Tag-arkiv: 4½

2014 Christophe Lindenlaub, Crémant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig

2014 Christophe Lindenlaub, Crémant d'Alsace Brut, Alsace, FrankrigBobler på en torsdag … og første af slagsen blev denne Crémant d’Alsace Brut fra den lille alsaciske producent Christophe Lindenlaub, som holder til midt i byen Dorlisheim omkring 15 kilometer sydvest for Strasbourg, altså den nordlige del af Alsace.

Vinhuset er grundlagt af Lindenlaub familien tilbage i 1759, men drives i dag af Christophe Lindenlaub. Han overtog driften efter hans far Jacques Lindenlaub  i 1999. Han passer husets 10 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Husaren, Stierkopf og Rangenberg. Alt drives certificeret økologisk og flere af markerne drives endda også biodynamisk. Christophe er også selv meget aktiv i markerne.

Derudover er han en rigtig gavtyv, der gladelig springer rundt imellem fadene, snakker og skænker vin. Han elsker vin og med en smøg i kæften fortæller han røverhistorie eller  historier om damer. En fantastisk energisk og afslappet mand på en og samme tid … ren hygge og livet leves uden de store bekymringer.

Christophe Lindenlaub producerer omkring 50.000 flasker om året, hvoraf de 30.000 sælges direkte fra huset, altså primært huset basisvine, mens de sidste 20.000 er mere specielle vine … naturvin og lignende. De sælges til smarte barer i Frankrig og så en lille smule til Danmark.

Denne Crémant d’Alsace Brut er en almindelig traditionel Crémant, men økologisk dyrket og med 6 gram sukker. Det fremgår ikke, hvilke druer, som vinen er lavet på … men mon ikke der er noget Pinot Blanc i den lille, boblende vin.

Duftmæssigt lidt æbler, lidt citrus, svag gærende noter, nogle mineralske elementer samt et vist animalsk udtryk. I munden er boblerne nærmest brusende og frugten meget ren, stålsat, stringent og frisk. Smager ganske fint.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 115 kr.

Rating 4,5/7 

2012 Winzergenossenschaft Oberbergen, Oberbergener Baßgeige Spätburgunder Edition Terrior, Baden, Tyskland

2012 Winzergenossenschaft Oberbergen, Oberbergener Baßgeige Spätburgunder Edition Terrior, Baden, TysklandUnder vort ophold i Oberbergen i Kaiserstuhl besøgte vi også byens store kooperativ, som hedder Winzergenossenschaft Oberbergen im Kaiserstuhl. Og en mørk mandag aften i sommerhuset åbnede jeg en af vinene, som jeg havde købt på kooperativet … deres topvin Oberbergener Baßgeige Spätburgunder Edition Terrior.

Vi besøgte faktisk stedet på førstedagen i Oberbergen … inden vort fremragende besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Da temperaturen i Kaiserstuhl var over 35 grader, da vi tilfældigt slentrede forbi, så var et besøg i den aircondition kølede butik næsten en frelse og en vinøs oase  … lidt normale temperaturer og masser af vine.

Winzergenossenschaft Oberbergen im Kaíserstuhl eG er grundlagt tilbage i 1924 af 42 vinproducenter, som ønskede at stå sammen omkring produktion af vine fra Oberbergen og skabe økonomisk levedygtighed både på kort og lang sigt.

Siden er kooperativet vokset markant, bl.a. overtog det i 1998 også det nærliggende kooperativ Schelingen Oberbergen, og har i dag ikke mindre end 460 medlemmer, hvis samlede vinareal udgør omkring 350 hektar alles zusammen.

wg-oberbergen-bassgeige
Her ses kontrabassen som logo foran butikken/smagelokalerne

Kooperativet ligger lige nedenfor vinmarken Baßgeige … marken, der har form efter en kontrabas og derfor har fået dette musikalske navn. Den store bas er også blevet et symbol for både kooperativet … ja endda hele Oberbergen.

Kooperativet har således kontrabassen som deres officielle logo og den går igen i både butikken, på flaskernes etiketter … ja endda har de en flaske formet som en kontrabas … den såkaldte Baßgeigen-Formflasche. Kooperativet bruger således kontrabassen i deres markedsføring, bl.a. med sloganet Oberbergener Baßgeige – musik til dine sanser.

wg-oberbergen-bass
En stor kontrabas prydet på bedste vinøse facon

wg-oberbergen-indenfor
Den store butik

wg-oberbergen-indenfor-2
Flot og køligt vinlokale

I dag ledes kooperativet af Erwin Vogel. Han har dog netop overtaget ledelse efter Rolf Hofschneider, som var ansat i kooperativet i 45 år, heraf de sidste 20 år som leder af foretagenet.

