Tag-arkiv: 5½

2015 Conterno Fantino, Barolo Ginestra Vigna Sorì Ginestra, Piemonte, Italien

2015 Conterno Fantino, Barolo Ginestra Vigna Sorì Ginestra, Piemonte, ItalienMer’ Conterno Fantino Barolo i glasset og nu Barolo Ginestra Vigna Sorì Ginestra … altså lavet med druer fra marken Ginestra, hvor vinstokkene gennemsnitlig er 40 år gamle og de ældste plantet i 1969.

Druerne er høstet med et udbytte på 37-40 hektoliter pr. hektar og så er vinen lavet med fermentering og maceration i ståltanke over 12-15 dage efterfulgt af 24 måneders lagring på franske egefade. Ja generelt, så laves Conterno Fantinos 3 Barolo’er fuldstændig ens.

Duft og smag er også i samme boldgade … næsen er mere floral og har masser af røg, tjære, power, læder, jordbær, hindbær og mørkere bær, tobak, mynte og en anelse vanilje, Fadnoterne kan virkelig også fornemmes i næsen sammen med nogle klare mineralske træk.

Smagen har også godt med power, pænt maskulin, tanninerne er overraskende blide og det smager bare godt. Der er mineraler, sort te, lakrids, svag sødme, læder og fint æterisk syre.

Forhandles af Phlipson Wine, hvor en flaske koster 559,95 kr., mens prisen 465 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Réva, Nebbiolo d’Alba, Piemonte, Italien

2017 Réva, Nebbiolo d’Alba, Piemonte, ItalienDen lille smagning med 4 af Révas vine på terrassen med udsigt til Ravera marken startede helt perfekt med en Nebbiolo d’Alba.

Druerne til vinen kommer fra en lille 1,3 hektar mark San Sebastiano ved Monforte d’Alba og beliggende i 360 meters højde. Druerne er selvfølgelig høstet manuelt og fermentering er sket i rustfrie ståltanke druernes naturlig gærceller og maceration i 17 dage, hvilket er efterfulgt af en malolaktisk gæring i østrigske egefade for 80% af vinen og brugte tonneaux og barriques for de resterende 20%. Derefter er vinen lagret 12 måneder i de østrigske egefade. Der laves årligt 4.500 flasker af vinen.

Etiketterne til Révas vine er tegnet af en kunstner fra Prag, som dog er bosiddende i New York i dag. Motiverne på vinene er alle dyr, men måske lidt fortegnede. På denne Nebbiolo d’Alba forestiller dyret en flagermus.

I glasset er vinen herlig lys, transparent med svagt orange skær, og næsen følger op med dejlig lys, let, syrlig og moden frugt, tranebær, ribs samt granatæbler.  Der er lidt blomster, rosenblade, lidt grønne elementer, tør jord, let grafit og mineraler … virkelig let og der er lidt Pinot Noir over duften. Yammy.

Smagen er også meget let, luftig med masser af lyse bær, ribs, jern, mineraler og godt med syrlighed. Det er smuk vin, så let, så præcis og er totalt pjattet med vinens lethed. Der er fast bid, slanke tanniner og mineralsk renhed.

Forhandles herhjemme af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske koster 178 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Parusso, Barolo Mosconi, Piemonte, Italien

2015 Parusso, Barolo Mosconi, Piemonte, ItalienVi fortsatte i det dejlige Barolo spor og næste vin Guilia hældte i vinbloggerens glas var lidt af Parussos Barolo Mosconi.

Druerne kommer nemlig fra husets parcel på Mosconi marken, der lige ligger en anelse længere mod sydvest lige nedenfor Ginestra marken, hvor jorden også er lidt mørkere og har mere ler og kalksten.

Igen er vinen lavet som de forrige, altså med tørring af klaserne 3-5 dage, hvorved stilkene når at blive brune, men anvendes alle i vinen. Vinen lavet med 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro. Så lagrer vinen efterfølgende 18 måneder i franske barriques med bærmen og så yderligere mindst 6 måneder på flaske.

Igen masser af gentagelse fra de forrige Barolo’er, men Mosconi er lidt mere rustik, lidt mørkere og mere maskulin med nogle lidt mere ristede noter, kaffe, chokolade oveni lyse, lette og modne bær, sorte kirsebær, salvie, rosenblade og tør jord.

Smagsmæssigt er det også et tak op i styrke … mere kraftig, maskulin og mørk, men fortsat en ren, direkte og let moden frugt, lidt mere fyldig og tanninerne også en tak mere markante, så det er helt sikkert en vin, som bør få nogle år i kælderen.

