paul Brun, Fleurie Grille Midi, Bourgogne, Frankrig

2018 Jean-Paul Brun, Fleurie Grille Midi, Bourgogne, FrankrigDenne lille Fleurie Grille Midi Beaujolais genistreg af en vin fra Jean-Paul Brun smager absolut fremragende.

Jean-Paul Brun ligger i den lille landsby Charnay i det sydlige Beaujolais lige nord for Lyon i et smukt område kendt som Terres Dorées. Hans vingård er da også kendt som Domaine Des Terres Dorées.

Han startede sit vinhus i 1979 og dengang alene med 4 hektar vinmarker, men i dag har Jean-Paul Brun lidt over 60 hektar og har fået et stort navn i både Frankrig og USA for hans frugtagtige og sarte vine.

Brun ønsker at lave gammeldags Beaujolais, og hans vinifikation adskiller sig fra den herskende praksis i regionen, da han mener, at charmen ved Gamays frugt bedst udtrykkes igennem brug af de naturlige gærceller fra druerne.

I dag fremstilles stort set al Beaujolais ved at tilføje en bestemt gærtype … den såkaldt 71B , som er et laboratorieprodukt, der er fremstilles i Holland på basis af en tomatbase, der giver vine med banan- og slik aroma. Han laver heller ikke  sine vine efter den sædvanlige marceration carbonique netode.

Bruns opfattelse er, at Beaujolais er allerbedst med en lav alkoholprocent og at der ikke er behov for systematisk at tilsætte sukker til mosten for at nå et alkoholniveau på 12 til 13 procent, så hans Beaujolaisvine er skabt til at være behagelige … lette, frugtige og lækre og ikke kunstige oppustede vine.

Der bruges samtidig også kun en minimal mængde S02 ved aftapning for at holde vinen frisk og hans filtrering er også minimal, så vinen bevarer sin originale frugt og aroma.

Vinene bliver af mange sammenlignet med god Chambolle Musigny eller Vosne Romanee. Det betyder også, at Jean-Paul har høstet stor anerkendelse i medier som fx Le Grand Guide des Vins de France, der skriver; Once you’re used to Jean-Paul Brun’s style, it’s very difficult to drink anything else.

Her smager vi Bruns Fleurie Grille Midi, som er lavet på Gamay druer fra marker Grille Midi, som af mange betegnes som en af de bedste marker i  Fleurie. Marken ligger nærmest som et amfiteater med jord med granit, som holder på solvarmen og 66 år gamle vinstokke.

Herlig duft … bondsk, men på en sart, let og elegant facon, har derudover aroma af lidt blæk, blomster, roser, violer, papkasser og et lukket rum, søde kirsebær, hindbær, blommer og lidt røgede noter. Alt er så fint, afdæmpet og elegant.

I munden er vinen let, luftig og har en afdæmpet syre, stor og let saftighed på den smukkeste, lyse og blomstrede facon, lettere juicy endda, men det er uden at miste grebet. Syren er bare så fin, drilsk og samlet en fandens flot charmetrold af en vin, som jeg sgu gerne ville drikke igen og igen.

Forhandles fx af Falkensten Vin, hvor en flaske koster 199 kr. på tilbud mod en normalpris på 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Soto Manrique, Las Violetas Garnacha, Sierra de Gredos, Spanien

2018 Soto Manrique, Las Violetas Garnacha, Sierra de Gredos, SpanienDen lille cool climate vinsmagning sluttede med denne Las Violetas Garnacha fra vinhuset Soto Manrique.

Vinhuset er grundlagt af vinmageren Chuchi Soto, som efter besøg i byen Cebreros i den lille vinregion Sierre de Gredos, blev imponeret og så potentialet for kvalitetsvine.

Chuchi Soto havde allerede forinden i 2013 besluttet at starte sit eget vinprojekt under familienavnet Soto Manrique, men det var først i 2016 under besøget i Sierre de Gredos, at han fandt det rigtige område og gik i gang med projektet.

Han havde tidligere i 25 år arbejdet med Fine Wine og deltaget i forskellige projekter på både nationalt og internationalt plan.

Hans familie har tidligere lavet vine i Rueda området, men i Cebreros fik Chuchi samtidig arbejde på det lokale kooperativ sideløbende med sit projekt med 20 hektar vinmarker, som han omgående omlagde til økologisk drift.

Her smager vi Chuchi aka Jesús Sotos 2018 Las Violetas Garnacha, som er lavet på 100% Grenache fra vinmarker i Paraje de Valverde i Cebreros i Sierra de Gredos … de bjergrige marker i 900-920 meters højde på fattig jord med granitsand og meget gamle vinstokke.

Druerne er høstet med håndkraft, spontant gæret med druernes naturlige gærceller i betontanke med 15% hel hele klaser. Derefter er vinen lagret 14 måneder i 10 hektoliter store slavonske egefade.

I næsen har vinen denne lette, stringent og lyse side … blomstret, elegant med en lille tør landlighed, fennikel, lyserøde bær, hyben, bagepulver, klare mineralske og salte elementer og virker som en lyshåret og skarptandet pige.

