Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2013 Domaine Daniel Rion & Fils, Vosne-Romanée 1er Cru Le Beaux-Monts, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine Daniel Rion & Fils, Vosne-Romanée Le Beaux-Monts Premier Cru, Bourgogne, FrankrigDer var kommet lidt sitrende, burgundiske træk ved Gert E’s mundvige … og enten skyldes det, at han var begyndt at blive lidt småfuld eller fordi, at der var mere Bourgogne i vente. Det var så det sidst, endda en 1er Cru … Vosne-Romanée 1er Cru Le Beaux-Monts fra Domaine Daniel Rion & Fils.

Domaine Daniel Rion & Fils ligger en anelse syd for Nuits-Saint-Georges ved den lille by Prémeaux-Prissy og drives af brødrene Cristophe og Olivier Rion, som I ser på billedet ovenfor. Det var dog deres far Daniel Rion, som grundlagde vinhuset i 1955, hvor der alene var små 2 hektar vinmarker.

Siden 1995 – hvor Cristophe og Olivier overtog driften – har de udvidet vingården til i dag at omfatte 18 hektar vinmarker, som omfatter appellationerne Prémeaux, Nuits Saint Georges, Vosne-Romanée, Chambolle-Musigny, Vougeot og Marey-les-Fussey.

Markerne passes efter økologiske principper og byder på meget gamle vinstokke. Årsproduktionen ligger på omkring 100.000 flasker vin.

Denne Vosne-Romanée 1er Cru Le Beaux-Monts er selvfølgelig enkeltmarksvin med druer fra 1er Cru marken Le Beaux-Monts. Den er lavet ved, at drueklaserne først afstilkes, hvorefter der sker en kølig premaceration et par dage inden presning og fermentering på temperaturstyrede rustfrie ståltanke.

Vinen lagrer et sted mellem 15-18 måneder på barriques, heraf en del nye fade, typisk mellem 30-80% nye fade, men Domaine Daniel Rion & Fils oplyser det ikke specifikt pr. vin.

Nu begynder det at dufte som rigtig Bourgogne efter min smag … en lidt sød, animalsk duft. Det er nærmest kostald og næsten lidt tysk i udtrykket. Derudover let elegant og lys, dyb frugt, både kirsebær, hindbær, havtorn, eukalyptus, grønne elementer, hvid peber og lidt blomsterstøv. Vi er flyvende, men alligevel med en vis tyngde.

Smagsmæssigt er her også både dybde, kraft og alligevel en vis luftighed, som fejlagtigt kan tolkes som lidt vandet. Det synes jeg nu ikke, at den er … for der er lækker frugt, sød frugt måske endda, nærmest lidt kandiserede kirsebær med lidt syrlig ribs blandet i, hvilket egentlig gør frugtsmagen meget ren og så alligevel dyb. Det er altså godt det her … og klart bedste Bourgogne denne aften.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 649,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 499,95 kr., så det er selvfølgelig også dyre dråber.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Eichberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Eichberg GG Spätburgunder, Baden, TysklandNow we’re talking … en af stjernevinene fra Fritz, Friedrich og resten af Keller-banden hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler i herlige, lille Oberbergen i Vogtsburg, Kaiserstuhl. Überbevisende og stjernegodt.

For et år siden havde Jan og jeg et kongebesøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, hvilket jeg også skrev om i blogindlægget Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Læs det, hvis I vil vide mere om vinhuset.

På billedet ovenover kan I se der ganzen familie. Det er lige udenfor den 1-stjernede Michelin restaurant Schwarzer Adler, hvor Jan og jeg klokken lort om natten, efter en våd Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg i Breisach-am-Rhein lige skulle nyde et sidste glas Spätburgunder.

Det var imidlertid ikke denne Eichberg GG Spätburgunder, som ellers er en af husets topvine og samtidig søstervin til Kirchberg GG Spätburgunder, som jeg for nogle måneder siden også smagte ved Gert E. Han besøgte nemlig også huset og restauranten her i sommers med hans frue.