Forhandles af KB Vin, men denne er ikke i sortimentet. På vingården kostede vinen 66€ … svarende til 492 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Parusso, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Parusso, Barolo, Piemonte, ItalienJeg smagte 6 forskellige Barolo’er hos Azienda Agricola Parusso og jeg startede selvfølgelig med deres almindelige Barolo DOCG, hvor druerne kommer fra forskellige vinmarker i Monforte d’Alba og Castiglione Falletto.

Drueklaser tørres 3-5 dage, hvor stilkene når at blive brune, og ved alle Parussos Barolo’er anvendes alle drueklaser uden afstilkning. Derefter er vinen lavet med 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro. Så lagrer vinen efterfølgende 18 måneder i franske barriques med bærmen og så yderligere mindst 6 måneder på flaske.

Næsen er både herlig landlig og moden … god dybde, læder, lyse og modne bær, kirsebær, hindbær, røget eller modnet kød, balsamiske noter, mineraler, blomster, roser, salvie, en lille sødme, tør jord … virkelig elegant og modent.

Smagen er også rund og blød. Det er en venlig og lidt moderne, pleasende Barolo, som fortsat er ganske ung. Det er friske kirsebær, moden lys frugt, lidt præg fra egefadene, røg, blomster, pæn fylde, blide tanniner, fin balance og det smager rasende godt.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske koster 338 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2013 Graziano Prà, Morandina Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2013 Graziano Prà, Morandina Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienVi sluttede den hyggelige smagning af Graziano Pràs vine på terrassen med husets 2013 Morandina Amarone della Valpolicella … selvom temperaturen på de 35 grader måske ikke ligefrem indbød til fuldfed Amarone.

Det er samme blend som de øvrige røde, altså Corvina, Corvinone, Rondinella samt Oseleta og selvfølgelig fra Morandina marken, men her alene de bedste druer og alene høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Efter høst bringes druerne til tørring, men tørrer langt kortere tid end hos mange andre Amarone producenter, nemlig kun 2 måneder, hvorefter druerne afstilkes og presses.

Både den alkoholiske og malolaktiske gæring sker over 15 dage i store vertikale ståltanke, hvorefter vinen lagrer 24 måneder i en blanding af både tonneaux samt barriques, Derefter samles vinen fra de forskellige tønder i store 20 hektoliter egefade inden aftapning på flaske og lagring yderligere et år.

I næsen er der langt fra tale om typisk Amarone rosinvand, men er derimod præget af frisk og frugt, kirsebær … faktisk var min første tanke; fuck er dette virkelig Amarone? Der er lidt blommer, svag en smule lakrids, kakao, som samlet – trods alt – giver en smule fylde i det samlede billede.

Smagsmæssigt er det selvfølgelig en kraftig og fyldig vin, men igen med en utrolig friskhed, renhed og lethed … og det er ikke ofte, at man kan sige det om en Amarone. Man fornemmer her dog også alkoholen mere og det er med til at give power, tyngde og et vist bundtræk, men det er fortsat flot balanceret.

Forhandles herhjemme af Distinto, hvor en flaske koster 489 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Graziano Prà, Morandina Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, Italien

2016 Graziano Prà, Morandina Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, ItalienMed Pràs Morandina Valpolicella Ripasso Superiore er det lidt samme historie. Jeg er generelt ikke pjattet med Ripasso vinene, men denne Morandina Valpolicella Ripasso Superiore er en lille genistreg, som smager bragende godt.

Vinen er reelt lavet lidt som foregående Morandina Valpolicella, dvs. med et helt klassisk blend af de normale Valpolicella druer Corvina, Corvinone, Rondinella og Oseleta fra Pràs Morandina mark i 450 meters højde i Illasi-dalen, hvor jordbunden er ret mergel- og kalkholdig.

Vinstokkene er plantet i 2001 og alt dyrkes selvfølgelig økologisk og  der høstes udelukkende manuelt, hvilket sker medio med et udbytte omkring 40 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten tørres druerne en smule i 20 dage, hvorefter de afstilkes og presses blidt. Gæringen og macerationen sker i rustfrie ståltanke i omkring 15 dage, men derefter mixes vinen nu med de tørrede drueskaller fra Amarone fremstillingen og så gærer vinen yderligere 5 dage med alt skidtet … altså Ripasso teknikken.

Derefter lagrer vinen 12 måneder på Allier tonneaux og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder. Der laves alene 5.000 flasker af denne vin årligt.

