Tag-arkiv: rondinella

Rondinella er en italiensk rød druesort, der oftest findes i vine fra Valpolicella og Bardolino, hvor den spiller andenviolin til Corvina i de klassiske blandinger, men næsten aldrig ses alene.

Rondinella giver urtearomaer samt lette, frugtige og kirsebærsmag til vinene. Den er populær, modner relativt sent, er meget produktiv og modstandsdygtig over for svampesygdomme og råd, selvom den ikke isoleret giver vine af særlig høj kvalitet. Den er velegnet til tørring, som der er tradition for i Valpolicella.

Udover at Rondinella blandes godt sammen med Corvina , så deler de to druesorter også samme genetiske fingeraftryk. Nyere DNA analyser har nemlig fastslået, at Corvina er en forælder sort til Rondinella.

Der findes ud over Italien også små arealer med Rondinella i Argentina.

2009 Musella, Ripasso Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2009 Musella, Ripasso Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienFor over 14 dage siden drak jeg “lillebroderen” til denne vin. Det må jo også gøre denne til storebroderen til lillebroderen! Hvad er så forskellen med de to vine? Jo, ved denne vin er nogle af druerne tørret, og nogle er 2. pres fra vingårdens Amarone produktion. Jeg har i mit tidligere blogindlæg om “lillebroderen” skrevet lidt om vinhuset. Tjek det ud, hvis du vil læse herom.

Vinen er lavet på 70% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella og sluttelig 10% Barbera, dyrket på vinmarkerne Il Perlar, Palazzina og Monte del Drago, dvs. druerne til vinen kommer fra alle af vinhusets vinmarker.

I mit seneste indlæg nævnte jeg lidt om udbyttet pr. vinstok … og her udgør det ikke mindre end 2 kg. pr. vinstok, dvs. i den absolut høje ende. På husets top Amarone; Amarone della Valpolicella Senza Titolo er udbyttet pr. vinstok også nede på 500 gram.

Ved denne vin tørres 20% af Corvina druerne i 4 uger inden presning, hvorefter de presses og vinificeres med 12-15 dages gæring i 100 hektoliter ståltanke. Andre 20% vinificeres direkte, men de sidste 60% gennemgår en “rispassato”, dvs. en refermenteret på skallerne fra gårdens Amarone vin.

Efter denne proces overføres vinen til brugte egetræsfade på både 225, 350 og 500 liter af forskellig oprindelse og sammensætning, hvori den ligger i ca. 12 måneder inden aftapningen.

Vinen fremstår meget mørk i glasset … blanding med bordeaux-farvet og sort. Næsen er sødme, overmodne blommer, lakrids samt lidt blæk. Smagen også lidt “Amarone-agtig”, og vinen kan måske med god vilje kaldes en baby Amarone. Der er sødme, blommer, mørke bær … og egentlig fin blødhed. Der er også lidt bitter syre til stede, og et behageligt glas vin … men skal jeg være ærlig … og det sagde min saglige moder altid jeg skulle … er jeg jeg mere til lillebroderen.

Arggghhh, det havde nok lydt bedre, hvis jeg havde givet vinen en kvindelig betegnelse og sagt, at jeg mere var til lillesøsteren … men I forstår hvad jeg mener. Det er måske fordi, at jeg ikke er den store Amarone fan, og nok gerne vil have lidt mere kant på vinen og finder smagen fra tørrede druer en smule anstrengende.

Nu har jeg jo også kaldt lillebroderen/lillesøsteren en rigtig prisbasker … og det står jeg ved. Men, men, men … er du Amarone fan, så køb denne vin fremfor en billig Amarone i supermarkedet … så bliver du ingenlunde skuffet.

Købt hos Jysk Vin, prisen er 135 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Musella, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2010 Musella, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienTorsdag – besøg af god ven – så blev der lige tid til at nyde et enkelt glas vin i havestuen … mens verdenssituationen og livet i al almindelighed blev vendt. Jeg fik fundet denne vin fra Azienda Agricola Musella i byen San Martino Buon Albergo. Vi er i Veneto området, lige øst for Verona.

På bakkerne i San Martino Buon Albergo finder vi Tenuta Musella, et af de smukkeste godser i Veneto.  Godset har eksisteret siden det sekstende århundrede, men det er først i anden halvdel af det nittende århundrede, at man hører om vinfremstilling på godset, hvor den entusiastiske Cesare Trezza di Musella indførte innovative systemer til beplantning og dyrkning af vinmarkerne.

I dag ejes Musella af Emilio Pasqua, der i 1995 købte det knap 400 hektar store fredede park- og skovområde. Heraf er der 3 parceller Monte del Drago, Perlar og  Palazzina, ialt ca. 30 hektar tilplantet med vinstokke.

De flere hundrede år gamle bygninger på stedet er sat nænsomt i stand, og de gamle kældre er fyldt op med det mest moderne vinifikationsudstyr. I starten var det Allegrini, der stod for vinfremstillingen, men i de sidste mange år har familien selv stået for processen. I dag har datteren Maddelena taget mere og mere over.

Udover vinproduktionen og pasningen af det 400 hektar store park- og skovområde, så kan du også bo på Tenuta Musella, idet stedet har 8 charmerende værelser. Lige et sted for vininteresserede på ferie.

Og der arrangeres selvfølgelig også både rundvisninger og vinsmagninger (minimum 4 personer). Ud over de 300.000 velproducerede flasker vin om året fremstiller Musella også andre delikatesser som fx grappa, balsamico, extra jomfru olivenolie, honning og sort olivenpaté.

Tilbage til denne vin. Druesammensætningen er 80% Corvina og Corvinone, 10% Rondinella og endelig 10% Barbera. Det er druerne fra de yngre vinstokke fra alle 3 parceller, der bruges til denne vin. Vinen gærer med drueskallerne i temperaturkontrollerede tanke i 12-15 dage. Efter endt gæring overføres mosten til gamle fade af varierende størrelse, hvor den lagrer i ca. 12 måneder inden aftapning.

Duften er et krydret mix af røde bær, der er rosiner og skov. Det dufter herligt. Smagen er blød, tanninerne er tydelig, men tilpasse. Der er modne frugter, og vinen hænger flot i hele munden, let og ren. En superdejlig vin … og ærlig talt et fund til prisen.

Prisen er 72 kr. hos Jysk Vin … en prisbasker.

Vinanmeldelse 4,5/7