Oberrotweiler Eichberg marken we en af området bedste Grosse Lage marker og den ligger – ligesom Kirchberg – ved nabobyen Oberrotweil … ja faktisk lige mellem Oberrotweil og Bischoffingen på en højderyg af vulkansk oprindelse.

Det er en mark, som også den godmodige, karismatiske og humørfyldte Karl Heinz Johner har parceller på. Fra Johner har jeg fx tidligere smagt et sip af hans imponerende 2011’er Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg, som Karl Heinz også selv var ovenud tilfreds med. Det lagde han bestemt ikke skjul på.

Denne 2014 Eichberg GG Spätburgunder fra Schwarzer Adler er lavet helt traditionelt, bl.a. med 20-30 dages maceration og den har alene lagret på barriques i 16 måneder og det er en kombination af både nye fade samt fade, der er brugt 1-2 gange tidligere. God tørhed med 1,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er vinen nærmest mælket … rolig nu, jeg sagde ikke malket. Men der er både mejeri, lidt A38 (den klassiske), mentol, eukalyptus, kaktus, kirsebær, hindbær, kanel, vanilje, svag kul, røde bolsjer, urter, blomster og duften er da bare for lækker.

I munden er det en stram lærerinde … pisken frem, korsettet på og en kende irettesættende. Men her er der grund til at rette sig ind, for det er skarp jern, sten, hvid peber og stram syre samt direkte tæt frugt. Det er hindbær, jordbær og en tand kirsebær. Fylden fra varme Baden mærkes, men holdes i snor af den herlige syre. Uha det smager godt. Smæk mig lærerinde.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 45€ … svarende til 335 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2013 Domaine Annie Gavignet, Vosne-Romanée Villages, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine Annie Gavignet, Vosne-Romanée, Bourgogne, FrankrigI det burgundiske grønne spor fortsatte Gert E med endnu mer’ Pinot Noir, nemlig denne Vosne-Romanée Villages fra Domaine Annie Gavignet, der ligger i den lille by Comblanchien omkring 8-9 kilometer nordøst for Beaune i Cotes de Nuits.

Domaine Annie Gavignet er et lille, uanseelig vinbrug og ukendt for de fleste. Det syner heller ikke af meget ude fra vejen. Det drives af Annie Gavignet, som er 3. generation på vingården, der blev grundlagt af hendes farfar Honoré Gavignet. Annie overtog driften efter hendes far Maurice Gavignet.

Den let buttede dame laver udelukkende vine på Pinot Noir og udelukkende fra egne marker. Jeg kan dog ikke se, hvor mange hektar, som Annie ejer, men de er fordelt på parceller i Hautes-Côtes de Nuits, Nuits-Saint-Georges, Vosne-Romanée og Chambolle Musigny … alle i Côtes de Nuits.

Det bliver dermed også alene til 4 forskellige vine, som alle laves efter samme opskrift med en forholdsvis kort fadlagring på kun 10 måneder. Ellers er Annie ikke videre informativ omkring produktionen af vinene.

Her er det hendes Vosne-Romanée Villages … altså en kommunevin, og således ikke hverken enkeltmarksvin eller 1er Cru, men alligevel med god kvalitet.

Vosne-Romanée gemmer dog også på nogle af verdens mest berømte marker som fx Romanée Conti, Richebourg og La Tache. Og den gode Annies marker i Vosne-Romanée skulle efter sigende ligge lige op til flere 1er cru marker.

Næsen byder på røg, violer, blomster, kalkede mineraler, hindbær, kirsebær samt en meget stringent og grøn syre, syrlig mødding, animalsk og ganske rustik med lidt fennikel.

Smagen er præget af direkte og stram frugt … virkelig grøn og byder derudover på kul, hindbær og godt med mineraler, nærmest med sten og jern i munden. Grønt og direkte, skarpt og alligevel er jeg ikke helt afklaret. Giv den masser af luft.