Duftmæssigt er den nogle kendetegn fra den almindelige Valpolicella, altså urter, nelliker, peber, mineraler, kirsebær, hindbær og måske også lidt mørkere bær. Men i denne Ripasso er der også lidt mere sødme, mere bolsjer og faktisk er den også mere floral med blomster, sæbe, lidt mere røget og aftrykket fra fadene nok også lidt mere tydelig, bl.a. med lidt kanel og vanilje.

Smagen er også lidt mere afrundet og blød, men det bliver aldrig uden at give afkald på den lethed, luftighed og elegance, som også findes hos lillesøsteren. Dermed bliver det en frisk og stringent Ripasso, som samtidig har lidt mere fylde med svesker, modne kirsebær, krydderier, peber og saftighed. Dette er – mine damer og herrer – monstergod Ripasso.

Forhandles herhjemme af Distinto, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Graziano Prà, Colle Sant’Antonio Soave Classico, Veneto, Italien

2015 Graziano Prà, Colle Sant’Antonio Soave Classico, Veneto, ItalienDen sidste hvidvin hos Azienda Agricola Graziano Prà var denne 2015 Colle Sant’Antonio Soave Classico … så er vi igen tilbage med ren Garganega, men nu altså gæret og lagret på egefade.

Colle Sant’Antonio Soave Classico er klart husets Soave topvin, som bare har fået ekstra TLC i vinkælderen. Druerne er – som med Monte Grande – tørret en måned på vinstokkene ved, at klasestilkene en måned inden høsten vrides og skæres halvt over. Den proces giver druerne forøget koncentration og sukkerindhold, men samtidig et beskedent høstudbytte på 30 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten afstilkes klaserne og druerne presses blidt, hvorefter fermenteringen sker ved 18 grader i store 15-20 hektoliter franske Allier egefade, hvor vinen efterfølgende også lagrer 18 måneder. Den årlige produktionen ligger på 5.000 flasker.

Duften er lidt for meget … men på en god måde. Der er både champagnebrus-is, vingummibamser, dåsepærer, aftryk fra fadene, vanilje, kanel, tropisk frugt, fersken, toast, akaciehonning, sødme, ristede mandler og alt meget tæt, fyldigt og overbevisende.

I munden er vinen blød, fyldig og cremet, men slet ikke med samme bitterhed som Monte Grande. Det er en moden, kompleks og rig smag, men alligevel med en vis friskhed, bl.a. syltede citroner og salte mineraler. Det er vin til fordybelse, mens man læser en god bog. Stor eftersmag … stor vin.

Forhandles herhjemme af Distinto, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Graziano Prà, Monte Grande Soave Classico, Veneto, Italien

2017 Graziano Prà, Monte Grande Soave Classico, Veneto, ItalienMed den næste Graziano Prà Soave Classico gik vi over til de vine, som er lavet og lagret på egefade og vi starter med deres ikoniske Monte Grande Soave Classico, hvor druerne netop kommer fra den mark, som vi startede vort besøg med at besigtige.

Monte Grande Soave Classico er lavet på 70% Garganega og 30% Trebbiano di Soave – helt klassisk blend og med druer fra over 40 år gamle pergola vinstokke på Monte Grande høstet med 50 hektoliter pr. hektar.

Høsten sker manuelt i midten af oktober, men omkring en måned forinden, så vrides og skæres klasestilkene halvt over. På det tidspunkt er druerne egentlig modne, men processen betyder, at druerne ikke får mere næring, hvorved de tørrer en anelse ind og dermed forøges koncentrationen og sukkerindholdet.

Efter høsten afstilkes klaserne og druerne presses blidt, hvorefter fermenteringen sker ved 18 grader i store 15-20 hektoliter franske Allier egefade, hvor vinen efterfølgende også lagrer 10 måneder. Den årlige produktionen ligger på 15.000 flasker.

Uha … den dufter også godt. Intens blomstereng, lidt smørfedme, olieret, dåsepærer, tropiske frugter, æbler, syltede citroner, ristede mandler, karamel, vanilje og samtidig lidt saltede mineraler. Det er klart en mere fyldig arama end Staforte, men gud hvor det dufter fremragende.

Smagsmæssigt er vinen overraskende langt mere frisk, ren og krisp end duften egentlig indikerede. Det er ren, syrerig og stringent med grape bitterhed, salte mandler, urter, krydderier og er mere tæt, mere dyb og samtidig også mere saftig og venlig. Vi er på et sindssygt højt niveau.

Forhandles herhjemme af Distinto, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Cortonesi, Lèonus Toscana IGT, Toscana, Italien

2016 Cortonesi, Lèonus Toscana IGT, Toscana, ItalienNogle gange kan man bare blive forelsket i en vin … og denne IGT vin Lèonus Toscana fra Cortonesi Montalcino er netop sådan én … en rigtig venlig, rar, flink og indbydende vin.

