Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2018 Piero Bussi, Monferrato Rosso Autumnalis, Piemonte, Italien

2018 Piero Bussi, Monferrato Rosso Autumnalis, Piemonte, ItalienAzienda Vitivinicola Bussi Piero ligger lidt nord for den lille by Calosso mellem Langhe og Monferrato. Der har Italux nu fundet denne lille perle af en producent, hvorfra jeg smager en 2018 Monferrato Rosso Autumnalis.

Vinhuset er egentlig grundlagt lige efter første verdenskrig, hvor Agostino Bussi stoppede med at sælge sine Barbera og Nebbiolo druer fra familiens 1,5 hektar marker og i stedet selv begyndte at producere vin.

Det var dog sønnen Germano Bussi, der igennem 1960’erne udvidede vinmarkerne til 4 hektar og bl.a. startede med at vinificere den søde og mousserende vin Moscato d’Asti, som var vanskelig at fremstille dengang.

I dag drives vingården af Germanos søn Piero sammen med 4. generation i form af Federico, som i dag samlet driver 12 hektar vinmarker. Federico kom med i driften i 2012 og laver sammen med faderen 10 forskellige vine, herunder altså også denne Monferrato Rosso Autumnalis.

Derudover har Piero Busso også skrevet bogen Gente di Calosso, der handler om byen Calosso, byens historie og nogle af folkene i byen. Han søgte bl.a. hjælp fra den lokale historiker Vittorio Boido og fik også tilladelse til sit forehavende af den daværende borgmester Demichelis Gualtiero.

Nå, men tilbage til denne Monferrato Rosso Autumnalis, der selvfølgelig er 100% Nebbiolo fra marker ved Calossog og lavet fuldstændig traditionelt og efter endt fermentering lagret 6 måneder på franske egefade.

Nøjjjjj … herlige Nebbiolo aromaer strømmer op af glasset som aromatiske røgsignaler. Duften emmer og strutter af syrlig frugt, masser af læder, knuste rosenblade, vilde blomster, lyse kirsebær, ribs og granatæbler, teblade, tør træ, krydderrier samt en skarp lys, balsamisk og arketypisk italienske syre. Det er svært ikke at bli’ ophidset.

Og smagen ophidser bare endnu mere … let, blomsterrig, frugtfrisk og endda saftig. Frugten er lys, ren og direkte, mens fine, tørre og let bløde tanniner, støvet og stenet mineralitet giver små og fine Barolo associationer, selvom der helt klart ikke er samme intensitet eller længde. Men for pokker … til prisen er dette bulls-eye og det er fandeme – pardon my french – svært ikke at blive forelsket i Monferrato Rosso Autumnalis.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster – hold fast – alene sølle 78 kr., hvilket er et vildt godt køb. Der er virkelig buck for skillingen eller hvad man nu siger.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis 1er Cru Fourchaume, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis 1er Cru Fourchaume, Bourgogne, FrankrigJeg har før smagt Chablis fra Domaine Joëlle Vrignaud, men dog aldrig denne Chablis 1er Cru Fourchaume … og ja, den rammer da lige tangenter lidt højere og mere klart end den almindelig Chablis, som ellers også er ret god.

Det er selvfølgelig en enkeltmarkvin, hvor druerne kommer fra marke Fourchaume beliggende på den højre side af Serein floden lidt nord for selve Chablis. Vinstokkene på Fourchaume er omkring 30 år gamle og står på sydøst vendte marker på bakker med en mergel, leret og kalkholdig undergrund.

Joëlle Vrignaud har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, hvilket betyder spontangæring på ståltanke alene med druernes naturlige gærceller, efterfølgende malolaktisk gæring og så lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.

Næsen er fra første fløjt lidt stenet, flintet, kalket og mineralsk suppleret med røg, melon, fersken, gule æbler, salt, blomster, en meget blød og nærmest cremet, olieret fornemmelse, små sødlige aromaer, grillede citroner, en fin, let og liflig luftighed, hvor alt bare spiller rigtigt godt sammen.