Uha hvor smager det godt … elegant, let, luftig, frisk med denne lyse side, vild, stram og mineralsk med skarpe tanniner og selvom det ikk’ er ultralys og totalt stringent, så har den en fantastisk smag. Der er hindbær, tør grape og en aromatisk syre.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 195 kr. mod en normalpris på 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Hauksson Weine, Alpberg Pinot Noir, Aargau, Schweiz

2017 Hauksson Weine, Alpberg Pinot Noir, Aargau, SchweizNæste vin … en spændende 2017 Alpberg Pinot Noir er lavet af den islandske bankmand Hoss Hauksson, der er sprunget ud som vinproducent i Aargau på nordsiden af de Schweiziske alper.

Hoss besluttede pludseligt efter små 20 år bag ved sit skrivebord i banken, at han ville noget nyt, så nu laver han spændende vine fra sin vingård i Remigen og er totalt biodynamisk i sin tilgang.

Han har marker ved Remigen på nordsiden af Alperne i form af parceller på markerne Alpberg, Horn og Rütiberg med Pinot Noir, Kerner, Riesling and Chardonnay samt ved Döttingen i nærheden. Derudover har han parceller på den sydlige side … Gordemo, Gudo og Sementina med Merlot og Cabernet Franc.

Hans naturlige tilgang og intense arbejde giver lækre rene og ranke vine. Han har endda egenproduktion af urter naturlige sprøjtemidler og så høstes de hvide druer tidligere end normen og gæres med skindkontakt og meget batonage.

De røde høstes også forholdsvis tidligt og får en lang marceration og lang tid på brugte fade. Hauksson bruge alene de fineste ege fade fra førende franske bødkere samt fade af kastanjetræ til hans Merlot vin. Og hans vine sælges primært på Island og i Schweiz.

Her smager vi Haukssons top Pinot Noir med druer fra Alpberg marken og lavet med spontangæring og efter endt fermentering lagret 1 år på franske barriques.

Dejlig lækker Pinot Noir næse, lækker svævende aroma med sød frugt, et klart fadpræg med kanel, vanilje, lidt nelliker … måske lidt vamset, fyldig og varm, men fortsat med elegance og samlet set er den sød, elegant og varm.

I munden er vinen ganske tør og overraskende rustik, har langt flere tanniner end foregående tyske vin. Der er grafit, sten og virker rank, stringent, røget og mineralsk med tranebær og kirsebær. Det er sgu godt gået af en schweizisk islænding.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 295 kr. mod en normalpris på 345 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Château des Charmes, Gamay Noir Droit, Ontario, Canada

2018 Château des Charmes, Gamay Noir Droit, Ontario, CanadaHenrik Tachau Kristensen fra Coolwines havde lavet et fedt program med spændende vine fra Cool Climate områder. Den næste var fra Canada … Château des Charmes og deres Gamay Noir Droit 2018.

Château des Charmes ligger på adressen York Road, Niagara-on-the-Lake … og det er kun 10 kilometer nord for de berømte vandfald og samtidig kun små 5 kilometer syd for Lake Ontario.

Vinhuset er grundlagt i 1978 af Paul Bosc, som er en 5. generations franske vinavler. Paul og hans familie ankom til Niagara i 1960’erne med den tanke, at dette område var perfekt for vinproduktion og med en fast overbevisning om alene af lave vine på egne druer.

Han var en pioner i vinproduktion i Ontario området … og i dag er der mere end 175 vinhuse i området med over 6.000 ansatte og omkring 1,8 millioner besøgende gæster hvert år.

I dag har vinhuset 62 hektar vinmarker, hvor de to største og vigtigste marker er St. David’s Bench Vineyard samt Paul Bosc Estate Vineyard. De driver fortsat af Paul … i dag dog med hjælp fra sønnen Paul-André og svigerdatteren Michèle.

Her smager vi husets Gamay Noir Droit, hvor alle druerne kommer fra St. David’s Bench Vineyard … og det er endda en særlig klon eller mutation af Gamay druen, som Paul Bosc fandt i  1980’erne og siden har taget stiklinger af, plantet og formeret. Det er således en helt speciel Gamay, som ikke findes andre steder.

Netop på grund af, at denne Gamay er specielt, så har familien besluttet, at vinen slet ikke skal lagres på egefade, så vinen er derfor alene lavet og lagret på ståltanke.

Duftmæssigt en dejlig blød, rund om end flad aroma … lys, blød og rund frugt og virker slet ikke så bondsk, som Gamay fra Beaujolais ofte gør. Her er næsen klart lysere, mere rund med trandbær, sorte kirsebær, afrundet og moden suppleret med blomsterpollen, jod og solcreme og svagt en anelse eukalyptus.

Og det samme gælder smagsmæssigt … virkelig blød, cremet og nærmest smeltende i munden, lidt mælkede noter og så afdæmpet, fin og elegant med en fræk lille sødme. Det smager drøngodt og til prisen et lille røveri … WAUW.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 199 kr. mod en normalpris på 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7