Købt via Vivino, men prisen kender jeg ikke, men vil gætte på et sted omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Domaine Antonin Guyon, Chambolle-Musigny Clos du Village Monopole, Bourgogne, Frankrig

2013 Antonin Guyon, Chambolle-Musigny Clos du Village Monopole, Bourgogne, FrankrigHvis Gevrey-Chambertin er kongen i Côte d’Or, så er Chambolle-Musigny dronningen, siger nogle. Chambolle-Musigny er normalt lette og feminine vine, men denne Chambolle-Musigny Clos du Village Monopole fra Domaine Antonin Guyon viser fra start lidt maskuline træk.

Ikke at det skulle være dårligt, men det kommer jeg jo til lidt senere. Lad os først kigge lidt nærmere på Domaine Antonin Guyon, som holder til i udkanten af byen Savigny-lès-Beaune omkring 2-3 kilometer nord for Beaune.

Vinhuset er grundlagt af Antonin Guyon i 1960’erne, men familie ejendommen drives i dag af brødrene Michel og Dominique Guyon, assisteret af kældermester – og chef de culture – Vincent Nicot. Det er brødrene, som du kan se på billedet ovenover.

Domaine Antonin Guyon har samlet 48 hektar vinmarker, hvor 20 hektar ligger i Hautes Côtes de Nuits og de resterende 28 hektar i Côte d’Or i nogle af de bedste appellationer lige fra Gevrey-Chambertin til Puligny-Montrachet.

Markerne passes efter alle kunstens regler. Jorden pløjes for at sikre luft og liv, ligesom der anvendes kompost. Herbacider, pesticider og kunstgødning er bandlyst, idet målet er at skabe så naturlige vine som muligt med tydeligt terroirpræg.

Alle druer håndsorteres i marken, ligesom de også håndhøstes af erfarne plukkere, der har op til 25 års erfaring hos Guyon. De modne klaser lægges i små kasser, der tillader stabling uden druerne knuses – og dermed oxyderer.

Alle druer ankommer til kældrene inden for 30 minutter efter de er plukket, hvorefter de sorteres endnu engang og afstilkes inden de transporteres til gærringskarrene – uden brug af pumper.

Druerne gennemgår en kort kold pre-maceration for at trække farve og aroma ud af druerne, inden gæringen starter. Dominique Guyon anvender alene den naturlige gær, idet han mener det er en vigtig del af terroir definitionen i vinen.

Efter endt gæring macererer den unge vin i yderligere 10-20 dage, og fadlagres efterfølgende i mellem 12 og 20 måneder alt afhængig af vinen og årgangens kvalitet.

Der anvendes mellem 15 og 50% ny eg. Inden aftapning stikkes fadene sammen og hviler på tank. Vinene filtreres generelt ikke og årsproduktionen ligger på 200.000 flasker.

Her er det husets Chambolle-Musigny Clos du Village Monopole, en lille enkeltmark på 0,55 hektar kaldet Clos du Village, som er en del af husets i alt 3,3 hektar marker ved Chambolle-Musigny i Côte de Nuits.

Og Domaine Antonin Guyon er eneste ejer af denne lille mark, derfor også navnet Monopolo i navnet. Vinen er lagret 18 måneder og 1/3-del af fadene er nye.

Næsen er bourgognegrøn med hindbær, kirsebær, måske endda kandiserede kirsebær, lidt lakrids, gazebind samt en vis fylde, fedme og kraft, som mere sender en retning af noget Pommard. Men efter lidt tid i glasset forvandles det lidt maskuline udtryk til noget mere feminint … som om vinen bliver en tak lettere og mere forfinet i duften.

I munden en pæn strenghed, lethed med blomster, røg, lyse bær, hindbær, men dog fortsat grøn og burgundisk. Smager godt, men med luft i glasset øges de sarte, feminine aromaer ganske vist, men samtidig mister vinen også af intensiteten i smagen. Det er stadigvæk meget ung vin.

Købt via Vivino, hvor en flaske kostede 395 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2012 Rodney Strong, Russian River Valley Pinot Noir, Californien, USA

2012 Rodney Strong, Russian River Valley Pinot Noir, Californien, USARonnie Stærk ville han vel hedde herhjemme, men nu er han altså amerikaner og så er navnet Rodney Strong. Og fra den stærke mands vingård Rodney Strong Vineyards er glasset nu fyldt med lidt Russian River Valley Pinot Noir.