I munden har vinen Chablis’en rankhed, meget ren, frisk og rolig frugt og næsten helt blottet med den fadfedme, som man ellers kan finde mange andre steder i Bourgogne. Her er det ren Chardonnay uden pis, stenet, cool, crisp og alligevel med afbøjede kanter, grønne æbler, citron og igen med masser af stål, sten og afrundet kalk i eftersmagen … gentil et beau.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Jean Michel Gerin, La Champine, Rhône, Frankrig

2018 Jean Michel Gerin, La Champine, Rhône, FrankrigVi fortsætter med noget, som bestemt også kan minde lidt om en baby Côte Rôtie, nemlig den fine 2018 La Champine fra Jean Michel Gerin, der ligger i den nordlige udkant af Ampuis.

Jeg smagte vinen for omkring et år siden i 2017 årgangen og blev totalt blown away og det gør jeg faktisk atter med denne nyere årang. Den står alle steder, at vinen er på 100% Syrah, men der skulle være tilsat bare en lille smule Viognier … ja faktisk tillader lovgivningen op til 20% Viognier, men de fleste producenter anvender alene 2-3%.

Alle druerne kommer fra både unge vinstokke og stokke, som er over 20 år gamle, høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. Vinen laves med en kølig maceration 3 uger i de temperaturstyrede ståltanke, men uden en efterfølgende malolaktisk gæring for at sikre mest mulig friskhed i vinen.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder … 70% af vinen i egefade og de sidste 30% alene i de rustfrie ståltanke. Alle vine hos Jean Michel Gerin laves meget tro mod det lokale terroir med den typiske mineralitet, som præger Nordrhône.

Duftmæssigt er det et totalt deja-vu med 2017’eren … samme flæskede, animalske, landlige biosvedige duft, der bare er så vild og fabelagtig. Det er SÅ bondsk, at du ønsker at blive landmand, for det er mælkede aromaer, dyb kalk, sød tobak, lakrids, chokolade, en våd tavlesvamp, sødme, sorte kirsebær, solbær, sorte oliven og måske er der endda ekstra skrald på aromaerne end i foregående årgang. Det er næsten berusende at dufte til og igen fristes jeg til at sige, at den også har samme lethed i udtrykket som en baby Côte Rôtie light … bare på epo samt anabolske androgene steroider.

Der er også skrald på i munden, saftig, godt med peberdåsen, krydderier, tør engelsk lakrids og en gammel lakridsrod, nogen fed bærsødme, frugten klart mørkere og mere fed end i 2017’eren, men på én eller anden måde, så bevarer den en vis elegance, selvom der eddermame er drøn på. Til prisen er denne vin fortsat et fund … og bør blive en storsællert. Igen 5 fede fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 112 kr. ved køb af 6 flasker. Det er hammerbilligt for denne vin … jeg siger det bare.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Casa Marín, Litoral Vineyard Pinot Noir, San Antonio Valley, Chile

2018 Casa Marín, Litoral Vineyard Pinot Noir, San Antonio Valley, ChileHvorfor ikke fortsætte med lidt Pinot Noir? Og denne 2018 Litoral Vineyard Pinot Noir er fra det chilenske vinhus Viña Casa Marín, der ligger nord for byen Lo Abarca omkring 4 kilometer øst for kysten og Stillehavet, lidt nordøst for Cartagena og San Antonio i dalen.

Vingården er grundlagt i år 2000, da iværksætteren og ønologen Maria Luz Marín – imod råd fra både venner og eksperter – satsede sin opsparing og lidt til for at forfølge drømmen om at skabe vine af høj kvalitet i dette delvis uudforskede og relativt kølige område.

Projektet er blevet beskrevet som en af de mest vovede og innovative i Chile og lige fra starten har Marias projekt været omgærdet af stor mediebevågenhed, der ikke er blevet mindre efterhånden medaljerne og andre former for anerkendelse begyndte at skylle ned over disse vine fra de stejle kystnære skråninger.