Inden Erwin Vogel kom til  Winzergenossenschaft Oberbergen var han i en årrække hos et andet vinhus i Oberbergen, nemlig hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.

Det er primært hvide vine, som der laves på Winzergenossenschaft Oberbergen, nemlig Chardonnay, Gewürztraminer, Grauer Burgunder, Thurgau, Muskateller, Riesling, Ruländer, Silvaner og Weißburgunder. Derudover laves der Spätburgunder Weißherbst, et par Spätburgundere samt et par specialiteter og lidt sekt.

wg-oberbergen-flaske
Selv en af flaskerne er formet som en kontrabas … hvem sagde souvenir? Den fås med enten Grauer Burgunder eller Spätburgunder

Denne Oberbergener Baßgeige Spätburgunder Edition Terrior er som nævnt husets bedste og dyreste Spätburgunder. Den er fra serien Edition Terrior, som omfatter to vine … denne Spätburgunder  samt en Grauer Burgunder.

Det er selvfølgelig en enkeltmarksvin, hvor druerne alene kommer fra marken bag kooperativet … den legendariske Oberbergener Baßgeige. Vinen har lagret 2 år på barriques og indeholder 3,3 gram restsukker pr. liter.

I glasset er vinen er vinen knap så transparent som den typiske tyske Spätburgunder … nok en anelse mere lilla i udtrykket, men det er altså alene små nuancer. Men, man er vel kender?

Næsen har heller ikke den typiske søde tyske, animalske stald … mere nogle dominerende grønne, stenede og røgede noter. Der udover er der eg, en svag note af vanilje, svag lakrids samt krydrede elementer.

Smagsmæssigt godt med syre … ribs, tørre og faste tanniner, bitre elementer og syrlig frugt. Syren river lidt, meget stringent med noter af jern, stål og mineraler. Virkelig en streng og formanende overlærer, bitter og slet ikke imødekommende. Med lidt varme i glasset bliver den mere imødekommende … men hvem gør ikke det med lidt varme?

Købt på kooperativet til 25€ … eller omkring 186 kr., hvilket synes i den dyrere end for denne vin.

Rating 4,5/7 

wg-oberbergen-skilt
Winzergenossenschaft Oberbergen im Kaiserstuhl

wg-oberbergen-produktionPå den anden side af hovedvejen ligger selve produktionslokalerne

2015 Fondo Bozzole, Incantabiss Lambrusco Mantovano, Lombardiet, Italien

2015 Fondo Bozzole, Incantabiss Lambrusco Mantovano, Lombardiet, ItalienEndelig – med nogle dages forsinkelse – efterårsferie, så en hel friuge venter forude. Vi fejrer det sgu ved at åbne en flaske vino, nemlig denne Incantabiss Lambrusco Mantovano fra vinhuset Azienda Agricola Vitivinicola Fondo Bozzole … og FÅK en sjov, let perlende bonderøvsvin.

Det lille vinhus ligger omkring 2 kilometer øst for landsbyen Poggio Rusco i Mantova området i Lombardiet … men det absolut østligste hjørne af Lombardiet og dermed faktisk syd for Veneto og endda lidt øst for Gardasøen … bare lidt længere mod syd.

Jeg skrev om huset i juli måned, da jeg smagte deres Le Mani og skal derfor undlade at gengive det hele igen. Det er dog værd lige at dvæle en smule ved denne Lambrusco Mantovano … for normalt forbinder man jo Lambrusco med Emilia-Romagna og ikke Lombardiet.

Men Fondo Bozzolo ligger netop i appellationen Lambrusco Mantovano – også kaldet Oltre Po Mantovano – i Lombardiet, og det er faktiske eneste sted udenfor Emilia-Romagna, at der produceres ægte Lambrusco … Lambrusco Mantovano DOP.

Det er derudover en økologisk fætter … eller med andre ord økologisk mousserende rødvin lavet på druesorten Lambrusco Ruberti, som er høstet med et pænt stort udbytte på 80 hektoliter pr. hektar. Druesorten skulle være en af de blødeste af Lambrusco arterne.

Det minder duftmæssigt lidt om Le Mani med en lidt sur/sød duft, gammel stald med voldsomt landligt udtryk, en gammel hest også et kandiseret æble, kirsebær, blåbær samt nogle svagt mineralske noter samt lidt blomster.