Vinhuset er beliggende ved byen Healdsburg i Sonoma i Californien og er opkaldt efter grundlæggeren Rodney D. Strong, som etablerede vinhuset i 1959. Han var født i 1927 og havde forinden haft en karriere som international danser, bl.a. som fordanser på det fashionable forlystelsessted Lido i Paris.

Her havde han fået smag for bedre årgangsvine, og da han ikke havde udsigt til at blive gammel i dansegårde, så besluttede han sig for at blive gammel med vindyrkning.

Det blev han med etableringen af Rodney Strong Vineyards, og med købet fuldt en gård, hvor der bl.a. var vinstokke, som var plantet helt tilbage i 1904, da nybyggere plantede den første mark River West Zinfandel Vineyard med Zinfandel-druer. Og det var lige præcis dér, at Rodney Strong byggede sit hovedsæde i 1962.

Rodney Strong Vineyards er i dag ejet af Tom Klein, der købte vineriet i 1989. Tom har fra starten været interesseret i at optimere Rodney Strong Vineyards til at møde de krav den moderne forbruger stiller til gode vine.

Der er investeret i nyt udstyr til kælderen, marker er genplantet og dyrkes efter regler for bæredygtigt vinbrug. Huset marker ligger primært i Alexander Valley, Russian River Valley og Chalk Hill.

Tom er også en stærk fortaler for miljøet og i oktober 2009 blev Rodney Strong, som det første vineri i Sonoma County, defineret som CO2 neutralt.

Dette er bl.a. opnået ved et stort anlæg af solceller på toppen af vineriet. Et af de største i verden for et vineri. På en typisk dag i Sonoma genererer dette anlæg nok energi til at forsyne 800 husstande.

Denne Russian River Valley Pinot Noir er lavet med druer fra marken River East Vineyard, der ligger lige ved siden af vineriet i Healdsburg. Druerne gæres på traditionel vis og vinen lagres herefter 13 måneder på små franske egetræsfade, heraf 35% nye fade.

Næsen er ganske urtet … vi snakker kaktus, eukalyptus, mens frugten er modne kirsebær, næsten kandiserede kirsebær, bløde, søde og solrige bær. Derudover er der eg, vanilje og lidt bagepulver.

Smagsmæssigt godt med brændte noter, en vis lethed, dog med masser af sødme, kirsebær, kaktus og krydderier. Det er ikke verdens mest feminine Pinot Noir, men en solrig en af slagsen og alligevel med nogen lethed og amerikansk sødme.

Forhandles af Skjold-Burne, hvor en flaske koster 249,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Cape Founders, Pinot Noir Reserve, Western Cape, Sydafrika

2014 Cape Founders, Pinot Noir Reserve, Western Cape, SydafrikaPinot Noir Reserve fra et vinhus, som kalder sig Cape Founders fra Western Cape i Sydafrika. Sådan står der i hvert fald på etiketten, men vinen er imidlertid lavet af en vinmager i Alsace.

Vinmageren hedder Julien Schaal og han har skabt sin forretning ved at opkøbe druer og laver således vine fra primært Alsace, Sydfrankrig samt specielt Elgin i Sydafrika.

Hans interesse for vin begyndte, da han som barn var med sin onkel på arbejde på en vingård. Interessen blev videreført på kokkeskolen i Strasbourg, hvor han bestod med øget passion for vin.

Schaal fortsatte med at uddanne sig og startede på vinskolen i Beaune.  Efter 3 års studie og endnu et par år, hvor han kiggede vinmagere i Frankrig og Sydafrika over skulderen, besluttede Julien Schaal at lave sin egen vin.

I dag laver han således Riesling fra hans eget vineri, der ligger i Saint-Hippolyte i Alsace, men står altså også bag flere serier af vine fra Sydafrika og en af disse er altså med navnet Cape Founders. Det er vine i den billigere ende af skalaen, bl.a. kan vinen Cape Founders Shiraz Reserve findes til 39,99 kr. hos Calle ved grænsen.