Maria Luz Marín var den første kvindelige chilenske vinmager og ejer af en vingård i Chile, men i dag får hun også hjælp af familien, både sønnerne Felipe – der er uddannet ønolig – og Nicolás Marín samt Marias bror og søster.

Vingården ejer 50 hektar vinmarker fordelt på flere marker, bl.a. vinmarkerne Casona, Laurel, Miramar Norte, Miramar, Lo Abarca,  Estero, Cipreses og Litoral. Og samlet er de delt ud på hele 38 forskellige parceller.

Huset laver i alt 13 forskellige vine fordelt på 3 serier, nemlig Casa Marín, Viñedos lo Abarca og Cartagena … og denne Litoral Vineyard Pinot Noir er fra den første serie.

Druerne er høstet en tak senere end fra andre af husets marker, men er derefter sorteret og afstilket inden de ligger en kold maceration i 24 timer inden der sker en spontangæring med druernes naturlige gærceller og punchdown/pigeage  2 gange dagligt under gæringen. Efter endt fermentering er vinen lagret 14 måneder på brugte egefade inden aftapning, som sker ufiltreret.

I glasset er vinen sådan nogenlunde transparent … ikke helt lys og fin, men med en snas mere farve. Men sikke en duft, hvor der er godt med kostald, brændt fadpræg og grønne noter, som bare strømmer op af glasset. Der er kirsebær, jordbær, tranebær, blomster, en helt kalkagtig mineralitet, vanilje, peber, træ, kaffebønder, kakao og mælkechokolade, men på en eller anden måde bliver det aldrig overdone, men meget elegant.

I munden har vinen  også næsten et europæisk snit, masser af modne kirsebær, blommer, nogle tanniner, men samlet er det en lettere fyldig og blød vin med maskuline og småvarme Pinot Noir muskler, nogle småbitre elementer, men det smager sammenlagt faktisk ganske dejligt med en vildt lækker frugtintensitet.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 189,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Tenute Neirano, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Tenute Neirano, Barolo, Piemonte, ItalienVi fortsætter i de piemontiske plovfurer og denne gang med en Barolo, som kommer fra Tenute Neirano … et ganske lille vinhus, der ligger ved byen Casalotto di Mombaruzzo i Monferrato.

Vinhuset er grundlagt i 1982 af Giacomo Sperone sammen med sønnerne Paolo og Antonio. De er fra en familie, der har lavet vin igennem flere generationer, for allerede i 1880 grundlagde Bernardino Martini vinhuset Bernardino Martini & Figli i Turin. Det blev derefter overtaget af sønnen Ferdinando Martini og i 1941 af 3. generation i form af svigersønnen Giacomo Sperone.

Giacomos far Antonio Sperone var også selv i vinbranchen og havde bl.a. arbejdet i familiens firma produktion af Vermouth vine i Turin, så man kan sige, at Giacomo nærmest er opvokset med vin … og senere også giftede sig ind i en vinfamilie.

Det var således Giacomo, der i 1960 grundlagde Vermouth firmaet Giacomo Sperone S.p.A. i Cusano Milanino og fortsat de traditioner, som var startet i 1911, hvor bedstefar Antonio Sperone Sr. startede med produktionen af Vermouth, og som var fortsat af Giacomos far Antonio. Og sådan er det egentligt fortsat, for i løbet af 1970’erne kom sønnerne Paolo og Antonio Sperone også med i driften af firmaet.

Men i 1982 startede Giacomo og sønnerne så også Tenute Neirano i Casalotto di Mombaruzzo i Monferrato med produktion af både vine som Barolo, Barbaresco og mange andre vine. Derudover har den pænt foretagsomme Giacomo også startet en stor produktion af italiensk lemonade under mærket Caravella limoncello og orangecello.