I munden er vinen virkelig læskende med rustik charme … bondsk af Pommern til, jord under neglene og nærmest som druejuice, du kan drikke til din morgenkomplet.  Læg dertil et let perlende indtryk kombineret med søde kirsebær, lakrids og et skvis søde krydderier og en svag syrlig eller bitter eftersmag … kantet måske, men charmerende.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 100 kr.

Rating 4,5/7   half_thumb

2012 Château Kamnik, Ten Barrels Syrah, Makedonien

2012 Château Kamnik, Ten Barrels Syrah, MakedonienWTF … vin fra Makedonien? Og så endda fra et vaskeægte vinslot? Men den er sgu god nok, for vinen Ten Barrels Syrah kommer fra det makedoniske vinhus, som helt beskedent kalder sig Château Kamnik.

Vi har tidligere stødt på makedonisk vin her på bloggen, nemlig da vi smagte en vin fra Tikveš, et af Den Tidligere Jugoslaviske Republiks store vinhuse på Balkan.

Château Kamniker grundlagt i 2004 af den makedoniske rigmand Iki Malinovski, som købte 15 hektar jord, tilplantede jorden og byggede et state-of-the-art vineri … vinslottet Château Kamnik.

Der blev plantet en lang række druer som Syrah, Cabernet
Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Vranec, Arinar Noir,
Pinot Noir, Carmenere, Sangiovese, Montepulciano samt de hvide druer Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Grigio, Gewurtztraminer, Moscato Giallo, Temjanika, Viognier og Greco di Tufo.

Iki ansatte også vinmageren Sandra Krstevska med vejledning af professor Goran Milanov, og de kunne i 2008 for første gang høste druer og lave første officielle vin … hvilket i øvrigt blev denne Ten Barrels Syrah.

Her har vi vinen i en årgang 2012, lavet på druer fra marken rundt om Château Kamnik. Druerne tørres alle efter høsten til der er opnået et væsketab på minimum 50%, som giver en større koncentration. Det er selvfølgelig ren Syrah, lagret 25 måneder på franske og amerikanske barriques … og så trækker den en højoktan på 16,1% alkohol.

Men hvordan smager makedonisk vin egentlig? Jamen, det er skam meget godt. I næsen er der blod, grafit, dyb fad, blommer … en smule rosin? Det er mørke bær … virker meget voluminøs.

Smagen er lidt i samme boldgade, voluminøs, overdådig og ganske voldsom. Men der er også lidt stål, jern, peber, grafit, blyanter, cigaræsker … sødme, frugt. Vinen er egentlig blød og cremet, mens tanninerne er tilstede, men meget beskedne. Det er sgu en stor mundfuld.

Forhandles af Skovgaard Vine, hvor prisen på 1 flaske er 269,95 kr., men 239,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2010 Tamborini Carlo Eredi, PoggioSolivo Merlot del Ticino, Schweiz

2010 Tamborini Carlo Eredi, PoggioSolivo Merlot del Ticino, SchweizUdenfor den lille by Bedano i det sydøstligste hjørne af Schweiz finder vi vinhuset Tamborini Carlo Eredi, som står bag denne PoggioSolivo Merlot del Ticino.

Vinhuset er grundlagt i 1944 af Carlo Tamborini. Han startede sit firma i Cassarate med import og salg af italienske vine, hvilket supplerede moderens restaurant i Lugano. Den havde hun grundlagt allerede tilbage i 1911. Importen skete primært i store 50 liters demijohns bl.a. af Chianti Gino Bartali.

I 1969 døde Carlo, men driften blev overtaget af enken Bice samt sønnen Claudio, der havde uddannet sig til ønolog på skolen i Lausanne. Han begyndte og at importere vine fra andre lande, bl.a. Frankrig, men fik også den idé, at familien skulle startede med egen vinproduktion i Schweiz.

I de efterfølgende år opbygger Claudio en vingård mellem mellem Bedano og Lamone. Moderne state-of-the-art vineri samt tappelinje … og nogle år senere sendes de første vine på markedet.

I dag har vinhuset Tamborini Carlo Eredi samlet 25 hektar vinmarker, nemlig markerne Tenuta Terre di Gudo, Tenuta San Domenico, Tenuta San Rocco, Tenuta Tamborini Castelrotto, Tenuta San Zeno Lamone og Comano Vigneto ai Brughi.

Og 3. generation er også på vej ind i firmaet, idet børnene Valentina og Matthias allerede har fået mange ledelsesmæssige opgaver.