Cortonesi ligger et par kilometer nord for Montalcino by og drives af Marco Cortonesi og sønnen Tommaso. Marko startede i 1990 med at lave og sælge vine under navnet La Mannella, hvilket dog senere er ændret til familiens eget navn. Familien har boet i området siden anden verdenskrig, men siden 1970’erne blot solgt druerne fra vinmarkerne bulk til andre producenter og kooperativer.

Cortonesi navnet er vi jo stødt på tidligere her på bloggen, bl.a. da jeg tilbage i februar smagte husets 2013 Brunello di Montalcino Poggiarelli.

Cortonesi Montalcino har samlet 56 hektar jord, hvor en stor del er vinmarker. De har dog alene 8 hektar vinmarker til Brunello, bl.a. La Manella marken tæt ved vingården på nordsiden af Montalcino, hvor jordbunden består af kalksten, sand og ler.

Samlet laver vinhuset 5 forskellige vine … 3 Brunello’er, en Rosso di Moncaltino og så denne Lèonus Toscana IGT, som er lavet på 100% Sangiovese fra unge vinstokke på Cortonesis vinmarker.

Størstedelen kommer fra den nordligt beliggende La Manella mark, mens en mindre del kommer fra Poggiarelli marken i den sydøstlige del af Montalcino. Vinen lagres 6 måneder på 3.000 liter slavonske egefade og efterfølgende tre måneder på flaske.

I glasset er vinen flot transparent … let og meget svagt lidt orange/brune nuancer, Næsen er bare to die for. Det er læder, tobak, jord, modne lyse kirsebær, hindbær, lyse blommer og hvor spiller Sangiovese druen bare smukt her. Der er lidt sødme i frugten, lidt hæfteplaster, en blid syre … samlet bare moden og venlig syrlighed.

Smagen er blid, blød med pæn sødme, så fin, elegant, venlig med typiske Sangiovese træk. Vinen har en smuk lethed, kirsebær, fennikel, svage mineraler og så tilstrækkelig med syrebid og tanniner til at holde ryggen rank … fast i kødet.

Det er en let og aldeles charmerende vin til billig penge og den houlbergske vinblogger hoster op med hele 5½ fede fingre, dog med en lille bitte pil ned, hvilket helt hedonistisk er næsten lige så meget, som jeg gav deres Brunello, som dog helt sikkert vil udvikle sig bedre end denne, som bare er totalt læskende og drikkeklar lige nu.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 122 kr., men køber du 6 flasker er prisen kun 99,95 kr. Men pas på … du kan nemt blive lidt addicted til vinen.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Luddite Wines, Shiraz, Western Cape, Sydafrika

2014 Luddite Wines, Shiraz, Western Cape, SydafrikaJeg har næsten lige smagt Saboteur fra Luddite Wines, der ligger tæt på den lille by Bot River på de østlige skråninger af Houwhoek bjergene i Western Cape. Nu smager jeg igen en vin derfra … storesøsteren, der bare hedder Shiraz.

Niels Verburg blev allerede som ung under sin uddannelse til ønolog på Elsenburg Agricultural College forelsket i Shiraz druen. Og denne Shiraz vin var da også den første vin, som han lavede i årgang 2000, da han sammen med konen Penny købte den lille vingård, som han døbte Luddite. De fleste siger også, at vinen på mange måder minder om Niels Verburg … stor, kraftig og varm.

Druerne kommer fra to sektioner af husets marker … den unge del, som høstes først og Old Block, som høstes en uge senere. De to dele vinificeres separat og som i 2013 har man lavet vinen med 10% af stilkene i behold under gæringen, som sker i egefade.

Hver batch er derefter også lagret separat omkring 2 år på 95% fransk eg og 5% ungarsk eg, heraf 20% nye tønder, mens resten er mellem 2-4 år gamle. Først derefter sammenstikkes den endelige vin, som derefter aftappes på flaske. Der er lavet 15.800 flasker af vinen … alle nummereret og denne har nummer 6.639.

Næsen er dyb og mørk med blåbær, solbærmarmelade, engelsk lakrids, lakridsrod, syrlig og gæret i frugten, kakao, dyb og tæt, røg, kanel og mælkechokolade. Det er kraftig og fyldig vin, men det dufter sgu ret godt.

Der er lidt peber, som brænder en smule i starten, men ikke voldsomt, men til gengæld også masser af mørk, frugt samt en fantastisk balance. Det er klart en powervin, men der er fin elegance, tørhed, masser af tanniner, krydderier og lang eftersmag.

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 499 kr., men pt fås på tilbud til 345 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7