På Tenute Neirano har Sperone familien i alt 25 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorterene Moscato, Barbera, Dolcetto, Pinot Nero, Cabernet,  Brachetto og Nebbiolo, men opkøber også druer fra andre vinavlere.

Det er Antonio Sperone, som står for produktionen med hjælp fra bror Paolo, men også næste generation i form af Antonois to børn Francesca og Andrea deltager i driften.

De laver samlet ikke mindre end 11 forskellige mousserende vine, 6 hvidvine og 11 rødvine, men det omfatter så også vine med opkøbte druer fra andre områder i Italien … både Abruzzo, Sicilien og Puglia.

Og denne Barolo er altså én af husets vine, selvfølgelig på 100% Nebbiolo fra udvalgte marker i Barolo. Under gæringen hjælper overpumpninger af mosten med at trække ekstra farve, smag og struktur ud af drueskindet. Efter endt fermentering modner vinen herefter 3 år på traditionelle slavonske egetræsfade samt 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

I glasset er det ikke en lys, transparent Barolo … lidt mørkere med brungylden slagside og måske endda lidt herlig grumset. Duften er også mørkere med lidt kamfer, chokolade, lakrids, kirsebær, ribs og tranebær, nogle småsøde noter, svagt rosenblade og violer, men de er egentlig pænt afdæmpede, men byder i stedet på lidt krydderier samt sød/sur tobak.

Smagen er en smule kantet, men der er pænt med tørre tanniner, som befuldmægtiger mundhulen med overlegen, nonchalant samt hovmodig fylde, hvorved de ikke varer lang tid, men i stedet fylder munden med en lidt mørkere og sødere, frisk frugt, tørhed, læder og en pænt lang eftersmag. Det er ikke en let og fin Barolo, men mere en mørk maskulin tonser med kraft, tørhed og saftighed. Således rammer Houlberg lige 5 fingre … men giv den altså lige lidt luft i glasset eller måske endda karaffel inden.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Celler Dosterras, Vermell, Catalonien, Spanien

2014 Dosterras, Vermell, Catalonien, SpanienCeller Dosterras ligger lidt øst for Marçà i Tarragona, hvilket er under appellationen Montsant i Catalonien. Og der er derfra, at vi nu smager vinen Vermell.

Historien om Dosterras startede dog et helt andet sted, nemlig i Mexico, hvor Ibarra familien i 2004 grundlagde vingården Santa Rosa Xajay i byen af samme navn tæt ved Tequisquiapan i Queretaro regionen. Dermed fulgte de i fodsporet på familiens patriak og bedstefar Francisco Ibarra, men produktionen var dog beskeden med 6.000 flasker vin årligt.

I 2012 besluttede det ældste barnebarn Fernando Grajales Ibarra sig for, at han ville flytte til Spanien og lave vin i den prestigefyldte vinregion Priorat. I 2013 købte han dog vinhuset Dosterras i det lidt mindre prestigefyldte Montsant område. Dosterras havde siden 2003 været ejet og drevet af vinmageren Josep Grau.

Vingården har samlet 22 hektar vinmarker fordelt på 15 forskellige parceller med jord, der er rig på mineraler, bl.a. ler, kalksten, granit og den sjældne Licorella skifer, som man også finder i speciel Priorat.

Denne 2014 Vermell er lavet på et mix 40% Grenache, 20% Syrah, 20% Cabernet Sauvignon, 10% Carignan og 10% Ull de Llebre aka Tempranillo, Vinen er lavet i store betontanke med gæring samt maceration over 15 dage, hvorefter vinen er lagret på 300 liter egefade i 12 måneder.

Hold nu op … sikke en biofætter eller i hvert fald har den en meget landlig og blomsterrig duft, nærmest som en blomstermark, hvor der lige er kørt møg ud. Det er svedig brunst, men på en spændende, vild, farlig og tiltrækkende måde, selvom enkelte nok vil blive skræmt en smule. Frugten dufter moden, sådan kirsebær, hyben, tør cedertræ, vanilje, grønne urter, salvie … og alt meget let, modent, lyst og friskfyrsagtig indbydende.