PoggioSolivo Merlot del Ticino er en Merlot baseret vin, som er lavet på rustfrie ståltanke … og så vidt jeg kan se uden lagring på egefade. Dette er dog ingenlunde sikker på.

Næsen er præget af blommer, lidt sød tobak, champignon, røg, en smule mentol, let babybræk … fin lethed og min første tanke var, at det kunne være noget Sangiovese. Helt på vildspor … det er ren Merlot.

Smagen er blød, rund og moden … fin tørhed og tanninerne er velpolerede. Der er elementer af jern samt nogle sødkrydrede noter, men derudover også en nærmest italiensk syre.

Forhandles ikke herhjemme, men prisen i udlandet ligger på omkring 17€ … svarende til omkring 126 kr.

Rating 4,5/7    thumbthumbthumbthumbhalf_thumb

2009 Pecchenino, Sirì d’Jermu Dogliani Superiore, Piemonte, Italien

2009 Pecchenino, Sirì d'Jermu Dogliani Superiore, Piemonte, ItalienSå skal vi lige ha’ lidt Dolcetto i form af vinen Sirì d’Jermu Dogliani Superiore fra vinhuset Azienda Agricola Pecchenino, som holder til ved byen Dogliani omkring 5 kilometer syd for Montforte d’Alba i Piemonte.

Vingården stammer tilbage fra slutningen af 1700-tallet og har gennem alle årene været familieejet … gået fra generation til generation. I starten af 1900-tallet var det Attilio Pecchenino, som drev gården med 8 hektar vinmarker, men i dag er det børnebørnene Orlando og Attilio Pecchenino, som driver stedet.

Brødrene overtog driften fra deres far Marino i 1987 og de har siden opkøbt yderligere vinmarker, således vinhuset i dag omfatter 25 hektar vinmarker, heraf 22 hektar ligger omkring Dogliani og de sidste 3 hektar ved Monforte d’Alba, bl.a. parceller på markerne San Giuseppe og Bussia, som leverer druer til husets Barolo’er.

Familien har dog specialiseret sig i Dolcetto druen, og ikke mindre end 70% af markerne er tilplantet med Dolcetto, men de øvrige druer er Barbera, Nebbiolo, Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Udover vinproduktionen driver familien også – i bedste italienske stil – Case Pecchenino, et mindre B&B til de mange vinturister, som hvert år valfarter til Piemonte. Det er i øvrigt en meget charmerende gammel stenbygning … totalt romantisk.

Denne Sirì d’Jermu Dogliani Superiore er en enkeltmarksvej på ren Dolcetto, lavet med maceration på skindet ved 28 grader i 15 dage og er lagret 12 måneder i store 25 hektoliter egefade.

Vinen har en svagt landlig næse med lidt estragon, kul, kridt, blomster, mørke bær, sådan en moden frugt, grønne – og italienske – elementer og der fornemmes også lidt alder.  Ganske aromatisk på en lidt rustik måde, herligt.

I munden er vinen meget frugtrig, proppet med bær og har samtidig den italienske syre og stramhed, som virkelig giver vinen mandshjerte og rygrad. Der er stramme og nærmest krydrede tanniner, virkelig god Dolcetto … rustik ganske vist, men med et smukt syrligt bid.

Købt hos Vinspecialisten, pris vistnok omkring 160 kr.

Rating 4,5/7

2010 Clarendon Hills Vineyards, Domaine Clarendon Syrah, McLaren Vale, Australien

2010 Clarendon Hills Vineyards, Domaine Clarendon Syrah, Barossa Valley, AustralienMan siger, at gammel kærlighed aldrig ruster. Vrøvl, for med overdone australsk Shiraz har jeg det lidt modsat … er ikke længere så vild med det. Slet ikke.

Til vores vinaften ville jeg dog lige prøve til igen … se om Shiraz fra en god producent måske kunne banke lidt af rusten af. Clarendon Hills er endda så lidt australske, at de anvender den franske betegnelse Syrah på etiketten og det var måske endda et godt tegn, for jeg elsker jo Syrah fra Rhône.

Clarendon Hills er grundlagt i 1989 af biokemiker Roman Bratasiuk. Han havde en stor kærlighed til vin, og derfor besluttede han sig for at blive vinproducent. Det skete i starten sideløbende med hans faste job som biokemiker, og med en beslutsomhed og arbejdsindsats som få.

Han havde ingen uddannelse indenfor vin, men selvfølgelig en god tilgang via jobbet som biokemiker og så en rigtig god indsigt i vinen verdens og gode smagssanser.