Der findes 3 vine i Cape Founders serien og denne Pinot Noir er således en af disse.  Jeg har desværre ikke kunnet finde nogle oplysninger om produktionen, så jeg springer i stedet direkte til mine smagsnoter.

Duftmæssigt nærmest lidt gær, grønne blade, hindbær, kirsebær, granatæbler … den er virkelig sur og grøn. Smagen er dog blød og rund. Samtidig er der godt med sol, hindbær, jordbær samt masser af modne kirsebær og er ganske ukompliceret, hvilket måske også er vinens svaghed.

Fundet i Red Office kontorforsyning til 69,95 kr. eller SuperBrugsen på tilbud til 50 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2013 Vinâ San Esteban, In Situ Signature Coastal Red Pinot Noir, Aconcagua, Chile

2013 Vinâ San Esteban, In Situ Signature Coastal Red Pinot Noir, Aconcagua, ChileSå er der sgu Pinot Noir i glasset igen, men denne gang er det ikke tysk ædelblodig Spätburgunder, men en oversøisk In Situ Signature Coastal Red Pinot Noir fra Vinâ San Esteban i Chile.

Vinâ San Esteban ligger lige ved den lille by Paidahuen … under en kilometer øst for byen San Esteban, lige for for foden af det prægtige Aconcagua Bjerg, som er det højeste bjerg i Andesbjergkæden og tæt på floden Rio Aconcagua.

Vinhuset er grundlagt i 1974 af José Vicente, men i dag er det sønnen Horacio Vicente som driver gården. Inden Horacio Vicente overtog driften fra faderen havde Horacio uddannet sig til ønolog i Frankrig og havde tillige arbejdet på Château Mouton Rothschild og Mouton Cadet samt i USA på Chalone Vineyard.

Vinâ San Esteban, som også i folkemunde kaldes In Situ Wines – har samlet 150 hektar vinmarker, hvor der dyrkes Cabernet Sauvignon, Merlot, Carmenère, Syrah, Sangiovese, Cabernet Franc, Mourvedre, Petit Verdot, Chardonnay, Sauvignon Blanc og Viognier.

Vinene fra Viña San Esteban markedsføres under 3 serier, nemlig VSE Viña San Esteban, Río Alto samt In Situ. In Situ betyder “på stedet” på latin. De gamle Inka-indianere har haft nogle oldgamle ritualer på de steder, hvor vinhuset i dag har deres vinstokke.

På toppen af en bakke oven for vinmarkerne ligger der nemlig omkring 20 sten med indgraveringer efter disse gamle kulturer. Den mest fornemme gravering kan i dag genses på etiketterne på nogle af vinene i In Situ serien som hyldest til, at man i dag dyrker vine i det område, hvor der i  fortiden har været mennesker.

Jeg har tidligere smagt og skrevet om et par af vinene fra Vinâ San Esteban, bl.a. en 2013 In Situ Carmenère Vineyard Selection samt en 2011 In Situ Chardonnay.

Denne In Situ Signature Coastal Red Pinot Noir er lavet med druer fra en af husets marker, der ligger små 16 kilometer fra Stillehavet … deraf også navnet Coastal Red. Det er sandede marker, der – sammen med den kølige brise fra havet – passer godt til at dyrke Pinot Noir.

Vinen er lavet i ståltanke med en maceration i 15 dage og efter fermentering er vinen lagret 12 måneder i franske barriques efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse. Vinen er en del af husets topserie Signature Wines.

Duftmæssigt rammes du først af grønne noter, krydderurter og vinen er ikke lys og transparent som fx dens europæiske slægtninge, men nærmere sådan medium i de røde nuancer. Derudover er der sol, ribs, granatæbler og kaktuspiller.

I munden er vinen lidt tør, flad og sød i frugten. Den mangler klart noget balance og der er intet feminint, let eller elegant over vinen, som i stedet har kirsebær, grafit og godt med eg. Det er ikke helt skidt, men heller ikke helt godt.

Forhandles hos Glud Vin, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

N.V. Alexandre Bonnet, Blanc de Noirs Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Alexandre Bonnet, Blanc de Noirs Brut, Champagne, FrankrigChampagnehuset Maison Alexandre Bonnet etape 2 … nu med en skøn, skøn Blanc de Noirs Brut og ikke overraskende er jeres flittige vinblogger sgu mest vild med champagnen på ren Pinot Noir.