Med lidt luft i glasset aftager de landlige aromaer en smule og så lukkes der i stedet op for slikbutikken med en kæk lille sødme blandt den modne, lyse frugt og grønne elementer.

Meget fin smag … forsigtig, fin og med god balance. Det er ikke en vin, som eksploderer, men i stedet lige så stille kommer rullende med moden, lys frugt og smuk balance henover tungen. Der er meget bløde tanniner, let peber, men først og fremmest dejlig lys frugt, modenhed, balance  … lidt en overraskelse.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster beskedne 75 kr. ved køb af 6 flasker … og det er et vildt godt køb.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Cave des Vignerons de Saint Saturnin, A Mille Années Lumière, Languedoc, Frankrig

2014 Cave des Vignerons de Saint Saturnin, A Mille Années Lumière, Languedoc, FrankrigJamen … jeg har skam én mer’ vin fra kooperativet Cave des Vignerons de Saint Saturnin i byen Saint Saturnin de Lucian i Languedoc. Det er oss’ en GSM vin, nemlig en 2014 A Mille Années Lumière … poetiske tusinde lysår.

Som med kooperativets Lucian Grande Réserve, så er A Mille Années Lumière altså også lavet på et mix af Grenache, Syrah og Mourvédre. Men derudover er der – atter – begrænsede info om vinen og produktionen, men den har helt klart været lagret en periode i egefade.

I forhold til Lucian Grande Réserve har denne A Mille Années Lumière et meget lysere sind … duften er en snas lettere og mere blomsterrig, men dog fortsat mørk frugt, brombær, modne kirsebær og samtidig et meget tydligere fadaftryk med sødme, vanilje, finsk lakrids, en fin luftig syre samt grønne urter … estragon, salvie, men absolut godt pakket i en indbydende aroma.

Smagen er lidt i samme boldgade … blød, rund og igen som søstervinen en afdæmpet og vag syre, nogen kirsebærsødme, god saftighed, meget approachable og tilgængelig smag. Jeg synes, at A Mille Années Lumière har et lidt lysere og samtidig lettere udtryk end storesøsteren og det kan jeg sgu godt li’ og derfor overhaler vinen også Grande Réserve lige på målstregen.

Forhandles af Vinisimo, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Château Méric, Le Plantier de Méric, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Méric, Le Plantier de Méric, Bordeaux, FrankrigChâteau Méric er et Cru Bourgeois vinslot med en lang historie. Det ligger godt oppe – næsten på spidsen af Médoc halvøen – ved den lille by Jau-Dignac-et-Loirac og herfra kommer denne Le Plantier de Méric, som er en specialcuvée lavet med slottets allerbedste druer.

Méric navnet har været kendt i Bordeaux siden middelalderen omkring år 1100 og det siges, at Château Méric har sit navn efter den berømte kriger og korsfarer Méric, som efter at ha’ overlevet de farlige store korstoge begravede sin gyldne rustning under en eg på det sted, hvor Bordeaux slottet i dag ligger.

Château Méric blev efterfølgende ét af de største vinhuse i Médoc og var allerede i 1868 anerkendt som den fineste og dyreste Cru Bourgeois i Jau-Dignac-et-Loirac, men en senere ejer – jarlen af Lussay – sollede formuen op på kvinder.

Siden 1999 har slottet været drevet af den farverige og passionerede Marius Chala, der har en fortid i det elektroniske rockband Pills. Han laver vinene på slottet sammen med ønologen Marie Bordy fra slottets 18 hektar vinmarker … ud af sammenlagt 33,5 hektar jord.

I gamle dage var vinene fra Château Méric værdsat for deres store finesse, silkeagtige tanniner samt aromaer af rød frugt og vanilje, hvilket gjorde vinene særlig efterspurgte. Det forsøger Marius Chala at genoplive med både respekt for traditionerne og moderne, avancerede teknologier til vinfremstilling.