Han startede med at finde en mark, som han mente kunne levere druer til hans vine, og så bankede han på døren til vinavleren og lave en aftale om høsten fra 3 marker. Da druerne i februar 1990 var modne, så tog Roman nogle fridage fra sit faste job, ankom med spand og beskærersaks og gik ellers i gang med at høste … helt på egen hånd.

Folk troede, at Roman Bratasiuk var tosset, men Roman arbejdede fra 6.00 morgen til sen aften og nåede første dag halvdelen af den første vinmark. Dagen efter gentog han processen, hvorefter første mark var høstet. Det gjorde han så også for de andre to marker, og så var høsten i hus.

Vinproduktionen foregik i et lejet blikskur, hvor Roman brugte tomme vinflasker til at presse druerne i nogle kurve. Herefter blev druesaften hældt over i 3 brugte ståltanke fra et gammelt mejeri og uden temperaturstyring af vildgæringen fra druerne. Vinen blev herefter lagret i 3 barriques, alle brugt et par gange før og allerede efter 11 dage var vinene klar.

Vinene blev ganske fantastiske – og til Romans store overraskelse – hurtigt udsolgt. Det betød, at han året efter kunne fordoble produktionen, og så gentog processen sig i nogle år. Til sidst måtte han imidlertid kvitte jobbet som biokemiker, bl.a. efter den lokale presse lavede en artikel om Clarendon Hills Wines med overskriften; “Tin shed wines take on the World … blik-skur vine indtager verdenen”.

I 1994 lavede Roman Bratasiuk vinen Clarendon Hills Astralis. Det var den første flaske i Australien, som kostede mere end 100$ .. og blev udsolgt. I 1996 skrev Robert Parker følgende om netop 1994 Astralis vinen; “This is the hottest wine in Australian wine circles, as it came out ahead of two great vintages of Henschke and Penfolds’ Grange in a recent tasting. If readers can believe it, it is a bigger denser, more concentrated wine than the Grange”.

Samtidig blev Roman udråbt som årets vinmager, og så blev Clarendon Hills lige pludselig kult og efterspurgt på verdensplan. To årgange af Astralis, nemlig 1994 og 1996, blev endda inkluderet i publikationen “Verdens 1.000 bedste vine nogensinde fra 1727 til 2006”, udvalgt af 15 forskellige internationale vineksperter.

I dag ligger Clarendon Hills på adressen Brookmans Road i byen Blewitt Springs i McLaren Vale. Forholdene er i dag langt mere moderne, og vinhuset ejer i dag betydelige flere vinmarker, men hvor mange hektar har jeg ikke kunnet finde ud af. Vinstokkene er dog ekstremt gamle. og bl.a. Grenache, Syrah og Cabernet Sauvignon stokkene er mellem 60 og 75 år gamle. Endvidere ligger vinmarkerne i op til 310 meter over havets overflade, hvilket sammen med den kølige brise, der blæser ind fra det Tasmanske Hav, forsinker den phenoliske modning af druerne, hvorved vinen opnår større kompleksitet og langt bedre syrebalance.

Vinstokkene er upodede, da man i de sandede og stenede jorde i McLaren Vale ikke har haft problemer med phylloxera. Disse vinstokke er relativt sjældne, da 98% af alle verdens vinstokke er podet. Samtidig er det også sundere vinstokke, som giver en langt større smagskompleksitet og fortolkning af deres terroir.

I dag er Romans to sønner Alex og Adam Bratasiuk med i driften af Clarendon Hills Wines, idet Adam følger i faderens fodspor som vinmager, mens Alex står for ledelse, strategi og den økonomiske drift.

Denne Syrah er ganske vist ikke en af husets 19 enkeltmarksvine, men husets almindelig … kaldet Domaine Clarendon, hvor druerne kommer fra en 14 hektar stor mark i 350 meters højde omkring 10 kilometer nord for byen McLaren Vale.

Vinstokkene på marken stammer fra 2005, så er altså forholdsvis unge … alene 5 år ved høst af druerne til denne årgang 2010. Vinen er lavet med druernes egen naturlige gær og har lagret 18 måneder på eg, heraf 50% nye fade. Der laves årligt 3.000 kasser af denne vin.

Duften er lidt fersk kød … så langt så godt, engelsk lakrids, oliven, mørke bær, solbær, grønne noter og våde fade samt et snert af peber. Smagsmæssigt lidt grafit, peber, blåbær, solbær … en direkte og stram frugt, syrlige elementer … men bliver ærlig talt en smule enstrenget. Der er ikke så megen flamme i den gamle kærlighed.