Det er sgu nok bare en bygningsfejl hos mig … og dog, for specielt Bonnets champagner på ren Pinot Noir regnes også som de bedste hos huset. Ja faktisk regnes denne Blanc de Noirs Brut som husets flagskib og den vigtigste cuvée i serien, da Pinot Noir flyder i husets årer. Det er sød musik i mine ører.

Pinot Noir druerne kommer primært fra husets egne marker … og det betyder vel, at en del også kommer fra opkøbte druer. Vinstokkene er gennemsnitlig 25 år gamle og er – som forrige – en Non Vintage stukket sammen af forskellige årgange.

Denne er lavet med 51% fra 2014, 16% fra 2013, 8% fra 2012, 13% fra 2011 samt 12% fra 2009. Sjovt nok er der ingen 2010’er blandt i mixet. Det er en Brut med en dosage på 8-9 gram pr. liter.

Og det er sgu en champagne med karakter … Thumbs Up. I glasset overraskes du først af boblerne, så både er utrolig små, nærmest mikroskopiske og samtidig i et utroligt antal. Det bobler virkelig elegant i glasset.

Næsen er lækker … det er hævende dej, lidt krydderfedt og tyggegummi, blomster, masser af pærer, ribs, stikkelsbær og samtidig er der noget animalsk og rustikt over champagnen. Den pirrer virkelig næsen på en både rar, rustik og drillende facon.

Smagen er i forhold til forrige vin mere varm og rund i udtrykket, men fortsat med lidt grape samt bitterhed. Den er en kende mere aggressiv i boblerne, men da boblerne er tiny bitte og mikroskopiske, så føles det alligevel meget behageligt. Der er fint med æblesyre, som glider ud i en smuk balance med sødmen i eftersmagen. God champagne, far er glad.

CRT Spirits oplyser, at den vejledende udsalgspris for en flaske er 409 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Alexandre Bonnet, Grande Réserve Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Alexandre Bonnet, Grande Réserve Brut, Champagne, FrankrigChampagne er vel den mest eksklusive væske i verdenen … måske fordi vi jo oftest drikker de boblende dråber ved særlige lejligheder. I lørdags drak jeg lidt af denne Grande Réserve Brut fra champagnehuset Maison Alexandre Bonnet som opvarmning til et bryllup, en ganske fin anledning til champagne.

Jeg er blevet bedt om at teste et par flasker champagne af importfirmaet CRT Spirits. CTS står for Caribbean Rum Traders og drives af de to romkøbmænd Peter Dissing Møller og Rasmus Brøchner Hansen.

De er nu også begyndt at forhandle champagne, nemlig fra champagnehuset Maison Alexandre Bonnet, der ligger i den sydlige del af den lille by Les Riceys i Aube en Champagne. Det er vel omkring 130-150 kilometer syd for Reims og Épernay … den sydligste del af Champagne, men fortsat i et område, der bugner af champagneproducenter.

Aube en Champagne området er opkaldt efter floden Aube, som faktisk også løber tæt forbi byen Les Riceys. Områdets største by er middelalderbyen Troyes. Vi er selvfølgelig – som nævnt – et stykke fra champagnens hovedcentrum Reims og området har også tidligere stået udenfor champagne appellationen.

I februar 1911 blev det vedtaget, at champagneproducenter ikke måtte bruge druer fra Aube i deres champagne. Det førte til en kæmpe opstand, hvor over 5.000 vrede champagneproducenter fra Aube området marcherede til primært Aÿ nordøst for Épernay og ødelagde alt på deres vej. Opstanden blev nedkæmpet af 40.000 mænd fra de franske regeringstropper, men både infrastruktur, marker og flere champagnehuse blev ødelagt i opstanden.

I 1927 kom der en 2. champagnezone, som tillod producenterne fra Aube og Seine-et-Marne igen at kunne levere druer til Champagne, I dag er Aube en Champagne en naturlig del af Champagne, selvom nogle fortsat mener, at Aube ikke burde være en del af Champagne, fordi det ligger så langt væk og har en helt anden jordbund.