Denne Le Plantier de Méric er en specialvin og er i denne årgang 2016 lavet på 52% Cabernet Sauvignon, 34% Merlot og 15% Petit Verdot fra Château Mérics bedste parceller med god veldrænet og varmeabsorberende grusjord.

Vinen er lavet i temperaturregulerede ståltanke med gæring og maceration i 3-4 uger for at give særligt udtræk af farve, smag og tannin. Vinen tilføjes ekstra kompleksitet, struktur og krydderi via 18 måneder lagring på 400 liters franske egetræsfade

Klassisk Bordeaux næse med solbær, kirsebær, blåbær, fantastisk stor dybde og mange af de klassiske dyder, muldjord, cigarkasser, tør jord, violer, masser af lakridspoletter, tydelig fadpræg med vanilje, kanel, tobak, mørk chokolade samt en lille grøn kant med mynte.

I munden er der en syrlig, stringent, rank og stoisk Bordeaux, hvor dybden måske ikke er stor, men i stedet afløst af en syre, masser af frisk frugt, hindbær, kirsebær, pænt med syrlige tanniner, cedertræ, lakridsrod, røg, en vis bitterhed … og så oveni en pæn lang, frisk og frugtsyreagtig eftersmag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2018 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienSidst jeg smagte Pairolero Barbera d’Alba Superiore fra Azienda Agricola Sottimano var det i årgang 2016. Nu smager jeg vinen igen, blot i en nyere årgang 2018.

Sottimanos Pairolero Barbera d’Alba Superiore er lavet med druer fra to forskellige marker i Neive og det er Basarin og San Cristoforo på samlet 2,5 hektar. Vinen er lavet med gæring og maceration på skindet i 25 dage udelukkende med druernes naturlige gærceller. Efter maceration og alkoholisk gæring, så er der sket malolaktisk gæring i franske egefade fra Francois Frères i Bourgogne.

Vinen lagrer derefter i fadene i 15-16 måneder og halvdelen af tiden sur lie, altså på bærmen, mens 15% af de burgundiske barriques er nye, mens de øvrige har været brugt 4 gange tidligere. Sluttelig er vinen så flasket uden filtrering.

I glasset er vinen forholdsvis lys af en Barbera at være og så er duften meget indbydende med røg, lidt gæret frugt, kirsebær, ribs, blommer, pottemuld, violer, blomster, medicinskab, blæk, grafit, tobak samt en balsamisk og typisk italiensk, stram syre.

Smagsmæssigt hænger det vildt godt sammen og det er på ingen måder en fed, bombastisk Barbera, men en fin, elegant en af slagsen med næsten drys fra barolovinenes nerve. Frugten virker derfor som værende mere lys og let, men samtidig med Barbera saftighed, lidt krydderier, peber, mineraler og lidt svag sødme. Man siger normalt, at Barbera ikke rigtigt har tanniner, men det har denne, om end de selvfølgelig ikke er som ved Nebbiolo vine. Syren er formiddabel. Det er en fin og monsterlækker Barbera d’Alba … bare WAUW.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Montepeloso, Alpha, Toscana, Italien

2013 Montepeloso, Alpha, Toscana, ItalienFra den karismatiske, dygtige, egenrådige og kompromisløse vinmager Fabio fra sit vinhus Montepeloso smager Houlberg nu vinen Alpha … en lille IGT Costa Toscana.

Det er ikke så lang tid siden, at jeg smagte vinen Eneo fra Fabio, som oprindelig stammer  fra Schweiz, men købte vingården Montepeloso i 1999 med en doktorgrad i historie med i bagagen, en totalt urokkelig beslutsomhed, en stor portion perfektionisme og et mål om at lave terroirtro og friske vine på franske og italienske druer, men samtidig med samme fylde og varme som i Bordeaux.