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 350 kr.

Rating 4,5/7 half_thumb

2013 Liberated Winery, Pinot Noir, Californien, USA

2013 Liberated Winery, Pinot Noir, Californien, USAVi er stødt på dem før … Jackson Family Wines, som er et af de helt store amerikanske firmaer indenfor vin og ejer en lang række vinhuse, bl.a. dette Liberated Winery, som står bag denne Pinot Noir.

Jackson Family Wines er stor … meget stor og ejer – i skrivende stund – 36 vinhuse i America, 2 i Australien, 2 i Chile, 2 Bordeaux slotte i Frankrig, 2 vinhuse i Italien og et enkelt i Sydafrika. Blandt de mest kendte vinhuse herhjemme er Edmeades, Carmel Road, Kendall-Jackson, La Crema og Murphy-Goode.

Jackson Family Wines er oprindeligt grundlagt af Jess Stonestreet Jackson Jr., som var en amerikansk entreprenør i vinbranchen, advokat og forretningsmand. Jess voksede op i Californien under den store depression, og arbejdede inden uddannelsen til advokat indenfor en lang række erhverv, bl.a. som bolsjer-koger, postbud, humleplukker, livreder og ambulancefører.

I 1974 købte han sammen med hustruen Jane Kendall Jackson en 32 hektar stor ejendom med produktion af pærer og valnødder. Der blev dog i stedet plantet vinstokke, primært Chardonnay og druerne solgte ægteparret de første mange år til lokale vinhuse. I 1981 var der imidlertid overflod at druer, hvilket gjorde afsætningen sværere.

I stedet begyndte Jess Stonestreet Jackson Jr. så selv at producere vinene, og besluttede at producere kvalitetsvine til billige penge. Den første vin blev Kendall-Jackson Vintner’s Reserve Chardonnay, som blev en kæmpe succes og første vin, som i 1983 vandt en Platinum Award ved konkurrencen American Wine Competition. Vinen er bl.a. af Food and Wine Magazine placeret blandt “50 Wines You Can Always Trust” og nydes den dag i dag bl.a. af Barack Obama.

Jess blev skilt fra Jane Kendall Jackson i starten af 1980’erne og giftede sig i stedet med Barbara Banke, som blev hans partner både privat og i vinproduktionen. Sammen udvidede de vinhuset … til vel nærmest et vinimperium. Den oprindelig strategiplan lød på en produktion på 50.000 kasser vin årligt, men de blev ved med at vokse med flere vine, større produktion, nye vinhuse og ejer i dag hele 10.100 hektar jord, hvoraf 5.650 hektar er vinmarker. Helt astronomisk.

I 2009 var Kendall-Jackson koncernen placeret som det 9. største vinfirma i USA, og havde gjort Jess Stonestreet Jackson Jr. en meget velhavende mand. I 2005 skrev Forbes Magazine, at Jess var den 366. rigeste person i verdenen med en formue på 1,8 mia. dollars. Jess døde imidlertid i 2011 af kræft … men på det tidspunkt produceret vinhuset 5 millioner kasser vin årligt.

I dag er drives vinhuset videre af  hustruen Barbara Banke i samarbejde med svigersønnen Don Hartford, men også hans 3 børn fra ægteskabet med Barbera – Katie, Julia og Christopher Jackson – er på vej ind i det store familieforetagende.

Og så ejer de altså også dette nye projekt Liberated Winery, hvor de – under ledelse af vinmageren Graham Weerts og nogle af familiens andre vinmagere – laver 3 vine på 3 forskellige druesorter, nemlig druesorterne Sauvignon Blanc, Cabernet Sauvignon samt Pinot Noir. Og hver vin fås med 3 forskellige etiketter med forskellige navne … her på Pinot Noir er det Artist, Urban Dweller og Graduate.

Graham Weerts er til dag ansvarlig vinmager på Jackson Family Wines’ sydafrikanske projekt Capensis, men her laves der altså vine fra Sonoma i Californien.

Denne Pinot Noir er imidlertid ikke lavet med druer fra Sonoma, men derimod fra Monterey … i det område, hvor koncernen har deres Carmel Road Winery. Om druerne kommer derfra eller er opkøbt fra andre vinavlere fremgår ikke.

Importøren oplyser, at druerne kommer fra forskellige marker i Monterey. Alle druer er håndplukkede og fermenteringen sker på temperaturkontrollerede ståltanke. Den efterfølgende fadlagring sker på kun en lille andel nye franske fade.

