Obsidian er en vulkansk bjergart, som nærmest har fået glasstruktur ved at lavaen hurtigt er afkølet. Den kaldes også stenhuggerens skræk, da den er meget hård. Det er også navnet på en af de absolutte topvine fra det australske vinhus Gemtree Wines.
Gemtree Wines ligger ved den lille by McLaren Flat i McLaren Vale omkring 25-30 kilometer syd for Adelaide. Vinhuset er grundlagt i 1980 af Paul og Jill Buttery, men drives i dag af deres datter Melissa sammen med hendes mand Mike Brown, som er ansvarlig vinmager.
Familien har samlet 124 hektar vinmarker, som drives biodynamisk og økologisk certificeret. For Buttery og Brown familien handler det ikke kun om vinproduktion, men om at sætte nye standarder for bæredygtig landbrug. De er på den allerbedste måde økoflippere.
De eksperimenterer også med at lagre deres vine ved at grave barriques ned i vinmarkerne tæt ved vinstokkene sammen med de mere gængse kohorn med urteekstrakter. Derudover render der også en flok får rundt blandt alle vinstokkene.
De har også lavet Gemtree Wetlands… et 10 hektar område, som i de 1998 besluttede at bevare som original og uberørt bushland … et biologisk mangfoldigt vådområde og et tilflugtssted for indfødte fugle, planter og dyr. Der går en lang Gemtree Ecotrail sti igennem området og den er åben for alle.
Denne Obsidian er en af topvinene hos Gemtree Wines, lavet på ren Shiraz og lagret 18 måneder på egefade, heraf 65% nye fade og resten 1-3 år gamle franske fade.
Og nu begynder Gemtree virkelig at vise muskler, for næsen er flæsket, fed, animalsk, aromatisk med bacon, tjære … virkelig dyb som en kløft i Grand Canyon. Der er vildt megen frugt i næsen og af den mørke slags – direkte i sylten – solbær, engelsk lakrids, vanilje, kanel og nelliker. Som med de andre Gemtree Wines, så har vinen samtidig en lille syrlig nerve, som virkelig klæder vinen, hvorved duften aldrig bliver for fed.
Smagsmæssigt er det blødt, cremet … fed, opulent og så alligevel med den forførende kølige elegance, idet en ren syrlighed skaber en fin balance i vinen. Det er virkelig en koncentreret vin med tyngde og alligevel rigtig stor elegance … stor vin. Klart 6 houlbergske tommeltotter med pil op.
Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 562,50 kr.