Mens de fleste af Maremmas producenter gerne dyrker i dalen, så laver Fabio vin op ad skråningerne, hvor vinene får mere mineralitet, nerve og liv på et helt andet niveau. Markerne med undergrund af ler og fossil kalk er perfekt til hans valgte druesorter.

Da han i 1999 købte Montepeloso af Willi og Doris Neukom, var vingården allerede etableret som en af Toscanas mest spændende ejendomme, men Fabio var overbevist om, at vinene ikke fik områdets terroir og potentiale frem.

Fabio Chiarelotto gik sine egne veje og ville ikke lytte til kloge ønologer. Han var besat af at lave vinene efter sit eget hoved og faktisk sket ikke interesseret i, hvad andre syntes om han eller hans vine. Han gik derfor i gang med at omlægge markerne, udskiftede flere tusinder vinstokke og accepterede et drastisk reduktion af udbyttet for at skabe større vin.

I kælderen arbejdede Chiarelotto på at gøre tanninerne i vinene blødere, forfine aromaerne og bedre integrationen af egefadene, og det gav pote. I dag betegnes Fabio som en virkelig en upcoming star i området og hans vine er stadig regulære kup i forhold til nabogården Tua Ritas 100-points vine.

I 2007 fik Fabio den schweiziske iværksætter Silvio Denz med som en investor i Montepeloso. Silvo er indehaver af adskillige Bordeaux-slotte, nemlig Château Péby-Faugères, Château Faugères, Château Rocheyron i Saint Emilion, Château Lafaurie-Peyraguey i Sauternes – og så er han også – sammen med Peter Sisseck – medejer af Clos d’Agon i Priorat og så ejer han også Lalique … den berømte glasproducent i Alsace.

Han bragte med sine penge til nye investeringer og frisk energi både fart og synergier til Montepeloso. Han har samtidig flair og erfaring i den internationale vinbranche, har samme lidenskab for enestående vine som Fabio og er dermed en perfekt samarbejdspartner.

Samlet har Montepeloso 30 hektar jord, men heraf er kun 14 hektar vinmarker med Montepulciano, Sangiovese, Cabernet Sauvignon, Alicante, Marselan, Malvasia Nera og Alicante Bouschet.

Chiarelotto holder sig til sent modnende sorter og det er netop årsagen til at han aldrig har plantet Merlot ligesom næsten samtlige naboer i Val di Cornia og Bolgheri længere mod nord.

Her er det så hans Alpha vin med en grim etiket, men det skal du imidlertid ikke lade dig snyde af. Vinen er en Costa Toscana, der er en relativ ny IGT betegnelse oprettet i 2010  og spænder over hele Toscanas kyststrækning fra Grosseto i syd til La Spezia i nord.

Alpha er lavet på et blend af 40% Sangiovese, 40% Montepulciano, 10% Alicante og 10% Malvasia Nera. Druerne kommer fra de yngste  stokke på mellem 8 og 20 år og vinen er lavet med maceration over 8-15 dage, hvorefter vinen gennemgår malolaktiske gæring på franske fade, hvorefter den lagres i 12 måneder på fadene og efterfølgende 12 måneder på flaske.

I næsen er det blommer, kirsebær, tranebær,  tørt træ, en lidt skarp og meget dominerende syre med mynte, jod, medicinkasse, grønne grene samt en meget svag sødme. Der er noget meget tørt, woody, træagtigt over duften, som giver vinen kant. Der er røg, sur tobak samt måske endda lidt eukalyptus.

Smagen er – som duften – ufattelig tør som sammen med stramme, seje og stærke tanniner tører mundhulen totalt ud. Frugten virker lidt mere mørk og moden end duften indikerede, men suppleres af kamfer, stjerneanis, nelliker, bitter mørk chokolade, sort te og en streng italiensk syre.

Når den lige er ude af glasset, er den et bæst … giv den rigeligt med luft, så bliver bæstet mere tæmmet … en fabelagtig vin … rustik bevares, men med masser af lækker karakter.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 110 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7