I næsen er der en dyb og varm Pino duft … modne kirsebær, tørrede tranebær, mentol, eucalyptus, vanilje, bagepulver og lette egenoter. Der fornemmes virkelig varme og fedme, og uden at ha’ smagt vinen, så er et bud på amerikansk Pinot Noir oplagt.

Smagen er blød, cremet med sødme … godt med varme og modne, fyldige kirsebær. Jo, absolut amerikansk. Det gav point.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 179 kr. ved køb af 1 flaske og 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 half_thumb

2013 Weingut Fritz Allendorf, Quercus Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2013 Weingut Allendorf, Quercus Pinot Noir, Rheingau, TysklandHar vist udtrykt det før … men på tysk kan det udtrykkes med König der Rotweine eller Edelste aller Rotweinsorten = Spätburgunder a.k.a. Pinot Noir, og her er det vinen Quercus Pinot Noir fra Weingut Fritz Allendorf, som holder til Oestrich-Winkel små 5 kilometer nordøst for Rüdesheim i Rheingau.

Vingården er grundlagt tilbage i 1773 af Philipp Anton Allendorf, og drives i dag fortsat af Allendorf familien, nemlig af søskendeparret Ulrich Allendorf og Christine Schönleber og deres respektive familier.

Ulrich – kaldet Uli – står for vinproduktionen sammen med Christines mand Josef Schönleber samt Christines og Josefs ældste søn Max Schönleber, der i 2012 blev uddannet ønolog fra Geisenheim og derudover har arbejdet hos Bernhard Huber i Malterdingen i Baden og der lært en del om produktion af specielt Spätburgunder vine.

Christine Schönleber – som så kaldes Christel – står for beværtningen på deres ejendom Georgshof, som familien byggede i 1963 ude i vinmarkerne. Der kan man både nyde vinene fra Allendorf, bestille småretter og komme ind i husets Weinerlebniswelt … hvor besøgende kan lære lidt om de forskellige marker,  jordarter og endda nyde vinene i forskelligt farvet lys for at fremhæve elementer eller detaljer i vinene.

Herudover driver familien også bistroen/restauranten/vinbaren Brentanohaus i Oestrich-Winkel i en gammel historisk bygning opført i 1751. Ejendommen var oprindelig sommerresidens for familien Brentano og familiens venner, bl.a. Johann Wolfgang von Goethe, brødrene Grimm og Freiherr vom Stein. Efter sigende skulle Goethes soveværelse stadig stå fuldstændigt originalt for bevis for den glorværdige fortid.

Sammenlagt er Allendorf i dag et større familieforetagende og et af de største huse i byen. Uli og Christels mor Lotte lever fortsat og er således ældste generation for 4 børn, 9 børnebørn og 1 oldebarn. Dermed en ganske stor familie. Og flere af de unge børnebørn regner også med at gå vinvejen.

Familien har sammenlagt 75 hektar vinmarker og er dermed et af de største familie drevne vinhuse i Rheingau. De vigtigste marker er Winkeler Hasensprung og Jesuitengarten, Oestricher Lenchen, Geisenheimer Mäuerchen, Rüdesheimer Berg Rottland og Berg Roseneck samt Assmannshäuser Höllenberg og Hinterkirch … alle dejlige navne for vinelskere.

Her har vi Quercus Pinot Noir, som er en af husets bedste rødvine … kun overgået af storesøsteren Quercus Pinot Noir Superius, som dog kun laves i de allerbedste år. Efter høst afstilkes druerne og gæringen med drueskallerne kan tage op til 14 dage. Vinen bliver herefter lagret i traditionelle træfade i 1 år og bliver herefter modnet i små franske og amerikanske barriques.

Lad os smage den … næsen er herlig tysk Spätburgunder med sød hestestald, dyb blæknote, godt med kirsebær, hindbær, eg, vanilje, tobak og der fornemmes samtidig dog volumen/fedme.

I munden er vinen også lidt varmere end mange af den tyske medsøstre, tæt, stålsat med mineraler, meget easygoing … mangler måske en smule syre, men smager da ret fantastisk.

Forhandles af Tysk Vin Klub, hvor prisen er 160 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 half_thumb

2010 Fort Ross Vineyard & Winery, Pinotage, Californien, USA

2010 Fort Ross Vineyard & Winery, Pinotage, Californien, USANogle gange bliver man totalt snydt … og det blev jeg sgu ærlig talt med denne Pinotage, som i næsen duftede klart af amerikansk Pinot Noir. Det var ganske vist amerikansk, men jeg havde sgu aldrig drømt om, at jeg skulle støde på den ærkeægte sydafrikanske Pinotage drue i det solrige Californien.