Området ved Les Riceys er et af de største områder i Champagne og har samlet 843 hektar vinmarker. Og heraf ejer Maison Alexandre Bonnet omkring 45 hektar.

Champagnehusets historie går tilbage til 1934, hvor Lucien Noble begyndte at plante vinstokke på sine marker. Hans passion for vin blev videregivet til næste generation, men det var først i 1970, at huset begyndte at lave champagne under eget navn.

Det var nemlig børnebørnene, brødrene René, Serge og Alain Bonnet, som egentlig grundlagde vinhuset. De drev derefter også champagnehuset gennem en lang årrække, men siden 1998 har huset været ejet af koncernen Lanson-BCC, som samlet ejer 7 champagnehuse.

Foruden Maison Alexandre Bonnet er det Champagne Lanson, Champagne Chanoine Frères, Champagne Besserat de Bellefon, Champagne Boizel, Champagne De Venoge og Champagne Philipponnat.

Boizel har vi i øvrigt tidligere stiftet bekendtskab med her på vinbloggen … ja faktisk smagte jeg en aften 3 forskellige af deres champagner.

Siden 1977 har Francois Lange ledet Maison Alexandre Bonnet og stået i spidsen for produktionen, hvilket dog sker med hjælp fra et team af ønologer, bl.a. Didier Mele og Alain Pailley.

Her har vi fat i en af husets 11 forskellige champagner, nemlig Alexandre Bonnets Grande Réserve Brut. Det er en Non Vintage, men denne består reelt af en blanding af forskellige årgange fra 2009 og op til 2012, og har derved lagret et sted mellem 2 og 8 år.

Helt præcis er det 86% Pinot Noir og 14% Chardonnay, hvor druerne kommer fra 25 år gamle vinstokke. Den er stukket sammen af 52% fra 2012, 18% fra 2011, 15% fra 2010 samt 15% fra 2009. Det er en Brut med en dosage på 6 gram pr. liter.

Duftmæssigt træder du ind i et tæt og lukket rum. men ud strømmer en skøn intensitet med blomster, æbler, svag vandmelon, citrus, brændte noter, dej under gæring, toast, svag karamel og svag vanilje. Ganske fin aroma.

Smagen er gule æbler, citrus, grape og boblerne er sådan nærmest medium og ikke så aggressive. De giver en god skummende fornemmelse og en fin balance med syrlig grape og en smule sødme. Elegant champagne.

CRT Spirits oplyser, at den vejledende udsalgspris for en flaske er 409 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Weingut Rinke, Langsurer Brüderberg Pinot Noir, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Rinke, Langsurer Brüderberg Pinot Noir, Mosel, TysklandVi slutter vores lille Mosel Rundfahrt med lidt rødt i form af denne Langsurer Brüderberg Pinot Noir fra Alexander og Monika Rinke på Weingut Rinke.

Ægteparret Rinke laver samlet 6 forskellige rødvine, heraf 4 Spätburgundere samt 2 Frühburgundere fra deres forskellige marker. Den stejle mark Langsurer Brüderberg har leveret druer til 3 af deres Spätburgundere, og denne Langsurer Brüderberg Pinot Noir må vel må betegnes som den mellemste søster.

Vinen er vinificeret efter burgundisk forbillede og vinstokkene er da også kloner fra Bourgogne, som parret selv har plantet. Vinen har lagret 22 måneder på brugte barriques.

Duftmæssigt byder denne Langsurer Brüderberg Pinot Noir på lidt grøn bolsjesødme, lakrids, hvid peber og masser af kirsebær. Der er godt med kirsebærfrugt i næsen.

Smagsmæssigt er vinen let og omgængelig, men referencen til Bourgogne synes imidlertid ikke så stor. Det er god Pinot Noir saft med meget svage grønne noter, fin bærsmag, jordbær, hindbær og måske også mørkere bær. Lidt kant … men det gør ikke meget, når den bliver så omgængelig som denne.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7