Jeg har tidligere her på Houlbergs Vinblog smagt vine fra de to ønologer og créateurs de grands vins en Languedoc et Roussillon Laurent Calmel og Jerome Joseph aka Calmel & Joseph. Nu smager jeg atter en vin fra de to herrer, nemlig deres 2018 Villa Blanche Malbec.
De laver bl.a. en serie af vine, som de kalder Villa Blanche. I denne serie findes der pt. 11 forskellige vine, som de to ønologer selv kalder easy-going vine og da også ligger i et fornuftigt prisleje. Vinene i Villa Blanche serien er Vin de Pays d’Oc … og Vin de Pays betyder jo landvin, altså et niveau over bordvin aka Vin de Table.
Betegnelse Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon området, hvilket jo er spot on. Her bruges betegnelsen Indication Géographique Protégée Pay d’Oc, som også er en nyere betegnelse for Vin de Pay. Ved en IGP vin accepteres der fx også et meget højere markudbytte end ved en AOC vin.
Denne Villa Blanche Malbec er selvfølgelig lavet på ren Malbec og lavet med traditionel vinificering med gæring over 3 uger ved 25 til 28 grader. Herefter følger en malolaktisk fermentering hvor syren omdannes til mælkesyre. Afslutningsvis ligger vinen 4 måneder på fade, før den tappes på flaske.
Hvor er det sjovt at dufte sådan en fransk Malbec, hvor mange af de karakteristiske træk fra druen virkelig kommer frem, når de ikke er pakket ind i Argentinas sol. Der er en dyb, kantet aroma med masser af røg, noget brændt gummi, nelliker, blåbær, blommer, tør engelsk lakrids, tobak, cedertræ, mælkede noter og måske lidt sveskegrød. Der fornemmes også svagt mentol samt sødme. Dragende.
Smagen er både tør og sød … lidt til den akavede side og samtidig med tonsvis af taninner, som sætter sig både på dit gebis, men også længere inde i munden. Der er nogle bitre elementer, nærmest som stenene i druerne, masser af tørstoffer, blåbær, tobaksblade og har nærmest et uforsonlig væsen. Det er en vin, som kræver mandsmod, tålmodighed og en stor bøf, for alene – uden mad – bliver det lidt af en rå og stor mundfuld.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 69 kr. ved køb af 6 flasker.