Okay … Pinotage er ganske vist en krydsning mellem Pinot Noir og Cinsault, skabt i 1925 af professor Abraham Izak Perold, men denne amerikanske Pinotage fra Fort Ross Vineyard & Winery byder slet ikke på nogle af de aromaer, som Pinotage ofte kendes på, fx brændt gummi, acetone, maling eller i den mere indbydende ende tropiske frugter og banan. Nå, men mine smagsnoter kommer vi tilbage til senere.

Fort Ross Vineyard & Winery ligger udenfor den lille by Jenner i Sonoma med kun et par kilometer til havet, 10-15 kilometer nord for Russian River og tæt på det gamle Fort Ross … en russisk/amerikansk bosættelse fra gamle dage.

Det er et bjergrigt område med vinmarker op til 500 meters højde, hvor der er godt med tåge. Husets vinmarker – der er fordelt på 32 forskellige parceller – er nogle af de marker, som ligger tættest på Stillehavet og den beliggenhed medvirker således til, at klimaet er et såkaldt cool-climate.

Vinhuset drives af Lester og Linda Schwartz. De mødtes i 1960’erne i Sydafrika, hvor de begge studerede på University of Cape Town. Lester var søn af en advokat og landmand, men studerede geologi, mens Linda var både komponist, pianist og studerede musik. De tilbragte dog deres fritid på lokale restauranter, hvor de smagte nogle af de lokale vine.

Lester endte sine studier med at læse til advokat og Linda fik sin doktorgrad som komponist … og de blev gift i 1967. Knap 9 år senere flyttede parret dog til USA, hvor Lester fik arbejde som advokat i San Francisco, mens Linda studerede kunst.

Imidlertid savnede Lester det landlige liv fra sin barndom, og da parret samtidig havde en drøm om at blive vinavlere, så købte de i 1988 et stort, uberørt areal i det kystnære område ved Jenner med Han og Linda købte jorden og byggede en afrikansk inspireret hjem med udsigt til Stillehavet.

Derefter byggede de et stort hus … selv følgelig inspireret af arkitekturen fra Sydafrika, bl.a. med runde, ovale værelser og selvfølgelig opført i træ.  Samtidig begyndte de også at tilplantet noget af jorden.

Efter flere års eksperimenter konkluderede de, at jorden var meget velegnet til Chardonnay og Pinot Noir. I løbet af de næste 10 år plantede de flere vinstokke, byggede vandreservoir, installerede drypvanding og byggede espaliersystemer til opbinding, så druerne kunne få så meget sol som muligt. Siden 2009 har de haft er tæt samarbejde med vinmageren Jeff Pisoni.

Deres fælles fortid i Sydafrika fik dem på et tidspunkt til at importere stiklinger af Pinotage, som de med stor succes har plantet, og det er jo netop en af disse flasker, som virkelig tog røven på mig – pardon my french.

Vinen er udelukkende lavet af druer fra egne marker, som høstes ved håndkraft i flere omgange for at sikre den perfekte modenhed, indhold af syre og smagsstoffer. Al høst på de stejle skråninger foregår i de kølige morgentimer.

Gæringen sker udelukkende med de i vinmarkerne og kælderen naturligt forekommende gærstammer. Efter fermentering lagrer vinen på en blanding af nye og brugte franske egefade. Faktisk laves denne Pinotage på samme måde som deres Pinot Noir vine.

Hver klon og hver markparcel vinificeres separat. Lagringstiden på en kombination af brugte og nye fade er 12-18 måneder inden den endelige blanding og aftapning på flaske, som sker uden klaring og filtrering.

I næsen er der nogle søde Pino noter … der – som nævnt – leder tankerne hen på amerikansk eller i hvert fald oversøisk Pinot Noir. Derudover fornemmes fedme sammen med syrlige kirsebær, lette blommer, brombær, kanel, eg og lidt Knorr krydderier. I forhold til, at det er Pinotage, så er det ganske indbydende.

Igen er der dog meget sødme i smagen … også en tak for meget, men heldigvis er der også en vis bitterhed, lidt ribs, kirsebær og peber, men lidt kantet og der fornemmes også lidt alkohol sammen med de bitre elementer. Kan dog godt li’ vinen … selvom det er en tak for sødt.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 379 kr. ved køb af 1 flaske og 339 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 half_thumb