Der findes mange ringe Chianti vine, men heldigvis også mange gode. Denne Chianti Classico Riserva fra vinhuset Castello di Volpaia hører til i sidstnævnte gruppe … ja faktisk blandt noget af det allerbedste Chianti, som jeg har drukket.
Castello di Volpaia er et vinhus, som ligger i den lille historiske middelalderby Volpaia på en bakketop nord for Radda in Chianti. Castello di Volpaia blev oprindeligt bygget helt tilbage i 1100-tallet som en fæstning mellem de dengang to stridige bystater Firenze og Siena.
Familien Volpaia der boede på slottet gennem flere hundrede år, tog deres navn efter byen aka fæstningen og blev en anerkendt, berømt og indflydelsesrig familie.
Lorenzo della Volpaia, der levede mellem 1446 og 1512 var både arkitekt, matematiker, guldsmed og urmager, Han grundlagde et florentinsk dynasti af urmagere og blev verdensberømt, da han opfandt det kendte Orologio dei Pianeti – planeturet – og senere også lavede uret på Palazzo Vecchio aka det berømte rådhus i Firenze.
Lorenzo della Volpaia var desuden venner med Leonardo da Vinci og rådgav også Michelangelo om tekniske problemer, bl.a. placeringen af David statuen. Lorenzos sønner Camillo, Benvenuto og Eufrosino fulgt efterfølgende i faderens fodspor.
Volpaia mistede omkring 1554 sin strategiske betydning som fæstning, men fortsatte med at producere vin og olivenolie, og det er fortsat tilfældet i dag. Castello di Volpaia har samlet over 360 hektar fordelt på vinmarker, olivenlunde og skov, men der er dog alene 46 hektar højtbeliggende vinmarker.
Siden 1972 har Castello di Volpaia været ejet af Carlo og Giovannella Mascheroni Stianti, som driver vingården sammen med deres søn Nicolo Mascheroni Stianti. Faktisk fik parret foræret næsten 2/3-dele af hele byen inkl. den gamle fæstning i bryllupsgave i 1966 fra Giovanellas far Raffaello Stianti … som var en formuende og fremtrædende erhvervsmand, som havde tjent sin formue indenfor trykkerier og bogbinderier og vild med sin datter.
I midten af 1970’erne besluttede Carlo og Giovannella Mascheroni Stianti at renoverede den gamle bygning og byggede et topmoderne vineri med tilhørende restaurant samt et lille, eksklusivt agri turismo med udlejning af værelser og kokkeskole.
Derudover har vinmageren Lorenzo Regoli med konsulterende hjælp fra ønologen Riccardo Cotarella siden 2001 bragt ejendommen op i Chiantis absolutte superliga.
Her smager vi vinen Chianti Classico Riserva, som var den vin, der i årgang 2015 blev nr. 3 på Wine Spectator top 100 liste i 2018, hvor første- og andenpladsen gik til vine, der minimum er tre gange så dyre. Her har vi vinen i årgangen efter, altså 2016.
Druerne kommer fra op til 50 år gamle økologiske vinstokke plantet på vinmarkerne Casavecchia, Casetto, Castellino, Campo a Prato, Pratolino, Santa Caterina, Santa Maria Novella og Vignavecchia, som er højtbeliggende fra 400-600 meters højde og syd- sydøst og sydvest eksponeret.
Castellino og Santa Maria Novella-markerne består hovedsageligt af ler, mens resten af markerne består af mere let jord med et stort indhold af sandsten.
Vinen er lavet med en indledende koldmaceration og en længerevarende temperaturstyret gæring i ståltanke, hvorefter vinen via underjordiske rør af rustfrit flyder ned i fadkælderen længere nede i byen. Her lagres den i 24 måneder på en kombination af store slavonske fade af ældre dato og franske barriques.
Sikke da en rolig og indbydende blodtud med blodrøde kirsebær, jordbær, røde rosenblade, svag vanilje og kanel sødme, lidt tobak, tør jord, blide mineraler, grønne blade i vinmarkerne, sitrende syre, måske endda lidt småsyrlige ribs … hvor det smukt balanceret og det er sådan en vin, som man kan blive ved med at snuse til.
I munden er det en meget tør vin med syrlige kirsebær, ribs, tranebær, godt med tanniner og en superpræcis syre. Frugten er frisk, lys og det suppleres med mineralsk renhed, svagt en smule vanilje, men for pokker … der er balance og det smager herregodt. Houlberg er total glad og hoster op med 5½ tanninrige fingre med svag pil op.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 235 kr. ved køb af 3 flasker.
Vinanmeldelse 5,5/7